fbpx

Aalborg Metal Festival 2016 - Fredag Fremhævet

Billeder af HEADBANGERphotography
Billeder af HEADBANGERphotography

Et kig ned over genrebetegnelsen for dagens kunstnere giver mange hits på ordene Teknisk og Death Metal, så nøgleordet for dagens program var Død.

 

Sunless Dawn (3½/6)
Fredag blev sparket i gang af Sunless Dawn, som lige var startet på deres set, da jeg trådte ind i salen. Deres musik er teknisk præget med både tyngde og instrumentale passager med vekslende indhold, som peger i retning af det progressive. Til dagens koncert havde man Danni Jelsgaard fra Satanic Assault Division med på trommer i stedet for den faste mand, Thomas, som var i udlandet. Det kunne man nu ikke mærke, for som resten af bandet leverede han en bundsolid indsats. Ingen tvivl om, at gutterne kan deres kram, men det var ikke alle numre der gik rent ind hos mig, nogle steder blev det lidt for knudret. Men potentialet er der, så Sunless Dawn er et band jeg gerne hører mere til.

 

Rivers Of Nihil (2½/6)
Så var det tid til mere traditionel Death Metal, leveret af Pennsylvania-bandet Rivers Of Nihil. Jeg har ikke været så begejstret for deres albums, men det kunne jo være at de klarer den bedre live.
Bandets frembrusende Dødsmetal indeholder rigtig mange detaljer, som jeg ikke før har lagt mærke til; der blev tappet og shreddet i stor stil. Samtidig lagde trommeslageren og bassisten en virkelig lækker bund. Men når det hele blev lagt sammen, blev det til én stor masse, derfor var amerikanernes første koncert på dansk jord ikke et vendepunkt for mig, jeg blev ikke omvendt.

 

Beyond Creation (4/6)
Næste band på scenen var canadiske Beyond Creation, og så var der lagt op til mere teknisk præget Metal. Det blev understreget af, at både bassist og guitarister bogstaveligt havde rigtig mange strenge at spille på.
Og teknisk, det var det! Jeg tog flere gange mig selv i at kigge på musikerne og beundre den lethed, hvormed de lavede vilde løb på deres instrumenter – så længe musikken havde den typiske Death Metal grundstruktur, var det retningen, men når den ændrede sig, blev musikken progressiv – det skete især mod slutningen af koncerten.
Heldigvis havde Beyond Creation overskud til at få publikum med; som da trommeslageren havde denne ene hånd fri i et kort sekund, som blev brugt til at vise horn til salen. Den slags hævede oplevelsen, og da Beyond Creation gik af scenen, skete det til taktfaste råb om ekstra numre.

 

amf2016 beyondcreation

 

Iniquity (4½/6)
Egentlig blev Iniquity opløst tilbage i 2003, men fandt sammen igen i 2012, og igen i 2014. Aftenens koncert indeholdt også en debut, idet bassisten Mike Sabroe for første gang stod på scenen som en del af bandet.
Han markerede sig fra starten som den bevægelige på scenen, for det er ikke bandets spidskompetence. Til gengæld spiller de en virkelig fed gang Død, som denne gang faldt mere i min smag end sidst, jeg hørte dem. At de er populære ved AMF, vidnede dagens hidtil største publikum om – der var godt fyldt i salen. Og vi blev ikke snydt, for Iniquity var virkelig veloplagte. Musikken var meget varieret mht. tempo og kompleksitet, og når man har Martin Rosendahl i front, kan man lægge en af landets fedeste metalvokaler oveni. Dén kombination gjorde bandet koncert til en virkelig god oplevelse.

 

Revocation (4½/6)
Det er ikke længe siden, at Revocations seneste album, ”Great is Our Sin” var forbi min anmelderstak. Det var en rigtig go’ oplevelse, så jeg havde set frem til at se amerikanerne på scenen.
Og jeg blev ikke skuffet, for Revocation leverede varen; med knapt så meget fokus på det tekniske som hos f.eks Beyond Creation var oplevelsen virkelig intens – Dødsmetal på højt niveau! Der var også mere thrashede numre, hvilket bidrog til bredden og markerede Revocation som et band, som fortjener opmærksomhed.

 

amf2016 revocation

 

Obscura (4½/6)
Jeg har altid synes godt om Obscuras albums; deres tekniske Dødsmetal er af virkelig høj klasse. Min eneste koncertoplevelse med tyskerne ligger en del år tilbage, og det var en lidt mat affære, så her var igen en mulighed for at gøre et bedre indtryk.
Fra starten viste bandet, at de er hovednavnet på deres tour; ikke blot med røgkanoner, men også via en meget varieret performance. Her var det ikke kun teknik, der var i højsædet, for både metallisk power og melodiske elementer kom i frontlinjen. Denne cocktail fungerede bedre end sidst, helheden var uden klinisk perfektionisme. Koncerten var den sidste på deres turné, og på sin vis sammenfattede Obscura indsatsen fra de øvrige deltagende bands (Rivers Of Nihil, Beyond Creation og Revocation). Jeg var meget tilfreds, og publikum omkring mig må have været det samme, for koncerten bød på dagens første Crowdsurfer.

 

Illdisposed (4/6)
Illdispposed behøver ingen intro; bandet har været et af landets førende i mange år, og har faktisk 25 års jubilæum i år.
Foruden knaldhård Metal er frontmanden Bo Summers historier en fast del af enhver koncert, således også denne gang. Derfor hørte vi om nedsat ølforbrug (af hensyn til sundheden), sammenligning med Birmingham (som oplæg til nummeret ”Dark”) og den bekendelse, at han i 1984 blev nummer 3 til DM i electric boogie i Tivoli Friheden (som intro til ”There’s Something Rotten in the State of Denmark”). Det faldt i god jord i den fyldte sal, hvor der var mere crowdsurfing, så stemningen var høj, da ”Submit” rundede koncerten af.
Jeg har efterhånden hørt Illdisposed mange gange, og de har aldrig været dårlige. Det var de heller ikke denne fredag, men indsatsen var præget af rutine. Når man har så højt et grundniveau som veteranerne her, er det tilstrækkeligt til at redde 4 stjerner hjem til Aarhus.

 

amf2016 illdisposed

 

Annihilator (4½/6)
Aftenens hovednavn er vaskeægte veteraner; Annihilator startede helt tilbage i 1984, men de er langt fra gået i stå; deres seneste album, ”Suicide Society” ligger kun et år tilbage.
Som vanligt var salen lukket i en time før dagens hovednavn. Lyden, som hele dagen havde været virkelig god, var blevet en tand bedre, så lidt godt var der da kommet ud af ventetiden.
Annihilator leverede en virkelig stram omgang Thrash Metal, som i sine bedste øjeblikke ligger på niveau med de største – havde de boet i Californien, havde de været kandidater til en plads i Big 4. Det viste bandet i første halvdel af settet, hvor Jeff Waters styrede tropperne med hård hånd. Men efterhånden som tiden gik, blev musikken ret ensidig, og materialets kvalitet var lidt svingende. Det trak oplevelsen lidt ned, men misforstå mig ikke; koncerten var rigtig god, jeg var bare ikke helt oppe at ringe.

 

Læs også vores dækning af torsdag og lørdag. 

  • REVOCATION_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • SUNLESS DAWN_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BEYOND CREATION_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Aalborg Metal Festival 2016
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Fredag, 11 November 2016
  • Koncert sted: Studenterhuset
  • By: Aalborg
  • Genre: Death Metal, Metal
  • Samarbejdspartner: Aalborg Metal Festival

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.