fbpx

Northside Festival 2016: Sigur Rós

Northside Festival 2016: Sigur Rós

Måske var det et urealistisk håb fra begyndelsen, men nej, hvor havde jeg håbet at islandske Sigur Rós’ skrøbelige, skønne og transcendentale musik (tilsyneladende også kaldet hvalsang i spøg af både kritikere og fans) kunne have modtaget den respekt som den fortjener ift. at blive lyttet til. I stedet blev det til uendelig småsnak, der oftest nærmede sig fadølsudbrud, råb og ”smarte” bemærkninger. Så.hold.dog.kæft – det er irriterende nok den afgørende pointe i denne anmeldelse. Det hjælper heller ikke at blæsten var uretfærdigt strid, og undertegnede derfor frøs noget nær hele vejen igennem. Det er naturligvis ingens skyld, men lægger selvsagt en dæmper på begejstringen.

Det begynder allerede ved de to første sange, der udelukkende ser forsangeren i aktion. Måske fordi volumen til en begyndelse er lige lav nok i betrækket, har flere ikke opdaget at det rent faktisk er begyndt, men da først de to andre træder ind og begynder at spille kan det ikke længere undskyldes. Alt andet kan opsummeres således; det spiller 120 %. Lyden er fænomenal, vokalen godt i front, volumen nu som den skal være. Det visuelle er i en klasse for sig: scenekonstruktionen giver mulighed for en storskærm, foruden et digitalt lærred placeret lige bag bandet, der bl.a. har søjler der ofte er lys og mønstre i. Selv Northsides egne skærme har et filter på, som får alt til at se magisk ud. Kort sagt har Sigur Rós et fantastisk visuelt show der udnyttes til fulde. Selv siger de ikke et kvæk, men det behøves nu heller ikke. Forsangerens stemme, hans violinstreng-på-guitar, og hans to kollegaer siger så meget igennem musikken, og jeg, som udelukkende kender ganske få sange og kun kan høre lyde (og ikke ord), er fuldstændig betaget.

Selvom Sigur Rós fortryller gennem en time og et kvarters absolut forrygende musik, kan det ikke fjerne de respektløse elementer iblandt publikum. De idioter gør sig fortjent til to stjerner, mens Sigur Rós i den anden ende gør sig fortjent til en topkarakter, og derfor lander vi på fire alt i alt. Og ja, måske skulle Northside have placeret bandet på et tidligere tidspunkt, men så havde det visuelle gået mere eller mindre tabt, så jeg foreslår at næste gang bliver indenfor, i mørke, siddende, med folk der holder kæft. Tak for den flotte indsats, kære islændinge, men det kan ikke gøre det hele.

Sætliste:
1) – Óveður
2) – Starálfur
3) – Sæglópur
4) – Glósóli
5) – Vaka
6) – Ný Batterí
7) – E-Bow
8) – Festival 
9) – Yfirborð
10) – Kveikur
11) – Popplagið
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Sigur Rós
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Lørdag, 18 Juni 2016
  • Koncert sted: Blue Stage, 21:45
  • By: Århus
  • Genre: Rock, Post

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.