fbpx

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • BAEST_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HATESPHERE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RED WARSZAWA_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Carcass - Copenhell 2017

Det her kan I simpelthen gøre bedre, Carcass. Det er det overordnede indtryk jeg går fra Hades med. De sidste to gange har begge været forrygende, både som opvarmning for Amon Amarth i 2013 og, tro det eller ej, en søndag formiddag på Roskilde året efter. Men ikke denne gang. Betingelserne er ellers til stede: fin lyd og et pænt antal publikummer. Sætlisten er også helt, helt i orden, med sange fint fordelt over gruppens bagkatalog.

Alligevel kører showet fra første node på rutinen, og selvom det er teknisk veludført (det er Carcass, så det er næsten en selvfølge), har deres styrke i fortiden ligget i, at den ældre, semi-gnavne ”hyggeonkel” af en forsanger, Jeff Walker, kører sin tørre, engelske humor af på folk mellem sangene. Det fungerer, for man kan kun klare så meget ond og ubehagelig musik af gangen, før en pause er nødvendig. Det får vi bare ikke her. De knastørre vittigheder og anekdoter er væk.

Det i sig selv gør jo ikke deres optræden dårlig – men til gengæld ligegyldig når man ved det kan gøres langt bedre. Når yngre bands kan gå på en scene og rive den midt over, mens Carcass er tilfreds med at være nær stillestående og køre den ind med rutinen... Det er okay denne gang, alle har en off-day, men det skal helst ikke blive en trend. Gode sange kan kun få én så langt.

Sætliste:
1) – 316L Grade Surgical Steel
2) – Buried Dreams
3) – Incarnated Solvent Abuse
4) – Carnal Forge
5) – No Love Lost
6) – Unfit for Human Consumption
7) – Cadaver Pouch Conveyor System
8) – Captive Bolt Pistol
9) – Edge of Darkness / This Mortal Coil
10) – Exhume to Consume / Reek of Putrefaction
11) – Corporal Jigsore Quandary
12) – Heartwork
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Devil Driver_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Devil Driver_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Saxon_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2015 - Lørdag

Efter den velfortjente omgang smadder vi fik smidt i hovedet af Sepultura, så gik der ikke lang tid før jeg vendte snuden hjemad og så direkte i seng. Jeg mistede desværre fokus fra tiden og missede desværre de fire første bands, og det er jo hvad der kan ske. I dag er det nemlig sidste dag på dette års festival, og folk var mødt talstærkt op. Første band for mit vedkommende i aften var Spiders, som i øjeblikket er på tour med Uncle Acid And The Deadbeats. Så det gav meningen af de også var en del af line uppet i år. Bandet spiller 70'er rock i meget stil af bandet Royal Thunder, hvis plade jeg anmeldte tidligere på året. Bandet virkede tændte, musikken var virkelig medrivende og de var gode til at få folk til at være med på den. Spiders leverede en god koncert på denne grå lørdag eftermiddag. Nu var det endelig blevet tid til et af mine favorit bands det sidste halvandet år, nemlig Uncle Acid And The Deadbeats. Dette ville være min tredje gang jeg ser bandet, og jeg ved på forhånd at de ikke kommer til at skuffe.

Lyden var ikke lige helt optimal i starten, men efter at jeg rykkede fra helt forrest til midten af lokalet, blev lyden meget bedre. Bandet spillede virkelig godt, og sættet var godt blandet af både gammelt og nyt. Numre som Death's door og Poison Apple gik direkte ind hos publikum og specielt hos mig også. Jeg havde dog ikke forventet at de ville spille I'll Cut You Down fra Blood Lust, som også bare var super fedt. Uncle Acid And The Deadbeats gjorde det igen. Det beviser bare at de er at band, som stadig lige meget hvor ofte man har set dem, sparker røv hver evig eneste gang. Efter en pause med noget aftensmad var det endelig tid til, at Deathcrusher pakken blev sparket i gang. Første band på scenen var Voivod fra Canada, som startede braget. Jeg havde set meget frem til, at endelig at se dem live, men alligevel synes jeg ikke helt at de fangede mig særlig meget. Bandet spillede godt og der var masser af energi, men alligevel synes jeg at det faldt meget hurtigt til jorden, og bandet virkede til at have svært ved at komme udover scenekanten. Jeg føler, jeg er lidt splittet af hvad jeg virkelig synes om koncerten, fordi på nogle punkter var det virkelig fedt, men på samme tid forstår man også hvorfor bandet ikke fik den succes de fortjente i 80'erne-90'erne.

 

amf2015 uncleacid2

 

Nu var det dog blevet tid til noget virkelig fedt. Napalm Death for fjerde gang var nu vendt tilbage til Aalborg. Der var knald på fra start til slut, og hold nu kæft det var højt. Bandet var dog ikke i deres normale besætning, da Mitch Harris ikke har været med på tour i 2015, så havde de i aften fået hjælp af John Cooke fra Corrupt Moral Altar. Bandet tonsede igennem numre som On The Brink Of Extinsion, Scum og Smash A Single Digit, som bare fik bandet og publikum til at få alle aggressioner ud. Og selvfølgelig skulle vi have et grin over verdens korteste nummer You Suffer. Bandet formåede at tilfredsstille en speciel fan, da han råbte at de skulle spille When All Is Said And Done og bandet sagde måske, men alligevel 15-17 numre senere spillede de den. Bandet fik lov til at spille i en times tid, og nåede at spille 20 numre. Napalm Death leverede lørdagens smadder, og et ordenligt skud adrenalin blev skudt i hovedet på publikum, og jeg forlod salen med smerter i nakken og et smil på læben. Til vi ses næste gang!

 

amf2015 napalmdeath

 

Jeg placerede mig inde i salen for at se det næstbedste dødsmetal i verden. Nemlig Obituary. Jeg så dem tilbage i 2014 på Copenhell, og der gjorde de det skide godt, så jeg var meget spændt for at se hvad de diskede op med denne gang. Det skal lige siges at salen var proppet fuldstændig op, altså at alle var inde i lokalet, og der var ingen mennesker udenfor. Bandet gik på scenen til at brag af et brøl fra publikum, og bandet lagde ud med Redneck Stomp. Obituary spillede fedt, og John Tardys unikke vokal blev blandet perfekt sammen med musikken. Det var virkelig nødvendigt at gå ud udenfor og tage noget luft engang imellem da salen var så overdrevet varm, at det var utroligt, men udenfor var der ikke meget nåde at finde, da stormen Freja havde angrebet Nordjylland. Efter en kort pause gik jeg ind i salen igen og kiggede på fyren ved siden af mig, som viste sig at være Kevin Starrs fra Uncle Acid, men alligevel holdt jeg min indre fanboy tilbage og fokuserede på koncerten. Numre som Intoxicated og Find The Arise satte godt gang i moshpitten, og garnet blev svunget frem og tilbage. Koncerten blev selvfølgelig sluttet af med den obligatoriske Slowly We Rot, som fik publikum til at koge over. Obituary satte en meget høj standard, og nu var det rigtig spændende for at se om Carcass kunne hamle om med den magtdemonstration.

 

amf2015 obituary

 

Efter en kort pause på en time var årets sidste band endelig klar. Jeg snakker her om bandet som jeg både elsker og ikke kan lytte til uden at få kvalme. Forfædrene af Goregrind, nemlig Carcass! Jeg ser stadig deres anden plade Symphonies of Sickness som en af mine favorit plader, og jeg har ventet i lang tid på at se dem live. Bandet gik på og de virkede meget glade for at være der. Det var både blandet af nyt og gammelt materiale, som publikum virkede meget tilfredse med.

Mit personlige højdepunkt var to numre lige efter hinanden, som var Consume To Exhume og Reek Of Putrification som begge to bare er virkelig fede numre, og fungerer skide godt live. Specielt på det førstnævnte nummer overtog guitarist Bill Steer lead vokalen, og Jeff Walker røg på backup sanger. Det hele gik nu så godt, men så begyndte mine fødder at gøre virkelig ondt, og rygproblemer fjernede meget af mit fokus. Jeg satte mig ned, fik en lille pause og gik ind i salen igen. Jeg var meget overrasket da jeg fandt ud af, at de allerede var i gang med klassikeren Heartwork, som så også viste sig at være det sidste nummer for i aften. 75 minutter var bare fløjet af sted, og det var mærkeligt at det gik så hurtigt, synes jeg.

Men alligevel så spillede Carcass rigtig fedt, og jeg glæder mig til at de gæster landet igen snart.

 

amf2015 crowdnapalm

 

Det var så dette års Aalborg Metal Festival. Slut prut finale. Jeg kan med sikkerhed sige, at dette var uden tvivl det aller bedste år, hvor jeg har været gæst. Stemningen var rigtig god, og menneskene var bare glade og smilende igennem det hele. Selvom man troede at stormen ville sætte en ordentlig dæmper på stemningen og humøret, så fortsatte den upåvirket. Jeg var træt, men alligevel utrolig glad. Det var umuligt ikke at blive påvirket af den utrolige gode stemning.

Bookningen skal så også lige have meget ros også. Sådan et program var noget af et scoop, og jeg glæder mig utrolig meget for at se, hvilke navne de får trukket ind næste år! Tak for i år, Aalborg! Det var en fornøjelse som altid!

Den sammenlagte karakter for lørdag bliver 6 ud af 6 stjerner!!!!

 

Læs også vores reportage fra Torsdag og Fredag!

  • Obituary_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Uncle Acid and the Deadbeats_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Uncle Acid and the Deadbeats_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet!

Læs mere...

Mercenary spiller på Aalborg Metal Festival 2015

Aalborg Metal Festival er klar med endnu et bands til årets program. Denne gang er der tale om det lokale melodiske metal band Mercenary.

Arrangørene offentliggør samtidig at der nu kun mangler et enkelt band på årets program.

Festivalen skriver følgende:
“We are proud to announce the latest addition by adding more Danish dynamite to the line-up. We hereby present our local melo-death thrashers: Mercenary.

Stay tuned, there is one last band to be added to the line-up before the metal gates open in November!”


Aalborg Metal Festival finder som altid sted på Studenterhuset i Aalborg, den 5. til 7. november.

Programmet ser nu således ud: Carcass, Sepultura, Obituary, Napalm Death, Voivod, The Crown, Mercenary, Uncle Acid & The Dead Beats, Torche, Keep Of Kalessin, Spiders, Vreid, Vredehammer, The Arcane Order, Herod, Svartsot, Aphyxion, Savage Machine, Justin Hate, Møl og Würms Tongue.


Følgende bands har allerede offentliggjort hvilke dage de skal spille på festivalen. Her er band fordelingen indtil videre udfra disse oplysninger:

Torsdag den 5. november:
Keep Of Kalessin
Vreid
Vredehammer
Møl
Würms Tongue

Fredag den 6. november:
Sepultura
The Crown
Mercenary
The Arcane Order
Torche
Svartsot
Justin Hate

Lørdag den 7. november:
Carcass
Obituary
Napalm Death
Voivod
Uncle Acid & The Dead Beats
Spiders
Herod
Aphyxion
Savage Machine

 

Læs mere...

Dansk og svensk død offentliggjort på Aalborg Metal Festival 2015

  • Udgivet i Nyheder

Aalborg Metal Festival er klar med yderlige 2 bands til årets program.

Denne gang er der tale om det svenske death metal band The Crown, som fejre 25 års jubilæum. Og fra det danske land kommer album aktuelle The Arcane Order.

 

Festivalen skriver følgende:
“They are celebrating their 25th anniversary with the release of their latest studio album and they are known to fuse melodic death metal with aggressive old-school Swedish death metal, we hereby give you THE CROWN!

Furthermore adding more dynamite to our line-up we present Danish thrashers, comprised of ex-Invocator and Autumn Leaves members, releasing their third album, THE ARCANE ORDER!

Tickets are hot and we're soon running out - so get them while you can.”

 

 

Aalborg Metal Festival finder som altid sted på Studenterhuset i Aalborg, den 5. til 7. november.

Programmet ser nu således ud: Carcass, Sepultura, Obituary, Napalm Death, Voivod, The Crown, Uncle Acid & The Dead Beats, Torche, Keep Of Kalessin, Spiders, Vreid, Vredehammer, The Arcane Order, Herod, Svartsot, Aphyxion, Savage Machine, Justin Hate, Møl og Würms Tongue.

 

Følgende bands har allerede offentliggjort hvilke dage de skal spille på festivalen. Her er band fordelingen indtil videre udfra disse oplysninger:

Torsdag den 5. november:
Keep Of Kalessin
Vreid
Vredehammer
The Arcane Order

Fredag den 6. november:
Sepultura
The Crown
Torche

Lørdag den 7. november:
Carcass
Obituary
Napalm Death
Voivod
Uncle Acid & The Dead Beats
Spiders
Herod
Aphyxion

 

 

Læs mere...

4 nye bands offentliggjort til Aalborg Metal Festival 2015

Aalborg Metal Festival er klar med yderlige 4 mindre bands til årets program.

Det svenske rock band Spiders, som er med Uncle Acid & The Deadbeats på tour og spiller i Aalborg den 7. november.

Sidste band fra Deathcrusher Touren med Carcass, Obituary, Napalm Death og Voivod, er også tilføjet programmet, nemlig det schweiziske progressive sludge band Herod, som også spiller den 7.

Og til sidste 2 danske bands, Shoegaze metal bandet Møl og det lokale death metal band Würms Tongue.

Du kan høre et par sange med Spiders og Herod nedenfor.

 

Festivalen skriver følgende:
”Our latest additions to the festival line-up includes, Gothenburg based female fronted Rock'n'Rollers SPIDERS. The band, with the charismatic singer Ann-Sofie Hoyles in the lead, have done gigs and tours with the likes of Metallica, Kvelertak and Graveyard.

All the way from the darkest pits of the underground we present Danish Shoegaze Metal act MØL, up and coming obscure death metal and local heroes WÜRMS TONGUE and progressive sludge hailing all the way from Switzerland, HEROD!
Best part of it all, we are not even done announcing bands yet. See all of you METAL HEADS in November!

Best Regards,
The NRB Team”

 

Aalborg Metal Festival finder som altid sted på Studenterhuset i Aalborg, den 5. til 7. november.

Programmet ser nu således ud: Carcass, Sepultura, Obituary, Napalm Death, Voivod, Uncle Acid & The Dead Beats, Torche, Keep Of Kalessin, Spiders, Vreid, Vredehammer, Herod, Møl og Würms Tongue.

 

Herod - We are the Failure (promo video):

Spiders - Shake Electric

Læs mere...

Deathcrusher Tour spiller på Aalborg Metal Festival

Aalborg Metal Festival 2015 har fanget Deathcrusher Tour med Carcass, Obituary, Napalm Death og Voivod, hvor de vil spille på festivalen den lørdag den 7. november.

Med på turen er også det schweiziske band Herod, men om de også spiller med i Aalborg har festivalen endnu ikke annonceret.

Festivalen har udtalt følgende:
“We are extremely proud and very happy to bring you reactivated British act CARCASS, the pioneers of goregrind, as this years main headliners!!! On top of this there is also no shortage of big beards and long hair...all the way from Tampa, Florida, we give you; OBITUARY.

It really doesn't end here, as they have visited us numerous times, the fathers of grindcore NAPALM DEATH, alongside heavy metal cult classic, Canadian VOIVOD.

The lyrics are gory, the levels are loud and ear plugs are recommended. This vociferous lineup will go down in the Aalborg Metal Festival history and YOU do not want to miss out.”

 

Aalborg Metal Festival finder som altid sted på Studenterhuset i Aalborg, den 5. til 7. november.


Læs mere...

Roskilde Festival – Rob Zombie m.fl. offentliggjort

Roskilde Festival begynder at ligne noget for metal fans, tidligere har festivalen offentliggjort Carcass, Nails og Bombus, i dag er yderlige tre spændende navne føjet til programmet, her er tale om Rob Zombie, The Black Dahlia Murder og Corrections House (som består af medlemmer fra Neurosis, Eyehategod, Minsk og Yakuza).

Roskilde Festival skriver følgende om de 3 bands:

"While the Danish winter is cold and evil, we announce a trio of American metal names.

ROB ZOMBIE (US) has built a show in the depraved rock tradition of Alice Cooper and Ozzy Osbourne. The devilish treats are based on cartoons, bloody horror movies and raven-black hard rock that is danceable, scary and wickedly funny. The American icon was also confirmed in 2011 – but back then he wasn’t able to make it after all. It’s a great pleasure to have this rock spectacle back on the festival poster in 2014.

THE BLACK DAHLIA MURDER (US) plays engaging and melodic death metal with European inspiration. Each new record and tightly knit tour schedule from this hardworking unit draw them closer to their sources of inspiration such as Carcass, At The Gates and In Flames. Everybody into brutal music should look forward to a death metal treat that is fast, furious and fun, played by people who obviously love the genre.

CORRECTIONS HOUSE (US) consists of members from celebrated metal acts Neurosis, Eyehategod, Minsk and Yakuza. With this enigmatic new project they experiment with industrial, goth, electronics, baritone saxophone and nihilistic spoken word. This new context lets the band members take their signature sounds into surprising directions. The debut album Last City Zero has surprised fans of the aforementioned bands by being something completely different to what was expected.”

 

Rob Zombie - Dead City Radio And The New Gods Of Supertown

The Black Dahlia Murder "Into the Everblack"

Corrections House - Grin With a Purpose

Læs mere...

Amon Amarth, Carcass, Hell

De svenske vikinger i Amon Amarth er efterhånden hvad man kan betegne som et rigtigt husorkester her i lille Danmark. De har både spillet på Roskilde Festival i 2009, på Copenhell tidligere i år og i Store Vega intet mindre end 4 gange i løbet af de seneste 6 år. Alligevel formår Amon Amarth altid at samle en stor mængde fans til deres shows.
I aften står foruden Amon Amarth også de engelske sværvægtere Carcass og deres landsfæller Hell der for nyligt har fundet sammen efter mange års pause.

 

Hell:
Oprindeligt begyndte engelske Hell helt tilbage i 1982 i en by kaldet Derbyshire. Bl.a. pga. forsangerens død, og deres tidligere pladeselskabs konkurs 2 uger inden den planlagte indspilning af debutalbummet, brød de op kun 5 år senere.
I 2008 fandt de sammen igen og fik her både anskaffet sig en ny forsanger og en ny guitarist. Sidenhen har de udgivet albummet ”Human Remains” fra 2011 og ”Curse And Chapter” tidligere i år.
Genremæssigt betragter kritikerne dem som en del af New Wave Of British Heavy Metal bølgen, selvom de dog selv vedkender sig heavymetal genren. Bandet selv er bl.a. kendt for at være nogle af de første som brugte corpse paint på scenen.

Da Hell kl. 19 betræder scenen er Vega knap 2/5 fyldt. Det kan både skyldes det tidligere tidspunkt, men måske mere sandsynligt at kun få kender til Hell…

Bandet selv er i denne omgang det første jeg skuer. Forsangeren er i bar overkrop og bruger f.eks. en pisk til at straffe sig selv med, således at han fremstår som en skinger og overdramatisk Messias. Det er i god tråd med resten af bandets udklædning, da de alle som én er malet. Det føles dog meget malplaceret, i hvert fald hvis man kigger på hovednavnet, såvel som Carcass’, musik.
Lyden i aften er som sædvanlig af høj kvalitet, og lyset underbygger Hells mystiske og delvist sataniske attitude.

Kun ganske få publikummer ser ud til at kende, endsige bekymre sig, om Hell. Det er ganske tydeligt at bandet aldrig blev store i deres egen tid, og det er tvivlsomt at de skulle blive det i vores.
Der er dog et enkelt tidspunkt i den ca. halve time lange koncert hvor Hell har held med at fange publikums interesse, men det er meget kortvarigt.
Det er ikke fordi forsangeren ikke forsøger, men det er som om han ikke helt kan bestemme sig for om musikken bør tale for sig selv eller ej. I nogle sange er han helt nede ved de forreste rækker – i andre står han med ryggen til.

Også, efter en halv time, takker Hell af.
Efter den seance er jeg om noget kun mere overbevist om at de ikke rigtigt har noget at tilbyde i vores årti. Musikken er ikke forfærdelig, men den forfalder for meget til de samme kedelige 4/4 rytmer og gennemskuelige melodier, og vi har nu engang musikalske giganter der gør præcist det samme – bare bedre – både mht. musikken og udklædningen. Medmindre man savner et nostalgisk fix er det svært at anbefale Hell.
3 stjerner.

 

Carcass:
Engelske Carcass anses som opfinderne af goregrind, såvel som en af pionererne bag grindcore. Senere blev de også anerkendt som endnu en pioner, denne gang bag den melodiske dødsmetal. Bandet har dog også snart 30 år på bagen – de opstod nemlig i Liverpool tilbage i 1985. Derfra gik der 3 år inden deres debutalbum ”Reek Of Putrefaction” blev udgivet. Det næste album ”Symphonies Of Sickness” var klart allerede ét år senere, og kun 2 år derfra ramte ”Necrotism – Descanting The Insalubrious” os hårdt i ansigtet (gad vide om de titler betyder noget?).
Anyway… Så var de 3 første albums sikkert placeret i grindcore/goregrind genrerne.
Carcass begyndte så med tiden at eksperimentere, og det førte til de to næste albums der stadig i dag betragtes som mesterværker i den melodiske dødsmetal. Især ”Heartwork” fra 1993, men også ”Swansong” fra 1996 vil mange nikke genkendende til.
Og det var så dét… Troede man. Imellem 1995 – 2007 var der dødt i Carcass lejren, men så kom de pludseligt tilbage og spillede bl.a. i vores hjemegn til Danish Metal Awards i 2008.
Siden da har Carcass optrådt hist og her, og har også fundet tid til at udgive deres første nye materiale i 17 år. ”Steelwork” ramte gaderne tilbage i september. I øvrigt er Carcass netop også blevet bekræftet til at spille på næste års Roskilde Festival.

Kun et kvarters ventetid kunne det blive til, men på den korte tid ser Vega også helt anderledes ud.
Vega er nu godt og vel 3/4 fyldt op, og det er på flere måder et helt andet band vi har med at gøre.

Først og fremmest er der absolut ingen påtagethed, kun ren og skær overlegen teknik og god sangskrivning. Jeg må blankt indrømme at jeg aldrig tidligere har dyrket Carcass, men fra første strofe lytter jeg interesseret med, og det er bestemt ikke kun mig der ser ud til at falde pladask for dette band.

Lyden har heldigvis ikke forandret sig, så man kan snildt høre alle de finere detaljer.
Lysshowet skal også påpeges, for det er sgu noget man lægger mærke til. Bandet er langt det meste af tiden henlagt i delvist mørke, og sammen med de morbide og klamme videoer man kan skue på de 2 opsatte skærme på scenen er det en grum attitude vi er vidner til. Det er bestemt ikke for sarte sjæle.

Carcass spilder heldigvis ikke meget af tiden med sniksnak – til gengæld får de lov at spille hele 45 minutter. Man kan måske argumentere for at et så stort band skulle have mere spilletid, men i aften er de ”kun” opvarmning for Amon Amarth, og opvarmningsbands plejer sjældent at få mere end 30 minutter at gøre godt med.

Selvom musikken ikke er decideret nem at smadre igennem til, startes der alligevel moshpits i midten af salen mere end én gang. Igen er det til at bemærke Carcass’ fanbase her i Danmark, og det er på trods af at de ikke rigtig gør andet end bare at spille og komme med et par enkelte kommentarer undervejs. Alligevel er det nok. Jeg er godt underholdt, men i sidste ende føles koncerten heller ikke som noget særligt – det var ”bare” godt. Jeg ser frem til koncerten på næste års Roskilde.
4 stjerner.

Sætliste:
1) – Buried Dreams
2) – Incarnated Solvent Abuse
3) – Unfit For Human Consumption
4) – This Mortal Coil
5) – Cadaver Pouch Conveyor System
6) – Genital Grinder/Exhume To Consume
7) – Corporal Jigsore Quandary
8) – Captive Bolt Pistol
9) – Ruptured In Purulence/Heartwork

 

Amon Amarth:
Det svenske vikingemetalband Amon Amarth blev skabt helt tilbage i 1992 og er navngivet efter vulkanen ”Mount Doom” fra Tolkiens univers. Bandets musik kredser for det meste om vikinger i alle deres afskygninger, men Amon Amarth har selv frasagt sig genren vikingemetal – i stedet mener de at tilhøre den melodiske dødsmetal. Hvad end man nu synes, er det uomtvisteligt at de har været længe i gamet. Amon Amarth har udgivet intet mindre end 9 albums.
De mest kendte af de ældre albums består af ”Versus The World” (2002), ”Fate Of Norns” (2004) og ”With Oden On Our Side” (2006). I 2008 fik Amon Amarth endnu et gennembrud med ”Twilight Of The Thunder God” der af flere anses som værende bandets bedste udgivelse.
I 2011 kom ”Surtur Rising”, der dog ikke blev en ligeså stor succes. I sommers blev ”Deceiver Of The Gods” så smidt på gaden.

Da Amon Amarth betræder scenen kl. 21 er Vega nu næsten helt fyldt – alligevel ganske imponerende på en onsdag. Publikum tager godt imod vikingerne, som dog lægger ud med 2 helt nye sange som ikke så mange kender godt til i forvejen. Heldigvis bliver ”Death In Fire” præsenteret kort efter, og der lyder aftenens første store jubelbrøl.

Amon Amarth selv er et rutineret band og det kan spores på aftenens performance. Den er professionel, det tekniske sidder i skabet og forsangeren, den drikkehornsbesiddende vikingekæmpe, snakker både dansk og svensk til os igennem aftenen – der er dog intet usædvanligt at spore. Det er som sådan ikke skidt, for musikken er mere end rigeligt til at holde os interesserede, men bandets optræden er på alle måder ganske standard.

Desværre, og af uforståelige grunde (det er jo hovednavnet der spiller?!), er lydkvaliteten blevet forringet siden Carcass. Først og fremmest er volumen for lav (et problem der desværre ikke bliver rettet op på), men især trommerne (dobbeltpedalen står her markant ud) er mudret. Det bliver bedre efter et par sange, men aldrig helt godt.
Lyset opvejer en smule for det, da det følger bandets musik på flere forskellige måder. Bl.a. lyser det blodrødt under ”Death In Fire”, og under ”Twilight Of The Thunder God” blinker det meget kraftigt for at symbolisere lyn.

Under ”Runes To My Memory” bliver der i ly af mørket indlogeret 2 runesten på scenen – det er sådanne virkemidler Amon Amarth bør bruge oftere, da det understreger meningen bag deres sange.
Det kan godt være det er onsdag, men det skal ikke afholde folk i at feste løs – eller drikke igennem. Under ”Varyags Of Miklagaard” bliver vi kommanderet til at hoppe og ned, og det bliver der i sandhed gjort.

Vi får serveret 14 sange før Amon Amarth smutter af scenen. Sætlisten inkluderer kun 4 sange fra albums ældre end ”Twilight Of The Thunder God”. Man kunne muligvis godt have spillet et nummer som f.eks. ”Asator”, men den nye ”Warriors Of The North” er også et helt fantastisk nummer. Generelt er der sørget for at publikum aldrig skal igennem mere end 1 – 2 nye sange før et hit, eller i hvert fald en relativt kendt sang, fryder vores øregange.

Lyset dæmpes, og stormfulde baggrundslyde kombineret med et imponerende lysshow henleder tankerne mod buldren og torden – også får vi selvfølgelig titelsangen fra ”Twilight Of The Thunder God”. Forsangeren slår endda i gulvet med en gigantisk Mjølner-lignende hammer for at hamre pointen hjem. Vi får lov at gå hjem på ”Pursuit Of Vikings”, som naturligvis delvist dedikeres til os – de rigtige vikinger!

Alt i alt en godkendt indsats fra de svenske vikinger, som dog aldrig nåede over i det fantastiske – det var showet simpelthen for rutineret til. Lysshowet tæller op, og især de fede props der bliver brugt (flere af dem!), men den halvdårlige/halvlave lyd trækker en anelse ned – dog ikke meget.
En fed detalje var at Amon Amarth udskiftede deres baggrundsbanner hele 3 gange.
Herfra gives 4 stjerner.

Sætliste:
1) – Father Of The Wolf
2) – Deceiver Of The Gods
3) – Death In Fire
4) – Free Will Sacrifice
5) – As Loke Falls
6) – Runes To My Memory
7) – Varyags Of Miklagaard
8) – The Last Stand Of Frej
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Shape Shifter
11) – Warriors Of The North
12) – Destroyer Of The Universe
13) – Cry Of The Black Birds
14) – War Of The Gods
Encore:
15) – Twilight Of The Thunder God
16) – Pursuit Of Vikings

 

  • Amon Amarth_8
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_7
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet

Læs mere...

Carcass - Surgical Steel

I samme sekund "Surgical Steel" åbnes med den instrumentale "1985", kommer tvivlen snigende; er det Judas Priests 1984-album, "Defenders Of The Faith", jeg har sat på ved en fejltagelse?! Nej, godt nok er det lyden af British Steel (!), der brager ud af højtalerne, men det er britisk stål a la Carcass....kirurgisk stål, om man vil!

Det er også med kirurgisk præcision bassist og sanger Jeff Walker, guitarist Bill Steer og ny trommeslager Dan Wilding leverer varen på ét af årets - måske - mest ventede udgivelser. At varen så ikke leveres ubrudt og ubrugt, er en anden sag!

17 år er gået siden Carcass lukkede og slukkede med "Swansong", men som jeg sidder og lytter til bandets sjette og spritnye album, "Surgical Steel", er 17 år blot en mindre detalje. Carcass er tilbage, og Walker og Steer fortsætter alt andet lige, hvor de slap.

"Surgical Steel" ligger rent lydmæssigt i naturlig forlængelse af "Heartwork" fra 1993 og den førnævnte "Swansong". Det er i det hele taget svært at høre forskel. Stilmæssigt trækker bandet dog en smule på dets pre-"Heartwork"-repetoire, men "Surgical Steel" er milevidt fra bandets tidlige og rå grindcore-dage. Numrene leveres stadigvæk hidsigt og hurtigt, ja, men albummet er rigt på både harmoni og melodi.

Det er ikke kun indholdet på "Surgical Steel", jeg hentyder til som allerede brugt. Coveret minder umiskendeligt meget om ditto til "Tools Of The Trade"-EP'en, blot med bandets gamle logo. Der er rent faktisk intet nyt under solen, andet end at Carcass er tilbage og atter aktuelle med et album. Groft sagt.

"Surgical Steel" er et overvejende solidt album. Det har sine sublime momenter, men generelt får det mig dog ikke til at juble ubetinget. Albummet er præcis, som jeg havde forventet det ville være. Det skuffer ikke, men effekten er ikke så stærk, som jeg havde ønsket.

Tracklist:

1. 1985

2. Thrasher's Abbatoir

3. Cadaver Pouch Conveyor System

4. A Congealed Clot Of Blood

5. The Master Butcher's Apron

6. Noncompliance To ASTM F 899-12 Standard

7. The Granulating Dark Satanic Mills

8. Unfit For Human Consumption

9. 316 L Grade Surgical Steel

10. Captive Bolt Pistol

11. Mount Of Execution

Samlet spilletid: 47:06

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed