fbpx

Copenhell 2016 - Samlet vurdering

Jeg skal love for, at Copenhell slog kontra i år. Jeg var der ikke i fjor, - hvad jeg sikkert havde været, hvis jeg havde befundet mig i Danmark. Men programmet var altså underligt. Ikke et ondt ord om hverken Ghost eller Primus, men som hovednavne alligevel?

Og Rise Against? Og Body Count?? Jojo, ting skal da prøves, men der kan ligesom også være så lidt tilbage blandt hovednavnene af det, der egentlig udgør genrens grundstamme, at konceptet med en metalfestival så småt holder op med at give mening.

Når det er sagt, har jeg været rørende glad for at have haft Scorpions og Alice Cooper øverst på plakaten i år. Ja, de spiller “bare” hård rock. Men ved I hvad? Hele heavy metal-genren er en fucking AFART af hård rock, og Scorpions og Alice Cooper har betydet uendeligt meget mere for hele lortet end alt jeres poppunk og highschool-core til sammen. Sagde alle med tilstrækkelig erfaring til at eje kvalificeret indsigt.

Nej, men det er bare én ting. En anden er, at det netop er den type store, samlende oplevelser, der kun kan leveres af navne i den liga, som Copenhell - ja, festivaler i det hele taget - har brug for. Hvorfor skulle man afholde en festival med adskillige tusinde besøgende, hvis folk alligevel bare render og ser meta-niche-bands i hipstervenligt format? Og som både Scorpions og Cooper beviste i år, så virkede det såmænd. Førstnævnte trak den hjem på charme, nostalgi og hits; sidstnævnte leverede det mest underholdende show, Copenhell vel nogensinde har lagt scene til.

Det har dog muligvis været Black Sabbath, der har været talt mest om, og det er med al tænkelig god grund. Når verdens mest betydningsfulde og legendariske metalband giver afskedskoncert i landet, så er der ganske enkelt mødepligt for enhver, der nogensinde har nikket i takt til “Iron Man”. Og at denne koncert skulle foregå på Copenhell er et privilegium, som Jeppe Nissen vil kunne smile over på sit dødsleje. Bill Ward deltog ikke, og Ozzy synger som en tonedøv brøleabe. Men Sabbath gav en dejlig tur ned ad Memory Lane for størstedelen af Copenhells mest massive publikumsskare nogensinde - og en grundig Heavy Metal 101 for den overraskende store mængde børn, der var med i år. (Den slags elementer bør efter min mening ellers holdes i privaten, men det er dejligt at se, hvordan metallen både går i arv og kan appellere til den næste generation. Samt at folk efterhånden godt har indset, at det hele slet ikke er så vildt og farligt, som visse ignorante udenforstående vil påstå.)

At regne Megadeth for et hovednavn finder jeg dog måske lidt spøjst. Men de leverede varen som altid, og de hører jo nok til den type bands, der er fremtidens hovednavne, når de ældste titaner har gjort Sabbath følgeskab. King Diamond levede dog op til sit navn og viste klare tegn på, at det hér med at blive pensionsmoden godt kunne tage sin tid for enkelte titaners vedkommende.

Jeg håber, at Rival Sons med tiden vil kunne opnå status som hovednavn, da de viste sig at være et af få bands på Copenhell i år, der har potentiale dertil. Jeg har aldrig set nogen lignende synergi mellem rendyrket rockenergi og professionalisme. Og at gå fra deres fremragende opvisning til en ligeså god af slagsen med Decapitated siger noget om, hvilken bredde der er plads til på Copenhell. (Når altså de vigtigste kriterier for hovednavne er indfriet, jf. indledningen.)

Red Warszawa endte med at give årets fest. En bedrift jeg ellers havde spået skulle begås af Dropkick Murphys, der dog fik spillet så bravt op til dans, som de nu kunne i den bagende sol, og inden de fleste endnu var blevet ordentligt berusede. Samme type omstændigheder udfordrede også I’ll Be Damned, som dog heller ingenlunde lod sig kue mere, end at de stadig kunne levere den vanlige vare til den vanlige skare. For tidligt til fællessang var det aldeles heller ikke i tilfældet Blind Guardian, som efter 22 års ventetid gæstede Danmark for kun anden gang med et sæt, der omstændighederne taget i betragtning var alt for kort, omend dejligt klassikerspækket.

Trivium og Shinedown holdt gymnasiefest. Entombed A.D. og Abbath buldrede derudaf. Sidstnævnte endda to gange; anden gang i Motörhead-tribute-bandet Bömbers, som spillede i en brandert, der havde gjort Lemmy stolt, men dermed til gengæld leverede numrene så katastrofalt, at han må have roteret i graven. Clawfinger var gode for en nostalgioplevelse, som man muligvis skulle være født i første halvdel af 80’erne for ikke at ryste på hovedet af. Og så fik vi årets ud-af-boksen-oplevelse i form af det stjernespækkede projekt Gutterdämmerung: En kunstfilm castet med prominente medvirkende fra store dele af den verdenskendte metal- og rockscene samt et liveudført soundtrack bestående af hits fra samme. Aparte, men underholdende og interessant.

Noget, som Copenhell skal have ekstra meget ros for i år, er lyden. Jeg har hermed - for muligvis første gang i mit liv - været til en festival, hvor lyden var klar, tydelig og konsistent til samtlige de koncerter, jeg så. Efter et par særdeles vindblæste affærer til bl.a. Behemoth og Triptykon i 2014 er det en kærkommen opgradering af forholdene. Men det er mere end bare dét, for det virker, som om Copenhell har investeret i noget nær verdens mest professionelle lydmænd. Hvad end der er sket, har det i hvert fald virket. Derudover er det skønt at få Helvíti-scenen forlænget med en catwalk. Jeg ville have elsket at se den i brug under Iron Maiden, Twisted Sister eller D-A-D forrige år. Og så skulle jeg i øvrigt takke fra mine ankler for endelig at kunne komme bagom Pandæmonium til det nye bodområde Styx ved siden af Hades, så man ikke skal gå hele vejen over festivalpladsen hver gang.

Copenhell er virkelig blevet omfattende. Udover de bands, jeg ikke fik set, fik jeg heller ikke prøvet andre af de mange spisesteder end Big Bad Wolf, hvis stegt flæsk med kartofler og persillesovs vel efterhånden er berømt selv udenfor Copenhell-kredse. Til gengæld fik jeg en glimrende japansk whisky og et par Lottrup Pale Ale i whisky- og vinbaren på Dokken-området. - Som dog meget gerne må installere et klimaanlæg og dermed tage toppen af den værste saunastemning.

Derudover fik jeg kun kastet et overfladisk blik på Mediemuseets foto-, pladecover- og lyrik-udstilling, Steelborn and Forged in Concrete. Jeg fik slet ikke set Full Metal Jackets-udstillingen af den i metalregi kendte amerikanske fotograf Peter Beste, der i denne omgang har kastet sig over vores battleveste som motiv. Til gengæld fik jeg foreviget min egen vest i boden hos det nyligt åbnede RagnaRock - Museet for Pop, Rock og Ungdomskultur - en ganske indlysende samarbejdspartner for Copenhell, som jeg håber, kommer til at lave lignende projekter på festivalen fremover.

Det blev heller ikke i år, jeg prøvede det dersens Smadreland. Og Copenhells notoriske Biergarten, som nu er vokset til tremasters skonnertstørrelse, fik jeg heller ikke besøgt mere end et par hurtige gange ind-og-ud, som man siger. Dette kan dog skyldes, at Bodega Tutten har overtaget det gamle Biergarten-telt, der nu pludselig virker helt småt og hyggeligt. Hér kan man tale og høre hinanden, og hér kan man få så’n en H.C. Andersen-øl, så branderten pludselig bliver pengene værd.

Et af mine store kritikpunkter til Copenhell er nemlig fortsat ølpriserne. “Jamen-sådan-er-festivalpriser-og-de-skal-have-det-til-at-gå-op-med-økonomien” og bla, bla, bla. Overpriser er overpriser. +100 kr./liter for Royal er alt, alt for meget, ligemeget hvor i verden man befinder sig. Og det kan ikke passe, at man skal give TRES kr. for en øl, der normalt fås i håndkøb til TOLV kr. i Netto, bare fordi man er på en bestemt side af et hegn. Så må I sgu få Trooper eller Chimay på programmet!

En anden ting er vejret, - hvad festivalledelsen jo til gengæld ikke kan gøre så meget ved. Der har været dejligt meget varme og solskin, og jeg er blevet dejligt bagt på armene og i skallen. Men jeg hader regn, og jeg hader at bo i et land, hvor det skal regne i en periode, der skulle forestille at være “sommer”. Rend mig i røven; jeg flytter fandme til Spanien.

Nå. Men tror I, jeg har tænkt mig at give Copenhell 2016 en tilnærmelsesvist ringe samlet karakter?

Var I der?, kunne jeg måske også spørge. Fornemmede I bassens svingninger i næseborene og riffs’enes rykken i nakkehvirvlerne? Mærkede I varmen fra ildkanonerne? Lod I kroppen køle indefra af fadøl efter fadøl? Brugte I også alt for mange penge? Blev I hæse, fordi I skrålede med på “Poison”, “N.I.B” og “Rock You Like a Hurricane”? Krammede I den ene glade ven efter den anden? Oplevede I stemningen? - Den særlige Copenhell-stemning, som der er sagt og skrevet så meget om, at jeg knapt tør nævne den af frygt for at blive kaldt et plagiat af nogen.

Hvis du kan svare ja til bare et par af disse spørgsmål, kære læser, så vil du - ligesom jeg - fandengaleme på Copenhell igen.

Vi ses på Danmarks fedeste festival i 2017.

 

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016! 

  • TRIBULATION_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ILL BE DAMNED_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • TRIBULATION_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

I'll Be Damned - Copenhell 2016

På en hvilken som helst respektabel festival er det stadigvæk morgen, når klokken er 12.30 om dét, der normalt betegnes som “eftermiddagen”. Omend det både er naturligt og forventeligt, at et upcoming band får spilletid hér, er det på flere måder lidt synd, at landets vigtigste rockkomet, I’ll Be Damned, bliver første band på Pandæmonium denne lørdag. Folk er ikke rigtig mødt op endnu. Og det kan mærkes på flere af dem, der er her, at de har et par dages festeri faretruende tæt bag sig.

Først og fremmest er bandet dog presset af varmen. Især leadguitarist Kristian Sloth har til tider lidt det samme udtryk i ansigtet, som Frodo har, når ringens magi trækker ham i retning af bevidstløshed. (Hvis du ikke fanger dén reference, er det i øvrigt dit eget problem.)

Selvom også den evigt sprælske ceremonimester Stig Gamborg er en kende mindre sprælsk i dag end normalt, får den stadig al den gas, den kan tage. Manden dyrker den preacher-rolle, der efterhånden er blevet selve hans scenepersona, og det havde han nok ikke gjort, hvis ikke det netop havde virket efter hensigten. Under “Schizophrenic Homos” skråler han lige et vers på en rundtur ude blandt publikum. Der er andre bands, der benytter sig af den samme gimmick, men det er Gamborgs vedholdenhed omkring den, der både gør den til hans egen og får bandet til at stå ud blandt andre ambitiøse rockkometer.

Det ender altsammen med at gå op i en højere enhed, hvad der både siger en del om I’ll Be Damneds kampgejst og sangenes styrke. I’ll Be Damned er nemlig den type band, der giver los, hvad end de spiller for tusindvis af mennesker til kæmpearrangementer eller for halvanden mand og en døv kat i en udestue. Energien i “Right For the Money” er vanvittig, omstændighederne taget i betragtning. Og sangenes kvalitet ligger langt over, hvad man normalt hører fra landets undergrund. Selv “Believe It”, som jeg ellers studsede lidt over, da jeg hørte debutalbummet sidste år, giver pludselig en vis tiltrængt mening.

Crowden øges lige så stille undervejs. Hvis jeg var der uden at kende bandet og hørte “Drainage” for første gang, ville jeg sateme også hen og høre mere. De første fadøl hældes ned; stemmebåndene løsnes lidt op. Ja, vi ender gudhjælpemig med at have en fest. Hér midt om morgenen. “Hold kæft, hvor har jeg det varmt! Har I det varmt?!”, spørger Gamborg retorisk til gjaldende respons. Ikke for at smalltalke om vejret som enhver anden idiot, men for at antyde, at koncerten er ved at nå det klimaks, vi sagtens ser komme. Det afsluttende hit “Fever” lader derpå ingen strube inaktiv. Ligesom titlen i åbningsnummeret “People Who Hate People (Come Together)” er som skrevet med Copenhells primærmålgruppe for øje, sidder også omkvædet i showlukkeren som fod i hose med os metalheads: “Goddamn, I feel fine/knowing that I’ll never walk a straight line”.

Under andre omstændigheder kunne denne koncert have udgjort I’ll Be Damneds definitive indtog i hovedstaden, på Copenhell og på den danske metalscene, og ikke “bare” en vanligt fed optræden for de dedikerede fans og venner. Men hvis jeg kender bandets arbejdsmoral og Copenhells bookere ret, skal I’ll Be Damned nok være sikret et gig på Hades om 3-4 års tid. (Læser du med, Jeppe Nissen?) Jeg glæder mig til fortsat at følge deres himmelflugt i mellemtiden.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • ILL BE DAMNED_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BERSÆRK_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HELHORSE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Scorpions, Amon Amarth m.fl. på Copenhell 2016

Copenhell kunne i dag præsentere endnu en af årets headlinere, nemlig Scorpions. Samtidig offentliggøres også Amon Amarth, Abbath, Entombed A.D og yderlige 10 bands til sommerens store metal fest på Refshaleøen.

Her har du Copenhell’s offentliggørelse:
”SCORPIONS optræder som hovednavn, AMON AMARTH vender tilbage til Refshaleøen, og 12 yderligere bands spiller på COPENHELL 2016 til sommer.

COPENHELL 2016 bliver rock- og metalveteranernes helt store hædersparade, når kæmpestore navne som BLACK SABBATH, ALICE COOPER, KING DIAMOND og MEGADETH får selskab af heavyrockens måske allervigtigste navn nogensinde – SCORPIONS! De tyske rockrebeller er netop nu i gang med deres 50-års jubilæumsturné, som allerede fra starten har høstet kolossal ros blandt musikanmeldere og koncertgæster på den anden side af Atlanten. Det bliver ganske enkelt ikke meget større for fans af klassisk heavyrock, når “Rock You Like A Hurricane”, “Dynamite” og et væld af andre megahits gjalder ud over København til sommer!

Det er også en stor fornøjelse at præsentere et af de mest efterspurgte navne til COPENHELL 2016 – AMON AMARTH! Svenskernes forrygende koncert på Refshaleøen for tre år siden var en folkefest uden lige, og de står atter en gang klar til at drage på plyndringstogt blandt publikum med deres stemningsfulde vikingemetal!

Norge står for et af festivalens andre store nye navne, når ABBATH besøger os for at levere deres dundrende tunge og groovy black metal. Alter Bridge-guitaristen Mark Tremontis soloprojekt TREMONTI spiller en effektiv cocktail af rock og thrash- og speedmetal, mens svenske ENTOMBED A.D. er garant for rendyrket, brutal dødsmetal.

Den tyske trio KADAVAR spiller psykedelisk retro-syrerock og proto-metal, der leder tankerne direkte tilbage på 1970’ernes store navne. De svenske mørkmænd fra TRIBULATION præsenterer deres særegne blanding af doom, black metal og progressiv heavyrock, mens DARK FUNERAL opstiller en mur af barberbladsskarpe riffs og dundrende trommer med deres brutale og blasfemiske black metal.

Kan Lækre Jens og de andre tosser fra RED WARSZAWA overgå deres kaoskoncert fra sidste år, når publikum får chancen for at opleve dem igen på COPENHELL 2016? Sikkert ikke – men det bliver uden tvivl en stor oplevelse alligevel! Forvent derudover rene mareridtskoncerter, når danske REDWOOD HILL skruer op for deres rå og beskidte post-black metal, mens det britiske doom-band WITH THE DEAD overfalder publikum med en sjæleknusende bredside af rendyrket depression og ondskab.

Det amerikanske thrash-band HAVOK supplerer med hård thrash, mens GRUSOMs hårde retro-riffs og I’LL BE DAMNEDs fandenivoldske revolutionsrock runder den danske tilstedeværelse på COPENHELL 2016 flot af!

Med alle hovednavnene og langt de fleste af COPENHELL 2016-plakatens bands på plads er fundamentet til Nordens vildeste rock- og metalfestival lagt med et øresønderrivende brag. Det bliver tre uforglemmelige dage i selskab med både legendariske stjerner og spændende nye navne – og ikke mindst verdens bedste publikum!

Lørdagsbilletter til COPENHELL 2016 er udsolgt, men der kan stadig købes endagsbilletter til torsdag og fredag og partoutbilletter til alle festivalens tre dage på Billetnet.dk.”

Læs mere...

I'll Be Damned - I'll Be Damned

At I’ll Be Damned har gjort sig til en succeshistorie på at mestre evner, man som minimum bør kunne forvente opøvet hos snart sagt enhver rockgruppe (i.e. skrive fængende sange, spille ordentligt sammen og gi’ den max hammer live), siger noget om, hvor eksistensberettigede de er på den danske musikscene anno 2015. Både publikum og anmeldere er notorisk begejstrede over de gæve østjyder, hvis meritter bl.a. tæller månedens demo i Gaffa, finaleplads i KarriereKanonen, kritikerroste koncerter på bl.a. Spot og Skanderborg Festival samt opvarmningstjanser for Airbourne og D-A-D. Og nu har bandets mindst lige så gæve fanbase altså kvitteret med imponerende +50.000 kr. i crowdfunding til Tue Madsen-produktion og udgivelse af I’ll Be Damneds første, selvbetitlede langspiller.

Hvis man kender bandet, ved man, hvad man kan forvente. Og dét får man: En kontant, sonisk kæverasler med en attitude der skodder joints i din rodfrugtsalat, en sound der graver direkte forbindelse mellem traditionel bluesrock og moderne sydstatsmetal, og et tekstapparat der langer stikpiller ud til forbrugerfår, konkurrenceøkonomi og organiseret overtro. Du godeste, hvor er det dog kærkomment. - Og fandme nødvendigt.

“Believe It” virker umiddelbart som en lidt overraskende skæring at lægge ud med. Men idéen vokser på mig. Det indledende leadtema er utroligt kækt og letbenet, - og så meget desto mere løfter det tunge b-stykke på paradoksal vis hele stemningen. Nummeret når faktisk at udvikle sig ganske gevaldigt i løbet af dets kun lige knapt 2,5 minutter, og det ender således som en forbandet effektiv, kreativ og alt andet end ydmyg intro til bandets indtil videre vel nok største “hit”, fanfavoritten “Fever”.

Til gengæld er det i dennes forresten ellers fænomenale vokalbreak, at skivens… ja, okay, mindst stærke punkt afslører sig. Det skal nemlig ikke forstås sådan, at vokalen i og for sig er svag - tværtimod. Stig Gamborg er en skidedygtig sanger; han bruger flittigt af sine forhåndenværende variationsmidler, og helt generelt fungerer det. Men lige så generelt er bandets mange ligheder med Down og Black Label Society - og dermed den utaknemmelige sammenligning med Phil Anselmos og Zakk Wyldes monstrøse tordenstemmer - så åbenlyse, at de er umulige at komme udenom. Lige så mange lovord, jeg ellers har tilovers for Gamborg som både frontmand og vokalist rent teknisk, lige så svært er det for hans naturlige klang at matche bandets gerne massive cementvæg af fedt distortede sumpriffs. I hvert fald efter min smag. Og det er sjovt, for det mente jeg egentlig sagtens, den kunne på optagelserne fra bandets "The First Coming"-demo.

For nu at dvæle ved kritikpunkterne er visse af andenstemmerne lige lovligt pæne og måske ikke altid vildt nødvendige. Men jeg ved det ikke helt; det føles af og til, som om I’ll Be Damned prøver at trække sig lidt væk fra deres hidtil hjemlige Down-/Clutch-/Red Fang-territorium og mere i retning af The Hives-/Jet-/Foo Fighters-territorium. Dét kunne også forklare, hvorfor den ellers så fremragende “A Hanging Job” er ekskluderet - og den i øvrigt ganske fine, stenerfilosofiske “Everything Wiggles” er inkluderet. Men det forklarer ikke noget så vigtigt for os præ-iTunes-musiklyttere som selve rækkefølgen af numrene, der i dette tilfælde gerne virker, som det hedder nu om dage, lidt random. For eksempel synes den tyngde, der er så vigtig for bandet, at være en kende overrepræsenteret på skivens anden halvdel, hvor den første er mere all-round straightforward-rocket. Den konkluderende “All Be Damned” virker desværre lidt antiklimatisk ift. den monsterafslutning, som “Fever” kunne have udgjort; det ville både nummeret og pladen sagtens have kunnet bære.

Nå. Men altså, det rocker jo, det hér. De enkelte sange er der for så vidt intet i vejen med. Den gennemgående standardmodus er nærmest konstant skruet op på “nosseprygl“, og sangskrivningsniveauet i sig selv gør I’ll Be Damned mindst lige så berettigede i primetimeradio som… ja, hvem de nu end spiller dér. Og når man så kommer ud over førstehåndsindtrykket, afslører skiven også et par lækre detaljer i form af bl.a. noget så gammeldags som guitarsoloer - fede guitarsoloer, tilmed. “Real Monsters” byder på en pikant lille underspillet shuffle, og “Your Only Home” klæder hele den omkringliggende plade ved at være møjsommeligt langsom og næsten foruden spade i versene.

Måske er teksten i den ellers tonserfede “People Who Hate People (Come Together)” en kende uheldig, når man tager hjembyen Aarhus’ ærgerlige tendenser til højreekstremisme i betragtning. Men hvis man fatter noget, kan man også høre, at I’ll Be Damned netop gerne vil have en til at fatte noget. Såsom at det kun forhaler vores fremskridt som art, hvis vi bliver ved med at bekrige hinanden, lige meget om det er over så forskellige grunde som race, entreprenørskab eller satiretegninger. Såsom at man betaler penge for at lade sig kultursodomisere, når man forbruger musik fremavlet af højtrangerende interessenter med skriveborde i glastårne fremfor musik skrevet af hårdtarbejdende ildsjæle med instrumenter i øvelokaler. Såsom I’ll Be Damned.

Det er netop denne lidenskabelige drivkraft, der gør de hér gutter mere interessante end det gennemsnitlige rockband, og som i løbet af de kommende år vil fastcementere dem som en institution i dansk rockmusik.
De kan drive det vidt.

Helt generelt skal I’ll Be Damned dog nok overveje, om de vil satse på at spille heavyrock eller bare rock-rock. Eller måske skal de blive lidt mere fingernemme til at fusionere disse, deres to overordnede modaliteter, som indtil videre meget kører på enten/eller-basis. Det er f.eks. forståeligt, hvorfor den AC/DC-klingende “Drainage” er valgt som singleudspil, for den er fandengaleme catchy. Og hér synes der knapt så stor diskrepans mellem vokalens og guitarernes respektive udtryk. Men herfra at se er I’ll Be Damned imidlertid bedst, når de dyrker de betontunge half-times og møgbeskidte riffs som i “Shopping With a Shotgun”, “Right For the Money”, “People Who Hate People” og naturligvis “Fever”, der efter min mening er skivens ubestridte, fandenivoldske højdepunkter.

Afslutningsvis vil jeg anbefale enhver, der læser dette, at fange bandet live, da det er dér, de bedst kommer til deres ret. Følg selv med på deres Facebook-side, hvor adskillige publikummer har smidt tilkendegivelser om at være blevet nyligt omvendt efter et I’ll Be Damned-show.

“I’ll Be Damned” udkommer d. 19/10. Bandet afholder to releasefester på stamstedet Escobar - hhv. d. 17/10 i København og 24/10 i Aarhus.

Trackliste:
1. "Believe It"
2. "Fever"
3. "Drainage"
4. "Fuck the World (Be Happy)"
5. "Real Monsters"
6. "Your Only Home"
7. "People Who Hate People (Come Together)"
8. "Schizophrenic Homos"
9. "Right For the Money"
10. "Everything Wiggles"
11. "Shopping With a Shotgun"
12. "All Be Damned"
Samlet spilletid: 45:30 min.

 

Læs mere...

I'll Be Damned

Det kan måske virke som et lige vel stort nummer at anmelde en koncert med et band, hvis status i praksis er et gratis spillende husorkester på hjemmebane foran 100 mand M/K. Nu gør jeg det dog lige alligevel, og det er der to overordnede grunde til.

For det første er dette min jomfruanmeldelse hos Revolution Music, og jeg tænkte, at jeg ville lægge lidt blødt ud.
For det andet, - og dette er absolut den primære motivation, - så har anmeldelsens objekt fortjent al den omtale, deres herligt jordnære, anti-krukkede væremåde kan tåle.

Okay, det er ganske vist misvisende at bruge vendingen "lægge blødt ud" om aarhusianske I'll Be Damned, for selvom deres musik ikke kan kategoriseres som straight-up metal, er vi ovre i en ende, der rocker hårdt og ofte når samme tyngde som hos forbillederne i Down, Clutch og deslige.

Med hele den igangværende bølge af retrorockende, 70'er-inspirerede bands som førnævnte samt f.eks. Graveyard, Ghost, Red Fang, Priestess o.a. kan man måske spørge, om der virkelig er brug for endnu ét af slagsen. Svaret er, at god, hård rock aldrig er overflødig, og at I'll Be Damned ikke blot leverer netop dét, men på flere afgørende områder ydermere er velsignet med potentiale til at drive det videre, end de måske i virkeligheden selv er helt klar over.

Det er 2. juledag. Sigtbarheden i Jyllands hovedstad er næppe meget mere end 200 meter. Selvom Escobar er stuvende fuld allerede da vi ankommer 1/2 time inden annonceret spilletid, stiger besøgsantallet og varmen løbende, så tågen udenfor til sammenligning virker befriende tynd og forfriskende. Men vi vil ha' rock, og dét får vi.
Det er alt andet end had, der gennemstrømmer luften i åbningsnummeret "People Who Hate People". Bandets mange koncerter på stedet kan tydeligt mærkes på publikums forventninger og begejstring, og selvom Esco altså er proppet i nær vanvittig grad, skabes der både plads til headbanging og lidt hoppen rundt oppe foran.

Bandets relativt korte levetid både kollektivt og individuelt kan også mærkes. Det er tydeligt, at vi har at gøre med en flok gutter, der er lige så begejstrede for at trykke den af med fuld pedal som for åbenbaringen ved at drikke øl eller se porno for første gang. Det rent tekniske niveau er måske ikke lige så finpudset som hos inspiratorerne, men en håndfuld guitarbøffer ændrer ikke på det væsentlige, nemlig energien og sangskrivningen. I'll Be Damned er muligvis stadig ved at vokse ud af coverband-stadiet, og det synes som om tiden er ved at være inde til endegyldigt at smide puppens sidste rester.
Når dét så er sagt, er det selvfølgelig stadig en sand fornøjelse at høre både en yderst velklingende gengivelse af Airbournes "Cheap Wine and Cheaper Women" samt en fandenivoldsk uptempoversion af Hellacopters' "Gotta Get Some Action Now". Det lugter af et trangt øvelokale med sved, ølsjatter og askebægre, og selvom covernumre måske ikke ligefrem er indbegrebet af starquality, er det stadig en fornøjelse at opleve en så uspoleret kærlighed til den fede, hårde rock.

Hvorom alting er, er det trods alt stadig bandets eget materiale, der tager de største kegler i aften, og det har sine årsager. Først og fremmest er det nemlig intet mindre end pissegodt skrevet. Som før antydet trækker I'll Be Damned på veksler fra de grupper, der er inspirerede af især 70'ernes bluesbaserede tunge rock, og selvom de hér gutter lyder meget som visse andre af deres ældre artsfæller, har de en evne til at gøre nogle enkle, simple idéer til deres helt egne i en personlig, fængende indpakning. Det tungt shufflende midtempo i et nummer som "A Hanging Job" formelig kalder på at headbange sig en nakkemyose til, og vokallinierne har samme effekt hvad angår noget så basalt som at skråle med i flok. Jeg spørger bare, hvordan man ikke kan elske et stykke som "I'm a primitive man/you better watch your back, honey/I need another bad habit like God needs your money" fra den lige så halvgenialt betitlede "Shopping With a Shotgun". Og fandengalme om ikke "Fever" er den bedste og indenfor genren mest originale sang, som Down aldrig har skrevet, samt tydeligvis og med rette et oplagt hit for bandet. Hele Esco har hænderne i vejret og råber med på det herlige hard rock-refræn "Goddamn I feel fine/knowing that I'll never walk a straight line". Selvom man kunne tro, at stemningen ville sænkes herpå, forbliver den helt oppe i det røde felt under den oplagte afslutter "All Be Damned". Sådan, mand.

De fremmødtes entusiasme skyldes dog ikke kun sangenes indiskutabelt høje kvalitet. Rent performancemæssigt har I'll Be Damned nemlig et nærmest altoverskyggende trumfkort i vokalist Stig Gamborg Hansen. Manden er om ikke nogen Bruce Dickinson, så stadig både ganske alsidig rent teknisk samt frem for alt beriget med en flair for showmanship og publikumskontakt, der er førnævnte Iron Maiden-frontmand værdig. (Jo sgu. Jeg har tænkt meget over det, og nu valgte jeg altså at skrive det.) Manden er flere gange oppe at gå på baren, og i "Your Only Home" udnytter han bevidst og overbevisende den fysiske position over publikum til at spille på rollen som fanatisk sydstatsprædikant med omvendt fortegn. Han er flere gange frem og tilbage igennem den tætpakkede publikumsskare - en enkelt gang i crowdsurfende tilstand - og helt ude med sin trådløse mikrofon og skråle Skolegades fodgængere op i ansigtet under Airbourne-nummeret. Flere af dem ikke bare standser op, men bliver stående og overværer koncerten udefra. Der er ganske enkelt ikke plads til flere herinde.

Selv de publikummere, der har set I'll Be Damned adskillige gange, er lige så bravt underholdt som jeg selv, der, - pinligt som det er, min aarhusianske herkomst taget i betragtning, - hidtil har haft oplevelsen til gode. Det bliver dog bestemt ikke sidste gang, det sker for mit vedkommende. Næste gang bliver så forhåbentlig bare på en rigtig scene på et større spillested. De har dæleme fortjent det.

Sætliste:

People Who Hate People
Gotta Get Some Action Now
A Hanging Job
Drainage
Cheap Wine and Cheaper Women
Dimwit
Right For the Money
Schizo Homo
Crazy Horses
Your Only Home
Shopping With A Shotgun
Fever
All Be Damned

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed