fbpx

Illdisposed, D.A.M.N., Svartsot

Koncerter er altid forbundet med en vis spænding, men til denne her var der flere ting at være spændt på end ellers. Jeg havde ikke hørt nogen af de 3 bands live før; Svartsot havde jeg kun smuglyttet på deres hjemmeside, og D.A.M.N. var jeg helt blank på. Det var også mit første besøg på Voxhall, og hvis vi starter her, så var indtrykket fra starten positivt: Venlig modtagelse i døren, gode lokaler og synligt vagtpersonale (som heldigvis havde en rolig aften). Rammerne for koncerten var i top.

Svartsot
Karakter: 4½ af 6

Klokken var lidt over ni, da en trommeintro bankede koncerten igang. Tæppet gled til side, og Svartsot stod på scenen: med økser, mjødhorn, kilt og fløjte. Og desværre med en frygtelig dårlig lyd, som stort set holdt fløjten ude af lydbilledet. Den kom ikke ordentligt med, før en behjertet sjæl blandt publikum bad lydmanden lige bag mig om at tage sig sammen. Herefter blev lyden bedre, men ikke rigtig go’.
Var lyden dårlig, var musikken til gengæld go’. Rigtig go’, endda! Svartsots mix af folkemusik og metal virkede kanongodt. De lette og meget fængende fløjtemelodier udbalancerede på eminent vis metallens tunge bund og dybe growl. Publikum lod sig også rive med af lidt tungere numre som ”Havets plage” og ”Skønne møer”.
Og da Svartsot skruede op for tempoet i de to sidste numre, ”Hævnen” og ”Jotunheimsfærden”, var det lykkedes at bygge en rigtig fed stemning op i salen.

På trods af lydproblemerne gjorde Svartsot en virkelig go’ figur. De fik vist, at folkemusik og metal sagtens kan blandes med godt resultat, og de fremførte den med stor overbevisning. For mig var det en særdeles positiv oplevelse, som giver lyst til at høre mere Svartsot. Flot!

D.A.M.N
Karakter: ½ af 6

Den gode stemning, Svartsot havde bygget op, skulle vise sig ikke at få lov at holde længe. Tyske D.A.M.N. fik nemlig, med en helt igennem rædselsfuld performance, kortsluttet ethvert tilløb til gang i den. Musikken var en frygtelig rodet omgang, hvor tungt og hurtigt blev blandet uden mål eller mening. Lyden var ironisk nok bedre end ved Svartsot, men blev ikke forvaltet derefter; musikken blev leveret upræcist – og det var næsten umuligt at skelne de enkelte numre fra hinanden.
Vokalen blev skiftevis leveret af bassisten, som forsøgte sig med growl, og den kvindelige forsanger, som SKREG sig gennem numrene.
Et kig rundt i salen afslørede, at jeg ikke var den eneste, som ikke syntes om D.A.M.N.: folk stod nærmest som forstenede, og der var stort set ingen respons; heller ikke mellem numrene.
Efter min mening havde koncerten været bedre, hvis D.A.M.N. var blevet hjemme.

Illdisposed
Karakter: 5 af 6

Hvis D.A.M.N. ikke forstod at levere varen, var der heldigvis andre, der kunne: nu var det nemlig tid til aftenens hovednavn. Efter en intro med bl.a. rap, bragede Illdisposed løs med ”Now we’re history” – og beviste samtidig, at de er alt andet end det. Det efterfølgende sæt blev afleveret lige efter bogen: præcist, knaldhårdt og med masser af nerve. Sådan!
Numrene stammede hovedsageligt fra de to seneste albums ”1-800 Vindication” og ”Burn Me Wicked”. Kun ”Submit”, ”Near the Gates” og ”Purity of Sadness” repræsenterede bandets bagkatalog. Da dette er stort, kan hardcore fans måske have følt sig snydt; jeg kender kun de to seneste albums, og følte mig rigtig godt betjent.
Jeg vil ikke forklejne bandets indsats, men Illdisposeds musikalske udtryk står og falder med Bo Summer. Hans vekslen mellem growl og skrigen er uovertruffen, og matcher bandets dødsmetal perfekt! Og så var det sjovt at høre ham småsludre med publikum på bredt århusiansk.
Lyden i salen var rigtig god, men lydmanden måtte et par gange fra scenen have skåret ud i pap, hvordan lyden i monitorerne skulle være – pinligt for ham. Om dette irriterede musikerne, ved jeg ikke; faktum er, at de mod slutningen lod til at have mistet interessen. De lod sig kun med besvær trække ind til ekstranumre, og i slutnummeret ”Illdispunk’ed” måtte vi nøjes med de to første vers.

Denne lille dråbe malurt i bægeret kan ikke ødelægge det samlede indtryk af Illdisposeds performance. De fik vist, at de tilhører dansk metals absolutte top. Når jeg lægger Svartsots flotte indsats oveni, kan mit første besøg på Voxhall kun betegnes som en stor succes.

Læs mere...

Hate Eternal, Spawn of Possession, Shadowsland

Da vores allesammens kære Heavybear blev syg (Ikke et ord om dine tænder, Bjørn.), blev jeg nødt til at springe til dette metallens ”Feast of Gods”, som det jo kunne gå hen og blive.

På forhånd kan jeg lige så godt sige, at jeg har begrænset kendskab til Hate Eternal, minimalt kendskab til Spawn of Possession og absolut intet kendskab til Shadowsland. Faktisk var der et 4. band (Fall of Serenity) på billetten, men de sprang fra, men det skulle også vise sig at 3 bands denne aften var mere end rigeligt.

Shadowsland gik på scenen til tonerne af en lovende intro, og en mængde røg, der kunne tilfredsstille størstedelen af Pusher Streets klientel.
Allerede 10 sekunder inde i settet, gik det op for folk at der var et eller andet helt galt med lyden. Man kunne simpelthen ikke høre trommerne (!!!). Jeg troede i starten at deres trommeslager spillede trommer uden at slå på lilletrommen, men ved nærmere undersøgelse, kunne jeg se, at det gjorde han da! Og faktisk prøvede en ung fyr i en Cyanid trøje at guide lydmanden lidt, det kan være det hjalp lidt, for lyden blev en lille smule bedre.
Shadowsland’s musik kan vel (med fare for, at den ringe lyd har sløret min dømmekraft) bedst beskrives som deathmetal med black tendenser, og en forsanger/leadguitarist der gik frisk til den. Han lod sig ikke gå på af, at der kun stod 3 knægte og bangede, og at salen faktisk kun var besøgt af ca. 15-20 mennesker.
Jeg tror ikke der var nogen der kendte Shadowsland, eller vidste hvor de kom fra for den sags skyld, for når forsangeren sagde noget mellem numrene kan det bedst sammenlignes med Taz’ måde at snakke på. Dvs. højst svært at forstå… Fandt så ud af senere at de kommer fra Polen, og er signet på Osmose. Nok om dem: Jeg ved ikke om de kunne spille, for det var lyden simpelthen for ringe til at bedømme, men deres gejst giver dem et par plusser. Lidt ligesom deres sidste nummer, hvor man faktisk kunne høre hvad der foregik. Det redder dem bare ikke, så de får 2/6.

Spawn of Possession havde nok en del flere fans blandt publikum end det foregående band, og dette kunne da også klart mærkes, for der var sgu pænt gang i pitten , da de slyngede deres super tekniske dødshegn ud over scenekanten til stort set alles store begejstring.
Lyden var denne gang lidt bedre end før, men der manglede sgu stadig noget bund, og det er rimelig uforståeligt, da de havde deres egen lydmand med på tour… Man skulle mene han kunne sit kram, men det kan jo også skyldes mange andre ting der ligger ud over min forstand.
Spawn of Possession spillede i hvert fald et fucking tight set, hvor de virkelig viste, at deres repertoire er virkelig stort, og som en slukøret Heavybear sagde til mig over tlf., i pausen: ”Alle Spawn of Possessions riffs ligner soloer”. Så ved man hvad man kan forvente af et band som hele tiden formår at brillere med en mur af brutale growls, fee riffs og super teknisk trommespil.

Spawn of Possession vandt også lidt point i og med de er svenske, og at forsangeren roste vores øl… Det er vel sikre point hos folket, at rose en flok halv-snalrede menneskers yndlingsdrik… Ej spøg til side. Forsangeren, som vel har de næst længste dreadlocks i metal musik (Mike ”Puffy” Bordin har vel stadig de længste), havde godt styr på begivenhederne, og hele bandet virkede ret så tændte og leverede, til trods for dårlig lyd, et fedt set. Spawn of Possession får 4½/6

Hate Eternal er efterhånden et band man vel ikke har kunnet komme uden om. Både pga. deres lidt selvhøjtidelige album titler (”Conquering the Throne”, ”King of All Kings” og ”I, Monarch”), men så sandelig også pga. af deres personligheder og den nærmest umenneskeligt krævende stil og tempo de lægger for dagen. Al deres musik skal leveres i et sådant tempo at musikken i mine ører, let har tendens til at virke ensformig.
De 3 herrer gik på scenen ledsaget af den obligatoriske intro+røg, og det der nok havde trukket en hel del af publikummet, var at vores egen Reno Killerich (Exmortem, Dimmu Borgir, Strangler, Dew-Scented osv…) denne aften havde afløst Derek Roddy bag gryderne.
Hvordan Reno (som i øvrigt have anlagt sig hanekam til lejligheden) gjorde det, var svært at høre, for lyden var igen total elendig. Bevares, man kunne høre stortrommerne (Og de sad sgu lige i øjet!), men stort set alt andet svigtede, og man kan jo kun gisne lidt om Richies (Deres lydmand) stilling efter denne tour.
Én ting jeg bliver nødt til at fremhæve er, at når man kun er 3 mand på scenen, bliver man nødt til at levere noget ekstra ordinært. De 2 (Eric Rutan og Randy Piro) bangede og growlede på skift til den store guldmedalje, men et eller andet sted synes jeg det var mawert. En anden ting er, at efter hvert nummer, næsten, vendte de ryggen til publikum, startede en intro, slog deres instrumenter an, skreg ”Thank you Denmark” eller lign. og blæste os omkuld med næste track. Den lille rutine kørte de stort set hver gang, og ærlig talt havde jeg nok forventet lidt mere kreativitet fra et så stort band. Det blev sgu lidt enerverende til sidst.
Udover disse lavpunkter var jeg, og generelt hele salen synes jeg at kunne fornemme, rimelig skuffet over deres performance. Af track de spillede fik jeg fat i: ”Behold Judas” og et par stykker, der blev præsenteret som ”from our latest record”.
Når alt dette er sagt, skal jeg bare sige at jeg ikke et sekund er i tvivl om Hate Eternals musikalske kundskaber, men når man spiller en sådan omgang hegn, skal man sgu sørge for at alt fungerer. Det synes jeg ikke det gjorde. Trist. Faktisk stod jeg tit og kiggede på uret og talte berømtheder i stedet. Tue Madsen og 4/5 af Hatesphere var der, og hvad de nu måtte synes om koncerten ved jeg ikke noget om, men Hate Eternals karakter kan i mine øjne/ører ikke blive meget højere end 3½/6. Desværre.
Som helhed får arrangementet 3½/6. Mest pga. den over mawre lyd. Spawn of Possession trækker sig sejrrigt ud med en sejr på billig baggrund.

Læs mere...

Meshuggah til DK i maj måned

  • Udgivet i Nyheder

Meshuggah aflyste tidligere på året deres danske koncerter, nu har bandet offentliggjort 2 nye datoer på deres skandinaviske tour ”The Ophidian Trek”, bandet spiller hhv. den 5. maj på Lille Vega i København og 6. maj på Voxhall i Aarhus. Support bandet er endnu ikke offentliggjort.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed