fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Taake, Royal Metal Fest 2019

Taake spiller en type black metal, som man heldigvis ikke behøver være helt begravet i genren for at kunne høre kvaliteterne i. Det er råt, beskidt, og grimt, og dét er også alt sammen meningen. Men samtidig er der fint med afveksling, både hvad angår temposkift, melodiske passager og længere klimaksopbygninger.

Et enkelt riff fra “Havet i Huset” minder mig sågar om Rage Against the Machine. Og mere end en enkelt gang kører publikum endda “Hey! Hey! Hey!”-chants. Ja, der bliver heldigvis lykkeligt længere og længere til de grinagtigt ringe produktioner og primitivt endimensionelle vrælelyde hos Bergens andengenerations-black-bølge. Tihi.

Taake er ganske populære hos det aarhusianske publikum. Jeg tør ikke udtale mig om, i hvor høj grad det skyldes en hel dags øldrikning, eller snarere bandets efterhånden legendariske optræden på RMF i 2012, hvorunder frontskriger Hoest kundgjorde overfor publikum, at han var stolt af at optræde i Danmark, og at han havde lært lidt dansk. — Hvilket så begrænsede sig til følgende ufrivilligt geniale imperativ:

Først skal I ut og bolle fisse
så skal I ut og tisse, tisse, tisse

Jeg husker stadig, hvor svært jeg havde ved at få vejret af grin resten af weekenden.

Det er synd, at han ikke kaster sig ud i mere af samme guldkornsskuffe. For selvom Taake utvivlsomt tilhører de 10% af alverdens black metal-bands, der rent faktisk er et lyt værd, så ER de ikke noget hovednavn. Selvom aftenen har budt på skidegode koncerter, ville jeg selvfølgelig langt hellere have været ovre på det dér Ceres-stadion og se D-A-D frem for Taake nu til aften: Hård rock er som bekendt en langt mere blæret og langt mindre gennemgående ærgerlig genre end black metal.

Indenfor deres subgenre er Taake lige så gode til at balancere mellem den stivnakkede hårdhed og de fængende idéer, som både Pantera, Iron Maiden og Slipknot er det indenfor deres respektive metalafarter. Men det ændrer ikke ved, at der for at runde sådan en dejlig dag af skal en større fest til, end noget black metal-band er i stand til at beherske. (Hahah, en black metal-fest!) Jeg og mit følge sætter os om i baren.

En lige så stor del af grunden til, at jeg går til dissehér arrangementer, er at hænge ud med nye og gamle makkere. Drikke nogle øl og lige få redegjort én gang for alle, om AC/DC var bedst med Bon Scott eller Brian Johnson. Taake skal nok få en pæn karakter, selvom den dér konstant summende guitarlyd bliver enerverende i længden, også hernedefra. Men jeg vælger til enhver tid glade venner og festligt lag over en bande mugne pseudosatanister.

… Og kære læser, hvis du har følt dig en kende provokeret af nærværende anmeldelse, så skal du vide, at der ikke er sket noget slemt, og at der faktisk stort set ikke findes noget i verden, der er værd at lade sig rive med af vrede over. Negative tanker har aldrig gjort os andet end skade. Du skylder dig selv noget langt bedre, for du er i bund og grund et godt, velmenende menneske, der tilfældigvis tænker lidt negativt, ligesom millioner af andre verden over. Og andre mennesker vil grundlæggende hinanden det bedste, for ellers havde vi ikke kunnet eksistere sammen i så mange millioner år.

Dette er ikke at være lalleglad; dette er såmænd bare en lille del af menneskehedens kollektivt bedste bud på den sundeste og mest langtidsholdbare livsfilosofi, sådan som den i hundredvis af år er blevet praktiseret af vores bedste bud på de succesrige overmennesker, som black metallen gerne har ladet sig fascinere så påfaldende meget af.

Tak for i aften.

Læs mere...

Taake - Stridens Hus

Det er en imponerende kontinuitet, Taake lægger for dagen; siden debutpladen ”Nattestid ser porten vid” udkom i 1999 har det været lige så sikkert som årstidernes skiften, at der hvert 3. år er kommet et nyt udspil fra det norske enmandsband.

I hvor høj grad han denne gang har fået hjælp i studiet, som det skete på ” Noregs vaapen” fra 2011, har jeg ikke helt kunnet klarlægge – det er også lige meget, for der er ingen tvivl om, at Taake er tilbage i topform – studiemusikere eller ej. Stilen kan man heller ikke bruge lang tid på at diskutere, for Taake leverer Black Metal af den klassiske slags. Det udmønter sig i et lydbillede, hvor guitarerne skaber en næsten massiv mur af lyd, så man er nødt til at koncentrere sig om indholdet; som baggrundsmusik er ”Stridens Hus” alt for kompakt og påtrængende.

Til gengæld bliver der suppleret med nogle spændende elementer, når man lytter efter. Som f.eks. den enkle men uhyre fængslende guitarmelodi i ”En Sang til Sand om Ildebrann”. Eller slagtøjseffekterne i slutnummeret, der giver ekstra fremdrift. Ikke fordi det er en mangelvare, for albummet er virkelig aggressivt fra start til slut. Og selv om det ikke tilfører genren nye facetter, er det et gennemført eksempel på, hvordan klassisk Black Metal skal lyde.

Tracklist:
1. Gamle Norig
2. Orm
3. Det Fins en Prins
4. Stank
5. En Sang til Sand om Ildebrann
6. Kongsgaard Bestaar
7. Vinger
Samlet spilletid: 43:27

Læs mere...

Copenhell - Det komplette program er klar

Copenhell, som finder sted 11. til 13. juni, har nu offentliggjort det fulde program til sommerens rock og metal fest på Refshaleøen i København, det gør det ved at tilføje i alt 18 nye navne, her i blandt finder man spændende internationale navne som Twisted Sister, Black Label Society, Behemoth, Toxic Holocaust, Trap Them og Taake, samt spændende danske navne som Helhorse, The Psyke Project, Dawn of Demise og Black Book Lodge. Du kan finde den komplette line-up nedenfor.

 

Copenhell skriver følgende:

“Tre dage og 41 metalbands. COPENHELL er på kun fem år blevet Europas hårdeste byfestival

Massive metalnavne, en festivalplads, der ligner dommedag og et publikum så dedikeret, at selv djævlen ville være stolt.

COPENHELL har på kort tid cementeret sig som en af Europas mest unikke musikfestivaler, og det har givet genlyd internationalt. Fra 11.-13. juni vil rock- og metalfans fra hele verden feste igennem i nordens helvede, der i år er større end nogensinde før.

COPENHELL præsenterer i 2014 over 40 bands fra genrens øverste hylder, der dækker alt fra oldschool heavy metal til moderne metalcore over death, glam, stoner, punk, thrash, doom og black metal. Kort sagt: det største, der er sket for metal på dansk jord nogensinde! COPENHELL kan nu i den grad måle sig med Europas andre store metalfestivaler.

Med tilføjelsen af endnu 18 bands – heriblandt TWISTED SISTER (US), BLACK LABEL SOCIETY (US) og BEHEMOTH (PL) – er programmet nu fuldendt. Disse metalkonger slutter sig til den imponerende liste af bands, der inkluderer headlinerne IRON MAIDEN, MEGADETH, WITHIN TEMPTATION og ANTHRAX. (Se den komplette liste af bands nederst).

Twisted Sister er et scoop på COPENHELL 2014. Ikke bare er koncerter med chok-rockerne en sjældenhed. Deres optræden på Europas største metal-byfestival falder sammen med 30 års jubilæet for deres mesterværk fra 1984, ”Stay Hungry”, som rummer klassiske skæringer som ”We’re Not Gonna Take It” og ”I Wanna Rock”.
Samtidig bliver der fyret ekstra op for teknisk lir, når Black label Society rammer Refshaleøen med den legendariske ex-Ozzy Osbourne-guitarist Zakk Wylde i front.

Men COPENHELL er ikke kun en tornado af kvalitets-metal. Festivalpladsen bugner med onde, specialdesignet hangouts, opsigtvækkende installationer og vilde shows på pladsen – alt sammen centreret om at give publikum en helhedsoplevelse, der matcher metalgenrens udfordrende univers og oprørske udtryk.
På COPENHELL kan man derfor tæske biler og musikanlæg i Smadreland, fyrer den af til live metal karaoke, feste igennem i Biergarten, få svitset pandehåret af Danmarks største ildkanoner, se København gå op i flammer, overvære blodige ridderslagsmål eller slappe af med fødderne i et blodbad, mens du nyder 10 wrestlere splitte hinanden ad og meget, meget mere.

Alt sammen er med til at skabe den helt unikke COPENHELL-atmosfære, der hviler tungt på et fundament af gensidig respekt, fællesskab og ubetinget kærlighed til metal-genren.
COPENHELL er enestående som metalfestival, fordi den ligger midt i en storby. De tre dage festivalen varer, er København bogstaveligt talt helvedes epicenter, hvor headbangere fra alle samfundslag samles for at håne dagligdagen med fuld knald på alle forbudte parametre. Sammenholdet blandt metalfans er kendt for at være ”second to none” på tværs af alle sociale og kulturelle skel, og er noget, der skal opleves med egne øjne og ører på Refshaleøen til sommer.

COPENHELL omtales i folkemunde som Nordens vildeste fest, og på COPENHELL gør man alt for, at den titel også i 2014 forbliver i sikre, danske hænder.”

 

COPENHELL finder sted 11.-13. juni, 2014 på Refshaleøen i København og billetter købes på www.billetnet.dk.

 

Det komplette program er:

IRON MAIDEN (UK), TWISTED SISTER (US), MEGADETH (US), ANTHRAX (US), WITHIN TEMPTATION (NL), BAD RELIGION (US), CLUTCH (US), SEPULTURA (BR), BLACK LABEL SOCIETY (US), MONSTER MAGNET (US), GRAVEYARD (S), BEHEMOTH (PL), WATAIN (S), ARCH ENEMY (S), SUICIDE SILENCE (US), FINNTROLL (SF), TRIPTYKON (US), KILL DEVIL HILL (US), AVATARIUM (S), MY DYING BRIDE (UK), OF MICE AND MEN (US), AVATARIUM (S), LYNCH MOB (US), TRAP THEM (US), TAAKE (N), TOXIC HOLOCAUST (US), AMENRA (BE), THE PSYKE PROJECT (DK), EVRA (DK), HELHORSE (DK), DAWN OF DEMISE (DK), BLACK BOOK LODGE (DK), TYR (FO), OBITUARY (US), THY ART IS MURDER (US), MERCENARY (DK), GORGUTS (US), THE HELL (UK), BLOOD EAGLE (DK), IAMFIRE (DK/S), HEIDRA (DK)

 

COPENHELL 2014

 

 

Skal du med til Copenhell og hvad glæder du dig så mest til på årets program? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

Læs mere...

Royal Metal Fest 2012

Pariah Syndicate
Kev: (3 / 6)
Jeg har altid troet, at Pariah Syndicate spillede goth/black metal, så da brutal death metal ramte mine øregange med 200 i timen, var det dog alligevel en positiv overraskelse. God energi fra scenen smittede af på publikum, og jeg må sige, at jeg nok sjældent har oplevet et mere overbevisende åbningsband på MRF end Pariah Syndicate. Dog sneg ensformigheden sig ind på mig, og efter 20 minutter havde jeg vist fået det ud af århusianerne, som var muligt. Dette laver dog ikke om på, at det var en meget fin åbningskoncert, som det unge band diskede op med.

By the Patient
Kev: ( 4/ 6)
Sidste gang jeg hørte By the Patient live, var det en ualmindelig kedelig omgang. Ingen scenetække og musikken virkede til at flyde sammen. Denne aften var dog en helt anden historie: By the Patient overbeviste mig med deres kraftfulde guitarløb, energiske temposkift og noget mere aktivitet på scenen. Dog kan der sagtens flettes lidt flere eskapader ind i drengenes optræden.
Nuvel… Der blev spillet til fra start, og de gæve bornholmere så sig ikke tilbage. De er dejligt brutale i udtryk, om end jeg synes, vokalen bliver lidt ensformig, så blev det altså til noget godt, det som BTP leverede. ”Luke 18:15 – 17” (Blot præsenteret som ”Luke”) var umiddelbart højdepunktet, men der var mange steder, hvor det virkeligt fungerede, så thumbs up… Og få så det album gjort færdigt!

HelHorse
Kev: ( 4/ 6)
Bandet, der førhen hed Dødning, opererer nu under banneret Helhorse. De har et orgel med på scenen og to sangere, der fiser rundt og går i vejen for hinanden. En overtatoveret guitarist med attitude og en bassist der minder om en buttet udgave af forsangeren fra Weezer… Men fuck hvor var det fedt!! Man kan snakke om, hvorvidt Helhorse (der kom med på et afbud) var malplaceret eller ej, men længe leve mangfoldigheden siger jeg! Deres sydstats-inspirerede tråd gik rent ind, og selvom jeg ikke kendte numrene, var det nemt at lytte med på. Klart et band der skal følges!

Saturnus
Kev: (4,5 / 6)
De gode gamle doom-rockere i Saturnus var vel årets overraskelse, for undertegnede, at se på plakaten. Jeg troede faktisk ikke, at de spillede længere, men hey…. Man kan ikke vide alt.
Grundet spisning kom jeg først ind i Saturnus’ set ca. halvvejs, men jeg nåede i høj grad at blive smittet af stemningen. Fuck, hvor gjorde de det godt! Jo vist så er tempoet til at falde i søvn over, og udtrykket er altså meget det samme, men det blev særdeles overbevisende leveret… Selv de der ”spoken-word-passager” som Saturnus ALTID har praktiseret, virkede ok på mig denne aften.
Der blev vist serveret et nyt nummer, og man kan vist vente sig en ny skive i løbet af 2012… Efter denne koncert, er jeg på!

Mercenary
Kev: (3,5 / 6)
Mercenary har aldrig 100 % været mig. Efter de har mistet deres signatur, har jeg helt og aldeles undgået dem. Det kunne jeg dog ikke denne aften, da jeg var eneste anmelder på posten:
Jeg blev faktisk noget overrasket, for det lyder til, at Mercenary har fået større nosser end nogensinde. Rene er virkeligt vokset med opgaven som sanger. Han når nok aldrig forgængerens højde, men han er sgu godt deroppe af!
Mercenary’s kundskaber kan der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved, men jeg kommer altså til at kede mig bravt. Numrene flyder sgu en anelse sammen, og jeg synes, det hele virker meget ensformigt. Beklager drenge, men I gjorde/gør det bare ikke for mig.

Decapitated
Kev: (5 / 6)
Det polske band, der har været et og andet igennem, kunne igen få lov til at spille på festivalen. Halvdelen af bandet røg jo på en højst uheldig måde, men de nye folk synes at varetage hver deres position på glimrende vis. Især forsangeren er en energibombe af rang. Med dreadlocks ned til under røven er han et syn for sig, når han banger på scenen, men hans vokale præstation er der INTET at sætte på. Faktisk er det sådan hele vejen rundt, at Decapitated er brilliante musikere, der har et nærmest ekvilibristisk tag på instrumenterne. De havde også publikum i deres hule hånd, og man kan diskutere, om det havde været bedre at have polakkerne som hovednavn fredag…?
Long story short: Decapitated var det fedeste band fredag, og selvom deres nyeste plade har fået lidt heat fra anmelderne, så er det altså et superfedt liveband, som ikke holder sig tilbage!

Evergrey
Kev: (2,5 / 6)
Om det var fordi Decapitated havde suget al energi ud af publikum, eller om Evergrey simpelthen ikke har flere fans, vil jeg lade være usagt. Faktum var dog, at Evergrey spillede for en tredjedel af det publikum, der så Decapitated… Og det var sgu lidt synd. Personligt er jeg overhovedet ikke fan af Evergrey, men det er en krank skæbne at lide som hovednavn. Musikken var en omgang tynd power/prog metal, og bandet virkede noget fortørnede over det ringe fremmøde. Personligt blev det ingen åbenbaring for undertegnede, der tog sig selv i ofte at kigge på klokken… Det siger vist det hele.

Diamond Drive
MetalMorfar: (4 / 6)
Lørdagen startede dystert, for ved ankomst til Voxhall blev publikum mødt af et stort politiopbud, som skulle søge at sikre en fredelig demonstration i Mølleparken lige overfor Voxhall. Begivenhederne i den forbindelse fik indflydelse på bevægelsesfriheden for festivalens gæster, men i sidste ende var det primært folk med rygetrang, som led under dette. Indenfor startede Diamond Drive andendagen en smule nervøst, men da nerverne efter det første nummer var på plads, spillede bandet et set, som var både spændende, varieret og velspillet. Stilen indeholder både hårdtslående, groovy og melodiske elementer, og alle facetter blev håndteret rigtig godt. Jeg er især imponeret af sangeren Troels, som ikke bare synger fantastisk godt, men også skaber et energifyldt sceneshow. I det hele taget gjorde Diamond Drive en virkelig go´ figur og fik ikke blot givet dagen en super start, men også markeret sig som et band, man bør holde øje med.

Mordax
MetalMorfar: (3 / 6)
Næste band var Mordax, som var kommet til Aarhus fra hovedstaden. De 5 medlemmer spiller en stil, som falder i to kategorier; enten spiller de Death- eller også spiller de Thrash Metal. Førstnævnte er ret tungt, men ikke særligt varieret og bliver derfor ret hurtigt for monotont og uinteressant efter min smag. Det går meget bedre, når Mordax spiller Thrash; bandet lader til at befinde sig bedre i selskab med det høje tempo. Frontmanden Asbjørn leverede en energisk indsats, men alligevel lykkedes det ikke rigtigt at få salen med før det næstsidste nummer ”Treachery”, som er rigtig fedt. Afslutningen skete med Metallicas ”Ride The Lightning”, som blev fyret af i en okay version. Her havde jeg hellere hørt mere til bandets eget materiale som afrunding af et set, som samlet set var på det jævne.

Slow Death Factory
Kev: (3,5 / 6)
Denne koncert skulle have været beviset for Dødsfabrikkens tilbagekomst til de skrå brædder. Bandet gjorde da også fin figur, hvis man havde set dem uden lyd. Lyden var derimod helt horribel. Guitarerne lød mærkeligt forvrængede, trommerne var ultratynde og bassen var meget lav. Vokalen var nok det indslag, der havde den bedste lyd, men den var altså heller ikke helt god. Denne koncert går nok ikke over i historien som en af de fede. Tværtimod går den nok over i historien som skrækeksemplet over dem alle.
Numrene er der dog ingen, der kan tage fra Gilsted og Co. Riffs af høj klasse og groovyness over alt er det, han står for, og det kunne man trods alt godt fornemme. De tre nye numre, der blev præsenteret, virkede en anelse mere afdæmpede og meget mere vokalbaseret end tidligere. Lidt modigt var det, at det mest ”stille” nummer blev spillet som det næstsidste… Folk var dog på og med et lille gimmick i slutningen af koncerten, var humoren i hvert fald intakt. Efter en snak med Onkel Morten, er jeg dog overbevist om, at vi snart hører og ser mere fra Slow Death Factory.

Crocell
MetalMorfar: (3½ / 6)
Det skader aldrig at spille på hjemmebane, og salen var da også pænt fyldt op, da turen var kommet til Århus-bandet Crocell. Og de forstod at udnytte hjemmebanefordelen i en performance, som var mere målrettet, sejt og stramt spillet, end det var tilfældet de andre gange, jeg har hørt dem. Samtidig var settet pænt varieret, så der både blev plads til de helt tunge sager og de mere tempofyldte numre. Hjemmebanefordel eller ej; publikum i salen kunne li´ det, de fik serveret, og jeg må sige, at det var den bedste præstation fra Crocell, jeg endnu har oplevet.

H.O.T.E.L.
MetalMorfar: -
Så var det tid til en pause fra musikken, for kl 18 blev scenen indtaget af den lokale dansegruppe House Of The Eternal Life. Gruppen består af 5 piger, som klædt i læderjakker dansede til et mix af Rock og Metal. Ingen tvivl om at det var seriøst sat op og meget koncentreret fremført, men jeg synes alligevel, at det var malplaceret til en Metal festival. At jeg ikke er helt alene om den opfattelse kan tolkes af reaktionerne i salen, som forholdt sig passiv.

Endstille
MetalMorfar: (4½ / 6)
Det passive blev hurtigt blæst væk, da Endstille indtog scenen: Inden den første tone havde lydt, varslede bandets corpse paint, at vi skulle tage hul på aftenens første afstikker til den Sorte Metal. I forhold til bandets optræden på Aalborg Metal Festival for et par år siden, hvor jeg ikke var imponeret, var det et Endstille i helt anderledes form, der var på scenen denne lørdag. Tempoet var virkelig højt, og der blev hamret løs på instrumenterne, så publikum ubønhørligt blev ramt af en strøm af koncentreret Mørke. Anført af en vokal der skar gennem marv og ben, var settet ikke særligt varieret. Alligevel var det meget fascinerende at opleve, og det faldt i go´ jord hos publikum; flere gange mellem numrene lød råbene ”Endstille, Endstille” gennem salen, og da slutnummeret ”Navigator” døde ud, havde Endstille præsteret dagens foreløbige højdepunkt.

AEON
Kev: (4,5 / 6)
Aeons plads på death metal-scenen kan ikke fornægtes. De spiller superfedt, og så synger de om satan, altså en strammere udgave af Deicide. Hvad mere kan man ønske sig?!
Den koncert, de spillede på dette års festival, var noget federe end den, de sidste gang fyrede af, og tak for det… Men hvor fanden var ”There Will Be No Heaven For Me”?! Hvorom alting er, så er Aeon en flok dygtige musikere, hvor jeg især lige bed mærke i bassisten, der spillede noget hurtigt, men som også bangede med sit skæg. Imponerende! Tommy på vokalen er heller ikke helt ilde. Han kan lidt af hvert med stemmen og har også lidt humor på scenen. Blandt andet blev den mikrofon der lige pludselig satte ud, beskyldt for at være ”a christian microphone”.
Koncerten blev efter min ringe mening dog spillet for tidligt på aftenen, men fede var de. Death metal med kant og satan… Jeg kunne godt have brugt en halv time mere i selskab med de sataniske svenskere.

Taake
MetalMorfar: (5 / 6)
Taake var det navn, jeg havde glædet mig mest til at se på årets festival; ganske vist var albummet ”Taake” fra 2008 ret ordinært, men det nye udspil ”Noregs Vaapen” har indbragt priser og meget rosende omtale, ikke mindst i hjemlandet Norge. Ret beset er Taake kun et band i live-sammenhæng, ellers er der tale om et enkeltmandsprojekt for sangeren og musikeren Høst. Han satte sig fra start i centrum med en optræden, hvor han konstant udlevede numrene via sin vokal, mens han bevægede sig truende rundt på scenen. Sette havde lighedspunkter med Endstille, men Taake var på alle områder lige en tand bedre: Corpse paintet var lidt mere gennemført, musikken lidt sejere og hele sceneshowet lidt mere teatralsk. Det fungerede virkelig godt, og selvom musikken indeholdt overraskende lange passager, som var lige dele Rock og Metal, var der ingen mangel på power. Det var en opvisning i, hvordan Black Metal skal serveres og min absolutte favorit på festivalen.

Keep of Kalessin
MetalMorfar: (4 / 6)
Hvor mine forventninger til Endstille var ret små, baseret på bandets optræden i Aalborg, forholdt det sig stik modsat med Keep of Kalessin; deres sidste optræden i det nordlige Jylland stod stadig som super i min hukommelse, da bandet som aftenens næstsidste act stod på Voxhalls scene. Lige umiddelbart blev jeg overrasket over kvaliteten af de flerstemmige vokaler, disse var langt flottere end tidligere oplevet. Samtidig var det imponerende så flot og frem for alt fyldigt et lydbillede, bandet fik skabt med kun en enkelt guitar i spil. Til gengæld var det som om, at rammerne fratog musikken noget af sin vildskab og styrke. Vi fik den ventede blanding af Black- og Death Metal, men et eller andet sted virkede det for pænt og en smule ufarligt. Præstationen var på ingen måde dårlig, men i min bog leverede Keep of Kalessin det svageste bidrag til salens Black fans denne lørdag.

Pretty Maids
MetalMorfar: (5 / 6)
I 2009 spillede Pretty Maids et forrygende set på det års RMF, men i år var Horsens-bandet avanceret til hovednavn – det skruede naturligt publikums forventninger i vejret. Settets første del var præget af numre hentet fra den nyere del af bandets produktion, hvor især det seneste studiealbum ”Pandemonium” leverede flere smagsprøver. Jeg er ikke ret godt hjemme i den del af bagkataloget; måske er det grunden til, at numrene her ikke rigtigt fangede mig. I anden del kom der skæringer tilbage fra bandets tidligste materiale, og så begyndte tingene at rykke! Jeg ville godt have haft flere numre fra bandets Metal-skuffe og kunne sagtens have undværet den slidte ”Please don´t leave me” ballade – den blev til gengæld virkelig godt modtaget af publikum i salen. Det hele blev afsluttet med ekstranumre, som kulminerede i en lækker udgave af ”Red Hot and Heavy”, som Ken Hammer piftede op med lidt ”Smoke on the water” – cool performance. Skulle jeg vurdere koncerten 100% objektivt, burde Pretty Maids kun have 4 stjerner, men når jeg alligevel smider en ekstra oveni skyldes det, at bandet via suveræn kontakt til publikum formåede at afslutte årets RMF med en rigtig fest – en samlet præstation, som er et hovednavn værdigt.

Igen var det superfedt at opleve hvordan folk med forskellig alder, køn, livsholdninger og udseende kan samles fredeligt omkring en fælles glæde til Metal – en stor kontrast til de snæversynede konfrontationer udenfor, som krævede store politistyrker for at kunne løses. At begivenhederne ikke fik synderlig indflydelse på årets festival, skyldes både professionel håndtering af situationen fra arrangører og vagters side og publikums efterlevelse af de givne anvisninger. Men selvfølgelig ser vi frem til næste års udgave, hvor vi forhåbentlig kan koncentrere os 100% om det, det hele handler om, nemlig Metal!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed