fbpx

Behemoth - And the Forests Dream Eternally

Nye udgivelser fra Behemoth plejer at være ledsaget af en masse aktivitet, men denne her er anderledes: Hverken på bandets eller pladeselskabets hjemmesider er der i skrivende stund information at finde – det er næsten som at have fået fat i et bootleg album. I virkeligheden er der tale om bandets første EP suppleret med en række ekstra numre, så spilletiden ryger godt op over en time.
De ekstra numre er en blanding af live- og demooptagelser, som forstærker følelsen af bootleg, for de varierer rigtig meget i kvalitet, både når det gælder fremførelse og lyd. Set i det lys er det uforståeligt, at nogle numre optræder både 2, 3 og 4 gange – her havde mindre været mere. Men der er heldigvis et par highlights, som tynger vægtskålen i den anden retning: Således er udgaven af ”Pure Evil and Hate” fra Brutal Assault Festival 2000 er et imponerende eksempel på, at et i forvejen vildt nummer får slået turboen til – det er simpelthen Black Metal af højeste klasse!
Men en enlig svale gør ingen sommer, som man siger, og de ekstra numre tilfører ikke tilstrækkeligt til den originale EP. Ret beset har verden ikke brug for dette album, og den tavshed, jeg nævnte i indledningen, er meget passende.

Tracklist:
01: Transylvanian Forest
02: Moonspell Rites
03: Sventevith (Storming Near the Baltic)
04: Pure Evil and Hate
05: Forgotten Empire of Dark Witchcraft
06: Transylvanian Forest (Merry Christless Festival 2017, Poland)
07: Moonspell Rites (Loud Park Festival 2013, Japan)
08: Pure Evil and Hate (Brutal Assault Festival, 2000, Czech Republic)
09: Transylvanian Forest (Pagan Triumph Tour 1996, Netherlands)
10: Transylvanian Forest (Riviera Remont Club 1996, Poland)11:
11: Sventevith (Storming Near the Baltic) (Rehearsal 1994)
12: Moonspell Rites (1993 Preproduction)
13: Pure Evil and Hate (1993 Rehearsal)
14: Moonspell Rites (1993 Rehearsal)
Samlet spilletid: 72:37

Læs mere...

Falconer - From A Dying Ember

Falconer har efterhånden mere end 20 år på bagen med Folk Metal som deres musikalske retning, og det fortsætter de med på deres niende studiealbum, ”From A Dying Ember”. Vanen tro har Andy LaRocque stået for både produktion og mix af albummet, men samtidig fortæller pressematerialet, at albummet indeholder helt nye tiltag.
Dem mærker man i første omgang ikke noget til, for Falconers musik fremstår helt, som jeg husker den: Musikken er Heavy Metal i frisk tempo, som via melodier med kraftig inspiration fra den nordiske Folkemusik får det hele til at falde på plads som Folk Metal. Det hele anføres af Mathias Blads meget bløde og velartikulerede vokal, og produktionen er tilsvarende uden skarpe kanter.
Stilen holdes til ”Bland Sump och Dy”, som er rendyrket svensk Folkemusik, og herfra er det som om, at andelen af Folk vokser på bekostning af Metal. Der bliver plads til instrumenter som fløjte, violin og sækkepibe, som flere steder giver en middelalderagtig stemning. Desværre er det ikke så helhjertet som hos f.eks. Myrkur, så resultatet er ikke helt gennemført – det ender lidt mellem to stole. Alligevel går det kun galt en enkelt gang: Balladen ”Rejoice the Adorned” er så sukkersød og behagesyg, at det ligger lige på kvalmegrænsen; det kunne jeg godt have undværet.
Mod slut skrues der en anelse op for Metal delen, men det er ikke nok til at ændre billedet af ”From A Dying Ember” som en skuffende affære, der ligger under Falconers vanlige niveau.

Tracklist:
1. Kings and Queens
2. Desert Dreams
3. Redeem and Repent
4. Bland Sump och Dy
5. Fool's Crusade
6. Garnets and a Gilded Rose
7. In Regal Attire
8. Rejoice the Adorned
9. Testify
10. Thrust the Dagger Deep
11. Rapture
Samlet spilletid: 46:20

Læs mere...

Sorcerer - Lamenting Of The Innocent

Til deres tredje album har svenske Sorcerer skiftet ud på to pladser i forhold til deres seneste album, idet Justin Biggs er ny bassist, mens Richard Evensand har overtaget pladsen bag trommerne. Helt ny er han nu ikke, for han var også en del af bandets line up tilbage i starten af 1990’erne. Albummets titel er en henvisning til de mange kvinder, der uskyldigt blev henrettet som hekse op igennem historien, og temaet behandles i de enkelte numre.
Ny besætning betyder ikke ny stil, for Sorcerer fremstår som vi kender dem: Tunge rytmer hentet i Doom genren kombineret med elementer af Hardrock og Heavy Metal samt en vokal, der også kunne gøre sig i Power Metal – her ligner bandet andre svenske navne som Candlemass og Below.
Det gør de heldigvis også, når det gælder kvaliteten, for selvom Sorcerer ikke flytter genrens grænser, viser de et sikkert greb om den. Det høres f.eks. i titelnummeret, hvor flotte melodiske omkvæd og stærke melodier mere end kompenserer for nummerets pæne udtryk. Eller findes i den fine stemning, der opbygges via strygere i ”Deliverance”.
Guitarernes tyngde er et afgørende element igennem hele albummet, men fremtræder ekstra sejt i ”Dance with the Devil”. At ikke alle numre når helt samme niveau, trækker kun lidt ned; albummet om heksejagt har rigeligt med interessante detaljer til, at jeg kan anbefale det.

Tracklist:
1 Persecution (intro)
2 The Hammer of Witches
3 Lamenting of the Innocent
4 Age of the Damned
5 Where Spirits Die
6 Deliverance
7 Institoris
8 Condemned
9 Dance with the Devil
10 Path To Perdition
Samlet spilletid: 63:35

Læs mere...

Cirith Ungol - Forever Black

Navnet Cirith Ungol siger sikkert ikke mange nutidige musikfans ret meget, selv om bandet fra Californien blev startet helt tilbage i 1972. Op igennem 1980’erne blev det til 3 albums, men efter indspilning af det fjerde i 1991, trak man stikket og lagde Cirith Ungol i graven.
Helt død var bandet ikke, og i 2015 blev det gendannet i så tæt på original besætning, som det var muligt. En direkte følge deraf er ”Forever Black”, som markerer den første nye musik fra bandet i næsten 30 år. Trods titlen har Cirith Ungol ikke skiftet stil, i stedet fortsætter amerikanerne deres fortolkning af old school Metal. Den minder mig en del om de tidligste udgivelser fra Judas Priest, for nogle numre har den samme stilmæssige usikkerhed, som om de mangler den sidste finpudsning.
Heldigvis formår Cirith Ungol også at levere mere helstøbte numre, hvor især ”The Frost Monstreme” stikker positivt ud fra mængden med sine klassiske rytmer og lækre guitarer. Det samme gælder ”Fractus Promissum”, som i tilgift har et ret fedt drive. Lægger man titelnummerets tunge rytmer oveni, viser bandet en ret fin bredde, og de mange år uden nye udgivelser har ikke ødelagt evnen til at skrive gode numre. Gendannelsen var bestemt en god ide, for ” Forever Black” viser, at Cirith Ungol stadig har noget at byde på: Velkommen tilbage!

Tracklist:
1. The Call
2. Legions Arise
3. The Frost Monstreme
4. The Fire Divine
5. Stormbringer
6. Fractus Promissum
7. Nightmare
8. Before Tomorrow
9. Forever Black
Samlet spilletid: 39:05

Læs mere...

The Black Dahlia Murder - Verminous

”Verminous” er titlen på det niende album fra The Black Dahlia Murder (TBDM), hvor hovedparten af indspilningerne er sket i guitaristen Brandon Ellis’ hjemmestudie. Og som for så mange albums før det, er har man valgt at give Tue Madsen ansvaret for miksningen. Resultatet kan alle involverede være godt tilfredse med, for lyden er rigtig god; der er både fylde og detaljer.
Her ville jeg gerne have fortsat med at skrive, at de 10 numre ligger på samme høje niveau, men det kan jeg ikke – for det gør de ikke, langtfra endda! Og det er ikke fordi der er noget i vejen med stilen, for numrene afvikles i pænt højt tempo med duga-rytmer, der giver et lidt thrashet skær – en tendens der forstærkes af Trevor Strnads vokal, som er mere skarp end brølende.
Problemet ligger ikke i mangel på energi, men på gnist, inspiration og alt andet, der kan skabe personlig og spændende musik. Numrene er gennemgående uinteressante, og kedsomheden lader ikke vente på sig. Guitarerne forsøger sig med fine soli og melodiske indslag, men kan kun pynte lidt på resultatet. Derfor skal vi helt hen til slutnummeret for at finde noget, der rykker for alvor. Det er ikke godt nok, og med henvisning til titlen vil jeg foreslå, at TBDM får fat i skadedyrsbekæmperen inden de går i studiet næste gang – denne kollektive off-day skuffer mig.

Tracklist:
1. Verminous
2. Godlessly
3. Removal of the Oaken Stake
4. Child of Night
5. Sunless Empire
6. The Leather Apron's Scorn
7. How Very Dead
8. The Wereworm's Feast
9. A Womb in Dark Chrysalis (Interlude)
10. Dawn of Rats
Samlet spilletid: 35:53

Læs mere...

Igorrr - Spirituality And Distortion

Et nyt udspil fra Igorrr betyder endnu et møde med hovedmanden Gautier Serres opfattelse af, hvordan man kan blande musikalske genrer. Albummet er strikket sammen helt uden brug af samples, og hvor hovedparten af numrene er skabt med en lang række franske musikere, er der også gæsteoptræden fra f.eks. George 'Corpsegrinder' Fisher fra Cannibal Corpse.
Som på forgængeren ”Savage Sinusoid” er Serre komplet ligeglad med genrestempler, og for ham er intet helligt, når han kigger på, hvad der kan kombineres. Resultatet er en fuldstændig vanvittig cocktail af Opera, Grindcore, Klassisk musik, Electro, Heavy Metal, Dubstep, mellemøstlig Folk og alt, hvad man kan forestille sig ind imellem - På papiret umulige kombinationer, men ikke hos Igorrr. Et stærkt eksempel er ”Musette Maximum”, hvor en harmonika skaber typisk fransk sommerstemning ved Seinen, mens der i baggrunden kører den vildeste omgang Grind – Det burde ikke fungere, men jeg smiler automatisk fra øre til øre hver gang jeg hører nummeret.
Netop evnen til at skabe helheder ud af de mange enkeltdele er vildt imponerende ved albummet, og det giver samtidig en enorm bredde at arbejde med. Her viser Serre et stort overblik ved at blande udtrykkene med sikker hånd, så de hele tiden varierer, og der skabes spænding via kontraster.
”Spirituality And Distortion” er på mange måder en ekstrem udgivelse, og vil derfor ikke gå rent ind hos alle. Men hvis man er klar til at lytte med åbent sind, gemmer albummet på mange fantastiske oplevelser, som man ikke finder andre steder.

Tracklist:
1. Downgrade Desert
2. Nervous Waltz
3. Very Noise
4. Hollow Tree
5. Camel Dancefloor
6. Parpaing
7. Musette Maximum
8. Himalaya Massive Ritual
9. Lost in Introspection
10. Overweight Poesy
11. Paranoid Bulldozer Italiano
12. Barocco Satani
13. Polyphonic Rust
14. Kung-Fu Chevre
Samlet spilletid: 55:30

Læs mere...

Master Boot Record - Floppy Disk Overdrive

Her er et album, som står helt i computerens tegn: Ud over at både navnet på kunstneren og albummet er betegnelser hentet fra dén verden, er samtlige numre opkaldt efter kommandoer fra Windows – rimelig gennemført, må jeg sige. Bag det hele står en unavngiven musiker med base i Italien.
Alle numre er rent instrumentale, og helt i konceptets ånd spilles det hele på keyboards. Og det sker med friske og ret fængende melodier, der flyder let afsted. Men freden forstyrres heldigvis, for flere gange skifter musikken karakter, så den bliver aggressiv og rigtig Metal. Så pisker trommemaskinen tempoet op, og der hamres løs. Vildest er ”Edit. Com”, som går helt amok og smadrer afsted – her kommer jeg til at tænke på The Bezerker. Det er dejlig aggressivt og har bid.
Men numrene har også passager med Nintendo-agtig lyd, ligesom flere temaer er tydeligt inspireret af Klassisk musik. På den måde kommer Master Boot Record længere omkring, end jeg i første omgang havde ventet.
Men konceptet har sine grænser, for med et meget ensartet lydbillede og begrænsede udfoldelsesmuligheder, bliver musikken noget ensformig til slut. Alligevel skal Master Boot Record roses for en anderledes tilgang til instrumental keyboard opvisning, også selvom jeg tvivler på, at konceptet kan bære flere udgivelser.

Tracklist:
1. Ansi. Sys
2. Edit. Com
3. Fdisk. Exe
4. Display. Sys
5. Chkdsk. Exe
6. Defrag. Exe
7. Ramdrive. Sys
8. Dblspace. Exe
9. Smartdrv. Exe
10. Diskcopy. Com
11. Emm 386. Exe
12. Himem. Sys
Samlet spilletid: 68:24

Læs mere...

Riot - Rock World

Amerikanske Riot blev dannet i NewYork i 1975, og med deres blanding af Hardrock og Heavy Metal fik de rimelig succes, både i hjemlandet og i Europa. Siden gik det op og ned, og bandet har været opløst og gendannet i flere omgange. I 2012 døde guitaristen Mark Reale, som var et originalt medlem, og han efterlod sig en masse optagelser; både af hidtil ukendte numre og alternative udgaver af kendte tracks. Disse optagelser har Metal Blade Records gennemgået, og udgiver nu denne opsamling.
Indholdet er der ikke mange overraskelser i, for de femten numre følger mere eller mindre genrens grundopskrifter uden mange highlights. Tværtimod er der et par kedelige instrumentalnumre, en del melleminteressante tracks, og ”Magic Maker” som langt det skarpeste nummer. Alligevel er det fløjtespillet i ”Bloodstreets”, og de ret funky hornsektioner i ”Killer”, der gør størst indtryk.
Jeg har virkelig svært ved at se berettigelsen for denne udgivelse; Riot har ikke en position på musikhimlen, der retfærdiggør indsatsen med at finde numrene. I min optik kunne Metal Blade Records have brugt ressourcerne meget bedre på at udgive ny musik i stedet for dette tilbageblik.

Tracklist:
1. Rockworld Theme
2. Bloodstreets (Alternate Version)
3. Buried Alive (Tell Tale Heart) (Alternate Version)
4. Runaway (Instrumental Early Idea Demo)
5. Killer (Tony Moore Vocals)
6. Maryanne (Rough Mix)
7. Medicine Man (Tony Moore Vocals)
8. Magic Maker (Tony Moore Vocals)
9. Faded Hero (Tony Moore Vocals)
10. Sylvia (Outtake)
11. Good Lovin (Outtake)
12. Creep (Instrumental Outtake)
13. Instrumental 1994 (Brethren Outtake)
14. Medicine Man (Tyrant Sessions)
15. Magic Maker (Tyrant Sessions)
Samlet spilletid: 76:04.

Læs mere...

Neaera - Neaera

At man kan komme frygteligt skævt ind på et album, er mit møde med Neaeras selvbetitlede syvende album et godt eksempel på: Jeg satte albummet på, mens jeg lavede noget andet, og blev hurtigt irriteret over frontmanden Benjamin Hillekes skrigende vokal; den dominerede samtlige numre, og gjorde det umuligt at bedømme helheden. Førstehåndsindtrykket var alt andet end positivt, men det ændrede sig heldigvis ved de senere gennemlytninger.
Men hvad var anderledes, ud over at jeg nu lyttede helhjertet? Ikke vokalen, for Hillekes stil er energisk skrigende, og den varieres kun få gange med lidt brølen. Men hvad der ændrede sig, var min opfattelse af musikken, som med sin Thrash’ede stil mere end opvejede vokalens mangler. Det hele afvikles i pænt højt tempo, hvilket booster energien. Men endnu vigtigere er det lækre drive, som numrene er udstyret med; det rykker vedholdende fremad, hvilket har gjort ”Neaera” til en effektiv indpisker i motionscenteret. Samtidig lykkes det at variere udtrykket overraskende meget, så det også er en fornøjelse at lytte til hjemme i stuen.
Albummet kommer efter en fem år lang pause, hvor medlemmerne havde brug for at lave noget andet end Neaera. Og det var åbenbart en fornuftig beslutning med et break, for der er masser af spillelyst at spore på ”Neaera” – titlen indikerer en genstart af bandet, som har fået et glimrende afsæt.

Tracklist:
1. (Un) drowned
2. Catalyst
3. False Shepherds
4. Resurrection of Wrath
5. Carriers
6. Rid the Earth of The Human Virus
7. Sunset of Mankind
8. Lifeless
9. Eruption in Reverse
10. Torchbearer
11. Deathless
Samlet spilletid: 43:55

Læs mere...

Intronaut - Fluid Existential Inversions

Intronaut er et band, som før har været igennem anmeldermøllen, men bandet fra Los Angeles har aldrig rigtigt imponeret mig, og har derfor ikke efterladt noget voldsomt aftryk. Det får de nu en chance for at rette op på, hvor jeg anmelder deres sjette album.
Og de gør en god indsats, for musikken indeholder meget af det, man forventer af en udgivelse af den progressive slags: Der er et varieret udtryk, som især på det rytmiske område står stærkt. Her bliver der eksperimenteret, så mere traditionelt spillede passager pludselig afløses af hakkende rytmer med ret spændende og uforudsete kombinationer. Det samme gælder for bandets guitarriffs, som også formår at overraske, når de pludselig viser tænder. Samtidig er der en seriøs stemning over albummet, der understreger det tekniske element i helheden.
Når vokalerne sætter ind, sker det flerstemmigt og med udmærkede arrangementer – desværre formidler de omkvæd, der er blottet for spænding - Ofte trækker de kedelige melodier al den energi ud af numrene, som musikken har bygget op. Det er hamrende uinteressant, og overskygger numrenes positive sider.
Så nej, heller ikke denne gang lykkes det for alvor for Intronaut at overbevise mig; i passager vises der udmærkede elementer, men som helhed er ”Fluid Existential Inversions” et album med for lange afsnit med stilstand.

Tracklist:
1. Procurement of the Victuals
2. Cubensis
3. The Cull
4. Contrapasso
5. Speaking of Orbs
6. Tripolar
7. Check Your Misfortune
8. Pangloss
9. Sour Everythings
Samlet spilletid: 53:08

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed