fbpx

Baest - Copenhell 2017

Billeder af HEADBANGERphotography
Billeder af HEADBANGERphotography

Det burde simpelthen ikke være muligt.

Jeg taler hér om flere ting. Dels at jeg befinder mig hér midt i den grå, regnfulde og blæsende dårlige, danske joke af en undskyldning for “sommervejr”, som jeg hader så inderligt — og dog har et så stort, lyksaligt smil over hele den skideskoldede festivalfemøre, at selv de mest fredfyldte tibetanske zenbuddhistmunke må ængstes en kende ved denne mærkbare forrykkelse i den kosmiske glædesbalance.

Dels at de så purunge aarhusianske dødskometer i Baest har opnået retten til netop titlen dødskometer i løbet af en periode, hvori andre bands knapt nok kan nå at bestemme sig for, om der skal købes Tuborg eller Hof til øveren.

Og dels at så mange mennesker kan stå og have det mere eller mindre lige så lyksaligt som jeg til så dybe, skurrende toner spillet så panden-mod-muren-aggressivt, at de må have kunnet indgyde panisk rædsel blandt de bersærkervikinger, der rendte rundt her på egnen dengang, hvor en rigtig mand havde hårpragt som Baests to forrygende øksebetvingere Svend Karlsson og Lasse Revsbech.

Jeg har hørt meget om bandets fænomenale statur og kvaliteter siden deres debutshow på Royal Metal Fest for knapt et år siden. — Et af de shows som det i dag er ret bittert at have haft for mange tømmermænd til at overvære, skal jeg sige jer.

Men fra første skønt ondsindede anslag denne lørdag eftermiddag på Pandæmonium er det indlysende, at der nok skal blive noget så rig mulighed for at gå til Baest-koncerter fremover. Det er som at få en lastbil af ren energi lige i ansigtet med 200 km/t. Og selvom dødsmetal reelt er så fjendtlig og utilnærmelig en genre, som tilfældet er, er dette én af de stunder, hvor jeg oprigtigt ser skævt til mennesker, der ikke evner at forstå det fede ved det hér.

Ydermere er Baests liveenergi bare én ting. En anden er de forrygende skæringer, der kommer ud af gruppens favntag med oldschool-Stockholm-død á la Dismember og Entombed. Tingen er så bare, — og nu skal jeg dæleme passe på mit renommé som mangeårig metalskribent hér, — at Baest har lært af de børnesygdomme, som ophavsmændene fødte genren med, og fandme gør det bedre. Jeg synes dybt seriøst, at Entombed først blev ordentligt fede, da de gik rock’n’roll, og at plader som “Left Hand Path” er mere eller mindre tvivlsomt producerede. En decideret lytterfjendtlig sound vægtet over spændende komposition HAR fandme aldrig været nogen fornuftig prioritet. (Jo sgu; nu har jeg skrevet det, og så må konsekvenserne være, som de bliver.)

… Men ligesom foregangsmændene i Bloodbath har Baest lykkeligvis både formået at fatte og reparere på det problem. Hele lydbilledet er tydeligt og klart uden at gå på kompromis med den klassiske rundsavsklang. Og selvom genren reelt ikke levner Baest de store variationsmuligheder, tyder de to nye numre på, at bandet er begyndt at udforske — og ud-fordre — sig selv rent sangskrivningsmæssigt.

Når jeg således “kun” giver Baest 5/6 er det fordi, de indenfor dødsmetallens rammer ikke bare har normal plads til udvikling. — Vi snakker større potentiale end noget andet dansk undergrundsband indenfor nogen genre, jeg har hørt, siden de første numre med Solbrud fandt vej til Sort Søndag.

Spørgsmålet er så bare, hvor store begrænsninger bandets danskklingende navn på længere sigt vil give dem internationalt. Men med den spilleglæde og professionalisme, jeg overværede denne lørdag, samt med anmeldernes reaktioner på både bandets Copenhell- og senest Roskilde-shows taget i betragtning, skal der vist noget nær det modsatte af et mirakel til, hvis ikke de hér drenge som det allermindste opnår status på niveau med Dawn of Demise eller Hatesphere her i landet.

Hvor der er en vilje, er der som bekendt en vej. Og det er dén vilje og vej, der fysisk afspejles blandt publikum, når Baests supergrowler Simon Olsen som en anden Moses splitter crowden hele vejen ned til lydhuset. — Og dernæst med musikkens magt maner de to publikumshalvdele sammen i et lige dele livsbekræftende og dødsforagtende frontalsammenstød, der energimæssigt modsvarer dén aarhusianske dødslastbil, vi allesammen lige fik i ansigtet.

God himmelflugt, gutter.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • OVERKILL_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Huldre_7
  • Forfatter: Jill
  • LOST SOCIETY_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Baest
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Lørdag, 24 Juni 2017
  • Koncert sted: Copenhell, Refshaleøen
  • By: København
  • Genre: Death Metal
  • Samarbejdspartner: Copenhell

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.