fbpx

Aalborg Metal Festival 2016 - Lørdag

Festivalens sidste dag var på forhånd udpeget til den mørke dag med Dark- og Black Metal, så det var på også der, jeg havde de største forventninger.

 

Relicseed (2/6)
Litauen er ikke den største leverandør af navne til Metalscenen, hvilket undskylder mit manglende kendskab til dagen næste navn. Lidt søgen på nettet afslørede, at Relicseed har ud givet 2 albums og spillet i mere end 10 år, så den erfaringsmæssige side af sagen skulle være på plads.
Som ventet var der ikke mange i salen, da de tre medlemmer gik i gang et par minutter efter,at klokken havde passeret 14 - festivalfolket skulle jo lige have øjne.
Relicseed spillede Metal tilsat groove og lidt Thrash, og det gik frisk over stepperne. Guitaristen, som også stod for al kontakt til salen, fortalte, at koncerten var deres første i Danmark – dem er der mange af på årets festival.
Bandet spillede energisk, men jeg havde forventet en bedre og mere sammenhængende koncert af et band med flere albums bag sig. Numrene var temmelig uinteressante, f.eks lød alle guitarsoli ens. Så efter Relicseed kunne jeg konstatere, at sidste-dagen var i gang, men ikke mere.

 

Xaon (3½/6)
Med to år på bagen er Xaon et nyt navn fra Schweiz, som tidligere på året udsendte deres første EP, ”Face of Balaam”. De tre medlemmer Flo(bas), Vinc (guitar) og Rob (vokal) suppleres i livesammenhæng med en sessionmusikere.
Scenen var udstyret med grønlige sidetæpper som supplement til det traditionelle bagtæppe for at skabe stemning. Det samme gjorde introen, som var super tung og truende. Og så var de fem medlemmer i gang. Sangeren skilte sig ud ved at være klædt i hvid skjorte (resten af bandet var selvfølgelig i sort), men det passede fint til hans teatralske optræden, hvor han levede sig ind i numrene. Musikalsk tog man udgangspunkt i Death Metal med dugarytmer, som blev suppleret med melodiske passager og ren sang. Flere steder smagte melodierne kortvarigt af Folk, men numrene mistede ikke power. Lyden var noget buldrende, men kunne ikke ødelægge den udmærkede præstation ved bandets første besøg i DK.

 

Unleash The Archers (3½/6)
Lørdagens eneste bidrag fra den anden side af Atlanten kom fra canadiske Unleash The Archers. Aalborg er kun det andet stop på bandets er på turne med Tyr og Sirenia, så jeg var nysgerrig efter at høre og se, om bandet var kommet op i gear.
Det var de, især sangerinden Brittney Slayes viste fra start et stort vokal register, hun kunne nå meget højt som en kvindelig Rob Halford. Det passede fint til bandets Power Metal, som bød på masser af guitarlir og klassiske Heavy metal rytmer. Samtidig var der fin bevægelse på scenen, hvor især Slayes gjorde meget for at action, når hun ikke var på. I længden blev det lidt for ensformigt med vokalen, men samlet set var det en god performance af bandet fra Vancouver

 

Orm (4½/6)
Så var det tid til endnu et nyt dansk navn i form af Orm. Ud over at bandet spiller Black Metal og har deres debutalbum på trapperne, kendte jeg intet til dem.
Levende lys på scenen satte en fin stemning, inden Orm gik på. Salen blev hurtigt fyldt godt op, alle var nysgerrige efter at høre hvad Orm var for en størrelse. Og så blev vi udsat for Black Metal med mange klassiske elementer som højt tempo og tremolo anslag. Det fungerede super godt, især fordi det lykkedes at fastholde en ulmende mørk stemning. Samtidig var der lange instrumentale passager som hos f.eks. Solbrud. Orm fastholdt det mystiske ved ikke at henvende sig til publikum, hverken mellem numrene eller efter deres sæt. Samlet set var det en rigtig fed koncert, hvor min eneste egentlige kritik retter sig mod vokalerne. De var monotont brølende, og selv om der var to vokalister, lød det meget ens. Men Orm gjorde det meget overbevisende – det kommende album skal jeg helt sikkert have hørt!

 

Nordjevel (5/6)
Med start i 2015 er Nordjevel en ny størrelse, som jeg umiddelbart ikke havde forventninger til, men da jeg så at bandet har fænomenet Fredrik Widigs (Bl.a Marduk og Rage Nucléaire) bag tønderne, ændrede det sig. Samtidig efterlod bandets selvbetitlede debutalbum et positivt indtryk, så jeg var på plads, da de gik på scenen.
Det skete efter en længere filmagtig intro, så bragede det løs med Black Metal i højt tempo. Alle fem musikere var med corpse paint, sangeren var kutteklædt og han præsterede en virkelig fed dødsrallen...
Musikken var klassisk Black Metal i virkelig højt tempo, som blev spillet uhyre stramt – som ventet var trommerne i særklasse; det er imponerende at man kan se så uanstrengt ud, og samtidig spille så vildt.
Sættet havde en lille svaghed i starten, men nordmændene fik sig spillet op, og da klimakset kom i slutnummeret med sejtrækkende guitarer og melodi, var det slut på festivalens bedste koncert, som udløser penta stjerner til Nordjevel.

 

amf2016 nordjevel 

 

Horned Almighty (5/6)
Efter ikke at have hørt Aarhus drengene i nogle år, gav de en fed koncert til VMF sidste år, hvor jeg blev mindet om, hvor godt deres Black’n’Roll fungerer. Derfor havde jeg glædet mig til et gensyn på årets AMF.
Den røgfyldte scene pyntet med gedehorn og gravsten var en perfekt ramme for de corpse paintede aarhusianere, og de gav den gas fra start. Den rockprægede metal havde både groove og power, og det gik rent ind hos publikum - allerede i det andet nummer var der optræk til en moshpit. Generelt var der go kontakt mellem sangeren og salen, så der blev vist horn ved enhver lejlighed.
Horned Almughty var tilbage på AMF efter 10 års fravær, og det med stil: Kombinationen af musik og oplevelse var 5 af de takkede værd.

 

Týr (3/6)
Jeg missede at opleve Týr, da de spillede til RMF i Aarhus, men så er det jo godt, at de var booket til årets festival i Aalborg – så kunne min debut med bandets nordiske Metal være på min hjemmebane. I pressen havde der været en del polemik om bandets deltagelse i hvaldrab med krav om koncertaflysninger, men det mærkede vi heldigvis ikke noget til.
Efter lidt tekniske problemer kom koncerten i gang, og så fik vi Tyrs fortolkning af Metal: Udmærket drive i guitar og rytmer, og melodier som er hentet i Folk-afdelingen. Det gav flot respons i den fyldte sal, hvor der blev hujet og sunget med i stor stil. Skulle jeg bedømme Tyr alene ud fra stemning og publikumsrespons, ville det være svært at gå under 6 stjerner. Men det skal jeg jo ikke, så derfor lander vi noget lavere. Metaldelen er udmærket, men numrene indeholder alt for meget Folk! Jeg stod og tænkte, om hvalfangsten i virkeligheden forgår ved, at færingerne sejler ud og synger, og på den måde skræmmer grindehvalerne op på land …
Nej sorry, men det her er alt for meget skovtur og lalleglad fællessang for mig.

 

amf2016 tyr

 

Sirenia (3½/6)
Før denne aften havde jeg kun set Sirenia live en enkelt gang; det ligger efterhånden mange år tilbage, og var også til AMF. Dengang var det en tynd omgang, som ikke animerede mig til at følge nordmændene, men siden har der været mange udskiftninger. Senest er sangerinden Emmanuelle Zoldan kommet til, og hun er med til at gøre bandets spritnye album ”Dim Days of Dolor”til en god oplevelse, så min gamle skuffelse var udskiftet med positive forventninger.
De blev indfriet i starten, dels fordi musikken havde metallisk kant, dels fordi Zoldan kunne overføre vokalerne fra albummet til scenen. Til gengæld var det lidt underligt at Sirenia stillede op uden bassist og keyboardspiller, men lige som sidst kørte bas, keyboards og kor som backtrack. Det har jeg altid syntes var underligt og kunstigt, fordi det berøver musikken noget liv.
Fremmødet i salen var markant lavere end tidligere på aftenen; enten var folk ikke til Melodisk Metal, eller også gjorde de klar til Abbath. Men de som var i salen så Sirenia give en professionel, men også lidt stiv præstation, som jeg takserer til 3.5 stjerner.

 

Abbath (5/6)
På papiret er bandet Abbath nyt, men deres nøglefigur Abbath Doom Occulta er nærmest en institution indenfor den Sorte Metal. Han spillede i Immortal frem til 2015, hvorefter han dannede Abbath.
Efter den efterhånden obligatoriske ventetid, hvor salen var lukket af, mens der blev stillet an til festivalens hovednavn, blev vi lukket ind et helt kvarter før koncertstart - det er vist ny rekord for festivalen.
Lyset på scenen blev slukket, vi fik en teatralsk intro og hovedpersonen trådte ind. Abbath himself var et imponerende skue med sin make up og sit panser outfit, men hans største asset er og bliver vokalen. Dens dybt rallende natur vil være guld for ethvert Black Metal band.
Som forventet blev der spillet stramt, især fra rytmesektionen. Bassisten King viste stort overskud til at bevæge sig meget og indpiske salen. Det gjorde Abbath også, han drillede publikum, klovnede og var dejligt selvironisk – ikke en egenskab man ser ret tit i den her genre.
Det tog lidt tid at får den fyldte sal helt med, men det lykkedes for nordmændene, så selv om de ikke overgik dagens tidligere koncerter på det punkt, fik de sat et flot punktum for AMF 2016.

 

amf2016 abbath02 

 

Set ud fra fremmødet må årets festival være en ubetinget succes; jeg oplevede at der var mange mennesker alle tre dage. Til gengæld faldt eksperimentet med genreopdelte dage mindre heldigt ud; jeg snakkede med flere, som kun havde købt billet til dagen med deres favoritgenre. Og lørdagen bød på meget forskellige fortolkninger af Black Metal, hvor Dødsmetallen fredag var mere ensidig. Min konklusion er derfor, at et blandet program er en fordel for alle parter. Om det sker næste gang ser vi, når AMF 2017 slår dørene op.

 

Læs også vores dækning af torsdag og fredag.

  • HORNED ALMIGHTY_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • XAON_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • SIRENIA_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Sirenia - Dim Days of Dolor

Siden 2001 har Sirenia vist, at Norge kan spille andet end Black- og Dødsmetal ved at satse på mere symfoniske vinkler. Bandets mastermind Morten Veland er det eneste originale medlem tilbage efter pænt mange udskiftninger, ikke mindst på den vigtige post som vokal frontfigur. Den nyeste på posten hedder Emmanuelle Zoldan, stammer fra Frankrig og markerer sig stærkt, men mere herom senere.

Stilmæssigt er der ikke sket det store for Sirenia, her fortsættes der med Symfonisk Metal med alt hvad der kan tænkes af store orkestreringer og korarrangementer. Elementerne bruges med sans for det dramatiske, så dén del af albummet hurtigt kan markeres som godkendt. Det samme gælder for den egentlige Metal, som ikke er berøvet sin styrke, men får lov til at beholde kant og skarphed – det matcher det symfoniske på bedste vis.

Det samme gør Zoldans vokal, for hun nøjes ikke med at synge rent og klart som de fleste andre sangerinder i genren. I stedet supplerer hun med en operastemme, der straks leder tankerne hen på Tarja Turunen – på den fede måde. I fællesskab udgør de forskellige ingredienser en meget fin balance mellem det det storslåede, det medrivende og det smukke. Albummet er en glimrende repræsentant for genren, og hvis ikke det havde været for uinteressante omkvæd i nogle numre, var karakteren faldet højere ud.

Tracklist:
1. Goddess of the Sea
2. Dim Days of Dolor
3. The 12th Hour
4. Treasure n' Treason
5. Cloud Nine
6. Veil of Winter
7. Ashes to Ashes
8. Elusive Sun
9. Playing with Fire
10. Fifth Column
11. Aeon's Embrace
Samlet spilletid: 56:34

 

Læs mere...

Sirenia - The Seventh Life Path

Norske Sirenia er aktuelle med deres syvende album ”The Seventh Life Path”. Jeg har ikke kendskab til alle deres udgivelser, men det forrige udspil ”Perils of the Deep Blue” faldt i god jord hos undertegnede. Det, jeg godt kunne lide ved albummet var, at det havde en lidt tungere tilgang til musikken, og var knap så poppet som tidligere, hvilket klædte bandet godt.

Det samme gør sig gældende på det nye album, hvor der også bliver lagt vægt på de tunge melodier. Det er som vanligt symfonisk goth metal med stor pomp og pragt, som desværre samtidig er meget forudsigeligt. Musikerne spiller bestemt godt, men det hele er ret kedeligt uden de store udsving. Ailyn’s pæne vokal står i fin kontrast til Morten Veland’s snerren og growlen, så her må bandet siges at være bestået. Når det er sagt, savner jeg den wauw faktor som har været på tidligere albums, selvom der da hist og pist er optræk til noget. Ligeledes virker det en anelse rodet, hvorfor det hele bliver en plade, der med en spilletid på over en time bliver alt for lang - numrene bliver simpelthen trukket i langdrag uden at gøre noget større indtryk.

Så ”The Seventh Life Path” er et album der på ingen måde rigtig får mig op af stolen, selvom intentionerne bestemt er gode,  hvor sidste anden halvdel af albummet virker bedst. Er man til symfonisk goth metal bør man dog tjekke pladen ud, da bandet stadig er blandt de bedre, men dette udspil kan ikke trække mere end en middel karakter med pil opad fra undertegnede.

Tracklist:
1. Seti
2. Serpent
3. Once My Light
4. Elixir
5. Sons of the North
6. Earendel
7. Concealed Disdain
8. Insania
9. Contemptuous Quitus
10. The Silver Eye
11. Tragedienne
Samlet spilletid: 69:48

 

Læs mere...

Sirenia udgiver album trailer

Norske Sirenia udgiver deres kommende album “Perils Of The Deep Blue” den 28. juni igennem Nuclear Blast Records.

Bandet har lavet en video trailer til albummet, med optagelser fra studiet og udtalelser fra bandet, se videoen nedenfor.

 

Sanger og guitarist Morten Veland har givet følgende udtalelse om albummet:

“The entire band and all the people we are working with are absolutely ecstatic about it! This album takes SIRENIA to the next level and brings many new sides of us to the table. There’s typical tried and tested SIRENIA stuff but also approaches that you’ve never heard from us before. I think I’ve never felt so good about an album throughout my entire career. I mean, I love them all, but this one is something special. It’s the result of two and a half years of blood, sweat and tears. I’ve literally put my heart and soul into this record, so I am very curious to see what our fans as well as the press will think about it!”

Albummet er produceret af Veland selv, og efterfølgende mikset og mastered af Endre Kirkesola i Dub Studios i Oslo. Veland har guvet følgende udtalelse om dette:

“The writing process has been going on for about two years”, states Veland. “I always have ideas for new stuff, so I started writing even before we had released our previous album »The Enigma Of Life«. Most of it has been recorded in my own studio. I love to work there as I always feel inspired - plus we can take our time with whatever we do, for there is no time pressure. Just like for all of our previous albums, we also dropped by Sound Suite Studios in France – a great place that feels like home, too. This time we recorded the Marseille choir there that one can always hear on our records, as well as some of my acoustic guitar parts.”  
 

Om artworket, som er mallet af Anne Stokes, har Veland sagt følgende:

“I came across the artwork on the Internet and immediately fell in love with it for obvious reasons – it’s no secret that I’ve always been fascinated by Greek mythology and sirens. So we got in touch with Anne and luckily she granted us the permits to use it for the record. I actually drew the inspiration for the album title »Perils Of The Deep Blue« from the artwork. In my opinion, it’s the perfect SIRENIA cover – there was no way we could have let that opportunity slip away!”

 

 

SIRENIA - "Perils Of The Deep Blue" Trailer #1

 

Læs mere...

Sirenia har færdig indspillet vokalen til nyt album

Det norske/spanske gothic metal band Sirenia har siden efteråret arbejdet på deres nye album og opfølger til ”The Enigma Of Life” fra 2011. Bandet har nu offentliggjort at vokalen til det nye album er endelig færdig indspillet og albummet udgives via Nuclear Blast Records senere i år.

 

Sirenia har tidligere sagt følgende om det nye album:

"We feel confident that the sixth SIRENIA album will have some nice surprises up its sleeve, as we‘ve been determined to make this record somewhat different from the previous two albums."

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2007

2007 udgaven af Aalborg Metal Festival var den sjette i rækken, og selvom Chimaira havde meldt afbud, var der nok spændende navne på plakaten til, at redaktionen måtte rykke talstærkt ind på Studenterhuset for at dække begivenheden.
Da vi lige skulle have overstået den del af fredagen, der giver penge (også kaldet arbejde), nåede vi desværre ikke frem i tide til at høre fredagens to første bands, Broadmoor og Ferocity.

Sonic Syndicate
Karakter: 4 / 6
Derfor var vores første band på festivalen Sonic Syndicate. Bandet kommer fra Sverige, og har eksisteret i sin nuværende form siden 2005. De 6 medlemmer ser da heller ikke ret gamle ud, men det forhindrede dem ikke i at give en meget professionel og gennemført koncert. Musikken er Metalcore tilsat lidt melodier. De brugte den sædvanlige vekslen mellem skrigende vokal og ren sang. Det fungerede fint, og i kombination med musikken gav det af og til helheden et stænk af nu-metal.
Musikken var lige til den pæne side efter min smag, men det var lige i øjet for resten i salen. For et kig rundt viste, at der var rigtig godt gang i publikum, specielt når man tager det tidlige tidspunkt i betragtning. Det skal Sonic Syndicate have ros for, for med et meget levende sceneshow og en virkelig god kontakt til salen, gav de os en god start på festivalen.

Nightrage
Karakter: 3½ / 6
Til det næste band på scenen bliver vi i Sverige, idet ¾ af bandet kommer herfra. Efter en båndet intro gik de på og leverede en voldsom gang Death Metal. Fra starten var lyden meget ujævn med dominerende trommer og guitarerne alt for langt tilbage. I løbet af sættet blev det lidt bedre, men aldrig rigtig godt.
Desværre kan man sige næsten det samme om musikken. Der manglede hverken tempo eller energi, men det var en kedelig samling numre, vi blev præsenteret for. Omkring midten af settet fandt Nightrage så pludselig et par fede numre med lækre double leadguitar frem, og jeg tænkte, at ”nu er de blevet varme”, men ak nej. De faldt tilbage til linien fra starten, og blev der settet ud.
At bandet samtidig havde svært ved at komme ud over scenekanten, fik vi en mulig forklaring på: der var tale om trommeslagerens 2. Koncert, mens både sangeren og bassisten stod på scenen for første gang med Nightrage. Samlet set var det ikke helt overbevisende, idet Nightrage kun i glimt viste spændende musik.

Caliban
Karakter: 3 / 6
Så kom turen til det tyske metalcore band “Caliban”, som var en del af den igangværende turne ”Eastpak Antidote Tour 2007”, som også bestod af aftens to andre navne Sonic Syndicate og Soilwork. Caliban’s nye album, ”The Awakening”, kom på gaden i maj måned. Koncerten startede med lidt knas i lyden, men det blev der hurtigt rettet op på. Deres sæt bestod hovedsagligt af sange fra deres nye album, men der kom også et par af de gamle.
De havde godt fat i publikummet og fik da presset hele to såkaldte ”Wall of Death” ind (altså hvor publikummet skulle dele sig i to, og derefter voldsmadre hinanden i en kæmpe moshpit). Selve bandets show var lidt halv-kedeligt, og deres musik virkede ikke så specielt original. Ud fra alle de gode kommentarer jeg har fået om dem, havde jeg hvert fald forventet mere af deres koncert.
Og til sidst, lignede bandet da et boyband i deres matchende ”uniformer”.

Dismember
Karakter: 4 / 6
Aftenens “semi-hovednavn”, svenske Dismember, har efterhånden været på banen i en menneskealder. Personligt havde jeg (Forinden deres formidable ”The God That Never Was” album) afskrevet de gæve blodtørstige svenskere, men selvsamme album viste et rutineret band, der igen havde fundet gnisten. Selvfølgelig var jeg spændt på at høre de gamle slagere, og se om den nye trommeslager kunne løfte arven fra den lidt stive, men ganske solide Fred Estby.
Bandet lagde ud med et par numre fra det seneste album, og havde en rimelig mawer lyd i starten, men der blev dog rettet op på dette. De blandede posen upåklageligt, og gamle numre som ”Pieces”, ”Skin Her Alive” og ”Override of the Overture” gik deres sejrsgang, og virkede til at tage større kegler end det nye materiale.
Bandets optræden var måske ikke så tight og sammenspillet, men de gjorde alligevel deres til, at vi sent glemmer Dismember.

Soilwork
Karakter: 5½ / 6
Ved midnats tid drog aftens hovednavn på scenen, og det var ikke mindre end et af Sveriges fedeste melodisk metal bands (efter min mening), Soilwork. Og da undertegnede har været stor tilhænger i længere tid og ikke mindst efter udgivelsen af det geniale nye album, ”Sworn to a Great Divide”, var der store forventninger, og det med god grund; gruppen fremførte et tight fem kvarters show, med stort set alt hvad man kunne ønske sig. Settet bestod af sange fra hele gruppens bagkatalog, helt tilbage til debuten ”Steelbath Suicide” fra ’98. Og selvom gruppen netop har udgivet det syvende album, var der kun at finde en eller to sange derfra, men i stedet blev der lagt mest vægt på ”Stabbing The Drama”, ”Figure Number Five” og ”A Predator's Portrait”.

Avarice
Karakter: 3 / 6
Avarice fra Århus havde fået tjansen som det første band lørdag. Og som om det ikke var hårdt nok at skulle skyde dagen igang, blev bandet også ramt af tekniske problemer, som udsatte starten, men det tog drengene i stiv arm. Drengene? Ja, bandets medlemmer hører bestemt til i den yngre kategori – det var lige før man følte sig hensat til en skolekoncert ved synet af dem.
Så meget større var overraskelsen over det musikalske niveau, da de begyndte at spille. For det var en udmærket omgang dødmetal, Avarice leverede. Ganske vist var der små skønhedspletter hist og her, men de kunne ikke ødelægge det gode indtryk, som bandet efterlod. Dem kommer vi til at høre mere til!

Spectral Mortuary
Karakter: 3½ / 6
Odense-drengene fra Spectral Mortuary gik på efter festivallens eneste boyband, og gik til stålet fra starten af. Deres lille halve time skulle udnyttes til fulde, og med Morten Siersbæk bag tønderne, blev de 4 andre pisket frem med en nærmest naturstridig speed og teknisk kunnen. Et nummer som ”Choked in (Anal) Soil”, og et nyt, der vist hed ”Manic Altar” blev leveret med top præcision, og selvom jeg fandt Spectral Mortuary’s debutskive rigtig fed, var det som om deres liveshow manglede et eller andet. De 4 i front stod egentlig ret stille, og det havde lidt en øv-effekt på mig, for det virkede til, at de ikke var interesserede i at stå på scenen. Når det er sagt, har Spectral Mortuary stadig en fed sound (Igen ødelagde lyden oplevelsen. Det blev dog bedre hen ad vejen), men de skal arbejde lidt på at sælge sig selv.

Thorium
Karakter: 4 / 6
Hvor oplevelsen af foregående band var en kende kedelig, var Thorium opsat på at få folk med. Med en særdeles oplagt Michael H. Andersen i front, leverede Thorium deres old-school dødsmetal med overskud og glimt i øjet. Bandet pløjede sig igennem flere gamle tracks, men jeg synes måske de bedste numre denne eftermiddag var de nye, som er på albummet ”Feral Creation” der udkommer næste år. Om det er fordi disse numre er mere velskrevne, eller om den nuværende konstellation af bandet måske mere føler det er deres numre end de ældre er, skal jeg ikke kunne sige, men det var klart at mærke forskel i leveringen, synes jeg. Nu har jeg jo også altid haft et blødt punkt for Thorium, og jeg må sige at de leverede det man kunne forvente. Hverken mere eller mindre, men det var klart, at det var det næste band på plakaten, folk ventede på….

Dawn of Demise
Karakter: 5½ / 6
Forventninger til Dawn of Demise var fra kampens start ret høje, da de altid er garant for en fuldfed indsats. Deres debutalbum, som vi stadig venter på, er endnu ikke kommet, men alligevel var det vel nok DOD der trak det 5. største publikum på festivallen, set over hele koncerten; Godt gået af et band uden et eneste fuldlængde album på gaden! Nå…. Lyset sænkede sig, og ud af højtalerne havde man vel forventet den sædvanlige ”uh-så-uhyggelige-nu-bliver-vi-bange” intro…. Der blev publikum rimelig meget taget i røven, for bandet startede med ”Rocksteady Crew” fra starten af 80’erne. Mega cool gjort, og pisse uhøjtideligt! Dette understreger dog bare, at drengene ER bonderøve fra Danmarks bil-by nr. 1.
De lagde for med ”Within the Flesh”, og drengene fra Silkeborg var virkelig på! Som en sidemakker sagde, så gik de ikke på scenen… De indtog scenen, og med en showman i Scott’s (vægt) klasse, er man altid garanteret underholdning af høj klasse. Scott siger nok bare hvad han tænker, og denne aften kom vi omkring kvinde-onani, bajere, metalmusik, fisse og de andre sædvanlige anekdoter.
Numre som ”Impurity”, ”Beyond Murder”, ”Regain Our Masochist”, ”Domestic Slaughter” og titelnummeret fra deres kommende skive, “Hate Takes Its Form” bliver numre, der på cd virkelig vil sparke røv og blæse trommehinder, men live er det bare SÅ forbandet fedt og stramt leveret. Ingen smalle steder!
Bandet har på de 2 år jeg nu har kendt dem, udviklet sig med høj hastighed, og er blevet et utroligt velspillende ensemble, der fik alle andre bands på festivallen til at blegne. I hvert fald i min bog. Under koncerten var overskuddet på scenen enormt, og de har en rigtig god kontakt med deres publikum.
Ingen tvivl om, at Dawn of Demise nok skal komme langt, og at de pt. er Danmarks fedeste band.

Severe Torture
Karakter: 5 / 6
Efter Dawn of Demise’ set skulle publikum lige sunde sig, så salen var kun halvfuld, da hollandske Severe Torture gik på scenen. Og det var synd for dem, som gik glip af koncerten, for det var efter min mening festivalens bedste! Severe Torture leverede den fedeste gang teknisk dødsmetal, jeg længe har hørt. Det hele foregik i meget højt tempo, og der blev spillet med en overlegen præcision. Numrene var rigtig fede og varierede, og et par gange blev tempoet skruet endnu højere op, uden at der blev skåret ned på præcisionen – vanvid!
Samlet set en gedigen overraskelse fra disse hollændere, som bestemt er værd at kigge efter i sømmene.

Dew Scented
Karakter: 4½ / 6
Efter eftermiddagens mange døds metal bands, var det tid til at få lidt afveksling, i første omgang en dosis thrash metal fra Tyskland i form af Dew-Scented. Et band som er forholdsvist ukendt for mig, men ikke desto mindre et band jeg havde set frem til at opleve. For selvom jeg først har hørt om dem indenfor de sidste par år, har gruppen spillet siden ’92 og udgivet 6 cd’er, den første i ’96. Men det er først i år, gruppen er kommet forbi Danmark, og dette er 3 gang på et år. Da alle sangene var ukendte kan jeg ikke udtale mig om setlisten. Men alt i alt en spændende koncert, god energi på scenen, god kontakt til publikum. Dem skal jeg bestemt høre mere til.

Sirenia
Karakter: 2 / 6
Efter at Sirenia meldte afbud til Godzzfest i september pga. storm og høje bølger, var jeg spændt på om vi endnu engang blev snydt for en oplevelse af det norske metal-band med dansk front(e). Det gjorde vi ikke; bølgerne havde lagt sig mellem de norske fjorde og de danske strande, men nu i skrivende stund, kan vi så læse på Sirenia´s hjemmeside, at bølgerne har gået højt om end på at andet plan, da Forsangerinden Monika har valgt at forlade bandet. Nå men andre bølger gyngede livligt under koncerten på Ålborg Metal-festival, men det kommer vi tilbage til, for lige nu gælder det den musikalske oplevelse af koncerten.
Jeg må tilstå, at jeg ikke kender ret meget af Sirenias bagkatalog, men jeg syntes generelt, at genren er fed nok, så jeg havde glædet mig til at se og ikke mindst høre bandet, for Monika har jo en køn stemme. Desværre blev det ikke den oplevelse, jeg håbede på! Det første der irriterede mig, og som skulle komme til, at blive et stadigt voksende incitament for at gå i baren, var nok at bandet, på trods af at være 4 medlemmer, manglede en bassist. Nu ved jeg ikke om det er min musikalske stolthed som bassist, eller jeg bare er old-fashion, men i mine øjne, skal der fandme være en bassist på scenen med mindre det er en solokoncert med Michala Petri! At dubbe bassen ind fra et DAT-spor er sgu godt nok billigt! Det er da kun Me & My og Justin Timber”fake”, der kan finde på det. Nå men sådan er det, og vi må leve med det. Dernæst bruger Sirenia også akustisk guitar op til flere gange i numrene, men den vælger man også at hente fra DAT-maskinen bag mixeren på trods af, at de er to guitarister på scenen. Mon ikke det også kunne bidrage positivt til et lyst-forladt sceneshow, hvis enten Morten eller Bjørnar greb en akustisk spade engang i mellem. Som en slags muggen kirsebær på toppen af den hårde kransekage, syntes jeg også op til flere gange, at det lød som om, der suste en 3 – 4 guitarer rundt i periferien af lydbilledet. Det er sgu da live det her! Er det ik? Nu er det så sådan at ”Nine Destinies And A Downfall” er det første album med Monika på vokal, men det virkede som om hun ikke måtte synge så meget, for Morten Veland havde mindst ligeså så meget lead tid ved mikrofonen som hende; kunne man ikke have sneget hende ind et sted eller to? Generelt set var lyden ikke tilfredsstillende, men til Sirenias fordel skal det da lige nævnes, at det faktisk kun var under Dawn of Demise og Kreator, at jeg syntes lyden var værdig til at få stemplet ”fed nok” om lørdagen.

Med et lydbillede der mildest talt ikke imponerede, og et sceneshow der mest af alt mindede mig om en 80 årig gammel kone i coma, må jeg sige, at denne koncert ikke får noget kryds i min cool-bog. Monika kan få et lille et, men kun fordi hun ser flink ud. Denne koncert får altså ikke mere end 2 og hvorfor lige netop 2, må I selv regne ud, men jeg vil da gerne runde af med lidt ros! Lækker ”dress-code”, Monika!!

Belphegor
Karakter: 4½ / 6
Så var det tid til det band jeg personligt havde glædet mig mest til. Belphegor var ene om at repræsentere Black Metal på AMF, og det skulle blive spændende at se, hvordan de holdt skansen mod de mange death Metal bands.
Og det var jeg ikke ene om: jeg tror, at det var festivalens bedst besøgte koncert; salen var nærmest proppet med folk, som ville se og høre Belphegor.

Bandet lagde ud i et tempo, som var helt vanvittigt, og der blev grindet til den store guldmedalje. Desværre var lyden, som det var tilfældet for de fleste af festivalens koncerter, meget domineret af bas og trommer. Guitarerne kunne slet ikke gøre sig gældende.
Og på trods af, at bandet var kommet ”to do Satans work”, kom der ikke rigtig Black stemning over lydinfernoet. Det hjalp lidt i de numre, hvor belphegor slog over i tunge rytmer, men også kun lidt. Publikum var begejstret; under hele koncerten var de oppe i det røde felt. De så ikke ud til at dele den lille skuffelse, der sneg sig ind hos undertegnede. For selvom det var vildt imponerende at der blev spillet SÅ hurtigt og SÅ præcist, manglede jeg noget: den vare Belphegor leverede var mere Grind end den Black Metal, jeg var kommet for.

Dream Evil
Karakter: 2 / 6
Aftens andensidste band var Göteborg bandet Dream Evil, som skulle omtræde med en god gang Power Metal, eller Gay Metal, som sangeren Niklas Isfeldt selv sagde. Selv havde jeg set frem til at opleve sangene fra ”The Book Of Heavy Metal” live. Efter blot 3 - 4 sange, valgte jeg at melde fra, da lyden var af h... til. Vokalen var alt alt for lav. Mark Black’s guitar ALT for lav, det var nærmest umuligt at høre ham, alt imens at trommerne var alt for høje. Jeg ved at mange desværre havde det på sammen måde, men har ladt mig fortælle at lyden i sidste del af settet blev noget bedre.

Kreator
Karakter: 5½ / 6
“The Kreator is here!!!” Jep! det er de og om de ikke sparker røv! Ålborg Metal Festival, lørdag aften og et afslutningsband, der er kommet for at fortælle danskerne, at på trods af de sidste 6 år uden en koncert på dansk jord, så kan Kreator stadig banke en fest-stemning op, hvor end de spiller.

Efter en lørdag der bød på både gode, men også mindre gode koncerter bla. i form af dårlig lyd, var jeg da spændt på hvordan min første Kreator-koncert skulle forløbe. Mht. lyden syntes jeg, der havde været markante fejljusteringer i løbet af dagen, med blandt andet for høje trommer og for lav vokal i forhold til resten af musikken. Det problem havde Kreator ikke, De skruede bare op for alt andet og så var det problem løst. Mht. vokalen! Tja så har ”Mille” jo en rimelig markant vokal med masser af diskant, så heller ingen problemer med at høre ham. Og så startede festen!

Der blev lagt hårdt ud med ”Violent Revolution”, og når man så Mille stå og skrige igennem i en mikrofon, der var sat 30 centimeter højere op end de øverste rynker i hans pande, ja så kom jeg i hvert fald i stemning, for det var tydeligt at se Kreator var tændt. Flere gange var jeg bekymret for om Mille´s arm ville gå af led, for jeg har aldrig set en mand være så entusiastisk med at få folk op på tæerne og hugge igennem med armene. Folk kom med, og efter flere klassikere som bla ”Pleasure To Kill” og ”Enemy of God”, fik vi en lille tale om racehad inden ”Europe After The Rain”. Flere gange inviterede Mr. Petrozza også til en ordentlig omgang moshing i pittet, og det blev der rigelig anledning til da ”Behind The Mirror” bragede ud af højtalerne efterfulgt af ”Extreme Aggression” og ”Betrayer”

Det virkede også som om publikums energi skinnede igennem på scenen, for Mille tilbød med åbent hjerte at vende tilbage til Danmark noget mere, hvis vi havde lyst til at opleve flere koncerter med ”The Kreator” og mon ikke om publikum havde det. Så for et kort øjeblik fik Mille hurtigt omskrevet det legendariske nummer ”Reconquering the Throne” til ”Reconquering the Floor” og indbød endnu engang til beserkergang hos de danske vikinger! Og det fik han.

Men alting har en ende, og ”The Kreator” er nogle gamle fyre, der ikke kan spille evigt! Eller fløj tiden bare fordi det var så fedt? Måske, men pølseenden var nået, og på ægte metal-manér, skulle publikum selvfølgelig med på afslutningen og hjælpe de tyske metalkæmper med at hejse ”The Flag of Hate” og efter den klassiske opskrift, skulle vi jo skrige for lungers fulde hals før klimaks fra 70 min. Thrash-lir ramte publikum frontalt i hovedet. Fantastisk!!!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Dan The Man / Carsten

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed