fbpx

Piss Vortex - Royal Metal Fest 2016

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er utrolig glad for den smadrede grindcore maskine fra København, også kendt som Piss Vortex.

Jeg har skamlyttet deres debut plade, som udkom i 2014, og deres seneste EP 'Future Cancer' har været igennem den samme tur.

Bandet gik på scenen, og allerede fra starten var standarden sat meget højt. Bandet løb frem og tilbage, og gav den så meget gas at det næsten var svært at tro. Forsanger Simon Stenbæk skreg sin hals til blods for at bringe endnu mere ekstremitet til musikken, der allerede var ekstrem nok i sig selv.

Der var også plads til humor da bandet efter par numre sagde, at de havde omkring 20-30 numre tilbage og så var de desværre nødt til at smutte.

Højdepunktet for undertegnet var i nummeret ’Inoperable’ fra deres første skive, som bare er så evigt fedt og det lyder super fedt på pladen, men lyder bare endnu bedre live.

Bandet fik også hevet Thomas Fischer fra bandet Defilementory med op på scenen til at synge med på det super fede nummer ’Liars’.

Bandet sluttede 30 minutters psykose af med sidste sang fra den nye plade ’Patterns Of Repetition’.

Piss Vortex var højdepunktet for mit vedkommende på hele festivallen. Fantastisk koncert!

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Marduk - Royal Metal Fest 2016

Det bedste live band indenfor Black Metal er uden tvivl Marduk!

Jeg har set dem tre gange nu, og de har ikke skuffet en eneste gang. Så det var spændende at se om de kunne levere varen endnu engang.

Bandet gik på scenen et par minutter for sent, men da de endelig kom ud på scenen havde det deres faste greb rundt om halsen på Voxhall.

Med sange som Frontschwein, Slay The Nazarene og Burn My Coffin, der altid fungerer live og gjorde det igen denne aften. Men alligevel følte jeg cirka halvvejs inde i sættet at det begyndte at blive en anelse kedeligt og meget ensformigt. Det skal ikke misforstås som om at jeg ikke synes, at de gør det godt, fordi det ved jeg at de godt kan.

Desværre gik jeg fra salen en anelse skuffet over at det ikke helt levede op til mine forventninger, på trods af at jeg inderst inde godt ved, at Marduk kan gøre det meget bedre end var tilfældet denne aften, og det har jeg også set dem gøre tre gange før, så jeg håber det bliver bedre næste gang.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Nero di Marte - Royal Metal Fest 2016

Nero di Martes tekniske og samtidig lækkert atmosfæriske univers er centreret omkring de kaotisk-strukturelle elementer fra Neurosis, opblandet med dynamikken og progressionen fra Tool og iklædt den storladne lead-lyd fra bands som Sólstafir.

Okay, “kaotisk” er så meget sagt, men det er ikke lige nemt at finde hoved og hale i numrene, og det skyldes altså ikke kun, at jeg stadig har lidt tømmermænd. Trods musikkens dramatiske og til tider højeksplosive islæt er Nero di Marte en forholdsvist indadvendt størrelse, der i høj grad udfordrer min måde at tænke musik på. Der er ikke de store stand-out-elementer; bandet satser i langt højere grad på at ramme en synergi mellem teknik og atmosfære. Udover at være et ekstremt kreativt band, er de også en af de dygtigste flok musikere på dette års RMF, selv med navne som Psycroptic og Gorguts på plakaten.

Selvom Nero di Marte altså ikke ligefrem byder på nogen stadionbaskere, efterlader de et overordnet positivt indtryk hos mig, - et indtryk som ikke desto mindre nok havde haft bedre kår for udvikling, hvis jeg havde hørt dem derhjemme. Der bliver f.eks. ævlet lidt for meget nede omkring baren, hvilket er en kende ærgerligt for den ellers ganske imponerende, andægtige stemning, der ekstraordinært hersker på Voxhall.

Men måske er det også forventeligt, at nogle enkelte bliver sat af. Nero di Marte er ikke et band for alle. Dog giver de et særligt ekstranummer som kvittering for de resterende lytteres tålmodighed og taknemmelighed, og hvorvidt det måtte sige noget om, at mine med-headbangere også er åbne for andet end hovedkuls smadder, og/eller at RMF i år har formået at tiltrække visse yder-segmenteringer af landets metallyttere, kan jeg kun se det som noget positivt.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Caro - Royal Metal Fest 2016

Inde på Voxhall er festen officielt gået i gang. For netop en fest er aalborgensiske Caro nemlig yderst kompetente til at kickstarte, hvad de beviste for mig på Mono Goes Metal i fjor. I aften fastcementerer de indtrykket.

Indrømmet: Det er lidt svært for mig at se, hvad Caro reelt har at byde på rent musikalsk. De laver intet som helst, som hverken Hatesphere eller Illdisposed ikke har lavet for længst. Et af de tunge, langsomme numre lyder fuldstændig, som om det bare er det forudgående nummer, der fortsætter. Og især aftenens tredjesidste nummer lyder som noget, der burde have befundet sig på en vis 19-årig skive med titlen “There’s Something Rotten in the State of Denmark”. Måske burde jeg i virkeligheden slet ikke give Caro mere end en middelmådig bedømmelse.

Men alligevel er det umuligt for mig ikke at nære en varm affektion for de friske nordjyder. De er faktisk pissegode til det, de gør, - jeg vil sågar tro, at de er det tightest spillende danske band på hele festivalen. Men en anden ting er, at de unge gutter udstråler en sælsomt smittende, positiv energi og virker helt enormt sympatiske. Sidstnævnte faktor skyldes dog i højeste grad særligt bandets altoverskyggende trumfkort, frontmand Michael Olsson, som jeg ikke vil tøve med at sammenligne med Jacob Bredahl. Somme tider er denne lighed dog måske lige lovligt slående, men hey: Lortet virker. Knægten har krudt i røven; han jorder rundt med mere energi end Bruce Dickinson, griner, fyrer jokes af og er i det hele taget et prægtigt livstykke at overvære. Det breder sig som en steppebrand blandt publikum, og dem er jeg jo altså en del af. Bare rolig: Jeg er overbevist.

Caro kan drive det vidt, hvis de satser på at ryste sangskrivningsposen lidt og tilføje nogle nye idéer til den efterhånden temmeligt stagnerende 21st century-dødsthrash. Men under alle omstændigheder kan de fandengaleme holde en fest af den type, der aldrig bliver mindre hyggelig, selvom temaet for længst er tried-and-tested og dets potentiale for længst afdækket og udtømt.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Kataklysm, SepticFlesh, Aborted - Voxhall

Første metal koncert i 2016 stod i brutalitetens tegn, da Kataklysm havde lagt vejen forbi Århus. Og det var noget af et line up de havde med, som man bare ikke kunne gå glip af, da de havde belgiske deathgrind legender Aborted og de græske symfoniske dødsmetal giganter i Septic Flesh med.

 

Aborted

Jeg har hørt Aborted siden jeg var 13 år gammel. Selvom jeg har været fan i lang tid, så har jeg ikke fået set bandet endnu.

Bandet gik på scenen og nedslagtningen gik igang. Lyden var ganske udmærket, men alligevel var der tekniske problemer med guitaren til tider, og det samme skete for bassen en enkelt gang. Numre som Termination Redux, The Extirpation Agenda og min personlige favorit The Origin Of Disease gik direkte ind hos publikum..

Forsanger Sven De Culuvé var meget god til at komme med sjove anekdoter til publikum imellem numrene, så underholdning manglede vi ikke noget af.

Aborted leverede en fed opvarmning, og de levede op til mine forventninger, så jeg glæder mig til at se dem igen næste gang de gæster landet.

Karakter: 4 ud af 5

 

Septic Flesh

Det var umuligt ikke at blive ekstatisk, da min favorit metal trommeslager de sidste seks år var blev annonceret som den nye trommeslager i Septic Flesh for et års tid siden. Bandet har eksisteret siden 1990, og har ni studiealbums på bagen.

Bandet gik på scenen til et brøl fra det ekstatiske publikum, og bandet virkede parate til at flænse Voxhall fra hinanden. Desværre faldt det meget hurtigt til jorden, og det var meget svært at komme op igen. Det føltes på en måde at der gik alt for meget show i deres performance og at musikken kom i anden række.

Det kan selvfølgelig også godt bare være en smagssag, men jeg synes ikke at Septic Flesh levede op til de høje forventninger, som jeg havde denne aften. Bedre held næste gang.

Karakter: 2½ ud af 6

 

Kataklysm

Sidste gang jeg så Kataklysm var tilbage i 2014, hvor hele Voxhall blev forvandlet om til en ren krigszone. Bandet havde publikum i deres hule hånd, og det var uden tvivl en af det bedste koncerter jeg havde set i 2014, så jeg var parat på at Kataklysm ville rive publikum i stykker igen. Bandet gik på scenen og startede ud med nummeret Breaching The Asylum, som lige bagefter gik over If I Was God.

Bandet fortalte at de var glade for at være tilbage, og at det altid en fornøjelse at spille i Århus. Da bandet spillede videre virkede det lidt som en umulig opgave at få alle fra publikum til at gentage den kaos som fandt sted i 2014. Jeg ser stadig Kataklysm som et af de bedste dødsmetal bands som finde,s men alligevel endte det med at jeg som småt begyndte at kede mig efter noget tid. Vi fik klassikere som Manipulator Of Souls og As I Slither smidt i hovedet, men det virkede bare ikke til at publikum var så samarbejdesvillige som bandet ville have dem til at være.

Jeg synes at Kataklysm leverede en ganske middelmådig koncert, hvor der var masser af plads til forandring. Det ændrer selvfølgelig ikke på det, at jeg stadig er meget glad for bandet, men man kan jo sige det på den måde, at alle bands kan jo have en dårlig aften engang imellem.

Karakter: 3½ ud af 6

 

  • Kataklysm_2
  • Forfatter: Sebastian Dammark
  • Kataklysm_6
  • Forfatter: Sebastian Dammark
  • Kataklysm_4
  • Forfatter: Sebastian Dammark

Se hele galleriet!

Læs mere...

Destroyer 666 m.fl. spiller på Royal Metal Fest

  • Udgivet i Nyheder

Foreningen Metal Royale har i dag offentliggjort yderlige 3 navne til Royal Metal Fest programmet.

Gorguts og Psycroptic, som allerede er offentliggjort, får selskab af Destroyer 666, Bölzer og Trepaneringsritualen.

Royal Metal Fest finder sted på Voxhall & Atlas i Aarhus, den 8.-9. april 2016. Begge dage vil musikken blæse derudaf på begge spillesteder.

Metal Royale har offentliggjort følgende:

”Dommedag er nær! 

Død, ødelæggelse og blasfemi er velkendte temaer indenfor metalmusik. Det skal selvfølgelig ikke være anderledes på RMF’16, og vi har fundet nogle af de ondere eksempler frem!

Destroyer 666 startede ud som et soloprojekt af K. K. Warslut, i Melbourne, Australien, men blev til et fuldendt black/death/thrash metal band i 1994, klar til at sprede sine onde budskaber verden over, og er siden flyttet til Europa, med base i Holland. Destroyer 666 har tidligere spillet tournéer med markante blackmetal-bands som Enthroned og Watain. Der vil være garanti for et ondt show, hvor man kan komme i kontakt med sine dystre sider, og tilbede ondskaben!

Schweiziske Bölzer ved også hvordan det onde skal formidles. Bandnavnet kan, ad lidt omveje, oversættes til bulldozer, som er et meget passende udtryk for det musikalske udtryk de rammer. Bölzer har stadig udgivelsen af deres første fuldlængdealbum til gode, men har siden starten i 2008 produceret to EP’er, som fokuserer på hhv. mandlig og kvindelig energi, som et udtryk for livets dualismer. Selvom Bölzer kun indeholder to medlemmer, så kan de nemt fylde en koncertsal op med volumen, og blæse dig omkuld!

Svenske Trepaneringsritualen er et noget anderledes navn i metalregi, kun bestående af et enkelt medlem, Thomas Martin Ekelund. Man bliver bragt ind i et dommedagsunivers af dystre lyde og tekster, som sætter gang i den okkulte del af bevidstheden. Genren kaldes Death Industrial, og det kan tydeligt høres at disse to ord samtidig er stor inspiration for det musikalske udtryk. Det bliver til en højtidelig lektion i selvindsigt, nar Trepaneringsritualen angriber publikums øregange!”

Læs mere...

Amorphis vender tilbage til danmark!

  • Udgivet i Nyheder

For nylig kunne man i en fyldt Falconer sal opleve Amorphis sammen med Nightwish og Arch Enemy – en koncert hvor fokus ikke var på Amorphis, men derudover de to hovednavne. Dog fik Amorphis pæne ord med på vejen – blandt andet af Gaffa, der fik lidt presset fire linjer ud til Amorphis: 
”..Lidt mere grumt end Nightwish, men stadig med flotte melodier, og stemningsfyldt. Absolut en positiv oplevelse.”

 

Amorphis og deres melankolske mørkemetal er nu på vej tilbage til Danmark x 2 – men først skal de lige en tur rundt om jorden inden de tager på ”Under The Cloud” Europa tour der altså bringer dem forbi 

AMAGER BIO, København d. 5/3 og VOXHALL, Aarhus d. 14/3 2016. Billetsalget starter via spillestederne respektive hjemmesider.

 

Guitarist Esa Holopainen kommenterer vedr. Album og tour:
"The »Under The Red Cloud« world tour started right after the record release and it’s been a great tour with NIGHTWISH and ARCH ENEMY ever since. That said, I’m really stoked to hit the road for another leg of European dates starting in March. It will be the widest headlining tour in Europe for us to date and we'll have great special guests along the way. It’s gonna be epic. So, see you on the road!"

Albummet er produceret sammen med Jens Bogren i Helsinki.

 

Se en video fra albummet her: Sacrifice:

Læs mere...

Clutch, Bombus, Greenleaf - Voxhall

Efter et hav af koncerter, så var jeg nu nået til den sidste koncert for mit vedkommende i 2015. Tilbage i 2014 på Copenhell var jeg så deprimeret da jeg fandt ud af, at Clutch lå oveni Taake som jeg havde sagt ja til at anmelde for mit gamle site, så nu efter lang tids ventetid skulle jeg endelig opleve Clutch, og hvilket et brag mit koncert år blev sluttet med.

Da jeg ankom på Voxhall, fik jeg at vide, at der var tre sikkerhedsvagter på parkeringspladsen og ved indgangen til Voxhall, og indenfor var der fire vagter mere. Efter terrorangrebene i Paris kan man godt forstå, at manhar skærpet sikkerheden på diverse spillesteder. Så efter en kropsvisitering fik jeg endelig lov til at komme ind i salen

 

Greenleaf
Første band på scenen i aften var svenske Greenleaf. I forhold til at det var tirsdag, var salen rimelig godt fyldt op. Bandet virkede tæt, og havde den svære opgave at få alle Clutch's fans med på fest. Det faldt meget hurtigt til jorden, og opgaven at starte en fest med publikum virkede som en umulig opgave. Forsanger Arvid Jonsson dansede rundt på scenen og prøvede forgæves at få folk med på festen, men publikum var ikke til at rokke. Greenleaf leverede en kedelig opvarmning og det er ikke en oplevelse jeg geerne vil opleve igen
Karakter: 1 ud af 6

 

Bombus
Bombus er et navn som jeg har hørt et par gange, men aldrig nogensinde virkelig har taget mig sammen til at høre deres musik. Bandet gik på til noget af en lang intro, synes jeg, og begyndte at spille røven ud af bukserne. Bandet virkede mere tændte, og et par mennesker i publikum var så langsomt begyndt at smide et par horn i vejret og begynde at svinge med håret. De første par numre gik direkte ind hos publikum, men jeg synes alligevel at det begyndte så småt at blive en anelse ensformigt. Vokalen blev opdelt imellem bassist og de andre to guitarister, og på vokalfronten var der ikke særlig meget at være utilfreds med der. Men ensformige sange og ikke særlig stor respons fra publikum gjorde, at oplevelsen ikke var særlig minde værdig, men alligevel leverede Bombus en bedre koncert end Greenleaf.
Karakter: 3 ud af 6

 

Clutch
Nu var det endelig tid til at se Clutch. Salen var nu helt proppet op til kanten, og bandet gik på scenen og sparkede sættet i gang med X-Ray Vision, som efterfølgende gik direkte ind i Firebirds. Rytmesektionen var meget stationære, og der blev ikke hoppet frem og tilbage, men det modsatte kan siges om forsanger Neil Fallon, som var en blanding af en fantastisk frontmand og en arrig hulemand.

Der var ikke så meget tid til at blive snakket igennem numrene men alligevel var Fallon god til at svare på kommentarer, som blev råbt af publikum. At se Clutch live og spille deres numre er en fornøjelse, men som musiker at se hvor godt en rytmesektionen spiller sammen, er noget som er endnu bedre. Bandet spillede så tight at man lige var nødt til at samle sin kæbe op fra gulvet. Bandet tonsede sig igennem hits som Crucial Velocity, Burning Beard og Sucker For The Witch, som bare gik direkte ind hos publikum. Man var måske en anelse bange da publikum stod rimelig tætpakkede sammen nede på gulvet, og folk hoppede frem og tilbage. Det var synligt på scenevagten var lidt nervøs for at folk ville crowdsurfe, så de var lidt rundt og bede folk om at være mere rolige. Bandet spillede videre og gav det sultne publikum mere af, hvad de var kommet for at høre. Sættet i aften bestod mest af numre fra deres seneste udspil Psychic Warfare, og så gravede de lidt længere ned i deres bagkatalog. Det var måske lige en anelse ærgerligt, at de spillede så meget fra det nye, da jeg er mere er bekendt med det gamle materiale som The Regulator og Profits Of Doom, som desværre ikke blev spillet i aften.

Lydmæssigt var det hele også bare lige i skabet, selvom det i starten føltes lidt som om at lyden var ret lav og ikke særlig høj, men heldigvis blev det ændret på efter det første nummer. Son Of Virginia var så det sidste nummer for i aften og pubilkum råbte efter mere, og de kom på scenen igen og lagde stærkt ud med D.C. Sound Attack! Hvor publikum begyndte at svinge med håret og sang med med al deres resterende kræfter. 'We got time for one more!' råbte Fallon til publikum, og de talte ind og spillede den evigt fede The Mob Goes Wild. Jeg var ellevild på dette tidspunkt, og endte med at gå helt amok og sang med på ordende. Clutch satte et godt og grundigt punktum for denne anmelders koncertår.

Det var fedt endelig at få set Clutch live, men alligevel at de spillede en masse fra det nye materiale i stedet for at blande begge dele sammen, satte lidt en dæmper på oplevelsen. Jeg vil uden tvivl ind og se Clutch igen næste gang de gæster landet, og det bliver sikkert lige så fedt.
Karakter: 5 ud af 6

 

  • Clutch_4
  • Forfatter: Sebastian Dammark
  • Clutch_15
  • Forfatter: Sebastian Dammark
  • Clutch_19
  • Forfatter: Sebastian Dammark

Se hele galleriet!

Læs mere...

Royal Metal Fest 2016 offentliggør de første bands

  • Udgivet i Nyheder

Foreningen Metal Royale kan for niende gang præsentere Royal Metal Fest. Mørket sænker sig atter over smilets by, når den årlige metalfestival afholdes på to af landets fineste spillesteder; Voxhall & Atlas d. 8.-9. april 2016. Begge dage vil musikken blæse derudaf på begge spillesteder.

Metal Royale har offentliggjort følgende:
Gamle Canadiere og Tasmanske djævle
Vi kan med stor fornøjelse præsentere de to første navne til Royal Metal Fest 2016! Vi er helt vilde med dødsmetal, og har æren af, at kunne præsentere to solide bands, fra den mere tekniske del af genren.
Canadiske Gorguts et navn de fleste kan nikke genkendende til. Efter dannelsen i 1989 kom debutalbummet, Considered Dead, på gaden i 1991. Et album der satte dem på kortet inden for old-school dødsmetal. Og med Chris Barnes, tidligere Cannibal Corpse vokalist, som gæsteoptrædende, kan man roligt sige at de havde fat i noget fornuftigt. Gorguts er gået fra at lave dødsmetal af den gamle skole, til at eksperimentere og udfordre mere, hvilket tydeligt kan høres igennem hele diskografien, og især på det seneste udspil fra 2013, Colored Sands. Progressivitet er et af nøgleordene i udviklingen af dette band.
Gorguts (CA)

Australske Psycroptic er med seks studiealbums i ryggen, siden dannelsen i 1999, blevet til lidt af et navn i teknisk dødsmetal. Dette er også på sin plads, da de kan rykke alt fra hinanden med klinisk præcision. Trommer der hagler afsted som et maskingevær, guitarer der filer derud af som en rundsav, og vokaler der borer sig ind i kraniet. Der har været en fin udvikling i musikken siden debuten fra 2001, og frem til seneste selvbetitlede udspil, Psycroptic, der udkom tidligere på året, og den tekniske røde tråd har været gennemgående i hele forløbet.
Psycroptic (AU)

Plads til flere bands:
På Royal Metal Fest 2016 får vi plads til endnu flere bands! På de tidligere festivaler, har der kun været musik på Voxhall, men fra i år kan man også opleve musik på Atlas. Voxhall vil stadigvæk være tilegnet de større navne, mens vi på Atlas præsenterer det bedste fra metallens vækstlag, lige fra det mest truckede hard rock til det ondeste black metal.

Billetter:
Billetter til årets festival bliver sat til salg d. 11. december, men fra på tirsdag, d. 24. november kan de hurtige købe en af de kun 50 Early Bird billetter til sidste års pris (395 ekskl. gebyr). Disse billetter kan købes frem til 10. december. ”

Læs mere...

Metz, Crows - Atlas

Nu var der for alvor gået fanboy i mig denne aften. METZ fra Canada var kommet til Århus, og bandet har været mit favorit ”ikke metal” band de sidste to år. Jeg havde glædet mig til denne koncert i flere måneder, og var ikke andet end fuldstændig klar til at opleve bandet live. Men selvom METZ var hovedgrunden til at jeg tog ned på Atlas i aften, så var der mere end en overraskelse i vente.

 

Crows

Første band på scenen i aften var Crows. Der var ikke så meget information at finde om bandet,da der ca var 100 millioner andre bands som også hedder det samme. Det var gjort meget klart i aften, at publikumtallet ikke lige helt var det største, men det virkede ikke til at påvirke bandet særlig meget. Deres forsanger var specielt meget aktiv på scenen og det fik tanker hen imod Ian Curtis, forsangeren i Joy Division. En af de ting som imponerede mig ved Crows var, det at bandet, selvom de lød som så mange andre bands gør nu om dage, så var deres musik alligevel meget original og et frisk pust til den globale rock scene. Det var en fin koncert, og der var ikke særligt noget at sætte en finger på. Der var måske lige et par problemer i trommeafdelingen med, at pedalen faldt af et par gange men alligevel synes jeg ikke at det gjorde oplevelsen værre. 

Karakter: 4 ud af 6

 

Metz

Aldrig har jeg oplevet et guitarfeed være så højt før. Jeg placerede mig helt forrest sammen med min kammerat og var klar på give den gas. ”Headache” var det første nummer som sparkede festen i gang, og pulsen begyndte virkelig at pumpe, da Hayden Menzies begyndte at spille den super fede trommeintro til nummeret. Bandet virkede tændte og virkede ikke særlig bekymrede over, at der ikke var særligt mange fremmødte til koncerten i aften. Forsanger Alex Edkins lignede en som var flygtet fra den lukkede afdeling imens han skreg sin vej igennem numrene. Sætlisten var meget varieret i aften, som cirka bestod af syv nye numre og seks af de gamle. Mine højdepunkter lå selvfølgelig hos numrene fra den første plade, hvor vi så også fik suveræne numre som ”Knife In Water og Get Off” men alligevel var der også plads til nye numre som ”The Swimmer, Spit You Out og Wait In Line” Metz spiller utrolig højt og hårdt, men som jeg også hørte i et interview med dem, så er deres numre heller ikke så fede hvis de ikke bliver spillet hårdt nok, og det må man mere eller mindre give dem ret i.

Bassist Chris Slorach stod heller ikke stille på noget tidspunkt, da han bare sprang frem og tilbage på scenen. Bandet takkede af for i aften og spillede de to sidste numre som var ”Wasted” og nok deres største hit ”Wet Blanket”, og den sidstnævnte lykkedes det dem at trække den måske fire til fem minutter ekstra ud. Det gjorde intet andet end at sætte denne anmelder i en trance, og gjorde det hele bare endnu mere federe. Min første koncert aften med METZ var intet mindre end fantastisk og dette bliver i hvert fald ikke den sidste. Jeg begyndte at fortryde inderligt at jeg ikke var taget ind og havde set dem noget før, da jeg havde chancen for det, så hvis du læser dette og er til Noise/Garage/Punk Rock så kan jeg stærkt anbefale at du tager ind og ser METZ, lige meget hvor i landet de spiller næste gang. Du vil ikke gå fra spillestedet skuffet.

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed