fbpx

Copenhell 2019: Slash Feat. Myles Kennedy And The Conspirators

Når nu vi ikke kan få Guns N’ Roses giver det mening at booke Slash, der vel må siges at være det næstbedste. I samme omgang kan Copenhell så endnu engang formå at få noget tilknyttet Mark Tremonti på plakaten, så det er jo også en præstation... på en eller anden måde. Slash har siden 2012 udgivet tre albums med hans nyeste backingband (og ja, det må man gerne kalde dem), alle tre til moderat positive anmeldelser – men mon ikke de fleste kommer for at se elefanten og måske få serveret et par enkelte skæringer fra hans primære beskæftigelse?

Det skulle dog ende med at det utvetydigt var hans eget materiale der stod i front. Ja faktisk fik vi kun en enkelt skæring fra Guns N’Roses. Men lad os starte ved begyndelsen. Hvor Stone Temple Pilots som det forrige navn på Helvíti havde været bagudstræbende og kedsommelige, godt gemt væk bag solbriller, er det en lidt anden historie med Slash og co. Allerførst skal vi måske erstatte co. for slet og ret musik-legekammerater: det er nemlig ikke bare Slash der alene regerer, nej samtlige er fremme i skoene, også rent fysisk på scenen. De smiler, viser både overskud og spilleglæde og giver god plads til hinanden, selvom det naturligvis er Slash selv der får fornøjelsen af de mange soli, men også sanger Myles Kennedy gør et habilt stykke, om end et mere introvert arbejde.

Derfor er det også ærgerligt at det er en decideret skodlyd der hersker i næsten halvdelen af spilletiden, her forstået som lav volumen som i øvrigt er både uklar og uskøn at høre på. Det er simpelthen ikke godt nok at der skal gå så lang tid før der kommer styr på det. Det er især ærgerligt fordi der ellers hurtigt etableres en god stemning blandt publikum, der er mødt ganske talstærkt op plus lidt til. Er det så fordi de vil se elefanten eller fordi de er fans, kan man spørge? Klart førstnævnte, og dette ender også som koncertens primære anke foruden den urimelige lyd – men den bliver dog fikset, trods alt. Nej, det er det dårlige kendskab til musikken og dermed mangel på engagement der er den største hindring. Vi har godt nok lige set at det ikke nødvendigvis er et problem, som Skindred tydeligt viste, men når man er på scenen i over en time OG med overvejende uinteressant materiale (for det er vitterligt ikke andet end fadølsrock), så er det op af bakke. Lad os bare være ærlige: musikken er ikke grunden til at man hverken dukker op eller bliver hængende, men måske grunden til at man går før tid.

Så kan Slash selv være nok så karismatisk iklædt hans signaturstil; høj hat, store krøller og evigt åben mund. Det hører sig til, men det kan ikke bære det alene. Derfor er det også smart at ”Nightrain” smækkes ind hen mod slutningen af sættet samt de bedre af Slash’ egne sange – det løfter niveauet en anelse. Men det er bare ikke nok når der både skal opvejes for dårlig lyd, et semi-ugideligt publikum samt middelmådigt materiale. Det bedste ved koncerten, værende Slash og venner, gjorde sådan set alt de kunne, men det er en næsten umulig opgave på forhånd. Det ender derfor alt i alt ganske tilforladeligt, men så heller ikke en tøddel mere.

Sætliste:
1) – The Call Of The Wild
2) – Halo
3) – Standing In The Sun
4) – Back From Cali
5) – My Antidote
6) – Serve You Right
7) – Boulevard Of Broken Hearts
8) – Doctor Alibi
9) – Mind Your Manners
10) – Driving Rain
11) – Nightrain (Guns N’Roses cover)
12) – You’re A Lie
13) – Anastasia
14) – World On Fire
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Skindred

Jeg er fan af Skindred. Så er det sagt med det samme. Derfor var det også med lige deles ”æv!” og ”hvorfor fanden aflyser I?”-følelse jeg sad tilbage med efter sidste år, hvor raggametallerne skulle have gæstet Copenhell for første gang. Men nu er de her! Det er efterhånden blevet sagt mange gange fra alle leder og kanter, men bandets genrekrydsninger og tvivlsomme resultater på plade er ligegyldigt så snart du oplever dem i kød og blod. Efter at have set Skindred nu hele syv gange inden i dag står det især klart, at man bliver nødt til at kaste alle trve-antagelser ud med badevandet. Der er intet, som i intet, trve over Skindred, overhovedet. Man må bare give slip og acceptere præmissen om, at intet er helligt. Til gengæld er det en fest selv på dårlige dage, )

Alt dette følges med et balanceret udvalg af Skindreds materiale både fra debuten ”Babylon” til favoritten ”Ratrace”, men naturligvis med et fokus på den nyligt udgivne ”Big Tings” hvorfra vi får både ”That’s My Jam” (hvor publikum bliver instrueret i ”woop woop!”-råb) og den lige-ud-af-landevejen rockmaskine ”Machine” (pardon the pun). Det slås følgeskab af en god lyd, hvilket står som en positiv overraskelse så tidligt på festivalen, og ja, så et enormt feststemt publikum.

Spørgsmålet er om Benjis insisterende attitude kan være for meget? Det er med garanti sådan for nogle, og alt forståelse for det synspunkt – han ER en figur man enten kan lide eller ej, og det samme gælder for hele Skindreds udtryk. Men man må i min optik kassere alle former for ”det kan man altså ikke”-tilnærmelser eller idéer om såkaldte ”platheder”. Der er fuldstændig frit spil, ingen skam, og det må man tage med eller gå. Og det er ikke fordi musikken er ligegyldig, men i en livesammenhæng er og har publikumsindragelse altid været første prioritet. Det er samtidigt ikke ligefrem en hemmelighed at Skindred alle dage har været bedre live end på plade, ”Kill The Power” værende den eneste undtagelse.

Med den lange tirade af undskyldninger overstået vil jeg dog gerne medgive at man med fordel kunne have fokuseret blot en anelse mere på eget materiale. Der er en klar balancegang og her faldt den altså til den forkerte side – når man knapt kan høre blot to-tre sange i fuld længde og normal udgave, med kun otte egne skæringer på programmet, så tangerer det mistro til eget håndværk og det er der absolut ingen grund til. Men det er en mindre kritik i det samlede hele. Vi kom for at have en fest og for at have det godt, og begge dele kan der sættes et stort hak ved.

Sætliste:
1) – Sound The Siren
2) – Pressure
3) – Ratrace
4) – Machine
5) – That’s My Jam
6) – Kill The Power
7) – Nobody
8) – Warning
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Demons & Wizards

Kan du godt lide Blind Guardian? Hvad med Iced Earth? Hvad så med selve Demons & Wizards? Hvis du kan svare ja til et, begge eller sågar alle tre spørgsmål bør du have indfundet dig til det første navn på Hades om torsdagen. At bandet består af forsangeren fra førstnævnte og guitaristen fra sidstnævnte bør næsten være grund nok for fans af sværd-og-drager metal, men derudover virker dette sideprojekt til at være en legeplads og en fælles passion frem for en pengemaskine – og det er da et plus. Kun to albums har de udgivet på 21 år, nemlig det selvbetitlede fra 2000 og opfølgeren ”Touched By The Crimson King” fra 2005. Det næste er sat til at udkomme i 2020. Et andet, men ligeledes gyldigt argument for at dukke op er, at der udover danske Manticora ikke er meget at komme efter i år for fans af genren.

... Og det havde folk tilnærmelsesvis godt afluret, for der var dukket en pæn mængde op. Det er ikke decideret overvældende, men så igen er tidspunktet og dagen helt sikkert en faktor. Dette har dog ikke nogen indflydelse på bandet selv: forsanger Hansi Kürsch er veloplagt både i præstation og publikumskontakt. De resterende, hvoraf hele fire af dem er hyrede musikere, gør til gengæld ikke det store væsen ud af sig og det gælder faktisk også for Jon Schaffer, den anden halvdel af projektet, men det tekniske spil derimod, dét sidder i skabet – når altså ikke vinden af og til stjæler lyden. At træerne på bakken er forsvundet er desværre til at mærke og det føles som om der er en rigtig god lyd gemt et sted, men når keyboardet knapt kan høres, ja så er det altså lidt kritisk.

De fremmødte tager dog både tidspunktet, dagen og omstændighederne godt imod denne udstikker af et navn selvom der observeres mere end der deltages fra alt andet end de forreste rækker. At Demons & Wizards har få danske fans er nok ikke at undersælge varen, et hobbyprojekt vil oftest være således, men der er jo også en anden grund til at dukke op: håbet om nogle Blind Guardian og/eller Iced Earth skæringer. Og vi får da også en enkelt af hver, og jovist om ikke gejsten stiger mærkbart under disse. De originale sange gør sig dog også bedre end på plade og både ”Crimson King” og naturligvis ”Fiddler On The Green”, der går fra ballade til bombastisk afslutning, stikker positivt ud mest af alt blandt publikum.

Alt i alt er det en fin oplevelse selvom der mangler en del for at komme op i ”godt”-niveauet. Udtrykket er for ensformigt, publikum er for passive og fåtallige og ikke mindst holder den halvdårlige lyd koncerten fra større højder. Med det sagt var det en udmærket åbning af Hades og en af årets få bookinger der virker til at gå efter et mere snævert spektrum af lyttere – og dét skal Copenhell absolut have ros for at prioritere.

Sætliste:
1) – Rites Of Passage
2) – Heaven Denies
3) – Poor Man’s Crusade
4) – Crimson King
5) – Love’s Tragedy Asunder
6) – Burning Times (Iced Earth cover)
7) – Welcome To Dying (Blind Guardian cover)
8) – The Gunslinger
9) – Terror Train
10) – Blood On My Hands
11) – Fiddler On The Green
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

16 bands klar til Copenhell 2018

  • Udgivet i Nyheder

Med to udsolgte festivaler i træk er forventningerne til næste års COPENHELL skruet helt i vejret. Rock- og metalfans har ventet med tilbageholdt åndedræt på at høre, hvem der indtager Refshaleøen til næste år, og vi kan nu endelig offentliggøre de første 16 bands på COPENHELL 2018.

OZZY OSBOURNE leverede en fantastisk afskedskoncert sammen med Black Sabbath på COPENHELL i 2016, og han vender tilbage i 2018 med sit eget band og ingen ringere end den legendariske guitarist Zakk Wylde! Forvent en koncert spækket med kæmpestore metalklassikere som "I Don't Know", "No More Tears", "Mr. Crowley", "Crazy Train", "Perry Mason", "Mama, I'm Coming Home" - og den helt særlige live-stemning, som kun Mørkets Fyrste kan skabe!

Mægtige HELLOWEEN, grundlæggerne af tysk power-metal, er også blevet hidkaldt til COPENHELL 2018! De kommer med deres spektakulære "Pumpkins United"-show med to af de helt gamle bandmedlemmer, forsanger Michael Kiske og guitarist Kai Hansen, om bord sammen med det nuværende line-up. Gå ikke glip af denne helt eksklusive mulighed for at opleve et af Tysklands allerstørste metalbands i en historisk koncert på dansk grund med en helt vild opsætning med bl.a. to forsangere og tre guitarister!

Finske NIGHTWISH er med ni millioner solgte albummer over hele verden en kolossal musikalsk magtfaktor, som har været en vigtig indflydelse for mange andre store metalbands. Deres symfoniske metal er båret af fænomenal sangskrivning og store melodier og skaber en smuk, gotisk verden, som opsluger publikum fuldstændigt. Vi er stolte over at byde en af de største nordiske metal-succeser nogensinde velkommen på COPENHELL 2018!

Australske PARKWAY DRIVE vender tilbage til COPENHELL med deres hårdtslående metalcore som led i deres "A Decade of Horizons"-turné. Bandet har brugt det meste af 2017 på at indspille et nyt album, der efter sigende bliver mere aggressivt og beskidt end alt deres tidligere materiale, og de kommer til Refshaleøen med et sceneshow i absolut særklasse.

En sand thrash-tornado kommer til at rase over Refshaleøen, når KREATOR, EXODUS og SODOM leverer deres ustoppelige, udødelige riffs. ARCH ENEMY vender tilbage med deres tekniske dødsmetal, mens ASKING ALEXANDRIA og WHILE SHE SLEEPS vil tæske publikum rundt i pitten med hård metalcore.

ALESTORM spiller op til folkefest med deres topunderholdende piratmusik, de norske metalkonger fra ENSLAVED står klar med deres majestætiske metal, og de vilde hedninge fra BERSÆRK og den nye black metal-gruppe ORM bliver de første danske bands på plakaten.

I den helt ekstreme afdeling vil det nye eksperimenterende black metal-band ZEAL & ARDOR vil give publikum en ond oplevelse, de sent vil glemme, og det innovative musikprojekt IGORRR vil indhylle alt og alle i et sort og dystert vanvidsunivers.

Som noget helt nyt åbnes der på stor efterspørgsel blandt festivalgæsterne for en ekstra warm-up-dag onsdag den 20. juni 2018, hvor COPENHELL Camping også åbner. COPENHELL-festen bliver kickstartet allerede kl. 16:00 denne dag med fuld drøn på festen i Biergarten og fire bands på Pandæmonium-scenen. Gå ikke glip af denne mulighed for at ramme den perfekte COPENHELL-stemning dagen før festivalen! Bemærk: Billet til warm-up-dagen skal købes som tillæg til den almindelige festivalbillet.

COPENHELL er blevet afviklet for fulde huse i 2016 og 2017, og vi forventer en vild fest igen i 2018. Publikumsantallet bliver det samme som i 2017, mens vi fokuserer på at udvide rammerne og skabe mere plads og endnu flere spændende tilbud til publikum på festivalpladsen.

Tordenen fra nord har igennem de seneste år kunnet høres tydeligt i udlandet, og da stadigt flere rock- og metalfans fra andre lande vælger at besøge COPENHELL hvert år, har vi nu for første gang nogensinde gjort alle overnatningsmuligheder samt bus- og bådture fra både Sverige og Norge tilgængelige lige fra starten.

Billetsalget starten den 9. november kl. 10.00. Læs meget mere om festivalbilletter, campingbilletter, transport og alt andet vedrørende COPENHELL 2018 på Copenhell.dk og Ticketmaster.dk.

Læs mere...

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • GHOST IRIS_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • EUROPE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_4
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Opeth - Copenhell 2017

Er Opeth et festivalband? Dét spørgsmål er stadig til debat efter i aften. Ligesom In Flames skuffede fælt for nogle år tilbage (og gjorde op for det), således går historien også med Opeth i aften – det var dog helt tilbage i 2011, Copenhells 2. år. Her havde man valgt at smide dem på mens der stadig var dagslys, og dertil var vinden, ikke overraskende, stadig ganske kraftig. Det resulterede i en skidt koncert, hvor bandet gerne ville, men ikke kunne komme udover kanten.

Denne gang er mørkets frembrud en plusfaktor, og vinden har ligeledes dæmpet sig. Samtidigt er Opeth ikke presset ind mellem alverdens bands: efter dette er der kun Slayer (og evt. Red Warszawa / The Black Dahlia Murder for de hardcore) – det gør at de forsamlede sandsynligvis er fans i forvejen, for ellers ville man bruge tiden på at gøre sig klar til Slayer, vil jeg påstå.

Og som ”Ghost Of Perdition” brager igennem kort inde i sættet, er alle dårligdomme for seks år siden lykkeligt glemt. Det lyder godt (ikke perfekt, men godt), det ser godt ud – det føles godt. Det er som om vi alle sammen, bandet inklusive, vil gøre op for skuffelsen. Og det siger jeg uden at vide om nogen af de forsamlede overhovedet var med sidste gang, eller om Opeth slet og ret kan huske det. Men det føles sådan.

Omvendt er det svært for mig virkelig at sætte pris på Opeth, når det foregår udenfor. Efter deres magtdemonstration i Koncerthuset for lidt over et halvt år siden, er jeg nok skadet for livet. De betingelser kan en festival bare ikke hamle op. Den tørre humor, der frit flyder fra Åkerfeldt, er dog den samme, og selvom jeg ærgrer mig over at forestillingen endnu engang håndteres på svensk, ser publikum ud til at være til det – og så kan jeg i stedet glæde mig over at Åkerfeldt brøler igennem, og på den måde gør op for at netop dén del stod svagt i Koncerthuset. Og når vi er ved forskelligheder, er jeg også glad for, at sætlisten er blevet rystet en anelse siden sidste besøg – det er stadig noget af det jeg sætter mest pris på ved Opeth, at man aldrig er helt sikker på hvad man får ift. sangvalg.

Stemningen er så god, at jeg er overbevist om at vi sagtens kunne have klaret en time mere – eller måske bare en halv... En time føles i hvert fald som for lidt. Så det ender med at være den forholdsvis korte spilletid, det svenske valg, og en anelse uperfekt lyd (som stadig er enormt god for en festival) der trækker ned. Og jeg er altså ikke længere i tvivl om, at jeg foretrækker Opeth inden døre. Men at progressiv metal, og så teknisk af slagsen, klarer sig så godt er en fryd, og må selvfølgelig betyde at Opeth kommer tilbage igen en anden gang. Gerne med længere spiltid.

Sætliste:
1) – Sorceress
2) – Ghost Of Perdition
3) – Cusp Of Eternity
4) – Heir Apparent
5) – Era
6) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • GHOST IRIS_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Memoriam_2
  • Forfatter: Jill
  • SLAYER_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Europe - Copenhell 2017

One-hit wonder bandet over dem alle (foruden Survivors ”Eye Of The Tiger”, naturligvis) – hvordan skal det dog gå? Desværre præcist som frygtet... ”Rock The Night”, der ligger i begyndelsen, og så ”The Final Countdown”, helt til sidst, er hvad vi alle er kommet for – det er højdepunkter i sig selv. Men alt imellem? Forglemmeligt.

Publikum er døde, men helt utroligt talrige. Og alligevel lader Europe flot som om, at vi er her for hele pakken. Det er selvbedrag af en vis kaliber, men selv det ville kunne undskyldes, hvis man som minimum hel- (eller bare halv!)-hjertet gjorde sit til at levere et kvalitetsshow. Men det er så idéforladt, så fattigt, og mest af alt så sørgeligt rutine at se på, at det kun kan stå som Copenhells værste booking – nogensinde. Book meget gerne nichebands, eller de som sjældent kommer til landet, eller de som er hamrende usikre. Men de fallerede kan vi sagtens være fri for.

For igen igen er der tale om et band der tror så meget på eget materiale, at man intet gør for at række ud til nye fans – her tæller patetiske crowdcontrol manøvrer altså ikke med, ligegyldigt hvor ofte (i virkeligheden ret sjældent) vi bliver opfordret til fællesklap. Det er tilsyneladende nok at læne sig tilbage og posere, samt løfte mikrofonstativet lidt af og til for lige at vise, at man er i live.

Jeg siger ikke at bandets fans (der er altid nogen), samt de på de forreste rækker, ikke har haft en fest – det har de såmænd nok. Men det er slet ikke nok, og det er så tydeligt at 99 % er kommet udelukkende for at høre én sang. For at få sat et hak et sted i ens bevidsthed, så man kan sige at man har hørt ”The Final Countdown”. Er dét moment så noget værd? Bestemt, luftkeyboardet har vist aldrig stået stærkere end i de små fire minutter. Men det var så også det, og Europe er hermed igen et ligegyldigt band, præcis som de var før Copenhell 2017.

Sætliste:
1) – War Of Kings
2) – Hole In My Pocket
3) – Rock The Night
4) – Scream Of Anger
5) – Last Look At Eden
6) – Firebox
7) – Sign Of The Times
8) – Ready Or Not
9) – Nothin’ To Ya
10) – The Beast
11) – Superstitious
12) – The Final Countdown
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • SLAYER_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Huldre_6
  • Forfatter: Jill
  • OVERKILL_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

HateSphere - Copenhell 2017

Regn eller slud, den danske metal skal ud. Og leveret bliver den, uden forsinkelser eller undskyldninger – også selvom det halvdelen af tiden pisser ned. Man siger, at danske bands ikke kan bestige den store scene, og lad os være ærlige: det er ikke just fordi HateSphere trækker fulde huse. Men pitten er godt fyldt, og HateSphere vil tydeligt foretagendet: det må stå som det vigtigste.

HateSphere er et gammelt bekendtskab – man ved ligesom hvad man får. Og hvis nogen skulle tro at der ville ske noget markant anderledes i dag, så tro om igen. Det her er uden hjælpemidler, bare fee’ hammer derudaf. Én sang, og så er der gang i forsamlingen, først med mosh, og så med kollektiv headbanging. Men når disse sange er henholdsvis ”Reaper Of Life” og ”Resurrect With A Vengeance”, så er det svært andet. Igen er lyden glimrende, og jeg må endnu engang konstatere at Copenhell mærkbart har forbedret sig i forhold til de tidligere år.

Med to år siden sidste album kunne man tænke, at sættet ville være all-hits. Det er dog ikke helt tilfældet – men retfærdigt eller ej, så sværger langt de fleste til de ældre sager. Det kan mærkes, da energiniveauet har det med at falde i de nyere skæringer, for så at stige eksponentielt i sange som ”Drinking With The King Of The Dead” eller ”Forever War”.

Dagens eneste ”overraskelse” består af, at forsangeren fra The Black Dahlia Murder bliver inviteret på scenen til ”Iconoclast”, en sang hvor HateSphere i studiet netop havde ham som feature. Dette kunne potentielt have været et pluspunkt, men ender med at være neutralt, da mandens mikrofon ikke virker – og af uransagelige årsager end ikke bliver aktiveret i løbet af sangen... Ingen på scenen ser ud til at ænse noget som helst, og til sidst ender publikum også med at lege med på løgnen og gør endnu engang pitten til en slagmark. Men dét er sgu ikke i orden, Copenhell!

Heldigvis bliver der gjort op for dette ved at der i ”Sickness Within”, der som sædvanligt runder seancen af, bliver forlangt en grande wall of death – og hvilken måde at slutte af på? Jeg håber nogen har fanget det på film. HateSphere leverer kort og godt en godkendt indsats, der viser at danske bands sagtens kan stå på den store scene: et tidligt tidspunkt og tekniske problemer uagtet.

Sætliste:
1) – New Hell
2) – Reaper Of Life
3) – Resurrect With A Vengeance
4) – Your Sad Existence
5) – Vermin
6) – The Fallen Shall Rise In A River Of Blood
7) – Murderlust
8) – Drinking With The King Of The Dead
9) – Lines Crossed Lives Lost
10) – Forever War
11) – Iconoclast
12) – Disbeliever
13) – The Sickness Within
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • RED WARSZAWA_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_2
  • Forfatter: Jill
  • OVERKILL_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

The Dillinger Escape Plan - Copenhell 2017

”Sidste show – nogensinde”. ”Mødepligt”. ”En legende i metallens verden”. ”Det vildeste liveshow du nogensinde kommer til at se opleve”. Mange vendinger kan beskrive Dillinger, men jeg vil hellere starte et andet sted med spørgsmålet: var bandet allerede begyndt på deres nedgang inden opløsningen blev annonceret? Jeg var iblandt publikum til deres seneste koncert i Pumpehuset, og selvom koncerten var godkendt, stod den ikke tilbage som en særlig eller mindeværdig en af slagsen – også selvom det var ”sidste koncert”.

Men nu er de altså her på Copenhell, og mange nysgerrige sjæle er mødt op, samt de begejstrede fans der endnu engang ser ud til at have det fantastisk oppe foran. Generelt har Copenhells lyd i år været langt bedre end tidligere, og det er heldigvis også tilfældet her – en nødvendighed, bandets eksplosive og kaotiske udtryk taget i betragtning. Energien er også til stede, og fra begge sider af hegnet kan man fornemme ønsket om at være her, lige nu (men absolut mest fra publikums side).

Er det så nok? Ja. Klart. Et ”roligt” Dillinger show er stadig over hvad mange andre præsterer – men man har jo så også tilsvarende høje forventninger. De tre gange første gange jeg så Dillinger, gik jeg hver eneste gang derfra før tid – hvorfor? Fordi det simpelthen var for vildt, for voldsomt – for kaotisk og larmende. Det kan man ikke rigtigt hævde er tilfældet længere: igen, folk oppe foran har med garanti en fest, og bundniveauet er, undskyld udtrykket, bundsolidt. Men baseret på det jeg ser, er Dillinger allerede gået i graven, om end langsomt. Rutinen i kaosset er sat ind, så selvom betingelserne er decideret sublime, så forspildes chancen.

Jeg vil altid have minderne om mine tidligere Dillinger-shows, men øv, hvor ville jeg gerne have oplevet en afskedskoncert jeg kunne se tilbage på mange år ud i fremtiden. Sådan blev det ikke.

Sætliste:
1) – Prancer
2) – When I Lost My Bet
3) – Panasonic Youth
4) – Black Bubblegum
5) – Milk Lizard
6) – Surrogate
7) – Symptom Of Terminal Illness
8) – Happiness Is A Smile
9) – One Of Us Is The Killer
10) – Farewell, Mona Lisa
11) – Sunshine The Werewolf
12) – Limerent Death
13) – 43% Burnt
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • The Dillinger Escape Plan_7
  • Forfatter: Jill
  • AIRBOURNE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BLACK_STAR_RIDERS_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Airbourne - Copenhell 2017

Når de gamle helte takker af (frivilligt eller ej), træder de nye kræfter til – dette er i AC/DC’s tilfælde landsbrødrene i Airbourne. Og foruden en lidt for insisterende bas, der varer ved hele vejen igennem, er vi rent teknisk godt sat. Fredagens første hovednavn på Helviti er velbesøgt, og publikum er klar til et solidt skud rock’n’roll – der skal dog gå en halv time, før forsangeren finder ud af, at det at tylle en kvart flaske whiskey i ét er en fantastisk måde at starte en fest på. Men det finder han så ud af!

Og så skal jeg lige love for at bandet lever op, nu med forsangerens energi bag sig. Han kaster ikke længe efter øl ud til mængden (åbne, skal lige siges – så det var lidt en udfordring at gribe dem / et sjovt øjeblik for os andre), og begynder herefter reelt at snakke til de forsamlede. Han sætter sig også på en vagts skulder, for så at dirigere ham nådesløst frem og tilbage nede i fotopitten – alle skal have en highfive! Festen er begyndt.

Og den varer ved de næste tre kvarter. Sangene er frygteligt uoriginale, og ligeledes nær identiske – så selvom Lemmy hyldes overbevisende, er der én overordnet pointe bandet usagt får sagt: når man (næsten) fremfører kopimusik, skal man levere på andre fronter. Og det gør Airbourne så. Da det er tidlig aftentide, er jeg endnu komplet ædru, men jeg er dog ikke i tvivl om, at det ville være en endnu større fest havde jeg fået tilpas indenbords. Det ses helt tydeligt oppe foran hegnet, hvor der er godt gang i den.

Vi har dog ikke længere en forsanger der kravler op i scenens top, som jeg husker det fra shows i fortiden... Til gengæld får vi både wall of death og cirkelpit hen mod slutningen: en fair byttehandel, vil jeg sige. Overordnet bliver det hele gradvist bedre, og jeg tænker ved mig selv, at hvis bare det havde begyndt, hvor vi var efter den første halv time... Så havde det været godt. Og hvis man var fuld, naturligvis. Men måske de to ting sker næste gang. Hvem ved! Tak for dansen.

Sætliste:
1) – Ready To Rock
2) – Too Much, Too Young, Too Fast
3) – Rivalry
4) – Down On You
5) – Cheap Wine & Cheaper Women
6) – Girls In Black
7) – It's All For Rock 'n' Roll
8) – Breakin' Outta Hell
9) – No Way But The Hard Way
10) – Stand Up For Rock 'n' Roll
Encore:
11) – Live It Up
12) – Runnin’ Wild
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • AIRBOURNE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • The Dillinger Escape Plan_7
  • Forfatter: Jill
  • POWERWOLF_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed