fbpx

Aalborg Metal Festival 2014 - Torsdag Fremhævet

Aalborg Metal Festival 2014 - Torsdag

Kalenderen viser November, og det er ensbetydende med en af de sikre poster i den jyske Metalkalender: Aalborg Metal Festival. Som så ofte før bestod Revolution Musics anmelderhold af Kevin og Tom, men med den lille nyhed at vi også var i stand til at deltage i festlighederne på festlighedernes første dag, torsdag.

 

MONKEY OKAY
Skrevet af: Tom - Karakter: 3/6

Da der var 5 minutter til første band skulle på, var der ikke mange folk i salen på Studenterhuset, men den blev ret hurtigt fyldt til et niveau, som arrangørerne må være tilfredse med. Her hjalp det selvfølgelig også at Monkey Okay er lokale, men alligevel godt gået.

Det hele startede med en kakofoni af abelyde, så jeg følte mig hensat til Randers regnskov, men det blev heldigvis afløst af tung Rock så snart bandet gik i gang.

Det første nummer var lidt anonymt, men blev også skæmmet af en meget ubalanceret lyd, hvor stortrommen var alt for kraftig i siden af salen. De følgende numre bød på mere tyngde, og det hele havde en tydelig retrostemning over sig – der kunne høres inspirationer fra Led Zeppelin til Doors, og bandets egen reference til Queens Of The Stone Age er ikke helt i skoven. Old school stemningen blev forstærket af guitaristens udstrakte brug af wah-wah pedal.

Stemningen på scenen var afslappet og tilbagelænet, og selv om det et par gange blev lige klovnet nok, fik Monkey Okay spillet sig op til et godkendt niveau, selv om man kan diskutere om de hører hjemme på en Metal festival.

 

BLOOD LABEL
Skrevet af: Tom - Karakter: 3/6

Det er der ingen tvivl om for det næste band, for Blood Label spiller en slagkraftig blanding af Death- og Thrash Metal. Det er efterhånden længe siden jeg sidst havde hørt dem, så jeg var spændt på resultatet. Her kunne jeg konstatere, at gutterne efterhånden er ved at have opbygget en sund rutine, som gav overskud til en fin sceneoptræden. Musikalske var der heller ikke meget at pege fingre ad, og især trommerne var bare superstramme – sådan!

Til gengæld blev jeg ikke rigtigt fanget af numrene, som flere steder virkede lidt rodede og uinteressante. Derfor blev jeg aldrig rigtig revet med af, og den samlede oplevelse af Blood Label var på det jævne.

 

HULDRE
Skrevet af: Tom - Karakter: 3/6

Aftenens tredje band var nyt for mig, men da de med deres Folk Metal tidligere i år vandt Wacken Metal Battle, havde det alligevel på forhånd skabt forventninger – ikke kun hos mig, men også hos mange andre. Derfor var der fyldt godt foran scenen, der var pyntet med blomster og gevirer, da Huldre entrede denne iført tøj, der passede til deres stil. Med en besætning der foruden traditionel Metal-instrumentering tæller violin, fløjte og hurdy-gurdy var rammerne også meget passende.
Anført af en meget veloplagt og udadvendt Nanna Barslev spillede Huldre et sæt, som både indeholdt flotte stemninger og mere genretypiske trampende rytmer, som lod til at falde i god jord hos folkene længst fremme i salen. Det samme gjorde en svingom på scenen, som straks forplantede sig til de forreste rækker.

Længere bagud kom den ikke, og det samme kan siges om musikken; hvor de stemningsfulde numre fungerede fint, forblev de mere livlige sager ordinære og lidt upersonlige. Det skal ikke forstås sådan, at det var dårligt, jeg havde forventet mig mere af en Wacken-vinder.

 

ILLDISPOSED
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Sidste band på aftenens program var veteranerne fra Illdisposed, som brugte AMF som start på en tour i Europa. Med sig havde de en ny mand, idet den tidligere Corpus Mortale trommeslager Rasmus Schmidt har overtaget efter Kim Jensen; i første omgang på session basis.

Ellers var der intet nyt under solen, for koncerten var helt som den slags plejer at være. Foran en godt fyldt sal lagde århusianerne ud med et par nye numre, som ikke sagde mig det store, inden der blev scoret point med lidt ældre ting som ”Weak is your God”, ”I Believe in Me” og ” I like Cancer”. Det var populært i salen, som prompte svarede på Bo Summers opfordringer fra scenen. Han kom også med de sædvanlige bonderøvskommentarer, hvor nyheden om AGFs 4-0 sejr over Vejle var den mindst irriterende.

Så nej, ingen overraskelser her. Det var en sikker og koncentreret indsats fra Illdisposed, som fik markeret sig som dagens klart bedste indslag uden at imponere.

 

Læs også vores reportage fra fredag og lørdag aften på Aalborg Metal Festival.  

Hør også vores interview med Cannibal CorpseThe Black Dahlia MurderEntombed A.D.AeonMarduk,Revocation og Hideous Divinity.

 

  • Brutally Deaceased_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Hatebreed_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Brutally Deaceased_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.