fbpx

Artillery - X

Romertallet X markerer, at dette er det tiende album fra Artillery - Et tal, som måske ikke imponerer hvis man ser på bandets lange historie, men mere end halvdelen er udgivet efter genstarten i 2007. Og ligesom for disse er produktionen også denne gang lagt i hænderne på Søren Andersen i Medley studiet.
Der lægges stærkt ud: Først med “The Devil’s Symphony”, som kombinerer hamrende Thrash Metal med virkelig stærke melodier, og der følges op med ”In Thrash we Trust”, som er en hyldest til genren med et elegant omkvæd, der leder tankerne tilbage til bandets gamle klassikere – sådan! Ved min første gennemlytning var der ikke så meget andet, der bed sig fast, og en kættersk tanke strejfede mig: Ville Artillery denne gang performe under niveau?
Nej, det er ikke tilfældet; der er bare nogle numre, der skal høres flere gange, før de sidder. Det gælder både for “In Your Mind” og det eftertænksomme “The Ghost Of Me”, der begge stille og roligt vokser, som man lærer dem at kende. Men også mere traditionelle tracks som ”Turn up the Rage” og det afsluttende ”Beggars In Black Suits” vinder ved nærmere bekendtskab.
At ”X” ikke blive husket som Artillerys bedste udspil, er lige meget; det er det et gennemsolidt udspil fra et band, der viser, at de har masser at byde på – X marks the spot!

Tracklist:
1 The Devil’s Symphony
2 In Thrash we Trust
3 Turn up The Rage
4 Silver Cross
5 In Your Mind
6 The Ghost of Me
7 Force of Indifference
8 Varg i Veum
9 Mors Ontologica
10 Eternal Night
11 Beggars In Black Suits
Samlet spilletid: 45:44

Læs mere...

Capra - In Transmission

Efter endt afvænning i 2016 ville guitaristen Tyler Harper arbejde på noget nyt, så han startede Capra sammen med trommeslageren Jeremy Randazzo. Efter forskellige besætninger lykkes det med bassisten Ben Paramore og sangerinden Crow Lotus at finde det rigtige line-up til dette debutalbum. Hovedparten er optaget i december 2019, mens Covid-19 pandemien udskød både færdiggørelse og udgivelse.
Men nu er albummet her, og det er en voldsom sag. Harpers musikalske vision er, at gengive Punk og Hardcore scenen, som den tog sig ud omkring årtusindskiftet. Og at dømme efter albummet her, var det en periode præget af høj energi og ekstrem vrede. Efter en kort instrumental intro sparkes døren ind med ”Hollow Doll”, der via metallisk kant og Lotus´ skrigende vokal tiltvinger sig opmærksomhed. Så følger 3 numre, som stilmæssigt er Hardcore med et rigtig godt drive. Derved matcher musikken den massive vokal perfekt, og numrene markerer albummets kvalitetsmæssige højdepunkt.
Herefter falder oplevelsen mærkbart i kvalitet, for selv om man arbejder med nogle af de samme elementer, lykkes det ikke at opnå tilsvarende effekt. I stedet forrykkes balancen, og numrene bliver hurtigt forudsigelige og ensformige.
Konklusionen er derfor, at så længe musikken bevarer sit drive, kan den matche vokalen. Men med det samme paraderne sænkes, tipper balancen – det er prisen for at køre så kompromisløst, som Capra gør det.

Tracklist:
1. [Exordium]
2. Hollow Doll
3. The Locust Preacher
4. Medusa
5. Torture Ship
6. Paper Tongues
7. Mutt
8. Transfiguration
9. Red Guillotine
10. Deadbeat Assailant
11. Samuraiah Carey

Samlet spilletid: 32:28.

Læs mere...

Endseeker - Mount Carcass

2 år lader til at være en passende tid mellem albums for tyske Endseeker, så efter udgivelser i 2017 og 2019 er 2021 året for det tredje album fra Hamborg-bandet. Her er alt vedrørende produktion, mix og mastering lagt i hænderne på det lokale producerikon Eike Freese.
Ligesom Endseeker fastholder afstanden mellem udgivelser, fastholder de også det stilmæssige indhold: Death Metal efter klassiske opskrifter uden større eksperimenter eller nyskabelser. Men det, der er, er stilsikkert og stærkt. Tempoet er generelt pænt højt, guitarerne står skarpt med knaldhårde riffs, og den brølende vokal giver numrene kant. Oveni suppleres med iørefaldende guitarmelodier, som runder tingene af, uden at bløde dem op.
Et stærkt træk for albummet er den meget homogene kvalitet, der kendetegner de 9 numre - Derfor fremhæver jeg ikke nogle på bekostning af andre. Man har undladt at medtage fyldnumre for at booste spilletiden, hvilket er befriende – Alt for ofte lider albums under, at man partout skal finde plads til et par slatne tracks. Her får vi virkelig kun det bedste fra deres studiearbejde, og selv bandets tradition med at inkludere et covernummer holder hjem, selv om man denne gang har valgt temaet fra John Carpenters 40 år gamle film ”Escape from New York”. Det er godt gået, endda så godt, at jeg tør udråbe ”Mount Carcass” til at være det bedste udspil fra Endseeker til dato!

Tracklist:
1. Unholy Rites
2. Merciless Tide
3. Bloodline
4. Mount Carcass
5. Count the Dead
6. Cult
7. Moribund
8. Frantic Redemption
9. Escape from New York
Samlet spilletid: 35:48

Læs mere...

Dvne - Etemen Ænka

Skotske Dvne har taget deres navn fra Frank Herberts klassiker ”Dune”, og i starten stavede de også navnet ligesådan; jeg kunne forestille mig, at man ændrede stavemåden for at skille sig ud fra mængden af bands med samme ide. Anyway, første album kom på gaden i 2017, og efterfølges nu af ”Etemen Ænka”.
I promotion materialet anbefales det, at man gennemlytter albummet flere gange, inden man danner sig en mening, da numrene indeholder mange lag. Dét råd kan jeg kun tilslutte mig, for ved første lyt er der ikke meget udslag på WOW-meteret; her virker musikken lukket og lidt overfladisk, og den monotont brølende vokal gør ikke noget godt for helheden.
Begge dele ændrer sig heldigvis, når man bruger mere tid på ”Etemen Ænka”: Vokalen gør det godt i passager med ren sang, så helheden får flere nuancer. Det samme gælder for musikken, bare i endnu større grad. Billedet med de mange lag er rammende, for igennem de 10 numre skifter udtrykket meget: Der er passager, hvor guitarmelodier væves flot ind i hinanden som et finmasket net; der er sekvenser domineret af synthesizer, og der er afsnit med tung Metal – en bred pallette af udtryk, som Dvne håndterer sikkert. Et ikke ubetydeligt bidrag til bredden kommer fra sangerinden Lissa Robertson, som lægger vokal til “Omega Severer” og “Asphodel”.
Spilletiden er måske i overkanten i forhold til indholdet, men ellers er der ikke meget at pege fingre ad; mit første møde med Dvne var positivt, også selvom det ikke startede sådan.

Tracklist:
1. Enûma Eliš
2. Towers
3. Court of the Matriarch
4. Weighing of the Heart
5. Omega Severer
6. Adræden
7. Sì-XIV
8. Mleccha
9. Asphodel
10. Satuya
Samlet spilletid: 67:14

Læs mere...

The Crown - Royal Destroyer

2020 var året, hvor The Crown kunne fejre deres 30 års fødselsdag, og det skulle bl.a. ske med udgivelse af et nyt album. Man havde booket studietid i maj, men som med så mange ting, stak Covid-19 også en kæp i hjulet for dén plan. Indspilningerne blev rykket til efteråret, og derfor udkommer albummet først nu.
Bedømt ud fra åbningsnummeret får man det indtryk, at svenskerne virkelig har ventet på at kunne fyre den af ude i stuerne; ” Baptized In Violence” er et typisk ”her kommer vi”- nummer: En smule rodet, lidt forceret, men med rigtig meget power. Den fastholdes stort set gennem alle 10 numre, og hvor jeg før har rubriceret The Crown som Melodisk Dødsmetal, skal man denne gang ikke lægge så meget vægt på det melodiske – det gør bandet nemlig ikke selv. I stedet er det højt tempo, der præger de fleste tracks, og guitarerne er ene om at flette lidt melodi ind et par steder.
Hele set-up´et fungerer fint de første 3-4 numre, men så er det som om, at det kun er tempo og power, der er tilbage. Eneste undtagelse finder man i ”We Drift On”, som er malet med en bredere pallette, der indeholder tunge rytmer og stille passager.
”Royal Destroyer” er en meget passende titel til albummet, for det vælter alt, hvad der kommer i vejen for det. Målgruppen er derfor folk med hang til POWER; mere sarte sjæle skal nok søge deres underholdning andre steder.

Tracklist:
1. Baptized In Violence
2. Let The Hammering Begin!
3. Motordeath
4. Ultra Faust
5. Glorious Hades
6. Full Metal Justice
7. Scandinavian Satan
8. Devoid Of Light
9. We Drift On
10. Beyond The Frail
Samlet spilletid: 45:45

Læs mere...

Iotunn - Access All Worlds

Historien om Iotunn går mere end 10 år tilbage, og efter mange eksperimenter og justeringer var man klar med en EP i 2016. Efter denne kom et nyt line up, før man havde den besætning, som nu er klar med bandets debutalbum.
Den væsentligste ændring var tilgang af sangeren Jón Aldará, der som frontmand i Hamferð og Barren Earth allerede har markeret sig som en af metalverdenens allerbedste sangere. Og den position understreger han på “Access All Worlds” med en vokal, der uanstrengt spænder fra growl til ren sang med stor styrke; altid spændende, altid engagerende uanset hvor i spektret, han befinder sig – wow!

Selv den stærkeste vokal er ikke meget værd, hvis ikke den musikalske side følger med – men det gør den hos Iotunn. De 7 numre kombinerer de stærke melodier og det store udtryk fra Power Metal med den progressive Metals forskelligartede input og lange spilletid. Det giver plads til alt fra stille passager med stemning i fokus til buldrende Metal, hvor der hamres igennem. Her fungerer guitarerne som bindeled via lækre guitarmelodier, der matcher variationen i den omgivende musik. Samtidig understøtter musik og vokal hinanden virkelig flot; i ”Voyage of the Garganey I” er det som at blive badet i sol, der gennembryder skyerne, når omkvædet sætter ind – ren gåsehud!
”Access All Worlds” er et meget ambitiøst album, hvor Iotunn scorer point på langt de fleste ideer - Det er en imponerende debut, som fortjener at give bandet netop det: Access. All. Worlds.

Tracklist:
1. Voyage of the Garganey I
2. Access All Worlds
3. Laihem's Golden Pits
4. Waves Below
5. The Tower of Cosmic Nihility
6. The Weaver System
7. Safe Across the Endless Night
Samlet spilletid: 61:41

Læs mere...

Demon Head - Viscera

Mit første møde med Demon Head ligger næsten eksakt to år tilbage; det var i forbindelse med albummet ”Hellfire Ocean Void”, som ikke faldt i min smag. Men den faldt i andres, for i forbindelse med bandets fjerde album har de skiftet selskab til Metal Blade Records.
Stilmæssigt er der også sket noget hos bandet, for denne gang kan jeg meget bedre relatere mig til deres egen betegnelse Diabolic Rock, for numrene har noget dystert over sig. Det starter med vokalen, som minder mig om King Diamonds ditto; vel at mærke ikke når han befinder sig i de øverste oktaver, men synger mere højtideligt og lidt affekteret. Det er ingen åbenbaring i skønsang, så vokalen scorer sine point på udtrykket, der udstråler fortvivlelse og lidelse.
Her stemmer musikken i, for den følger en opbygning, hvor der lægges mere vægt på helheder end riffs og hooks. Det illustreres fint i det instrumentale ”A long Groaning Descent” og brugen af kirkeorgel i et par af de senere numre. Samlet set hænger tingene bedre sammen denne gang, og albummet virker mere helstøbt end forgængeren. Alligevel lykkes det kun i begrænset omfang at overbevise mig, for albummet afsætter kun et meget lille aftryk når de sidste toner klinger ud. Men det er et skridt i den rigtige retning, så måske næste gang?

Tracklist:
1. Tooth and Nail
2. The Feline Smile
3. Arrows
4. Magical Death
5. The Lupine Choir
6. A long Groaning Descent
7. In Adamantine Chains
8. Black Torches
9. Wreath
10. The Triumphal Chariot of Antimony
Samlet spilletid: 36:23

Læs mere...

Dread Sovereign - Alchemical Warfare

Dread Sovereign er et af flere sideprojekter for Primordial-sangeren Nemtheanga, og bandet har eksisteret siden 2012. Her tager hovedmanden sig af vokal og bas, mens Bones og JK står for hhv. guitar og trommer. ”Alchemical Warfare” er bandets tredje album.
Nemtheangas vokal er stadig markant, udtryksfuld og meget personlig, men omgivelserne er anderledes end dem, han har i Primordial. Musikkens base er hentet i Doom genren, og skabes med tunge anslag på guitaren, hvor der ikke er sparet på forvrængning. Det giver musikken en old school stemning, som trækkes i retning af det rå og beskidte via en mildest talt upoleret produktion. Pladeselskabet nævner Venom, Hawkwind og Hellhammer som referencer, og hvis man kan forestille sig dén blanding, rammer man meget godt indholdet. Og når jeg angiver Black Metal som genre, skal stilen ses mere i retning af genrens allertidligste fortolkning end den, der kom med anden bølge. Samtidig er teksternes referencer til Satan lige så svære at overhøre som bandets ”Fuck Verden”- attitude.
Det hele har en ærlighed over sig, som jeg godt kan li´- her bliver der ikke leflet for nogen. Og når udtrykket varieres, og tempoet øges en tak, som det sker i ”Nature Is The Devil´s Church”, kører det godt for Dread Sovereign. Desværre er der for mange steder, hvor det ikke sker, så den helt store oplevelse udebliver.

Tracklist:
1. A Curse On Men
2. She Wolves Of The Savage Season
3. The Great Beast We Serve
4. Nature Is The Devil´s Church
5. Her Master´s Voice
6. Viral Tomb
7. Devil´s Bane
8. Ruin Upon The Temple Mount
9. You Don´t Move Me (I Don´t Give a Fuck)
Samlet spilletid: 52:00

Læs mere...

Accuser - Accuser

Selvom Accuser har en historie, som går tilbage til 1980’erne, er jeg først stødt på bandet for et par år siden. Det var ved udgivelse af deres seneste album ”The Mastery”, som var en omgang Thrash Metal på det jævne. Nu udgiver de tyske veteraner endnu et album, hvor guitaristen René Schütz vender tilbage.
Han glider helt perfekt ind i Accusers traditionelle udgave af Thrash Metal, som er skåret over skabeloner, der er mere end 30 år gamle: Her står guitaren for skarpe riffs, sangeren Frank Thoms brøler og rytmekompasset peger konsekvent i retning af duga. Det tilfører helt naturligt en masse energi til numrene, men når man har hørt 3-4 tracks efter samme opskrift,
begynder man at længes efter noget variation. Den leverer Accuser i “Be None the Wiser”, som starter stille og har en helt anden opbygning end resten. Også i det efterfølgende ”Rethink” prøves noget nyt, men i begge tilfælde uden, at der opbygges noget spændende.
Så går det bedre, når tempoet øges, som det sker i ”The Eliminator” – her er der nærmest tale om Speed Metal. Stilen passer åbenbart musikerne godt, for nummeret er min favorit på udgivelsen.
Accuser scorer point på en sikker fremførelse af den klassiske Thrash, men deres sangskrivning er alt andet end spændende. Skulle jeg sammenfatte albummet i et enkelt ord, ville det blive ”fantasiløst” – de tre stjerner hives kun hjem med nød og næppe.

Tracklist:
1. Misled Obedience
2. Phantom Graves
3. Temple of All
4. Lux in Tenebris
5. Be None the Wiser
6. Rethink
7. Psychocision
8. Contamination
9. The Eliminator
10. Seven Lives
11. A Cycle's End
Samlet spilletid: 49:30

Læs mere...

Harlott - Detritus of the Final Age

De tre første albums fra Harlott, ”Origin” (2013), ”Proliferation” (2015) og ”Extinction” (2017) udgjorde en trilogi, så da materialet til bandets fjerde album skulle skrives, startede man på blank papir. Samtidig hentede man to nye medlemmer i form af Glen Trayhern på trommer og Leigh Bartley på guitar.
De nye tiltag ændrer nu ikke på stilen, for det er stadig guitarist og sanger Andrew Hudson, der står for materialet, så australierne holder sig til den traditionelle Thrash Metal. Og som det var tilfældet på deres tidligere albums, følger bandet stilen helt i tråd med traditionerne. Det betyder, at numrene bugner af friske guitarriffs og masser af duga rytmer, mens Hudson brøler teksterne ud. Albummet er igen et eksempel på, at øvelse gør mester; alle elementer sidder lige som de skal, og produktionen er gennemsigtig uden at blive poleret.
Så jo, Harlott leverer varen, når det gælder energisk Thrash, men de leverer ikke mere end det. Selv om der er udmærkede detaljer i flere af numrene, formår musikerne ikke at sætte personlige aftryk på genren. Havde der været tale om en debut, kunne jeg forstå de sikre valg, men som et eksempel på et erfarent band, som arbejder uden begrænsninger, er ”Detritus of the Final Age” lidt af en skuffelse.

Tracklist:
1. As We Breach
2. Idol Minded
3. Bring on the War
4. Detritus of the Final Age
5. Prime Evil
6. Nemesis
7. Slaughter
8. Grief
9. Miserere of the Dead
10. The Time to Kill Is Now
Samlet spilletid: 46:08

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed