fbpx

Thaurorod - Anteinferno

Finland har en lang tradition for symfonisk Metal, og her trådte Thaurorod ind for alvor med debutskiven ”Upon Haunted Battlefields” i 2010 efter 3 forudgående EP’er. Inden indspilning af efterfølgeren ”Anteinferno” er der kommet nye kræfter til på hhv. keyboard og vokal.

Forhåndsomtalen af denne skive skaber ret store forventninger, for her bliver Thaurorod sammenlignet med store navne som Sonata Arctica, Dragonforce og Stratovarius, og der er da også mange stilmæssige fællestræk med de nævnte kunstnere: Med stort opsatte arrangementer, pænt højt tempo og en ikke-aggressiv produktion af numrene ligner "Anteinferno” på overfladen genrens kendte navne. Det samme gør teksterne, som tager udgangspunkt i det historiske med f.eks. den engelske rosenkrig og Dantes inferno som inspirationskilder.

Nu er det én ting at følge en kendt stil, men noget andet er at gøre det godt, og det illustrerer Thaurorod tydeligt. Problemerne starter ved vokalen, for Andi Kravljaca synger rent men ikke særligt kraftigt. Det forsøger den velmenende producer at kompensere for ved at skrue ekstra op for omkvædenes kor, men det udstiller bare problemet endnu mere. Hvad værre er, at alt bliver spillet uden gnist; det hele fremstår klinisk renset for følelser, og det er bare ikke i orden! Hvis ikke finnerne spillede udmærket, ville det ende i den rene katastrofe; alligevel føler jeg mig flink når jeg uddeler 2 stjerner til ”Anteinferno”.

Tracklist:
1. Planet X
2. Heart Of The Lion
3. Overboard
4. Far From Home
5. Victor
6. Marked For Diablo
7. For The Rose To The Grave
8. Anteinferno
9. Path
10. Riders Of The Shires

Samlet spilletid: 47:25

Læs mere...

Apocalyptica - Wagner Reloaded-live in Leipzig

Med ægte Metal look og attitude tilsat celloer var Apocalyptica fra starten noget særligt på musikscenen, og at deres blanding af Klassisk musik og Metal har vundet anerkendelse, vidner bandets lange række af udgivelser om. Det nyeste er en liveoptagelse af deres møde med Richard Wagner. Inspireret af den store komponist har bandets Eicca Toppinen skrevet musikken, som er opført med stort orkester og dansere på scenen.

Ideen med dans til at understøtte musikken visuelt kan være en god ide, men når man kun har lydsiden, er det ikke meget værd; flere steder fornemmes på publikums reaktioner, at der foregår et eller andet på scenen, men uden billedsiden bliver det bare tomt og irriterende.

Musikken indeholder den klassiske musiks bredde fra det stille til det overdådige, så man kan ikke klage over manglende variation. De helt stille cellopassager er meget smukke, og de få gange hvor der slås over i Metalrytmer kører tingene godt for finnerne. Desværre sker denne brobygning mellem de to musikalske genrer for sjældent, og albummet har klar slagside; jeg tipper forholdet mellem Klassisk og Metal til at ligge omkring 75:25, og det er for meget. I stedet for at sammensmelte stilarterne får man dem mest i ren form, men med denne fordeling sætter Apocalyptica sig mellem 2 stole: Er man fan af Klassisk, vil man få mere ud af en ”rigtig” klassisk skive, mens Metalheads hellere vil ha’ fuldblods Metal. Hele konceptet virker som et værk, hvor målet har været at introducere yndere af Klassisk musik til Metal uden at skræmme dem. Om det virker på dén gruppe, skal jeg ikke kunne sige; det virker ikke på mig.

Tracklist: 
1.               Signal
2.               Genesis
3.               Fight Against Mothers
4.               Stormy Wagner 
5.               Flying Dutchman
6.               Lullaby
7.               Bubbles
8.               Path of Life
9.               Creation of Notes
10.              Running Love
11.              Birth Pain
12.              Ludwig - Wonderland
13.              Ludwig - Requiem
14.              Destruction                                      

Samlet spilletid: 56:23

Læs mere...

Nightwish - Showtime, Storytime

Højdepunktet på Nightwish’ ”Imaginaerum Tour” var bandets optræden på Wacken festivalen, og med et publikum på 85000 mennesker  lå det lige til højrebenet forevige koncerten for udgivelse på CD, DVD og Bluray. Og med hele 17 kameraer i sving må man sige, at der er gjort noget ud af produktionen. Til anmeldelsen her må jeg nøjes med lydsiden, men det gør ikke noget, for resultatet er noget af det absolut bedste, jeg har hørt fra finnerne so far!

Jeg har flere gange oplevet at melodisk Metal fungerer bedre i live-sammenhæng, og det samme gør sig gældende her: Også i Nightwish’ pompøst anlagte symfoniske Metal får guitarerne mere power på scenen, og det hæver niveauet betragteligt. Det hele balancerer meget bedre med musikkens melodiske elementer, og flere steder går det op i en højere enhed - i ”Ever Dream” får jeg ligefrem gåsehud! Det skyldes ikke mindst bandets nye sangerinde, Floor Jansen; hvis denne udgivelse skal betragtes som en eksamen for hende, er den bestået til ug med kryds og slange. Hun synger virkelig flot og varieret, og selv om hun ikke har samme operastemme som Tarja Turunen, er spændvidden stor nok til, at jeg ikke savner bandets oprindelige frontkvinde.

I de første numre bygges op til noget rigtig stort, men midt på albummet dukker en række numre op, hvor der er mange fløjter i bedste Irish Mood stil, og det køler øjeblikkeligt begivenhederne ned. På den måde lykkes det nemlig for Nightwish også at ramme skalaens nedre grænse, for jeg får bare meterlange løg af at høre de der tin whistle fløjter og sækkepiber!!!

Heldigvis kommer de godt igen og udnytter den lange spilletid til at bygge op til en flot finale, hvor publikum lyder til at være rigtig godt underholdt. Det er jeg også, og kvitterer med en karakter på 4½ ud af 6 stjerner.

Tracklist: 
1.Dark Chest of Wonders
2.Wish I Had an Angel
3.She Is My Sin  
4.Ghost River
5.Ever Dream  
6.Storytime
7.I Want My Tears Back
8.Nemo      
9.Last of the Wilds
10.Bless the Child  
11.Romanticide
12.Amaranth
13.Ghost Love Score
14.Song of Myself
15.Last Ride of the Day
16.Imaginaerum

Samlet spilletid: 95:40

Læs mere...

Tarja - Colours In The Dark

Selv om bandet aldrig har stået øverst på min favoritliste, var jeg alligevel blandt dem som fandt, at Nightwish mistede noget af sin personlighed da Tarja Turunen røg ud, men den efterfølgende solokarriere med bandet Tarja ser ud til at fungere udmærket.

At stemmepragten er intakt viser Tarja allerede i åbningsnummeret, hvor hendes sopran får motioneret sine øverste registre til en omgang Bolerorytmer. Og så er scenen sat for resten af albummet, for også her akkompagneres Tarja af symfoniske elementer blandet med Metal. De to musikalske retninger optræder dog ikke på samme niveau, for de symfoniske bidrag har hele tiden overtaget. Det giver numrene meget store armbevægelser, for arrangementerne er så storladne og pompøse, som man oftest hører det i denne sammenhæng. Samtidig er der flotte melodier at lægge øre til, men kernen i hele forestillingen er og bliver Tarjas stemme. Og den er virkelig imponerende, ikke kun i tonal spændvidde, men også i variation. Derfor er det næsten lige så spændende at lytte til hende når hun synger stille, som når hun rigtigt folder sig ud. Det gør hun også til mere hårdtpumpede toner, som i Peter Gabriels ”Darkness”, der gives i en udmærket version, eller i ”Neverlight”, der har albummets største indhold af Metal.

Trods de flotte rammer og Tarjas tilsvarende præstation er det materialets kvaliteter, der i sidste ende bestemmer resultatet, og her viser albummet svagheder i den sidste halvdel. Ikke fordi numrene er direkte dårlige, men de formår ikke at holde det niveau, Tarja lægger ud i, og det koster lidt i karakteren.

Tracklist:
1.     Victim of Ritual         
2.     500 Letters    
3.     Lucid Dreamer                 
4.     Never Enough                 
5.     Mystique Voyage             
6.     Darkness      
7.     Deliverance   
8.     Neverlight 
9.     Until Silence 
10.Medusa (feat. Justin Furstenfeld)

Samlet spilletid: 61:09

Læs mere...

Nickelback, Skillet

Nickelback – bandet alle har en holdning om eller bare hader ligeud. Har de solgt ud? Har de taget den nemme vej? Hvad end folks grunde må være, så siger spillestedets størrelse en hel del om deres fanbase her i landet – og det er bare i Danmark.
Jeg har, sandsynligvis ligesom så mange andre, kun dyrket Nickelback igennem radioen og på barer/til fester, etc. Derfor skulle det blive interessant at se hvordan de ville klare sig live, også tilmed i Forum. Sidste gang Nickelback var forbi foregik det i Falconer Salen, så det er noget af et spring siden september sidste år. 
Men først skal vi igennem aftenens opvarmningsband; Skillet.

Skillet:
Det er gået min næse forbi præcist hvor gammelt et band Skillet egentlig er. Det kristne rockband begyndte helt tilbage i 1996 i Memphis, Tennessee og har siden da udgivet 8 studiealbums. De eneste 3 jeg personligt kender til er ”Comatose” fra 2006, ”Awake” fra 2009 og ”Rise” fra i år. Genremæssigt spænder Skillet over rock/hard rock, nu metal og symfonisk metal (på deres seneste udgivelse). Det eneste originale medlem tilbage i bandet er frontmand og bassist John Cooper der nu er gift med den ene guitarist, Korey Cooper.
Deres anden guitarist, Seth Morrison, kom først med i 2011, mens deres trommeslager, Jen Ledger, har været med siden 2008 og samtidigt synger med på en del af de nye sange.

Præcis kl. 19:30 går Skillet på scenen i et næsten udsolgt Forum.
Netop spillestedet er frygtet for til tider tvivlsom eller decideret elendig lyd, men jeg kan hurtigt konstatere at det ikke er tilfældet denne gang. Faktisk er lydkvaliteten utrolig god for et opvarmningsband. Enkelte gange kan det være svært at høre guitaren eller bassen ordentligt, men det hele går fint igennem – igen, for Forum, er det virkelig helt ok og langt bedre end hvad det plejer at være. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mindre bulder fra trommerne.
Volumen er ikke som sådan for lav, men jeg tror ikke det ville have skadet nogen hvis den bare blev skruet én tak højere op – det er jo en ROCKkoncert, ikke?

En pæn portion mennesker ser ud til at kende bandet på forhånd, hvilket jeg må indrømme overrasker mig på sin vis. Det er dog kun relativt få som er med under alle 9 numre, men sange som ”Whispers In The Dark”, ”Hero”, ”Awake And Alive” og selvfølgelig ”Monster” vækker genkendelsesglæde hos ikke så få igen. Bandet modtager også en fortjent hyldest af størstedelen af de knap 8000 personer, som er hvad jeg vil gætte på er tilstede i aften, efter hver eneste sang.

En af de ting man husker ved Skillet (udover deres sjove navn) er at der pt. er 2 mænd og 2 kvinder med i bandet. Det giver en del muligheder i forhold til vokalen, hvilket jeg glædeligt bemærker bliver godt udnyttet – også endda primært fra trommeslageren der virkelig synger himmelsk (no pun, men de er jo kristne), alt imens hun giver den gas bag tønderne – sejt! 
De andre medlemmer er også fint aktive og forsangeren forsøger ihærdigt at få os alle med. Det er måske unødigt at nævne sit bandnavn efter ca. hver anden sang, men det er en mindre detalje – det kan mærkes at de er glade for at være her.

Ud af det blå dukker der pludselig en violinist og en cellist op. De giver den gas i 2 – 3 af numrene, bl.a. ”Awake And Alive” – en god og uventet overraskelse. Lyden kan akkurat holde til det, så det er en fornøjelse at høre at det hele går godt igennem.

Sætlisten består af i alt 9 sange som er fordelt ligeligt ud på Skillets 3 seneste albums. De nye sange som f.eks. ”Sick Of It” og ”Not Gonna Die” passer perfekt ind ligesom de ældre af slagsen, og det første guitarriff i ”Circus For A Psycho” får folk til at skrige helt vildt – men det lyder også umiskendeligt som en billig kopi af AC/DC riffet fra ”Thunderstruck”. Udmærket nummer, men knap så cool at (gen)bruge noget der lyder SÅ ens.

40 minutter senere er Skillet færdige, men inden da hører forsangeren os lige om hvor mange der gerne vil se dem igen; jeg er en af dem. De fortjener at spille et mindre sted med en anelse bedre lyd og en større gruppe fans. Selvom musikudtrykket er solidt placeret i den forhadte nu metal/90’er scene, så formår Skillet at give et godt show, som dog denne gang aldrig blev rigtig godt.
... Men det kunne det blive hvis de f.eks. blev booket i Vega!
4 stjerner bliver det til denne gang.

Sætliste:
1) – Whispers In The Dark
2) – Hero
3) – Sick Of It
4) – Awake And Alive
5) – The Last Night
6) – Circus For A Psycho
7) – Not Gonna Die
8) – Monster
9) – Rebirthing

Nickelback:
Det canadiske rockband begyndte i 1995 og udgav året efter ”Curb” der havde en grunge-agtig lyd. Den tendens fortsatte på bandets næste album ”The State” fra 1998.
Derfra, og 5 albums senere, har Nickelback slået sig fast som en af de helt store spillere på rock/pop rock scenen, og har igennem tiden modtaget kritik fra stortset alle kanter pga. deres simple tekster, repetitive sangstrukturer og en poppet lyd – der er nærmest gået sport i at hade bandet. På trods af den massive kritik er Nickelback kun blevet større som tiden er gået.
Den mest kendte figur fra bandet er selvfølgelig forsangeren og lead guitaristen Chad Kroeger der er blevet bemærket pga. sin specielle hæse stemme. Hans bror, Mike Kroeger, spiller bass.
Deres rytmeguitarist hedder Ryan Peake og til sammen har de 3 gutter kørt Nickelback i knap 18 år. Det er altså kun trommeslagerne der er blevet skiftet ud som årene er gået. Nickelback har haft 3 tidligere, og den nuværende, Daniel Adair, har været med siden 2005.

Der lægges usædvanligt hårdt fra start med ”Animals” og ”Woke Up This Morning” – et par sange som ikke mange ser ud til at kende, men der går da heller ikke lang tid inden de store hits skydes ud på stribe, først med ”Photograph”, også er folk da også glade. Alligevel er der ikke den store fællessang.

Nickelback er bevæbnet med 2 storskærme udover de 3 mindre som er placeret bag scenen.
Igennem den 1½ time lange koncert viser de både musikvideoklip, direkte optagelser af de mange fans i front og her-og-nu optagelser af bandet fra en bred mængde af forskellige kameravinkler. Praktisk for de der står eller sidder langt tilbage i salen, men også en smule overkill at bruge 5 skærme til at ”promovere” sig selv på.

Heldigvis har lydkvaliteten oppet sig en smule siden Stillet. Der er en smule for meget diskant på vokalen (især i de høje toner), også buldrer trommerne stadigvæk. Men man kan høre det hele ganske glimrende, og ligesom til Skillet er det bedre end standarden i Forum. 
Lysshowet er også tydeligt tilpasset Nickelbacks musik helt ned til den enkelte sang, så mere end et par gange er det imponerende – dog kunne jeg sagtens have forestillet mig noget endnu vildere især med alt det lys Forum har til rådighed.

Publikummet til en Nickelback koncert er en sjov størrelse, for de fans som står forrest er helt på (igennem de optagelser man kan se via storskærmene), men resten af de fremmødte er mærkværdigt blandet. Tøserne hviner til nogle af de stille sange og fyrene holder om deres formodede kærester, men der er også alt for meget sniksnak og en generel koncentrationsmangel – mange kigger endda i sommetider den helt modsatte retning af bandet. Det er for de fleste kun de største hits som alle er med på, og af dem er det somregel kun omkvædet som sætter gang i folk. Et eksempel er en sang hvor forsangeren beder folk om at hoppe op og ned og flashe djævlehornene. Det gør ca. ¼ af publikummet – men udelukkende i omkvædet. Det er spøjst at se folk være aktive noget af tiden, for så at stå fuldstændig stille i ½ – 1 minut før de så bryder ud i hopperiet igen.

Også når vi til selve bandet… De er virkelig, virkelig, virkelig kedelige. Forsangeren agerer vores kommunikator, men de 3 andre er helt anonyme. Trommeslageren gør dog sit for at underholde os, men det er sgu svært med så kedelige rytmer. Han har tilmed en Anthrax t-shirt på. Måske han gerne vil spille noget hårdere?

Alligevel må det på den positive side nævnes at Nickelback ser ud til at hygge sig. Forsangeren kommer med en masse små og totalt ligegyldige kommentarer imellem næsten hver sang og ”kræver” tit og ofte at vi synger med. Selvom udråb som ”SKÅL!”, ”LADIIIIIIEEEESSSS!!” og ”You gotta sing-along to this one” bliver enerverende mod enden, så er det en fornøjelse at de ikke bare spiller deres materiale også smutter igen – for så ville det virkelig have været kedeligt. 
En sjov gimmick er også at de kalder på en roadie af en art som kommer løbende med små sjusser til dem op til flere gange. Jeg glemmer ikke lige foreløbigt sætningen ”now where the hell is Bradley?”.

Generelt bliver forsangerens forsøg på crowdcontrol til virkelighed, men for meget korte bemærkninger. Et omkvæd her, en intro dér, også er folk tilbage i den samme halvt ligeglade, halvt uinteresserede holdning. Selvom Nickelback nok leverer det samme show hver aften er det alligevel utroligt at de ikke kan gøre det mere interessant. Min oplevelse bliver hurtigt vendt fra hygge og et mildt tidsspilde til at ende med en følelse af at genlytte den samme sang i en time i streg – der bliver selvfølgelig ingen afstikkere til hverken debutalbummet ”Curb” eller deres andet album ”The State”.
Men til Nickelbacks forsvar er det jo en tour kaldet ”The Hits” og efter den lidt vovede begyndelse er det ellers bare hit på hit på hit uden ende.

Men det er jo ikke dårligt. Det er ikke forfærdeligt. Det er bare tæskehamrende uinteressant. 
Det er knap kedeligt, for jeg kender selv næsten samtlige af sangene, også er det svært at virkelig kede sig – men det er tæt på. Alligevel går tiden ganske hurtigt og det er først efter den intetsigende, men i dette tilfælde dejligt afvekslende, trommesolo/instrumental legestue at jeg føler det er tid til at slutte. Jeg er på nippet til at kalde den lille seance aftenens højdepunkt og det er altså ret trist alt taget i betragtning.
Efter ”How You Remind Me”, som er publikums klare favorit, får vi et encore bestående af coverversion af Elton John sangen ”Saturday Night’s Alright For Fighting” og ”Burn It To The Ground”. Det ændrer intet i min opfattelse, i hvert fald for denne anmelder.

I sidste ende var det hele ganske fint, men hverken godt eller storslået. De hygger sig på scenen og det er faktisk den mest positive kommentar herfra, lige udover at de godt kan spille live, men det er hvad man kan og bør forvente. At Nickelback ikke bare forfalder til de samme sætninger aften efter aften er cool, især fordi andre bands i den liga sjældent gider tage sig tid til det. 
Lyden var også god (exceptionelt god for Forum) og publikum tog mere eller mindre det hele til sig, men jeg oplevede aldrig en reel følelse af fællesskab eller en spænding over at være her.
Kort sagt; godt for fans, fint for de mildt interesserede og spild af tid for samtlige andre.
Derfor må karakteren lande på 3,5 stjerner, og det markerer desuden også én af de få gange jeg har set opvarmningsbandet formå at overtrumfe hovednavnet.

Sætliste:
1) – Animals
2) – Woke Up This Morning
3) – Photograph
4) – Something In Your Mouth
5) – Savin’ Me
6) – Far Away
7) – Too Bad
8) – Someday
9) – If Today Was Your Last Day
10) – Rockstar
11) – When We Stand Together
12) – Gotta Be Somebody
13) – Lullaby
14) – Figured You Out
15) – How You Remind Me
Encore:
16) – Saturday Night’s Alright For Fighting (Elton John cover)
17) – Burn It To The Ground

Læs mere...

Sinheresy - Paint The World

Dem der følger med i mine skriverier og udtalelser vil vide, at jeg ikke indeholder megen søstersolidaritet, når det kommer til bands med kvindelige frontfigurer. For det meste er jeg ret skeptisk overfor det og meget svær at imponere, også når et band oveni købet kalder deres genre for ”symphonic metal med inspiration fra Nightwish”. Det emmer efter min mening af klichéer. Og jeg tænker ikke anderledes, da jeg sætter Sinheresy’s debutalbum på. Men der går faktisk ikke lang tid, før jeg så småt må se mine fordomme skudt i sænk. For jeg kan faktisk rigtig godt lide Sinheresy! Bandet har eksisteret siden 2009 og er således stadig et forholdsvis ungt band. I 2011 udgav de en meget anmelderrost EP og er nu klar med deres debutalbum, ”Paint The World.”

Og det er en rigtig fin debut! Nok en af de bedste, jeg har hørt i år. Nok er de stærkt inspireret af pionerer som Within Temptation og Nightwish, men jeg synes faktisk, at de formår at få deres eget personlige udtryk frem. Musikken har kant, den bliver ikke for feminin og blødsøden. Nuvel, det er heller ikke metal af den hårdeste skuffe, men det oser ikke af tøse-metal. Kombinationen af både en kvindelig og en mandlig vokal hjælper naturligvis, og de to – henholdsvis Cecilia Petrini og Stefano Sain – klæder hinanden og deres klange fungerer utrolig godt sammen. Desuden er ”Paint The World” fyldt med øjeblikkelige ørehængere, allerede fra skivens start. Numre som ”Last Fall” og ”The Gambler” åbner albummet med masser af power, og titelnummeret følger trop med ligeså overbevisende musikalitet og masser af stemninger. Sinheresy gør sig både godt når der er knald på, og når de bevæger sig ud i de mere følsomme ballader, som den virkelig flotte ”Roses & Thorns”, der er meget smuk og stemningsfuld. Tekstmæssigt kredser vi om klassiske temaer; kærlighed, liv, død, sorg og ensomhed. Men mirakuløst nok undgår Sinheresy alligevel at komme til at lyde som et dårligt Nightwish-kopiband. De formår også at variere albummets 10 numre nok til at pladens samlede spilletid på over halvanden time faktisk føles ganske tilpas, selvom det unægteligt er en meget lang plade. Andre nævneværdige numre er ”Lost In The Shadows”, ”Our Angel” og ”Lying Games”, der lukker og slukker for fuld energi.

Som sagt er dette nok en af de bedste debutskiver, jeg har hørt i år. Og det er en af den slags skiver, jeg synes man bør give et lyt også selvom man – ligesom jeg – normalt ikke har meget tilovers for denne genre. Det er måske ikke stor musikalsk kunst, men det er melodisk og fængende og meget velskrevet. Og så virker det hele bare utrolig ægte og sammenhængende, hvilket er ret fantastisk for en debut. Lur mig, om ikke ”Paint The World” vil overraske mange og sætte Sinheresy på det musikalske verdenskort.    

Tracklist:

1. Last Fall

2. The Gambler

3. Paint The World

4. Roses & Thorns

5. Made For Sin

6. Break Point

7. Lost In The Shadows

8. Our Angel

9. Elua’s Gift

10. Lying Dreams

Samlet spilletid: 01:37:00

Læs mere...

Edenbridge - The Bonding

Navnet Edenbridge er ikke tidligere dukket op på min musikalske radar, men bandet fra Linz i Østrig har eksisteret siden 1998, og "The Bonding” er deres 8. album. Det tyder på visse kvalifikationer, og min research på bandet indeholdt da også mange positive anmeldelser.

Det kan jeg godt forstå, for der bliver ageret 100% professionelt i håndteringen af den symfoniske Metal med alle dens elementer.

Her skal Edenbridge have stor ros for at benytte sig af et rigtigt symfoniorkester i stedet for de ofte hørte keyboardfrembragte surrogater. Det giver helheden et ægte præg, uanset om orkestret spiller kraftigt eller helt stille – det løfter oplevelsen et par hak opad. Det samme gør guitarerne, som byder på rigtig gode Metalriffs, men alligevel har svært ved at dæmme op for den symfoniske overmagt.

Den skaber til gengæld nærmest perfekte rammer for sangerinden Sabine Edelsbacher; hendes klare og meget velartikulerede vokal passer fint ind i rammerne, men den bliver lidt for kunstig og højtravende at lytte til i længden. Samtidig er melodierne rigeligt sukkersøde, men de er alligevel fængende.

Det hele kulminerer i det 15 minutter lange titelnummer, hvor en mandlig gæstevokal giver Edelsbacher modspil, og hvor symfoniorkestret trækker på alle registre fra det bombastiske og til det helt sarte. Nummeret er en virkelig flot afrunding af et album, hvor de traditionelle Metal elementer er på det jævne, men hvor den symfoniske side trækker helheden op.

Tracklist:

01 Mystic River

02 Alight A New Tomorrow

03 Star-Crossed Dreamer

04 The Invisible Force

05 Into A Sea Of Souls

06 Far Out Of Reach

07 Shadows Of My Memory

08 Death Is Not The End

09 The Bonding

Samlet spilletid: 58:45

Læs mere...

Equilibrium - Waldschrein

Findes der noget værre for en musikelsker end Melodi Grand Prix?! Her er tale om et såkaldt musikalsk show, der år efter år præsenteres med så overdrevet pompøsitet og pragt, at den sande musikelsker lynhurtigt gennemskuer, at det dækker over de banale og indholdsløse sangtekster og tidsbegrænsede kompositioner. Selv er jeg - selvfølgelig - en sand musikelsker! Måske jeg også er en smule påståelig og arrogant hvad angår musik, men jeg har ret og jeg ved jeg har ret (!), og jeg væmmes over den fabrikerede glans, Melodi Grand Prix tilsyneladende har kastet over dele af heavy metal-scenen, og i særdeleshed den europæsike heavy metal-scene.

Tyske Equilibrium falder i min bog i den kategori, jeg kalder Euro Vision Song Contest metal! Tyskerne selv kategoriserer deres musik som værende pagan metal. Hvordan de nogensinde er kommet frem til netop dén stilart er mig en gåde! Der er en snert af folk metal på bandets dugfriske EP, "Waldschrein", ja, men pagan metal?! Nej! Power metal? Ja, og egentlig også musik af symfonisk karakter.

Power metal har altid været karakteriseret ved stilartens krystalklare og strømlinede produktion. Produktionen hører stilarten til, men "Waldschrein" er så syntetisk og sjæleforladt et udspil at lytte til, at kedsomheden vinder indpas kort tid inde i åbningsnummeret og titelnummeret. Kedsomheden erstattes godt halvvejs inde i udspillet af irritation. Irritation over, at jeg har spildt min tid på at lytte til Equilibrium, når der er så mange bands, som virkelig har noget at byde på. Det være både bands med og uden pladekontrakt.

Jeg er ikke uforstående overfor, at Nuclear Blast har viftet med en pladekontrakt for næsen af Equilibrium. Stilarten er - for nogle - letfordøjelig og tilsyneladende også - igen for nogle - tilstrækkelig, men skulle det nogensinde lykkes mig at fordøje "Waldschrein", så ville EP'en være ude af mit system igen efter blot den mindste bøvs, og jeg vil stå tilbage endnu mere hungrende efter noget med substans og sjæl.

"Waldschrein" er ganske vist en appetitvækker forud for tyskernes fjerde album, men personligt takker jeg nej og går direkte til hovedretten... så længe der ikke står Equilibrium på menuen!

Tracklist:

1. Waldschrein

2. Der Sturm

3. Zwergenhammer

4. Himmelsrand

5. Waldschrein (Instrumental)

Samlet spilletid: 20:06

Læs mere...

Lingua Mortis Orchestra - LMO

“LMO” er det første album fra Lingua Mortis Orchestra, men i virkeligheden er bandet ikke nyt. Bag navnet står nemlig det tyske Heavy Metal band Rage, som under nyt navn vil forfølge en ny stil. Men heller ikke dette er helt nyt, for allerede i 1996 udgav bandet albummet ”Lingua Mortis” med ældre numre iklædt symfoniske arrangementer; på den måde er ringen sluttet for Rage.

Indholdsmæssigt er ”LMO” et konceptalbum om hekseforfølgelse, men sangeren Peavy Wagner nøjes ikke med at se temaet generelt; i stedet koncentrerer han sig om historiske begivenheder, som fandt sted i byen Gelnhausen i 1599. For at sætte teksterne i de rette omgivelser, har Rage allieret sig med to sangerinder og hele to symfoniorkestre.

At betegnelsen ”Orchestra” i navnet skal tages alvorligt, hører man allerede i det godt 10 minutter lange åbningsnummer: Her er der masser af strygere, blæsere og kor i bedste ”Carmina Burana”-stil til at supplere den traditionelle Heavy Metal, som Rage er kendt for. Med fin balance mellem de brugte elementer og flotte melodier er nummeret en spændende og meget vellykket intro til albummet.

Stilen fortsætter mere eller mindre uændret, og så længe der holdes fuld damp på Metal-delen, fungerer det fint. Men når der slækkes på melodiernes kvaliteter, brydes spændingen. Det sker i den småflæbende ”Lament”, den efterfølgende ”Oremus” og ”Eye For An Eye”, så trods fine guitarmelodier er resultatet ordinært og uinteressant. Derfor er det godt når der skrues op for guitar og trommer i “Witches’ Judge”.

Som album betragtet er ”LMO” stort, flot og gennemført, men pga. de nævnte svagheder alligevel ikke 100% overbevisende. Derfor er jeg glad for, at bandet ikke vil satse alt på de orkestrale ideer, men fortsat vil spille traditionel Heavy Metal under navnet Rage.

Tracklist:  

01. Cleansed By Fire
a) Convert The Pagans PT. 1
b) The Inquisition (Instrumental)
c) Convert The Pagans PT. 2
02. Scapegoat
03. The Devil´s Bride
04. Lament
05. Oremus
06. Witches’ Judge
07. Eye For An Eye
08. Afterglow

Samlet spilletid: 65:35

LINGUA MORTIS ORCHESTRA - Cleansed By Fire (OFFICIAL LYRIC VIDEO)

Læs mere...

Dark Moor - Ars Musica

Dengang jeg var en purung teen-goth, var der et par symphonic metal bands jeg var ret vild med. Selvfølgelig var Nightwish et af de helt store navne for mig dengang, men siden det band tog billetten og begyndte at lave popbaskere, hoppede jeg helt af denne genre. Og nu er det faktisk år siden jeg sidst har hørt en hel symphonic metal plade. Og endnu længere siden jeg har hørt en, jeg kunne lide. Men jeg kan fandeme godt lide den her! ”Ars Musica” er faktisk det niende studiealbum fra Spanske Dark Moor, og at deres eksistens hidtil er gået mig forbi, er jo en skandale jeg nu må rette op på. For alt ved ”Ars Musica” går lige i mit musical-elskende hjerte! Sikke stemninger, sikke landskaber af smukke, storslåede toner, Dark Moor maler i mit sind!

Albummet åbner med en flot intro, efterfulgt af det meget storladne, patriotiske nummer ”First Lance Of Spain”, hvor bandet da i den grad får hyldet deres hjemland. Det er de i det hele taget ikke blege for at gøre, men jeg kan godt lide det. Det giver dem lidt personlighed, de skiller sig ud fra mængden på den måde. Vi kommer forrygende fra start og herefter følger ”It Is My Way”, et meget melodisk og fint nummer, og derpå ”The Road Again” der klart er et af mine favoritnumre. Det er store følelser, det er vibrato på vokalen og en fed guitarsolo. ”Together As Ever” er en metalballade der vil noget, når den folder sig ud med sit kærlighedstema. På ”The City Of Peace” får vi ægte symphonic feel, så det står efter. Den har virkelig orkesterstemning, og man ser for sig, at hele orkestergraven næsten elsker med deres instrumenter, imens man lytter til forsanger Alfred Romero give den fuld gas. Han synger virkelig godt og han har en enorm stemmekapacitet. Et sidste nummer jeg synes er helt utrolig fedt er den vilde up-tempo skæring, ”Living In A Nightmare”, som jeg så tydeligt kunne se for mig være med i en eller anden crazy dyster musical. Nå ja, og så ”El Ultimo Rey”, der er på spansk. Metal på spansk, det er slet ikke så tosset. Det er et enormt flot og kraftfuldt nummer med nogle flotte temposkift. I det hele taget gør Dark Moor’s musik en ting ved mig; det skaber så mange fantastiske billeder på min nethinde og sætter min fantasi – og min lyst til at skråle med – på sit aller højeste! Der er ikke noget af sige til, at de her gutter har mange fans, for de er fandeme dygtige til at skrive musik. Og jeg kan tydeligt høre, at de også er dygtige, når det kommer til at skulle fremføre det. Det her er bestemt værd at høre på, og selvom hele skiven varer over en time, bliver jeg faktisk på intet tidspunkt træt af den. Og for øvrigt, man kan ikke høre den her skive på lav volume! Det fungerer slet ikke. Der skal lyd på, så det overflødighedshorn af toner og instrumenter, der smelter sammen på ”Ars Musica”, kommer til sin fulde ret.

Som nævnt, så gemmer der sig en pige med stor forkærlighed for musicals indeni min rocksjæl. Og det er da helt sikkert en af grundene til at jeg meget hurtigt faldt for den stemning og den musik, Dark Moor skaber. Men uanset hvad, så er det her noget af det lækreste, bedste symphonic metal jeg har hørt meget længe. Så er det en genre man er glad for – og den er nok ikke for alle – så kunne ”Ars Musica” godt gå hen og blive ens favoritudgivelse i år. Og Dark Moor kunne meget vel blive ens nye favorit band.

Tracklist:

$11.       Ars Music (Intro)

$12.       First Lance Of Spain

$13.       It Is My Way

$14.       The Road Again

$15.       Together As Ever

$16.       The City Of Peace

$17.       Gara And Jonay

$18.       Living In A Nightmare

$19.       El Ultimo Rey

$110.   Saint James Way

$111.   Spanish Suite (Asturias)

$112.   The Road Again (Acoustic Version)

$113.   Living In A Nightmare (Orchestral  Version)

Samlet spilletid: 01:13:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed