fbpx

Red Warszawa - Copenhell 2017 Fremhævet

Billeder af HEADBANGERphotography
Billeder af HEADBANGERphotography

Nogle af de trofaste Revolution Music.-læsere, der husker min anmeldelse af Red Warszawa fra sidste års Copenhell, har nok set frem til endnu en skamhyldest. Andre har muligvis tænkt noget, der involverede gråspurve og kanoner.

Men bare rolig: Om ikke andet bliver dennehér slet ikke så lang. Som man siger.

Sidste år fik Black Sabbath æren af at være opvarmningsband for Red Warszawa. I år er det Slayer. Og ligesom i tilfældet Slayer ER der ikke det store at sige om Red Warszawas selvbevidst åndssvage pik-og-røv-heavy.

Vi er allesammen med på den, omend trætte ovenpå tre dages druk og metal. Således er det først på “2000 Tyskere”, at der kommer ordentligt gang i crowden på Hades. På dette tidspunkt er de første lamme jokes for længst røget af fadet, og mange flere skal følge.

Red Warszawa på Copenhell er nemlig ren og skær dum, traditionsrig hygge. Men som jeg også var inde på sidst, så ER der faktisk en vis base af noget opbyggelig metalsubstans bag gruppens immervæk tykt pubertære image. Til trods for de rent tåbelige indslag som “Svenskergarn”, “Jeg Vil Ha’ en Kvinde Med en Kraftig Måtte” og det tilbagevendende fokus på Heavy-Hennings nedre regioner, er det ikke altsammen rent at himle af.

Klassikerne “Aldi” og “Jeg Hader Alle Mennesker” er musikalsk ganske fine thrash-numre uden de store afvigelser.  Et par andre klassikere, “Mosekonen Brygger” og “Singeling”, er så tæt på at være decideret gode sange, at en forveksling sagtens kunne retfærdiggøres. Og så er hovedriffs’ene i den indledende “Return of the Glidefedt” og den afsluttende “Æggemad” fandme seriøst holdbare riffs, numrenes tekstmæssige kvaliteter uanset. Ja; det føles mærkeligt at skrive og sikkert også at læse, men prøv nu lige at lytte til numrene engang, mops.

Dog kan det mærkes på publikum, at det ER numrene fra Red Warszawas barndom i 80’erne og 90’erne, der trækker de største kegler. (Pun may or may not be intended.) “Metadonmix fra Maribo” har alle dage været tvivlsom, og premieren på den nye, aparte skæring “Flied Lice” falder på maven. Jeg savner ærligt talt også lidt “Hurra Skolen Brænder”.

Så selvom Red Warszawa er en institution indenfor dansk metal, hvad end man bryder sig om dét faktum eller ej, så er deres status ikke just lig med kreative, musikalske ildsjæle snarere end omrejsende, fordrukne håndværkere. Ovre på Devilution er min kollega Emil Hansen i sin Red Warszawa-anmeldelse godt i gang med at snakke om identitetskrise både hos Red Warszawa og Copenhell.

Den vil jeg ikke tage op hér, men for nuværende nøjes med at konkludere, at identitetskrise eller ej, så er vi efterhånden ved at være nået dertil, hvor Copenhell ikke helt ville være det samme uden Red Warszawa. Og alt andet lige, så er underholdningsværdien — både hos festival og band — uomgængelig og stensikker.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Opeth_5
  • Forfatter: Jill
  • BAEST_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ROB ZOMBIE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.