fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Copenhell: Amon Amart og flere på programmet

  • Udgivet i Nyheder

Danmarks største metal festival Copenhell forsætter med at hive spændende bands op af hatten til næste sommers festival, denne gang er der tale om: Amon Amarth, Parkway Drive, Between the Buried and Me og Alestorm. Copenhell finder sted den 14. og 15. juni 2013 på Refshaleøen i København.

Læs mere...

Copenhell flere bands på programmet

  • Udgivet i Nyheder

Lidt forsinket kan vi offentliggøre at Copenhell har offentliggjort endnu flere navne til sommerens festival, denne gang er det Down, bestående af bl.a. ex-Pantera frontmanden Phil Anselmo og Kirk Windstein fra Crowbar og Kingdom of Sorrow, dernæst legendariske Accept, thrash veteranerne Testement og til sidst black metal bandet God Seed med bl.a. tidligere Gorgoroth medlemmerne Gaahl og King ov Hell.

Læs mere...

Copenhell 2012: Skeletonwitch, Killswitch Engage, Brutal Truth, Anthrax

Copenhell er på meget kort tid blevet STEDET at komme en gang om året for at høre smadder. Her er stemningen og lineup som kan gøre Roskilde til skamme og festivalen er et sandt mekka for dem af os der ikke gider betale godt 2000 kr. for at høre fire metal bands. Jeg ankom forholdsvis tidligt, fik mit gear og begav mig så ellers ned til et bådhus for at få mig en øl og noget at spise inden det gik løs for alvor. Lokaliteten var et af de ting jeg finder mest irriterende ved Copenhell. Ganske vidst er pladsen ideel med sine værftsbygninger og asfalterede pladser begroet af ganske lidt grønt, men den ligger meget langt fra Christianshavn station og er man, som mig, ikke en af dem der gider stå i en overfyldt københavner bus, men mener at man sagtens kan klare gåturen derud, så er der en kende langt. Dertil kommer så at man betaler oceaner af penge for en smule mad og noget koldt at drikke og jeg havde på forhånd hørt, at Copenhells vagter var meget grundige i deres gennemsøgninger af folk. Det var derfor helt vidunderligt at finde ud af at der intet var at frygte. Jeg vadede direkte ind med en liter vand uden at nogen nogensinde stoppede mig for at checke min taske eller min person. Men nok om det...

Skeletonwitch
Et af de bands jeg personligt havde set frem til på denne første dag var Amerikanske skeletonwitch, der leverer lidt af et blandingsprodukt. Lidt thrash mixet med nogle influenser fra black metal og sådan lidt af det hele. Jeg hørte deres forrige album for år tilbage og var derfor glædeligt overrasket da de åbnede med nummeret ”Submit To The Suffering” der blev leveret punktligt og præcist. Og sådan var det for resten af koncerten. Det var to the point, no bullshit og efter min mening drøn hamrende kedeligt. Den eneste der bevægede sig en smule var forsangeren, mens resten af bandet stod stille og leverede deres musik før de takkede af og forlod scenen. Lyden var i top og bandets musik er da heller ikke sådan at kimse af. Der var gang i en mindre pit, hvilket jeg må stille mig uforstående overfor, for bandet gjorde intet til at opildne til kampgejst hos de mange fremmødte. Alt i alt en noget kedelig, men ganske okay oplevelse. Langt fra noget der fik mig op at køre og langt fra noget jeg kommer til at huske til evig tid. Average og det var vist også det.
3/6

Killswitch Engage
Killswitch er langt fra et af mine favorit bands. Jeg har taget mig selv i at synge med til ”End Of Heartache” et par gange, men så bliver det ligesom også ved det. Med sig på vokal havde de den gamle forsanger Jesse Leach, der havde erstattet Howard Jones. Og lad mig med det samme dele vandene her. Jeg er en Jones mand! Der var en god energi over bandet og en stage awareness der kun kommer sig af at have spillet så meget som de har spillet. Jesse Leach var i topform og formåede, at få denne gamle kyniker til at bløde lidt op overfor ham. Dog vil jeg sige at sangene mindede en del om intet jeg har hørt før og det kan selvfølgelig bare være at jeg ikke er kendt nok i Killswitch universet, men jeg blev dog glædeligt overrasket da de gav den for fuld smadder med ”End Of Heartache” henimod slutningen, og var da også glædeligt overrasket ovenpå det flop Skeletonwitch havde været
5/6

Brutal Truth
Grind legenderne, der med Extreme Conditions pladen nærmest dikterede hvordan den slags skal lyde, var næste band på scenen. Jeg er ingen grind mand, men denne her performance fik mig dog til at tage den beslutning op til genovervejelse. Med cowboy hat og bare fødder gav forsangeren den for fuld skrue og bandet var i topform rent teknisk. Dog syntes jeg at der var lidt for lidt at se på og at de som Skeletonwitch var faldet i grøften med bare at stå og spille og ikke rigtig gav den nok gas rent performancemæssigt. De beviste dog, med deres tekniske kunnen, at de er legender af en god grund og det var alt i alt en udmærket performance der smagte af mere.
4/6

Anthrax
Sammen med Slayer er Anthrax et af mine absolut favorit big four bands og jeg havde glædet mig som en lille dreng til at se denne her koncert. Joey Belladonna var, trods han ser noget hærget ud, i topform og de gav den med klassikere som ”Caught In A Mosh” og ”Antisocial”, men også med meget af deres fokus på deres nye materiale. Anthrax er et af den slags bands, der har meget svært ved at skuffe og selvom jeg har hørt fra mange, at det var kedelig metervare så mener jeg at Anthrax leverede en top præstation som man ikke rigtig kunne sætte en finger på. Sammenspillet fungerer og publikum tog godt imod det nye materiale fra ”Worship Music”, der er blandt de bedre udspil længe både fra bandet, men også fra deres kolleger. Scott Ian virkede en lille smule træt og meget tilbagestående i forhold til resten af bandet. Han kommunikerede meget lidt og var der egentlig bare. Det var et pragteksemplar på hvordan sådan en ged skal barberes og beviste bare endnu en gang, at Anthrax er en vigtig spiller når det kommer til thrash metal. Ovenud gennemført og jeg gik derfra med en rimelig good feeling. Fed koncert og fed energi.
5/6

Da vores skribent af personlige årsager måtte forlade Copenhell har vi desværre ikke flere anmeldelser fra festivalen, men i galleriet nedenfor kan man selvfølgelig se billeder af de før nævnte bands samt de andre deltagende bands.


Se billeder fra Copenhell her.

 

Læs mere...

Copenhell 2011 - 2. dag

Fredag d. 18. juni, blev dette års udgave af Copenhell sparket godt og grundigt i gang. Med top performance fra bands som Baptized In Blood, Korn og Judas Priest, havde anden dagen af festivallen, og de bands der skulle spille, noget at leve op til. Festivallens anden dag bød på navnene Anvil, Doctor Midnight And The Mercy Cult, Protest The Hero, Kvelertak, Mayhem, All That Remains, Bullet For My Valentine, Morbid Angel & Gwar. .

Anvil
Anvil gik på scenen på det ukristelige tidspunkt kl. 14:30, med skyerne hængende tungt over festivalen. Netop tidspunktet og sandsynligvis også det uinspirerede vejr, var sandsynligvis årsag til størrelsen på det opmødte publikum, og mon ikke også gårsdagens headbanging og øl, havde del i det noget rolige og afslappede publikum.

Med mulighed for sure miner, vil jeg tillade mig at indskyde, at Anvil jo ikke ligefrem er kendt for deres musik, men i højere grad kendt for historien omkring bandet. ”Anvil – The Story Of Anvil” er i sig selv en klassiker, men rent musikalsk har bandet efter min mening aldrig haft det store at byde på. Det var da heller ikke det musikalske der lørdag bar bandet, men i højere grad deres livlige sceneshow. Lydmæssigt stod bandet fint og med en række småfejl og lidt justering fra start, fungerede hele koncerten da også udmærket.

At sætte Anvil på som første band en grå tømmermændsramt lørdag, er nok noget nær en taktisk genistreg. Bandet formåede med deres musik, men mest med deres humor og sceneshow, at få sparket liv i det søvndrukne publikum, der kunne gå fra koncerten med et smil på læben og lyst til mere musik – med eller uden dildospil på guitaren.

4 ud af 6 til Anvil, for en koncert der i høj grad vandt karakter på alt andet end musikken, men mon ikke også størstedelen af publikum, var mødt op for at se bandet fra den der film.

Doctor Midnight And The Mercy Cult
Efter Anvil havde vækket publikum og hjulpet til med at drikke de første par øl, var det blevet den skandinaviske supergruppe, med det fantastiske navn, Doctor Midnight And The Mercy Cult´s tur til at gå på scenen. Med medlemmer fra bl.a. Tubonegro og Satyricon i lineup, var der lagt i ovnen til et interessant møde. Undertegnede har ikke været så heldig at støde på dette band før, hverken på plade eller live, hvilket gjorde koncerten ekstra spændende. Rent musikalsk gør Doctor Midnight And The Mercy Cult sig i heavy metal og et eller andet sted fungerede det bare ikke rigtig den lørdag eftermiddag.

Bandet leverede en fin koncert, lyden var fin, men et eller andet sted formåede de bare aldrig at fange undertegnede. Andre fremmødte virkede da også mere interessere i at se hvad det nu var for noget, end bandet reelt. Lidt det samme gjorde sig gældende ved sidste års Copenhell, da Them Damned Things spillede om lørdagen. Forskellen var bare at Them Damned Things, formåede at fange det søvnige publikum, hvilket Doctor Midnight And The Mercy Cult ikke gjorde.

Det bliver måske en lidt hård bedømmelse, men det var ikke spændende og selvom bandet spillede fint og lyden var ok, så fungerede det ikke rigtig for bandet den formiddag. 3,5 ud af 6 til Doctor Midnight And The Mercy Cult.

Protest The Hero
Det canadiske progressive metal band Protest The Hero tog herefter over, efter den noget sløve foregående koncert – og lad det være sagt med det samme, de formåede at få sat gang i festivalen. God energi på scenen og god kontakt med publikum var delingredienser i bandets optræden. Til trods for et energisk show, havde bandet dog samtidig en række lydmæssige problemer, hvor vinden fik sit tag i såvel guitar og vokal. Det var heldigvis ikke noget der slog bandet ud, der stilsikkert forsatte deres koncert. Bandet formåede endda at få det, stadig noget sløje fremmøde af publikum sat op i gear, uden de dog formåede sætte alvorligt gang i festen.

Undervejs blev det bl.a. til numre som C’est La Vie, Bone Marrow, Dunsel og ikke mindst Blood Meat der for alvor sparkede røv. Til trods for en ganske velspillet koncert, lykkedes det desværre aldrig helt at få tæmmet elementerne, hvorved Protest The Hero samlet set måtte gå af scenen med 4 ud af 6 efter at have leveret et overbevisende show, der kunne have opnået langt bedre karakter under de rigtige lydforhold. Så kan man kun håbe at bandet, tidligere kendt som Happy Go Lucky, snart besøger Danmark i et lukket venue.

Kvelertak
Kvelertak havde byttet plads med All That Remains, hvilket nok var en ganske god ide, ikke så meget for publikums skyld, men mere for forsanger Erlend Hjelvik, der allerede fra koncertens start var pilvissen. Det var nu ikke noget der på nogen måde skade hans performance. Dels fordi det alligevel ikke er til at forstå de norske strofer og dels fordi der brøles så godt igennem, at der alligevel er umuligt, at forstå hvad der synges om det så havde været på dansk.

Energi og tempo er to ord der beskriver Kvelertaks show. Hele bandet var 100 % på under hele koncerten, hvor Erlend Hjelvik flere gange var ude en tur blandt publikum. Det var ellers ikke fordi det var lykkedes bandet at samle publikum fra start, men i løbet af deres energiske koncert kom flere til og der blev sat godt gang i publikum, der hoppede rundt for fuld energi til numre som Mjød, Ulvetid og Blodtørst. Kvelertak spillede hele deres 2010 debut, med undtagelse af et nummer – Sultans Of Satan, der desværre var savnet i sættet. Til trods for den gode energi på scenen, havde Kvelertak lidt svært ved at holde momentum, mest af alt fordi Kvelertaks numre i længden er en smule monotone.

Kvelertak forsatte den fest Protest The Hero havde startet, udviste vildsom energi og sceneshow og kun bandets lidt monotone setliste hiver dem ned på. 4,5 ud af 6.

Mayhem
Meget kan siges om Mayhem, og det der er at fortælle om bandet – selvmord, halskæder af kraniestykker osv. osv. osv. Alle kender the true stories om de onde onde nordmænd. Mindre kan siges om bandets musik, en gang teknisk voldsomt velspillet black metal, der sammen med de sorte skyer der trak sig sammen over Copenhell, var med til sende festivalen det tætteste den nogensinde har været på helvede. Lyden var på plads og det samme var bandet, men det er svært at finde ud af hvorvidt man skulle grine eller være bange for forsanger Attila Csihar og hans Dracula fremtoning. Rygterne gik om, at den lille maske han gik rundt og flashede som en anden teaterklovn, skulle være et rigtig barnekranie. Det kan muligvis have været sandt, men hvis det var, virkede det nu mere underligt end ondt, hvilket indfanger essensen af Attila´s del af Mayhem koncerten – mere underligt end ondt.

Overordnet levede Mayhem som band op til forventningerne, lige meget hvordan man så fandt Attilas fremtoning, og langt hen af vejen virkede det som en sejer for Mayhem. Publikum var mødt massivt op og til start virkede størstedelen også ganske engagerede. Desværre, var hele koncerten inklusiv det sparsomme sceneshow bare lidt kedeligt. Som sagt virkede historierne om dette band mere interessant end deres musik og det lod da også til at mange blandt publikum i højere var kommet for at se giraffen end egentlig høre musikken, hvilket også medførte at publikum langsomt mindskedes under koncerten..

4 ud af 6 til Mayhem, der leverede teknisk dygtig og velspillet metal, som desværre fremstod ret kedeligt i længden.

All That Remains
Næste skud på stammen var All That Remains, og ikke All The Remains, som festivalen pinligt havde fået skrevet i deres program. Det amerikanske metalcore band havde overtaget Kvelertaks plads i programmet og gik på scenen til et fuldstændigt proppet publikum. Allerede ved synet at de mange der var mødt op foran den lille scene, var det svært ikke at tænke på, om ikke All That Remains, havde passet bedre på Copenhells store scene, eventuelt i stedet for Protest The Hero eller Bullet For My Valentine.

Hvor Mayhem satte tempoet på festivalen lidt ned, bragede All That Remains den op igen. Med en voldsom energiudladning, der stort set væltede publikum bagover. Publikum var dog hurtigt oppe igen, og mens bandet spillede deres melodiske metalcore tracks, fik publikum sat gang i en kæmpe fest, med circlepits, headbanging og horn som der bør være på en metal festival.

Med numre som Six, Chiron, Not Alone, The Air That I Breath og ikke mindst Two Weeks skamspillede amerikanerne Hades og forlod scenen med festivalens, på daværende tidspunkt, bedste performance. 5 ud af 6 til All That Remains, der burde have spillet på Helvíti.

Bullet For My Valentine
Hvad skal man sige? Det walisiske metalcore band var nok dette års hadeband. Denne gang var tredje gang undertegnede ser Bullet For My Valentine, og det er aldrig lykkedes bandet at imponere til mere end en middelmådig karakter – aftenens performance på den store scene, skulle desværre vise sig at blive en gentagelse af tidligere oplevelser.

Det var heller ikke mange der havde fundet vej frem til scenen og størstedelen af de der havde, var af den yngre aldersgruppe. Lad det være sagt med det samme, bandet spillede en gang potent metalcore, men formåede endnu engang at være gabende kedelige. Al den og nerve og energi bandets musik har, faldt fuldstændigt til jorden og formåede ikke at komme meget længere end ud til de første tre rækker. Yderligere var lyden heller ikke denne gang med BFMV, der måtte lide med samme vindproblemer som Protest The Hero gjorde tidligere på dagen.

BFMV gjorde hvad de kunne, men efter at have oplevet en fantastisk metalcore koncert med All That Remains og voldsomt dygtigt spillet livemusik fra Mayhem, var det bare endnu mere tydeligt, hvor kedelige og ordinært spillende BFMV er. Publikums interesse holdte sig også til de første par rækker, der til gengæld virkede godt tilfredse med fremførelsen af numre som Your Betrayal, The Last Fight, Tears Don’t Fall og Alone. Bandet lukkede og slukkede for deres lidt ligegyldige del af Copenhell, og spillede sig hjem til 3,5 ud af 6.

Morbid Angel
Morbid Angel havde fået æren af at lukke og slukke for koncerterne på festivalens lille scene, Hades. Med entre på scenen blev det straks klart, at det ville blive gjort med maner. Som ved aftenens tidligere koncert på samme scene, var publikum fuldstændigt proppet – til trods for stor kritik af bandets nyeste udspil.

Morbid Engel gjorde hvad man forventede og i en grad der sagde røvhul. Med en præcision der nærmest var uhyggelig, fremførte bandet deres numre og styrede publikum rundt med hård hånd. På intet tidspunkt var der tvivl om hvem der ejede scenen, og med en voldsom brutalitet væltede David Vincent, Trey Azagthoth, Destructhor og Tim Yeung ikke kun scenen, men hele festivalen. Bandets sceneshow og udførelse af numre, passede sammen i en sådan overensstemmelse, at det var svært ikke at være fuldstændig imponeret.

Publikum tog imod, nød og gav igen af samme hånd. Alle tricks i den gamle book of moshing blev brugt og inden koncerten var omme, havde Morbid Angel meget overbevisende spillet sig ind på en karaktermæssig delt første plads ved dette års Copenhell. 5 ud af 6 til Morbid Angel for den magt demonstration mange havde håbet på.

Gwar
Som sidste koncert på Helvíti, gik Gwar på scenen 23:59, til et kampklart publikum – i hvert fald de blandt festivalens deltagerer der var blevet tilbage. De der har set Gwar live før, ved at Gwar = blodbad og lemlæstelse af kendisdukker såsom Lady Gaga. Men til trods for at det nok er det Gwar er bedst kendt for, leverede de rent musikalsk en ganske udmærket omgang, der gav publikum mulighed for at komme ud med den sidste energi de havde tilbage.

Gwar spillede ganske tight og formåede næsten at undgå de lydproblemer de tidligere bands på dagen havde haft. Reelt var kvaliteten af den musik Gwar spillede faktisk bedre end kvaliteten af deres sceneshow. Jeg er sikkert ikke den eneste, der mere tænker på Gwar som et makabert show end egentlig musik, men bandet overraskede godt og grundigt på den musikaske front.

Efter en times tid gik aftenens sidste band af den blodtilsmurte scene og lukkede dette års festival godt og sikkert. Til trods for den interessante musik og hele showet, var det svært at holde interessen for nogen af delene mere end 45 minutter, og efter at være blevet blæst væk af Morbid Angel, virkede Gwars koncert desværre mere som et sjovt show end makaber og ond afstraffelse af kendisser mv.. 4 ud af 6 til Gwar.

Den sidste koncert blev spillet, scenen blev lukket og lyset slukket. Tilbage stod man med en fortræffelig smag i munden. Efter to dage der står lige stærkt overfor hinanden, vinder anden dagen på marginalerne, men samlet var hele Copenhell en gigantisk succes. 4,5 til festivalens anden dag hvor All That Remains og Morbid Angel blæste publikum omkuld. Samlet set 4,5 til Copenhell 2011 og et forhåbentlig gensyn til næste år

Se preview af billederne fra Copenhell her.

Læs mere...

Copenhell 2011 - 1. dag

Efter et overskud ved sidste års afholdelse af Copenhell, var arrangørerne d. 18. og 19. juni parat med anden omgang. En anden omgang der virkede langt mere professionelt udført og forbedret på mange fronter. Mht. line up, var ”temaet” for årets bookninger, i støre eller mindre grad, frontløbere inden for de enkelte gruppers respektive genre. Første dagen af festivallen bød derfor på navnene Rollo Tomassi, Atrillery (erstatning for Kyuss Lives!), The Burning, Opeth, Baptized in Blood, Korn, Diecide & Judas Priest.

Rollo Tomassi
Med entre på scenen ca. kl. 15:30 måtte det engelske band fra start kæmpe mod vejrguderne. Vejret stod på skybrud, hvilket naturligt medførte at publikum forskansede sig i tørvejr, væk fra scenen. Det lykkedes dog bandes mathcore blanding af nintendomusik og metal, at få startet en lille fest. Med forsanger Eva Spence brølende på mikrofonen og resten af bandet energisk spillende, blev der sat gang i festen og som regnen stoppede og folk bevægede sig frem fra deres skjul, fik bandet da også et anstændigt publikum. En af de store ændringer i forhold til sidste års festival, var forbedringen af lyden for de to hovedscenen, Såvel Rollo Tomassi som de resterende bands, havde overordnet en rigtig god lyd på scenen, der formåede at komme helt ud til publikum – med enkelte undtagelser. Det skete naturligvis at lyden blev taget af vinden, men hovedsagligt fungerede de optimalt. Desværre var der andre ting der overhovedet ikke fungerede til Rollo Tomassi koncerten, ikke fra bandets side men fra festivalens. Da bandet endelig havde fået lokket publikum frem og fået sat lidt liv i festivalen, måtte bandet endelig bukke under for vejrguderne, da strømmen gik for hele festivalen. Trommeslager Edward Dutton forsøgte at holde lidt gang i festen, men kort tid efter blev det konkluderet, at bandet ikke ville komme i gang med at spille igen.

En ærgerlig afslutning på koncerten, da bandet havde spillet sig op, leverede en god energi og egentlig også havde det fremmødte publikum med sig. Bandet leverede en god profil på de numre de fik leverede, udviste energi og lyst til at spille trods problemerne. 4 ud 6 til Rollo Tomassi.

Artillery
Da Kyuss Lives! forsanger John Garcia sad fast i en lufthavn et eller andet sted i Canada, havde Kyuss Lives! tidligere på dagen været tvunget til at aflyse, hvilket havde medført at det danske thrash band Artillery, var blevet hentet ind på under tre timer. Lidt et mismatch i relation til genren, men i forhold til det tidsmæssige aspekt, var Artillery en ganske god redningsplanke at hive ind. Med entre på scenen ca. kl. 16:30 formåede det danske thrash band da også at udvise ganske god profil. Efter nogle lydmæssige opstartsproblemer, lykkedes det hurtigt bandet at få tilrettet en ellers mudret lead og rhythm guitar, hvorefter bandet kunne levere numre som ”When Death Comes”, ”Mi Sangre” & ”Worrior Blood”.

Artillery formåede at samle en god del publikum under koncerten, uden at den store plads på nogen måde var fyldt. De der var mødt op, virkede reelt interesserede og fik saluteret danskerne med horn og hårsving. Desværre for bandet lykkedes det ikke at opholde momentum. Efter ca. 45 minutters spilletid, begyndte publikum at sive fra koncerten og det virkede da også en smule som om, der gik tomgang i bandet oppe på scenen.

Overordnet leverede Artillery en rigtig god erstatningskoncert. Veteranerne kunne deres numre på fingrespidserne, spillede tight og spillede en muligvis bedre koncert end Kyuss Lives! ville have gjort. De enkelte lydproblemer og bandets problemer med at holde momentum trækker dog en del fra i den samlede oplevelse, hvorfor Artillery ender med 4 ud af 6

The Burning
Fra det ene danske band til det andet. Jyske The Burning stod for underholdning i dagens tredje koncert. Kl. 18:00 gik bandet på scenen, til et fuldstændigt proppet publikum – det virkede nok mere proppet end det var, pga. en kæmpe vandpyt der stjal meget plads. The Burning leverede en middelmådig koncert, der nok mest af alt huskes for energien på scenen og humoren. Jf. forsanger Johnny Haven, var The Burning ikke bare til Copenhell for at spille deres eget gig, men også som erstatning for Bullet For My Valentine, der havde fået AIDS i øjnene - en udtalelse der faldt i godt jord hos det fremmødte publikum.

Generelt havde bandet ikke specielt god lyd, hvor specielt leadguitar var mudret og trommerne buldrede løs. Heldigvis kompenserede bandets energiske sceneshowet for den dårlige lyd. Samlet set var reelt først hen mod sidste halvdel af koncerten, at det rigtig fungerede for The Burning og irritationen over dårlig lyd blev opvejet af glæden ved bandets performance. 3,5 ud af 6 til jyderne, for en ok koncert, der specielt var hæmmet af de dårlige lydforhold.

Opeth
Kort efter havde det svenske progressive metal band Opeth fundet vej til festivalens store scene, hvilket havde tiltrukket en stor del af festivalens gæster. Godt fyldt op gik bandet på scenen for at levere en teknisk gennemført koncert, der desværre aldrig fik udfriet de mange forventninger der var til bandet.

Lydmæssigt, stod bandet godt, det tekniske fungerede fint, på nær forsanger Michael Åkerfeldts vokal, der til tider var svær at høre, i sær i de tunge stykker, hvor brølet druknede i bas og stortromme. Til trods for de nævnte problemer, var publikum engagerede i bandet og bandet virkede mindst ligeså engagerede i at leverer overfor publikum. Det store problem ved koncerten var intimiteten og stemningen, som Opeth levere når man lytter på deres udgivelser. Sandsynligvis på grund af spillestedets størrelse, fik man som lytter aldrig de følelse af intimitet eller følelsen af at musikken voksede sig større som man lyttede. Det virkede i stedet som om at det hele forsvandt langs siderne, hen langs cementen på gulvet, hvor et mindre, lukket venue, sandsynligvis ville have fungeret bedre for denne koncert.

Overordnet set, spillede Opeth dog en ganske fin koncert, og med numre som The Grand Conjuration, Deliverance, Face Of Melinda & In My Time Of Need formåede de også at levere hvad der var forventet, men så heller ikke mere. Specielt var sidstnævnte medførende til at momentum forsvandt for Opeth og ligeledes at publikum forsvandt. 4 ud af 6 til Opeth, der dersværre skuffede en smule live.

Baptized In Blood
Med entre på scenen til titelnummeret fra Jaws, havde Baptized In Blood, før de overhovedet havde spillet en tone, formået, at få fyldt arealet omkring Copenhells lille scene fuldstændigt. Publikum var mere end parate til bandet og allerede kort inde i koncerten kunne Copenhell opleve årets reelt første circlepit.

Desværre oplevede bandet samtidig en del lydmæssige problemer, hvor såvel vocal var svært utydelig og samme for leadguitaren. De vokalmæssige problemer blev heldigvis løst hurtigt, mens problemerne med leadguitaren forsatte igennem hele koncerten. Heldigvis leverede bandet samtidig et energisk og intenst sceneshow, der i høj grad bidragede til den fest publikum havde hele koncerten igennem.

Med numre som Up Shirts, Down Skirts, Dirty´s Back og ikke mindst Game On, der startede koncertens anden store circlepit, spillede bandet sig igennem deres bidrag til Copenhell og kunne tilfredse forlade scenen og festivallen. 4,5 ud af 6 til Baptized In Blood, der leverede en energisk og intens koncert, hvor de gennemgående lydproblemer ødelagde lidt af den samlede oplevelse.

Korn
Numetallens konger fra Korn gik på scenen kl. 21:30, til dagens største fremmøde foran festivalens store scene. Af et bandet at være, der har modtaget så meget kritik og af mange betragtet som en af festivallens dårligste bookninger, overrasker det en del, hvor mange der reelt havde fundet vej til scenen. Det tog da heller ikke bandet mere end et splitsekund, før de med første nummer ”Blind”, tilbage fra bandets debutalbum, havde sat skub i showet. Efterfølgende blev det til en ren hitparade, med højdepunkter i Shoots And Laders, Did My Time og Falling Away From Me, mens sikre hits som ”Got The Life” og ”Freak On A Leash” blev leveret tamt og kedeligt.

De mange hits var da også katalysator for den fest, der blev startet blandt publikum, der virkede meget engagerede og tilfredse med hvad de fik. På scenen var der dog ikke tale om den store fest, hvor det i lang tid kun var Jonathan Davids og den nye trommeslager Ray Luzier, der udviste engagement i koncerten – men som denne skred fremad fik bassist Fieldy da også luftet de lange fletninger, mens altid stillestående Monkey, fastholdte sig passivt. Lydmæssigt gik koncerten klart igennem og Korn kunne med sikker rutine, ride sejeren i land, med enkelte overraskelser undervejs, her i blandt det lille ”Metallica – One” intermezzo tidligt i koncerten.

Korn gjorde hvad man kunne have forventet – de leverede varen og i en sådan grad, at publikum var klar til at feste videre bagefter. 4,5 ud af 6 for en velspillet koncert, hvor specielt de sløve fremførelsen af førnævnte ”sikre” hits trækker ned.

Deicide
Lige ind til bandet reelt stod på scenen, var der nok mange der havde frygtet at det amerikanske bande endnu engang ville aflyse. Det skete dog ikke og kl. 23:00, kunne Deicide gå på scenen til et meget tæt pakket og forventningsfuldt publikum. Forventningerne blev indfriet, men ikke på den bedst mulige måde. Bandet virkede engageret på scenen og fik da også udstrålet og signaleret hvad der kunne forventes, men specielt trommeslager Steve Asheim, havde simpelthen alt for mange problemer med trommespillet, til at det ikke ødelagde det samlede indtryk.

Publikum virkede da heller ikke fuldt ud tilfredse. Den forreste del tilkendegav deres respekt for bandet og interesse, men det var tydeligt at antallet af fremmødte løbende igennem koncerten blev mindre, i sær blandt den bagerste del. Om det var utilfredshed med bandet, et ønske om at komme forrest til Judas Priest eller en tredje årsag er uvist, men det lod ikke til at Deicide formåede at fastholde publikum i den grad der kunne være forventet.

Til trods for Steve Asgheims problemer, leverede bandet ellers en lydmæssig god og sikker koncert, der viste et professionelt band, der leverede varen. Det blev til en ond, ond, ond koncert, inden Deicide lukkede, slukkede og brølede af. 4 ud af 6 til Deicide.

Judas Priest
Kl. 00:00, var det blevet tid til denne aftens sidste koncert og aftenens hovednavn. Med Rob Halford i front og Richie Falukner på guitar som erstatning for Downing, gik Judas Priest på scenen og leverede en næsten fejlfri koncert, der i høj grad levede op til de resterende præstationer på første dagen. Judas Priest leverede hvad de skulle og hvad der var forventet – vanen tro var scenen pyntet godt op i den rette Judas Priest ånd, men til trods for at man som publikummer ved hvad man kan forvente, var det alligevel noget trist at se den aldrende Halford i sådan en grad stå stille på scenen, og samtidig have problemer med at levere vokalen. Først et godt stykke inde i koncerten, under ”Blood Red Skies” kommer der endelige lidt liv i Halford, der til gengæld virker som om han havde sparet energi op i den foregående del af koncerten.

På næsten samme tid udvikler koncerten sig til den fest, det var forventet at Judas Priest ville levere. ”Breaking The Law”, ”Painkiller” og ”Electric Eye” satte for alvor gang i festen, der dog burde være startet langt tidligere. Lydmæssigt stod koncerten skarp og til trods for Halfords noget rustne vokal leverede han, som resten af bandet, en velgennemført performance. Gennem ca. 2 timer spillede bandet for de mange opmødte publikummer, der engagerede var med hele vejen, før de pakkede sammen og lukkede for det danske kapitel af bandets sidste turné.

Judas Priest leverede hvad det var forventet, men det tog alt for lang tid før bandet rigtig fik startet festen. Muligvis var det ikke nødvendigt at spille 2 timer og det kan diskuteres om et mindre og mere effektivt set ikke havde gjort det ligeså godt eller måske bedre. 4,5 ud af 6 til Judas Priest.

Efter de sidste gæster havde forladt Refshaleøen og fundet hjem, kunne man se tilbage på en dag, der havde været plaget af uheldige opstartsproblemer – strømsvigt og afbud fra Kyuss Lives!, men også en dag hvor størstedelen af de aktuelle bands havde leveret en performance langt over middel. Af dagens højdepunkter var Baptized In Blood, Korn og ikke mindst Judas Priest. Samlet set scorer førstedagen af Copenhell 2011, 4,5 ud af 6.

Se preview af billederne fra Copenhell her.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed