fbpx

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • GHOST IRIS_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HATESPHERE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OVERKILL_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Dækning af Copenhell 2017

Copenhell 2017 er som bekendt overstået og i løbet af den sidste uges tid smed vi alle vores koncertanmeldelser, billeder samt samlet vurdering online fra festivalen.

 

Vores skribenter Gabriel og Andreas var i selskab af vores fotografer Thomas og Jill for at dække festivalen, det resulterede i 23 anmeldelser, 284 flotte billeder og en overordnet artikel som prikken over i'et.

 

Her finde du en oversigt over hele vores dækning af Copenhell 2017:

Copenhell 2017 – Samlet vurdering

 

Koncertanmeldelser: 

Airbourne 
Alter Bridge
Architects
Baest
Candlemass
Carcass
DevilDriver
The Dillinger Escape Plan
Europe
HateSphere

Huldre
In Flames
Invocator
Ministry
Overkill
Opeth

Prophets of Rage
Psychotic Waltz
Red Warszawa
Rob Zombie
Saxon
Slayer
System Of A Down

 

Galleri:

Copenhell - Torsdag 
Copenhell - Fredag 
Copenhell - Lørdag 

 

Tak fordi du læste med og vi ses på Refshaleøen igen til næste sommer!

Læs mere...

System of a Down - Copenhell 2017

12 år er alligevel også en rum ventetid siden min hidtil eneste liveoplevelse med det fabelagtige armensk-amerikanske, progressive, eksperimenterende, moderne ethno-nu-metal-fænomen System of a Down. Ja, kært barn har mange adjektiver.

Jeg husker noget så tydeligt, da Kerrang! i sin tid vedlagde CD’er med de to første numre fra det endnu ukendte bands endnu uudgivne debutskive. Det var i ’98, og jeg var fuldstændig blæst væk. “Det hér, det bliver fucking stort!”, lallede jeg rundt på efterskolen og prøvede ikke at fable for meget om.

Der skulle gå en lille håndfuld år endnu, men så var den der dæleme også. Man ved, at ens profetiske evner ikke er helt ved siden af, når selv Boogie kværner titelnummeret fra mesterskiven “Toxicity” (’01) af i tide og utide. (Hvis du ikke kan huske det program, er du ikke gået glip af det store).

Og så — efter et par ellers næsten lige så fremragende albums — var de der pludselig ikke længere. Rygterne svirrede om interne stridigheder. Soloprojekter opstod. Vi anede ikke helt, om vi nogensinde fik dem igen.

… Okay, indtil 2010. Men altså, stadigvæk… TOLV år siden sidste besøg i landet. Vi er mange, der har ventet, og vi er mange, der elsker Jeppe Nissen og Copenhell for endnu engang at have følerne så godt ude blandt publikums ønsker og ledige bands. SoaD på Copenhell er intet mindre end en kongebooking, og det kan blive fucking stort, det hér. (Og ja, der var den såmænd igen.)

Man kan tydeligt mærke den skrøbeligt-sårbare forventning hænge tungt over pladsen som luften inden et tordenvejr. Da bandet sætter i med introen fra “Soldier Side” hersker der en andægtighed på Copenhell, som sender tanker tilbage til introen fra sidste års afskedsshow med Black Sabbath. Og da åbneren “Suite-Pee” fra førnævnte debutskive overtager, begynder dæmningen at briste. De kan det, de vil det og de gør det, og det står altsammen soleklart i den bipolart-skizofrene “Prison Song”.

Samtlige detaljer er med. Forsanger Serj Tankians prægtigt klare tenor er fortsat lige så klar og prægtig, som hans primalbrøl er skræmmende aggressivt. Sammenligningerne med Mike Patton er fuldt ud fortjente — Tankian er bare langt mere uhæmmet. Og John Dolmayans sindssyge skindbankeri kvalificerer simpelthen til det mest intense og professionelle indenfor det 21. århundredes moderne hårde rock — helt oppe ved siden af Danny Carey og Gavin Harrison.

Men SoaD overgår på deres egen spøjse vis både Tool og Porcupine Tree indenfor enkelte parametre. De er ikke bare mere kontant hårdtslående; de er også stedvist langt mere manisk besatte i deres udtryk. Og så formår de altså at crowdplease i et omfang, jeg aldrig havde forestillet mig muligt. Ikke blot følger nærmest samtlige numre i ubønhørlig non-stop-forlængelse af hinanden. Men under mini-tour de force’en “DDevil”, “Needles”, “Deer Dance” og “Radio/Video” begynder jeg ærligt talt at føle mig en smule vantro. Det kan sgu da ikke passe, det hér?? Men det kan det, og SoaD er stadig nærmest knapt begyndt.

Som i tilfældet Prophets of Rage på samme scene få timer tidligere har de mellemliggende år knapt sat andre præg på bandet end en kende gråsprængt skæg. Og som hos samme vredesprofeter bærer SoaD fortsat deres sociale indignation udenpå tøjet. De er drevet af langt mere end bare bevidstheden om de undertrykte masser og folkedrabene i det fædrende Armenien, og om alle de ligeglade maddiker der bare står og ryger smøger i det lige så fædrende Hollywood, mens tiggerne sulter for deres fødder. Som hos Prophets of Rage er det hele alverdens tilstand, der dels begrædes, dels satiriseres. Ja, somme tider er vi sgu nødt til at grine af tingene for ikke at blive helt ødelagt af dem.

Først og fremmest er det dog bandets vanvittige tekniske kunnen hånd i hånd med det vanvittige sæt, der fandme gør denne aften uforglemmelig. De smukke “Highway Song” og “Lost in Hollywood” flankerer endnu en sindssyg klassikerstime bestående af “Bounce!”, “Suggestions”, “Psycho” og, — nårh ja for Helvede — hittet “Chop Suey!” Det er som om, man fuldstændig har glemt, hvor mange fede numre denne gruppe egentlig nåede at berige os med på deres relativt få studiealbums. Ja, selv outtake-skiven “Steal This Album!” tilgodeses med en håndfuld stykker.

Mine to favoritter “Science” og “Know” er desværre ikke med i denne ombæring. Og for nu at dvæle lidt ved den tænkelige kritik, er Daron Malakians guitar- og vokalevner altså heller ikke kun uretfærdigt udskældte. Men han holder sammen på det, og de andre holder sammen på det hele, og alt i alt er SoaD altså ikke et band, der kan nås af ret mange. Under “B.Y.O.B”, en af mine andre favoritter, er jeg noget nær fuldstændig mæt. Men selvfølgelig lukker de af med double combo’en “Toxicity” og “Sugar”.

Førnævntes omkvædslinie “Disorder! Disorder!” gjalder ud over Refshaleøen ved +20.000 taknemmelige strubehoveder. Jeg og mit følge skråler kækt og kærligt “Det’ så’n dér! Det’ så’n dér!” under samme linie. For det ER fandme præcist så’n dér, checken skal skrives. Således gik det altså til, at Copenhell kunne føje denne mesterlige performance til de 4-5 allermest mesterlige afholdt på festivalen nogensinde.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • HATESPHERE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HATESPHERE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • SLAYER_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Device offentliggøre album trailer og single

Device, det nye industrial rock/metal project med Disturbed’s frontmand David Draiman og tidligere Filter guitaristen Geno Lenardo, har lagt en 2 minutters trailer for deres kommende selv-betitlede debut album ud på YouTube, se videoen nedenfor.

Albummet ”Device” udkommer den 9. april og vilde indeholde gæste optrædende fra en række store musikker; Black Sabbath’s bassist Geezer Butler, ex-Deep Purple bassist og sanger Glenn Hughes, Rage Against The Machine guitaristen Tom Morello, System Of A Down sangeren Serj Tankian, Avenged Sevenfold sangeren M. Shadows og Halestorm sangeren Lzzy Hale.

Albummets første single og video er Vilify” som kan ses nedenfor. Drainman har fornyligt udtalt sig om sangen til The Pulse Of Radio:

"It is a very fierce introductory track for this record. It has a very strong fusion of that electronic element in there. Still very heavy, still very rhythmic. Very anthemic, very intensely melodic. It's a song that lyrically is talking about everyone out there who likes to make me out to be such a bad guy, this monster of epic proportions, which I'm really not."

"Device" track list:

01. You Think You Know
02. Penance
03. Vilify
04. Close My Eyes Forever (Ozzy Osbourne & Lita Ford cover) (feat. Lzzy Hale)
05. Out Of Line (feat. Serj Tankian, Geezer Butler)
06. Hunted
07. Opinion (feat. Tom Morello)
08. War Of Lies
09. Haze (feat. M. Shadows)
10. Through It All (feat. Glenn Hughes)


"Device" album trailer:

"Vilify"musik video:

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed