fbpx

Gorguts - Royal Metal Fest 2016

Gorguts på Copenhell i 2014 var noget af en overraskelse. Jeg havde hørt om bandet, men aldrig nogensinde sat mig ned og lyttet til deres musik.

Efter deres koncert på Copenhell var jeg fuldstændig blæst bagover og gjort til en stor fan af bandet. Og nu stod de til at headline dette års RMF? Jeg kunne ikke være mere glad.
Bandet gik på og begyndte at spille Le Toit Du Monde fra deres forrige udspil Colored Sands. Lyden var til stede, og det hele fungerede bare perfekt. Efter et par numre gik bandet så i gang med at spille hele deres nye EP Pleiades' Dust, som er et nummer på 30 minutter. Efter fem til otte minutter inde i nummeret følte jeg at de mistede flowet utrolig meget.
Det hele fungerede så godt, og at spille hele deres nye EP var nok ikke lige den allerbedste idé.
Efter de havde spillet nummeret færdigt, så fik vi de to klassikere From Wisdom To Hate og den evigt dissonante, fede Obscura.

Gorguts takkede af for i aften og flere gik fra salen meget tilfredse.
Jeg var også meget tilfreds, men alligevel synes jeg det trak en lidt ned i oplevelsen, at de spillede hele den nye. Jeg synes det ville have været en bedre idé at bruge noget tid på at spille flere numre fra albums såsom Considered Dead og Obscura.
På trods af det, synes jeg alligevel at Gorguts leverede en fin koncert.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

1349 - Royal Metal Fest 2016

Da Royal Metal Fest annoncerede at de norske veteraner i 1349 var black metal folket i Danmark ekstatiske.
Jeg har tidligere set ti minutter af deres koncert på Roskilde Festival, så nu var det endelig blevet tid til at se en fuld koncert med bandet.

Bandet gik på scenen indsmurt i corpsepaint og et rødt scenelys.
’I Am Abomination’ satte gang i festen, djævlehorn blev smidt i vejret og håret blev svunget hårdt rundt over det hele. Lige efter det første nummer fik vi med stor glæde, min personlige favorit ’Sculptor Of Flesh’.
Lyden var god inde i salen og bandet var tændte, specielt trommeslager Frost. Han gav de tønder så mange tæsk, at man skulle tro de havde fornærmet hans nærmeste familie og var klar på hævn.
Det hele virkede godt, men alligevel virkede det til at koncerten mistede lidt af sit flow. Jeg synes det begyndte at blive en anelse kedeligt, og det virkede lidt svært at komme på rette spor igen. Det blev heldigvis reddet i et kort øjeblik, da bandet spillede det formidable nummer ’Slaves’.

1349 leverede en ganske fin koncert, men alligevel var det heller ikke særlig meget mere end det.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Bæst - Royal Metal Fest 2016

Lokale Bæst havde den utrolige nervøse opgave at vække liv i det tømmermandsramte publikum.

Bæst har eksisteret siden oktober sidste år, og genren vi snakker om er dødsmetal af den gamle skole, med inspirationskilder som Entombed og Bloodbath. Man kunne ikke bede om et bedre sted at spille sin debut koncert end til årets festival.

Bandet gik på scenen, og de leverede et ordenligt los i løgene. Lyden var god, og bandet var utrolige glade for at spille der. Jeg har set mange koncerter i løbet af min tid som metal fan, men alligevel er det en af de stærkeste debut koncert jeg har set. Det var ikke til at mærke at de kun havde spillet sammen siden oktober måned sidste år, de spillede som havde de spillet sammen i flere år

Bæst er i hvert fald et band jeg kommer til at holde øje med i fremtiden, og det synes jeg også alle jer som læser dette burde gøre!

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Piss Vortex - Royal Metal Fest 2016

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er utrolig glad for den smadrede grindcore maskine fra København, også kendt som Piss Vortex.

Jeg har skamlyttet deres debut plade, som udkom i 2014, og deres seneste EP 'Future Cancer' har været igennem den samme tur.

Bandet gik på scenen, og allerede fra starten var standarden sat meget højt. Bandet løb frem og tilbage, og gav den så meget gas at det næsten var svært at tro. Forsanger Simon Stenbæk skreg sin hals til blods for at bringe endnu mere ekstremitet til musikken, der allerede var ekstrem nok i sig selv.

Der var også plads til humor da bandet efter par numre sagde, at de havde omkring 20-30 numre tilbage og så var de desværre nødt til at smutte.

Højdepunktet for undertegnet var i nummeret ’Inoperable’ fra deres første skive, som bare er så evigt fedt og det lyder super fedt på pladen, men lyder bare endnu bedre live.

Bandet fik også hevet Thomas Fischer fra bandet Defilementory med op på scenen til at synge med på det super fede nummer ’Liars’.

Bandet sluttede 30 minutters psykose af med sidste sang fra den nye plade ’Patterns Of Repetition’.

Piss Vortex var højdepunktet for mit vedkommende på hele festivallen. Fantastisk koncert!

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Marduk - Royal Metal Fest 2016

Det bedste live band indenfor Black Metal er uden tvivl Marduk!

Jeg har set dem tre gange nu, og de har ikke skuffet en eneste gang. Så det var spændende at se om de kunne levere varen endnu engang.

Bandet gik på scenen et par minutter for sent, men da de endelig kom ud på scenen havde det deres faste greb rundt om halsen på Voxhall.

Med sange som Frontschwein, Slay The Nazarene og Burn My Coffin, der altid fungerer live og gjorde det igen denne aften. Men alligevel følte jeg cirka halvvejs inde i sættet at det begyndte at blive en anelse kedeligt og meget ensformigt. Det skal ikke misforstås som om at jeg ikke synes, at de gør det godt, fordi det ved jeg at de godt kan.

Desværre gik jeg fra salen en anelse skuffet over at det ikke helt levede op til mine forventninger, på trods af at jeg inderst inde godt ved, at Marduk kan gøre det meget bedre end var tilfældet denne aften, og det har jeg også set dem gøre tre gange før, så jeg håber det bliver bedre næste gang.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Woebegone Obscured - Royal Metal Fest 2016

Det virker, som om Danmarks tungeste band har fået vokseværk i den senere tid. Da jeg hørte Woebegone Obscured første gang, var deres musik en utilnærmelig, voluminøs væg af hele den menneskelige følelsespalets negative side, men på det seneste giver de sig i kast med en mere afdæmpet, melodisk tilgang, der gør alt mørket lidt mere melankolsk frem for mestendels misantropisk.

Det fungerer til en vis grad. De fortsat ultratunge og næsten pinefuldt langsomme stykker komplementeres af de lettere, mere nøgne elementer - og vice versa. Woebegone Obscureds dynamiske rækkevidde har nået en nær-Opeth’sk bredde. Somme tider dominerer lyden hele Atlas som kun de færreste bands på stedet vel nogensinde har kunnet formå; andre gange er den næsten helt fraværende. Sidstnævnte element er modigt og for så vidt utroligt veludført, men det skæmmes desværre af de efterhånden veltilriggede branderters greb i bærernes snakketøj rundt omkring. Det er lidt utroligt, at selv et lokalt band med efterhånden så velfunderede kredentialer ikke har større respekt til et arrangement som dette.

Bandet har op til koncerten skrevet noget på deres Facebook om, at aftenens show skulle være noget ekstraordinært. Det kan være, det er derfor, at hovedmand Danny Woe pludselig er sprunget ud som decideret frontfigur og har overladt trommetaburetten til en ny gut. Denne er desværre ikke helt smeltet sammen med den øvrige rytmegruppe; den gode Danny favner heller ikke hele publikum og er en kende uvant i rollen som forsanger udelukkende.

Selvom den rene vokal somme tider er lidt off, udvikler Danny sig fortsat som vokalist, og er sågar ved at have nailet en ganske fin vibrato. Og det længste stykke hen ad vejen er bandets samlede performance både interessant og skudsikker. Når hele svineriet spiller sammen og går op i en højere enhed, hvad der trods alt sker en god håndfuld gange, er det lige så storartet som My Dying Brides ypperste stunder. Alle skønhedsfejlene til trods er dette endnu en lovende aften for Woebegone Obscureds fremtid, der meget gerne måtte indebære noget mere opmærksomhed på den internationale scene. For mig at se har de hele tiden haft potentialet til det, og det er et potentiale, som bandet både synes at være bevidste om og at udvikle på.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Nero di Marte - Royal Metal Fest 2016

Nero di Martes tekniske og samtidig lækkert atmosfæriske univers er centreret omkring de kaotisk-strukturelle elementer fra Neurosis, opblandet med dynamikken og progressionen fra Tool og iklædt den storladne lead-lyd fra bands som Sólstafir.

Okay, “kaotisk” er så meget sagt, men det er ikke lige nemt at finde hoved og hale i numrene, og det skyldes altså ikke kun, at jeg stadig har lidt tømmermænd. Trods musikkens dramatiske og til tider højeksplosive islæt er Nero di Marte en forholdsvist indadvendt størrelse, der i høj grad udfordrer min måde at tænke musik på. Der er ikke de store stand-out-elementer; bandet satser i langt højere grad på at ramme en synergi mellem teknik og atmosfære. Udover at være et ekstremt kreativt band, er de også en af de dygtigste flok musikere på dette års RMF, selv med navne som Psycroptic og Gorguts på plakaten.

Selvom Nero di Marte altså ikke ligefrem byder på nogen stadionbaskere, efterlader de et overordnet positivt indtryk hos mig, - et indtryk som ikke desto mindre nok havde haft bedre kår for udvikling, hvis jeg havde hørt dem derhjemme. Der bliver f.eks. ævlet lidt for meget nede omkring baren, hvilket er en kende ærgerligt for den ellers ganske imponerende, andægtige stemning, der ekstraordinært hersker på Voxhall.

Men måske er det også forventeligt, at nogle enkelte bliver sat af. Nero di Marte er ikke et band for alle. Dog giver de et særligt ekstranummer som kvittering for de resterende lytteres tålmodighed og taknemmelighed, og hvorvidt det måtte sige noget om, at mine med-headbangere også er åbne for andet end hovedkuls smadder, og/eller at RMF i år har formået at tiltrække visse yder-segmenteringer af landets metallyttere, kan jeg kun se det som noget positivt.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Black Swamp Water - Royal Metal Fest 2016

Det er rart, at noget så umoderne som halvsleazy hard rock bliver tilgodeset på et så døds- og black-vægtigt RMF-line-up som årets. Også selvom det er i form af noget, der i så høj grad minder om et hyggeprojekt, som det er tilfældet med silkeborgensiske Black Swamp Water.

De rykker nemlig rigtig fedt, de hér gutter. Givet, musikken er ikke længere så original, som den var, da Guns n’ Roses og Skid Row spillede den i senfirserne, men sådan er der jo for fanden så meget. Black Swamp Water tilføjer hardrocken en massiv, solid tyngde, og selvom bandet ikke har været ude af garagen længe nok til at transcendere summen af sine enkeltdele, kan det høres, at rytmegruppen består af erfarne musikere.

Lidt i stil med gårsdagens Stone Cadaver synes numrene hos Black Swamp Water at blive federe og federe, som deres sæt skrider frem. Og så ser jeg gerne både stort på, at lysmanden lige laver en Spinal Tap-finte og mørklægger scenen under halvdelen af “Harmless”, og at hovedriffet i den ellers så velskrevne “Drink ‘em Way Down” lige minder en tand for meget om C.o.C’s “The Door”. Bevares, hvis man sætter en flok aber i et øvelokale, begynder de vel osse at spille “Bohemian Rhapsody” før eller siden. (Uden yderligere sammenligning, forresten).

Min hovedanke til Black Swamp Water er, at de lige skal blive enige om at finde deres indre motherfuckers lidt mere frem, når det gælder om at komme ud over scenekanten med en reelt set så fandenivoldsk musik, som de nu engang skriver. Forsangeren skal lige være lidt mindre hyggelig og lidt mere heavy, og generelt skal bandet udstråle lidt mere engagement. Kun bassisten gør et nogenlunde acceptabelt arbejde ud af at bevæge sig på scenen; resten er mere eller mindre stillestående. Prølliåhørher, gutter: I rocker pissegodt; I kan sagtens bære at leve jer helt ind i stilen, selvom I ikke lige står på Sunset Strip for de dér skide 30 år siden. Og så synes jeg i øvrigt, at langt størstedelen af jeres numre er mindst lige så gode som den dersens “Hell Ride”.

Rock on.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Trepaneringsritualen - Royal Metal Fest 2016

En makker udenfor spurgte mig efterfølgende, om jeg fik set Trepaneringsritualen, og hvad det var for noget. Og udover at jeg skam fik det set, er den sgu svær. Jeg tror, min forklaring gik noget i stil med…:
“Jamenæhh… Det var bare én gut, der stod og råbte og skreg over så’n nogle dystre ambient-industrial-soundscapes. Han havde så en sæk over hovedet, som han så fjernede i tredje nummer… Og så havde han verdens mest fedtede og svedende hår indenunder, og én større dreadlock i nakken…”

Hvordan forklarer man, at sådan et koncept faktisk har været fedt, og at det faktisk har virket?

Trepaneringsritualen er både auditivt og visuelt en billedserie i galskab, mørke og isolation. Jeg er 100% overbevist om, at foretagendets eneste medlem har en eller anden form for samlet pakke af psykiske issues, der gør mine egne dæmoner til grin og kun holdes i ave ved at blive sublimeret gennem dette hans kreative outlet.

Af flere grunde kom jeg til at tænke på at være til koncert med Sunn0))), for både det dystre lydunivers, den nærmest ikke-eksisterende belysning og hovedmandens maskering er indikatorer i samme overordnede retning. - En retning der ganske bevidst skyr menneskelige forhold og værdier, og bevæger sig ned i underbevidstheden på et plaget, misantropisk individ hvor grænserne mellem godt og ondt somme tider overlapper og andre gange er helt opløst. Ligesom det gale individ selv søger at nedbryde en barriere, da han i sidste nummer forcerer scenekanten og skriger sin lede ud - og deler ud af sin aldeles frastødende kropslugt - blandt publikums forreste rækker.

Jeg tror faktisk, jeg forstår Trepaneringsritualen. Men frem for alt er det af flere grunde bare vigtigt, at det overhovedet eksisterer. Trepaneringsritualen giver RMF ’16 en mærkbart bredere profil; det skubber grænserne for, hvad man overhovedet kan rent kunstnerisk; og det holder, for så vidt jeg sætter mine penge, mindst ét menneske fra at begå en mere rædsom handling, end det er at lave en musikalsk ækvivalent til samme.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Serpents Lair - Royal Metal Fest 2016

Somme tider dukker der et band op af undergrunden, der er så professionelt, at det er mere end almindeligt imponerende.

Serpents Lair er et sådant band. Black metal er stadig ikke min stærkeste side, men derfor kan jeg i al ydmyghed stadig sagtens vurdere, når et band indenfor næsten samtlige metalsubgenrer er professionelt, kreativt, alsidigt, dynamisk og i det hele taget et vellykket foretagende. Og Serpents Lair er et sådant band.

Man skal lige ud over, at vokalisten bærer maske. Jeg har besluttet mig for, at det er okay; jeg kan trods alt også godt lide både Slipknot og Gwar. Og det er musikken, der tæller, og i dette tilfælde folder den sig langsomt, omhyggeligt og omstændeligt ud til et foruroligende, altomsluttende og monstrøst idéunivers. Stemningen i bandets stille og langsomme passager er trykket, uhyggelig og depressiv. Der er ingen forløsende omstændigheder, og det skulle der så sandelig heller ikke have været.

Der er til gengæld klare tråde til doom ind imellem. Dog i en langt mindre forsonlig udgave, end hvad jeg personligt overhovedet er bekendt med. Guitarerne spiller somme tider så anti-melodiske, anti-behagelige figurer, at min forkærlighed for H.P. Lovecrafts overmenneskelige elementer lige vækkes og stimuleres en ekstra gang. Den lille ritualistiske opstilling med røgelse, levende lys og knogler på scenen medvirker hertil og giver showet præg af seance. Det hele fungerer i samspil, og det pirrer kun min lyst til at dykke længere ned i dén mørke, musikalske afgrund, de kalder black metal. Jeg er bjergtaget grænsende til en hypnose-lignende tilstand, og nej: Det skyldes faktisk ikke bajere (så’n lige på nuværende tidspunkt).

Den danske metalundergrund har det bedre end nogensinde, og Serpents Lair er et pragteksempel herpå. De skal meget gerne vokse sig til en større dansk repræsentant for genren indenfor den kommende håndfuld år, og de skal have alt tænkeligt held og lykke herfra.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed