fbpx

Entombed A.D - Voxhall

Dette var en aften som jeg havde set frem til i utrolig lang tid. Entombed A.D var endelig vendt tilbage til landet, og det var vi en del som var ekstatiske over. Jeg har lyttet til bandets musik siden jeg var 12-13 år gammel, og de har haft en stor indflydelse på mit liv. Specielt de tre første plader lytter jeg stadig relativt ofte til. Efter noget bøvl med tidligere medlemmer endte det med at LG-Petrov og andre medlemmer af bandet valgte af danne Entombed A.D. Jeg har set bandet to gange før, hvor det hele bare har været et par nye sange og så resten består bare af gamle Entombed klassikere. Men kunne denne aften være lige så fed som alle de andre gange?

 

Morbid Evils
På Voxhall er der nok plads til en 500-700 mennesker. Det står der i hvert fald på deres hjemmeside. Det første band Morbid Evils gik på scenen til måske 15 til 20 mennesker. Genren bandet spiller er Sludge, og som har Rotten Sound frontmand Keijo Niinimaa på vokal og guitar. Det var lidt af en skam at der var så få mennesker mødt op, da musikken egentlig var virkelig fed. Meget i samme boldgade som bands som Eyehategod og Crowbar. Lyden var god, og volumen var høj. Næsten så høj at man kunne høre rumklang inde i den næsten tomme sal. Men alligevel endte det med at blive noget af en positiv oplevelse. Jeg synes ikke på noget tidspunkt at deres koncert blev kedelig eller alt for monoton. Det er Sludge lige præcis som jeg kan lide det. Helst super smadret, tungt og råt. Det, som nok var mest imponerende for mit vedkommende var, at de ikke havde nogen bassist men alligevel formår de at lægge den tykke og dybe ende i deres musik. Morbid Evils var en ganske udmærket opvarmning, og det bliver nok heller ikke sidste gang jeg kommer til at se dem live igen, hvor forhåbentligt publikum fremmødet er ikke nær så sløjt.
Karakter: 3½ ud af 6

 

Lord Dying
Andet band på scenen i aften var Lord Dying fra USA. Første gang jeg nogensinde hørte om bandet var, da de opvarmede for Cancer Bats sidste år til deres koncert i København, som jeg ikke kom til alligevel. Men jeg havde dog ingen forventninger, da jeg aldrig har hørt deres musik før. Bandet gik på scenen og virkelig begyndte at give den gas, og højt var det. Der var heldigvis kommet lidt flere mennesker ind i salen, og der var slet ikke ligeså tomt som til første band. Men alligevel synes jeg at jeg mistede interessen meget hurtigt. Jeg synes det blev kedeligt og alt for ensformigt. Efter et kvarter gav jeg lidt op og satte mig ind i baren og ventede på at næste band skulle gå på.
Karakter: 2 ud af 6

 

Voivod
Et noget så legendarisk band som Voivod er noget af et scoop. Jeg så bandet på Aalborg Metal Festival sidste år, og der efterlod de ikke det største indtryk på mig, men alligevel valgte jeg at forblive optimistisk og tænkte, at alle bands kan have off-days. Bandet gik på scenen, og nu var der en del flere mennesker. Bandet begyndte at spille og spilleglæden var til stede, men publikum følte den godt nok ikke. Forsanger Snake prøvede så inderligt at få gang i publikum, men det virkede som en ret umulig opgave. Specielt hvor han bad publikum om lave noget larm, hvor de måske skreg i 2 sekunder og så døde det bare fuldstændig ud. Jeg følte virkelig med bandet da de virkelig prøvede, og det blev sgu en smule halvpinligt for bandet. Jeg tror ikke at Voivod nogensinde kommer til at være noget for mig.
Karakter: 2½ ud af 6

 

Entombed A.D.
Nails, Full Of Hell, Black Breath og All Pigs Must Die. Alle de bands har en ting til fælles. Og det er et Entombed har været en kæmpe inspirationskilde. Endelig stod de klar på scenen og klar til at halshugge Århus. Allerede efter et par nye numre fik vi numre som Eyemaster, Living Dead, Stranger Aeons satte standarden højt. Endelig efter en lang aften var publikum ved at tø op, og horn røg i vejret og håret begyndte at svinge. Et fedt øjeblik var, da Keijo fra Morbid Evils blev hevet ind på scenen til at synge med på nummeret Out Of hand. LG og Niinimaa var et godt vokal match, og det gjorde sangen endnu federe. Forsanger LG-Petrov var lalleglad som altid, og han var god til at underholde publikum og tog gerne imod øl fra flere i publikum. Vi fik også en del nye numre som Dead Dawn, The Winner Has Lost og Waiting For Death, som også gik direkte ind hos publikum og satte gang i en lille men hyggelig moshpit. Jeg følte mig næsten helt nostalgisk da jeg hørte de gamle numre, og specielt da vi fik serveret numre som Wolverine Blues og den evigt fantastiske Left Hand Path. Efter de sidstnævnte nummer gik bandet af scenen, men kom tilbage og spillede den fede Chief Rebel Angel. Vi fik serveret 2 eller 3 ekstra numre til, og det var en perfekt afslutning på en meget lang aften. Det var første gang jeg har set en headliner koncert med bandet, og det er uden tvivl den bedste gang jeg har set dem live og jeg glæder mig allerede til næste gang!
Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Obituary, Exodus - Voxhall

Det var noget af et scoop af Voxhall at de fik Battle Of The Bays touren til Århus. To fantastiske bands som Exodus og Obituary er ikke fremmede i Århus og har spillet her en del gange før, men aldrig på Co-headliner tour. Jeg var mest spændt på Obituary, da de efter min mening er det næstbedste dødsmetal band i verden, og jeg har set dem to gange før, hvor det har været intet mindre end fantastisk. Men alligevel viste det sig, at jeg blev overrasket denne aften, da det ikke var Obituary som lød afsted med sejren.

 

King Parrot
Første plade jeg nogensinde anmeldte var King Parrot. Jeg var godt nok ikke imponeret over deres lyd på pladen, men live var det en helt anden sag. Bandet tonsede rundt på scenen fra start til slut. Der har også været meget hype omkring bandet og det velfortjent. Forsanger Matthew Young er født til at stå på en scene og skrige sin hals til blods, imens hans shorts hænger lidt for langt nede og han viser sin røv til publikum til hvert øjeblik, han har muligheden for det. Når det så er sagt, så er intensiteten fuldstændig på det maksimale fra start til slut. Masser af blastbeats og super hurtige og tunge rytmer. Jeg fik næsten dårlig samvittighed over at jeg ikke kunne lide deres plade tilbage for tre år siden. Jeg synes at King Parrot leverede en mega fed opvarmning, og jeg vil begynde at lytte mere til dem efter jeg er blevet overbevist om at de en force, som man ikke kan undslippe indenfor den ekstreme undergrund.
Karakter: 4½ ud af 6

 

Exodus
Gudfædrene af Thrash Metal var nu endelig klar til at rive godt og grundigt rundt i publikum. Med Steve ”Zetro” Souza tilbage i front kan man ikke forvente andet end et gammeldags Exodus sæt. Gary Holt havde desværre travlt med at være guitarist i Slayer, så Kragen Lum har været stand-in guitarist på touren. Allerede fra start eksploderede pitten, og der var ingen nåde at finde i lokalet. Tom Hunting i en alder af 51 er et levende eksempel på en trommeslager, som stadig kan sit præg selvom han er oppe i årene. Numre som Blood In Blood Out, Body Harvest, fra deres seneste udspil viste sig også at fungere fantastisk. Selvom folk råbte på numre som Strike Of The Beast og The Toxic Waltz som vi selvfølgelig fik serveret på et guldfad senere hen på aftenen. War Is My Shepherd var nummeret som blev dedikeret til Lemmy, og pitten eksploderede igen og der blev dømt til fællessang i salen. Bandet forlod scenen i et øjeblik, og vi fik den evige klassiker Bonded By Blood smidt i fjæset og alle de gamle Exodus fans og nye sang med på det ikoniske omkvæd. Bandet takkede af for i aften og at vi ses igen næste år med den kommende Exodus plade.
Exodus var en magtdemonstration uden lige. Jeg har aldrig oplevet så intens en koncert indenfor Thrash Metal genren, og Exodus har i den grad taget første pladsen!
Karakter: 6 ud af 6

 

Obituary
Obituary, din gamle skøge hvor har jeg dog savnet dig. Koncerten i aften var min tredje Obituary koncert, jeg skulle se, og man ved alligevel godt hvad man kan forvente af bandet. Tungt og groovy dødsmetal sange fra deres geniale bagkatalog. Numre som Chopped In Half og Intoxicated satte gang i publikum. Jeg synes i forhold til Exodus som var utrolig udadvendte og var gode til at snakke med pubilkum, så var Obituary det stik modsatte. Det virkede aldrig til at koncerten ramte det vilde højdepunkt, som man havde set alle de andre gange man har set bandet live. Selvfølgelig var det fedt at få hørt nyt materiale, og det gamle for den sags skyld, det er vi slet ikke i tvivl om. Jeg savnede lidt numre som The End Complete, Final Thougts, List Of Dead, som vi aldrig fik. Slowly We Rot er selvfølgelig et super fedt nummer, og det satte også et punktum for en fed aften. Introverte og rutineprægede Obituary gjorde det som Obituary gør. Jeg var tilfreds med koncerten, men alligevel bliver man efterladt med den følelse, at der var noget som manglede igennem koncerten.
Karakter: 3½ ud af 6

Læs mere...

Frank Carter And The Rattlesnakes, God Damn - Atlas

Jeg hørte første gang om Frank Carter, da han var frontmand for det britiske Hardcore Punk band Gallows. Han forlod bandet tilbage i 2011, hvor han efterfølgende gik i en mere poppet retning med bandet Pure Love. Han er heldigvis vendt tilbage til sine Punk rødder med sit nye band The Rattlesnakes. Jeg har havde tårnhøje forventninger til aftenens koncert, da jeg desværre missede dem på dette års Roskilde Festival, så lad os se om det levede op til mine forventninger.

 

God damn
Jeg vidste sgu ikke lige helt hvad jeg skulle synes om bandet God Damn. En smadret blanding af Punk, Noise, Garage Rock og Sludge. Jeg havde læst mange gode ting om dem før koncerten og det viste sig at jeg blev positivt overrasket. Hold nu kæft det var højt. Næsten uudholdeligt at holde det ud. Bandet gav den fuldstændig gas på scenen, og der var ikke noget øjeblik hvor de lod publikums trommehinder få en lille pause. Det var desværre så højt at lyden ikke helt var på deres side. Nogle gange var det svært at høre forsangeren, og deres synthesizer var også fuldstændig druknet i lydkaoset. Det var heldigvis ikke en dårlig oplevelse, men alligevel satte det lidt af en dæmper på oplevelsen. Jeg synes at God Damn leverede en fed koncert med masser af larm og ødelagte trommehinder.
Karakter: 4 ud af 6

 

Frank Carter And The Rattlesnakes
”This stage is your stage! Get the fuck up here!”. Det var et af de første ord Frank Carter skreg efter de åbnede med nummeret Trouble. Der var ikke så meget gang i publikum, men folk var rykket tættere på scenen, og de forreste par rækker var begyndt at svinge med håret og skrige med på numrene. Vi fik hørt et af de nyere numre fra den kommende plade Modern Ruin, som er nummeret som hedder Lullaby, men før nummeret gik i gang fik Carter alle fra publikum op på scenen og spillede nummeret imens han stod nede i salen og vi fortsat stod på scenen. Energi niveauet blev hævet yderligere da han spillede nummeret Juggernaut, hvor pitten begyndte og folk begyndte at hoppe og skrige med på teksten. I mellemstykket i nummeret fik Carter publikum til at løfte ham op i luften og bære ham ned til merchboden for at give en high five til ham der solgte merch. De to øjeblikke som virkelig var imponerende var, da Carter fik hele Atlas til at lave en circle pit rundt i hele spillestedet uafbrudt i et minut. Det andet var da nummeret Beautiful Death blev spillet, og han fik alle til at sætte sig ned og være stille. Det var utrolig imponerende, at se live videoer fra hans tid i Gallows, hvor det hele bare var et stort kaos, til at se ham som solo kunstner og få alle til at sætte sig ned og være stille. Han har så meget kontrol over sit publikum, at det næsten er skræmmende. Bandet tonsede hurtigt videre med numre som Snake Eyes, Devil Inside Of Me. Vi var nu nået til aftenens sidste nummer. Men før nummeret blev spillet, begyndte Carter at fortælle en sjov anekdote om alle hans bandmedlemmer og crew. Her blev der både snakket om diarré og stive peniser og chilier. I Hate You var aftenens sidste nummer, og der blev dømt til fællessang inde i salen. Lige da nummeret sluttede forlod Carter scenen ud i publikum og stillede sig nede i merchboden og stod der resten af aftenen. Frank Carter And The Rattlesnakes var en fantastisk oplevelse. Jeg var næsten tom for ord bagefter koncerten, da jeg aldrig har oplevet noget lignende. Til vi ses næste gang, Rattlesnakes!
Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Blues Pills, Kadaver - Voxhall

I aften stod det i 70’er Rockens tegn. Jeg har haft muligheden for at se Blues Pills flere gange, men alligevel har der altid været noget i vejen. Men nu var det endelig blevet tid til at jeg også endelig skulle opleve det tyske band Kadaver. Med sygdom bevægede jeg mig ned på Voxhall og lad os se hvordan aftenen gik.

Stray Train
Første band på scenen i aften var Stray Train. Et band som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før koncerten. Når man kender genren som Kadaver og Blues Pills spiller, så virkede det her utrolig malplaceret. Det var bare Hard Rock, og intet er galt i det. Man kunne også mærke at de skriver gode sange, men alligevel virkede det super kedeligt og intetsigende. Det blev desværre kun en halv time de spillede, og det var lige passende for mit vedkommende. Stray Train var sikkert en god oplevelse for mange, men de imponerede ikke mig.
Karakter: 1½ ud af 6

 

Kadaver
Super kedeligt og intetsigende kan man slet ikke beskrive den magtdemonstration tyske Kadaver leverede. 70’er Rock/Metal som skaberne i Black Sabbath laver den. I alle anmeldelser jeg har læst af bandet, så leverer de ikke andet end geniale koncerter hver gang de har gæstet landet, men ville det være anderledes i Århus? Nej. Her vi fik en genial opvisning suveræn 70’er Rock. Bandet var tændte, og energien på scenen spredte sig ud i blandt publikum hurtigere end en tsunami spreder sig ind i byerne, den rammer. Der var lige nogle tekniske problemer og nogle forvirringer omkring hvilke sange der skulle spilles, men det ødelagde overhovedet ikke oplevelsen. Forsanger/guitarist Christoph Lindemann svingede med håret og gav den fuldstændig gas. Det er utroligt at være vidne til et band, som kan spille så tight og overfalde publikum med så massiv en lydmur. Kadaver smadrede alle mine vildeste forventninger på den bedste måde overhovedet. Jeg vil klart anbefale at alle fans tager ind og ser Kadaver, når muligheden opstår. Hold nu op en magtdemonstration.
Karakter: 5 ud af 6

 

Blues Pills
Efter den vilde magtdemonstration var det endelig blevet tid til hovednavnet. Blues Pills har fået utrolig meget ros for deres live shows, og det har gået mig på, da jeg har misset dem de sidste tre gange de har gæstet landet, men nu var det endelig blevet tid til at jeg fik taget min Blues Pills mødom.

Bandet gik på scenen og begyndte at spille. De spillede godt sammen og lyden var god, men alligevel blev jeg aldrig fanget af stemningen. Jeg synes det virkede ret intetsigende til tider, og jeg følte at det virkede utrolig rutinepræget. Det var måske også en fejl at lade Kadaver spille før hovednavnet, da vi havde Kadaver som bare leverede det vildeste show, og så har vi Blues Pills som allerede har stukket halen imellem benene før de overhoved går i gang. Jeg følte ikke på noget tidspunkt at koncerten det var noget spektakulært. Det var desværre ikke den utroligt fede oplevelse jeg havde med Blues Pills, som jeg havde set frem til. Forhåbentligt kan de gøre det bedre næste gang de gæster landet.
Karakter: 2½ ud af 6

Læs mere...

Goat - Voxhall

Efter en længere koncert pause i løbet af sommeren, så var det endelig tid til at jeg skulle ud og se noget live musik igen. Denne gang har jeg dog valgt noget som jeg ikke normalt lytter til og som nok bevæger mig utrolig meget ud af mine egen comfortzone.
Goat fra Sverige spiller så mange forskellige genrer, at det næsten allerede en krig i sig selv at begynde at sætte dem i bås. Jeg har kendt til bandet i mange år, men det var ikke før et par dage op til koncerten jeg faktisk begyndte at høre deres musik, men lad os se hvordan en person som mig, som har hørt meget lidt Goat egentlig synes om deres optræden på Voxhall.


Goat
Bandet gik på scenen 7 minutter efter deres oprindelige tidspunkt men da de endelig kom på scenen fuldt maskerede og i kostumer, så vidste man også at nu skulle jeg vidne noget som jeg aldrig har oplevet før. Bandet begyndte at spille, og lyden var god inde i salen.

Stemningen på Voxhall var intet mindre end fabelagtig. Folk dansede ustyrligt, og der var bare en virkelig god stemning inde i lokalet. Jeg endte også selv med at blive fanget af de medrivende rytmer og takter i musikken, og endte med at ryge i en trance og bare leve mig selv fuldstændig ind i musikken. Ingen ved hvem medlemmerne fra Goat er, så i bandet har de to sangerinder som ligner en utrolig ubehagelig version af Rafiki fra Løvernes Konge, og en på percussion som ligner en skimaske med en masse tang hængende ned fra toppen. Det sætter et mentalt billede hvordan Woodstock må have set ud hvis vi alle sammen trippede for hårdt på syre tilbage i 60'erne. Lysshowet passede perfekt sammen med musikken, specielt alle de forskellige farver var et godt indblik ind i Goats sangskrivnings univers. Om man er fan af musikken eller ej, så kan man ikke helt undgå at blive fanget af stemningen af musikken. Specielt de rigtig lange passager, hvor de gik hurtigt og det fortsatte i de samme toner var virkelig det, som gjorde det til en fed oplevelse for mig. De spillede Let It Bleed, som er det eneste nummer jeg har hørt fra bandet, før jeg så koncerten, og det var lidt af et højdepunkt. Det virkede så til efterfølgende, at der var nogle uenigheder på scenen og medlemmerne virkede ret forvirrede om de skulle spille en sang mere eller om de skulle stoppe, men selvfølgelig fik vi lige en sang mere. Jeg vil sige at mit første møde med Goat var intet mindre end spektakulært.

Det var en koncert som jeg ikke har set før, og jeg kommer nok heller ikke til at se noget lignende. Jeg kan godt se nu hvorfor mange af mine venner og bekendte siger, at Goat er en vild koncert oplevelse, for det var det også i den grad. Jeg glæder mig til at høre mere Goat fremover og jeg håber inderligt at de vender tilbage til landet snart, og forhåbentligt kan det blive endnu mere syret end det var denne aften på Voxhall.

Læs mere...

Royal Metal Fest 2016

Det er tre år siden, jeg sidst var til RMF. Efter et godt run med habile bookinger syntes festivalen at være kørt lidt træt i det i 2014. Og selvom 2015 bød på stærke hovednavne som Belphegor, Destruction og Týr, måtte jeg som så mange lyseslukkende triste gange før - og siden - se mig hensat til studierne.

Men da Psycroptic og Gorguts dukkede op på årets plakat, kildede det lige min tech-death-fetish i så høj grad, at modstand nær blev umulig.

I denne omgang har Metal Royales bestyrelse haft en del rokader og udskiftninger. Det presserende spørgsmål var så, om den nye flok hoveder kunne sammensætte et ordentligt program, styre udenom de værste rookie-fejl og stable en fest på benene, der kunne tilfredsstille selv de mest kritiske festivalgængere.

Svaret er et stort, fedt, stemmelæbeflænsende HELL YEAH!!

 

rmf2016 gorguts2

 

I år synes festivalens vægtigste - og vigtigste - investering at have været den tourpakke, som ud over førnævnte bød på flere kognitive udfordringer i form af de atmosfæriske post-metallere Nero di Marte og rent teknisk vanvid fra de instrumentale Dysrhythmia. Det er en pakke, der har virket rigtig godt for RMF16, idet den på én gang har medvirket til at markere årets musikalske profil, men også brede sig så vidt som muligt rent genremæssigt indenfor sine egne rammer. Disse bands er blevet komplementeret af lige så høj kvalitet hos årets black-navne, hvor Marduk og især 1349 indenfor denne genre bød på intet mindre end triumfshows. I samme åndedrag skal dog også nævnes Serpents Lair, som af et black-outfit med relativt få år på bagen at være virker uhyggeligt professionelle. Og apropos upcoming navne fik Bæst leveret en debutkoncert, der muligvis kommer til at gå over i festivalens historie. Trods min mangeårigt-lykkelige forelskelse i ren hård rock og tung 70’er-heavy, på RMF16 repræsenteret ved hhv. Black Swamp Water og Stone Cadaver, skal der ikke lyde nogen onde ord om herfra om, at disse genrer ikke været festivalens hovedprioritering. Begge de nævnte bands gav glimrende koncerter. Og nu vi er ved de mindre navne, var der også en lidt grænseoverskridende - men holdbar - performance fra Danmarks tungeste band, Woebegone Obscured, samt et lige dele forstyrrende og fascinerende indblik i rendyrket mental lidelse fra en-mands-industrial/ambient-foretagendet Trepaneringsritualen.

Programmet i år har kort fortalt været pissestærkt. Af de gode, større, og interessante bookinger faldt kun Bölzer desværre lidt igennem, ligesom både Gorguts og publikum hertil virkede sælsomt stillestående. Til gengæld leverede Psycroptic årets moshbal med 50 minutters vidunderligt kontrolleret kaos, og Deströyer 666 gav årets koncert med det sandeste, sejeste, svedigste show, Voxhall vel nogensinde har haft æren af at lægge hus til.

 

rmf2016 Psycroptic3

 

Udover selve musikken har Metal Royale blandt billetkøbende deltagere afholdt omkostningsfri lodtrækninger om bl.a. to billetter til årets Wacken Open Air; samt vin- og whiskysmagning. Heraf måtte førstnævnte dog desværre aflyses grundet manglende opbakning hos metalfolket, men det udelukkende Islay-baserede program til sidstnævnte fik sendt overtegnedes mundvand på endnu mere overdrive end selve festivalplakaten, og det er af bitre personlige, professionelle og økonomiske årsager, jeg måtte udeblive (de personlige værende tømmermænd; resten vel egentlig indlysende). Derudover har festivalen haft en tilsyneladende ret lækker deal om tapas-tilbud hos nabocaféen Pica Pica samt naturligvis den i metalkredse efterhånden så navnkundige Rullende Pølsemand, hvis burgere til 40,- kr. er en noget nær rørende kærkommen festivalmadløsning, og hvis Royal Metal Dog med chili con carne, crème fraîche og jalapeños bare skal opleves! Og så var der da i øvrigt lige 100 gratis øl til de 100 første, der fik armbånd på. Heeeey.

Mine eneste kritikpunkter må være dels den korte tid mellem bands, - fem minutter er ikke meget tid at gå fra Atlas til Voxhall i, hvis man gerne vil absorbere det nyligt overværede show og evt. nyde tobak undervejs.
Dels ølpriserne. 25,- kr. for en dåsebajer vil aldrig kunne retfærdiggøres, og selvom baren også sælger højkvalitetsbryg på fad fra bl.a. det fremragende Brooklyn Brewery, rykker 50,- for så’n en satan altså også seriøse rødder op under budgettet, skal jeg hilse og sige på vegne af os festivalgæster, der er på SU. Luksusproblem? Muligvis, men overpriser er nu engang overpriser, og Voxhall er altså ikke en fancy hipstercafé i et gentrificeret latinerkvarter.

… Og derudover kunne der måske godt være tænkt i lidt mere rolige omgivelser til det “Monster Energy-område”, der grundet Metal Royales nye, sponsorerende legekammerat nu er navnet for bag-Voxhalls-bar, hvor selv alverdens sækkestole ikke ville kunne hjælpe nogen med at få noget tiltrængt lukøre, når der er hvad som helst på programmet, selv om området opslås som sådan. Jeg blev gode venner med åens gamle bådebro den lørdag.

 

rmf2016 pissvortex2

 

Men altså. Hvis man efter ovenstående stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt Royal Metal Fest 2016 var den bedste af slagsen nogensinde, så lad hermed al denne tvivl forsvinde med samme hast som en Royal Export under fredagens første koncert. For det var det.

Et par kig ind bag kulisserne samt ordvekslinger med bagmændende fortalte mig, at årets brag - vel som så mange gange før - ikke kunne foregå uden stress, søvnunderskud og sindssyge arbejdstider hos bestyrelsen og de frivillige medvirkende. Men der har samtidig hersket en umiskendelig holdånd og overvældende positiv stemning med plads til masser af al den mængde humor, varme smil, krammere, high-fives og kærlighed, som der hersker så sælsomt meget af i dette udadtil så misforståede miljø. Jeg fucking elsker metal, men selvom jeg nogensinde skulle blive træt af musikken (Lemmy forbyde det!) vil jeg sandsynligvis stadig blive ved med at komme til fremragende arrangementer som dette, så længe stemningen og menneskene er så fantastiske, som det alt sammen har været i denne weekend i gode gamle Aarhus.

 

Oversigt over koncert anmeldelser fra Royal Metal Fest 2016:

Fredag:
17:00 Stone Cadaver (Atlas)
17:40 Caro (Voxhall)
18:25 Gespenst (Atlas)
20:00 Serpents Lair (Atlas)
22:10 Trepaneringsritualen (Atlas)
23:00 1349 (Voxhall)

Lørdag:
14:10 Bæst (Atlas)
15:20 Black Swamp Water (Atlas)
16:00 Piss Vortex (Voxhall)
17:25 Nero di Marte (Voxhall)
18:20 Woebegone Obscured (Atlas)
19:05 Psycroptic (Voxhall)
21:05 Marduk (Voxhall)
22:15 Crocell (Atlas)
23:05 Gorguts (Voxhall)

 

rmf2016 psycroptic

Tak til mbn-foto.dk for brug af billeder! Se alle billederne fra festivalen her!

Læs mere...

Psycroptic - Royal Metal Fest 2016

Det første der lige slår mig, da de tasmanske dødsdjævle i Psycroptic sætter fra med “Cold”, er at vokalist Jason Peppiatt åbenbart er blevet ad hoc-afløst af Jason Keyser fra Origin. Det er et indlysende valg, taget i betragtning at de to bands har turneret sammen og kender hinanden ret indgående. Dog savner jeg - for nu at få lidt af kritikken af vejen - et lidt dybere growl. Og så kører Keyser den måske lige surfer-casual nok for et så intenst foretagende som Psycroptic; manden ligner én, der lige er vågnet i et badekar med en tom flaske José Cuervo i hånden og et bollefår gaffatapet til skridtet.

Men…

For ind i FUCK, for en performance, mand. Sikken en frontfigur! Sikken en energi!

Fabelagtige “Carriers of the Plague” løfter stemningen op i loftshøjde, hvor den bliver hængende de næste forrygende tre kvarter igennem. Jeg indtager forreste række, dels for at smadre rundt med garnet; dels for at overvære den brillante guitarist Joe Haley, der lægger de fuldstændig stupidt komplekse riffs med en neurokirurgs præcision. Mandens bevægelser er minimale; han får det gudhjælpemig til at se nemt ud.

Psycroptic splitter kort fortalt hele lortet ad. Keyser har grabben om keglerne på hele VoxHall; han drøner rundt som for at have befundet sig på samtlige scenearealets kvadratcentimeter mindst én gang, og hans konstante opfordringer til mosh og headbanging imødekommes af stadigt flere og flere ekstatiske festivalgæster. Skæringer som “Echoes to Come” og geniale “Ob(Servant)” sender trykbølger af ren galskab gennem publikum, hvis endelige tilstand nærmest må beskrives som kaotisk. Efter showet viser en makker mig med et stolt grin det tomrum, hvor hans fortand havde siddet, indtil han åbenbart landede forkert i et stagedive. Sådan skal det fandme være.

Om jeg nogensinde kommer til at fatte den mængde meningsaffald, der er røget i retning af dette band fra de i metalverdenen desværre så allestedsnærværende konservative kræfter, der forestiller sig, at de har patent på at kunne diktere en håndfuld forsvindende ligegyldige forskelle, der angiveligt skulle definere, hvornår noget er metal og “lort”.
Årh, råber han i stedet for at growle? Bruger de trigger-stortrommer? Er produktionen så tydelig, at man rent faktisk kan høre, hvad der foregår? Klart, og så er selve den dybt intense og brutale musik jo bare HELT VILDT forskellig fra metal, ikke?
Ignorante fjolser, mand. Det hér shit tørsodomiserer dine forældre, om du vil det eller ej.

Psycroptic er dem, jeg har forventet mig mest af på RMF, og de efterlader mig stadig mere høj end bogstaveligt talt 13 ud af de 14 andre koncerter, jeg ser på hele årets festival (hvoraf den sidste i øvrigt leveres af landsmændene fra Deströyer 666). Okay, jeg savner sgu lidt Matthew Chalks sindssyge vokal, og at Psycroptic ikke kan behandle “The Colour of Sleep” som det hit, det fandme burde være blevet. Men derudover kunne jeg bare have ønsket mig et længere show, - omend det muligvis var blevet decideret farligt for mine nakkehvirvler.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Gespenst - Royal Metal Fest 2016

Nu havde mørket endeligt sænket sig over smilets by. Lokale Gespenst spillede deres første koncert sidste år, og nu var det blevet tid til der anden koncert. I forhold til, at det er bandets anden koncert, så virker denne koncert meget mere overbevisende end den første koncert jeg så med dem.

Forsanger Quentin Nicollet med tildækket ansigt formåede sammen med resten af bandet at skabe den rigtige stemning inde i salen til deres dystre og melankolske black metal.

Man bliver hurtigt grebet af stemningen og man kunne både se og høre på bandet, at når de spiller, så er de fuldstændig opslugt af lydbilledet. Lyden var heldigvis på bandets side i aften, så ingenting kunne ødelægge oplevelsen.

En ting som er ret imponerende, er at se hvordan bandet formår at skifte tempo og passager så nemt, at de får det til virke som en simpel opgave. Lydbilledet er ondt og dystert, men når man står og hører deres musik, så er der mange gode og storslåede melodier at finde i deres mørke og dystre univers.

Gespenst leverede en god koncert på Atlas, og jeg forlod salen tilfreds. Det kan kun godt blive godt herfra!

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Gorguts - Royal Metal Fest 2016

Gorguts på Copenhell i 2014 var noget af en overraskelse. Jeg havde hørt om bandet, men aldrig nogensinde sat mig ned og lyttet til deres musik.

Efter deres koncert på Copenhell var jeg fuldstændig blæst bagover og gjort til en stor fan af bandet. Og nu stod de til at headline dette års RMF? Jeg kunne ikke være mere glad.
Bandet gik på og begyndte at spille Le Toit Du Monde fra deres forrige udspil Colored Sands. Lyden var til stede, og det hele fungerede bare perfekt. Efter et par numre gik bandet så i gang med at spille hele deres nye EP Pleiades' Dust, som er et nummer på 30 minutter. Efter fem til otte minutter inde i nummeret følte jeg at de mistede flowet utrolig meget.
Det hele fungerede så godt, og at spille hele deres nye EP var nok ikke lige den allerbedste idé.
Efter de havde spillet nummeret færdigt, så fik vi de to klassikere From Wisdom To Hate og den evigt dissonante, fede Obscura.

Gorguts takkede af for i aften og flere gik fra salen meget tilfredse.
Jeg var også meget tilfreds, men alligevel synes jeg det trak en lidt ned i oplevelsen, at de spillede hele den nye. Jeg synes det ville have været en bedre idé at bruge noget tid på at spille flere numre fra albums såsom Considered Dead og Obscura.
På trods af det, synes jeg alligevel at Gorguts leverede en fin koncert.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

1349 - Royal Metal Fest 2016

Da Royal Metal Fest annoncerede at de norske veteraner i 1349 var black metal folket i Danmark ekstatiske.
Jeg har tidligere set ti minutter af deres koncert på Roskilde Festival, så nu var det endelig blevet tid til at se en fuld koncert med bandet.

Bandet gik på scenen indsmurt i corpsepaint og et rødt scenelys.
’I Am Abomination’ satte gang i festen, djævlehorn blev smidt i vejret og håret blev svunget hårdt rundt over det hele. Lige efter det første nummer fik vi med stor glæde, min personlige favorit ’Sculptor Of Flesh’.
Lyden var god inde i salen og bandet var tændte, specielt trommeslager Frost. Han gav de tønder så mange tæsk, at man skulle tro de havde fornærmet hans nærmeste familie og var klar på hævn.
Det hele virkede godt, men alligevel virkede det til at koncerten mistede lidt af sit flow. Jeg synes det begyndte at blive en anelse kedeligt, og det virkede lidt svært at komme på rette spor igen. Det blev heldigvis reddet i et kort øjeblik, da bandet spillede det formidable nummer ’Slaves’.

1349 leverede en ganske fin koncert, men alligevel var det heller ikke særlig meget mere end det.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed