fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Infinita Symphonia - Infinita Symphonia

Der er rigtig meget, der fungerer godt på Italienske Infinita Symphonia’s andet album, som dog er det første de udgiver under Scarlet Records. De spiller power - og symphonic metal med vibrato på vokalen og storslåede melodier. De essentielle ingredienser for de genrer. Bandet har eksisteret siden 2008 og har tidligere udgivet et album før dette. Selvom bandet stadig er forholdsvis ukendt udenfor deres hjemland, har de arbejdet sammen med flere prominente folk på deres album. Blandt andet tidligere medlemmer af Helloween og Iced Earth. Så de har i hvertfald deres forbindelser i orden. Så hvad med musikken?

Jo, den er faktisk udmærket. Albummet åbner med et af dets bedste numre ”If I Could Go Back.” Det har en rigtig fed melodi og er man fan af power metal genren, så sidder det her lige i skabet! Anden skæring ”The Last Breath” er også en af mine favoritter. Også de efterfølgende to numre ”Welcome To My World” og ”Drowsiness” giver mig lyst til at kaste med håret og synge med, og efter de fire første numre har jeg så meget lyst til at opleve det her band live! For jeg tænker ”yes – det her er fedt!”. Alt fungerer faktisk rigtig godt for Infinita Symphinia indtil track nummer 6, hvor det er som om hele albummet skifter stil og bliver meget rodet i sit udtryk. Pludselig føles det, som om bandet har glemt, hvad det var de havde gang i og prøver at samle tråden op igen, men uden held. Og det er rigtig ærgeligt, for som jeg tidligere nævnte så er der rigtig meget, der er fint på det her album. De fire gutter her er faktisk rigtig gode i deres genre. De udviser stor musikalitet på den første del af albummet, og numrene er generelt virkelig godt skruet sammen og oser af ægte power metal stemning. Jeg er også ganske glad for Luca Mucioni’s vokal. Nogle steder lyder det, som om han kæmper lidt med de høje toner, men langt hen ad vejen er der rigtig god volumen på ham. Kun på et af numrene, balladen ”In Your Eyes”, synes jeg at han er tåkrummende skidt at høre på. Det nummer er i det hele taget en streg i regningen for den her skive, for det er – undskyld udtrykket! – enormt ringe, selvom tanken bag sikkert var fin.

Det er synd at pladen taber pusten på den sidste halvdel, for det efterlader mig med en lidt flad fornemmelse og jeg tænker ikke umiddelbart, at jeg har lyst til at høre den igen. Med undtagelse af de første fire numre er den desværre en lidt kedelig oplevelse, der ikke efterlader noget videre hverken positivt eller negativt indtryk. Den er bare…kedelig. Men jeg vil dog give Infinita Symphonia så meget, at de har fat i noget rigtigt. Så måske den næste plade kunne gå hen og blive lidt mere interessant. 

Tracklist:

$11.       If I Could Go Back

$12.       The Last Breath

$13.       Welcome To My World

$14.       Drowsiness

$15.       In Your Eyes

$16.       Fly

$17.       Interlude

$18.       Waiting Fo A Day Of Happiness

$19.       X IV

$110.   Limbo

Samlet spilletid: 67:00

Læs mere...

Bring Me The Horizon, Your Demise

På afbud af en anden anmelder, så jeg (en smule modvilligt) mig selv i Amager Bio denne fredag aften. Flankeret af samtlige emo/goth teenagere i København, oveni købet – næsten…
På et personligt plan har jeg aldrig været vild med Bring Me The Horizon. Deres 3 seneste albums har ikke blot undgået at fange mig; jeg har bevidst forsøgt at undgå dem efter første lyt. Da de for nyligt udgav ”Sempiternal” ændrede min holdning sig en smule – nu begyndte det at lyde af noget. Mine forhåbninger var dog fra starten ganske lave, da mine tidligere liveerfaringer med ovenstående band har været ganske forfærdelige. Samtidigt lovede opvarmningen i Your Demise heller ikke af meget. Det viste sig heldigvis at blive en rimelig oplevelse.
 

Your Demise:
Det engelske hardcore punk/post-hardcore (tidl. metalcore) band har eksisteret siden 2003. Der har stort set fra starten været massiv udskiftning i bandet, hvoraf der i dag ikke er nogle originale medlemmer tilbage. Your Demise’ debutalbum ”You Only Make Us Stronger” udkom i 2006. ”Ignorance Never Dies” kom i 2009, og allerede ét år senere udkom ”The Kids We Used To Be”. Deres 3 første albums holdt sig godt indenfor hardcore punk. Deres seneste udgivelse ”The Golden Age” udkom sidste år. ”The Golden Age” markerede også et genreskift for Your Demise, da de her sigtede efter et mere melodisk udtryk.  


Allerede 10 minutter i ni vader Your Demise på scenen. Amager Bio har desværre udviklet en irriterende praksis i at lade bands gå på før den annoncerede starttid. Men lad det nu ligge… Your Demise er i øjeblikket på deres sidste tour nogensinde. En tour som i øvrigt strækker sig over godt og vel et helt år. De havde derfor fået afsat 40 minutter til deres show – et pænt stykke tid for et opvarmningsband.

Salen er ca. halvt fyldt, og fra start til slut hersker der ingen tvivl om at mange kender til, eller udelukkende er kommet for at se, Your Demise live. I hvert fald er størstedelen af den forsamlede skare meget aktive på gulvet i form af både moshpits, circlepits (som der heftigt bliver bedt om fra forsangeren), såvel som den omdiskuterede hardcore-dans. I aften ser alle de deltagende dog ud til at være fuldstændig med på den leg, hvilket også medfører at ingen udefrakommende bliver generet af det – thumbs up herfra.

Rent lydmæssigt står Your Demise ganske stærkt for aftenens første band, men trommerne buldrer til dels og vokalen er skinger til tider. Det er dog småting, og generelt går alle instrumenterne ganske godt igennem.

Bandet dog… Ja, det er ironisk nok koncertens absolut svageste led. Det er så kedeligt. Der er meget lidt aktivitet fra samtlige medlemmer – forsangeren er den eneste som reelt bevæger sig en smule rundt. Ingen af dem ser ud til at have det sjovt… De få kommentarer virker søgte og ligegyldige. Hvor er engagementet? Hvor er energien? Ikke hos Your Demise, det er helt sikkert. Ikke overraskende kan hverken forsangeren, eller de 2 guitarister som af og til ”synger med”, formå at ramme tomerne korrekt. Det er pivfalsk. Det er jo decideret pinligt… Sværere bør det heller ikke værre at ramme ”oh-åh-oh-u-åh” lydene, så de – i det mindste – bare lyder acceptable. Det er tilsyneladende kun et problem for Your Demise.
Samtidigt er det utroligt at et band, som på alle måder udnytter de nemmeste rytmer der nu er tilgængelige, stadigvæk kan formå at spille utight. Trommeslager… Hvad sker der?

Rent musikalsk kan jeg heller ikke lade være med at driste mig; ER det Limp Bizkit – bare meget, meget dårligere? Musikken skal ikke være en faktor i forhold til anmeldelsen, men lad det være sagt her; det var forfærdeligt. Absolut forfærdeligt. Da de 40 minutter endelig er overstået, kan jeg glædes over at Bring Me The Horizon på ingen tænkelig måde kan blive værre end dette…

Jeg giver 2 stjerner til Your Demise. Eller rettere; jeg giver 1½ stjerne til publikums engagement (som var det eneste der løftede koncerten i en positiv retning), og ½ stjerne til Your Demise for blot at være til stede på scenen og for at optræde. Dette har ubetinget været årets ringeste koncert indtil videre, og jeg må tilstå at jeg glædes over bandets udmelding ift. Deres snarlige opløsning – det kan sgu ikke gå hurtigt nok.

Bring Me The Horizon:
Det britiske metalcore (tidl. deathcore) band Bring Me The Horizon blev skabt i Sheffild, Yorkshire I 2004. Navnet stammer i øvrigt fra den sidste replik i Pirates Of The Caribbean: The Curse Of The Black Pearl hvor Jack Sparrow selvsikkert udbryder: “Now, bring me that horizon”.
Det første album “Count Your Blessings” fra 2006 anses af mange for at bevæge sig stilsikkert indenfor “deathcore”. Det næste album ”Suicide Season” kom 2 år senere, og allerede her så man Bring Me The Horizon bevæge sig over mod den lettere melodiske metalcore. Genreskiftet kom især til udtryk på det næste album fra 2010; ”There Is A Hell, Believe Me I’ve Seen It. There Is A Heaven, Let’s Keep It A Secret”. Det indeholdt bl.a. elektroniske, symfoniske og post-hardcore elementer, såvel som rene vokalstykker og korpassager – et ganske nyt udtryk. Nu ankommer vi så til den sidste del af turen, i hvert fald indtil videre. ”Sempiternal” fra 2013 så Bring Me The Horizon udvide deres musikalske udtryk endnu engang – denne gang med både post-rock og experimental og progressiv rock indblandet. Udtrykket er blødere og langt mere melodisk end nogensinde tidligere. De tidligere deathcore elementer er nu helt forsvundet. Hvor tager Bring Me The Horizon os med til næste gang?


Klokken slår 22 og kort efter slukkes lysene. Et øredøvende skrig genlyder igennem den nu ¾ fyldte sal – ja, der er mange piger til stede. I dag har Bring Me The Horizon medbragt et tour medlem i form af en ekstra guitarist. Der er altså 6 mand på scenen – bl.a. et medlem bag et kombineret keyboard/computer/synthesizer, hvilket er et forholdsvist nyt syn.

Første indtryk: Lyden er meget mudret. Det er desværre sandt. Den er faktisk værre end til Your Demise, og sådan bør det jo ikke være. Trommerne buldrer, begge guitarer er langt tilbage i lydbilledet og keyboardet, med de tilhørende elektroniske elementer, kan kun svagt anes i baggrunden. Det skider publikum dog hul i…

… for der er masser af fællessang (især i de nye numre), og der er konstant aktivitet fra gulvet. Bandet er også ganske aktivt til stede på scenen, men det er dog ikke den helt eksplosive optræden der er gang i. Desværre går det, mere eller mindre, som jeg havde forventet i forhold til forsangeren; han rammer ikke tonerne helt rigtigt. Dog vil jeg påpege at hans musikalske evner rækker længere end tidligere. Der er virkelig sket et markant skift i den rigtige retning. Det er dog stadig alt, alt for nemt bare at svinge mikrofonen ud til publikum, i stedet for selv at synge. Det sker desværre gennemsnitligt i hvert 2. nummer.

Vi bliver ført igennem hele 7 numre fra det nye album, hvor jeg især må udpege ”Go To Hell, For Heaven’s Sake” som værende et af aftenens højdepunkter. Hvis Bring Me The Horizon fortsætter ud af den sti, ja så ser det meget lyst ud! Samtidigt får vi dog også 2 sange fra ”Suicide Season” og 3 sange fra ”… There Is A Hell”. Det beklagelige ved dette bands konstante udbytning ift. deres musikalske udtryk, gør altså så desværre også at flere af de gamle sange nærmest parodierer sig selv – de skal bare overstås og afsluttes. Dét er et problem når et band ikke længere kan stå inde for deres tidligere udgivelser, og det siger da også noget, at der ikke blev plads til bare ét enkelt nummer fra deres første skive.

Men tilbage til publikum… For som fan af Bring Me The Horizon må det være mærkeligt, måske endda frustrerende, at man aldrig reelt ved hvor man har dem. De ”nye” fans tager dog ualmindeligt godt imod den nye stil – den vedvarende fællessang er et godt tegn. Jeg er dog ikke blevet klogere. Jeg ved ikke om Bring Me The Horizons næste album går over i diverse metaludgaver af dubstep, triphop eller syrejazz. Det er ikke til at sige. Det forhindrer dog ikke hverken band eller publikum fra at holde en fredagsfest for de unge. På trods af halvdårlig lyd, og et kort sæt på kun godt og vel én time, var det en ganske udmærket koncert. Vi kunne godt have været foruden de 2 sange fra ”Suicide Season”, for de virkede overflødige. Det var kun fordi Bring Me The Horizon udstrålede at de egentlig ikke gad spille dem, men alligevel halvt var tvunget til det for publikums skyld. At lyden forbliver på stort set samme (halvdårlige) niveau igennem hele koncerten, trækker karakteren nedad.

Jeg vil give 4 stjerner for en udmærket koncert. Derefter er der kun ét spørgsmål tilbage; “Hvor tager Bring Me The Horizon os med til næste gang?”


Sætliste:
1) – Shadow Moses
2) – Chelsea Smile
3) – Alligator Blood
4) – Go To Hell, For Heaven’s Sake
5) – The House Of Wolves
6) – It Never Ends (Anthem intro)
7) – And The Snakes Start To Sing
8) – Diamonds Aren’t Forever
9) – Empire (Let Them Sing)
10) – Blessed With A Curse
11) – Antivist
Encore:
12) – Sleepwalking

Læs mere...

Dark Mental Festival 2013

Festival sæsonen er så småt ved at skyde sig selv igang. Over hele Danmark popper de årlige festivaller frem fra muldjorden og giver det metal hungrende publikum noget at se frem til og ikke mindst, ondt i pengepungen.

 

Dark Mental er en relativ ny spiller på denne scene og byder på beskidt undergrunds musik, et par enkelte headliners og masser af billig øl samt hegn til masserne, for en yderst beskeden sum. Festivallen spænder vidt over forskellige genrer, men i år må der siges at have været hovedfokus på thrash, death og black metal. De tre "kæmpe store" headliners man havde valgt til dagene var da også i særklasse og håndplukket til festivallen. Morbid Saint, Iniquity og Taake er på hver deres måde yderst stærke og efterhånden vel etablerede navne og to af dem står for den mere legendariske del af treenigheden, hvor Taake jo som bekendt stadig spiller og udgiver album efter album der redefinerer black metallen.

 

Morbid Saint og Iniquity er noget af en fangst for en relativt lille festival og var da bestemt ingen skuffelse at se live. disse to titaner indenfor hver deres genre smækkede det trætte publikum i ansigtet og fik lukket torsdagen og fredagen på behørig vis. Taake leverede da også det perfekte show og markerede herved enden på en yderst vellykket "forlænget weekend".

 

I disse dage, hvor publikum har svært ved at gribe til penge pungen, hvor supporten til undergrunden er falmende og der skal mere end meget til for at lokke folk ud på nørrebro for at se noget fee' døø', så er det sku meget smukt at folkene bag Dark Mental tager teten og stabler et solidt arrangement på benene. Settingen på Nørrebro er perfekt for undergrunden. Når man bevægede sig udenfor var der masser af "autencitet" som vi "fise fornemme" anmelder folk kan lide at kalde det. Det at være i Stengade's yderst smadrede og trænge lokaler og så blive rystet igennem giver en del til oplevelsen og gør det langt mere interressant end man skulle tro. Det er ægte DIY punk ånd og det er en ting der går fint i spænd med metal i alle dens afskygninger.

 

Programmet var alsidigt, dog med meget fokus på de mere ekstreme genrer, men der var skam plads til ægte Heavy Metal i Maidens ånd og sågar symfonisk metal med violiner, cello og hele pivtøjet. Det er ikke en festival, der har sine egne interesser for øje, men nærmere en festival der vil præsentere et tværsnit af undergrunden til de fans der måske føler de får mere for pengene ved at få præsenteret hele 25 bands på tre dage. Med andre ord, Dark Mental er med til at holde liv i supporten til undergrunden, der i disse dage har lettere trænge kår. Udvalget af bands kan man ikke klandre nogen for. Der var alt lige fra den brutale dødsmetal repræsenteret af Iniquity og Defilementory blandt andre, til alt fra dystert black i form af Atius og Taake, til eksperimenterende Moonloop og sågar, for dem der var mere in the mood til symfonisk metal, Lily and the Wicked Strings. Der var noget for enhver smag og alle bands repræsenterer det ypperste indenfor deres genre. Bands som man ellers ikke ser så meget til i live miljøet men her skinnede de igennem og slog deres navn fast en gang for alle.

 

Mange af disse undergrundskoncerter har det med at blive et mødested for bands. Man kommer og støtter op om sine venner og ser hvad de laver for tiden og derefter tager man et par øl og ser hvad der ellers rører sig. Jeg vil ikke benægte, at der var mange kendte ansigter på Stengade i løbet af festivallen, men der var også enormt mange egentlige fans der her havde muligheden for at møde folkene bag musikken og lige få en sludder for en sladder. En unik mulighed for at få afmystificeret folkene bag bands som Iniquity, Defilementory, Caro osv.

 

Hele stemningen er fantastisk, det er ikke sådan en af de klassiske "du må stå her og du må ikke gå et skridt nærmere" settings som man oplever det på de store festivaller der udelukkende præsenterer store navne. Dark Mental er hyggelig; lokalernes skumle belysning, det at man ikke misser noget ved at gå i baren, det faktum at der ikke er overfyldt og så det at folkene bag selve festivallen bare vimser rundt og hygger med bands og tilskuere. Det giver en familiær følelse og gør hele oplevelsen så meget bedre.

 

Alt i alt vil jeg mene at Dark Mental er kommet for at blive. Den følelse man får af hele arrangementet er noget der er hårdt tiltrængt i det danske metal miljø og det at man kan kommer herind og lige få en sludder for en sladder med venner og bekendte, samt møde nye mennesker der alle har det til fælles at de ånder for musikken gør at man får styrket sin tro på at vores højt elskede genre nok skal klare sig og at vi sammen står stærkere end før. Udvalget af bands er foretaget nøje af folk der ved hvad de snakker om og det skuffede bestemt ikke! Eneste minus er at lyden var yderst beklagelig enkelte gange, men det er ikke noget der tager noget væk fra den samlede oplevelse, jeg kvitterer med den bedste karakter jeg har givet et stykke tid og siger, nej råber sku!.

VI SES NÆSTE ÅR !

 

Karakter: 6 ud af 6 stjerner

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed