fbpx

Invoker - Aeon

I løbet er de fem år, Invoker har eksisteret, er tiden primært brugt på koncerter i hjemlandet Tyskland. Ved siden af har medlemmerne Tino Büttner (vokal / guitar), Tino Schumann (trommer), Christian Ulbrich (guitar) og Florian Jäntsch (bas) også udgivet 2 albums: ”A New Age” fra 2013 og det nyeste livstegn ”Aeon”.

Den instrumentale intro ”Hunger” annoncerer med sine tremologuitarer og blastbeats, at der er masser af power i bandets Sorte Metal, men indeholder samtidig pænt med melodi. Og det er elementer, der kendetegner albummets numre: I ”Lawless Hunter” og ”In The Womb Of Arrogance” er det brutale i højsædet, godt hjulpet på vej af opskruet tempo og Büttners brølende vokal. De melodiske elementer får mere plads i ”Engulfed For Million Of Years”, mens balancen mellem de forskellige elementer er helt perfekt i ”Secrets Of Seed”, hvilket gør nummeret min favorit på albummet.

Midt i det hele er der også sørget for en pause fra alt det metalliske, idet ”The Wolves Chant” er Klassisk musik med strygere og klaver – meget smukt og lækkert lavet. Og det passer fint til helheden, for selv om Invoker ikke tilføjer egentligt nyt til genren, så resulterer deres sikre håndtering i et rigtig godt album.

Tracklist:
1. Hunger
2. Aeon
3. Secrets Of Seed
4. Lawless Hunter
5. The Wolves Chant
6. In The Womb Of Arrogance
7. Engulfed For Million Of Years
8. Across The Abyss
9. Woods Of Nothingness
Samlet spilletid: 44:00

 

Læs mere...

Dækning af Aalborg Metal Festival 2014

  • Udgivet i Nyheder

En hård weekend er overstået og den har i Aalborg stået på metal i form af den årlige Aalborg Metal Festival på Studenterhuset. Og for første gang har vi kunne dække festivalens alle 3 dage, med et par enkelt afstikkere fra de tidlige ”morgen” timer, hvor vores skribenter ikke var nåede frem endnu.

De 2 skribenter har foruden massevise af anmeldelser også interviewet 7 af de deltagende bands inklusiv Cannibal Corpse, Marduk, Entombed A.D. og The Black Dahlia Murder.

Ved siden af det, har vores talentfulde fotograf Thomas Schlein aka HEADBANGERphotography rejst fra København for at tage billeder fra fredag og lørdag.

 

Her er en oversigt af hele vores dækning af Aalborg Metal Festival:

Reportage/Anmeldelser:
Torsdag
Fredag
Lørdag

Galleri:
Fredag
Lørdag

Interviews:
Cannibal Corpse
The Black Dahlia Murder
Entombed A.D.
Marduk
Revocation
Aeon
Hideous Divinity

 

Vi ses næste år til endnu en omgang hårdtslående metal!

 

Video lavet af vores fotograf Thomas:

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2014 - Lørdag

HIDEOUS DIVINITY
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4½/6

Italiensk death metal var, hvad der skulle til for at hive de trætte festivalgængere op denne lørdag. Hideous Divinity har to albums på bagen, og dette var deres første show i DK, men hvilket et!

Forsangeren gjorde flere gange publikum klart, at de hed Hideous Divinity…. From Italy… Lidt spøjst at han blev ved med at nævne det, men ikke desto mindre gav folk sig hen til italienerne, der leverede en stilsikker indsats på den halve time, de havde til rådighed. En del numre fra den nye skive ”Cobra Verde”, men også et par stykker fra ”Obeisance Rising” fik råderum. Bandet spillede godt til, hvoraf bassisten SKAL fremhæves med sin nærmest naturstridige spillemåde, der indebar både tapping og slapping og god gammeldags fingerspil… Mesterligt!

Jeg håber inderligt, at Hideous Divinity får succes, for deres musik er mere end bare death metal… Der er dybde i, og det de leverer på skiven, leverer de også live!

Virkelig god koncert!

Lyt også til vores interview med Hideous Divinity.

 

CORPUS MORTALE
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4/6

Man har efterhånden set Corpus Mortale en del gange, men de har aldrig rigtig skuffet mig. Man kan altid regne med en solid indsats fra Rosendahl og kumpanerne. Denne dag var ingen undtagelse. Man blev ikke overordentligt overrasket, men godt og grundigt underholdt. De fire københavnere virkede tændte, og de havde rystet posen med numre til i dag, hvilket gjorde, at numrene virkede langt mere friske og vitale, end de normalvis gør. ”Love Lies Bleeding”, ”Weakest of the Week” og ”Cold Earth” var træfsikre hits, og kombineret med Martins mesterlige growl, var enhver dødsmetal-fans sult stillet denne lørdag eftermiddag. Man kunne kun gisne om ikke, der ville komme mere guf….

 

SOLBRUD
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Så var det endelig tid til en omgang Black Metal, som blev leveret af det unge band Solbrud. De kørte konsekvent stilen ikke at have kontakt til salen, så den eneste henvendelse til publikum var et afsluttende Mange Tak fra sangeren.

Ellers virkede bandet helt opslugt af deres musik, som er kendetegnet ved at bruge meget lange passager til at bygger stemninger op via klassiske Black elementer og en brutalt skærende vokal, som jeg havde ventet fra den unge sanger.

solbrud

Oven på en fremadstormende grundsubstans blev variationen langsomt skabt via enkle guitar melodier, og det samlede resultat havde god dynamik ved at gå fra det helt stille og sarte til brutale angreb på tilskuernes sanser. Publikum reagerede meget positivt på det, de hørte, og det var fortjent, for Solbrud fik vist, at de mestrer den Sorte Metal. De meget lange og Doom-agtige passager tog godt nok meget energi ud af musikken, men samlet set var det en rigtig flot koncert af gutterne.

 

AEON
Skrevet af: Kevin - Karakter: 3/6

Svensk blasfemisk death metal var, hvad Aeon serverede denne eftermiddag. De blev dog frygteligt skæmmet af en dårlig lyd, hvor stortrommerne havde magten, og leadguitaren var det eneste, man kunne høre, når der blev spillet leads.

Lidt ærgerligt, for Aeon har nogle fede sange, der aldrig blev andet end middelmådige denne eftermiddag. Den halve time jeg så (interview-duties) bød dog på fed sceneoptræden med en stor-onanerende Tommy i front, der jo som bekendt har gud-issues, som han ikke er bleg for at indvie resten af verden i.

Jeg tror, at hvis man aldrig havde hørt Aeon før, ville denne koncert skræmme en væk… Hvis man havde lidt kendskab til numrene, ville man bare, som jeg, ærgre sig.

Lyt også til vores interview med Aeon guitaristen og backing vokalisten Sebastian ”Zeb” Nilsson.

 

REVOCATION
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4½/6revo

Bandet jeg personligt havde set mest frem til, da jeg har fulgt dem siden de tidlige Cryptic Warning-dage. Revocation er en sjov størrelse, der faldt i thrash-tønden som barn og derefter i death-tønden for til sidst at blive smittet med melo-feber. Kort sagt er Revocation et band, der ikke lader sig tryne af genre-rytteri.

Jeg har endnu ikke fået hørt deres seneste plade, ”Deathless”, men en del af numrene denne aften var derfra. Ligeledes var der numre fra den selvtitlede plade og så videohittet ”Dismantle the Dictator”. Ligesom tilfældet var dagen før med The Black Dahlia Murder, er Revocation et yderst velspillende foretagende, der gerne viser, hvad de kan uden, det fremstår som selvhøjtideligt wankeri – det kan vi li’!

De er ligeledes nogle usædvanligt behagelige fyre at omgås, og denne koncert de leverede, var langt en af de bedste denne dag.

Lyt også til vores interview med Revocation's guitarist og vokalist David Davidson.

 

MARDUK
Skrevet af: Tom - Karakter: 5.5/6

Jeg har flere gange skullet til koncert med Marduk, men hver gang er det gået i vasken; enten har de aflyst, eller også har jeg været syg. Men nu lykkes det endelig, så det var med pænt store forventninger jeg bevægede mig frem mod scenen.

Black Metal koncerters kvalitet står og falder ofte med lydkvaliteten; hvis ikke denne er i orden drukner musikkens nuancer og det hele kommer til at fremstå som én stor masse. Heldigvis havde Marduk denne dag noget af den bedste lyd på festivalen, så vi fik det hele med. Og det vi fik, var virkelig fedt, for uanset om numrene blev drevet frem i vanvittigt tempo af den nye trommeslager Fredrik Widigs eller det var tungere rytmer fra Morgans guitar der satte retningen, så rykkede det virkelig fremad! Her var jeg specielt imponeret over hvor homogent et lydbillede Marduk fik skabt, selv om man kun havde én guitar på scenen – og ikke mindst at de melodiske sider af musikken bestod blandt det brutale. Det hele satte gang i en omfattende moshpit, der varede det meste af koncerten mens numre som ”With Satan and Victorious Weapons”, “Materialsed in Stone”, “Warschau” og ”Serpent Sermon” blev hamret ud i salen. Marduk viste klasse ved at sammensætte et set, som ikke kun dækkede en bred del af bagkataloget, men også varierede udtrykket meget i stedet for at satse på ultraspeed hele tiden. Derfor var jeg virkelig godt tilfreds da vi nåede frem til afslutningsnummeret ”Panzer Division Marduk”, og det er kun fraværet af et par personlige favoritter der forhindrer mig i at give 6 stjerner til festivallens suverænt bedste koncert.

Lyt også til vores interview med Marduk's guitarist Morgan "Evil" Steinmeyer Håkansson.

 

ENTOMBED A.D.
Skrevet af: Kevin - Karakter: 5/6

Entombed har jeg oplevet før, og dermed har jeg næsten også oplevet Entombed AD.
Hør mit interview med LG for at få updates på navnefnidder. Her får du i stedet en anmeldelse af en supergod koncert! Bandet var denne aften velsignet med en klokkeklar lyd, der på ingen måde overlod det mindste til fantasien. Her vil jeg gerne fremhæve bassen, som det absolut fedeste. Den har i øvrigt også fået en mere markant rolle, efter den ene guitarist er skredet, og desværre savnes den anden guitar altså en gang i mellem.

Entombed AD-8

LG var i et fantastisk humør, og selvom han snottede rundt, som han plejer, var han en sand fornøjelse at se og høre på. Han gurglede sig igennem numre som ”Eyemaster”, ”Revel in Flesh”, ”Eye for an I” og et par af de nye. De to numre fra ”Clandestine”-skiven var dog der, hvor publikum gav den mest gas.

Man kan altid undre sig over at visse sange bliver udeladt, men at man ikke spiller ”Demon” er mig uforståeligt….!

Nå, men Entombed tog altså kronen denne aften. Nyere og yngre bands kan altså virkelig lære noget her – for de aldrende svenskere gælder det blot om at spille hegn og have det sjovt på scenen.

Lyt også til vores interview med Entombed A.D. frontmanden Lars-Göran Petrov.

 

CANNIBAL CORPSE
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Det var en meget positiv oplevelse da jeg for nyligt anmeldte den seneste skive fra Cannibal Corpse, ”A Skeletal Domain”; derfor gik jeg positivt stemt ind til den sidste koncert på årets festival.

Vanen tro var den forsinket, og vanen tro var der trængsel foran de lukkede døre ind til salen. Men ind kom vi, og ret hurtigt kom bandet på scenen og leverede deres Old School Dødsmetal. Den blev leveret med power, og på vej mod slutnummeret ”Hammer Smashed Face” kom vi omkring én lang stribe af amerikanernes klassikere som ”Kill or Become” og ”Icepick Lobotomy”. Det satte vild gang i publikum, men jeg synes ret hurtigt det blev noget ensformigt. Samtidig var der store problemer med at fastholde tempoet, som kørte op og ned; ikke så slem en rutchebanetur som da jeg hørte dem i Århus for et par år siden, men nok til at trække oplevelsen ned. Det samme gjorde lyden, som var lige bastung nok der hvor jeg stod.

Til gengæld trak frontmanden George "Corpsegrinder" Fisher i den positive retning med sin store udstråling og sine groteske head spins – det kan simpelthen ikke være sundt at køre så hurtigt og så længe som han præsterer. Men han imponerer nok til at hente en stjerne mere til bedømmelsen end musikken alene kan klare.

Lyt også til vores interview med Cannibal Corpse trommeslageren Paul Mazurkiewicz.

cannibal 

 

Der var pænt mange mennesker til alle 3 dage, så man må formode at festivallen giver et pænt overskud. Den bruger arrangørerne forhåbentlig på en lidt mindre sikker booking til næste års udgave, for når man ser på programmet er det kun Huldres Folkmetal og de to Black Metal bands, der afveg fra den traditionelle strøm af Dødsmetal. Og den eneste egentlige satsning var Contrastic, hvis avantgarde musik var et specielt men meget velkomment krydderi. Når man ser på den store tilstrømning der var til repræsentanterne for den Sorte Metal kan det undre, at der ikke satses mere på denne genre. Og så gjorde det ikke noget hvis man igen kunne hyre nogle seje repræsentanter for Thrash Metal, det er ved at være længe siden det har været på programmet.

 

Læs også vores reportage fra torsdag og fredag aften på Aalborg Metal Festival.  

 

  • Hideous Divinity_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Solbrud_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Entombed AD_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Aeon - Interview med Sebastian Nilsson

Det svenske death metal band Aeon er disse dage på europa tour med legenderne i Cannibal Corpse og Revocation på "A Skeletal Domain Europe Tour". Touren lagde som bekendt vej forbi årets Aalborg Metal Festival.

I den anledning tog vores rapporter en snak med en af de to orginale medlemmer i bandet, guitaristen og backing vokalisten Sebastian ”Zeb” Nilsson. Hør interviewet her:

Læs mere...

Cannibal Corpse m.fl gæster Amager Bio og Aalborg Metal Festival

Som du måske læste på vores facebook side forleden, skrev vi kort at Cannibal Corpse, Revocation og Aeon ville gæste danmark den 8. november i Aalborg og den 9. november i København i Amager Bio.

Showet i Aalborg bliver på årets Aalborg Metal Festival, foruden de 3 tidligere nævnte bands, har festivalen også offentliggjort danske Blood Label og italienske Hidious Divinity.

Aalborg Metal Festival finder som altid sted på Studenterhuset i Aalborg og vil i år blive afholdt den 6. til og med den 8. november.

 

Aalborg Metal Festival’s offentliggørelse: 

“Aalborg Metal Festival is extremely proud to
announce the first additions to the 2014 lineup:

First addition is non other than the best selling death metal act of all times - an institution on the metal scene for more than a decade: Cannibal Corpse

We are also proud to announce thrash sensation Revocation and swedish brutal death metal giantsAeon.

The lineup also includes Blood Label (DK) andHideous Divinity (IT).”

 

(vi beklager forsinkelsen, denne nyhed burde havde været skrevet på vores side tidligere!!)

Læs mere...

Royal Metal Fest 2012

Pariah Syndicate
Kev: (3 / 6)
Jeg har altid troet, at Pariah Syndicate spillede goth/black metal, så da brutal death metal ramte mine øregange med 200 i timen, var det dog alligevel en positiv overraskelse. God energi fra scenen smittede af på publikum, og jeg må sige, at jeg nok sjældent har oplevet et mere overbevisende åbningsband på MRF end Pariah Syndicate. Dog sneg ensformigheden sig ind på mig, og efter 20 minutter havde jeg vist fået det ud af århusianerne, som var muligt. Dette laver dog ikke om på, at det var en meget fin åbningskoncert, som det unge band diskede op med.

By the Patient
Kev: ( 4/ 6)
Sidste gang jeg hørte By the Patient live, var det en ualmindelig kedelig omgang. Ingen scenetække og musikken virkede til at flyde sammen. Denne aften var dog en helt anden historie: By the Patient overbeviste mig med deres kraftfulde guitarløb, energiske temposkift og noget mere aktivitet på scenen. Dog kan der sagtens flettes lidt flere eskapader ind i drengenes optræden.
Nuvel… Der blev spillet til fra start, og de gæve bornholmere så sig ikke tilbage. De er dejligt brutale i udtryk, om end jeg synes, vokalen bliver lidt ensformig, så blev det altså til noget godt, det som BTP leverede. ”Luke 18:15 – 17” (Blot præsenteret som ”Luke”) var umiddelbart højdepunktet, men der var mange steder, hvor det virkeligt fungerede, så thumbs up… Og få så det album gjort færdigt!

HelHorse
Kev: ( 4/ 6)
Bandet, der førhen hed Dødning, opererer nu under banneret Helhorse. De har et orgel med på scenen og to sangere, der fiser rundt og går i vejen for hinanden. En overtatoveret guitarist med attitude og en bassist der minder om en buttet udgave af forsangeren fra Weezer… Men fuck hvor var det fedt!! Man kan snakke om, hvorvidt Helhorse (der kom med på et afbud) var malplaceret eller ej, men længe leve mangfoldigheden siger jeg! Deres sydstats-inspirerede tråd gik rent ind, og selvom jeg ikke kendte numrene, var det nemt at lytte med på. Klart et band der skal følges!

Saturnus
Kev: (4,5 / 6)
De gode gamle doom-rockere i Saturnus var vel årets overraskelse, for undertegnede, at se på plakaten. Jeg troede faktisk ikke, at de spillede længere, men hey…. Man kan ikke vide alt.
Grundet spisning kom jeg først ind i Saturnus’ set ca. halvvejs, men jeg nåede i høj grad at blive smittet af stemningen. Fuck, hvor gjorde de det godt! Jo vist så er tempoet til at falde i søvn over, og udtrykket er altså meget det samme, men det blev særdeles overbevisende leveret… Selv de der ”spoken-word-passager” som Saturnus ALTID har praktiseret, virkede ok på mig denne aften.
Der blev vist serveret et nyt nummer, og man kan vist vente sig en ny skive i løbet af 2012… Efter denne koncert, er jeg på!

Mercenary
Kev: (3,5 / 6)
Mercenary har aldrig 100 % været mig. Efter de har mistet deres signatur, har jeg helt og aldeles undgået dem. Det kunne jeg dog ikke denne aften, da jeg var eneste anmelder på posten:
Jeg blev faktisk noget overrasket, for det lyder til, at Mercenary har fået større nosser end nogensinde. Rene er virkeligt vokset med opgaven som sanger. Han når nok aldrig forgængerens højde, men han er sgu godt deroppe af!
Mercenary’s kundskaber kan der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved, men jeg kommer altså til at kede mig bravt. Numrene flyder sgu en anelse sammen, og jeg synes, det hele virker meget ensformigt. Beklager drenge, men I gjorde/gør det bare ikke for mig.

Decapitated
Kev: (5 / 6)
Det polske band, der har været et og andet igennem, kunne igen få lov til at spille på festivalen. Halvdelen af bandet røg jo på en højst uheldig måde, men de nye folk synes at varetage hver deres position på glimrende vis. Især forsangeren er en energibombe af rang. Med dreadlocks ned til under røven er han et syn for sig, når han banger på scenen, men hans vokale præstation er der INTET at sætte på. Faktisk er det sådan hele vejen rundt, at Decapitated er brilliante musikere, der har et nærmest ekvilibristisk tag på instrumenterne. De havde også publikum i deres hule hånd, og man kan diskutere, om det havde været bedre at have polakkerne som hovednavn fredag…?
Long story short: Decapitated var det fedeste band fredag, og selvom deres nyeste plade har fået lidt heat fra anmelderne, så er det altså et superfedt liveband, som ikke holder sig tilbage!

Evergrey
Kev: (2,5 / 6)
Om det var fordi Decapitated havde suget al energi ud af publikum, eller om Evergrey simpelthen ikke har flere fans, vil jeg lade være usagt. Faktum var dog, at Evergrey spillede for en tredjedel af det publikum, der så Decapitated… Og det var sgu lidt synd. Personligt er jeg overhovedet ikke fan af Evergrey, men det er en krank skæbne at lide som hovednavn. Musikken var en omgang tynd power/prog metal, og bandet virkede noget fortørnede over det ringe fremmøde. Personligt blev det ingen åbenbaring for undertegnede, der tog sig selv i ofte at kigge på klokken… Det siger vist det hele.

Diamond Drive
MetalMorfar: (4 / 6)
Lørdagen startede dystert, for ved ankomst til Voxhall blev publikum mødt af et stort politiopbud, som skulle søge at sikre en fredelig demonstration i Mølleparken lige overfor Voxhall. Begivenhederne i den forbindelse fik indflydelse på bevægelsesfriheden for festivalens gæster, men i sidste ende var det primært folk med rygetrang, som led under dette. Indenfor startede Diamond Drive andendagen en smule nervøst, men da nerverne efter det første nummer var på plads, spillede bandet et set, som var både spændende, varieret og velspillet. Stilen indeholder både hårdtslående, groovy og melodiske elementer, og alle facetter blev håndteret rigtig godt. Jeg er især imponeret af sangeren Troels, som ikke bare synger fantastisk godt, men også skaber et energifyldt sceneshow. I det hele taget gjorde Diamond Drive en virkelig go´ figur og fik ikke blot givet dagen en super start, men også markeret sig som et band, man bør holde øje med.

Mordax
MetalMorfar: (3 / 6)
Næste band var Mordax, som var kommet til Aarhus fra hovedstaden. De 5 medlemmer spiller en stil, som falder i to kategorier; enten spiller de Death- eller også spiller de Thrash Metal. Førstnævnte er ret tungt, men ikke særligt varieret og bliver derfor ret hurtigt for monotont og uinteressant efter min smag. Det går meget bedre, når Mordax spiller Thrash; bandet lader til at befinde sig bedre i selskab med det høje tempo. Frontmanden Asbjørn leverede en energisk indsats, men alligevel lykkedes det ikke rigtigt at få salen med før det næstsidste nummer ”Treachery”, som er rigtig fedt. Afslutningen skete med Metallicas ”Ride The Lightning”, som blev fyret af i en okay version. Her havde jeg hellere hørt mere til bandets eget materiale som afrunding af et set, som samlet set var på det jævne.

Slow Death Factory
Kev: (3,5 / 6)
Denne koncert skulle have været beviset for Dødsfabrikkens tilbagekomst til de skrå brædder. Bandet gjorde da også fin figur, hvis man havde set dem uden lyd. Lyden var derimod helt horribel. Guitarerne lød mærkeligt forvrængede, trommerne var ultratynde og bassen var meget lav. Vokalen var nok det indslag, der havde den bedste lyd, men den var altså heller ikke helt god. Denne koncert går nok ikke over i historien som en af de fede. Tværtimod går den nok over i historien som skrækeksemplet over dem alle.
Numrene er der dog ingen, der kan tage fra Gilsted og Co. Riffs af høj klasse og groovyness over alt er det, han står for, og det kunne man trods alt godt fornemme. De tre nye numre, der blev præsenteret, virkede en anelse mere afdæmpede og meget mere vokalbaseret end tidligere. Lidt modigt var det, at det mest ”stille” nummer blev spillet som det næstsidste… Folk var dog på og med et lille gimmick i slutningen af koncerten, var humoren i hvert fald intakt. Efter en snak med Onkel Morten, er jeg dog overbevist om, at vi snart hører og ser mere fra Slow Death Factory.

Crocell
MetalMorfar: (3½ / 6)
Det skader aldrig at spille på hjemmebane, og salen var da også pænt fyldt op, da turen var kommet til Århus-bandet Crocell. Og de forstod at udnytte hjemmebanefordelen i en performance, som var mere målrettet, sejt og stramt spillet, end det var tilfældet de andre gange, jeg har hørt dem. Samtidig var settet pænt varieret, så der både blev plads til de helt tunge sager og de mere tempofyldte numre. Hjemmebanefordel eller ej; publikum i salen kunne li´ det, de fik serveret, og jeg må sige, at det var den bedste præstation fra Crocell, jeg endnu har oplevet.

H.O.T.E.L.
MetalMorfar: -
Så var det tid til en pause fra musikken, for kl 18 blev scenen indtaget af den lokale dansegruppe House Of The Eternal Life. Gruppen består af 5 piger, som klædt i læderjakker dansede til et mix af Rock og Metal. Ingen tvivl om at det var seriøst sat op og meget koncentreret fremført, men jeg synes alligevel, at det var malplaceret til en Metal festival. At jeg ikke er helt alene om den opfattelse kan tolkes af reaktionerne i salen, som forholdt sig passiv.

Endstille
MetalMorfar: (4½ / 6)
Det passive blev hurtigt blæst væk, da Endstille indtog scenen: Inden den første tone havde lydt, varslede bandets corpse paint, at vi skulle tage hul på aftenens første afstikker til den Sorte Metal. I forhold til bandets optræden på Aalborg Metal Festival for et par år siden, hvor jeg ikke var imponeret, var det et Endstille i helt anderledes form, der var på scenen denne lørdag. Tempoet var virkelig højt, og der blev hamret løs på instrumenterne, så publikum ubønhørligt blev ramt af en strøm af koncentreret Mørke. Anført af en vokal der skar gennem marv og ben, var settet ikke særligt varieret. Alligevel var det meget fascinerende at opleve, og det faldt i go´ jord hos publikum; flere gange mellem numrene lød råbene ”Endstille, Endstille” gennem salen, og da slutnummeret ”Navigator” døde ud, havde Endstille præsteret dagens foreløbige højdepunkt.

AEON
Kev: (4,5 / 6)
Aeons plads på death metal-scenen kan ikke fornægtes. De spiller superfedt, og så synger de om satan, altså en strammere udgave af Deicide. Hvad mere kan man ønske sig?!
Den koncert, de spillede på dette års festival, var noget federe end den, de sidste gang fyrede af, og tak for det… Men hvor fanden var ”There Will Be No Heaven For Me”?! Hvorom alting er, så er Aeon en flok dygtige musikere, hvor jeg især lige bed mærke i bassisten, der spillede noget hurtigt, men som også bangede med sit skæg. Imponerende! Tommy på vokalen er heller ikke helt ilde. Han kan lidt af hvert med stemmen og har også lidt humor på scenen. Blandt andet blev den mikrofon der lige pludselig satte ud, beskyldt for at være ”a christian microphone”.
Koncerten blev efter min ringe mening dog spillet for tidligt på aftenen, men fede var de. Death metal med kant og satan… Jeg kunne godt have brugt en halv time mere i selskab med de sataniske svenskere.

Taake
MetalMorfar: (5 / 6)
Taake var det navn, jeg havde glædet mig mest til at se på årets festival; ganske vist var albummet ”Taake” fra 2008 ret ordinært, men det nye udspil ”Noregs Vaapen” har indbragt priser og meget rosende omtale, ikke mindst i hjemlandet Norge. Ret beset er Taake kun et band i live-sammenhæng, ellers er der tale om et enkeltmandsprojekt for sangeren og musikeren Høst. Han satte sig fra start i centrum med en optræden, hvor han konstant udlevede numrene via sin vokal, mens han bevægede sig truende rundt på scenen. Sette havde lighedspunkter med Endstille, men Taake var på alle områder lige en tand bedre: Corpse paintet var lidt mere gennemført, musikken lidt sejere og hele sceneshowet lidt mere teatralsk. Det fungerede virkelig godt, og selvom musikken indeholdt overraskende lange passager, som var lige dele Rock og Metal, var der ingen mangel på power. Det var en opvisning i, hvordan Black Metal skal serveres og min absolutte favorit på festivalen.

Keep of Kalessin
MetalMorfar: (4 / 6)
Hvor mine forventninger til Endstille var ret små, baseret på bandets optræden i Aalborg, forholdt det sig stik modsat med Keep of Kalessin; deres sidste optræden i det nordlige Jylland stod stadig som super i min hukommelse, da bandet som aftenens næstsidste act stod på Voxhalls scene. Lige umiddelbart blev jeg overrasket over kvaliteten af de flerstemmige vokaler, disse var langt flottere end tidligere oplevet. Samtidig var det imponerende så flot og frem for alt fyldigt et lydbillede, bandet fik skabt med kun en enkelt guitar i spil. Til gengæld var det som om, at rammerne fratog musikken noget af sin vildskab og styrke. Vi fik den ventede blanding af Black- og Death Metal, men et eller andet sted virkede det for pænt og en smule ufarligt. Præstationen var på ingen måde dårlig, men i min bog leverede Keep of Kalessin det svageste bidrag til salens Black fans denne lørdag.

Pretty Maids
MetalMorfar: (5 / 6)
I 2009 spillede Pretty Maids et forrygende set på det års RMF, men i år var Horsens-bandet avanceret til hovednavn – det skruede naturligt publikums forventninger i vejret. Settets første del var præget af numre hentet fra den nyere del af bandets produktion, hvor især det seneste studiealbum ”Pandemonium” leverede flere smagsprøver. Jeg er ikke ret godt hjemme i den del af bagkataloget; måske er det grunden til, at numrene her ikke rigtigt fangede mig. I anden del kom der skæringer tilbage fra bandets tidligste materiale, og så begyndte tingene at rykke! Jeg ville godt have haft flere numre fra bandets Metal-skuffe og kunne sagtens have undværet den slidte ”Please don´t leave me” ballade – den blev til gengæld virkelig godt modtaget af publikum i salen. Det hele blev afsluttet med ekstranumre, som kulminerede i en lækker udgave af ”Red Hot and Heavy”, som Ken Hammer piftede op med lidt ”Smoke on the water” – cool performance. Skulle jeg vurdere koncerten 100% objektivt, burde Pretty Maids kun have 4 stjerner, men når jeg alligevel smider en ekstra oveni skyldes det, at bandet via suveræn kontakt til publikum formåede at afslutte årets RMF med en rigtig fest – en samlet præstation, som er et hovednavn værdigt.

Igen var det superfedt at opleve hvordan folk med forskellig alder, køn, livsholdninger og udseende kan samles fredeligt omkring en fælles glæde til Metal – en stor kontrast til de snæversynede konfrontationer udenfor, som krævede store politistyrker for at kunne løses. At begivenhederne ikke fik synderlig indflydelse på årets festival, skyldes både professionel håndtering af situationen fra arrangører og vagters side og publikums efterlevelse af de givne anvisninger. Men selvfølgelig ser vi frem til næste års udgave, hvor vi forhåbentlig kan koncentrere os 100% om det, det hele handler om, nemlig Metal!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Læs mere...

Royal Metal Fest 2009

Sidste års meget vellykkede debut for denne festival efterlod mange i håbet om, at successen ville blive gentaget i 2009. Det blev den, endda med et line-up, der for alvor sætter Århus på det danske Metal landkort. Som en ekstra godbid til Metalfolket havde Metal Royale arrangeret en specialfremvisning af den amerikanske dokumentarfilm “Get Thrashed“ dagen inden selve festivalen, så man må sige, at forberedelserne var i top.
Som konferencier havde man igen i år hyret Obersten; et valg der ikke umiddelbart vakte jubel i RM-lejren, men han gjorde en noget mere afdæmpet figur end sidst – en meget positiv udvikling.

DestroyerBoy
Kev - Karakter: 4 / 6
Dette meget unge ensemble havde via en konkurrence vundet en halv times spilletid på Royal Metal Festival. Bandet har Jason Campbell i front, og hans ansigt var det eneste ansigt ud af de fem, jeg kunne genkende. Resten af bandet er nemlig nogle unge gutter, der hidtil ikke har gjort sig særligt bemærket på den danske scene. Det tror jeg personligt dog, at Destroyerboy vil lave om på, for optrædenen de diskede op med bar bestemt IKKE præg af, at de var bandets første koncert, eller at de kun havde spillet sammen i godt et halvt år. De virkede faktisk meget scenevante og særdeles uimponerede over det hele.
Stilen, som Destroyerboy udøver, er meget i stil med As I Lay Dying og deres lignende; altså meget melodisk og teknisk velfunderet metal, dog uden den rene vokal, hvilket vel altid er et plus. Numrene, de spillede, er vist alle på deres 5-numres EP, og så blev der vist plads til et nyt. Personligt havde jeg ikke regnet med det helt store show fra denne kant, og min karakter bærer måske nok lidt præg af overraskelsesmomentet. Jeg blev meget positivt overrasket, og det bliver meget spændende at høre, når bandet får udgivet noget håndgribeligt. Indtil videre er min nysgerrighed vakt!

Manticora
Kev - Karakter: 3½ / 6
Københavnske Manticora er et band, jeg aldrig havde hørt noget med før denne koncert. Deres image med lædertøj osv. har aldrig rigtig fanget mig, men nu kunne jeg altså ikke undslippe; koncerten skulle anmeldes af mig, da Metalmorfar var optaget andetsteds, og i bund og grund er jeg glad for det, for Manticora fik, til trods for lidt problemer med lyden i starten, spillet en ret fed koncert. Det er jo svært at stå og snakke om numrene blev leveret ordentligt osv. når jeg ikke kender en hujende fis til deres musik. I stedet vil jeg sige, at showet blev overbevisende leveret, og at Lars på vokal var en frontmand med krudt i røven; han fes rundt og gjorde sit bedste for at få publikum med. Responsen fra publikum blev da også bedre hen mod showets slutning, og alt i alt gjorde Manticora et fint indtryk på mig, i forhold til hvad jeg havde forventet.

Pretty Maids
Dan the Man - Karakter: 5 / 6
Hard rock! Er nok det tætteste drengene fra Horsens kommer på betegnelsen Metal, men i guder hvor kunne de gamle gubber servere varen! 1981 og still going strong, fyrede Ronnie, Ken og resten af slænget (resten er jo tilkommer i løbet af de sidste ti år) highlights fra en karriere der har rummet både op- og nedture af. Energien fejlede ikke en skid og Ronnie Atkins har bestemt ikke glemt hvordan man hæver publikum til en tilstand af ekstase i metalgudernes tegn. Med et hurtigt kig rundt på gulvet, kunne jeg spotte at der foruden mig selv kun talte få andre, der som jeg havde rundet de 30 år og havde de glorværdige dage af Horsens-drengene i hukommelsen. Det var også tydeligt, at der var en udbredt skepsis blandt publikum over et Hard Rock band til en Metal koncert. Skepsis blev dog hurtigt gjort til skamme, da de catchy sing-a-long songs fra Gubberne fløj ned fra scenen og smaskede lige i fjæset på samtlige gæster i Voxhall for fuld knald. I løbet af ingen tid, var gulvet forvandlet til en frådende pøbel, der bare ville have mere. Intet blev glemt og jeg er sikker på, at da sætlisten blev skrevet, var det med vilje at radio-hittet og svigermorsknækkeren ”Please don´t leave me” blev hjemme i Horsens og ekstra-numrene manifesterede en superfed koncert med ”Futureworld” og ikke mindst klassikeren ”Red, Hot and Heavy” der totalt rev publikum op i det røde felt, ikke mindst da Ronnie fik publikum med på fællessang a´la 1980´erne. Uh-Å-Åhh-Åh!!!

Shining
MetalMorfar- Karakter: 5 / 6
Shining er et band, der er kendt for noget specielle optrædender, hvor frontmanden Niklas Kvarforths selvdestruktive performance ofte helt har fjernet fokus fra musikken. Det var også klart, at der blandt publikum var folk, der i højere grad var kommet med forventninger om skandale end god Metal.

Denne gruppe af nøddehorn blev dog snydt, for det var en meget fokuseret Kvarforth, der sammen med resten af bandet stillede op til deres første koncert på dansk jord. Alle var klædt helt i sort, og sammen med en sparsom scenebelysning var det med til at iscenesætte en mørk stemning. En stemning, som fik mig til at tænke på Mayhems optræden sidste år – ikke helt så dyster, men alligevel meget indadvendt.
Musikalsk var Shining dog meget mere varierede, og selvom enkelte instrumentalpassager virkede stillestående, var det en helstøbt indsats, der støttede Niklas. Han fremførte numrene med al den smerte og vanvid, der er indbygget i dem, men lod de blive ved det. Således prellede tåbelige tilråb som ”vi vil se blod” af på ham, og det tætteste vi kom på det var rødvin, som han hældte på et par gutter foran scenen.

Det lykkes for Shining at trække publikum med ind i den mørke side af Niklas´ univers, men selv om det var fascinerende, var det ikke helt så betagende som på bandets albums, dertil udnyttede de ikke deres musikalske bredde fuldt ud. Alligevel var koncerten, med sin gennemførte opbygning af stemning og flot varierede Metal, mit absolutte højdepunkt på festivalen. Det var især positivt at den ikke blev domineret af performance, men at det vigtigste, musikken, var i centrum.

Born From Pain
MetalMorfar - Karakter: 3 / 6
Hollandske Born From Pain stod for en pause i strømmen af Metal, da de leverede vaskeægte Hardcore fra scenen i århus. Det gjorde de med masser af energi, som var mest markant på scenens for- og bagkant: bagest var det trommeslageren, der nærmest forsøgte at banke sine trommer ihjel, som var de angribende aliens; forrest var det sangeren Rob Franssen, der var så tændt, at han allerede efter 30 sekunder forsøgte at fremtrylle en circlepit. Den kom dog først efter et stykke tid, under nummeret “Enemy lines”.
Den positive start gik dog hurtigt over i ensformighed, og jeg havde svært ved at holde interessen fanget.
Et ufrivilligt lyspunkt indtraf dog, da et par heilende idioter nede foran blev sat grundigt på plads af Rob Franssen – et passende svar på en helt upassende opførsel. Alligevel kunne hverken denne episode, den gode lyd eller bandets engagement skjule, at musikken mangler variation og derfor ikke overbeviser.

Napalm Death
Kev - Karakter: 4½ / 6
Det var 3. gang indenfor 1½ år, at jeg skulle se Napalm Death. De har ikke skuffet endnu, og de gjorde det heller ikke denne aften. Det overrasker mig hver gang, hvor meget de giver den gas på scenen. Barney fiser omkring som han plejer og Shane, Danny og Mitch leverede som vanligt et tight og solidt baggrundsinferno.
Napalm Death’s show har ikke været underlagt de store forandringer det sidste stykke tid, men med en ny plade på vej kunne man håbe på smagsprøver, og sandelig så, om ikke man fik det! 2 nye sange i form af ”Brink of Extiction” og en jeg ikke lige fik fat i titlen på…. Dog lød det MEGET lovende, og det viste også, at Napalm Death bestemt ikke hviler på laurbærrene. Numre som vi blev begavet med talte blandt andre: ”Suffer the Children”, Sink Fast, Let Go”, ”Scum”, ”It’s a M.A.N.S. World” og selvfølgelig ”Nazi Punks Fuck Off”. Alt i alt blev der, nummermæssigt, leveret hvad man kunne forvente af gutterne. Jeg synes dog, at Napalm var federe de to første gange jeg så dem, men de leverede alligevel det fedeste show for mig på førstedagen af festivallen.

Horned Almighty
MetalMorfar - Karakter: 4 / 6
Der skal nok have været en og anden deltager, hvis tømmermænd fik et chok ved starten på festivalens anden dag. Den blev nemlig slået igang af Horned Almighty, som troppede op i klassisk Black Metal look: corpsepaint, pighalsbånd og nitter så langt øjet rakte. Heldigvis tager bandet ikke sit image så alvorligt, hvilket en udtalelse som ”Satan er en ven du ikke har mødt endnu” viser.
Når det drejer sig om musikken, er det anderledes alvorligt, for selvom stilen er nærmere Death Metal end egentlig Black, er der masser af knald på. Den langsommere del af numrene var knap så interessante, men med voksende tempo, steg kvalitetsniveauet tilsvarende. Og da tempoet overvejende var højt, blev starten på lørdagsprogrammet satans god.

Crocell
Kev - Karakter: 4 / 6
De 4 bands See You Next Tuesday, Aeon, Misery Index og Hate Eternal turnerer sammen, og skulle til Århus fra et job i Tyskland dagen før. Uheldigvis brød tourbussen sammen, hvilket forsinkede bands’ne og nødvendiggjorde ændringer I programmet. Et af disse var, at See You Next Tuesday blev erstattet med Crocell, som tog jobbet med ultra kort varsel, til trods for tømmermænd og en småsyg trommeslager.
Det gik egentlig fint for de 5 århusianere, der fik fin respons fra publikum. Mange var nok taknemmelige for at See You Next Tuesday afyste… Jeg var i hvert fald, og den lille halve time de brugte på scenen, blev ædt råt af det tilstedeværende publikum.
Ud af numrene de spillede, var det (især!) ”Winter is Coming” der skinnede igennem, men også ”Behind the Veil” og så en helt ny sag, der var rigtig dejlig up-tempo, behagede undertegnede. Alt i alt, var det et rigtig godt bytte, vi fik der…

Goat Udenfor bedømmelse
MetalMorfar - Karakter: X / 6
Metalfolket fik også en gedigen overraskelse, for netop som Crocell forlod scenen, blev den overtaget af Lasse Baks projekt Goat. Med både udklædning og optræden som taget ud af Casper og Mandrilaftalen, tumlede de 4 musikere rundt på scenen, mens de spillede en blanding af Punk og Metal. Det hele foregik i et hysterisk opskruet tempo, og var så kikset og utight, at det har kultpotentiale – derfor unddrager det sig normal bedømmelse.
Hele seancen var tilpas kort til, at det ikke nåede at blive kedeligt; i stedet blev denne omgang Mandril Metal modtaget som det var tiltænkt: med godt humør.

Corpus Mortale
MetalMorfar - Karakter: 4 / 6
Igen blev jeg mindet om, at den danske Death Metal scene indeholder mange bands, som helt og holdent har undgået min opmærksomhed. Denne gang skete det i form af hovedstadsbandet Corpus Mortale, som jeg først hørte denne lørdag – 15 år efter deres start.
Starten var nu ikke noget at råbe hurra for, for numrene virkede træge og uinteressante; bandets noget stillestående sceneshow hjalp ikke meget på situationen. Men efterhånden kom der mere liv i den ”døde krop” – musikerne tøede op, og der kom mere tempo på musikken.
Og det smittede af på publikum, som efterhånden blev trukket op i omdrejninger. På den måde fik Corpus Mortale til sidst hevet en god koncert i land via en god slutspurt.

Aeon
MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6
Det næste band var heller ikke et, jeg kendte på forhånd – her havde jeg blot fået fortal, at deres tekster er stærkt anti-religiøse. Og det skal jeg da lige love for! Titler som ”Forever Nailed” og ”Caressed By The Holy Man” er ikke ment som hyldestkvad til kirken, specielt ikke når de formidles af Tommy Dahlström. Han har en vokal, som skifter ret fedt mellem growl og hvæsen og konstant er truende.
Musikalsk fik vi en gang traditionel Death Metal, som blev fremført af meget kompetente musikere. Mest iøjnefaldende var trommeslageren Nils Fjellström, der som en vanvittig bearbejdede sine tønder. Hænder og fødder kørte uophørligt, og han lagde en fantastisk bund, som virkelig gav numrene drive.
Sættet var desværre kortet lidt ned pga. programændringerne, men Aeon nåede at vise, at de virkelig kan deres kram; jeg ville meget gerne have hørt mere til dem.

Konkhra
Kev - Karakter: 4 / 6
Konkhra kan vel bedst betegnes som dansk dødsmetals grand old men. Efter den spæde start i slut 80’erne har bandet (Anders Lundemark) udgivet plader med jævne mellemrum, og efter nogle års stilhed er bandet tilbage på de skrå brædder. Bandet har en ny skive på vej, og naturligvis fik vi nogle smagsprøver fra den front, men det var meget tydeligt, at folk var kommet for at høre numrene fra ”Spit or Swallow”, og der blev da også disket op med et par stykker fra den skive. Ellers var ”Weed Out the Weak”-skiven også godt repræsenteret. Det stod hurtigt meget klart, at Konkhra virker som fornyet med tilgangen af to nye bandmedlemmer. De virker bare mere på, og musikken kommer langt ud over scenekanten. Dog skal det siges, at bandets krydsning mellem Hulk Hogan og julemaden, Lars Schmidt, bliver en anelse for meget at se på i længden. Ligeledes er Anders Lundemark ikke den mest aktive på scenen. De to er selvfølgelig heller ikke 20 år længere, men lidt mere aktivitet ville sgu være at foretrække. Når det er sagt, så blev ”Life Eraser”, ”Heavensent”, ”Facelift” og den nye tonser ”Hail to the King” leveret med overbevisende pondus, så mine forventninger til den nye Konkhra skive, ”Nothing is Sacred” er løftet betydeligt!

Misery Index
Kev - Karakter: 5 / 6
Jeg var meget tæt på at blive meget bekymret, da de første bulletiner om tourbussens fald løb ind. Misery Index var det band jeg havde glædet mig mest til at se, og derfor ville en aflysning fra dem være mere, end hvad der var godt for min sjæl.
Misery Index lagde, meget naturligt, ud med ”We Never Come in Peace”, og herefter blev deres grind/death metal leveret med en kirurgisk præcision, der får et nykøbt barberblad til at virke som en sløv satan. Deres halsbrækkende breaks sad lige i skabet og jeg tog mig selv i at stå og holde vejret flere gange, når et af de føromtalte breaks dukkede op. Det var virkelig en opvisning i musikalsk splendour, og især Sparkey Voyles virkede tændt.
”Pull out the Nails”, ”The Great Depression”, ”Conquistadores” og titelnummeret fra den nye skive var virkelig overdrevent fedt leveret. Jeg stod og havde lyst til mere, men måtte nøjes med at konstatere, at Misery Index leverede den fedeste koncert til dette års Metal Royale Festival, i mine ører.

Hate Eternal
Kev - Karakter: 4 / 6
Hate Eternal spillede på Voxhall for nogle år siden i forbindelse med deres forrige album. Dengang leverede de et superkedeligt show, og en performance der var direkte skuffende, så jeg var naturligvis lidt spændt på at se, hvad de nu fire mand kunne finde på at begave os med fra scenekanten.
Der gik ikke længe inden koncerten fra år tilbage var slået, i både bedre lyd, men også i performance. Erik Rutan var virkelig på, og lur mig, om ikke oplevelsen med tourbussen animerede ham,og hans gæve kumpaner til at levere et show fyldt med fart og masser af aggression. Numrene løber jeg sgu lidt rundt i, da han ikke var særlig god til at præsentere, men ”King of All Kings”, ”Bringer of Storms” og ”Behold Judas” var da vist med på setlisten. Jeg må indrømme, at jeg under koncerten med Hate Eternal kedede mig bravt, og allerede havde skrevet en sviner af en anmeldelse inde i hovedet. Dog her, et par dage efter, står koncerten klart inde i mit hoved og karakteren har ændret sig…. Der kan absolut ikke sættes spørgsmålstegn ved deres kunnen. Musikken har bare en tendens til at mudre sammen, og den opfattelse var jeg jo også af under showet….
Hate Eternal var klart det ”sværeste” musik denne aften, men et eller andet sted fik de sgu taget fusen på mig…

Destruction
MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6
Da aftenens hovednavn gik på scenen, skete det med et kvarters forsinkelse, hvilket må siges at være meget imponerende, når man tænker på de problemer, der tidlige var med at få programmet afviklet.
Destruction bød på det, de har spillet gennem de sidste 25 år: hamrende Thrash Metal af den enkleste slags, med masser af knald på. Efter Hate Eternals flotte, men kedelige opvisning, var det nærmest befriende at komme back-to-basics.
Bevægelsen på scenen stod bassisten Schmier for; med 3 mikrofoner tværs over scenen fik han lavet et udmærket show. Alligevel var det svært at få tag i salen, for 2 dages Metalbombardement havde sat sit præg på det århusianske publikum; folk virkede udbrændte, og selvom Schmier flere gange forsøgte at sætte gang i en moshpit, blev det kun til en lille én af slagsen. Oveni dette brændte basforstærkeren af, og selv om en ny blev fremskaffet efter næsten 10 minutters ventetid, var det som om energien på scenen havde fået et knæk. Settet blev kortet ned, og de resterende numre blev afleveret mindre overbevisende.
En lidt træls afslutning for hovednavnet, som ellers leverede varen – men mod tekniske fejl og metaltræthed kæmper selv hovednavne forgæves.

2009 udgaven af Royal Metal Fest levede op til de høje forventninger, line-up’et på forhånd havde skabt. Desuden viste arrangørerne, at de var i stand til at håndtere uventede situationer virkelig flot – udsigten til måske at skulle undvære 4 bands kan kun have været en ren gyser.
Samtidig ser det ud til, at festivalen er stedet, hvor gamle danske Metalkonger rejser sig til fordums styrke. Sidste år var det Artillery, og i år Pretty Maids, der sparkede røv på Århus-publikummet. Hvem det bliver i 2010 må vi desværre vente et helt år med at finde ud af.


Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Dan the Man

Læs mere...

Cannibal Corpse, Aeon, Prostitute Disfigurement

Efter en lille opvarmning med 3-4 dåser Tuborg hjemme ved en makker på Amager, var jeg nu ved at være klar til en god gang dødsmetal. Under det meget moderate øl-gilde, så vi nogle små uddrag fra Lamb Of God's dvd "Killadelphia" og Killswitch Engage's "World Ablaze". Til alle jer metalcore hoveder, der endnu ikke har købt dem, slå til nu! Der er rigtig god lyd på begge. Nå, men videre til aftenens koncert.

Efter en lille bustur, et grundigt interview med Paul fra Cannibal Corpse og et kort og spontant interview med Tommy fra Aeon, er jeg nu mere end klar til en aften i dødsmetallens navn.

Første band på programmet er svenske Aeon. Bandet udgav deres debut i oktober på det brutale selskab "Unique Leader Records". Skiven hedder "Bleeding The False", og kan anbefales til alle dødshoveder, der kan lide perfektionistisk, groovy og meget "trigget" dødsmetal. Jeg synes selv at skiven er pisse fed. En skummel intro bliver spillet over anlægget, og de svenske dødsmakkere står nu klar på scenen. Koncerten er nu i fuld gang, og desværre er lyden elendig. Guitarerne er alt for lave, hi-hat og bækkener er høje og meget diskante, stortrommerne er meget dybe og buldrende, tammerne er meget høje og lyden på dem er ringe. Faktisk var det eneste der var i orden vokalen, som Tommy da også styrede perfekt under hele koncerten. Bandet spillede ellers en god koncert. Numre som "Biblewhore", "Bleeding The False", "God Gives Head In Heaven" (fee titel-hihi!) og sidst, men absolut ikke mindst "Forever Nailed", fungerede perfekt live (også selvom lyden var så ringe). Sidstnævnte nummer er noget af det mest fængende, jeg har hørt i denne genre længe. "Jesus will not come - NO! Jesus will not come". Undertegnede sang ihvertfald med til koncerten, ligesom jeg gør hver gang jeg hører nummeret derhjemme.
Nej, hvor er jeg træt af at lyden ikke var bedre. Aeon er nemlig noget af det mest spændende død jeg har hørt længe. Deres skive er virkelig god, så jeg var faktisk meget træt af det med lyden.

Andet band på scenen var så hollandske Prostitute Disfigurement. Jeg har tidligere set bandet live, det var til sidste års Aalborg Metal Festival, hvor de grindede deres vej igennem et 40 minutters sæt - SEJT! Så jeg glædede mig da til en god omgang "Guttural Gore Grind fra Gronningen" (prøv at sige det 5 gange i rap, hurtigt.) Bandet gik igang, lige på og hårdt! Det var tydeligt at høre at lyden var blevet forbedret. Man kunne nu høre guitaren og trommelyden var blevet bedre, dog langt fra god. Den var simpelthen lidt "mawer" hele aftenen. Michiel og de andre drenge fra Prostitute Disfigurement virkede tændte, og humøret var højt på scenen. Numre som "Left In Grisly Fashion" og "Freaking On The Mutilated" (tror jeg nok det hedder) rykkede fedt live, og jeg havde faktisk lidt lyst til at blande mig i moshpitten, men nej, jeg er blevet for tyk og for gammel.
Michiels grinds og blastbeats fungerede godt (også selvom han sagde til mig, at han ikke kunne høre en skid), og forsangerens dybe growl lød fedt. Perfekt vokal til sådan en omgang sygt splatter grind/death.
Som et lille humoristisk indslag til sidst, kom der et par makkere op i det sidste nummer og begyndte at fjerne stativer, bækkener og sågar også tammer. Det gjorde det ikke let for Michiel at spille resten af nummeret færdigt, haha! Han fyldte nemlig 25 netop denne aften her i KBH, og derfor skulle der tages lidt gas på ham. Som jeg også sagde på aftenen "Happy Birthday Michiel". Prostitute Disfigurement spillede fedt, og mit humør var nu i top.

Der skulle nu gå en lille halv times tid inden aftenens absolutte hovednavn - Cannibal Corpse, skulle på. Jeg havde glædet mig længe til denne koncert. Det var nemlig ved at være længe siden jeg sidst havde set Alex Webster og drengene. De to sidste gange jeg så dem, var til Wacken-Open-Air, og der måtte de jo ikke spille numre fra de tre første skiver, og ikke for at være grove overfor kannibalerne, men det er sgu nogle af deres bedste skiver. Så på aftenen glædede jeg mig utrolig meget til at høre nogle af de gamle hits, og forhåbentlig også et par stykker fra deres seneste skæring "KILL", der efter min mening er deres bedste siden "The Bleeding".

Ingen intro, intet smart sceneshow og ikke noget pis! Dette langhårede oldschool dødsmetal band behøver ingen "fancy" facetter for at sparke røv live. Sceneshowet bestod af en energisk George Fisher aka Corpsegrinder og tre andre konstant headbangende makkere (alle bortset fra Paul M, men hva’ fanden? Han sidder jo bag gryderne). Hvor er det fedt at se, at der ikke skal mere til.

Åbningsnummeret var "The Time To Kill Is Now", der også er åbneren på "KILL". Så det passede jo ganske godt. Efter et par justeringer på vokal-lyden og et boost på guitar-volumen, var koncerten nu ved at gå rigtigt igang. Det skal dog lige nævnes, at trommelyden var rimelig dårlig igennem hele koncerten. Paul Mazurkiewicz skal fandeme begynde at bruge triggers på de stortrommer! De var meget buldrende, og jeg vil sværge på at lyden i den højre var lidt højere end i den venstre. Lydmændende havde nu styr på lyden (på nær trommelyden, desværre), og undertegnede glædede sig til at høre hvad det andet nummer ville være. Det viste sig at være "Death Walking Terror", det mest groovy' og simple nummer på den nye skive - fedt! Titlen på det tredje nummer var ikke svært at gætte, Corpsegrinder kom nemlig med en meget illustrativ forklaring på handlingen i nummeret. Så da han tog en "fantasi" kniv og stak sig i skridtet, var jeg udemærket klar over at vi nu skulle høre "Fucked With A Knife". Klassikeren fra bandets topsælger "The Bleeding". Det sparkede røv, folk var godt med og for første gang lagde man virkelig mærke til Alex Webster. Bas-breaket, som selvfølgelig var perfekt eksekveret, lød rigtig godt. Baslyden var formidabel, og Hr. Webster var virkelig i topform denne aften. Manden spiller simpelthen så godt, at det ikke giver nogen mening. Ham og Hr. Digiorgio er uden tvivl de hårdeste bassister i hele metalgenren. Jeg prøvede at skrive alle numre ned, men der var flere jeg ikke kendte, desværre. Her er dog dem jeg skrev ned: "Covered With Sores", "The Wretched Spawn", "I Will Kill You", "Disposal Of The Body","Unleashing The Bloodthirsty", "Make Them Suffer", "Pit Of Zombies", "Five Nails Through The Neck" etc. Jeg vidste nu at koncerten var ved at være slut, og jeg følte at bandet manglede at spille nogle af de gamle hits. De fik dog rådet lidt bod på det til sidst. Mr. Fisher griber om mikrofonen (hvordan kan en mand af hans størrelse....hhhmmmm, holde til at være så energisk og headbange igennem en hel koncert på halvanden time, samtidig med at han jo skal styre alt vokalen?), næste nummer er "Devoured By Vermin", hittet fra "Vile". Det satte sgu gang i folk, og alle var med, og jeg mener ALLE. Nu kom vi så til aftenens sidste nummer "kan i gætte hvilket?" Corpsegrinder brølede i mikrofonen (ja, du gættede nok rigtigt.) - HAMMER!!!!! SMASHED!!!! FACE!!!!! Folk gik totalt bersærk, og hvad kan jeg sige? Det nummer er jo bare så mega sejt. Igen lød bas-breaket sejt - "Alex, du er kongen."
Jeg troede da nummeret var færdigt, at aftenen var slut, men det var ikke tilfældet. Kannibalerne havde endnu et nummer i ærmet, og dette nummer var.......(spændende!) ”Stripped, Raped & Strangled” - sejt! Det sparkede også røv. Sikken afslutning, først "Hammer Smashed Face" og så lige "Stripped, Raped & Strangled", kunne det være bedre?

Jeg vil sige at det var en rigtig god Cannibal Corpse koncert. Der var gang i bandet og Corpsegrinder's helikopter-banging er jo altid guld værd. Skal der smides lidt malurt i gryden, så vil jeg sige at der manglede nogle hits. De kunne have streget tre af de lidt mere ligegyldige numre, og så i stedet have spillet: "I Cum Blood", "Staring Through The Eyes Of The Dead" og måske "Shredded Humans." Men hva’ fanden? Det var sgu en god koncert alligevel.

Nu kommer så min obligatoriske karakterforklaring: Aeon får 3½ stjerner. Havde lyden bare været middelmådig god, så havde de nok fået 5. Lyden var bare meget ringe under deres sæt, desværre. Prostitute Disfigurement får 4 stjerner. Havde deres lyd også været lidt bedre, så havde de nok fået en halv karakter højere. Så til hovednavnet Cannibal Corpse. De får 5 stjerner. Den karakter er grundet i hits og en fed scene-energi, og igen vil jeg sige, havde lyden været bedre, så havde de sgu nok fået alle 6 stjerner.

Så lige her til sidst, en balle til The Rock: I laver fandeme ringe lyd! Det er min anden koncert på stedet, og i begge tilfælde har lyden været temmelig dårlig. Så vil jeg også lige komme med et råd: Fyr de elendige kontrollører, og få ansat nogle med noget hjerne.

Samlet karakter: 4 stjerner

Læs mere...

Aeon - Aeon´s Black

Først lidt beroligelse til bandets fans: Selv om det 4. album fra Aeon har fået titlen” Aeon´s Black” betyder det ikke, at den svenske kvintet har skiftet Dødsmetallen ud med dens sorte bror. Alligevel holder bandet fast i tekster, der er så anti-religiøse, at de sagtens kunne bruges i Black-sammenhæng, så alt er ved det gamle.
Og så alligevel, for Aeon mener selv, at albummet er deres mest varierede. Jeg er ikke nordisk mester i bandets bagkatalog, så jeg må nøjes med at konstatere, at albummet er meget bredt funderet: Der er selvfølgelig masser af mandfolkedød med smæk for skillingen, men der satses ikke bare på knaldhård Metal - flere steder er musikken pænt groovy, så udtrykket bliver lidt mildere. Det samme gælder for de små introer med stille og endda symfonisk indhold, der danner optakt til flere skæringer.
Den ekstra bredde koster heldigvis ikke power, hvilket ikke mindst skyldes Tommy Dahlstöms vokal. Den er overraskende let at forstå, selv om der virkelig growles igennem. Derfor er det rigtig fedt, når han i titelnummeret spørger: ”Where´s your savior, Where´s your God?” Nummeret er virkelig cool, og blandt albummets bedste.
I det hele taget er niveauet højt, og "Aeon´s Black” er et rigtig godt bud på, hvordan moderne Death Metal skal lyde. Når min bedømmelse alligevel ikke ligger helt i top skyldes det, at variation og flot produktion ikke er ensbetydende med høj kvalitet. Og på den front har albummet et par svipsere, som trækker ned.

Tracklist:
1. Still They Pray
2. The Glowing Hate
3. The Voice Of The Accuser
4. I Wish You Death
5. Garden Of Sin
6. Neptune The Mystic
7. Nothing Left To Destroy
8. Passage To Hell
9. Aeons Black
10. Dead Means Dead
11. Sacrificed
12. Aftermath
13. Blessed By The Priest
14. Maze Of The Damned
15. Die By My Hands

Samlet spilletid: 50:43

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed