fbpx

Aalborg Metal Festival 2016 - Fredag

Et kig ned over genrebetegnelsen for dagens kunstnere giver mange hits på ordene Teknisk og Death Metal, så nøgleordet for dagens program var Død.

 

Sunless Dawn (3½/6)
Fredag blev sparket i gang af Sunless Dawn, som lige var startet på deres set, da jeg trådte ind i salen. Deres musik er teknisk præget med både tyngde og instrumentale passager med vekslende indhold, som peger i retning af det progressive. Til dagens koncert havde man Danni Jelsgaard fra Satanic Assault Division med på trommer i stedet for den faste mand, Thomas, som var i udlandet. Det kunne man nu ikke mærke, for som resten af bandet leverede han en bundsolid indsats. Ingen tvivl om, at gutterne kan deres kram, men det var ikke alle numre der gik rent ind hos mig, nogle steder blev det lidt for knudret. Men potentialet er der, så Sunless Dawn er et band jeg gerne hører mere til.

 

Rivers Of Nihil (2½/6)
Så var det tid til mere traditionel Death Metal, leveret af Pennsylvania-bandet Rivers Of Nihil. Jeg har ikke været så begejstret for deres albums, men det kunne jo være at de klarer den bedre live.
Bandets frembrusende Dødsmetal indeholder rigtig mange detaljer, som jeg ikke før har lagt mærke til; der blev tappet og shreddet i stor stil. Samtidig lagde trommeslageren og bassisten en virkelig lækker bund. Men når det hele blev lagt sammen, blev det til én stor masse, derfor var amerikanernes første koncert på dansk jord ikke et vendepunkt for mig, jeg blev ikke omvendt.

 

Beyond Creation (4/6)
Næste band på scenen var canadiske Beyond Creation, og så var der lagt op til mere teknisk præget Metal. Det blev understreget af, at både bassist og guitarister bogstaveligt havde rigtig mange strenge at spille på.
Og teknisk, det var det! Jeg tog flere gange mig selv i at kigge på musikerne og beundre den lethed, hvormed de lavede vilde løb på deres instrumenter – så længe musikken havde den typiske Death Metal grundstruktur, var det retningen, men når den ændrede sig, blev musikken progressiv – det skete især mod slutningen af koncerten.
Heldigvis havde Beyond Creation overskud til at få publikum med; som da trommeslageren havde denne ene hånd fri i et kort sekund, som blev brugt til at vise horn til salen. Den slags hævede oplevelsen, og da Beyond Creation gik af scenen, skete det til taktfaste råb om ekstra numre.

 

amf2016 beyondcreation

 

Iniquity (4½/6)
Egentlig blev Iniquity opløst tilbage i 2003, men fandt sammen igen i 2012, og igen i 2014. Aftenens koncert indeholdt også en debut, idet bassisten Mike Sabroe for første gang stod på scenen som en del af bandet.
Han markerede sig fra starten som den bevægelige på scenen, for det er ikke bandets spidskompetence. Til gengæld spiller de en virkelig fed gang Død, som denne gang faldt mere i min smag end sidst, jeg hørte dem. At de er populære ved AMF, vidnede dagens hidtil største publikum om – der var godt fyldt i salen. Og vi blev ikke snydt, for Iniquity var virkelig veloplagte. Musikken var meget varieret mht. tempo og kompleksitet, og når man har Martin Rosendahl i front, kan man lægge en af landets fedeste metalvokaler oveni. Dén kombination gjorde bandet koncert til en virkelig god oplevelse.

 

Revocation (4½/6)
Det er ikke længe siden, at Revocations seneste album, ”Great is Our Sin” var forbi min anmelderstak. Det var en rigtig go’ oplevelse, så jeg havde set frem til at se amerikanerne på scenen.
Og jeg blev ikke skuffet, for Revocation leverede varen; med knapt så meget fokus på det tekniske som hos f.eks Beyond Creation var oplevelsen virkelig intens – Dødsmetal på højt niveau! Der var også mere thrashede numre, hvilket bidrog til bredden og markerede Revocation som et band, som fortjener opmærksomhed.

 

amf2016 revocation

 

Obscura (4½/6)
Jeg har altid synes godt om Obscuras albums; deres tekniske Dødsmetal er af virkelig høj klasse. Min eneste koncertoplevelse med tyskerne ligger en del år tilbage, og det var en lidt mat affære, så her var igen en mulighed for at gøre et bedre indtryk.
Fra starten viste bandet, at de er hovednavnet på deres tour; ikke blot med røgkanoner, men også via en meget varieret performance. Her var det ikke kun teknik, der var i højsædet, for både metallisk power og melodiske elementer kom i frontlinjen. Denne cocktail fungerede bedre end sidst, helheden var uden klinisk perfektionisme. Koncerten var den sidste på deres turné, og på sin vis sammenfattede Obscura indsatsen fra de øvrige deltagende bands (Rivers Of Nihil, Beyond Creation og Revocation). Jeg var meget tilfreds, og publikum omkring mig må have været det samme, for koncerten bød på dagens første Crowdsurfer.

 

Illdisposed (4/6)
Illdispposed behøver ingen intro; bandet har været et af landets førende i mange år, og har faktisk 25 års jubilæum i år.
Foruden knaldhård Metal er frontmanden Bo Summers historier en fast del af enhver koncert, således også denne gang. Derfor hørte vi om nedsat ølforbrug (af hensyn til sundheden), sammenligning med Birmingham (som oplæg til nummeret ”Dark”) og den bekendelse, at han i 1984 blev nummer 3 til DM i electric boogie i Tivoli Friheden (som intro til ”There’s Something Rotten in the State of Denmark”). Det faldt i god jord i den fyldte sal, hvor der var mere crowdsurfing, så stemningen var høj, da ”Submit” rundede koncerten af.
Jeg har efterhånden hørt Illdisposed mange gange, og de har aldrig været dårlige. Det var de heller ikke denne fredag, men indsatsen var præget af rutine. Når man har så højt et grundniveau som veteranerne her, er det tilstrækkeligt til at redde 4 stjerner hjem til Aarhus.

 

amf2016 illdisposed

 

Annihilator (4½/6)
Aftenens hovednavn er vaskeægte veteraner; Annihilator startede helt tilbage i 1984, men de er langt fra gået i stå; deres seneste album, ”Suicide Society” ligger kun et år tilbage.
Som vanligt var salen lukket i en time før dagens hovednavn. Lyden, som hele dagen havde været virkelig god, var blevet en tand bedre, så lidt godt var der da kommet ud af ventetiden.
Annihilator leverede en virkelig stram omgang Thrash Metal, som i sine bedste øjeblikke ligger på niveau med de største – havde de boet i Californien, havde de været kandidater til en plads i Big 4. Det viste bandet i første halvdel af settet, hvor Jeff Waters styrede tropperne med hård hånd. Men efterhånden som tiden gik, blev musikken ret ensidig, og materialets kvalitet var lidt svingende. Det trak oplevelsen lidt ned, men misforstå mig ikke; koncerten var rigtig god, jeg var bare ikke helt oppe at ringe.

 

Læs også vores dækning af torsdag og lørdag. 

  • REVOCATION_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OBCURA_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BEYOND CREATION_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Obscura - Akróasis

Tidligere er der højst været tre år mellem udgivelser fra Obscura, men denne gang er der gået hele 5. Det skyldes især at guitaristen Christian Münzner og trommeslageren Hannes Grossmann i 2014 forlod bandet. De er nu blevet erstattet af Rafael Trujillo og Sebastian Lanser, og Obscura er klar med deres fjerde album ”Akróasis”.

Titlen er græsk og betyder noget i retning af at høre eller at lytte, og med det høje tekniske niveau, bandet lægger for dagen, er der lagt op til at finde facetter i musikken, man kan fordybe sig i. Her melder de vildt lækre guitarløb, der høres i f.eks. ”The Monist” og titelnummeret sig hurtigt som kandidater. Det samme gør bassen, som generelt ligger langt fremme i lydbilledet, og på den måde bliver mere markant i numrene. Markant er også Steffen Kummerers vokal, som godt nok ikke byder på den store afveksling, men hele tiden er så truende, som det hører sig til.
Og den skal være stærk for ikke at drukne i musikken, for her er der generelt knald på; tempoet er højt, og alt fra de sejeste hug i stortrommerne til den mest hvinende tone fra guitaren blæser håret tilbage på lytteren. Samtidig smides der tilpas med mere rolige takter ind i numrene, så bredden bliver tilgodeset.

Så jo, albummet scorer mange point når det gælder fremførelse og produktion; Obscura viser stor autoritet, og lyden sætter både det enkelte instrument og helheden fint på plads. Det er også svært at sætte fingre på de enkelte skæringer, så alt burde være fryd og gammen. Det er det i sidste ende ikke, for jeg savner at blive trukket derud, hvor jeg bare MÅ spille luftguitar. Trods alle de nævnte positive ting sker det ikke, så jeg må konstatere, at ”Akróasis” appellerer mest til de metalheads som lytter med hjernen end med hjertet.

Tracklist:
1. Sermon of the Seven Suns
2. The Monist
3. Akróasis
4. Ten Sepiroth
5. Ode to the Sun
6. Fractal Dimension
7. Perpetual Infinity
8. Weltseele
9. The Origin of Primal Expression
Samlet spilletid: 54:01

 

Læs mere...

Tidligere medlemmer af bl.a. Obscura former nyt band

Efter sin afgang fra det tyske tekniske døds metal band Obscura, er trommeslager Hannes Grossmann (også kendt fra Blotted Science og Necrophagist) gået sammen med nogle af sine tidliger band kammerater i det nye projekt Alkaloid.

Udover Grossmann, består bandet af Christian Muenzner (ex-Obscura, Necrophagist, Spawn of Possession), bassisten Linus Klausenitzer (Obscura, Noneuclid), guitarist Danny Tunker (Aborted, ex-God Dethroned) og i fronten er komponisten Florian Magnus Maier (aka. Morean) på vokal og guitar. Morean er bedst kendt for sit arbejde med Devin Townsend, Paradise Lost og Dark Fortress.

Grossmann udtaler følgende:

"As sad as things have turned out with OBSCURA, I'm really happy that the songs Christian Muenzner and I had initially written for their next record will find a new home in ALKALOID. However, I don't see ALKALOID as a 'tech-death' band, because we just aren't. The music is definitely prog, but in terms of dynamics, song structures, harmonics and rhythms, it's just too diverse to be put into a small sub-genre.

"The band was brought to life in 2012 by myself and Florian Magnus Maier, who is by far the best composer I ever worked with. His band NONEUCLID had a big impact on the last OBSCURA record, 'Omnivium', on which I contributed the vast majority of the music and arranged all the songs. Generally, this is the sort of music we would like to continue with ALKALOID, but make it sound more colorful, more vibrant and way catchier. I'm also happy to have some of my dearest friends on board, such as Christian Muenzner — we make music together for more than 10 years — and Linus Klausenitzer, who is one of my favorite bass players and did a great job on my solo record, 'The Radial Covenant'. Last but not least, we have Danny Tunker as third guitar player, who is just one of the best players I've ever seen. Once we toured with him — he was playing for SPAWN OF POSSESSION — I saw him learning two OBSCURA songs in about an hour, playing them flawless. Never seen a talent like him before."

 

Alkaloid er netop begyndt indspilningerne af deres debut album, som forventes at udkomme tidligt 2015.

Læs mere...

Death to All: Death, Obscura, Darkrise

Denne koncertpakke har været genstand for en ikke helt uanseelig mængde debatter på diverse sociale medier. Grunden er simpel: Nogle folk mener, at man besudler Death's ry ved at spille mandens sange, uden ham selv. Andre mener, at det er fint, at man kan få lov til at opleve sangene fremført af folk, der var til stede, og havde et par fingre med i spillet, da mesterværket "Human" blev indspillet.

Inden dette skulle ske, var der lige to opvarmningsbands der skulle fyre op under folk. Det første var Darkrise fra Schweiz. Grundet interviewpligter, var jeg ikke på plads fra start af. Jeg kom til ca. ti minutter inde i Darkrise's set. Det kunne dog godt have været fra start af, for bandet på scenen var utroligt stillestående. Forsangeren stod nærmest som sømmet fast i gulvet, og selvom de andre medlemmer i bandet var lidt mere aktive, ville en aften på kirkegården byde på mere aktivitet, end hvad Darkrise kunne præstere.

Musikken var gumpetung, kedelig og det virkede ikke til, at Darkrise havde særligt meget overskud til at lave andet, end at kigge på deres fødder. Jeg fik ikke fat i nogen titler, da forsangerens tykke accent ikke tillod mig det. Sjovt var det dog, da han spurgte publikum om udtalen af Århus.... Videre....!

Karakter:1,5/6

 

Obscura har jeg før set live. De har aldrig været over-the-top-fede, men jeg har heller aldrig været skuffet over dem. Det blev der lavet om denne aften. Obscura spillede sig igennem godt 45 minutters ligegyldigt lir og tysk selvfedme. Paradoksalt nok leveret, via den glimrende og dygtige trommeslager, Hannes Grossmann, der lige skulle belemre folk med en trommesolo. Understøttet af et lille metronome-bobti-bobti-beat... Flere folk forlod salen, og Obscura kørte bare videre. En enkelt tosse råbte meget ihærdigt på Slayer, til forsangerens store forundring. I øvrigt ikke særlig god koncert-etikette, da selvsamme mand stod og vendte tommelen nedad, op mod scenen, når Obscura havde spillet et nummer færdigt. Nu vi er ved gæsterne, var det meget klart, at det denne aften IKKE var Tordenskjold's soldater, der dukkede op. Jeg forestiller mig, at mange af aftenens gæster er tidligere metalhoveder, der kom for at få en aften i nostalgiens tegn.

Hvorom alting er, så var Obscura alt for navlepillende ringe og ligegyldigt til, at jeg vil bruge mere spalteplads på dem.

Karakter:1/6

 

Så kom hovedretten på bordet. Inden koncerten begyndte, kom et lærred frem med klip og billeder af en ung Chuck Schuldiner. Musikken begyndte, og med 3/4-dele af line-uppet fra "Human", var det vel kun forventet, at størstedelen af setlisten var hentet fra samme album. De lagde ud med "Flattening of Emotions" og kørte videre i stor stil med den ene Death-schlager efter den anden. Alle de originale albums havde en eller flere skæringer på aftenens setliste. To numre inde i koncerten må jeg dog indrømme, at jeg var lidt skuffet over Masvidal, DiGiorgio, Reinert og den nye fyr Max Phelps, der i øvrigt både ligner og lyder som Chuck. Deres optræden var meget stationær. Ikke meget aktivitet at spore der. Den eneste der prøvede at sætte gang i løjerne, var Paul Masvidal. Det så dog lidt sjovt ud, da den guitar manden spiller på, er omtrent så stor som en banjo. Dette var kun bandets anden aften på touren, så det kan være der lige skal bankes lidt rust af de gamle led...

Midt inde i koncerten var der en lille pause på godt 10 minutter. Pausen blev brugt på endnu flere klip og billeder af afdøde Chuck, og jeg må indrømme, at det efterhånden virkede lidt søgt og gennemtærsket... Ja, jeg havde da hellere hørt to eller tre numre mere, fremfor de klip der. Han er vist blevet hyldet nok efterhånden...

Koncerten forløb som forventet. Bandet stod mere stille end jeg havde regnet med, men på den anden side spillede de lidt bedre end jeg havde turdet håbe. Folk virkede da også rigtig godt tilfredse, så på den baggrund konkluderer jeg, at denne aften i sandhed var en sejrrig en af slagsen... Fraregnet de to kummerlige opvarmningsbands. Numrene der blev spillet var velsagtens essensen af bandet Death, omend de ikke blev leveret af manden bag dem, så var det en garvet garde der gav deres besyv med, og det var bestemt ikke helt ringe.

Karakter: 4,5/6 

 

Hør vøres interview med Death bassisten Steve DiGiorgio, her.

 

  • Death_1
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Death_2
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Death_10
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall

Se hele galleriet

Læs mere...

Death

Sidste år samlede en række bandmedlemmer fra det legendariske band Death sig, til en turné igennem USA undernavnet Death to All, nu med en mindre besætning rammer turen så Europa og i den anledning lagde turen vej forbi Voxhall. I den forbindelse har vores rapporter taget en snak med bassisten Steve DiGiorgio, som bl.a. er kendt fra Death’s album ”Human” fra 1991. Hør hele interviewet her

Læs mere...

Bonecrusher Fest:The Black Dahlia Murder, The Faceless m.m.

Med syv bands på programmet, en højhellig tirsdag aften, var der lagt i ovnen til en hårdtslående (knogleknusende var for nemt) oplevelse.
Dog gik min tidsfornemmelse galt, så jeg nåede desværre ikke at se Ingested. De havde dog efter sigende gjort en ok figur, og deres sanger skulle nærmest helt have droppet øffe-vokalen.
Obscura var det næste band på plakaten, og grundet interviewforpligtelser nåede jeg først ind, da de teknisk betonede dødsmaskiner var halvvejs igennem første nummer, ”Anticosmic Overload”. Jeg anmeldte i sin tid albummet ”Cosmogenesis”, og gav det ikke særlig gode kommentarer med på vejen. Musikken er for så vidt velspillet, men det slægter Death og Cynic på i en grad, hvor det burde udløse straf. Jeg vil dog sige, at Obscura denne aften klarede det rigtigt godt; lyden var fed og Jeroen Paul Thesseling’s 6-strengede båndløse bas gik glimrende igennem. Faktisk tog jeg mig selv i at tælle hele 20 strenge at spille på, fordelt på tre musikere. Det er vist sjældent det sker, uden en harpe på scenen.
Obscura vandt muligvis ingen nye fans denne aften, men overbeviste i hvert fald om deres naturstridige kunnen. Jeg var selv positivt overrasket, og måtte gang på gang samle kæben op fra gulvet, grundet bandets tighte og meget imponerende performance.
4/6

Inden Obscura sluttede deres set, bød forsangeren The Faceless velkommen på scenen. Derfor virkede det noget mærkeligt, at det var Carnifex, der troppede op, og gav den gas. Carnifex er, med al respekt, slet ikke i samme klasse som The Faceless, og musikken fangede mig aldrig rigtigt. Forsangeren lignede en bleg kopi af Randy Blythe fra Lamb of God. Hans brøl var dog ret fedt. Musikken var egentlig bare en kedelig kønsløs omgang deathcore. Dog var der pænt gang i den i pitten, og folk gjaldede fint med under den sidste sang, hvor der blev råbt ”What the fuck!!!!”. Alt i alt var det fint, at man kunne spejde efter merchandise og drikke sig en sodavand, uden at gå glip af noget nævneværdigt.
2/6

Så var tiden kommet til noget af det, jeg havde set frem til med stor spænding, nemlig The Faceless. De fem gutter kan virkelig spille røven ud af bukserne, og få det til at svinge samtidigt. Deres musik er, ligesom stort set resten af musikken denne aften, meget teknisk betonet. Og meget er faktisk ikke helt nok, for udover at være teknisk, bliver det spillet ved helt uhyrlige hastigheder. Jeg havde måske forventet, at The Faceless’ set ville drukne i mudder, men det var slet ikke tilfældet, og selv vocoderen (den der frygtelige Cher-effekt) var fed.
The Faceless var et af aftenens fedeste indslag, og lige her stod jeg og var lidt ked af, at de kun spillede ca. 25 minutter.
4,5/6

Næste band på plakaten var svenske Necrophobic, og de tog absolut prisen for at være det mest malplacerede indslag denne aften. Stilen var for det første death/black metal. For det andet var det så utight spillet, at man begyndte at overveje om den flaske vodka, forsangeren havde med på scenen, var nummer syv i rækken. Musikken havde nogle meget (MEGET) små momenter, hvor jeg måske kunne høre lidt af det helt gamle demomateriale fra Morbid Angel… men når alt kommer til alt, var det egentlig bare ikke så godt.
1,5/6

Næstsidste indslag var måske også malplaceret på et program, hvor blastbeats og grind tempi var dominerende, men ikke desto mindre var det nu meget underholdende at høre canadiske 3 Inches of Blood. Især fordi forsangeren lignede en der kunne growle revner i jorden. Det kunne han dog ikke, men med den høje vokal, han lagde for dagen, er jeg sikker på, at der er røget en rude eller to på Voxhall.
Musikalsk var der ikke det store nye at komme efter her, men i stedet en gedigen og velspillet portion speed/thrash metal, med meget hurtige fingre på gribebrættet. Da jeg aldrig før har hørt noget som helst med 3 Inches of Blood, er det sgu svært at forholde sig til denne aftens udgaver af deres sange. Eftersom vi var nået ret langt op på playlisten denne aften, fik de gale canadiere lov til at spille et længere set, og det kunne jeg nok godt have været foruden. Det var fedt nok i starten, men begejstringen ebbede ud til sidst.
3,5/6

Sidste gang TBDM (The Black Dahlia Murder) spillede på Voxhall, var jeg til stede, og jeg og en del andre var ærlig talt noget bummed over forsangerens attitude. Han var nedladende og aggressiv, og det hører sig sgu ikke hjemme til en koncert. Denne aften vist han sig dog at være lidt mere afdæmpet, og det var nok mere musikken på scenen, der var i højsædet frem for folks ageren på gulvet.
Jeg kender stadig ikke TBDM’s musik til at kunne sige, hvilke numre de spillede denne aften, men nøj for satan, hvor spillede de fedt! Lyden var fed, energien var fed, og jeg måtte gang på gang forundres over Shannon bag tønderne… han spiller satme en stram grind, og fik det generelt til at svinge rigtig meget. Bandet er som liveband utroligt velspillende og fyldt med energi. Dette smittede naturligvis af på publikum. Lidt for godt til tider; jeg så en pige forlade koncerten inde i første eller andet nummer pga. en sko med fod, hun fik i hovedet. Derudover var der nogle af gæsterne, der lignede en flok spastikere på speed. De kastede om sig med ben og arme, og var til fare for de andre koncertgæster. Men nok om det; TBDM var aftenes fedest band, og jeg ser frem til at dykke ned i deres bagkatalog.
5/6

The Bonecrusher Festival var for så vidt en fed aften med noget for enhver smag. Man kunne godt ønske, at (nogle af) bandsne fik længere spilletid, men der er vel en del logistik, der skal gå op når 7 bands skal igennem møllen på en enkelt aften.
Alt i alt var det skam en positiv aften.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed