fbpx

Woebegone Obscured - Royal Metal Fest 2016

Billeder af mbn-foto.dk
Billeder af mbn-foto.dk

Det virker, som om Danmarks tungeste band har fået vokseværk i den senere tid. Da jeg hørte Woebegone Obscured første gang, var deres musik en utilnærmelig, voluminøs væg af hele den menneskelige følelsespalets negative side, men på det seneste giver de sig i kast med en mere afdæmpet, melodisk tilgang, der gør alt mørket lidt mere melankolsk frem for mestendels misantropisk.

Det fungerer til en vis grad. De fortsat ultratunge og næsten pinefuldt langsomme stykker komplementeres af de lettere, mere nøgne elementer - og vice versa. Woebegone Obscureds dynamiske rækkevidde har nået en nær-Opeth’sk bredde. Somme tider dominerer lyden hele Atlas som kun de færreste bands på stedet vel nogensinde har kunnet formå; andre gange er den næsten helt fraværende. Sidstnævnte element er modigt og for så vidt utroligt veludført, men det skæmmes desværre af de efterhånden veltilriggede branderters greb i bærernes snakketøj rundt omkring. Det er lidt utroligt, at selv et lokalt band med efterhånden så velfunderede kredentialer ikke har større respekt til et arrangement som dette.

Bandet har op til koncerten skrevet noget på deres Facebook om, at aftenens show skulle være noget ekstraordinært. Det kan være, det er derfor, at hovedmand Danny Woe pludselig er sprunget ud som decideret frontfigur og har overladt trommetaburetten til en ny gut. Denne er desværre ikke helt smeltet sammen med den øvrige rytmegruppe; den gode Danny favner heller ikke hele publikum og er en kende uvant i rollen som forsanger udelukkende.

Selvom den rene vokal somme tider er lidt off, udvikler Danny sig fortsat som vokalist, og er sågar ved at have nailet en ganske fin vibrato. Og det længste stykke hen ad vejen er bandets samlede performance både interessant og skudsikker. Når hele svineriet spiller sammen og går op i en højere enhed, hvad der trods alt sker en god håndfuld gange, er det lige så storartet som My Dying Brides ypperste stunder. Alle skønhedsfejlene til trods er dette endnu en lovende aften for Woebegone Obscureds fremtid, der meget gerne måtte indebære noget mere opmærksomhed på den internationale scene. For mig at se har de hele tiden haft potentialet til det, og det er et potentiale, som bandet både synes at være bevidste om og at udvikle på.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Woebegone Obscured / Royal Metal Fest 2016
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Koncert dato: Lørdag, 09 April 2016
  • Koncert sted: Atlas
  • By: Aarhus
  • Genre: Doom Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.