fbpx

Mono Goes Metal 2014 - Lørdag Fremhævet

Mono Goes Metal 2014 - Lørdag

Der er bogstaveligt talt ikke ankommet en eneste besøgende ud over mig, da Monorama slår dørene op lørdag kl. 18. Folk har muligvis tømmermænd. Eller også er aftenens åbningsbands omdømme ilet dem i forvejen...

 

The Amandas

Fænomenet The Amandas er muligvis nationens mest usandsynlige størrelse. Idéen til konceptet - et rendyrket Rock Nalle-coverband kun bestående af metallere - opstod en aften i en kollektiv brandert, der talte samtlige medlemmer in spe, som dog på daværende tidspunkt alle befandt sig forskellige steder, men blot kommunikerede via telefon. Alle var stadigvæk med på idéen dagen efter, og den blev ført ud i livet som for nærmest at håne alle de potentielt gode bands, der aldrig forlod stadiet "idé-opstået-i-brandert". Ydermere er The Amandas nu gudhjælpemig blevet husorkester på en metalfestival, - også selvom halvdelen af bandet tilmed er mere eller mindre umusikalske (ja, undskyld, kære venner, men I ved det jo godt selv). - Og på trods af dét har de ydermere rent faktisk oppet sig så meget, at deres fremførsel af numrene langt fra er lige så uduelig, som sidst jeg overværede dem på Mono.

Det er faktisk lige før, det tværtimod hænger lidt for godt sammen og slet ikke er dårligt nok sunget i aften. Men heldigvis består der rigelig underholdning i forsangerens hjælpeløse famlen med et par drilske seler og et åbenbart lige så drilsk placeret nodestativ med tekstark, som man selvfølgelig ikke har valgt at hæfte sammen.
Og så er der en dåse torskerogn på scenen. Bare fordi.
[ingen karakter]

 

Gestapolis
Okay. Jeg er nødt til at komme ud med det: Grindcore er ikke min genre. Jeg kan slet ikke høre, hvad det er, der er så fængende ved de alt for forvrængede og nedstemte guitarer i et alt for højt tempo og den - ligesom resten af musikken - alt for udechifrerbare vokal. Hvis man antager, at "Hvor infernalsk er det?" tæller som et kvalitetsparameter, kan grindcore sagtens siges at være "godt", men om jeg fatter, hvordan man skulle kunne have lyst til at genhøre nogen numre, der ikke så meget har karakter af deciderede sange snarere end bare bevidst overdrevne, auditive aggressionsudladninger, der ofte er helt foruden dynamik, variation og hooks. (Og jaja, det skal selvfølgelig nok være nogenlunde sådan hér, visse udenforstående opfatter hele fænomenet metal.)

Når det så altsammen er ude af verden, så overrasker Amager-konstellationen Gestapolis faktisk enormt positivt. For deres musik indeholder nemlig gerne antydninger af førnævnte sangskrivningsvirkemidler, og dét parret med en yderst tight performance vidner om et band, som til trods for dets relativt unge alder besidder en masse både teknisk og kreativt overskud.
Fundamentet er naturligvis en ganske vanvittig energi i et højt tempo og med en helt manisk skrigevokal. Men der gøres relativt flittigt brug af breaks og midtempostykker, og selvom jeg normalt hurtigt kommer til at kede mig til grindcoreshows, må jeg sige, at Gestapolis i højere grad end andre bands indenfor genren formår at fastholde min opmærksomhed igennem deres 14 numre, - som da også kun bliver spillet i løbet af 20-25 minutter. Og ydermere kommer musikken absolut mere til sin ret live; det lyder organisk og netop levende. Det er fedt at blive mindet om, at det rent faktisk er mennesker, der står bag, og ikke bare en masse partisansøm og glasskår i en centrifuge.
4/6

 

Lily and the Wicked Strings

Lige så meget som Gestapolis får fyret op under aftenens efterhånden fuldtallige publikum, lige så meget falder den utaknemmeligt placerede efterfølger, Lily and the Wicked Strings, til jorden. Selvfølgelig siger det for så vidt noget meget positivt om programmets diversitet, at et grindcoreband efterfølges af et gotisk metalband, - hvis udtryk rent faktisk lever op til den ellers så misbrugte betegnelse, - som endda har sin helt egen lille, levende tre-mands strygersektion. Men det er ikke kun placeringen efter Gestapolis, der er problemet. Langt fra.

For det første er lyden elendig. Der er alt for lidt guitar, alt for meget trommer og vokal, og strygerne kan somme tider ikke rigtig høres. Lige netop denne type musik skal have klokkeklar akustik, for at den bombastiske teatralskhed skal kunne bære, og i dette modsatte tilfælde braser illusionen fuldstændig sammen.

Det er selvfølgelig muligt, at festivalens lydmand bare ikke er så vant til genren. Men først og fremmest synes der dog at være lidt for forskelligrettede interesser blandt bandets kreative kræfter. Brugen af dynamik er nogenlunde tilpas, men ligesom lyden bør være skarp, ligeledes må man indenfor et spiseligt lydbillede med rette også netop kunne forvente et vist antal spiselige hooks. Dem er der ingen af. Sangskrivningen virker tværtimod lidt rodet og til tider ufokuseret.

Publikum klapper kun pligtskyldigst mellem numrene, og min egen trang til både at tanke en fadøl op og komme af med den forrige overskygger hurtigt min interesse i den ellers ret hotte operasyngende og renæssance-stylede "Lily" og hendes måske ellers nok så "wicked strings". Så jeg skal gerne lade mit lange fravær fra koncerten komme bandet til gode og trække en karakter op. Det skal heller ikke være for dét.
3/6

 

Faithful Darkness
Så er festivalens andet udenlandske navn, de svenske melodødsmetallere Faithful Darkness, straks langt mere professionelle, både hvad angår sound og performance. Forsangeren kan sine stemningsoppiskningsklichéer på rygraden, og man får indtrykket af, at selv headbangingen er instuderet. Lidt ligesom med Caro i går, men i langt højere grad. Faktisk alt, alt for høj, når musikken tages i betragtning.

Se, når jeg siger "melodødsmetallere", er det kun, fordi det er således på papiret. Faithful Darkness kan for så vidt sagtens spille metal, men de fleste af omkvædene er så'n noget moderne high school-pop, som det kendes allermest sukret fra bands som Killswitch Engage, og nærmest hvert eneste nummer ender i en mere eller mindre uoriginal variant af den for det 21. århundredes moderne metalscene efterhånden mest voldtagede kliché, breakdownet. Det hele hænger mig i forvejen langt ud af halsen, og det bliver ikke bedre af, at jeg ikke kun har hørt det alt for mange gange før, men også langt mere opfindsomt komponeret.

Bandet er som sagt yderst overbevisende som performere; publikum tilsyneladende bravt underholdt. Genren i sig selv er i sagens natur faktisk enormt live-venlig. Men jeg efterlades med en ganske tom fornemmelse indvendigt, som jeg absolut ikke længere kan forklare med utilstrækkeligt ølindtag. Og når jeg således stadig ikke står oppe foran og kaster hæmningsløst rundt med garnet, er forklaringen, at det netop ikke kun er mig, der er noget galt med.
3/6

 

Vanir
Desværre er der også store skønhedsfejl hos vikingemetallerne i Vanir, som jeg ellers havde set frem til at se, ihukommende deres ganske fede opvisning til den forrige udgave af Total Carnage Fest nu i efteråret. Deres energi er for så vidt fed, men lyden er alt for skramlet, og det hele lugter lidt for meget af et koncept, der med lidt for stor kraft bliver sat i værks uden at være 100% skudsikkert og frem for alt på bekostning af de virkeligt mindeværdige sange, som der bare ikke rigtig er nogen af. Det dalende antal publikummer siger ikke bare noget om, at genren ikke er for alle, men at Vanirs musik generelt bare er meget skrevet og ikke særligt inspireret, og derfor bliver ensformig i længden.

Jeg er ked af at være så relativt hård ved et band, der får folk til at råbe "BACON!", og som jeg ved har meget bedre live-dage. Jeg vil hjertens gerne se dem igen og opfordre alle til at gøre det samme, for et band som Vanir når så afgjort bedre ud til folk live end gennem anlægget. Mig når de desværre kun delvist ud til i aften.
3/6

 

Eldjudnir
Nu sagde jeg ganske vist i gårsdagens reportage, at Bersærk stod for at være årets mest positive overraskelse, men der skal så afgjort også gå en stor honorable mention ud til festivalens eneste reelle black-indslag, københavnske Eldjudnir. Jeg har haft det stramt med black i mange år, men er fortsat i færd med en gradvis opblødning, som ikke mindst Solbruds magtopvisning på samme festival sidste år har hjulpet til at fremskynde.

Eldjudnirs performance i aften er mindst lige så dragende og tryllebindende. Bandet, der alle er iført kutter og indhyllet i røg, består af flere medlemmer fra føromtalte Gestapolis, så både det tekniske og kreative niveau er upåklageligt. Ikke mindst sidstnævnte. Eldjudnirs musik er mørk, den er storladen, den er fucking visionær. Jeg finder mig selv stående med lukkede øjne flere gange i løbet af koncerten. Musikken strømmer igennem mig og tager mig med ind i et på én gang skræmmende og fascinerende univers. Og ja, det lyder garanteret som noget prætentiøst pladder at fyre af, men det bliver det heldigvis ikke mindre sandt af. Bandet mestrer både det dissonante og det harmoniske samt både ildevarslende langsomme doom-passager og nær-ultrasonisk grind. Visse af trommerytmerne er decideret lækre; der er adskillige kreative breaks; flere numre er opbygget på måder, jeg slet ikke havde set komme.

Der er rigtig meget godt at sige om det hér band, men jeg har p.t. ikke mere at tilføje uden at komme til at gentage mig selv. Ovenstående burde dog forhåbentlig også være rigeligt.
5/6

 

Crocell
Det er sjovt, som en af festivalens mest professionelle grupper ikke kommer fra det store udland, men er et lokalt foretagende, der tilmed er lige så dåske og fordrukne, og hvis musik er lige så bøvet som hos kollegerne og bysbørnene i Illdisposed.
Ingen af delene ændrer dog på, at Crocell sateme har smidt deres ham et par gange siden bandets spæde start. Jeg tror efterhånden, at lydmanden på Monorama er bedst vænt med dødsmetal; samtlige instrumenter går noget nær perfekt igennem. Men mindst lige så meget af skarpheden må nødvendigvis tilskrives bandets tæt sammenspillende rytmesektion. Jeg har set Crocell adskillige gange, men i aften synes de at have mærkbart mere overskud.

Selvom jeg godt kan savne den tidligere vokalist, Magnus Jørgensen, må jeg blankt erkende, at der rent teknisk ikke er en finger at sætte på dennes afløser, Asbjørn Steffensen, (selvom han trods alt mangler førnævntes hårpragt). Også den forholdsvist nyligt tilkomne guitarist, Rasmus Henriksen, fuldender med sit imponerende korpus bandets visuelle fremtoning: Crocell er ikke længere bare tungt rent musikalsk, men består nu i så meget desto højere grad af nogle ordentlige bøffer, der behandler deres instrumenter som Mike Tyson behandlede sin ekskone, og som virkelig udstråler at gøre det, de er bedst til, når de står på en scene. Det er skudsikkert; det er gennemført; det er en fornøjelse at være vidne til.

Crocell har dog naturligvis en anden stor force i og med selve musikken, der i høj grad formår at ramme den magiske kombination af både at være catchy uden at være decideret poppet, og samtidig rå og brutal uden at være decideret ekstrem. Aftenens show byder på en del nye numre, som jeg desværre ikke er bekendt med, men det bliver trods alt showlukkeren "Winter Is Coming" fra debutskiven, der på passende vis trækker det største stik hjem på denne is- og snerige 1. februar.
5/6

 

Du har muligvis aldrig været på Mono Goes Metal før, kære læser, og du har sandsynligvis også læst første halvdel af denne reportage. I så fald har du læst helt rigtigt: Ja, samtlige disse weekendens koncerter overværede de betalende gæster for den sølle pris af 150,- kr. Og som sagt er selve koncerterne kun halvdelen af dén - trods de skuffende musikalske indslag - ovenud positive oplevelse, der er Mono Goes Metal.

Jeg har været på adskillige danske metalfestivaler i tidens løb: Med sin beskedne størrelse er Mono så afgjort den hyggeligste, og til prisen er dens program mindst lige så velvalgt, varieret og valutagivende som på f.eks. Royal Metal Fest eller - jo, fandme - Copenhell. Hermed mine varmeste anbefalinger til alle, der endnu har festivalen til gode, samt en lige så varm tak til Leifur Nielsen og co. for endnu et alletiders arrangement.

Vi ses til Mono Goes Metal #10 næste år!

 

Hvis du ikke allerede har gjort det, så husk også at læs vores reportage fra fredag aften på Mono Goes Metal! Læs den her

 

Hvad var din bedste oplevelser lørdag aften på Mono Goes Metal? Kommentere nedenfor. 

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Mono Goes Metal 2014 - lørdag
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Lørdag, 01 Februar 2014
  • Koncert sted: Monorama
  • By: Åbyhøj
  • Genre: Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.