fbpx

Enslaved - Caravans To The Outer Worlds

Efter flere live-udgivelser relateret til bandets ”Cinematic Tour 2020” er det blevet tid til nyt studiemateriale fra Enslaved. Det sker med en EP, der ifølge bandet skal opfattes som både en fortsættelse og en udvidelse af den stil, man ramte med det seneste album, ”Utgard”. De 4 numre er indspillet i Solslottet Studio i Bergen over 4 dage i April i år.
Der lægges ud med titelnummeret, der starter hårdt med energisk Metal, men det afløses af mere melodiske passager; stemningen er ret højtidelig, og jeg fornemmer mange lag i musikken. Det er medvirkende til, at nummeret opfattes som længere end de godt seks og et halvt minut, det reelt varer – lidt som et måltid der mætter mere end man gætter på ved første blik på tallerkenen.
Det indtryk fortsætter i ”Ruun II - The Epitaph”, hvor Grutle Kjellsons vokal forstærker det højtidelige, mens musikken udbygger udtrykket med flere bud på både stemning og melodi. Nummeret er flankeret af 2 instrumentale mellemspil, hvor det første fungerer som en intro, mens det sidste bygger op til det næste album fra Enslaved. Og hvis det bygger videre på denne EP, er det værd at holde øje med – ”Caravans To The Outer Worlds” er en spændende udgivelse, hvor nordmændene står meget stærkt.

Tracklist:
01. Caravans to the Outer Worlds
02. Intermezzo I - Lonnlig. Gudlig.
03. Ruun II - The Epitaph
04. Intermezzo II - The Navigator
Samlet spilletid: 18:12

Læs mere...

Fractal Universe - The Impassable Horizon

“The Impassable Horizon” er det tredje album fra franske Fractal Universe, og deres andet på Metal Blade Records. Det gennemgående tema er døden og menneskets forhold hertil, og arbejdet med at skrive materialet strakte sig over det meste af 2019, efterfulgt af et halvt års forberedelser, inden man gik i studiet.
I matematikken er fraktaler en gruppe af geometriske former, og nå man lytter til franskmændenes musik, er det ikke overraskende, at det er indenfor naturvidenskaben, at bandet har fundet inspiration til sit navn. Deres fortolkning af den progressive Metal bevæger sig på et meget højt teknisk niveau; alle 4 medlemmer er virkelig dygtige musikere! Derfor har de hele tiden det nødvendige overskud, der sikrer, at selv meget komplicerede passager præsteres uanstrengt - Især guitaristen Hugo Florimond imponerer her. Det samme gør Vince Wilquin; han brøler ondt, men synger også rent og kraftfuldt, hele tiden med masser af udtryk og variation. Til gengæld kunne jeg godt undvære mandens indlæg på saxofon; ikke fordi han spiller dårligt, men fordi instrumentet efter min mening ikke passer ind i sammenhængen.
Når teknikken betyder så meget, er der altid en risiko for, at det hele bliver klinisk og sterilt. Den fare undgår franskmændene elegant ved at give musikken mange forskellige udtryk igennem albummet: De spænder fra brølende Death Metal til helt stille passager, og derimellem er der blevet plads til udfordrende rytmer. Disse er meget som genren foreskriver, til gengæld er produktionen helt i top. Samlet giver det et album, som repræsenterer den progressive Metal på glimrende vis.

Tracklist:
1. Autopoiesis
2. A Clockwork Expectation
3. Interfering Spherical Scenes
4. Symmetrical Masquerade
5. Falls of the Earth
6. Withering Snowdrops
7. Black Sails of Melancholia
8. A Cosmological Arch
9. Epitaph
10. Godless Machinists
11. Flashes of Potentialities (acoustic)
12. A Clockwork Expectation (radio edit)
Samlet spilletid: 57:29

Læs mere...

Iotunn - Access All Worlds

Historien om Iotunn går mere end 10 år tilbage, og efter mange eksperimenter og justeringer var man klar med en EP i 2016. Efter denne kom et nyt line up, før man havde den besætning, som nu er klar med bandets debutalbum.
Den væsentligste ændring var tilgang af sangeren Jón Aldará, der som frontmand i Hamferð og Barren Earth allerede har markeret sig som en af metalverdenens allerbedste sangere. Og den position understreger han på “Access All Worlds” med en vokal, der uanstrengt spænder fra growl til ren sang med stor styrke; altid spændende, altid engagerende uanset hvor i spektret, han befinder sig – wow!

Selv den stærkeste vokal er ikke meget værd, hvis ikke den musikalske side følger med – men det gør den hos Iotunn. De 7 numre kombinerer de stærke melodier og det store udtryk fra Power Metal med den progressive Metals forskelligartede input og lange spilletid. Det giver plads til alt fra stille passager med stemning i fokus til buldrende Metal, hvor der hamres igennem. Her fungerer guitarerne som bindeled via lækre guitarmelodier, der matcher variationen i den omgivende musik. Samtidig understøtter musik og vokal hinanden virkelig flot; i ”Voyage of the Garganey I” er det som at blive badet i sol, der gennembryder skyerne, når omkvædet sætter ind – ren gåsehud!
”Access All Worlds” er et meget ambitiøst album, hvor Iotunn scorer point på langt de fleste ideer - Det er en imponerende debut, som fortjener at give bandet netop det: Access. All. Worlds.

Tracklist:
1. Voyage of the Garganey I
2. Access All Worlds
3. Laihem's Golden Pits
4. Waves Below
5. The Tower of Cosmic Nihility
6. The Weaver System
7. Safe Across the Endless Night
Samlet spilletid: 61:41

Læs mere...

Fates Warning - Long Day Good Night

Fates Warning er et af de bands, som i de flestes bevidsthed altid har været der; med en historie, der går tilbage til starten af 1980’erne er der også noget om snakken. Bandet er klar med deres album nummer 13, som guitaristen Jim Matheos og sangeren Ray Alder har skrevet et tilsvarende antal sange til. Optagelserne har de enkelte medlemmer stået for i deres respektive hjemmestudier, hvor Covid-19 situationen også satte bandet under ekstra tidspres.
Det mærker man nu ikke noget til, for albummet er fint gennemarbejdet, ligesom Matheos’ produktion er glimrende. Desuden starter mange numre ret stille og tager sig tid til at vokse i både intensitet og omfang. Et andet gennemgående træk er vokalerne, som kunne passe fint i Hardrock sammenhæng; og hvis man kun lytter overfladisk, kunne man komme til at placere albummet i denne genre. Et par mindre interessante tracks som det balladeagtige ”When Snow Falls” forstærker tanken.
Men det ville være en stor fejl, for ”Long Day Good Night” er meget mere end det. For i typisk progressiv stil er der mange lækre detaljer at finde hos alle medlemmer, specielt i det rytmiske. Og for at ramme en tyk pæl igennem enhver tvivl, slutter Fates Warning af med nogle rigtig stærke numre, hvor det lange ”The Longest Shadow of the Day” stikker ekstra ud med sine jazzede guitarer, der suppleres med blærede indlæg på bas og trommer. Det er så fedt, at jeg helt glemmer albummets mindre spændende perioder og sender det afsted med varme anbefalinger.

Tracklist:
1.The Destination Onward
2.Shuttered World
3.Alone We Walk
4.Now Comes the Rain
5.The Way Home
6.Under the Sun
7.Scars
8.Begin Again
9.When Snow Falls
10.Liar
11.Glass Houses
12.The Longest Shadow of the Day
13.The Last Song
Samlet spilletid: 72:22

Læs mere...

Defecto - Duality

For Defecto har et enkelt ord hidtil været nok til at navngive bandets albums, og det er også tilfældet for bandets tredje album, ”Duality”.
Det starter med ”Rings of Saturn”, hvor Defecto virkelig viser, hvad de kan: Nummeret byder på skarpe riffs, stærke vokaler og en flot vekslen i intensitet. Det viser et band med sikkert greb om det progressive, hvor selv gospelkoret mod slut passer godt ind – en meget stærk åbning.
I de to næste numre er der fin balance mellem Metallens skarphed og melodiens sødme; en balance som man først finder igen i ”Condemned”. Albummets øvrige numre er domineret af
det melodiske, hvor vokalen naturligt kommer i fokus. Det fungerer også udmærket så længe melodierne har den fornødne styrke, men det bliver hurtigt en tand for pænt; i ”Untamed” er vi helt ovre i det hyggelige.
Hvis målet for Defecto har været at balancere de hårde og de melodiske sider af musikken, har de fejlet, for albummet har klar slagside mode det melodiske. Men hvis bandet har søgt at skabe et album, som vil tiltale mange, har de ramt plet – at melodien fylder tre fjerdedele af spilletiden og metallen kun en fjerdedel, vil ramme et bredt publikum. At jeg hellere havde set den omvendte fordeling, er en helt anden sag.

Tracklist:
1. Rings of Saturn
2. The Uninvited
3. Rise
4. Paradigm of Deceit
5. All For You
6. Untamed
7. Condemned
8. Bed of Nails
9. Washed Away
10. Tempest
11. Don't Say Goodbye
Samlet spilletid: 47:28

Læs mere...

Intronaut - Fluid Existential Inversions

Intronaut er et band, som før har været igennem anmeldermøllen, men bandet fra Los Angeles har aldrig rigtigt imponeret mig, og har derfor ikke efterladt noget voldsomt aftryk. Det får de nu en chance for at rette op på, hvor jeg anmelder deres sjette album.
Og de gør en god indsats, for musikken indeholder meget af det, man forventer af en udgivelse af den progressive slags: Der er et varieret udtryk, som især på det rytmiske område står stærkt. Her bliver der eksperimenteret, så mere traditionelt spillede passager pludselig afløses af hakkende rytmer med ret spændende og uforudsete kombinationer. Det samme gælder for bandets guitarriffs, som også formår at overraske, når de pludselig viser tænder. Samtidig er der en seriøs stemning over albummet, der understreger det tekniske element i helheden.
Når vokalerne sætter ind, sker det flerstemmigt og med udmærkede arrangementer – desværre formidler de omkvæd, der er blottet for spænding - Ofte trækker de kedelige melodier al den energi ud af numrene, som musikken har bygget op. Det er hamrende uinteressant, og overskygger numrenes positive sider.
Så nej, heller ikke denne gang lykkes det for alvor for Intronaut at overbevise mig; i passager vises der udmærkede elementer, men som helhed er ”Fluid Existential Inversions” et album med for lange afsnit med stilstand.

Tracklist:
1. Procurement of the Victuals
2. Cubensis
3. The Cull
4. Contrapasso
5. Speaking of Orbs
6. Tripolar
7. Check Your Misfortune
8. Pangloss
9. Sour Everythings
Samlet spilletid: 53:08

Læs mere...

Ivory Tower - Stronger

Indtil denne anmeldelse var Ivory Tower et ubeskrevet blad i min bog, men ”Stronger” er faktisk nordtyskernes femte album siden begyndelsen i midten af 1990’erne. Siden forgængeren ”IV” er der gået otte år, hvilket bl.a. skyldes, at bandet har skiftet ud på hele tre ud af fem pladser.

Ivory Tower spiller Progressiv Metal, og som for langt de fleste aktører på dén scene, er det tydeligt at høre, at de har lyttet til Dream Theater. Det høres både i de anvendte elementer og numrenes opbygning, men tyskerne ender ikke som kritikløse følgere. Indholdsmæssigt lægger de nemlig mere vægt på musikkens melodiske sider end på instrumentale eksperimenter. Det gør det automatisk nemmere for lytteren at blive dus med musikken, ikke mindst fordi de fleste af dem er udstyret med ret så fængende omkvæd. Her markerer sangeren Dirk Meyer sig positivt med en både interessant og varieret indsats. Det melodiske fokus giver numrene en mindre hård kant.

Omvendt betyder vægtningen, at der ikke er så meget imponatoreffekt over musikken – ikke fordi Ivory Tower spiller dårligt, for det gør de bestemt ikke – men de bevæger sig ikke ud i områder, der ikke er udforsket af andre. At indsatsen alligevel er 4 stjerner værd skyldes, at sangskrivningen generelt er stærk, og at jeg føler mig godt underholdt i selskab med bandet fra Kiel.

Tracklist:
1. The Offer
2. Loser
3. End Transmission
4. Money
5. In Me
6. Slave
7. Strong
8. Flight of the Dragon
9. Life Will Fade
10. Passing
11. The Wolves You've Let In
12. One Day
Samlet spilletid: 76:10

Læs mere...

Copenhell 2019: TesseracT

Skal det være prog-djent-metal, så kan man ligeså godt tage fra 1. klasse. Bedre sent end aldrig måske, men hey, nu er de her. Det er et af mine favoritbands, men de tidligere præstationer af lignende bands på Copenhell har været hit and miss, så jeg kan ikke lægge skjul på at jeg er en anelse nervøs. Sådan er det dog ikke når TesseracT spiller indendørs, som man kan læse mere om her og her. Jeg krydser fingre og håber på det bedste, for når TesseracT er gode, er de rigtig gode.

I virkeligheden er det et generelt spørgsmål: hvordan tackler man en festival som prog-djent-band; musik der ellers som udgangspunkt kræver mere koncentration end gennemsnittet, og dertil en exceptionelt god lyd for at slå igennem? Nemt! Man skruer op på elleve, finder de hårdere sange frem og lader ens normalt mere stillestående forsanger agere hoppende-springende-rock-indpisker til en folkemængde der hverken er overvældende stor eller fyldt op med fans. Det er egentlig en simpel ting at indtænke et andet publikum end man er vant til (eller det BØR det være) – et der normalt ikke behøver vildskab fra scenen, crowdsurfere og lignende. Men omstillingen er brillant netop fordi musikken ikke ofres men blot udtrykkes lidt anderledes. Rytmesektionen i TesseracT er nøjagtig lige så tight som altid og jo, de finere detaljer står ikke altid lige klart, enten som følge af halvmudret lyd eller den drilske vind, men det er tungt og til at mærke, hvilket er det vigtigste i dag.

Og endelig lader den fancy-frynseklædte Daniel Tompkins til at have fundet sig til rette i ”Altered State”-repertoiret. Det er ikke det samme som O'Hara kunne, det er indiskutabelt, men i stedet for nyttesløst at forsøge at lyde 1:1 som ham, og som en naturlov falde til jorden med et brag hver eneste gang, gør en kombination af enkelte backing-kor-lignende tracks og Tompkins’ nu egne versioner, at det leveres selvsikkert og uden at stikke negativt ud. I hvert fald ikke for andet end fanboys, der også må se at komme videre efterhånden. Denne gang får vi alligevel kun ”Nocturne”, desværre, så selv hvis man vil være negativ er der ikke meget at komme efter.

Det vi derimod får er den første halvdel af ”Concealing Fate”, eller i hvert fald tæt på da der skæres lidt væk hist og her. Dernæst en midtersektion af de bedste sange fra ”Polaris” hvor ”Survival” og ”Phoenix” lader Tompkins stråle, og så en helt sublim afslutning med bl.a. dagens højdepunkt, ”Smile”. Det var ellers ikke lige dén jeg havde forventet skulle rive mig rundt, men der er bare fuld smæk for skillingen, for satan det er en tung basker vi får serveret. Og det fortsætter med den dystre og næsten ubehagelige ”King” og sidst, men absolut ikke mindst, rundes der af med funky slap-bas og en crowdsurfende forsanger i ”Juno”.

Her slutter så en overlegen lektion i festivaltække, som på flere måder er godt ikke varer længere – bl.a. er det begyndt at tynde ud blandt publikum, men det er deres tab. Igen må man tage hatten af for Tompkins og drengene, det sad sgu lige i skabet. Jeg tror ikke der er nogen der er gået skuffede herfra og mon ikke bandet har fået sig nogle nye fans? Det tror jeg.

Sætliste:
1) – Concealing Fate, Part 1: Acceptance
2) – Concealing Fate, Part 2: Deception
3) – Concealing Fate, Part 3: The Impossible
4) – Luminary
5) – Of Mind – Nocturne
6) – Survival
7) – Dystopia
8) – Hexes
9) – Phoenix
10) – Smile
11) – King
12) – Juno
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Xenoblight, Royal Metal Fest 2019

Åh, hvor ser hun dog sød og dejlig ud, den lille Marika Hyldmar.

… Men når hun tager mikrofonen for munden, sker der noget, som ikke helt uberettiget kan sammenlignes med den shapeshifter, hun synger (læs: growler) om. Det spinkle pigebarn antager skikkelse af en frådende, aggressiv rottweiler. Hendes blik bliver manisk; hun viser tænder og kanaliserer både dybe, gutturale bjørnebrøl og smertefuldt ætsende drageskrig.

Som min veninde følgende siger om Xenoblights skønne frontfigur: “Hun er ikke bange for at se grim ud, og det gør hende kun endnu smukkere”.

Xenoblight blæste mig fuldkommen omkuld på Metal Magic forrige år. Og Velociter, hvis aske Xenoblight har rejst sig fra, bed jeg mærke i til Kældertråd 39 i Roskilde tilbage i 2014, ikke mindst grundet selvsamme bidske vokalist. Men i bandets nuværende inkarnation er dødsthrashen opløftet til højder, der er mere omfattende end bare den efterhånden så genkendelige etiket “progressiv”, som visse medier åbenbart bruger om dem.

Det førnævnt maniske er ikke bare kendetegnende for bandets vokal, men også dets nærmest konstante moment af afvekslinger. Der er sjældent nogen fast trommerytme ret mange sekunder ad gangen; der er rundgange og bækken/tam-combo’s sommetider efter hver eneste takt. De komplekse riffs er som levende, mekaniske dræberslanger, der konstant, nådesløst og systematisk fortærer alverden omkring sig med knivskarp præcision.

For nu at dvæle ved det maniske er det lige så sigende om bandets foruroligende infernalske energiniveau, der fandme hører til blandt de fire-fem højeste på hele festivalen. Det siger sjovt nok en del, når 90% af programmet er indenfor dødsmetallen, og sgu endda tæller store, klassiske navne som Asphyx, Suffocation og Incantation. Med brug af både Slayer-kromatik og blastbeats skriver og spiller Xenoblight deres musik direkte monstrøst, og de får sat gang i den hidtil største moshpit på RMF ’19.

Men for nu at slutte cirklen havde de fandme næppe heller kunnet det alt sammen uden deres karismatiske lille hærfører. Marika formelig står med foden på vores kollektive klunker, styrer os som marionetdukker og får gang i mere publikumskontakt end noget andet band på hele festivalen. Hun er intet mindre end årets bedste frontmand M/K ud af samtlige optrædende, og det er altså ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg bliver en kende for indtaget af hende. — Det bliver vi sgu nok lige netop allesammen.

Min eneste anke mod Xenoblight er, at der er for lidt struktur og faste holdepunkter. Hele det kaotiske islæt er i sin natur imponerende, men det er lige lovligt krævende, hvis man også gerne vil lytte fremfor bare at moshe. Kun den langsomme, dystre start på “Virus” skiller sig for alvor ud. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Xenoblight i en lidt mere nedbarberet og strømlinet udgave.

Men jeg kunne på den anden side også godt tænke mig bare at høre dem noget mere. For de er på én gang et mere lovende, spændende og professionelt band end 9 ud af 10 unge danske metalnavne, og med de høje niveauer, som de lægger for dagen, kommer der næppe til at gå mange år, inden vi ser dem lægge et spor af afbrændte udenlandske festivaler bag sig.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed