fbpx

Nightwish - Endless Forms Most Beautiful

I mine unge goth-dage – der efterhånden ligger små 14år tilbage i tiden – var jeg stor fan af Nightwish. Det var dengang med ”Wishmaster”, dengang vi skrålede i kor til ”Bless The Child” og dengang hvor Tarja Turunen forførte os alle med sin smukke stemme. Siden Turunens exit har jeg vidst ikke hørt et helt Nightwish album, så denne anmeldelse er ganske interessant for mig.

Jeg kan erfare at der er sket en del siden jeg sidst fulgte med. Anette Olzon, der erstattede Turunen som forsanger, er blevet skiftet ud. Og ”Endless Forms Most Beautiful” markerer således endnu en ny begyndelse for bandet, der dog stadig har Tuomas Holopainen med som den musikalske hovednerve og primære sangskriver. Men i front står nu Floor Jansen, der tidligere var sangerinde i After Forever. Og hun har bestemt også en glimrende vokal, om end det nye Nightwish har en væsentlig anderledes og mere rocket lyd, end de havde før i tiden. Og hvad man synes om det må man selv vurdere, jeg kan egentlig meget godt lide det. Om end denne symfoniske metal ikke er min favoritgenre, så kan man ikke tage Holopainens talent for at skrive sange fra ham. Både numre som ”Weak Fantasy” og ”Élan” overrasker mig enormt positivt, og har virkelig hitpotentiale. Jo mere jeg lytter til Jansens vokal, jo mere kan jeg lide hende. Hun har noget råt og stadig meget fint over sin klang, der passer ret godt til musikken. Både når hun er i det følsomme hjørne, som på ”Our Decades In the Sun” og det lidt mere hårdtslående som på titelnummeret. Det er også de velkendte musikere der er bag både bas, guitar og trommer (Marco Hietala, Emppu Vuorinen og Jukka Nevalainen), så på den måde er det sikre fundament også sikret. Det er meget velspillet og velproduceret. Men de store musikalske udfoldelser bliver det ikke til. Der er ikke noget nyskabende eller overraskende ved albummet, rent musikalsk. Der bliver ikke eksperimenteret eller leget alt for meget. Det er 100% genkendelig og klassisk Holopainen-lyd og opbygning på numrene. Det sidder lige i skabet, ja, men det er også næsten for pænt fra tid til anden. Lidt flere musikalske krøller og lir kunne jeg godt have brugt. Dog kan jeg stadig godt lide numre som ”My Walden” der har noget rigtig fint – og igen meget klassisk – kor og klaverspil i omkvædet, og albummets sidste skæring ”The Greatest Show On Earth”, der varer imponerende 23 minutter. Uden at blive kedeligt, vel at mærke og det tager jeg sgu hatten af for.

Jeg ved ikke om man længere kan kalde det for ”det nye Nightwish”, det er tydeligvis mest bare mig der er bagud. Men uanset hvad man kan kalde det, så er mit første møde med dem i flere år ganske positivt. Det bliver nok aldrig noget jeg kommer til at dyrke igen, men jeg synes faktisk det er helt udmærket. ”Endless Form Most Beautiful” er en fin skive, der også har noget at byde på til dem, der bare godt kan lide god melodisk metalmusik.

Track list:
1. Shudder Before the Beautiful
2. Weak Fantasy
3. Élan
4. Yours Is An Empty Hope
5. Our Decades In the Sun
6. My Walden
7. Endless Forms Most Beautiful
8. Edema Ruh
9. Alpenglow
10. The Eyes Of Sharbat Gula
11. The Greatest Show On Earth
Samlet spilletid: 01:18:00

Læs mere...

Xerath - III

Lige siden deres albumdebut i 2009 har den engelske kvartet Xerath blot nummereret deres udgivelser i stedet for at give dem egentlige navne, og det fortsætter de med på deres tredje skive, som er det første album med den nye guitarist Conor McGouran.

Sammen med resten af bandet kaster han sig ud i en stribe numre, hvor det er de store symfoniske arrangementer, der kendetegner indholdet. Den slags kan meget nemt tage overhånd, men briterne opnår en fin balance ved at trække guitarerne frem og udstyre dem med ret hårde riffs. Samtidig indeholder musikken mange facetter, og tangerer flere steder det progressive; det gør den både spændende og udfordrende at lytte til. Her vil jeg nævne

”Autonomous” og ”Bleed this Body Clean” som specielt vellykkede eksempler, men den ovenstående beskrivelse passer generelt på albummets første halvdel.
Herefter er det som om tingene begynder at gå i står for Xerath; musikken fortsætter ganske vist som hidtil, men det er som om tingene flyder sammen. Hver gang jeg har lyttet albummet igennem fra start til slut har det været med samme resultat: Jeg holder ubevidst op med at lytte efter og giver mig i stedet til at lave noget andet. Det mere end antyder, at spilletiden på næsten 70 minutter er for lang, og det er en skam, for musikerne i Xerath er dygtige – her er det bare ikke nok.

Tracklist:
1. I Hold Dominion
2. 2053
3. I Hunt For the Weak
4. Autonomous
5. Bleed this Body Clean
6. Death Defiant
7. Sentinels
8. Passenger
9. Ironclad
10. Demigod Doctrine
11. The Chaos Reign
12. Witness
13. Veil Pt. 1
14. Veil Pt. 2
Samlet spilletid: 68:22

 

Læs mere...

Neopera - Destined Ways

Med sit valg af navn har Neopera også udpeget bandets genre; ved at inkludere ”opera” angives ambitioner om at tilføre en ny vinkel på dén genre og samtidig vise, at hjembyen Hamborg er andet og mere end Reeperbahn.

Det står hurtigt klart at man mener det alvorligt med det genremæssige, for vokalerne veksler mellem det rene, som kendes fra den melodiske Metal og så rigtig højtidelige Opera-udgaver, hvor det højtravende trækker alle registre. Disse vokaler føres an af sangerinden Nina Jiers, som får hjælp af Thorsten Schuck - den operamæssige del af navnet er der således fuld dækning for.

Til gengæld er der ikke så meget nyt i det, for Nightwish gik i Tarja-dagene længere med blandingen af Opera og Metal. At kalde Neopera for en light udgave af finnerne er nok letkøbt, men alligevel ikke helt i skoven. Det høres især, når der skrues ned for det affekterede og der kommer mere Metal med growl ind over. Desværre ligger tyskernes evner til at skrive stærke numre ikke på samme niveau, for der er for mange skæringer, hvor tingene ikke fungerer optimalt; især det højtidelige bliver ofte for meget og mister hurtigt sin tiltrækningskraft. På den anden side er albummet her det første fra Neopera, så jeg håber de fremover får afstemt musikkens elementer bedre indbyrdes.

Tracklist:
1. The Marvel Of Chimera
2. A Call To Arms
3. Remote
4. Destined Ways
5. Fallingwater
6. The Greed
7. Error
8. Last Pantomime
9. Equilibria
10. Requiem
11. Song Of Revenge
12. The Unspeakable
Samlet spilletid: 53:16

Læs mere...

Within Temptation, Copenhell 2014

Det andet band der har været stærkt omdiskuteret er det symfoniske/goth metalband Within Temptation (Eurovision metal? Må jeg blive fri ...).
Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg selv er stor fan af dem og af symfonisk metal som f.eks. Nightwish, Evanescence (i hvert fald deres første album), Delain og Sirenia som helhed. Det er der derimod mange fra Copenhells publikum der tilsyneladende ikke er, og fred være med det, men det er ganske glimrende at Copenhell nu også har taget dén genre med i sine overvejelser. Det skriver jeg især fordi Within Temptation gav det mest overbevisende show på årets Copenhell.

Vi starter godt ud med total overkill i form af en scene der er dekoreret med en gigantisk storskærm placeret imellem 2 drager der spyer ild "ind" i skærmen. Dernæst kommer et Copenhell logo til syne, også er vi vist i gang! Nå ja, også er der selvfølgelig en metallisk trappeopgang på scenen - fordi, du ved, det er jo nødvendigt at have.
Der bliver meget naturligt lagt ud med "Let Us Burn", der er første sang fra bandets seneste album "Hydra". Der er denne gang rigtige flammer på scenen, hvilket stemmer godt overens med sangtitlen.

Og endelig... Endelig har Helviti fået den helt rigtige lyd. Hvor vinden ikke forstyrrer, hvor volumen er helt tilpas, hvor alt kan høres klokkeklart lige fra keyboardet, til guitaren, til trommerne og selvfølgelig forsanger Sharons gudeskønne og imponerende vokal. Der ER playback i form af korstemmer (mange brokkede sig over at de mente der var playback fra forsangeren, men det er altså ikke tilfældet), og det er i øvrigt helt normalt i symfonisk metal. Lysshowet er også virkelig godt og passer som fod i hose til samtlige sange, hvilket jeg mistænker skyldes bandets perfektionistiske tilgang til værket.

For den første kritiske ting man kan påpege, er netop at det enkelte gange bliver FOR perfekt. For tilrettelagt og uden mulighed for afvigelser eller improvisation. Ikke at der er et behov for afvigelse som sådan, men jeg sidder enkelte gange og savner et mindre stramt show - der bliver nærmest gået igennem det hele bare en tand for effektivt og for hurtigt. Samtidigt ville jeg ønske at det ikke kun var forsangeren som var med, for de andre medlemmer virker ganske anonyme i aften.

De publikummer som er mødt op er især med i starten, men der bliver aldrig rigtigt proppet foran scenen. Siden vi skal helt hen i den 8. sang før vi når udover numre fra de 2 seneste albums, daler begejstringen i midten af showet. Sangen "And We Run", der har Xzibit som gæstesanger, er der især mange der står over på. Xzibit selv er ikke på scenen, så i stedet for vises de klip hvor han synger på storskærmen - her er der altså tale om klar playback. Det samme er tilfældet med "Paradise (What About Us?)", hvor det er Tarja Turunen der er gæstesanger i ånden, såvel som "Dangerous" med Howard Jones (tidligere sanger i Killswitch Engage) og til slut med "What Have You Done", hvor det er Life Of Agony-sangeren Mina Caputo der gæster lærredet. Man kan selvfølgelig have forskellige holdninger om dén måde at gøre det på, og jeg har ladet mig forstå at en del ikke brød sig om det. Det ville naturligvis være federe at se disse gæster i egen høje person, men omvendt kan man godt forstå det ville blive dødbesværligt at medbringe dem på touren for én enkelt sang. Og igen er det meget naturligt at bandet spiller disse sange live, da de er fra deres nyeste album (med undtagelse af "What Have You Done?") der har været spillet fast live siden 2007.

Sætlisten er sat op omkring de 2 seneste albums, hvoraf 5 sange fra "Hydra" måske er en anelse i overkanten, når vi f.eks. kun får én sang fra "The Silent Force". Ligesom til bandets sidste koncert i Falconer Salen, vil jeg stadig hævde at skæringen "Fire And Ice" mere end glædeligt kunne undværes - Within Temptation har lavet langt bedre ballader. Kort sagt, så er det i hvert fald ikke de ældre fans der får meget serveret. Omvendt er det fedt at bandet konstant skuer fremad i stedet for tilbage. Coveret "Summertime Sadness" er den mærkelige tilføjelse, men I skal ikke høre mig beklage sig; det er en virkelig fed version i min optik. Jeg knep måske også en lille tåre under "Stand My Ground" fra min udkigspost på bakken og med min venindes hånd i min. Smukt.

1 time og 15 minutter senere slutter Within Temptation, og for mig at se kunne de sagtens have spillet længere. Denne koncert var mit eget højdepunkt på Copenhell, og selvom det på ingen måde var en perfekt koncert, så var det en stor fornøjelse. At der så er mange der ikke bryder sig om genren eller musikken, fred være med det, men ingen kunne tage fra Within Temptation at de leverede varen til fulde.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Let Us Burn
2) - Paradise (What About Us?) (feat. Tarja Turunen)
3) - Faster
4) - In The Middle Of The Night
5) - Fire And Ice
6) - And We Run (feat. Xzibit)
7) - Dangerous (feat. Howard Jones)
8) - Our Solemn Hour
9) - Stand My Ground
10) - Covered By Roses
11) - Mother Earth
Encore:
12) - What Have You Done (feat. Mina Caputo)
13) - Summertime Sadness (Lana Del Rey cover)
14) - Ice Queen

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • Triptykon_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • IAmFire_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Within Temptation_10
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Tarja Turunen & Mike Terrana - Beauty And The Beat

Tarja Turunen har for længst etableret sig som et af de store navne i den internationale Metal-verden, hvor hendes vokal har noget nær særstatus. Nu har hun slået sig sammen med den amerikanske trommeslager Mike Terrana i projektet Beauty And The Beat med det formål at kombinere Metal og Klassisk musik. Terrana, som har arbejdet med en lang række navne som Rage og Gamma Ray, står naturligt for Beat-delen, mens Tarjas vokal klarer afdelingen for Beauty. Til formålet har de to samlet en lang række klassiske værker samt moderne toner, og det hele fylder 2 CD’er.

At Tarjas stemme ikke bare er Opera-agtig, men virkelig skolet til formålet, viser hun med al tydelighed når hun kaster sig ud i værker af Bach, Puccini og Lehár. Her er der tale om vaskeægte Opera og Operette, som hun klarer virkelig overbevisende. Om det holder vand hos eksperter inden for det Klassiske ved jeg ikke, men jeg er i hvert fald imponeret!

Det er jeg til gengæld ikke over de arrangementer, hvor Terrana kommer på banen, for han overdriver totalt sin tilstedeværelse og banker bogstavelig talt de klassiske numre i stykker med det resultat, at han bliver en reklame for de folk, der anser moderne trommer som larm. Det er udmærket at vælge værker, som alle kender når de hører dem, men for at ideen med at få kombinationen af tingene skal virke, skal det ske helt anderledes end tilfældet er her.

Tarja prøver sig med moderne musik som Queens ”You Take My Breath Away” eller samlingen af Led Zeppelin brudstykker, men her kommer hun til at virke for affekteret. Derfor er det i den sidste ende kun hendes egne numre, som fra starten var tænkt som blandingsprodukter, der for alvor fungerer; i det mash-up, som kreeres i de andre numre, ødelægges ingredienserne og er i mine ører mislykket - til tider på kanten af det katastrofale.

Tracklist:
CD1
Mike - Concert For Violin & Oboe (Bach)
Tarja - Blute Nur (Bach)
Tarja - Zueignung - Op. 10, No. 1 (Strauss)
Mike - Barber of Seville (Rossini)
Mike - New World Symphony (Dvorák)
Tarja - Song To The Moon (Dvorák)
Tarja - Vilja Lied (Lehár)
Tarja - O mio babbino caro (Puccini)
Mike - Can-can (Offenbach)
Tarja - I Feel Pretty (Leonard Bernstein)
Mike - William Tell Overture (Rossini)
Tarja - Mein Herr Marquis (Strauss)
Mike - Eine kleine Nachtmusik (Mozart)
Samlet spilletid: 52:21

CD2
Tarja - You Take My Breath Away (Queen)
Tarja & Mike - The Reign (Tarja)
Tarja & Mike - Witch-hunt (Tarja)
Tarja & Mike - Led Zeppelin Medley
Tarja & Mike - Swanheart (Nightwish)
Mike & Tarja - Fly Me To The Moon (Frank Sinatra)
Tarja & Mike - Into The Sun (Tarja)
Tarja & Mike - I Walk Alone (Tarja)
Samlet spilletid: 44:44

Læs mere...

Equilibrium - Erdentempel

Equilibrium har altid været synonym med Folk-inspirerede melodier, kraftfulde vokaler og, frem for alt, store arrangementer. Måske er det arbejdet med disse, som har krævet ekstra tid, for bandets hovedmand René Berthiaume har brugt hele 4 år på at skrive materialet til "Erdentempel”, som er bandets 4. album.

Tiden er ikke brugt på at finde på nye musikalske retninger, for Equilibrium lyder helt som forventet. Det centrale er igen de letbenede og iørefaldende melodier, som straks fanger min opmærksomhed. De understøttes af ret så kvikke rytmer, som med en anden produktion ville have været ret brutale. Nu er de skubbet lidt i baggrunden, hvor de må kæmpe med de meget store mængder keyboards, som dominerer begivenhederne. At disse skaber store arrangementer er okay, men det skæmmer helheden at de også bruges til de Folk-elementer, der helst skulle være akustiske. Det giver et kunstigt, halvhjertet og plastikagtigt indtryk.

Det kan man ikke påstå om vokalen, for sangeren Robse har en rå og noget rallende vokal, der ikke passer helt ind i de pæne omgivelser. Det giver en smule kant, og kan kompensere lidt for de manglende guitarer. Her burde Berthiaume træde mere i karakter, for ud over de tunge rytmer i ”Karawane” er der ikke meget Metal i den seksstrengede. Det kunne gå hvis de øvrige elementer var mere gennemførte, men der går simpelthen for meget hyggemusik i ”Erdentempel” til, at albummet falder i min smag.

Tracklist:
1. Ankunft (Instrumental)
2. Was Lange Währt
3. Waldschrein
4. Karawane
5. Uns'rer Flöten Klang
6. Freiflug
7. Heavy Chill
8. Wirtshaus Gaudi
9. Stein Meiner Ahnen
10. Wellengang
11. Apokalypse
12. The Unknown Episode
Samlet spilletid: 56:12

 

Læs mere...

Epica - The Quantum Enigma

Udgivelser fra Epica har altid været noget stort, ikke kun pga. de musikalske kvaliteter eller de fuldvoksne spilletider, men fordi hollænderne altid har udnyttet rammerne for symfonisk Metal fuldt ud. Det gælder også for bandets 6. studiealbum, ”The Quantum Enigma”, som er indspillet i Sandlane Recording Facilities i Holland og mixet af Jacob Hansen; et samarbejde som har resulteret i et lydbillede med masser af plads til det symfoniske, og samtidig godt med kant til Metal-elementerne.

Det er her, Epica for alvor distancerer sig fra lignende bands som f.eks. Nightwish; hollænderne giver den lige en tand mere gas, så det hele ikke drukner i symfonier og skønsang. Det sidste frembringer Simone Simons ellers i rå mængder med en vokal, som rækker fra det helt stille til det Opera-agtigt voldsomme. Unægtelig en imponerende performance, som heldigvis får modspil af Mark Jansens grumme brølen, der bringer balance i tingene. Og det er der hele vejen igennem, for Epica formår at lade tingene udvikle sig, så det symfoniske blandes med helt sarte og meget smukke melodier, ligesom den nævnte plads til Metal hæver det samlede resultat betragteligt.

Med denne udgivelse placerer Epica sig igen solidt blandt de allerbedste fortolkere af den symfoniske Metal, og jeg har ikke meget at udsætte på hverken numrenes kvaliteter eller musikernes fremførelse af dem. Den eneste lille ridse i lakken ligger i spilletiden, for mod slutningen begynder jeg at blive mæt af det ret så massive indhold.

Tracklist:
1. Originem
2. The Second Stone
3. The Essence of Silence
4. Victims of Contingency
5. Sense Without Sanity - The Impervious Code
6. Unchain Utopia
7. The Fifth Guardian - Interlude
8. Chemical Insomnia
9. Reverence - Living in the Heart
10. Omen - The Ghoulish Malady
11. Canvas of Life
12. Natural Corruption
13. The Quantum Enigma - Kingdom of Heaven part II
Samlet spilletid: 69:00

 

Læs også vores interview med Epica's guitarist Mark Jansen

Læs mere...

Astral Domine - Arcanum Gloriae

Wow! Der er nogen her der har set rigtig meget “Lord Of the Rings” og hvad der ellers hører til i den kategori af film der omhandler elvere, trolddom og mørke skove, hvor der bor magiske væsner. Der er i hvertfald ingen tvivl om, at de Italienske drengene i Astral Domine har en forkærlighed for det eventyrlige univers, for der bliver virkelig nørdet igennem på dette debutalbum.

Der er endda lagt tekster på ”elvisk” ind hist og her i deres sange. Nuvel, det er en bedre interesse end at hænge på gadehjørnerne, som min salig fader ville have sagt, og på sin vis er det da med til at give det hele en vis autensitet, som jeg egentlig må tage hatten af for. Selvom jeg i første omgang tænder fuldstændig af på det eventyrlige tema, så vokser det her album på mig lidt efter lidt, som jeg lytter det igennem. For hvis jeg lige ser bort fra tekstuniverset, så kan jeg rigtig godt lide musikken. Den er stor og kraftfuld, og har masser af attitude. Desuden er produktionerne meget fine, det er superfedt at lytte til! Det seks mand store band spiller virkelig godt og overlegent, mens Marco Scorletti mestrer en rigtig fed vokal, der godt nok har sine svagere øjeblikke, men alt i alt passer han perfekt til netop denne type metal. Pladens 10 numre hænger rigtig fint sammen, og ærlig talt synes jeg det er lidt cool at Astral Domine er så tro mod deres tema hele vejen. ”Holy Knights” er et rigtig fint åbningsnummer med stort kor og masser af power. Også ”King Of North” fungerer rigtig godt. Det store kor går igen på det meste af pladen, og især på numre som ”Where Heroes Die” og ”I Am The King” er det enormt fedt! Et af mine favoritnumre er helt klart den meget flotte ”My Lord”, der både oser af episk stemning og samtidig bare er et virkelig smukt og meget velskrevet nummer. En anden rigtig fed ting ved et album, der trods alt varer næsten en time, er faktisk at det ikke mister pusten på noget tidspunkt. Der er sgu smæk på hele vejen igennem. På ”Welcome To My Reign” er der fint besøg fra Fabio Lione, der normalt slår sine folder i Rhapsody Of Fire og Hollow Haze, og han og Scorlettis vokaler klæder hinanden virkelig godt!

Jeg må sige, at det her album virkelig viste sig at være langt federe end jeg havde troet det ville være. Og hvor er det fedt at blive så positivt overrasket! Jeg må virkelig tage hatten af for Astral Domine, det her er sgu ret godt gået! ”Arcanum Gloriae” er uden tvivl en meget flot debut fra et meget lovende nyt band på den symfoniske scene.

Track list:
1. Arcanum Gloriae
2. Holy Knights
3. King Of North
4. Moonlight
5. Tale Of The Elves And Pain
6. Where Heroes Die
7. I Am The King
8. My Lord
9. Welcome To My Reigh
10. Falsi Dei
Samlet spilletid: 57:00

Læs mere...

Winter Storm - Within The Frozen Design

Med mig som anmelder har engelske Winter Storm alle odds imod sig, med kvindelig forsanger og ”symphonic metal” label. Men jeg bliver meget positivt overrasket allerede fra starten! Måske fordi forsangerinden for en gangs skyld ikke lyder som en yndig lille fugl og musikken ikke lyder som noget, der er taget ud af ”Phantom of the Opera.” Og det er kun positivt, vil jeg lige skynde mig at påpege! Hvis der er noget symphonic scenen trænger til, så er det noget anderledes, noget der kan noget helt andet. Og Winter Storm er et rigtig godt bud på netop dette.   

Bandet har varmet op for kendte navne som Halestorm, Delain og Sarah Jezebel Deva, og har således masser af erfaring. Og de lyder også erfarne på trods af, at de kun har spillet sammen i 5 år. ”Within The Frozen Design” er deres andet album, og selvom jeg ikke synes det er perfekt, så har det enormt stort potentiale! For det første har forsangerinden Hannah en super fed dyb røst, der skiller sig meget ud fra de sangerinder, man allerede kender fra genren. Og det tror jeg vil få mange til lige at stoppe op og give bandet et lyt. For det andet er musikken både meget velspillet, meget fængende og lettilgængelig, men samtidig har det kant. Numre som ”Wasted Feelings” og ”Symmetric Flow” er klart blandt mine favoritter. Især sidstnævnte er jeg vild med, det har en snert af noget 80’er metal over sig og får mig til at tænke på gode gamle Doro. Og det er bestemt kun et kompliment fra min side! Jeg kan godt lide at Winter Storms musik er lidt mere alsidig end så mange andres i symphonic genren. Det er knap så poleret og pænt, og en del mere varieret. Andre numre jeg virkelig godt kan lide er ”Afraid To Speak”, en fin lille slowtempo sag med en super catchy melodi, der dog stadig emmer af melankoli. ”Universal Design” og ”Gatekeeper” har dystre undertoner, der fungerer virkelig godt og giver numrene en fed stemning. ”Dark Awakening” er nok et af albummets allerstærkeste numre. Her er der skruet lidt mere op for metallyden, og det er nok det eneste jeg lidt kommer til at savne, mens jeg lytter skiven igennem. Det ville klæde flere af numrene at være bare lidt mere tunge i deres udtryk, lidt mere ”mædl” for nu at sige det som det er. Men bortset fra det slipper bandet rigtig godt fra dette udspil.

”Within the Frozen Design” er en rigtig fin lille skive. Ikke blot til dem der allerede kan lide symphonic, men måske især til dem der savner noget lidt anderledes i den genre. Nuvel, indtil videre vil jeg ikke sige at Winter Storm er det nye Nightwish eller noget i den dur, men det skulle ikke undre mig om de kunne gå hen og blive rigtig store. For de har helt sikkert fat i noget helt rigtigt!

Track list:
1. Cold Creation
2. Wasted Feelings
3. Shadow Weaver
4. Symmetric Flow
5. Afraid To Speak
6. Beneath The Misery
7. Broken World
8. Universal Design
9. Gatekeeper
10. Dark Awakening
11. Waves Of Misery
12. The Frozen Siren

Samlet spilletid: 54:00

Læs mere...

Rise of Avernus - L'Appel du Vide

Selv om albummet bærer en fransk titel, er det ikke i de fransktalende lande, man skal søge ophavsmændene. Rise Of Avernus stammer fra Sydney i Australien, og de 5 medlemmer udsendte i 2012 en demo, som nu får følgeskab af et album.

På det viser bandet sig fra sin mest storslåede side med kæmpestore orkesterarrangementer, som virkelig får fyldt det hjemlige lytterum helt ud; her er der gang i både strygere og blæsersektioner. Denne musikalske udfordring tager Rise Of Avernus op med godt gang i Metalafdelingen, og der er generelt en fin balance mellem de to hovedelementer.

Symfonisk Metal har ofte en tendens til at blive meget pænt, specielt når det inkluderer en kvindelig vokal, men det sker ikke her. Godt nok synger Cat Guirguis klart og rent, men alligevel kan hun kun i begrænset omfang formilde den ret dystre stemning, der præger albummet. Det skyldes ikke mindst, at guitaristen Ben Vanvollenhoven står for hovedparten af vokalerne, og hans growlen er også dominerende i de numre, hvor begge vokaler optræder. Sammen med musikken giver det numrene det førnævnte mørke skær, som får bandet til at tilføje et ”Doom” i deres bud på genre – det er ikke forkert varebetegnelse, men virker alligevel mest som et forsøg på at distancere sig fra andre bands i samme boldgade.

Det behøver australierne ikke, for når det voldsomme kombineres med stille klaverpassager eller stærke melodier som i ”Disenchanted“, har numrene en bredde, der gør ”L'Appel du Vide” til en flot debut.

Tracklist:
1 - A Triptych Journey 
2 - The Mire 
3 - Disenchanted 
4 - L' Appel du Vide 
5 - Ethereal Blindness 
6 - Embrace The Mayhem 
7 - An Somnium 
8 - As Soleness Recedes

Samlet spilletid: 44:40

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed