fbpx

Stone Cadaver - Royal Metal Fest 2016

Stone Cadaver er en powertrio, der udelukkende synes at være inspireret af de bands, der er inspireret af Black Sabbath. Jeg kan høre både Down- og Pentagram-elementer i deres tungt stenede 70’er-heavy. Og det er jo dejligt. Det gynger og rykker ganske pænt i både ører og andre kropsdele.

Dog kan det tydeligt mærkes, at bandet er en upcoming størrelse. Musikken er ikke vanvittigt original, - hvad der da heller ikke ligefrem er kendetegnende for genren. Et større kritikpunkt er leadguitaren, der er decideret ringe, hvilket nok må tilskrives den mærkbare nervøsitet hos bandets guitarist og forsanger. Derudover kunne de måske godt ha’ spillet lidt mere tight. Men hva’.

Alle indvendinger til trods ender Stone Cadaver med at levere en koncert, der som åbningsshow af et ungt band må betegnes som god. De er ret sikre i genren, og det er som om numrene bliver federe og federe og riffs’ene mere og mere originale, - for så vidt det nu måtte være muligt. Især det afsluttende nummer, hvis titel desværre er gået mig forbi, rammer en tyngde, der er genrens bedste bands værdig. Stone Cadaver har masser af potentiale; de skal, som upcoming bands er flest, bare ha’ noget mere erfaring. Jeg forestiller mig, at de bli’r rigtig fede at se om en tre-fire års tid.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Mono Goes Metal 2016 (fredag)

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg dækker MGM på Revolution Inc. Det er ingen hemmelighed, at jeg holder umådeligt meget af arrangementet, så jeg var også taget derud alligevel, kan man sige. I år kan det desværre kun blive til en enkelt aften.
Årsagerne er, 1) at Manowar som bekendt blæser taget af Scandinavian Congress Center søndag, og 2) at jeg ganske enkelt ikke længere vil udsætte dette i forvejen så hårdt medtagne korpus for tre afteners kampdruk, hjernesmeltende høj musik og mennesker overalt hele tiden. Derfor må jeg bruge lørdagen på restitution, inden det atter går løs. De af jer, der har rundet de 30 og/eller nogensinde festet til det udløste panikangst, vil muligvis kunne forstå det. Resten må lære det på den hårde måde.

Udover det vanligt fremragende selskab nåede jeg således at opleve følgende bands på MGM 2016:


Expatriated

Lige så utaknemmelig en opgave det er at åbne et arrangement i max-200-mands-størrelsesorden, lige så utaknemmeligt er det at skulle fælde en nogenlunde diplomatisk dom over det stakkels band, der får tjansen. Trioen Expatriated har hørt en del Tool og rigtig meget Opeth, og de vil gerne spille lige så mystisk og intrikat progmetal i spektrets hårde ende.
Det lykkes nu også til en vis grad. Sammenspillet er der for så vidt intet i vejen med, og bandet er også i stand til at bygge nogle ganske interessante sangstrukturer. Desværre forfølger de ikke rigtig nogen distinkte idéer snarere end bare at progge uden andet mærkbart formål end dét.
Der består to problemer i bandets lave besætning. Først og fremmest - og det er hér, det bli’r en utaknemmelig opgave ikke at lyde perfid og personlig, - indfrir bandets forsanger og guitarist ingen af sine forpligtelser. Ligesom både hans rene vokal er for upersonlig og hans bud på et growl alt for fladt og luftigt, er også hans rene guitarlyd for tynd, og hans distortede for komprimeret og tonløs. Og så er der lige det hér med, at det bare ser ubehjælpeligt akavet ud for en metalfrontmand at stå med samlede ben og have spaden helt oppe i Django Reinhardt-position. Stængerne ud til siden og øksen ned i keglehøjde. Der er ingen undskyldning.
Derudover ville bandet kunne gøre meget mere med deres sound og idéunivers, hvis de fik sig en andenguitarist og/eller måske en keyboardspiller. Af og til er lyden forsvindende tynd, og hvor det selvfølgelig giver det samlede udtryk noget dynamik, er musikken også af og til i fare for at forsvinde ind i sig selv, og ikke ud over den scenekant, som den kun sjældent forcerer.
Jeg anser og bedømmer Expatriated som et demoband, der endnu ikke er færdigt til at flyve fra øvelokalet. De har lang vej endnu, men de har på den anden side også en masse teknisk kunnen og kreativitet, der kan føre dem langt. Jeg vil lade tvivlen komme dem til gode og ønske dem held og lykke.

3,5/6

 

Cor Vacante

Så er der sateme ellers, (tør jeg næsten skrive det her i 2016?) fee’ døø’! Esbjergensiske Cor Vacante spiller noget så dejligt som en omhyggeligt langsom og smagfuldt præcis-tilstrækkeligt-melodisk dødsmetal af den skole, hvorpå bands som Obituary og Bolt Thrower danner lærerstab. Og modsat så meget andet forstår jeg først, at jeg faktisk har savnet det, nu hvor jeg får det tilbage efter så lang tid. Det 21. århundredes dødsmetalbevægelser er generelt præget af Meshuggah, og hvor jeg - bevares - til stadighed er i svime over de ekvilibristiske krumspring hos fantastiske bands som Decapitated og Psycroptic, er det en mindst lige så lækker overraskelse at blive præsenteret for et nyt bud på genrens stik modsatte ende.
For Cor Vacante er mere end bare et kærkomment pift i en tid, hvor dødsbands stadig ikke helt er færdige med at overgå hinanden i tempo og teknikalitet, - de er også forbandet gode til det, de gør. Den ene guitarist er iført en Primus-t-shirt og har en tatovering af en blæserspillende rasta-fyr, og ved eftersyn finder jeg en afskedssalut til David Bowie på bandets Facebook-side. Ingen af delene overrasker.
Jeg hører nemlig en masse decideret musikalitet i bandet. Frem for bare at lave stiløvelser hermetisk indenfor deres egen genre bruger Cor Vacante også et vist teknisk og kreativt overskud til at tænke - og spille - lidt udenfor boksen. F.eks. er selv den rene guitarlyd utroligt fin; den er fundet frem til med flere års erfaring i at justere på pedal- og forstærkerknapper - og ikke bare ved at trykke distortionlyden off. Men bandet består åbenbart også af medlemmer fra bl.a. Kellermensch, så det forklarer noget.
Med forbehold for at jeg desværre ikke får set lørdagens bands på Mono i år, vil jeg hermed erklære Cor Vacante for årets positive overraskelse samt bedste nye danske bud på en international metalkandidat anno 2016. God vind, drenge!

Karakter: 5/6

 

Oxx

Aarhusianske Oxx er en trio bestående af guitar, trommer og… Moog?? Der er i hvert fald tale om en analog synth fra dengang, hvor vores bedsteforældre definitivt gav op overfor nutidens mærkelige undskyldning for musik. Og Oxx virker sjovt nok som et band, der gerne vil fremmane samme reaktion hos en mærkbar del af deres lyttere.
I programmet står Oxx omtalt som “noise, drone, avantgarde-jazz, doom/black metal”. Det er de også, men de er også mere end det. Jeg ved bare ikke rigtig hvad - et ord der i øvrigt er beskrivende for min initialreaktion på bandet, hvilket de tre første linier om dem fra mit notathæfte bevidner:
Hvad??
Hvordan??
… HVAD?
Den skal de alligevel ha’, og det tror jeg nemlig også gerne, de vil. For de gør sig ekstremt umage med at skrive og spille så skizofrent og åbent overfor samtligt tænkelige idéer som muligt. De blæser ens hjerne behørigt omkuld, hvad end man er til den ene, den anden eller samtlige typer musik i verden. Guitaristen og synth-spilleren growler skiftevis. Førstnævnte ligner én, der normalt krøller folk sammen, hvis de har deres egne Breezers med ind på Crazy Daisy, men samtidig spiller han en tapping så jazzet, at det snarere end på Steve Vai leder tankerne hen mod dennes læremester, Frank Zappa.
Det er fandme mærkeligt, det hér. Jeg ved ikke helt, ud fra hvilke præmisser jeg skal bedømme Oxx. Men de kan deres lort, ingen tvivl om det. Udover de ekstremt teknisk krævende passager byder deres musik på drone, doom, black… Ja, se ovenstående beskrivelse. Det er en fordoms- og kompromisløs, radikal, ultra-ekspressionistisk hvirvelvind af lyd-idéer, og det bli’r for meget for mig til sidst, skal jeg gerne erkende. Som jeg siger til min sidemakker: “De skal nok få en positiv karakter; jeg kan bare ikke holde ud at høre på dem længere.”

Karakter: 4/6

 

Death Rides a Horse

Ovenpå Oxx er Death Rides a Horse’s stoner-doom’ede 70’er-heavy lige, hvad jeg har brug for til at klare hjernen. Jeg så dem en gang for nogle år tilbage til en makkers 40-års fødselsdag, og det er sjovt, hvordan de ikke synes at have ændret sig det store siden dengang, og som der stadig heller ikke er så meget brug for at ændre på noget, der virker, som det er. DRaH er u-folkelige, u-hippe og tilbageskuende ind til benet, og man kan regne ud, at de vil blive ved med at holde disse kvaliteter i hævd, så længe de eksisterer. Og så meget desto mere imponerende er det, hvordan de bliver aftenens mest velmodtagne publikumsattraktion. De er ikke verdens teknisk største begavelser, men mindre kan så sandelig også gøre det, når deres musik er så gennemført komponeret og mere ualmindeligt oldschool end nogen Tuborg-reklame. Jeg kan dæleme godt li’ DRaH, og når jeg siger, at Cor Vacante er dette års bedste bud på et dansk metalnavn til den internationale scene, skal det altså ikke forstås sådan, at DRaH ikke har potentiale til meget af det samme.
De er tillige en broget flok at beskue. Den ene guitarist ligner Kevin Bacons nørdede lillebror; den anden ligner en tidligere storforbryder, der har slået sig ned som potrygende beatpoet i Haight-Ashbury. Men begge flankerer de bandets suveræne omdrejningspunkt, vokalist/bassist Ida Hollesen. - Et omdrejningspunkt som jeg ikke kan undgå at blive lidt mere fascineret af, end hvad min kæreste måske ville være tilfreds med. Hollesens stemme og stage presence er så stærke størrelser, at man skulle tro, hun havde stået og skrålet på en scene siden engang i en version af børne-MGP, der er alt for awesome til at eksistere.
Som flere gange før til MGM har vi nu nået det punkt på aftenen, hvor jeg nedprioriterer notatskriblerierne og joiner det efterhånden fuldtallige publikums cowboyrækker til en gang aktiv nakkemyoseudvikling. Men i virkeligheden er der også kun følgende at tilføje: DRaH’s relevans består i, at de netop spiller den kommercielt mindst tænkeligt relevante musik med en sådan flair og indlevelse, at den for indforståede synes uendeligt mere relevant, end hvad der nu kører af dubstep-bastardiseret konsum-pop på P3 og The Voice for tiden. Og dét er en sag, i hvis navn jeg som hér gerne kaster garn til en gang ømme skuldre oveni tømmermændene.

Karakter: 5/6

 

Diskord

For mig at se burde Death Rides a Horse have været aftenens headliner. I hvert fald svigter publikum Diskord i et omfang, jeg ikke helt forstår, når man tager i betragtning, hvor velbesøgt selv Oxx’ kaotiske ADHD-opvisning var. Det er synd for Diskord. Men det skyldes måske også, at deres musik slet og ret er lidt tvetydig, hvor Oxx’ multiskizofreni tydeligvis er selve meningen i al galskaben. Denne norske trio spiller en underlig, dissonant form for dødsmetal, der ikke helt kan finde ud af, hvor den befinder sig på kontinuummet fra helt avantgarde-kunstnerisk over nogenlunde “normalt” progressiv til slet og ret teknisk. Udover dødsmetalfundamentet indeholder musikken elementer fra både thrash, doom, punk, grindcore og jazz. Jeg ville umiddelbart beskrive dem som en lidt mere straightforward udgave af Gorguts, men med det forbehold at beskrivelsen langt fra er fyldestgørende. For de lyder som sig selv, - hvad man da også må forvente af et band med 17 år på bagen.
Ligeson Oxx fænger Diskord mig kun delvist. Det kan skyldes, at de også spiller i forlængelse af noget, der er langt nemmere tilgængeligt og mere publikumsvenligt. De tre bandmedlemmers komplet anonyme look er muligvis en yderligere faktor i mit utilstrækkelige indtryk af Diskord. De ligner ikke nogen, der kunne drømme om at høre metal; så meget desto mindre hér iblandt en flok stive jyder med patches længere ned af ryggen end headbangerhår. Så overflødigt som det end måtte være at sige, er bandet dog både teknisk og kreativt dybt imponerende - samlet set mere end noget andet band i aften. Men jeg ender ikke desto mindre med at gå lidt til og fra Monoramas scenerum. Det er ærgerligt, men som så mange andre af de fremmødte må jeg nok erkende, at denne tid på aftenen er til fest snarere end fordybelse. Diskord er med til at variere programmets i forvejen utrolige stilmæssige bredde, - noget som jeg elsker MGM for, - men som headliner vil de desværre næppe være egnede i andre tilfælde, end hvis line-up’et udelukkende bød på ekstraordinært avanceret dødsmetal. Jeg vil skam ellers gerne se dem igen, hvis jeg får muligheden, for deres musik ER skidespændende. Og ligesom i tilfældet Oxx vil jeg hjertens gerne give dem en god karakter for deres tekniske og kompositoriske evner, der langt overgår noget andet band fra Norge, jeg kan komme i tanker om.

Karakter: 4/6

 

Samlet set er det - som altid - en dejlig aften i glade omgivelser på Monorama. Denne fredag er der til ære for salig grandonkel Lemmy endda hyret et par makkere ind til udelukkende at spille Motörhead mellem bands’ene og hele aftenen ud. Sådan, mand.
Jeg har nok skrevet alt det hér før, men jeg gør det gerne igen: Stemningen på MGM er den hyggeligste til nogen dansk metalfestival, jeg nogensinde har besøgt; programmet sammenlagt det mest spændende og varierede, og menneskene altid et gensyn og en dæmonpåkaldende brandert værd. Lige så behørigt som Manowar fik rykket mig og resten af SCC rundt i søndags, lige så ærgerligt er det, at jeg ikke længere har det overskud til tre-dages weekender, der ville have kunnet få mig til MGM lørdag aften. Ud over alle dem, jeg ikke fik snakket og drukket tilstrækkeligt meget med, ville jeg også noget så gerne have oplevet lørdagens metalliske overflødighedshorn indeholdende Extended Suicide, Beyond the 9th, Orm, Seed of Heresy, mathcore-kometerne Cold Night for Alligators, de yderst lovende black-debutanter Serpents Lair og hard rock-håbet Sea.
Heldigvis er jeg overbevist om, at den gode Leifur Nielsen som altid vil krænge den fornødne tid, sjæl og mønt i bookingarbejdet det kommende år, så MGM 2017 kan blive lige så skøn som alle de forudgående. Og hvis ikke lige Manowar, eller det der er større, slår vejen forbi Aarhus igen i samme weekend, dukker jeg naturligvis op begge dage.

Vi ses til næste år!

Læs mere...

Avatarium - The Girl With the Raven Mask

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var meget begejstret for debut pladen fra Svenske Avatarium af samme navn. Det var (og er stadig), en rigtig lækkerbisken ind i doom himlen skrevet primært af doom-riff-kongen Leif Edling, som jo bekendt også huserer i Candlemass. Bandet er netop nu aktuelle med deres andet album ”The Girl With the Raven Mask”, og jeg var lidt spændt på om mine bange anelser om den lidt mere ordinære stil på EP’en ”All I Want” ville blive videreført.

Pladen lægger ud med titelnummeret, som er et up-tempo hard rock/doom nummer hvor der er noget mere fart over feltet end tidligere, netop  som EP’en ”All I Want” også lagde op til. Jennie-Ann Smith synger stadig glimrende, og musikken har igen det psykedeliske 70’er udtryk, som der bliver lagt meget mere vægt på. Samtidig har man har nedtonet de yderst fede doom riffs som Leif Edling jo er kongen af, hvilket jeg personligt synes er en skam. ”Pearls And Coffins” og ”Ghostlight”er dog glimrende eksempler på, at Avatarium stadig forstår at lave nogle rigtig fede numre. Eller hvad med ”The Master Thief” som har velnok et af de fedeste doom riffs tilhørende omkvæddet - Leif Edling i en nøddeskal!

i sidste ende er jeg dog en smule skuffet, og det her er vel mere et rock album med psykedeliske doom undertoner, mere end det er et decideret doom album. Absolut godkendt, men personligt sværger jeg mere til debut skiven, som jeg i sin tid kun gav fire stjerner. Set i lyset skulle den have haft fem, og skruer hermed dette album ned på fire stjerner.

Tracklist:
1. Girl With The Raven Mask 4:11
2. The January Sea 7:55
3. Pearls And Coffins 7:03
4. Hypnotized 6:26
5. Ghostlight 6:38
6. Run Killer Run 5:18
7. Iron Mule 5:50
8. The Master Thief 6:37
Samlet spilletid: 50:03

 

Læs mere...

Orchid - Sign Of The Witch

San Francisco-kvartetten Orchid har netop udgivet EP’en Sign Of The Witch, som er den ottende udgivelse fra deres hånd siden debuten i 2009. Mit kendskab til bandet begrænser sig til den ene af deres to fuldlængdeskiver, The Mouths Of Madness, fra 2013 samt et par eller tre af de ældre sange, og at dømme ud fra dette fortsætter de ufortrødent ud af samme tangent som hidtil.

Navnet Orchid stammer fra Black Sabbath-nummeret af samme navn, og hvis der findes et band der ligner sit forbillede i højere grad har jeg aldrig hørt om det. De fire medlemmer, som alle har været med fra starten omkring 2006, danner samme besætning som Sabbath og musikken er uhyggeligt lig de gamle mestres. Der er de samme buldrende tønder, den samme spinkle guitar med samme chorus-effekter og spillestil, den samme lidt dåsede Fenderbaslyd og sangeren bruger den samme stemmeføring og måde at frasere på, om end hans stemme har sin helt egen klang, der egentlig minder mig lidt mere om Robert Plant end Ozzy. Numrene er tilmed komponeret og arrangeret på samme facon, f.eks. med de lejlighedsvise ophold i musikken efterfulgt af takt- eller temposkift, og titlerne på såvel plader som sange har ofte mystiske overtoner og indhold.

På den indeværende udgivelse finder vi fire numre på lige under nitten minutters spilletid i alt. Helicopters indleder med en introsekvens på over 1:20 ud af nummerets godt fire minutter, så lad ingen sige at Orchid ikke giver sig tid til at udnytte en god ide! Nummeret er, som deres sange generelt er, præget af simple men gode melodier og riffs, som får lov at udfolde sig med både sang, guitarsolo og melodiøse basgange, så man er i den lykkelige tilstand af hverken at kede sig eller føle sig jaget. John The Tiger følger efter, og er i sin udformning så Sabbathsk at det næsten gør ondt. Sangen har simpelthen alle elementer med, og det er lige så man kan forudse tonerne i den solo der starter omkring 3:30. På samme måde minder titelnummeret Sign Of The Witch både i lyd og harmoni ganske meget om Sabbaths Tomorrow’s Dream, selvom der her er masser af egenart at finde i både trommespil og solo. Sangen Strange Winds, der er pladens længste med sine 5:31, er denne udgivelses Planet Caravan. Det er en lang, dyster og smuk sang, der gør udmærket brug af keyboard, percussion og stemmeeffekter, og som runder oplevelsen af på en fin og melankolsk måde.

Lad mig til sidst beklage de mange referencer i denne anmeldelse, men de er simpelthen ikke til at komme udenom. Som musiker og anmelder er jeg splittet mellem min trang til at harcelere over en så gennemgående mangel på opfindsomhed og originalitet og samtidig klappe i mine små fede fingre over et band, der har formået at tage fat om deres musikalske arv og forme den til noget, der alt andet lige er deres eget. Med syv originale udgivelser i ryggen kan man knapt nok beskylde Orchid for at være et fantasiløst coverband, selv om der ikke er nogen tvivl om hvor deres inspiration kommer fra. Min kritik af Sign Of The Witch skal derfor ikke lyde på hvor meget de minder om et band, hvis gennembrud kom for over fyrre år siden, men snarere på, at de stadig gør det. Der er ikke sket ret meget med Orchid i løbet af de sidste knap ti år, og jeg tror man skal være inkarneret sludge-/doom-/klassisk heavy metal-fan for på stående fod at kunne skelne ret mange af deres sange fra hinanden. Sign Of The Witch er ingenlunde ringe, tværtimod er det loyalt mod forlægget og et veludført stykke retrometal, men jeg kan ikke helt undslå mig tanken om, at Orchid står en smule i stampe. Bestemt en gennemlytning eller to værd, men på længere sigt næppe en plade der vil sætte sig fast i min hukommelse.

Trackliste:
Helicopters (4:06)
John The Tiger(4:53)
Sign Of The Witch (4:23)
Strange Winds (5:31)

Samlet spilletid (18:52)

 

Læs mere...

Avatarium - All I Want

Avatarium, som jeg havde æren af at anmelde da de udgav deres selvbetitlede debut album i 2013, har smidt EP’en ”All I Want” på gaden. Den indeholder 2 nye track, samt 3 tracks fra deres debut optaget live ved Roadburn Festival in Tilburg i Holland tilbage i 2013, hvilket var bandets kun andet show og det første uden for Sverige’s grænser.

Nuvel, vi må vel hellere komme til sagens kerne. Jeg var, set i bakspejlet, velsagtens lidt fedtet med karakteren da jeg anmeldte debut albummet ”Avatarium”, og skulle jeg anmelde det i dag, havde jeg givet fem stjerner og ikke fire. Desværre synes jeg ikke at denne EP har noget synderligt interessant at byde på; det er selvfølgelig altid spændende at høre nyt fra bands, men der er ingen af de to nye tracks der fanger mig på samme måde som debut'en gjorde. Jeg savner simpelthen den rigtig fede blanding af 70’er psykedelisk rock krydret med Leif Edlings endeløse fede doom riffs, hvorfor disse numre ender med at lyde tandløse uden bid. Så overraskende nok er det faktisk live numrene som er de mest interessante - her viser bandet deres klasse.

Så jeg håber i dén grad, at Avatarium disker op med noget bedre på deres næste album end disse 2 tyndbenede teasere, for ellers kunne man godt gå hen og blive godt og grundigt skuffet over deres næste udspil.

Tracklist:
01. All I Want
02. Deep Well
01. Pandora’s Egg (live)
02. Tides Of Telepathy (live)
03. Bird Of Prey (live)
Samlet spilletid: 31:13

Læs mere...

The Order Of Israfel - Wisdom

Det er garanteret at Ozzy ville kunne have det sjovt med ”Wisdom”, Zakk Wylde ville spidse ører, Cathedral ville i The Order Of Israfel kunne finde deres arvtagere. Dette er de lovprisende ord i min presse info…Hmm, jeg har nu svært ved at se den helt store hype i dette band.

Det oser af 70'er stemning, og Black Sabbath, Trouble samt Saint Vitus har bestemt ikke levet forgæves. Der bliver også tilsat lidt folk elementer, men det er heldigvis nedtonet til et minimum, da det ikke er min stærke side. Det er en lidt blandet landhandel det her, dog fortrinsvis med doom metal som det helt store omdrejningpunkt,  hvor”The Noctuus” må være det umiddelbare højdepunkt. I modvægt bør man samtidig nævne det 15 minutter lange "Promises Made To The Earth", for hvis The Order Of Israel var et motorkøretøj, ville man hurtigt få tildelt en parkeringsbøde - så langsomt går det. Musikken er på mange måde smuk og stilfuld, men samtidig desværre også møgkedelig i det lange løb, og numrene er generlt alt for lange.
Black sabbath og Trouble har som sagt  ikke levet forgæves, men jeg vil til hver en tid vælge en af de førnævnte. De musiske kvaliteter fra de respektive medlemmer er bestemt i orden, hvilket i sidte ende nok er årsagen til at de trods alt opnår 3 stjerner.

Tracklist:
1. Wisdom
2. The Black Wings A Demon
3. The Noctuus
4. The Earth Will Deliver What Heaven Desires
5. The Order
6. Born For War
7. Promises Made To Earth
8. The Vow
9. Morning Sun (Satanas)
Samlet spilletid: 64:52

Læs mere...

Horisont - Time Warriors

Horisont er et relativt nyt band fra Göteborg. Til trods for at de kun har eksisteret i få år, er de allerede blevet et markant liveband i Europa – og det er tilsyneladende fortjent. I hvert fald, hvis de spiller ligeså fedt live, som de gør her på Time Warriors.
Time Warriors er, udover at være en utroligt velspillet plade, en yderst velvalgt titel – for deres halvfjerdserlyd er ekstremt gennemført. Det er klassisk, til tider psykedelisk, heavyrock á la Black Sabbath eller Blue Cheer. Axel Söderbergs vokal er dog markant stærkere end leadvokalen hos de to førnævnte bands (der bestemt ikke er at forklejne). Der er bare ingen tvivl om, at Axel Söderberg har en fantastisk, højfrekvent, vokal, som han mestrer til perfektion – for det er egentlig kun på ”She cried Wolf”, vokalen bliver en kende anstrengende og hysterisk. Der er generelt ikke mange svage numre på pladen, men skal jeg smide lidt malurt i bægeret, bliver det i form af ”Eyes of the Father”, som jeg synes stikker helt af i forhold til de andre numre. Nummeret lyder som noget, der kunne være taget fra en tidlig Judas Priest-plade, og det er lidt for rock’n’roll'et i forhold til resten af pladen – men denne aversion mod dette nummer kan også skyldes, at det efterfølger et af pladens stærkeste numre.

Hvis Horisont havde holdt sig til at synge på deres modersmål, som de gør på to af skivens ti skæringer, havde pladen uden tvivl have fået mindst én stjerne mere. Men jeg er generelt fortaler for, at bands synger på deres respektive modersmål; dels fordi de kan gøre teksterne mere interessante frem for klichefyldte, og dels fordi der er ganske få, der kan synge på, eksempelvis, engelsk, uden at sangerens hovedsprog skinner kraftigt igennem – det gør sig også gældende her, hvor Söderborg synger et engelsk med en tydelig svensk accent. Derfor lyser de to svensksprogede numre også væsentligt klarere end de engelske. I særdeleshed kan ”Dödsdans” fremhæves som et vanvittigt fedt nummer, med en dejligt støvet guitarlyd.

Bortset fra det svenske engelsk, er der dog ikke meget at sætte en finger på, hvis man er til musik med store mængder wha wha, fuzz og doublelead – for dér er Horisont i dén grad leveringsdygtige. Charlie Van Loo og Kristoffer Möller leverer det ene fede guitarriff efter det andet, bakket godt og grundigt op af Magnus Delberg på en bas, der vil få Geezer Butler til at nikke anerkendende! Trommerne bliver pint under Pontus Jordan i en sådan grad, at der ikke er nogen tvivl om, at man som heavyrockfan skal til at rette blikket mod horisonten!

Tracklist:

1. Writing on the wall
2. Diamonds in Orbit
3. Ain’t no turning back
4. Backstreet
5. Vänd tilbaka
6. She cried Wolf
7. Brother
8. Dödsdans
9. Eyes of the Father
10. All must come to an End, Part I & II

Samlet spilletid: 33:37

Læs mere...

Black Sabbath - Live...Gathered In Their Masses

Som en del af Black Sabbath’s World Tour spillede bandet 2 koncerter i Rod Laver Arena, Melbourne Australien henholdsvis den 29. April samt den 1. Maj i år. Dette er der blevet en liveudgivelse ud af, som udkommer i følgende formater:  DVD, DVD/CD, Blu-Ray, Blu-ray/CD og ikke mindst i et box set som indeholder alle ovenstående ingredienser + ekstra materiale. Jeg var i den forbindelse så heldig at chefen bad mig anmelde DVD/CD udgaven, så here goes…
Man kan sige meget om Black Sabbath, men aldrig har et band skrevet så tidløs musik som stadig holder den dag i dag, så det var med stor iver jeg satte DVD’en i sving. Det er jo med den originale besætning med undtagelse af trommeslager Bill Ward, som i forbindelse med denne turné er blevet erstattet af Tommy Clofetus. 
Koncerten lægger ud med ”War Pigs”, og bandet er i dén grad veloplagt hvorfor man straks føler sig tilbage i de gode gamle Black Sabbath-tider.  Kigger man på tracklisten bliver man ikke overrasket, da det er klassiker på klassiker der bliver trykket af, og jeg vil ikke gå yderligere i detaljer med hvert nummer, da denne anmeldelse så kommer til at fylde et helt leksikon, men jeg kan kort sige, at de gør det simpelthen fremragende. Et nummer som ”Black Sabbath” bliver ved med at fange mig, hver gang jeg hører det; simpelthen et konge nummer som udkom første gang i 1970 og stadig holder i dag - 43 år senere…FANTASTISK!!. Der er også blevet plads til et par numre fra den nye skive, ”13”, og de eksekveres også til ug med kryds og slange. Clofetus laver den fedeste trommesolo som optakt til ”Iron Man” og her ser man, hvorfor han er valgt til pladsen; ganske enkelt en fuldfed erstatning og noget af et powerhouse af en trommeslager.  Til sidst blev jeg dog skuffet, da man kun spiller indledningen til ”Sabbath Bloody Sabbath” men hva’, man kan jo ikke få det hele.
Onde tunger vil måske mene, at de er meget stillestående på en scene, men det gør nu ikke så meget, når man eksekverer musikken så fornemt som tilfældet er her. Især Ozzy synes at være meget veloplagt. Om man kan lide hans evindelige klap-nu-med-hoppen-rundt er en smagssag, men det er jo Ozzy og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt hele koncerten igennem. Så er du til Black Sabbath, er der ingen vej uden om…der er dømt KØBEPLIGT!!!
 
DVD
Tracklist:
1. War Pigs
2. Into The Void
3. Loner
4. Snowblind
5. Black Sabbath
6. Behind The Wall Of Sleep
7. N.I.B.
8. Methademic
9. Fairies Wear Boots
10. Symptom Of The Universe
11. Iron Man
12. End Of The Beginning
13. Children Of The Grave
14. God Is Dead?
15. Sabbath Bloody Sabbath (intro)/Paranoid
Samlet spilletid: 106:52
 
CD
Tracklist: 
1. War Pigs
2. Loner
3. Black Sabbath
4. Methademic
5. N.I.B.
6. Iron Man
7. End Of The Beginning
8. Fairies Wear Boots
9. God Is Dead?
10. Sabbath Bloody Sabbath (intro)/Paranoid
Samlet spilletid: 69:18
 
Læs mere...

The Pickup - Thanx for Nothing

The Pickup er et københavnsk band, der med demoen Thanx for Nothing har lagt grunden for en spændende fremtid. Stilmæssigt forsøger bandet at lægge sig tæt op af for eksempel Backyard Babies, men der er anstrøg af 70’er inspireret punk iblandet, hvilket giver et udtryk bandet selv kalder high speed rock ’n’ roll.

De fire skæringer er velskrevne og ørehængende. Det er en fed blanding af klassisk rock ’n’ roll og de lidt tungere elementer fra rocken. Der er fede guitarriffs, der til tider læner sig lidt op af metallen, men de andre instrumenter læner sig så til gengæld den anden vej. Dette giver en lidt rodet, men vildt fed blanding, der i øvrig også har lånt lidt fra den tidlige grunge. The Pickup udnytter til fulde, at der er to guitarister, hvilket også spiller en rolle i blandingen af stilarterne. Forsanger Niklas the Swede har en dejlig hæs stemme der også giver sit til fornemmelsen af et band, der har turneret og festet igennem i lang tid.

Det er et rigtig stærkt udspil, der burde resultere i en kontrakt af en eller anden art. Det er lytteværdigt og kunne være et godt bud på lidt mere rock på P3. Rocka Rolla, som er deres motto.

Trackliste:
1. The Ride
2. Pick a Fight
3. Trust
4. Slither

Læs mere...

Blood of the Sun - Burning on the Wings of Desire

Blood of the Sun udgiver med ”Burning on the Wings of Desire” deres 4. fuldlængdealbum. Det er dog deres første på det franske selskab Listenable, der udover Blood of the Sun også er hjemstavn for blandt andre Incantation, Sybreed og Gorod. Med disse bands i mente trykkede jeg afspil og jeg troede først, at jeg havde åbnet den forkerte fil… Blood of the Sun spiller sådan en rigtig omgang frisk 70’er rock med masser af Hammondorgel. Jeg kommer i hvert fald til at tænke en hel del på Deep Purple, når jeg hører Blood of the Sun.
Da den værste forskrækkelse/overraskels havde lagt sig, skulle jeg jo få noget ud af albummet, og jeg må blankt erkende, at ”Burning on the Wings of Desire” nok havde lidt en anden og knap så krank skæbne hos en anden anmelder, for det her musik appellerer slet ikke til mig. Jeg anerkender at disse gutter viser heltene deres respekt og spiller den klassiske form for rock, som de garanteret selv er vokset op med, men efter de to første numre er mit bæger fuldt af skinger vokal, Hammondorgel og stive og kluntede guitarriffs, så skiven er blevet hørt i flere omgange på kryds og tværs. Nogle gange med shuffle-funktionen tændt, så jeg måske kunne blive overrasket. Dog udeblev overraskelsen, og jeg må fastslå, at Blood of the Sun garanteret er rigtig fedt, hvis man kan lide genren eller bare Deep Purple. For mit vedkommende er det blot endnu en parentes i min anmeldergerning, og selvom der skal ros til drengene for at ”sticke to the roots”, så er denne udgivelse overordentlig ligegyldig i min optik... Men fedt cover, ellers….

Tracklist:
01: Let It Roll
02: Burning on the Wings of Desire
03: Can’t Stop My Heart
04: Brings Me Down
05: Rock Your Station
06: Good Feeling
07: The Snitch
08: Good and Evil

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed