fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Asphyx - Incoming Death

Dannet i 1987, Asphyx. Et band inspireret af bands som blandt andet Venom, Hellhammer og Slaughter. Nuvel, Jeg skal være ærlig og sige, at dette album er mit første bekendtskab med bandets musik overhovedet, men med Martin Van Drunen (ex-Pestilence, ex Hail of Bullets) på vokal (som jeg er stor fan af), kunne det vel ikke gå helt galt.
 
Asphyx’ musikalske univers tager som lovet udgangspunkt i den gamle skole af dødsmetallen, det kan der slet ikke være nogen tvivl om, og de gør det godt. Musikken er buldrende tungt som et ondt år, med guitar der er stemt ned i jeg ved ikke hvad. Blandet op med Van Drunens velkendte hæse growl, må det siges at klæde musikken glimrende. ”Wardroid”, ”The Feeder” og ”The Grand Denial” - som for øvrigt bliver rundet af med en flot akustisk ”outtro”, er gode eksempler på hvor fedt, og med få midler det kan gøres; ultra-tunge doomy-groovede riffs, dystre guitar harmonier udgør Asphyx' stærkeste kort - ret fedt, må jeg sige! Der er også gjort plads til hurtigere fræsende numre som ”Incoming Death”, ”Candiru” og ”Wildland Fire”, hvor førstnævnte vinder klart på intensitet. Men især den meget stemningsfulde afslutter ”Death: The Only Immortal” går lige i løgene, og mere atmosfærefyldt dødsmetal skal man godt nok lede længe efter.
 
Så jo, denne anmelders første møde med Asphyx' mørke og dystre musikalske billede, har i dén grad været en fornøjelse, hvor jeg må sige, at stilen læner sig mere op ad Van Drunen's tidligere bands som Hail of Bullets og Bolt Thrower, end bandets tidligere inspirationer, hvilket kun gør tingene bedre. ”Incoming Death” er et fremragende album!
 
Tracklist:
1. Candiru
2. Division Brandenburg
3. Wardroid
4. The Feeder
5. It Came From The Skies
6. The Grand Denial
7. Incoming Death
8. Forerunners of the Apocalypse
9. Subterra Incognita
10. Wildland Fire
11. Death: The Only Immortal
Samlet spilletid: 47:50
 
Læs mere...

Asphyx - Deathhammer

Holland er et land, der gennem tiden har voldt folk ganske store problemer. Ikke nok med at det er resident for Gert Wilkers, at de slog os ved VM i Syd Afrika OG at de bliver ved med at æde vores penge op på deres coffee shops, ja så er Holland også hjemstavn for noget med misundelsesværdigt døds metal. Jeg snakker ikke alene om Pestilence og konge albummet ”Testimony Of The Ancients”. Nææh jeg snakker også om kongerne af death metal, Asphyx.
Lige netop Asphyx bliver i starten af 2012 aktuelle med opfølgeren til 2009s massakre ”Death The Brutal Way”, og jeg kan da godt love, at Asphyx kommer på min end of the year liste næste år, hvis ikke der sker noget helt usandsynligt.
For ”Deathhammer” er ikke bare et godt album, nej det er noget nær et mesterværk. Med masser af brutalitet og nærmest snerrende guitarer sparker de gang på gang til gløderne i et bål, der efterhånden er ved at gå ud, og genopfinder det her princip med, at death metal ikke behøver være 210 bpm og 400 notes i sekundet. Asphyx ser ud til at befinde sig rimelig godt med at lave simpel død, som vi jo kender det fra de gæve svenskere i start 90´erne, men det er ikke så simpelt, at det bliver kedeligt, tværtimod. Asphyx bruger alle konventionerne og tricksne, der igennem tiden har gjort death metal til en fantastisk genre. De er nemlig et af de bands, der giver en fuck for udvikling og at afprøve nye territorier. Gennem hele deres karriere har Asphyx holdt stilen med brutal død af den simple slags, og i den tid jeg har kendt til bandet, har de ikke formået at lave et album, der var dårligt efter min smag.
På ”Deathhammer” er der alt lige fra hurtig agressivitet til nærmest sløv og direkte ondskabsfuld mid tempo død, hvor guitarerne nærmest trækker sig selv hen ad gulvet imod et klimaks, der får dine ører til at bløde af fryd. Asphyx forstår at skære et album, så det er interessant at lytte til og uden, at det behøver at være noget helt vildt avanceret. Det er lidt ligesom at spise sin mormors mad, det er godt nok altid det samme, men det virker sku! Og jeg synes ikke, man kan klandre bandet for at være gået i stå, for på ”Deathhammer” beviser de, at de lever i bedste velgående.
Med numre som ”Der Landser”, ”Of Days When Blades Turned Blunt” og ”As The Magma Mammoth Rises” beviser de, at der er liv i ursvampen endnu, og at man ikke skal afskrive disse titaner, som man har for vane at gøre det med andre bands. Sangene er brutale, stemningsmættede, og utroligt fede moshing headbanger sange, men samtidig kan du også sagtens bare sidde og nyde en øl til det. Det fungerer på mange niveauer, men man må da først for alvor tage hatten af når ”Deathhammer” kommer på banen. Med ordene ”Heres some true death metal you bastards” indledes et helvedes ridt af en sang, og den slipper først taget i dig til allersidst, hvor det hele nærmest bare stopper med ordet ”KNEEL”. En instant klassiker ligesom resten af albummet. Det er ikke Asphyx, man skal regne med sælger ud og taber gnisten først, i modsætning til nogle af deres kolleger så holder Asphyx fanen højt og leverer gang på gang fantastisk death metal, der uden tvivl vil være at finde på mange af 2012´s best of lister. Gå ud og anskaf dig dette klassiske album, hvis du værdiger din cd samling.

Numre
1. Into the Timewastes
2. Deathhammer
3. Minefield
4. Of Days When Blades Turned Blunt
5. Der Landser
6. Reign of the Brute
7. The Flood
8. We Doom You to Death
9. Vespa Crabro
10. As the Magma Mammoth Rises

Samlet Spilletid 47:28

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed