fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Taake, Royal Metal Fest 2019

Taake spiller en type black metal, som man heldigvis ikke behøver være helt begravet i genren for at kunne høre kvaliteterne i. Det er råt, beskidt, og grimt, og dét er også alt sammen meningen. Men samtidig er der fint med afveksling, både hvad angår temposkift, melodiske passager og længere klimaksopbygninger.

Et enkelt riff fra “Havet i Huset” minder mig sågar om Rage Against the Machine. Og mere end en enkelt gang kører publikum endda “Hey! Hey! Hey!”-chants. Ja, der bliver heldigvis lykkeligt længere og længere til de grinagtigt ringe produktioner og primitivt endimensionelle vrælelyde hos Bergens andengenerations-black-bølge. Tihi.

Taake er ganske populære hos det aarhusianske publikum. Jeg tør ikke udtale mig om, i hvor høj grad det skyldes en hel dags øldrikning, eller snarere bandets efterhånden legendariske optræden på RMF i 2012, hvorunder frontskriger Hoest kundgjorde overfor publikum, at han var stolt af at optræde i Danmark, og at han havde lært lidt dansk. — Hvilket så begrænsede sig til følgende ufrivilligt geniale imperativ:

Først skal I ut og bolle fisse
så skal I ut og tisse, tisse, tisse

Jeg husker stadig, hvor svært jeg havde ved at få vejret af grin resten af weekenden.

Det er synd, at han ikke kaster sig ud i mere af samme guldkornsskuffe. For selvom Taake utvivlsomt tilhører de 10% af alverdens black metal-bands, der rent faktisk er et lyt værd, så ER de ikke noget hovednavn. Selvom aftenen har budt på skidegode koncerter, ville jeg selvfølgelig langt hellere have været ovre på det dér Ceres-stadion og se D-A-D frem for Taake nu til aften: Hård rock er som bekendt en langt mere blæret og langt mindre gennemgående ærgerlig genre end black metal.

Indenfor deres subgenre er Taake lige så gode til at balancere mellem den stivnakkede hårdhed og de fængende idéer, som både Pantera, Iron Maiden og Slipknot er det indenfor deres respektive metalafarter. Men det ændrer ikke ved, at der for at runde sådan en dejlig dag af skal en større fest til, end noget black metal-band er i stand til at beherske. (Hahah, en black metal-fest!) Jeg og mit følge sætter os om i baren.

En lige så stor del af grunden til, at jeg går til dissehér arrangementer, er at hænge ud med nye og gamle makkere. Drikke nogle øl og lige få redegjort én gang for alle, om AC/DC var bedst med Bon Scott eller Brian Johnson. Taake skal nok få en pæn karakter, selvom den dér konstant summende guitarlyd bliver enerverende i længden, også hernedefra. Men jeg vælger til enhver tid glade venner og festligt lag over en bande mugne pseudosatanister.

… Og kære læser, hvis du har følt dig en kende provokeret af nærværende anmeldelse, så skal du vide, at der ikke er sket noget slemt, og at der faktisk stort set ikke findes noget i verden, der er værd at lade sig rive med af vrede over. Negative tanker har aldrig gjort os andet end skade. Du skylder dig selv noget langt bedre, for du er i bund og grund et godt, velmenende menneske, der tilfældigvis tænker lidt negativt, ligesom millioner af andre verden over. Og andre mennesker vil grundlæggende hinanden det bedste, for ellers havde vi ikke kunnet eksistere sammen i så mange millioner år.

Dette er ikke at være lalleglad; dette er såmænd bare en lille del af menneskehedens kollektivt bedste bud på den sundeste og mest langtidsholdbare livsfilosofi, sådan som den i hundredvis af år er blevet praktiseret af vores bedste bud på de succesrige overmennesker, som black metallen gerne har ladet sig fascinere så påfaldende meget af.

Tak for i aften.

Læs mere...

Faanefjell, Royal Metal Fest 2019

Jeg har åbenbart aldrig hørt Faanefjell før. For jeg tror, at det er så’n noget Finntroll’sk kædedans-og-mjød-folkemetal, vi skal over at høre. Det er det ikke helt.


Faanefjell fra Kristiansand udtrykker det samme dyriske mørke som hjemegnens mange black metal-kolleger. Men klart: Det foregår bestemt i en både musikalsk og visuelt mere farverig og interessant kontekst. Med sin brede pelskrave, sine hvide kontaktlinser og hjortegevirer på skuldrene ligner vokalist Syrtroll mest af alt Lordi, der lige har valgt at køre skovtema.

 Hans stemme er fjendtlig og snerrende.

Musikken minder mig om en folk’et udgave af Dimmu Borgir, dengang de stadig havde noget originalt at byde på. Det er brutalt og superintenst, men der er masser af afveksling; både melodiske og klassiske elementer; storladne, atmosfæriske passager med højspændte keyboards og stammetrommer; samt skønne, knasende kutterriffs i half-time.

"Hvis ikke jeg bedre ku' li' rock...", har jeg åbenbart skrevet i mit notehæfte under Faanefjell. Og det er sgu da osse rigtigt: Gode gamle D-A-D spiller jo ikke ret mange kilometer herfra nu i aften. Men det har dennehér flok skovtrolde åbenbart fået mig til at glemme alt om for en stund. Kommentaren betyder muligvis, at Faanefjell havde ligget højere agtet i min smagssfære, hvis ikke hård rock havde været en sejere genre. Men det er lige meget for nu.

Faanefjell er lige dele festligt, fascinerende og utilnærmeligt, og det er ikke ret mange bands, man kan sige det om. Når man lige har fået en god lille flok bajere, — og det har man på dettehér tidspunkt af festivalen, — er sådan en performance slet ikke til at stå for. Og at dømme fra den glade publikumsmodtagelse er hele Voxhall rørende enig med mig. Hen imod slutningen begynder et segment af crowden at både moshe og danse. Så er isen vist osse endegyldigt brudt.



Afslutningsnummeret og materialet fra debutskiven er til ren topkarakter. Hvis ikke Royal Metal Fest 2019 har kunnet klassificeres som en fest indtil nu, er festen hermed officielt sparket i gang.

Læs mere...

Royal Metal Fest 2018 - Fredag

Nu var det endelig blevet tid til det årlige fest på Voxhall og Atlas, nemlig Royal Metal Fest. Med bands der spredte sig over hele genren, fans der var dedikerede og den gode stemning, så er det altid en fornøjelse at vende tilbage til den dejlige festival. Musikken i år for mit vedkommende var utrolig fed som sædvandelig. Fredag spækket med brutalitet og blodbad, og lørdag var mere til festens side, så formodet jeg at hygge mig gevaldigt de 48 timer jeg tilbragte på de to spillesteder. Og selvfølgelig var den rullende pølsemand også tilbage, så alt var ved det gamle.

 

Lifesick - Atlas kl 16.00

Første band på dagens program var Lifesick fra Fredericia. På trods af det ikke store fremmøde lige pt, så fik bandet sparket festivalen rigtig godt i gang. Tung metallisk Hardcore der rystede de dybeste knogler i kroppen. Det som nok var mest imponerende, var det at selvom bandet spillede uden en bassist, så bragte bandet alligevel tunghed og dybde med sig. Jeg må ærligt indrømme, at Lifesick på plade har virkelig ikke sagt mig det særligt store, men live er det en helt anden sag, fordi her kommer nemlig det intense lydbillede virkelig til live. Det eneste lavpunkt af koncerten var det, at aktiviteten på scenen matchede ikke helt musikkens intensitet, da bandets medlemmer var relativt stillestående, udover lige engang hvor et medlem lavede splitjumps. All in all leverede Lifesick en fin koncert, og en hermed godkendt start på festivalen.

Karakter 3½ ud af 6

 

Rings Of Saturn - Voxhall

Nu var det tid til noget helt andet, nemlig Progressive Deathcore som bandet er beskrevet på flere hjemmesider. En af de mest forvirrende ting, der var med Rings Of Saturn var det, at på deres Wikipedia står der til at være fem bandmedlemmer, men da bandet entrede scenen, var der kun tre, en guitarist, sanger og trommeslager. Det her skal nok blive interessant tænkte jeg, men alligevel var det langt fra interessant. Man kan ikke benægte at bandet spiller utrolig godt, men det var simpelthen en dæmper, når bas og anden guitar er på backing track og det virkede utrolig halvhjertet og kikset at se på. Pigsqueals, breakdowns og instrumenter på backing track gjorde mit første møde med bandet ikke særligt mindeværdigt, og det er nok bare en oplevelse, jeg helst vil glemme hvis jeg skal være helt ærlig.

Karakter 1 ud af 6

 

Shining - voxhall

Jeg missede desværre Hideous Divinity, men næste band på programmet er et band, jeg havde set længe frem til. Shining, der er frontet af Niklas Kvarforth, der er lige så psykisk syg som han er en intens preformance kunstner. Alle de skrækhistorier man hører om Shining med at der bliver skåret i sig selv, og slåskampe med publikum, så var der alligevel store forventninger. Bandet kom ind på scenen til en fuld sal af mennesker, der var klar til at vidne depression og selvmords musik på højeste plan. Efter noget tid kom Kvarforth endelig ud på scenen, og folket var helt oppe at køre. Lyshhowet var superfedt under det første nummer. I sand Shining stil var der selvfølgelig en som en rækte fuck af Kvarforth flere gange, og først så endte det med at han blev spyttet i hovedet og efterfølgende truet med tæsk. Bandet spillede godt sammen, også selvom der var lidt knas med lyden engang imellem. Nogle medlemmer fra publikum satte lidt af en dæmper på oplevelsen, da under de stille numre blev der snakket, og det er jo selvfølgelig aldrig særligt sjovt. Shinning var en oplevelse, men det var sgu lidt ærgerligt at folk ikke kunne finde ud af at være stille under numrene, og for mit vedkommende havde det også passet bedre hvis de havde spillet lidt senere på aftenen, så den rigtige stemning havde været der, men sådan kan det gå nogle gange.

Karakter 3 ud af 6

 

Blood Eagle - Atlas

Nu var det blevet tid til noget helt andet, både genremæssigt og udtryksmæssigt. Blood Eagle spiller nemlig ikke særligt ofte live, så det er alligevel noget af et scoop. På grund af den begrænsede kapacitet, da var inde på Atlas, så måtte vi stå udenfor og vente i et øjeblik, men da vi endelig kom ind i salen, var der allerede fuld skrald på. Deathgrind af den ondeste skuffe med flere prominente musikere fra den danske metal scene, og der var ikke et tidspunkt hvor bandet lod publikum slippe fra deres jerngreb. Inde i sættet var der lige nogle problemer i basafdelingen, men det blev hurtigt rettet op på, så nedslagtningen kunne fortsætte. Jeg så Blood Eagle tilbage i 2013, hvor jeg var blæst bagover, og i aften var heller ikke nogen undtagelse. Blood Eaglere nikkede en skalle, der i hvert fald kunne mærkes dagen efter! Fedt!

Karakter 5 ud af 6

 

Origin - Voxhall

Nu var det endelig blevet tid til Origin. Det band jeg havde set mest frem til, siden de blev offentliggjort tilbage i december. Jeg har hørt masser af historier om bandets liveshows, hvor det bare er fuldstændig kaos på højeste plan og disse historier viste sig heldigvis at være sande. Da bandet kom på scenen og endelig gik i gang, havde helvede meldt sin ankomst over Voxhall. Lyden var utrolig de første par minutter, men det blev heldigvis rettet op på indenfor meget kort tid, og nu var lyden perfekt og galskaben var ikke til at styre. Som det første band på dagen, der fik både skabt Wall of death, Circle Pit og moshpit under en koncert, og de gjorde det meget klart at deres scene var lige så meget vores, så stagediving var der også masser af. At høre Origins musik er et privilegie i sig selv, men at se dem live er lige så meget et show. Der sker så meget på deres instrumenter at det næsten ikke er til fatte, og de spiller med så ekstrem præcision og teknikalitet, at det burde være ulovligt. De utrolige fede numre som Truthslayer, Expulsion Of Fury og Aftermath satte bare mere benzin på bålet, og galskaben fandt ingen ende. Origin gennemtæskede Voxhall synder og sammen og pissede derefter på dets døende lig.

Karakter 6 ud af 6

 

Møl - Atlas

Vi står i samme situation som til Blood Eagle hvor at der var for mange mennesker inde i Atlas så vi var nødt til at vente. Måske efter to til tre minutters ventetid fik vi endelig lov til at komme ind og Atlas var næsten fyldt til randen. Møl har nemlig haft meget hype her på det seneste, og det er også vejfortjent, fordi i manges øjne inklusivt mine egne, er Møl virkelig banebrydende indenfor dansk metal. Lyset inde i salen var næsten for meget. Utrolig blændende og i blinkede i takt med musikken. Udover det så var lyden god inde i salen, og atmosfæren var smittende. Forsanger Kim Sternkopf skreg som ind i helvede, og sammen med hans band gik det hele op i en høj enhed. Bandet spillede en god koncert, og jeg glæder mig til at høre deres debutalbum, som de udgiver i næste uge.

Karakter 4½ ud af 6

 

Bloodbath - Voxhall

Scoopet over dem alle. Bloodbath er et band jeg er vokset op med, og sammen med Entombed var de med til at introducere mig for rå, beskidt HM-2 boss guitarlyd. Bandet spiller nemlig ikke særlig ofte, og som der blev nævnt i starten, var det noget af et scoop. Bandet gik i gang og Let The Stillborn Come To Me satte gang i nedslagtningen, men allerede efter første nummer var der problemer i basafdelingen, hvilket satte et langt stop for koncerten indtil de gik i gang igen med numre som So You Die, Anne og min personlige favorit Cancer Of The Soul. Med Nick Holmes i front er det ikke det samme som Mikael Åkerfeldt eller Peter Tägtgren, og det bliver utrolig hurtigt tydeligt i aften. Holmes står bare stille på scenen imens han stirrer ud i publikum, samtidig med at han synger. Det bliver kedeligt i længden, og Holmes formår bare ikke at skabe den beskidte stemning, som Bloodbath har gjort før. På trods af de fede numre og den evige klassiker Eaten, så ender showet faktisk med at være en middelmådig affære, og det er sgu en skam fordi er jeg nemlig rigtig glad for Bloodbath.

Karakter 2½ ud af 6

Læs mere...

Venom Inc, Suffocation mfl - Voxhall

En utrolig barsk kulde havde ramt landet, men i aften skulle vi stirre dybt ind i ondskabens øjne. Venom Inc der består af to af de originale fra Venom. Med sig havde de Suffocation, Nervosa og Aeternam. Der var ikke den største menneskemængde at finde på Voxhall i aften, men alligevel var der mødt en mellemstor men dedikeret fanskare op for at høre noget fed hegn. Udover de ovennævnte bands, så var Survive fra Japan også lige blevet hevet ind som ekstra opvarmning.

Survive
Jeg lærte Survive at kende tilbage i 2013, hvor de spillede et fedt set med masser af energi. De var nemlig det eneste band på festivalen der havde rejst så langt for en enkelt koncert. Spilleglæden var total smittende, og deres energi var for vanvittig. Vi spoler lige frem til 2018, hvor det nøjagtige samme band står på scenen og mit håb om genskabelsen af den samme koncert blev knust indenfor 30 sekunder. Bandet spillede absurd utight, og de virkede utrolig usikre på sig selv. Halvvejs inde i sættet blev den utrolig dårlige "skønsang" for meget at lytte til. Utrolig dårlig start på aftenen, og resten kan kun godt blive bedre.

Karakter
1 ud af 6

Aeternam

Efter den store fiasko som Survive leverede, var det blevet tid til opvarmningsband nummer to. Aeternam er et band jeg ikke har stiftet bekendtskab til, og de er blevet beskrevet som symfonisk ekstremt metal med mellemøstlige inspirationer. Bandets havde alt det som det første band manglede. Bandets teknikalitet var et show i sig selv, og her åbnede publikum sig lidt mere op i forhold til det første band. Kompositionerne var velskrevet og storslåede, specielt under visse øjeblikke hvor det var operapassager i baggrunden, hvilket passede perfekt. Jeg har måske den ene kritik, at når bassisten synger back up vokal, er det måske smart at skrue højere op. Det virkede lidt til at forsangeren havde et vokalstykke mere over PA'en når han sang rent, hvilket virkede lidt kikset i mine øjne. Aeternam leverede en god opvarmning som det første band ikke leverede, også selvom der var et par ting som trak ned, så var det en ganske udmærket opvarmning.

Karakter
3½ ud af 6

Nervosa

Nu var det blevet tid til noget helt andet, faktisk helt andet da næste band kun har kvindelige medlemmer. Nervosa fra Brasilien var klar til at spille op til dans, og nu var der ikke kun et par mennesker i salen, men nu var der faktisk en menneskemængde inde i salen. I forhold til de to førnævnte bands, så er de også helt anderledes, da dødsmetal var nu blevet udskiftet med hårdkogt Thrash af den baske skuffe. Bandet skabte en fest i salen, og det var langt mere voldsomt end de tidligere opvarmningsbands. Bassist/forsanger Fernanda Lira stirrede skræmmende ind i øjnene på publikum, imens hun skreg sig igennem sange om verdens undergang. Det virkede faktisk utrolig oprigtigt og faktisk en anelse skræmmende når man så hende oppe på scenen. Intensiteten var ikke noget at tage fejl af, og spilleglæden var over det hele. Disse kvinder formåede at levere en fest, og fik publikum med på festen. Uden tvivl et navn jeg skal holde øje med i fremtiden.

Karakter
4 ud af 6

Suffocation

Aftenens højdepunkt for mit vedkommende var Suffocation. Dødsmetal bandet gik på til tonerne af Thrones Of Blood, og standarden var allerede sat meget højt. Originale forsanger Frank Mullen har siden ikke været med på de længere tours, og hans plads har været fyldt af sangere såsom Bill Robinson (Decrepit Birth) og John Gallagher (Dying Fetus). Begge to fra prominente dødsmetal bands, men på denne tour var det Ricky Meyers fra Disgorge som sanger, og det var absolut ikke et dårligt valg. Bandet spillede utrolig tight, og selvom de virkede lidt trætte, så gav de den stadig gas. Fantastiske sange som Funeral Inception, Pierced From Within og Effigy Of The Forgotten. Selvom de gode klassikere altid holder, så var de nyere numre som As Grace Descends og Clarity Through Deprivation lige så godt taget imod af publikum som de nyere materiale. Der var ikke tid til særlig meget snak imellem numrene, måske lige engang imellem spurte Meyers om vi ville have mere og tak for at vi gad at møde op. Mit personlige højdepunkt var Catatonia, hvilket også er det første Suffocation nummer der blev skrevet tilbage i sin tid. Infecting The Crybts satte et fantastisk punktum for en fuldstændig fantastisk koncert. Suffocation leverede varen fuldstændig, og jeg skriver min anmeldelse i smerter. Tak for denne gang, Suffocation!

Karakter
6 ud af 6

Venom Inc

Nu var det blevet tid til aftenens sidste navn. Venom er ofte betragtet som et af de bands, der var med til at starte Black Metal på verdensplan. Dog hedder de Venom Inc, men alligevel har vi to af de originale medlemmer fra det oprindelige band. Bandet gik i gang med at spille, og publikum virkede tændte, med en blandet sætliste der spredte sig over begge bands bagkataloger. Oprindelige trommeslager Abaddon var hjemme pga af en familierelateret situation, så havde de en stand-in trommeslager. Det var ret fedt da de spillede Venom klassikeren Welcome To Hell, men alligevel her følte jeg lidt at det blev lidt halv kedeligt. Selvom spilleglæden var til stede, og de gamle hits også gik direkte ind hos de forreste rækker, så synes jeg at det blev en anelse kedeligt i længden. Vi fik selvfølgelig nogle sjove historier og anekdoter imellem numrene. Et af genrens største sange Black Metal blev spillet til sidst,og folk gik tilfredse hjem. Venom Inc gav deres fans som de ville have. Tre mænd på scenen der spiller deres version af hvordan Metal skal lyde- En ganske udmærket afslutning på en lang aften. Måske lidt ensformigt for min smag, men så forskellige er vi alle jo.

Karakter
3 ud af 6

Læs mere...

Katatonia, Møl, Sunless Dawn - Voxhall

Jeg havde egentlig ikke planlagt andet end at min weekend skulle være stille og rolig, men når muligheden for at opleve de svenske depressions maestroer i Katatonia på Voxhall, så var der mødepligt. Jeg har kendt til bandet i en del år, men de har aldrig været det band som jeg har dyrket så inderligt meget, men det skulle nok blive en hyggelig aften.

 

Sunless Dawn

Jeg elsker det faktum at Voxhall beder folk om at fortælle, hvem der skal opvarme for visse bands. I dette tilfælde var det danske Sunless Dawn, som var et af de to bands. Jeg så bandet tidligere på året til Royal Metal Fest, men tømmermændene gjorde det lidt uudholdeligt, men nu med klart sind og ingen tømmermænd var jeg endelig klar til at opleve bandet igen. Med et blændende stroposkop lys var det allerede noget i sig selv. Lyden inde i salen var rigtig god, men alligevel var vokalen lige en anelse for lav, og det satte en lille dæmper på oplevelsen. Udover den lave vokal så var stemningen inde i salen virkelig god, og oppe på scenen var det endnu bedre. Man kunne virkelig godt mærke at bandet var rigtig glade for at spille for os, og det var også gengældt. Sunless Dawn spillede en super god koncert og jeg ser frem til deres album næste år.

Karakter 4½ ud af 6

 

Møl

Andet band i aften var det lokale Blackgaze band Møl. Jeg havde set bandet på sidste års Spot Festival, hvor de virkelig blæste mig bagover, så forventningerne var ret høje. Totalt indsmurt i røg på scenen, gik bandet i gang med at nedslagte publikum, desværre overdøvede trommer og bas utrolig meget de første ti minutter, så det satte ret meget af en dæmper på oplevelsen. Siden jeg sidst så Møl så har der været en stor ændring, og det var noget så vovet som et frontman skift. Den nye forsanger Kim Sternkopf har erstattet tidligere forsanger Steffen Nørregaard Rasmussen, og skiftet kan i den grad mærkes. Sternkopf kommanderede scenen i en højere grad end Rasmussen gjorde i sin tid, og det gav musikken en tand mere intensitet og brutalitet på visse punkter. Udover diverse lydproblemer i starten så var resten af koncerten ganske udmærket. Drømmende passager og storslåede stykker i musikken. Møl leverede en fed koncert, men lydproblemerne i starten satte sgu en dæmper på oplevelsen, men det skal nok blive federe næste gang.

Karakter 3½ ud af 6

 

Katatonia

Nu var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn, og nu skulle vi oplevede Katatonia igen. Jeg havde set bandet tilbage i 2012 men var synderligt ikke særligt imponeret, men i aften var jeg ret optimistisk. Bandet kom på scenen, vel modtaget efter et kæmpe brøl fra publikum. Forsanger Jonas Renkse, som sædvanligt havde tildækket sit ansigt med sit lange garn, entrerede scenen sammen med sit band og begyndte at spille op til dans. Det var dog lidt af en afveksling, for hvad jeg er vant til, da folk stod og headbangede og følte sig i et med musikken i stedet for at hoppe ind i hinanden. Jeg kunne desværre ikke lige få mig en plads midt inde på gulvet, så jeg tog den risikable plads ude i siden og det viste sig faktisk at være et ganske fint sted. Lyden inde i salen var rigtig god, men der var selvfølgelig lidt knas med lyden, men det var heldigvis ikke for meget. Sætlisten bød på lidt af det hele, men naturligvis var de på tourné for deres seneste album, så vi fik en masse nyt men selvfølgelig også en mase gamle klassikere. Jeg har set en del bands i løbet af 2017, og Katatonia er i hvert fald et af de bands, som virkelig bare er fantastiske musikere. De spiller så godt at man skulle tro at det var løgn, specielt i bas og trommeafdelingen, der sidder det bare lige i skabet. Jeg kan huske at jeg så Katatonia tilbage i 2012, og den koncert gjorde ikke et så stort indtryk på mig, men denne koncert i aften var i hvert fald noget jeg håber på at opleve igen snart.

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...

Kellermensch - Voxhall

Dagen efter Jesus And The Mary Chain vendte jeg igen snuden mod Voxhall. Kellermensch clashede på dette års Roskilde Festival (Full Of Hell), så jeg missede dem desværre. Deres seneste udspil Goliath er blevet spillet ret ofte hjemme i privaten og aftenens udsolgte koncert beviste, at de er sværvægtere indenfor den danske rock scene. Forventningerne var skyhøje, og salen var fuldstændig proppet, og det viste sig, at jeg alligevel endte med at blive ret irriteret i løbet af aftenen.

 

Bellhound Choir

Opvarmningsbandet var akustiske Bellhound Choir. Jeg havde ikke stiftet bekendtskab med bandet før aftens koncert, men det viste sig så at være en lidt anderledes genre i forhold til aftenens hovednavn. Det melankolske og dystre lydunivers var skiftet ud med akustisk singer/songwriter, hvilket også var en rigtig god afveksling. Stemningen var rigtig god inde i salen, og lyden var også vældig god, men for at vende tilbage til den irritation, jeg talte om i starten af min anmeldelse, så lå den irritation i det at folk simpelthen snakkede under hele koncerten, og det er jo rigtig træls for os som er kommet for at høre musikken. Faktisk blev snakken så høj til sidst, at jeg var nødt til at forlade salen, i irritation. Rigtig fin opvarmning til Kellermensch men oplevelsen blev sgu ødelagt, af folk som simpelthen ikke kunne vente med at tale om deres børn, arbejde og nye kreditlån indtil pausen. Ærgerligt.

Karakter 3 ud af 6

 

Kellermensch

Efter noget tid var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Jeg placerede mig på balkonen og havde et godt overblik over hele salen, og brølet fra publikum kunne i den grad mærkes i kroppen, da bandet meldte deres ankomst på scenen. Atheist In A Foxhole satte en utrolig høj standard og den evigt intense og karismatiske Sebastian Wolff var den ondsindede dirigent som i aften viste os, at det her var sgu ikke for sjov og Kellermensch ikke tager fanger. Et sonisk kvælertag, hvor der ikke var nogen som undslap og Kellermensch var dem som leverede det kvælertag. Lyden inde i salen var fuldstændig spot on, og det var et show i sig selv at vidne hvor godt bandet spillede sammen. Der var meget blandet sange fra hele bandets diskografi, med en masse sange fra deres seneste udspil, men også en masse blandede godter fra hele deres bagkatalog. Den intense stemning, som blev nævnt tidligere, blev endnu mere intens da Wollf smed sin tamburin ned på scenegulvet, hvor den så efterfølgende hoppede ud i publikum. Stemningen inde i salen var på grænsen af bristepunktet, og man kunne i hvert fald mærke at der var en perfekt connection imellem band og publikum. Senere hen fik vi også rigtig fede sange som Mediocre Man, The Day You Walked, Pain Of Salvation og fællessangen kom til live da vi fik serveret Army Ants og publikum var helt ekstatiske. Bandet forlod scenen, og da de kom tilbage fik vi også hørt den evigt fede Bad Sign hvor Wolff valgte at stille sig på hegnet og stod sammen med publikum imens de spillede sangen. Moribound Town var det sidste sang for aftenens koncert, og jeg var fuldstændig målløs da det var færdigt. Kellermensch er uden tvivl den bedste koncert jeg nogensinde har set af et dansk Rock band. Jeg har i hvert fald tænkt mig at vende tilbage til februar, da bandet giver ekstra koncert på Voxhall, og det burde du også.

Karakter 6 ud af 6

Sætliste:
Atheist in a Foxhole
All That I Can Say
How To Get By
Don't Let it Bring You Down
Mediocre Man
Rattle the Bones
Black Dress
Remainder
The Pain of Salvation
The Day You Walked
Lost at Sea
30 Silver Coins
Army Ants
Ekstra:
Bad Sign
Moribund Town

Læs mere...

Swans - Voxhall

Nu var det sgu blevet tid til at trommehinderne virkelig skulle tæskes igennem. Det amerikanske orkester Swans har nu haft en utrolig spændende karriere med slåskampe mellem forsanger Michael Gira og publikum, roterende besætninger og opløsning og genforening. Deres første album Filth udkom tilbage i 1983, og skulle efter sigende have banet vejen for Industrial Metal genren, da bands som Godflesh ofte har udtalt sig om hvordan Filth har været en kæmpe inspirationskilde. Deres nye materiale er dog måske blevet lidt for struktureret og lidt ”blødere” end det tidlige materiale, men det er stadig fantastisk. Jeg har dog ikke fået hørt det seneste udspil The Glowing Man så meget, men de to forrige plader er stadig nogle jeg hører meget. Jeg har set bandet to gange før og de spillede ca 6 numre og koncerten strækker sig ud til omkring to timer og 45 minutter hver gang, så jeg vidste alligevel godt hvad jeg kunne forvente af denne koncert, men lad os se hvordan aftenen udviklede sig.

 

Little Annie

Swans har nu altid været kendte for at medbringe obskure og mærkelige opvarmningsbands med sig på tour, og denne gang var det uden tvivl det mærkeligste, jeg har set indtil videre. Little Annie kom på scenen og sang Folsom Prison, som originalt er skrevet af Johnny Cash. Det var måske lige en anelse forvirrende, da jeg ikke lige helt kunne følge med eller fatte hvad det var jeg var vidne til. Det var Jazz, avant-garde, experimental eller hvad end man nu har lyst til at kalde det, men en ting kan vi understrege og det er at det var meget underligt. Little Annie var i selskab med pianist Paul Wallfisch, som også er den nybagte pianist i Swans. Musikken kan sammenlignes med en kvindelig version af Tom Waits, men hendes performance fangede mig sgu ikke. Jeg synes det var alt for mærkeligt og ret kedeligt, for mit vedkommende i hvert fald. Desværre Little Annie, du er sgu ikke lige min kop te.

Karakter: 1 ud af 6

 

Swans

Der gik i hvert fald ikke lang tid før medlemmerne af Swans entrede scenen på Voxhall. Kroppen var mentalt klar og ørepropperne var helt inde i ørerne. Det er lige et fremtidigt råd, hvis du aldrig har set Swans live, så for guds skyld HUSK ørepropper. Bandet startede ud med nummeret The Knot som så vidt jeg kan huske, er ikke udgivet på nogen plade endnu. Kl 21.15 gik bandet i gang med at spille, og det virkede lidt til at bassist Chris Pravdica var særlig tilfreds med lyden i hans monitor og det var en følelse som også blev gentaget af resten af bandet. Nummeret blev dirigeret af forsanger/guitarist Michael Gira, hvor han gjorde det tydeligt til de andre medlemmer hvornår de skulle skifte og hvornår opbygningen skulle finde sted. Det er jo meget nemt, at falde i trance når Swans spille,r da lydbilledet er så kolossalt, voldeligt, unikt og smukt på samme tid. Som sagt tidligere gik bandet i gang med at spille nummeret og kl 22.05 var nummeret færdigt. Kun Swans kan spille et nummer som varer 50 minutter og alligevel formå stadig at være super badass. Efter en kort pause gik bandet i gang med at spille nummeret Screen Shot fra deres forrige udspil To Be Kind, og det fungerede også ganske fint. Vokalen druknede lidt i mixet og det satte lidt af en dæmper på oplevelsen og nummeret sluttede næsten lige så pudsigt som det startede. Nummeret blev efterfulgt af The Cloud Of Unknowing fra deres seneste udspil The Glowing Man, og her begyndte det storslåede og eksperimentelle lydbillede virkelig at komme til live. Men ca 20 minutter inde i nummeret begyndte jeg sgu lidt at miste fokus. Swans spiller jo også så umenneskeligt højt og ens ører kunne ikke holde det ud i længden. Kroppen var smadret og en vejfortjent sidde pause fandt hurtigt sted. Jeg bevægede mig ind i salen igen og Swans fortsatte med at give os en sonisk afstraffelse. Den nyeste tilføjelse til Swans er pianist Paul Wallfisch, som erstattede percussionist Thor Harris. Man kan godt mærke og høre at Harris ikke længere er med i bandet, da jeg begyndte at føle det at der manglede noget af lydbilledet. De sidste to numre vi fik var numrene The Man Who Refused To Be Unhappy og titelnummeret fra den seneste plade.

Jeg synes selv at Swans er et fantastisk band, men alligevel føler er det her ikke den bedste Swans koncert jeg har set, men det ændrer selvfølgelig ikke lige min mening omkring deres musik. Jeg synes stadig at de er fantastiske, men alligevel begyndte jeg sgu at kede mig i løbet af koncerten, men man kan jo heller ikke spille fuldstændig perfekt hver evig eneste gang, så tak for denne gang, Gira og co.

Karakter: 3½ ud af 6

Læs mere...

Russian Circles - Voxhall

Vi bliver i Post-Metal boldgaden. I aften var det blevet tid til at se amerikanske Russian Circles. Et af de største bands indenfor selve genren. Jeg havde hørt mange gode ting om dem live, men vi er desværre i det område hvor jeg må anerkende, at jeg ikke har hørt så meget Russian Circles igennem årene, og taget i betragtning af, at jeg har valgt at anmelde deres koncert var lidt af et risky move. Men lad os se hvordan aftenen udviklede sig.

 

Cloakroom

Første band på scenen i aften var amerikanske Cloakroom. Deres musik ligger måske en anelse lidt op ad Post-metal, men alligevel er det mere indie og Post-rock end det er metal. Bandet gik på scenen og det var en meget fin indledning, og de første numre fungerede ganske fint. Der var desværre en del knas med lyden hvor at bassen fuldstændig overdøvede guitaren. Man kunne nemlig godt høre de atmosfæriske elementer i musikken, men alligevel endte det ud i et rungende bas helvede. Forsanger Doyle Martin, som også stod for guitar afdelingen, havde det ganske fint med at levere atmosfæriske passager, men alligevel fungerede det bare ikke da lyden inde i salen slet ikke var særlig god. Det faldt meget hurtigt til jorden og det blev en ret uudholdeligt at høre på musikken, så efter noget tid endte jeg i baren og satte mig til at vente på Russian Circles. Lyden inde i salen ødelagde det som kunne have gået hen og blevet en fed koncert.

Karakter 2 ud af 6

 

Russian Circles

Jeg må indrømme, at jeg har kendt Russian Circles i ca 3-4 år, og jeg har måske sammenlagt hørt ti minutter af deres musik, så jeg må indrømme at jeg ikke havde de vildeste forventninger. Bandet gik på scenen, og der var to ting som gik op for mig: 1. Lyden var meget bedre end Cloakroom. 2. Deres bassist Brian Cook er også med Sludge metal bandet Sumac, som for mig uden tvivl er det fedeste metal band jeg opdagede sidste år. Allerede fra først node begyndte jeg som småt at falde i trance med musikken, men det var først da hele bandet gik på jeg virkelig blev blæst bagover. Trommeslager Dave Turncrantz spillede virkelig godt sammen med Cook og guitarist Mike Sullivan, og det hele lød bare virkelig smukt. Cook skal lige have ros for at skifte imellem bas og guitar i numrene og alligevel formå at spille fejlfrit på begge instrumenter. Imens jeg lukkede øjnene og virkelig gav mig til at lytte nøje efter, kunne jeg godt høre det post-apokalyptiske element som musikken indebærer. Det var både grimt, det var tungt. Men på samme tid var det også virkelig smukt og det var næsten umuligt for mig at åbne øjnene og kigge på musikerne spille deres musik. Det var så fantastisk, at man skulle tro at det var løgn. Det er virkelig lang tid siden jeg har været så opslugt af en stemning før, som et instrumentalt band har formået at skabe. Der var selvfølgelig pause imellem numrene, men der var hele tiden noget baggrunds synth som spillede, og det gav den effekt som om at numrene var smeltet sammen på en helt fantastisk måde. Bandet spillede i lidt over en time, og det blev sluttet brat og der var fuldstændig stille inde i salen og folk jublede og klappede, inklusive mig selv.
Jeg var næsten rørt til tårer over Russian Circles. Taget i betragtning at jeg aldrig har hørt deres musik, så meget og det var første gang jeg så dem, så synes jeg selv, at de har lavet et kæmpe stort indtryk på mig. Jeg placerer den i hvert fald på den tredje bedste koncert jeg nogensinde har set.

Karakter 6 ud af 6

Læs mere...

Entombed A.D - Voxhall

Dette var en aften som jeg havde set frem til i utrolig lang tid. Entombed A.D var endelig vendt tilbage til landet, og det var vi en del som var ekstatiske over. Jeg har lyttet til bandets musik siden jeg var 12-13 år gammel, og de har haft en stor indflydelse på mit liv. Specielt de tre første plader lytter jeg stadig relativt ofte til. Efter noget bøvl med tidligere medlemmer endte det med at LG-Petrov og andre medlemmer af bandet valgte af danne Entombed A.D. Jeg har set bandet to gange før, hvor det hele bare har været et par nye sange og så resten består bare af gamle Entombed klassikere. Men kunne denne aften være lige så fed som alle de andre gange?

 

Morbid Evils
På Voxhall er der nok plads til en 500-700 mennesker. Det står der i hvert fald på deres hjemmeside. Det første band Morbid Evils gik på scenen til måske 15 til 20 mennesker. Genren bandet spiller er Sludge, og som har Rotten Sound frontmand Keijo Niinimaa på vokal og guitar. Det var lidt af en skam at der var så få mennesker mødt op, da musikken egentlig var virkelig fed. Meget i samme boldgade som bands som Eyehategod og Crowbar. Lyden var god, og volumen var høj. Næsten så høj at man kunne høre rumklang inde i den næsten tomme sal. Men alligevel endte det med at blive noget af en positiv oplevelse. Jeg synes ikke på noget tidspunkt at deres koncert blev kedelig eller alt for monoton. Det er Sludge lige præcis som jeg kan lide det. Helst super smadret, tungt og råt. Det, som nok var mest imponerende for mit vedkommende var, at de ikke havde nogen bassist men alligevel formår de at lægge den tykke og dybe ende i deres musik. Morbid Evils var en ganske udmærket opvarmning, og det bliver nok heller ikke sidste gang jeg kommer til at se dem live igen, hvor forhåbentligt publikum fremmødet er ikke nær så sløjt.
Karakter: 3½ ud af 6

 

Lord Dying
Andet band på scenen i aften var Lord Dying fra USA. Første gang jeg nogensinde hørte om bandet var, da de opvarmede for Cancer Bats sidste år til deres koncert i København, som jeg ikke kom til alligevel. Men jeg havde dog ingen forventninger, da jeg aldrig har hørt deres musik før. Bandet gik på scenen og virkelig begyndte at give den gas, og højt var det. Der var heldigvis kommet lidt flere mennesker ind i salen, og der var slet ikke ligeså tomt som til første band. Men alligevel synes jeg at jeg mistede interessen meget hurtigt. Jeg synes det blev kedeligt og alt for ensformigt. Efter et kvarter gav jeg lidt op og satte mig ind i baren og ventede på at næste band skulle gå på.
Karakter: 2 ud af 6

 

Voivod
Et noget så legendarisk band som Voivod er noget af et scoop. Jeg så bandet på Aalborg Metal Festival sidste år, og der efterlod de ikke det største indtryk på mig, men alligevel valgte jeg at forblive optimistisk og tænkte, at alle bands kan have off-days. Bandet gik på scenen, og nu var der en del flere mennesker. Bandet begyndte at spille og spilleglæden var til stede, men publikum følte den godt nok ikke. Forsanger Snake prøvede så inderligt at få gang i publikum, men det virkede som en ret umulig opgave. Specielt hvor han bad publikum om lave noget larm, hvor de måske skreg i 2 sekunder og så døde det bare fuldstændig ud. Jeg følte virkelig med bandet da de virkelig prøvede, og det blev sgu en smule halvpinligt for bandet. Jeg tror ikke at Voivod nogensinde kommer til at være noget for mig.
Karakter: 2½ ud af 6

 

Entombed A.D.
Nails, Full Of Hell, Black Breath og All Pigs Must Die. Alle de bands har en ting til fælles. Og det er et Entombed har været en kæmpe inspirationskilde. Endelig stod de klar på scenen og klar til at halshugge Århus. Allerede efter et par nye numre fik vi numre som Eyemaster, Living Dead, Stranger Aeons satte standarden højt. Endelig efter en lang aften var publikum ved at tø op, og horn røg i vejret og håret begyndte at svinge. Et fedt øjeblik var, da Keijo fra Morbid Evils blev hevet ind på scenen til at synge med på nummeret Out Of hand. LG og Niinimaa var et godt vokal match, og det gjorde sangen endnu federe. Forsanger LG-Petrov var lalleglad som altid, og han var god til at underholde publikum og tog gerne imod øl fra flere i publikum. Vi fik også en del nye numre som Dead Dawn, The Winner Has Lost og Waiting For Death, som også gik direkte ind hos publikum og satte gang i en lille men hyggelig moshpit. Jeg følte mig næsten helt nostalgisk da jeg hørte de gamle numre, og specielt da vi fik serveret numre som Wolverine Blues og den evigt fantastiske Left Hand Path. Efter de sidstnævnte nummer gik bandet af scenen, men kom tilbage og spillede den fede Chief Rebel Angel. Vi fik serveret 2 eller 3 ekstra numre til, og det var en perfekt afslutning på en meget lang aften. Det var første gang jeg har set en headliner koncert med bandet, og det er uden tvivl den bedste gang jeg har set dem live og jeg glæder mig allerede til næste gang!
Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed