fbpx

Pet The Preacher trækker stikket

Pet The Preacher har valgt at trække stikket. De 3 medlemmer går derfor hver til sit for at koncentrerer sig om andre projekter.

Pet The Preacher har givet følgende udtalelse:
“Kære alle.

Pet The Preacher er ikke længere et aktivt band. Vi har valgt at gå hver til sit og koncentrere os om andre kunstneriske projekter, efter en tid hvor gejsten til at køre et band som vi har villet køre PTP, bare ikke har været til stede. Vi er sindssygt stolte af vores tid som band og vores sange og ikke mindst den støtte vi har mødt. Det er ikke noget vi tager let på. KÆMPE stort tak til alle der har hjulpet, støttet og nydt musikken. I ved hvem I er! TAK TAK TAK for alting...

- Torben, Christian & Christian// PTP”

 

Pet The Preacher har udgivet 2 EP’er samt 2 fuldlængde albums, seneste var det albummet ”The Cave & the Sunlight”, som udkom sidste år igennem Napalm Records. Hør sangen ”Let Your Dragon Fly” fra ”The Cave & the Sunlight” nedenfor.

 

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Fredag

De læsere, der husker min Mono-reportage fra sidste år, vil med rette have en idé om, at jeg nærer et stort, fedt, blødt punkt for arrangementet. Og lad det med det samme være sagt, at benævnte punkt kun har vokset sig endnu større ovenpå denne festivalens nu veloverståede 10. afvikling.

Enkelte gange går man som i en kammeratlig kædedans fra den ene krammer til den anden. Der er glade venner overalt, - enkelte af hvem jeg ikke har set i adskillige år. Der catches up; de sidst sete koncerter evalueres. De obligatoriske debatter om subgenredefinitioner og hvilket af de fire første Morbid Angel-albums, der er bedst, afvikles i hygge og fordragelighed. (Det er i øvrigt Altars of Madness, hvis nogen stadig skulle være i tvivl.) Det er noget så genkendeligt altsammen, men jeg bliver sgu nok aldrig træt af det. Det er lidt ligesom en form for familiefest. - En stor, skøn, pissesej familiefest.
Hertil kommer bookingen af dette års line-up, som enten er enormt heldigt ramt eller slet og ret foretaget af en knusende professionel arrangør med en større finger på undergrundspulsen end nogen anden dansk metalinstitution. Det er umuligt at redegøre fuldt ud for denne weekends beskaffenhed indenfor rammerne af denne reportage, - ja, med ord i det hele taget, - men tro mig: Ligesom sidste år og året før dét ender MGM 2015 med at transcendere summen af sine enkeltdele.

 

Gaia

Dog starter det lidt sløvt. Ligesom sidste år præsenteres første aftens åbningsband af Anders Bøtter, der i samarbejde med Blastbeast har udvalgt det mest interessante fra Sort Søndag-indslaget Undergrunds-Ukrudt. Gaia er en ung trio, der med deres egne ord spiller "kosmisk doom", og langsomt går det da i hvert fald. Det er den blues'ede, stoner-agtige ende af doom, vi er ovre i. Lige præcis det stenede islæt ender desværre med at dominere sangene, og når jeg bruger ordet "desværre", er det fordi dét er det eneste konsistente og mest opdyrkede element i musikken. Der tænkes tilsyneladende ikke så meget i riffs, temaer, hooks eller melodier, men for det meste bare i stenet atmosfære. Jeg savner ganske enkelt at høre nogle stand-out-elementer.
Det er muligt, at jeg skal høre Gaia flere gange, inden den famøse prås begynder at gå op for mig, og jeg skal gerne lade tvivlen komme dem til gode. De er trods alt også newcomers, og de virker i øvrigt som nogle sympatiske gutter. Men sangene virker til gengæld gerne, som om de er lidt tilfældigt sammensat af stykker, der ikke nødvendigvis havde behøvet at have noget med hinanden at gøre. Dertil kommer, at vokalen er sloppy og anonym, og at forsangeren lidt ligner én fra Weezer, der lige er stået op. - Ikke mindst når han nu er flankeret af en ultrasej bassist i tanktop med lange dreads, undercut og omfattende maori-tatoveringer. Det kan lyde mavesurt og Thomas Blachman-agtigt at gå op i den slags, men kom nu ikke og sig, at det ikke betyder noget.

Nej, men det er på den anden side heller ikke fordi, musikken er direkte ringe; slet ikke. Der er noget fed Clutch-agtig stemning i nogle af de mere upbeat passager, og hen imod slutningen træder forsangeren da også mere i karakter og lægger noget tiltrængt energi og overbevisning bag. Der er helt klart masser af uopdyrket potentiale hos Gaia; det er desværre bare ikke nok til at overbevise mig i denne omgang. Men jeg vil se frem til den dag, det sker, og ønske dem alt muligt held og lykke så længe.
Karakter: 3/6

Gaiafoto10 

 

The Powergloves

The Powergloves spiller en form for math-rock, hvilket som udgangspunkt får en lille alarmklokke til at ringe hos mig. Det kan være en spændende genre, men der er ikke langt derfra, til dér hvor den bliver lige så anstrengende for enhver, der ikke er på krystalamf eller har galoperende ADHD. De dersens Dillinger Escape Plan har jeg i hvert fald altid haft det svært med, selvom de er nok så teknisk vanvittige.
Men så meget desto mere tager The Powergloves røven på mig. Udover at være et enormt kreativt og forskelligrettet band, er de langt fra lige så hysteriske som f.eks. førnævnte Dillinger kan være. Det hænger måske også sammen med, at vi hér spares for den vist ellers obligatoriske råbe-/skrigevokal, eftersom samtlige numre er rent instrumentale. Og så bærer musikken tydeligt mærkbare islæt af både Oceansize og Tool, - og sammen med math-rock er det fandeme en saftig combo.

Det er nu stadig om ikke anstrengende, så enormt udfordrende. Der sker en masse forskellige ting hele tiden. Basfigurerne minder til tider lidt om Primus - hvilket kun er en kompliment, når det kommer herfra. (Hvordan kan det egentlig også være andet?) Det er specielt en overraskende fornøjelse at opleve trommeslager Rune Weidemann, - hvis spil i Surfing Henchmen normalt er lidt løst og jammende, - være så meget i kontrol over de konstant skiftende taktarter. Det er umuligt for mig at følge med hele tiden, men jeg får i hvert fald aktivt talt en 13/8-periode og i samme nummer en 11/8 inddelt i 3-3-5. Ind imellem får jeg nærmest associationer til balkan-musik. Åh, jeg elsker nørderi.

Leadguitaren er et kapitel for sig. Enkelte hele gennemgående figurer er tapping-baserede, Gojira-style. Jeg tager mig selv i at stå og måbe flere gange. Der bliver lavet nogle superlækre shoegazer-agtige ting med noget ekko/delay, der henleder mine tanker på Sigur Rós, hvad der ligeledes kun er positivt. Det skyldes måske også, at den ene, diminutive guitarist med sin strikhue og sweater samt lidt uplejede skægvækst ligner én, der normalt bruger mere tid på at gå og kigge på gletschere med sin vædder Tjórðgrúnn, end han bruger i et øvelokale. Men spille, det kan han sateme. Og så ser jeg gerne igennem fingre med, at der er et par enkelte halvdøde anslag her og der. Jeg forventer ikke at opleve nogen ny Malmsteen på dennehér festival.

Det hele er trods alt for krævende til, at min opmærksomhed ikke begynder at søge andetsteds hen hen imod slutningen. Men det ændrer ikke på, at The Powergloves' musik er så selvstændig og skudsikker, som noget jeg nogensinde har hørt indenfor genren. Der er så megen mening med galskaben, at hele det kaotiske udtryk til tider føles som ganske ordnet - og sgu i enkelte momenter er decideret flot. Min musiksmag er netop blevet rykket en lille anelse. Og jeg har normalt nogle halvkedelige tendenser til at være lovligt konservativ, hvad musik angår, så tak for det, gutter.
Karakter: 5/6

Powergloves2 

 

All Trays For Venom

Hvis All Trays For Venom havde pladedebuteret i starten af dette århundrede, havde de måske formået at opnå den kongestatus, som Hatesphere havde i dansk metal for omkring 10 år siden. I stedet lyder de som endnu en klon af en klon af Killswitch Engage. Om jeg nogensinde kommer til at forstå, hvordan en subgenre på én gang kan indeholde så lidt nytænkning og have så forbavsende kort holdbarhedstid. Eller... det er da i grunden meget indlysende, nu jeg lige siger det på dén måde.

Nå. Når mit personlige vand hermed er hældt ud af ørerne, så er All Trays For Venom vel for så vidt egentlig ret gode til det, de gør. De spiller f.eks. ganske upåklageligt sammen. - Selvfølgelig, fristes man til at sige, for ellers kan et band ikke så godt spille noget, der har med metal at gøre. Og det kan de godt, selvom det hér dogme med enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst så er mere gennempløjet end den eneste lolitadukke i en straffekoloni for sædelighedsforbrydere. Og så er det jo naturligvis heller ikke fordi, musikken er ganske blottet for fede momenter; det har trods alt enkelte tråde tilbage til In Flames, dengang de endnu ikke spillede godnatsangs-metal. Der er bare stadig ikke ét sekund af All Trays For Venoms musik, der har formået at sætte sig fast i min hukommelse udover den så skamredne standardform. Og når noget indenfor metallen insisterer på at være så melodisk, så skal det edderma'me også være catchy. Det er All Trays For Venom desværre ikke.

Men så kan man til gengæld snakke lidt om deres liveshow, for hvad de mangler i originalitet, har de til gengæld til overflod i energi og attitude. Forsanger Rasmus Godsk er som besat af en komplet manisk fandenivoldskhed, og han er nærmest mere ude at løbe rundt blandt publikum, end han er oppe på scenen hos sine bandkammerater. Heroppe er bassist Simon Buje til gengæld lige så herligt sprælsk at se på. Dog skæmmes det samlede udtryk af den ellers så glimrende leadguitarist, der nærmest konstant har et ansigtsudtryk, som om han lige har slået en meget højlydt prut til en begravelse. Du spiller skidegodt, kammerat; bare op med næbbet, foden på monitoren og få dig noget garn at svinge rundt med. Åh jo, det er forresten en anden ting: All Trays For Venom havde muligvis overbevist mig bare en smule mere, hvis ikke fire ud af fem bandmedlemmer havde lignet statister i en dokumentar om bystanders. Få jer dog nogle outfits der i det mindste ikke skriger af herreafdelingen i Føtex, altså.

Hvorom alting er, havde jeg i den tilstræbte objektivitets hellige navn faktisk ellers overvejet at give All Trays For Venom 4/6, fordi de leverer så fed en performance og får publikum så godt med. Men de skal altså ha' et run for deres money. Når jeg ikke får mere personlighed, end der kan ligge i hullet på en tokrone, kan jeg desværre ikke tillade mig at være mere gavmild end som så. Jeg beklager, drenge, men vi må allesammen gøre vores for at fremme den forandring, vi ønsker at se i verden. Og jeg vil altså virkelig gerne snart have enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst-paradigmet stedt til hvile.
Karakter: 3/6

Alltraysforvenom2 

 

The World State

I starten er jeg meget forvirret. "Hvad er det hér i grunden?", tænker jeg. Jeg har hørt et par enkelte numre med The World State for velsagtens et par år siden; dengang var min reaktion lige dele skepsis og interesse. Bandet var - og er - tydeligvis enormt sultne, eksperimenterende og drevet af enormt forskelligrettede kunstneriske kræfter. I aften kan jeg med stor glæde konstatere, at The World State er blevet lidt mere sammentømrede i deres udtryk, men uden at give køb på den kreative åbenhed, der synes at være primærdrivkraften.

Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig står bruger betragtelige kognitive ressourcer på at placere The World State rent genremæssigt. Avantgardistisk doom-rock? Jeg tænker i retning af det nyere Anathema, som det jo desværre er de færreste af os, der kan finde ud af at nyde, for hvad det er. Men ligesom det tager tid for mig at finde en nogenlunde passende musikalsk kategori, ligesådan kryber musikken langsomt ind under huden på mig undervejs. Udtrykket er enormt vidtfavnende; rent dynamisk gås der fra den ene spæde, luftige yderlighed til den anden, eksplosive, dramatiske ditto. Men den mystisk inciterende atmosfære er konstant i højsædet lige fra koncertens tostemmige á capella-start til dens ultrasoniske blastbeat-klimaks. Jeg var i øvrigt slet ikke klar over, at Leif var i stand til at synge - og så endda ganske pænt. (Ja, det er arrangørens band, og det er okay, for man må sgu have visse privilegier, når man står for bookingen, og så indfrir The World State trods alt også konceptet om at være fra nærheden af den danske metalundergrund.) Og Bina Rosenvinges kønne vokal er lykkeligvis en værdig arvtager for forgængerinde Monika Pedersens. I det hele taget er jeg rigtig positivt overrasket.

Det er desværre bare ikke nogen ubetinget følelse. Lige så bjergtaget, som jeg ender med at blive af The World State, lige så træt er jeg af alle de infame snakketanter, der ikke fatter at reservere deres kævl til ind imellem koncerterne. Det er dybt respektløst overfor bandet, især når man står kun få meter fra deres performance og ikke gider gøre sig den ulejlighed lige at gå i baren eller udenfor, hvis verdenssituationen partout ikke kan vente med at blive løst. Bevares, det er helt fint med en enkelt, konstaterende kommentar eller udbrud, men når folk står og har hele konstant vedvarende samtaler til en fucking koncert...! Jøsses. Jeg har faktisk aldrig tysset på nogen i ren irritation før, men nu ved jeg, hvordan dét er. Hele momentet er desværre for omfattende til ikke at trække ned i min bedømmelse. Og som min makker ellers så rigtigt siger udenfor bagefter, så burde det aldrig kunne ligge bandet til last. Men det kommer det jo desværre til, al den stund det skæmmer min personlige koncertoplevelse. Og det gør det, når det er så omfattende, som tilfældet er hér, og så meget desto mere når musikken sommetider er så fin og skrøbelig, som det er tilfældet hos The World State, der udover en større scene også har fortjent et bare lidt mere dedikeret publikum.
Karakter: 4/6

Worldstate5

 

Pet the Preacher

... Og det er så lige hér, jeg giver pokker i notathæfte og indtager cowboyrækkerne med garnet slået ud. Lige så aparte, som deres bandnavn er, lige så tung, blueset, dynamisk og all-round overbevisende er Pet the Preachers skønne sydstatsstenerheavy. Stilen er hen ad Corrosion of Conformity anno "Deliverance" tilsat lidt ekstra potjoints og bluesguitar. Hurra, mand. Hvis man ikke kan lide det hér, er man fandme et ind-til-benet-røvsygt menneske, ligemeget hvor løjerligt navnet "Pet the Preacher" så måtte være. Men én ting er selve stilen, en anden er sangene, hvis velskrevethed og variation er af international klasse.

Pet the Preacher rammer faktisk en synergi, som alt for mange metalbands kunne lære noget af: Det dynamiske og melodiske foregår ingenlunde på bekostning af den metalliske tyngde, og omvendt dominerer det tunge aldrig musikken i så høj grad, at der ikke er plads til en lækker bluessolo eller rent faktisk bare noget opbygning. Åh, hvor er det dog skønt med et dansk band, der ikke bare er så heavy som hér, men sgu samtidig også i stand til rent faktisk at skrive gode sange. - Altså, et dansk band som ikke er Volbeat.

Min svingende manke fejer rundt i de ølsjatter, jeg selv har spildt på scenen. Jeg ved, at det bliver et helvede at rede ud i morgen, og jeg er pisseligeglad. Fuck nu mig, hvor er det dog fedt, det hér. Og jeg har faktisk ikke ret meget mere at tilføje, så det vil jeg prøve at lade være med. Summa summarum: Pet the Preacher fortjener at blive tjekket ud, hvis du er til en snart sagt hvilken som helst afart af rock, og selvfølgelig er du da dét. Jeg ville virkelig ønske, at de kunne gå hen og blive store. Dog skal der muligvis et navneskifte til.
Karakter: 5/6

Petthepreacher14

 

Den rullende pølsemand

"Æh... Jeg er her som anmelder, og jeg havde egentlig så'n en madbillet, men der var ikke mere inde backstage, og jeg har lige snakket med Leif, og han sagde, at jeg bare sku' gå herud... Såeh, kan du ikke lige hotdogge mig?"

Og dét kunne han så sandelig, den gode rullende pølsemand, der blandt visse af Aarhus' metallere vil være glædeligt husket fra Royal Metal Fest. Som en af mine gode venner så rigtigt har udtrykt det, så skal man sateme ikke fucke med en ristet med det hele, og sådan nogle bygger den rullende pølsemand nogle yderst kvalificerede af. Blødt, ikke tørt og overbagt, men stadig gennemvarmt brød; hverken for meget sennep, ketter eller remo; til gengæld masser af både rå og ristede løg; tre-fire skiver agurkesalat øverst og frem for alt en overraskende godt langtidsgennemristet frankfurter med noget nær perfekt sprødhed. Sådan skal det sgu være. Og jeg kunne bare komme igen senere, hvis det var. Det var jeg alt for ydmyg til, men jeg lovede med det samme at gøre lidt reklame for den rullende pølsemand, og det gør jeg jo hermed. Han laver som sagt en brav hotdog, som for selv en SU-slave er de 25,- kr. værd, den koster, når ens brandert er i metalfestivalliga; han kan bookes på 24870071 og Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og han er desuden enormt flink og rar.
Karakter: 5/6

 

Hvis man nu havde købt billet, kunne man såmænd få sådan en aften hér for en skaldet hund. Subsidiært bare for hundrede kroner. Pointen er, at det er urimeligt billigt. Og for bare en halvtreller ekstra til et partoutarmbånd kunne man få en lørdag med, der muligvis vil gå over i Monoramas historie som dén bedste aften. Følg med i morgen og find ud af, hvad der var festivalens bedste koncert; hvad begrebet "dark rock" egentlig dækker over; om danskere overhovedet kan finde ud af at spille power metal; hvem det egentlig var, der skød J.R. i "Dallas"; hvorvidt Birthe Kjær er en androide eller ej; samt om yours truly har tømmermænd. (Hint: Det har jeg.)

 

Læs også vores reportage fra lørdag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Pentagram, Pet The Preacher, Doublestone

Vores kære fotograf Thomas var tirsdag aften forbi Lille Vega til stoner fest, da de amerikanske stoner/doom veteraner Pentagram sammen med lokale Pet The Preacher og Doublestone leverede en fremragende koncert. Ved siden af de fede billeder, har Thomas også skrevet et par ord om hans oplevelser fra aftenen:

Til de som dyrker stoner rock og okkult psychedelic bød Lille Vega tirsdag aften på en udmærket line-up bestående af to danske top tunede navne, Pet The Preacher og Doublestone, samt hovedenavnet Pentagram med udødelige Bobby Liebling i front.

Pentagram var kommet sent til lydprøven, så dørene åbnede først ved ni-tiden. Heldigvis kunne der shoppes band merch og Vega’s fantastiske rygerum var åbent.

Doublestone gik på 21:30. De lagde fedt ud og spillede godt sammen, men nåede aldrig helt ude over scenekanten. Flere shows og et større bagkatalog skal nok modne bandet med tiden.

Pet The Preacher overtog scene 22:15. Scenen var ryddet og bandet spillede et set up, som var et hovednavn værdigt.
Pet The Preacher var som sædvanlig i topform med sort olie-agtig krigsmaling i ansigtet.
Jeg forstår ikke helt denne ”sort i hovedet”-trend. En af de ting jeg godt kan lide ved stoner genren er, at det er en generel plug and play stil. Det kan godt være at den er præget af trucker caps og denim veste med patches og Sleeps Dopesmoker cover på ryggen, men derfra og så til at indføre norsk inspireret corpsepaint synes jeg er synd.
Genren kører meget på det skal være heavy, tungt og iørefaldende, kom-som-du-er riff-master og spil, og lige præcis det kan Pet The Preacher sagtens uden ekstra gimmicks.
Christian Hede’s rustne sangstemme holder 100% til den her genre og bandet spillede veloplagt denne aften. Deres udgave af stoner rock er mere rå, og bandet har efter hånden fået luftet ørerne en del og formår at skabe en fest og havde god kontakt til publikum.

Klokken havde passeret 23, da Pentagram gik på. Sidst jeg så Pentagram var sidste år i april måned, hvor de var en af Desertfest London’s hovednavne.
Jeg havde dengang lige set filmen "Last Days Here" og blev meget imponeret over, hvor energisk og fuld af energi Bobby var, når man lige havde set hvor tæt han har været på Helvedes havelåge. Tirsdag aften i Lille Vega over et år efter virker Mr. Liebling noget mere træt og sløv. Bandet har haft enkelte shows inden dette, men det er ikke sådan noget med 10 dages koncerter og en dag fri, som så mange andre plejer at pløje landevej på.
Well, manden er oppe i årene og er det bare alderen som trykker, og ikke stoffer, er det jo forståligt nok. Efter et par numre er lyden justeret ind og Bobby’s sangstemme trænger bedre igennem. Andet nummer er ”All Your Sims”, en af mine absolutte Pentagram favoritter.

Jeg kunne desværre ikke blive under hele showet, men da jeg lidt i midnat forlod Lille Vega’s fantastiske sal, var der en god stemning. Bobby var vågnet mere op og generelt tror jeg, at det hele er endt med en stenet stoner fest.

 

Husk også at se alle mine billeder fra koncerten i galleriet her.

  • Pentagram_10
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Pentagram_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Pentagram_8
  • Forfatter: Thomas Schlein

Læs mere...

Pet The Preacher – The Cave & The Sunlight

Det danske stonerrock band Pet the Preacher har på ganske effektiv vis formået at skabe en del hype om dem selv. Ikke mindst på grund af nogle utroligt velfungerende og intense livekoncerter, men naturligt vis også på baggrund af en række velskrevne kompositioner. For to år siden udkom bandets debut, The Banjo, der blev modtaget med fine anmeldelser. Siden da er det blevet til et hav af koncerter, seneste som opvarmning for Corrosion Of Conformity på Loppen. Her blev nyt materiale luftet, og nu er det altså blevet resten af Danmarks tur til at blive indviet i det nye album, The Cave & the Sunlight.

Hvilken størrelse er The Cave & The Sunlight så? Det er umiddelbart en mere kompleks størrelse end debuten. Numrene er ikke lige så let tilgængelige, men indeholder modsat en del mere dybde. Den tunge stonerrock har stadig fokus og bliver hjulpet på vej af mere blusede elementer, der til sammen giver et ganske alsidigt udtryk og ikke mindst en international kaliber, som de danske drenge uden tvivl kan være stolte af. Størstedelen af pladen holder Pet The Preacher sig til den støvede, sløve og tunge stonerrock, men på enkelte numre bliver tempoet skruet op, og her vinder bandet  terræn. ”Kamikaze Knights” er et glimrende eksempel, og en sprudlende lækker og sprød skæring. Ud over de enkelte tracks hvor tempoet sættes på, bliver der lagt en god del minutter i melodiøse stykker. Stykker der oftest står som pendant og break i kompositionerne, men også stykker, der måske havde været endnu federe med lidt vokal over. ”Marching Earth Part 1” er et fint eksempel. Selvom nummeret logisk fungerer som overgang til ”Marching Earth Part 2”, ville jeg personligt ikke have haft noget imod lidt vokal – måske endda lidt eksperimenterende vokal a la den benyttet på ”What Not”. ”What Not” er et svine fedt nummer, hvor den lange ”intro” virkelig hiver lytteren til sig og bidrager til en fantastisk overgang en fjerdedel inde i nummeret.

Nu vi har fat i vokalen, er jeg absolut ikke fan af ”smukseringen” af Christian Hede Madsens vokal. Den er fantastisk når den står alene og rå, så der er absolut ingen grund til at lægge lydsporet dobbelt. Effekterne benyttet på den rene sang er simpelthen en torn i øjet. Til trods for at det netop er sådanne eksperimenter, der tidligere blev efterspurgt, er en helt plade med samme effekt for meget. 

Det være sagt indeholder The Cave & The Sunlight flere gode kompositioner. Det er en plade der gror på lytteren med tiden, og som helt sikkert kommer til at fungere godt live. Desværre får pladen mig ikke helt op at ringe. Der mangler den sidste spids tryllestøv for at det hele spiller. 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:

1.The Cave
2.Let Yout Dragon Fly
3.Kamikaze Night
4.Remains
5.Fire Baby
6.Marching Earth Part 1
7.Marching Earth part 2
8.The Pig & The Haunted
9.What Now
10.I’m Not Gonna
11.The Web

 

Læs mere...

Corrosion of Conformity

Det lille spillested Loppen på Danmarks fristad Christiania, ligger i aften scene til Corrosion of Conformity. Et navn jeg er stødt på et par gange, men aldrig har dykket ned i for alvor. Derfor må jeg tilstå, at min optimisme i forhold til en god aften, ikke er på sit højeste, da jeg på vejen herind, endte med at være næsten gennemblødt, grundet den kolde næsten sludholdige regn denne tirsdag. Det meget smalle rum på Loppen giver også udsynsvanskeligheder, og som jeg ankommer virker lokalet nærmest tomt. Men, når alt dette gylle så er hældt fra munden, er jeg utrolig spændt på, om de gamle gutter fra Corrosion of Conformity ikke nok skal kunne få smilet frem på mine læber.

 

Sectarian Violence

Sectarian Violence er en bastard bestående af unge knægte fra henholdsvis Amerika, Stor Britannien og Sverige. Bandet starter halv-arrogant, ved at de to guitarister, bassisten og forsangeren står med ryggen til, og klimter lidt for at gå i gang. Dette resulterer i et knytnæveslag direkte i ansigtet på os, i form af arrig hardcore der sender tankerne til Hatebreed. Der er dog passager der lyder direkte umelodiske, og forsangeren må stakåndet give op et par gange, i forsøget på at råbe de hurtige tekster. Sectarian Violence kommer ellers med en fin energi, dog får de aldrig helt fat i de få publikummer der hidtil er dukket op. Hertil skal det siges, at vi bliver præsenteret for et set på hele 15 minutter, hvilket ikke må siges at være til deres fordel, i forhold til at få os på deres side.

2,5 ud af 6

 

Pet The Preacher

Danske Pet The Preacher er andet navn på tavlen i aften, der med deres stoner-rock/metal virker som en god opvarmning til aftenens hovedattraktion. Alle i trioen er malet beskidte i ansigtet, og trommeslager og bassisten bar sorte hættetrøjer, med hætten oppe på hovedet. Guitarist og forsangeren derimod havde bar overkrop, så man kunne se tatoveringerne samt hans let trænede krop. Hans performance svarer godt overens, med hans fysiske adskillelse fra de andre to, og siger en hel del om magtforholdet i bandet. Man lægger ikke rigtig mærke til de to andre, til trods for at de alle tre er velspillende. Lydbilledet kombineret med forsangerens tilstedeværelse sender tanker til, om Pet the Preacher måske kan blive det nye D-A-D. Dette skal ikke ses som en negativ ting, da deres riffs er umådelig fine, og især forsangerens energi bakker godt op om den bredt favnene lyd. Publikum er klart mere med her, stemningen i lokalet løfter sig som koncerten skrider fremad.

4 ud af 6

 

Corrosion of Conformity

Blues-thrasherne Corrosion of Conformity a.k.a. C.O.C. fra North Carolina, USA er i aften hovednavnet på Loppens lille scene. Spillestedet synes at passe ganske udmærket til størrelsen på det fremmødte publikum. C.O.C. har eksisteret siden 1982, og det er også de tre grundlæggere, der stadig er tilbage i bandet. De ældre herre bliver tiljublet af publikummet, i det de sætter settet i gang, i form af en glidende jam fra soundchecket over i det egentlige set.

 

Især Reed Mullin bag slagtøjet ser træt ud, idet han sætter i gang, men det påvirker på ingen måde hans engagement. Han tæver derudaf, som gjaldt det hans liv, og leverer en sublim præstation. Woody Weatherman på guitar derimod, udstråler glæde som stod han på verdens bedste scene, foran verdens bedste publikum. Han får i den grad bandet til at virke tilstedeværende, til trods for at det mindre publikum, ikke afføder en voldsom intens respons.

 

Mike Dean på bass og som forsanger bevæger sig lidt på et mellemstadie mellem den trætte Mullin og den sprudlende Weatherman. Dean stråler i glimt, men virker en anelse tilbagetrukket, og kæmper med vokalen. Som sagt, er undertegnede kun virkelig velkendt med ”In The Arms Of God”-albummet fra 2005, så jeg kan desværre ikke namedroppe en masse numre. Dette perifere bekendtskab, gør som ofte ligeledes det, at man står meget mistroisk, da genkendelsens glæde ikke indtræffer.

 

I aften er det fuldstændig modsat. Trods forskellighederne på scenen, synes jeg, bandet spiller tight og leverer en virkelig god koncert. Den tilbagelænede, lidt trætte udstråling, falder godt i tråd med deres stoner-blues-thrash, og det ender derved med ikke at have så negativ en betydning, som jeg tilskrev dem til en start. Deres balance mellem disse genre skinner klart igennem, hvilket gør koncerten utroligt varieret. Desværre falder Loppen ikke til deres fordel. Lyden svinger, især på vokalfronten, og de store træstolper foran scenen, skæmmer virkelig for den sublime oplevelse. Der er også nogle lange pauser, og publikum virker prægede af den kolde våde tirsdag. Derfor ender de på karakteren 5 ud af 6, med en fornemmelse af, at C.O.C. har mange gode år foran sig endnu.

5 ud af 6

 

Samlet set endte det med at være en virkelig god oplevelse, til trods for at det ikke just var lydmandens aften. Vokalerne svingede hele vejen igennem, og de konstante justeringer på knapperne bag mixerpulten, hjalp desværre ikke det store. Sectarian Violence virkede ret malplacerede i aften, og med deres utrolige korte set, syntes de at være et halvirriterende bump man lige skulle over. Pet The Preacher derimod passede perfekt ind i aften. Især forsangeren gav os varmen tilbage i kroppen, så skuldrene lod falde, og glæden i publikum gav afkast. Dette nød Corrosion of Conformity godt af, da disse med virkelig spillede skarpt og fik publikum med sig. Især Weatherman skal have et gevaldigt skulderklap, for av min højre testikel hvor var han fantastisk at opleve.

 

  • CORROSION OF CONFORMITY_11
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • CORROSION OF CONFORMITY_10
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • CORROSION OF CONFORMITY_9
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder her! 

Læs mere...

Uncle Acid and the Deadbeats, Voxhall

Der var skruet ekstra op for røgkanonerne tirsdag aften, da Uncle Acid og hans Deadbeats gæstede Voxhall i Aarhus. Egentligt ikke en koncert der har stået højt på min "to do" liste, men ikke desto mindre en koncert jeg har set frem til. Dels fordi de albums jeg kender til er interessante, men også fordi jeg har fået dem anbefalet af pålidelige kilder over det seneste års tid.

 

Pet the Preacher:

Efter jeg fik vænnet mig til de røgede omgivelser, gik der ikke længe før københavner trioen Pet the Preacher gik på scenen. De startede ud meget lavt, men der blev heldigvis hurtigt justeret på volume-knappen, så de kom op på et passende niveau. Før koncerten havde jeg ikke hørt så meget som et eneste riff fra dem, men det kommer jeg helt sikkert til efterfølgende. Det er altid herligt, når man møder op fuldstændigt uden forventninger og bliver positivt overrasket.

Det begrænsede publikum virkede ikke til at være nogen nævneværdig begrænsing for bandet. De fik leveret deres tunge musik med overbevisning, og fik ganske fint gang i nakkerne hos folk. Jeg synes de lykkedes fint både med de sløve og stenede numre såvel som de numre, der har lidt mere energi og groove. Det er en anelse beskidt. Måske en anelse grunge. En smule halvstøvet groovy highway rock'n'roll. Et drys stoner. Et ganske holdbart univers.

Der var dog meget grove overgange fra stykker med meget lyd og fylde til noget, der var meget mere afdæmpet. Jeg kunne godt ønske mig, at det blev lidt mere smooth i de overgange, så det hang bedre sammen. Det kan dog sagtens have noget med lyd-produktionen at gøre. Men generelt var jeg opløftet og godt tilfreds. Jeg var specielt glad for Christian Hede Madsens fyldige vokal og trommeslager Christian Von Larsens sikre, lækre og tunge omgang med trommestikkerne. Ikke en koncert der blæste mig bagover, men en koncert der uden tvivl lusker deres album "The Banjo" ind på min Spotify playliste.

De får sgu 4 stjerner herfra. Måske burde det egentligt kun være 3, men de får lige én mere oven i hatten, fordi jeg blev så positivt overrasket.

 

Uncle Acid and the Deadbeats:

Klokken lidt i ni blev det så tid til at få startet det ritual, vi allesammen var kommet for at tage del i. På det tidspunkt var blevet lukket en del mere røg ud på scenen, hvilket blev vedligeholdt under hele koncerten, og da bandet insisterede på at have deres lange hår hængende ned foran ansigterne, var det reelt set kun farvede silhouetter man kunne se på scenen. Det gav en helt speciel oplevelse af musikken, hvor al personlig performance stort set var taget ud af showet. Sammen med effekten af deres konstante anvendelse af mere end en person på vokalen, stod jeg og fik fornemmelsen af at være til koncert med et psykedelisk kor bakket op af en vanvittigt lækker og tung rytmesektion.

Der var dukket en hel del flere mennesker op i forhold til opvarmingen, og folk var rykket helt tæt på scenen. Jeg oplevede stemningen som utrolig intim, og selvom bandet ikke gjorde meget aktivt for at få kontakt til publikum, så havde de alligevel fuldstændig fat i os fra start til slut. Den konstante, sagte og langsomme headbanging blandt publikum vidnede om en sal der var dybt involveret i ritualet. Bandet var bestemt introverte, men det var udført på en meget extrovert måde. Hvis det overhovedet giver mening. Deres indlevelse på scenen var ganske enkel fed at se på og opleve, mens det altomfavnende lydbillede gjorde, at man blev suget helt med ind i deres okkulte univers.

Som en person der aldrig har oplevet dem live før, blev jeg meget overrasket over, hvor tung en lyd de havde taget med sig. Når jeg hører deres albums, så er det ikke noget jeg forbinder med en tung og massiv lyd, men det skal jeg love for at de leverede denne aften på Voxhall. Og for pokker hvor var det fedt. Musikken kunne ikke bare bære det; det blev simpelthen federe af det. Det var ikke brutalt eller voldsomt, men massivt og supporterende. For min skyld måtte de meget gerne overføre det til produktionen på pladerne.

Cirka 75 minutter blev det til inden fortryllelsen blev ophævet og vi fik lov til at vende tilbage til virkeligheden. Vi fik liiiige lov til at vente lidt, da de forlod scenen inden ekstranumrene, og jeg blev lige et kort øjeblik bange for at de ville lade os hænge. Men men men. Heldigvis kom de tilbage for at servere den sidste salve til det taknemmelige publikum.

Jeg var egentligt ikke særligt oplagt inden jeg iførte mig min lunkne vindjakke og drog afsted mod livemusikken denne tirsdag. Det glemte jeg dog heldigvis hurtigt, da musikken startede. 5 dejlige stjerner for en fed koncert på en kold og uhøjtidelig aften i Aarhus.

Læs mere...

Pet The Preacher offentliggør detaljer for nyt album

  • Udgivet i Nyheder

Vi skrev tidligere på måneden at det danske heavy/stoner/blues band Pet The Preacher havde skrevet kontrakt med Napalm Records / Spinning Goblin, hvor igennem bandet ville udgive deres kommende album.

Nu er detaljerne for albummet offentliggjort, det nye album som har fået titlen ”The Cave & The Sunlight” udkommer den 28. april her hjemme. Samme dag genudgives gruppens debut album ”The Banjo” på CD og vinyl.

Pet The Preacher holder releaseshow for det nye album til DesertFest i Berlin den 25. april og på Beta i København den 1. maj.

Napalm Records har sagt følgende om ”The Cave & The Sunlight”:

“Talk is cheap, we know, but the "The Cave & The Sunlight" is definitely a "must have" Stoner/Blues Metal album and pre-ordering will start in the next couple days! In the meanwhile enjoy the tracklist and this beauty of an album cover!”

 

Artworket til “The Cave & The Sunlight” kan ses nedenfor og track listen til albummet er følgende:

1. The Cave
2. Let Your Dragon Fly
3. Kamikaze Knight
4. Remains
5. Fire Baby
6. Marching Earth Pt.1
7. Marching Earth Pt.2
8. The Pig & The Haunted
9. What Now
10. I´M Not Gonna
11. The Web (Bonus Track - Digipack & Vinyl Editions)

 

Track listen til “The Banjo”:

1. Hell
2. The Devils Door
3. Fear And Steps
4. Cancer, You Fucking Bitch
5. When Im Around
6. Below Your Feet
7. The Banjo
8. Listen
9. Dont You Leave Me Alone
10. Bottle Emotions

 

Om kontrakten med Napalm Records / Spinning Goblin, havde sanger og guitarist Christian Hede Madsen følgende at sige:

"We are beyond excited to officially announce our signing to NAPALM RECORDS/SPINNING GOBLIN. PET THE PREACHER is a band that strives to be something special, and by our collaboration with Napalm Records, we are given the opportunity to prove that we are a force to be reckoned with and that we are not giving up... Ever"


Artwork

Læs mere...

Pet The Preacher skriver kontrakt med Napalm Records / Spinning Goblin

  • Udgivet i Nyheder

Napalm Records / Spinning Goblin har i dag offentliggjort at selskabet har skrevet kontrakt med det danske heavy/stoner/blues band Pet The Preacher. Hvor igennem bandet vil udgive deres kommende album til april.

Pressemeddelelsen lød således:
”NAPALM RECORDS /SPINNING GOBLIN is extremely proud to announce the world wide signing of the Denmark's Heavy Stoner Blues Band PET THE PREACHER! The bands sophomore album will hit stores in the end of April and will be celebrated with an Album Release show at DESERTFEST BERLIN!

"We are beyond excited to officially announce our signing to NAPALM RECORDS/SPINNING GOBLIN. PET THE PREACHER is a band that strives to be something special, and by our collaboration with Napalm Records, we are given the opportunity to prove that we are a force to be reckoned with and that we are not giving up... Ever"
Christian Hede Madsen / Vocals/Guitar”

 

"Bright Land-Black Death" fra "Short Stories: Papa Zen & Meet The Creature"

Læs mere...

When Copenhell Freezes Over 2014

  • Udgivet i Nyheder

Efter sidste års success med showcase arrangementet When Copenhell Freezes Over, har Copenhell nu offentliggjort anden omgang af arrangementet som i år består af 6 danske bands.

When Copenhell Freezes Over 2014 finder sted den 1. februar på Vega i København. Arrangementet beskrives af Copenhell således:

"Så sætter vi igen spot på landets hårdeste upcoming bands med WHEN COPENHELL FREEZES OVER 2014!

Den 1. februar 2014 fryser helvede for alvor til på VEGA, når seks af Danmarks hidsigste upcoming bands laver ”Folkets hus” om til ”Metallens hus”.

WHEN COPENHELL FREEZES OVER blev sidste år lanceret i et samarbejde mellem COPENHELL, VEGA & MXD for at sætte fokus på den danske metalscene og hjælpe nye bands ud over grænserne. Interessen fra både branche og publikum var overvældende, så WHEN COPENHELL FREEZES OVER er nu tilbage i version 2. Derfor vil der også i år være et stærkt panel af agenter, journalister, managers, labels og metal-medier fra hele Europa tilstede for at overvære koncerterne.

Line up er følgende ubehageligheder:

ESSENCE
BILLY BOY IN POISON
REDWOOD HILL
HULDRE
PET THE PREACHER
IMPALERS

Støt op om den danske metalscene!"

Læs mere...

A Road To Damascus, Stream City, Pet The Preacher og Stoneword

At have som målsætning, at indsamle 50.000 kroner til Børnecancerfonden, er uden tvivl et ganske nobelt formål, der skal som det første have en stor hånd herfra. Det har nu en gang være årets målsætning for det danske band A Road To Damascus. Forløbet under navnet Rock´N´Chatiry tour, var det lørdag d. 6.oktober, blevet tid til den sidste koncert på touren - henlagt til KB18 i kødbyen. Med sig på den sidste aften havde A Road To Damascus samlet et lidt blandet program, bestående af det 70’er inspirerede heavy rock band Stoneword, stoner/heavy rock bandet Pet The Preacher, punkrock bandet Stream City og naturligvis arrangørerne selv. Alt i alt rig mulighed for at for en god oplevelse og høre en masse forskelligt musik fra noget af den store guldgruppe der præger Danmark. Den store variation imellem bandsne, medvirkede ikke overraskende til at en god blandet skare var mødte op allerede ved start – og fortsatte med et myldre til i løbet af aften.

Stoneword

For undertegnedes vedkommende, er det første gang, at jeg stifter bekendtskab med Stonework. Såvidt jeg kan forstå er det også et forholdsvist nyt band, uden voldsom megen liveerfaring. Som udgangspunkt var det absolut ikke nogen dårlig førstehåndsoplevelse, men stadig indtryk af et band, der trænger til at få skåret lidt til i deres kompositioner og ramme lidt mere lige på – og ja netop ikke var så tilvendte til at stå på scenen.

Ved entre på scenen lige omkring 20:30, var der for en gangs skyld lidt mere end halvtomt på KB18 – de sidste par gange har der været stort set tom, så det er fremgang. Jeg tror faktisk det er det største fremmøde jeg har set på det sted. Godt samlet sammen foran scenen, havde Stoneword nogle ganske fine rammer til at starte festen. Bandet fik da også udført en fin performance, der dog, ikke overraskende, var præget af et lidt stillestående sceneshow, hvor musikken ellers lagde op til lidt mere liv. Med en groovie heavy sound og en ganske fin vokal i form af Ander Brink, leverede bandet en lille halv times koncert, der overordnet fremviste bandet fra den positive side. Nuvel vokalen var ikke altid til at høre helt og der var da diverse skønhedsfejl, men det var til at leve med. Bandet nogle fornuftigt kompositioner, med nogle ganske fede elementer, men det blev ofte lidt for bredt i stedet for fokuseret. Det virker til tider som om, at Stoneword vil lidt for meget på en gang. Lidt mere fokus og Stoneword vil være godt kørende. Vokalproblemer, et sceneshow der ikke var tilsvarende musikken og generelle fodfejl, trækker oplevelsen i en lidt negativ retning, men redes at nogle interessante elementer i kompositionerne og et engageret publikum. 4 ud af 6 til Stoneword.

Pet The Preacher

Pet The Preacher er efterhånden blevet synonym med en god gang velspillet og indlevende stoner/heavy rock. I hvert fald for undertegnede – og det var da heller ikke noget der ændrede sig efter aftenens oplevelse. Bandet leverede en veleksekveret koncert, der bød på gammelt såvel som lidt nyt. Publikum udviste interesse for at høre bandet, og omvendt blev der spillet løs på alle tangenter. Der var ikke meget at sætte en finger på og Pet The Preacher leverede 30 minutters velspillet koncert, hvor det naturligvis blev til den groovie ”Cancer You Fucking Bitch”, men også en meget velspillet ”Concrete Prophet”, der var med til at få temperaturen blandt publikum til at stige.

Lydmæssigt stod bandet forholdsvist skarpt, altid i relation til spillestedet. Publikum virkede begejstrede og havde såmænd også god grund til at være det. PTP stod solidt på scenen, leverede deres musik på professionel vis og med et glimt i øjet. Derved løber bandet af sted med 5 ud af 6, hvor det kun er småfejl og lignende der holder karakteren tilbage.

Stream City

Efter to mere hardrockede bands, var det efterhånden på tide at der kom noget mere liv og energi på scenen. Stream City fremstod som det perfekte valg til at sætte tempoet lidt op og sparke festen ind i en anden dimension. Bandet, der for kort tid siden udsendte albummet Welcome Paramnesia, gik på scenen omrking kl. 22:00 og fik om noget startet en fest. Publikum, der ellers havde været noget stillestående under de to forrige bands (ikke overraskende i relation til genrene), fik gang i festen, hoppede, dansede, sang med på bedste maner og ja, der blev endda moshet en smule. Det spillede! Kun enkelte gange gik luften lidt af ballonen, enten på scenen eller hos publikum.

Stream City leverede energi på scenen – der var liv og glade dage og det forplantede sig hurtigt. Naturligt når der bliver hoppet gestikuleret osv. sker der fejl undervejs og det gjorde der også denne aften, men det var til at leve med – i hvert fald det meste. Største problem var uden tvivl at finde på guitaren. Med en violin i setup, er det naturligt nødvendigt ikke at brage for meget igennem med guitaren, så der ikke overdøves. Desværre medførte det også, at momentum når der brages igennem på tunge stykker, ikke var helt så overbevisende.

På trods af det blev leveret en velrettet gang underholdning, der fik sat gang i den fest der tidligere var påbegyndt. Det var vellykket og for undertegnedes vedkommende endnu en byggeklods i stakken af gode oplevelser den aften. 5 ud af 6 til Stream City.

A Road To Damascus

Endelig var det så blevet bandet der startede det hele, bagmændene bag hele touren og aftenens hovednavn´s tur til at gå på scenen. Efter en grundig opvarmning fra alle tre tidligere bands, var publikum på det tidspunkt ved at eksplodere og om noget parat til fest. Naturligt, havde det sene tidspunkt og derved også det stigende alkoholindtag meget at sige, men grundlæggende virkede det også som om publikum var indstillede på at touren skulle lukkes og slukkes med manér.

Det var præcist hvad der skete. Det er første gang undertegnede oplevede A Road To Damascus, men jeg har svært ved at forestille mig at det bliver sidste. Ikke fordi jeg faldt på halen over musikken, men fordi der er nogle tydlige kvaliteter tilstedet. Fact er nok, at det bare ikke er musik der taler specielt meget til mig, men jeg er til gengæld ikke i tvivl om, og kunne ligeledes observere, at det er musik der taler til rigtig mange andre. Derved også sagt, at der var fyldt godt op foran scenen (største fremmøde jeg nogensinde har set i KB18) og det var absolut noget bandet håndterede og udnytter med stil.

Lydmæssigt og performancemæssigt led A Road To Damascus under samme forhold som Stream City tidligere. Et energisk sceneshow, der drog publikum ind i koncerten, medfører uundgåeligt småsvipsere, fodfejl og lignende. Heldigvis var det ikke noget der påvirkede tydligt, til trods for at lydbillede under aftenens sidste koncert, var en smule mere mudret og rungende end den ellers havde været for de tidligere bands. A Road To Damascus leverede en bragende afslutning, der gav publikum hvad de var kommet for og derved også Børnecancerfonden en god hjælpende hånd.

Karaktermæssigt vil det være nemt hurtigt at smide 6 (en karakter jeg sjældent giver), men med tanke på formålet med touren, bør det belønnes på bedste vis. Nuvel, bandet har naturligvis fået en del omtale for projektet og derigennem ligeledes fået meget ud af det. Reelt spillede A Road To Damascus sig ikke til mere end 5 ud af 6 – og der bliver heller ikke denne gang jeg smider en 6’er, for det var koncerten nu en gang ikke i nærheden af. Til gengæld vil jeg tilføje, hvor fornøjeligt det er at se A Road To Damascus live og endnu en gang påpege hvor godt et projekt det er de har sat i gang.

Samlet set blev det en rigtig god aften. Alle fire bandt leverede og var opsatte på at give publikum en god oplevelse. Publikum var glade, festede og nød tydeligvist hvad der blev sendt i mod dem. Samlet løber aftenen med 5 ud af 6.
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed