fbpx

Six Feet Under - Nightmares of the Decomposed

Med “Nightmares of the Decomposed” kan Six Feet Under (SFU) fejre et jubilæum; ikke fordi albummet er nummer 17 i rækken, eller fordi Chris Barnes har skiftet hele bandet ud inden for de seneste 10 år. Nej, udgivelsen markerer, at det er 25 år siden, at Barnes og Jack Owen senest arbejdede sammen – dengang var det i Cannibal Corpse.

Nu er det i SFU, hvor Owen har skrevet alle numrene, mens Barnes igen står for teksterne. Og denne genforening var en god ide, for på deres nyeste lyder de langt mere inspirerede end jeg har hørt dem meget, meget længe. Barnes fører an med sin specielle vokal, som med growl og bree-hvin er blevet et trademark for bandet. Hertil har Owen skabt en varieret stribe Dødsmetal numre, hvor de tre startnumre sætter barren højt med ret så forskellige opbygninger, men alle med høj kvalitet. Jeg er også nødt til at fremhæve ”Migraine”, hvor de sejtrækkende guitarer og den ondsindene vokal matcher hinanden perfekt.

Men træerne vokser ikke ind i himmelen, for "Self Imposed Death Sentence” fremstår rodet, mens ”Drink Blood, Get High” og "Blood of the Zombie” er lidt kedelige, selv om sidstnævnte indeholder noget så usædvanligt som en bassolo.

Disse svipsere kan tilgives, og de ændrer ikke på det faktum, at Six Feet Under denne gang virkelig har skabt et godt Death Metal album – jeg håber, at ”Owen effekten” kan smitte af på flere albums.

 

Tracklist:   

  1. Amputator
  2. Zodiac
  3. The Rotting
  4. Death Will Follow
  5. Migraine
  6. The Noose
  7. Blood of the Zombie
  8. Self Imposed Death Sentence
  9. Dead Girls Don't Scream
  10. Drink Blood, Get High
  11. Labyrinth of Insanity
  12. Without Your Life

 Samlet spilletid: 43:31

Læs mere...

Ulcerate - Stare Into Death And Be Still

Selv om Ulcerate har eksisteret i næsten 20 år og udgivet 6 studiealbums (inklusive ”Stare Into Death And Be Still”), er dette mit første møde med bandet fra New Zealand. Hvor Jamie Saint Merat (trommer) og Michael Hoggard (guitar) har været med fra starten, kom bassisten
Paul Kelland med i 2005 og overtog også vokalposten 3 år senere.
Man skal ikke lytte længe før det står klart, at Ulcerate aldrig har satset på at blive mainstream, og heller aldrig bliver det. Deres stil er meget speciel, og kombinerer elementer fra forskellige genrer: Der er masser af tyngde, som man kender det fra Doom Metal, og den kombineres med voldsomt arbejdende instrumenter, som det kendes fra den tekniske side af Death Metal. Det hele er pakket ind i en mørk og utilnærmelig produktion, hvor rytmesektionen flere steder fremstår som en kompakt masse mere end selvstændige instrumenter. Derfor skal man som lytter virkelig fokusere for at adskille enkeltdelene, og det er en krævende opgave. Derfor bliver det til noget af en prøvelse at blive bombarderet på denne måde i 7-8 minutter ad gangen, og jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at trykke PLAY igen lige efter en gennemlytning.
Ulcerate kører en stil, der med sin lukkede facon tiltaler et mindre udsnit af Metalfolket, og som derfor naturligt vil få en mindre udbredelse. Når jeg alligevel smider 3 stjerner efter albummet er det ikke fordi jeg synes om stilen, men fordi den kompromisløse tilgang fortjener anerkendelse.

Tracklist:
1. THE LIFELESS ADVANCE
2. EXHALE THE ASH
3. STARE INTO DEATH AND BE STILL
4. THERE IS NO HORIZON
5. INVERSION
6. VISCERAL ENDS
7. DRAWN INTO THE NEXT VOID
8. DISSOLVED ORDERS
Samlet spilletid: 58:23

Læs mere...

Abysmal Dawn - Phylogenesis

Seks år er der gået, siden Abysmal Dawn udgav ”Obsolescence”, og den tid har bandets eneste originale medlem, Charles Elliott, brugt på at justere på besætningen. Heldigvis er der også blevet tid til at skrive ny musik, som nu udsendes på Season of Mist.
Med Elliott som primus motor er det ingen overraskelse, at menuen igen står på Dødsmetal med højt oktaltal. Der er hele tiden virkelig smæk på drengen, når de fire medlemmer giver den gas; uanset om det er strengeinstrumenter eller slagtøj, så bliver der arbejdet rigtig hårdt. Og Elliotts vokal med growl og brøl kan der heller ikke sættes fingre på, den er så olm som den skal være.
For et enkelt nummer eller to er opskriften fin, og jeg føler mig godt underholdt. Men trods de mange detaljer kommer numrene til at fremstå ret ens, og det dæmper min begejstring. Det hjælper en del, når der suppleres med noget så umoderne som guitarsoli, eller der ændres på rytmerne som i ”Coerced Evolution”, men helt fjerne fornemmelsen af gentagelser, kan disse elementer ikke.
Derfor ender det med en middelkarakter til Abysmal Dawn, for selv om der arbejdes hårdt, så resulterer det desværre ikke i tilsvarende høj underholdningsværdi.

Tracklist:
1. Mundane Existence
2. The Path of The Totalitarian
3. Hedonistic
4. A Speck in The Fabric of Eternity
5. Coerced Evolution
6. True to The Blind
7. Soul-Sick Nation
8. The Lament Configuration
9. Flattening of Emotions (DEATH cover)
Samlet spilletid: 43:09

Læs mere...

Benighted - Obscene Repressed

De senere år har været ret turbulente for franske Benighted med mange udskiftninger, så sangeren Julien Truchan nu er det eneste tilbageværende originale medlem. Alligevel ser man fremad med udgivelse af studiealbum nummer 9.
Hvis man på noget tidspunkt har tvivlet på, om Benighted ville være i stand til at holde niveauet fra tidligere, så bliver man hurtigt beroliget: ”Obscene Repressed” byder igen på en blanding af Dødsmetal og Grind Metal, og man holder det kendte niveau – både når det gælder rå power, og når det gælder numrenes kvalitet. Her er Truchan det naturlige midtpunkt, når han synger, brøler, growler eller slår over i bree vokal, alt imens musikken fyres af i vildt opskruet tempo omkring ham.
Det høje tempo har altid været et kendetegn for Benighted, og det holder de fast i – her går det virkelig stærkt. Men da et helt album med gashåndtaget i bund ville være dræbende, er det rart at franskmændene også varierer tempoet hen gennem de enkelte numre; der bliver ind imellem plads til at trække vejret, ligesom der her og der suppleres med lidt groove.
Sammen med den pænt varierede vokal giver det et album, der trods det meget høje energiniveau uden problemer kan lyttes igennem trods en spilletid på den anden side af 40 minutter – det er ikke standard for genren.

Tracklist:
1. Obscene Repressed
2. Nails
3. Brutus
4. The Starving Beast
5. Smoke Through The Skull
6. Implore The Negative
7. Muzzle
8. Casual Piece Of Meat
9. Scarecrow
10. Mom, I Love You The Wrong Way
11. Undivided Dismemberment
12. Bound To Facial Plague
13. The Rope
14. Get This (Slipknot Cover)
Samlet spilletid: 43:03

Læs mere...

Ferocity - The Hegemon

Det tredje album fra Aalborgs Ferocity har været længe undervejs; hele syv år er der gået siden ”The Sovereign” kom på gaden. I mellemtiden er der blevet justeret lidt på besætningen, men frem for alt skrevet rigtig meget musik. Det bedste herfra tog man med til Antfarm Studio, hvor Tue Madsen har produceret, mixet og mastered ”The Hegemon”. Det var som vanligt en god ide, for lydbilledet er både åbent, og giver både instrumenter og vokal masser af saft og kraft.
Det samme gælder for musikken, for også her bliver der spillet med musklerne. I pressematerialet nævnes det, at bandet denne gang har tilføjet melodi til numrene, men det er jeg ikke enig i - melodi er ikke i højsædet på ”The Hegemon”. Til gengæld er der fint med groove flere steder, hvilket især gør de to åbningsnumre stærke – kombinationen af power og groove fungerer ekstra godt her. Det gør det også i ”An Age of Turmoil”, der oveni byder på opskruet tempo.
Fra omkring midten af albummet og frem kniber det en anelse med variationen; der er stadig energi for alle pengene, men numrene bliver lidt ensartede i deres udtryk. Kun ”The Silent Agitation” skiller sig ud med anderledes rytmer i starten, og det dæmper min begejstring for albummet, der som helhed stadig er udmærket.
Efter indspilningerne har Ferocity skiftet trommeslager og sanger, men med "The Hegemon” i bagagen står nordjyderne stadig stærkt til at fortsætte i ny udgave.

Tracklist:
1. Reminiscence of a Tyrant
2. Embracing the End Times
3. Defying the Hegemony
4. An Age of Turmoil
5. The Great Dying
6. Feeding the Hatred Flame
7. March of the Berserker
8. The Silent Agitation
9. Trembling the Gates of Treason
Samlet spilletid: 36:34

Læs mere...

Eciton - Suspension of Disbelief

Eciton startede i 2000 under navnet Indespair, men i forbindelse med ændringer i besætningen, skiftede man i 2004 til det nuværende. I 2005 og 2010 udsendte bandet albums, og nu 10 år efter, er de så klar med udspil nummer tre: "Suspension of Disbelief”.
Når man gennemlytter albummet, kunne man let får den ide, at bandet har opsamlet en masse energi, som de bare har ventet på at kunne få lov at fyre af. Fra start til slut er der nemlig skruet helt op på Power-knappen, så Ecitons Death Metal blæses ud mod lytteren med eftertryk.
Stilmæssigt kører bandet ikke helt old-school, for der lægges tydeligt vægt på musikkens tekniske aspekter, uden at det går til yderligheder. Samtidig gør sangeren Jesper von Holck ikke så meget i egentlig growl, men veksler i stedet mellem brøl og hvæsen. Musikken har ofte en ret lukket struktur, så for mig fungerer det bedst i de numre, hvor der bliver plads til lidt groove. Det gør ”Twisted politics”, som indeholder en lækker bassolo, og ”Social pacifier”, som har albummets bedste drive til mine favoritter på ”Suspension of Disbelief”.
Selv om det ikke er alle tiltag, der scorer point hos mig, har Eciton skruet et gedigent Dødsmetal album sammen, som sikkert vil tiltale mange af genrens fans. Derfor håber jeg ikke, at der igen skal gå 10 år, før der kommer nyt fra dén kant.

Tracklist:
1. Demagogue
2. Belief
3. Written awareness
4. Suicide protest
5. Twisted politics
6. Social pacifier
7. Penetrated sorrow
8. Thoughts
9. Estimated effort
10. Toxic Luxury
Samlet spilletid: 36:53

Læs mere...

World War 5 - World War 5

Hvis navnet World War 5 ikke umiddelbart siger dig noget, er det ikke så underligt; albummet i denne anmeldelse er bandets første. Men helt ukendte er de ikke, for line-uppet tæller guitaristerne Tore Mogensen og Lasse Bak, som begge har en fortid i Illdisposed samt sangeren Knud Lind, som i sin tid var i front for Barcode. Albummet har bandet produceret sammen med Jacob Olsen, og det er mikset af Tue Madsen, så man må sige, at der er kompetente folk i spil. At resultatet er en lækker produktion med flot lyd og hul igennem er ingen overraskelse.
Det samme gælder stilen, hvor World War 5 blander traditionel Dødsmetal med Thrash Metal. Det sker på en både energisk og tempofyldt facon, hvor ”Exposed” og ”Gee” hælder mod Død, mens det Thrash’ede dominerer andre steder, så WW5 i ”Bitter” og ”Grind” mest af alt lyder som Slayer i deres ondeste lune. Uanset stilen, så fastholdes det pænt høje tempo, og det er tydeligt, at der arbejdes energisk, specielt i front. Jeg kan ikke sige, at resultatet er dårligt, for det er det ikke – men det bliver heller ikke rigtig fedt på noget tidspunkt. Jeg antog, at billedet ville ændre sig med flere gennemlytninger, men selvom jeg har pløjet albummet igennem flere gange, har det første indtryk ikke flyttet sig. Derfor efterlader albummet mig en smule skuffet; jeg havde forventet mere fra World War 5.

Tracklist:
1. Grind
2. Retrograde
3. Expose
4. Terrors
5. Haunt
6. Megalomaniacs
7. Gee
8. Bitterness
9. Increased
Samlet spilletid: 31:25

Læs mere...

Cabal - Drag Me Down

Mit første møde med Cabal var, da deres debutalbum ”Mark of Rot” udkom for to år siden; en uhyre voldsom og brutal sag, som ikke helt faldt i min smag. Om vi har flyttet os i forhold til hinanden, får jeg mulighed for at undersøge nu, hvor bandets andet album kommer på gaden.
Umiddelbart er der ingen ændringer at spore, for Cabal er nøjagtigt lige så brutale, som jeg husker dem. De ti numre føres an af en monotont råbende og skrigende vokal, der er meget energisk, men meget hurtigt bliver både trættende og irriterende. Samtidig hjælper det ikke, at den ledsagende musik er meget indadvendt og lukket; her er der heller ikke meget variation at spore. Og det hjælper heller ikke, at det er lykkedes for Cabal at få gæsteoptrædener fra navne som Trivium’s Matt Heafy, Polaris’ Jamie Hails og Møl’s Kim Song Sternkopf – de flytter desværre ikke albummets udtryk mod mere interessante.
Hvis du er af den opfattelse, at melodi er noget, som rigtige mænd ikke behøver i deres Metal, og at kun benhård satsning på brutalitet fra start til slut giver et godt album, så skal du endelig gå i lag med ”Drag Me Down”. Alle andre vil jeg anbefale at springe over albummet, for det er et udspil, som er for meget af det gode for de fleste – undertegnede inklusive.

Tracklist:
1. Gift Givers
2. Drag Me Down ft. Jamie Hails
3. It Haunts Me ft. Kim Song Sternkopf
4. Tongues
5. Sjælebrand
6. The Hangman's Song
7. Death March
8. Bitter Friend ft. Matt Heafy
9. Unbound
10. Demagogue
Samlet spilletid: 34:42

Læs mere...

Neaera - Neaera

At man kan komme frygteligt skævt ind på et album, er mit møde med Neaeras selvbetitlede syvende album et godt eksempel på: Jeg satte albummet på, mens jeg lavede noget andet, og blev hurtigt irriteret over frontmanden Benjamin Hillekes skrigende vokal; den dominerede samtlige numre, og gjorde det umuligt at bedømme helheden. Førstehåndsindtrykket var alt andet end positivt, men det ændrede sig heldigvis ved de senere gennemlytninger.
Men hvad var anderledes, ud over at jeg nu lyttede helhjertet? Ikke vokalen, for Hillekes stil er energisk skrigende, og den varieres kun få gange med lidt brølen. Men hvad der ændrede sig, var min opfattelse af musikken, som med sin Thrash’ede stil mere end opvejede vokalens mangler. Det hele afvikles i pænt højt tempo, hvilket booster energien. Men endnu vigtigere er det lækre drive, som numrene er udstyret med; det rykker vedholdende fremad, hvilket har gjort ”Neaera” til en effektiv indpisker i motionscenteret. Samtidig lykkes det at variere udtrykket overraskende meget, så det også er en fornøjelse at lytte til hjemme i stuen.
Albummet kommer efter en fem år lang pause, hvor medlemmerne havde brug for at lave noget andet end Neaera. Og det var åbenbart en fornuftig beslutning med et break, for der er masser af spillelyst at spore på ”Neaera” – titlen indikerer en genstart af bandet, som har fået et glimrende afsæt.

Tracklist:
1. (Un) drowned
2. Catalyst
3. False Shepherds
4. Resurrection of Wrath
5. Carriers
6. Rid the Earth of The Human Virus
7. Sunset of Mankind
8. Lifeless
9. Eruption in Reverse
10. Torchbearer
11. Deathless
Samlet spilletid: 43:55

Læs mere...

Necrowretch - The Ones From Hell

Efter godt ti års eksistens og 3 studiealbums på gaden, syntes Necrowretch’ hovedmand Vlad, at der skulle ske noget nyt som optakt til det, der skulle blive til bandets fjerde album, ”The Ones From Hell”. Derfor tog han til Istanbul for at skrive materialet i nye omgivelser; ganske gennemført, må man sige.
Men hvis man ud fra den historie forventer at høre musik med østens mystik og stil flettet ind i numrene, bliver man skuffet; Necrowretch fortsætter stilmæssigt helt som de plejer med en blanding af Death- og Black Metal, der har kraftig slagside mod den sidstnævnte genre.
Det understreges fra start, for de to første numre er nærmest en opvisning i blastbeats og vilde guitarer, selv om der også bliver plads til en smule groove. Det kommer der mere af i titelnummeret, som længe bevæger sig i moderat, men sejt tempo, inden sluserne åbnes til slut, og der igen fræses løs. Hermed er der linet op til resten af albummet, hvor numrene er strikket sammen af de nævnte elementer. Og hvis man lige ser bort fra det uinteressante og ufærdige ”Absolute Evil”, klarer Vlad & Co. sig fint igennem balancen mellem brutal vanvid og seje riffs. Så selv om opskruet tempo virker som svaret på de fleste problemer, hæver ”The Ones From Hell” en tak over mine tidligere møder med Necrowretch.

Tracklist:
1. Pure Hellfire
2. Luciferian Sovranty
3. The Ones From Hell
4. Absolute Evil
5. Codex Obscuritas
6. Darkness Supreme
7. Through The Black Abyss
8. Necrowretch
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed