fbpx

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • BAEST_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RED WARSZAWA_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Huldre_3
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Red Warszawa - Copenhell 2017

Nogle af de trofaste Revolution Music.-læsere, der husker min anmeldelse af Red Warszawa fra sidste års Copenhell, har nok set frem til endnu en skamhyldest. Andre har muligvis tænkt noget, der involverede gråspurve og kanoner.

Men bare rolig: Om ikke andet bliver dennehér slet ikke så lang. Som man siger.

Sidste år fik Black Sabbath æren af at være opvarmningsband for Red Warszawa. I år er det Slayer. Og ligesom i tilfældet Slayer ER der ikke det store at sige om Red Warszawas selvbevidst åndssvage pik-og-røv-heavy.

Vi er allesammen med på den, omend trætte ovenpå tre dages druk og metal. Således er det først på “2000 Tyskere”, at der kommer ordentligt gang i crowden på Hades. På dette tidspunkt er de første lamme jokes for længst røget af fadet, og mange flere skal følge.

Red Warszawa på Copenhell er nemlig ren og skær dum, traditionsrig hygge. Men som jeg også var inde på sidst, så ER der faktisk en vis base af noget opbyggelig metalsubstans bag gruppens immervæk tykt pubertære image. Til trods for de rent tåbelige indslag som “Svenskergarn”, “Jeg Vil Ha’ en Kvinde Med en Kraftig Måtte” og det tilbagevendende fokus på Heavy-Hennings nedre regioner, er det ikke altsammen rent at himle af.

Klassikerne “Aldi” og “Jeg Hader Alle Mennesker” er musikalsk ganske fine thrash-numre uden de store afvigelser.  Et par andre klassikere, “Mosekonen Brygger” og “Singeling”, er så tæt på at være decideret gode sange, at en forveksling sagtens kunne retfærdiggøres. Og så er hovedriffs’ene i den indledende “Return of the Glidefedt” og den afsluttende “Æggemad” fandme seriøst holdbare riffs, numrenes tekstmæssige kvaliteter uanset. Ja; det føles mærkeligt at skrive og sikkert også at læse, men prøv nu lige at lytte til numrene engang, mops.

Dog kan det mærkes på publikum, at det ER numrene fra Red Warszawas barndom i 80’erne og 90’erne, der trækker de største kegler. (Pun may or may not be intended.) “Metadonmix fra Maribo” har alle dage været tvivlsom, og premieren på den nye, aparte skæring “Flied Lice” falder på maven. Jeg savner ærligt talt også lidt “Hurra Skolen Brænder”.

Så selvom Red Warszawa er en institution indenfor dansk metal, hvad end man bryder sig om dét faktum eller ej, så er deres status ikke just lig med kreative, musikalske ildsjæle snarere end omrejsende, fordrukne håndværkere. Ovre på Devilution er min kollega Emil Hansen i sin Red Warszawa-anmeldelse godt i gang med at snakke om identitetskrise både hos Red Warszawa og Copenhell.

Den vil jeg ikke tage op hér, men for nuværende nøjes med at konkludere, at identitetskrise eller ej, så er vi efterhånden ved at være nået dertil, hvor Copenhell ikke helt ville være det samme uden Red Warszawa. Og alt andet lige, så er underholdningsværdien — både hos festival og band — uomgængelig og stensikker.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • LOST SOCIETY_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ROB ZOMBIE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RED WARSZAWA_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Copenhell 2016 - Samlet vurdering

Jeg skal love for, at Copenhell slog kontra i år. Jeg var der ikke i fjor, - hvad jeg sikkert havde været, hvis jeg havde befundet mig i Danmark. Men programmet var altså underligt. Ikke et ondt ord om hverken Ghost eller Primus, men som hovednavne alligevel?

Og Rise Against? Og Body Count?? Jojo, ting skal da prøves, men der kan ligesom også være så lidt tilbage blandt hovednavnene af det, der egentlig udgør genrens grundstamme, at konceptet med en metalfestival så småt holder op med at give mening.

Når det er sagt, har jeg været rørende glad for at have haft Scorpions og Alice Cooper øverst på plakaten i år. Ja, de spiller “bare” hård rock. Men ved I hvad? Hele heavy metal-genren er en fucking AFART af hård rock, og Scorpions og Alice Cooper har betydet uendeligt meget mere for hele lortet end alt jeres poppunk og highschool-core til sammen. Sagde alle med tilstrækkelig erfaring til at eje kvalificeret indsigt.

Nej, men det er bare én ting. En anden er, at det netop er den type store, samlende oplevelser, der kun kan leveres af navne i den liga, som Copenhell - ja, festivaler i det hele taget - har brug for. Hvorfor skulle man afholde en festival med adskillige tusinde besøgende, hvis folk alligevel bare render og ser meta-niche-bands i hipstervenligt format? Og som både Scorpions og Cooper beviste i år, så virkede det såmænd. Førstnævnte trak den hjem på charme, nostalgi og hits; sidstnævnte leverede det mest underholdende show, Copenhell vel nogensinde har lagt scene til.

Det har dog muligvis været Black Sabbath, der har været talt mest om, og det er med al tænkelig god grund. Når verdens mest betydningsfulde og legendariske metalband giver afskedskoncert i landet, så er der ganske enkelt mødepligt for enhver, der nogensinde har nikket i takt til “Iron Man”. Og at denne koncert skulle foregå på Copenhell er et privilegium, som Jeppe Nissen vil kunne smile over på sit dødsleje. Bill Ward deltog ikke, og Ozzy synger som en tonedøv brøleabe. Men Sabbath gav en dejlig tur ned ad Memory Lane for størstedelen af Copenhells mest massive publikumsskare nogensinde - og en grundig Heavy Metal 101 for den overraskende store mængde børn, der var med i år. (Den slags elementer bør efter min mening ellers holdes i privaten, men det er dejligt at se, hvordan metallen både går i arv og kan appellere til den næste generation. Samt at folk efterhånden godt har indset, at det hele slet ikke er så vildt og farligt, som visse ignorante udenforstående vil påstå.)

At regne Megadeth for et hovednavn finder jeg dog måske lidt spøjst. Men de leverede varen som altid, og de hører jo nok til den type bands, der er fremtidens hovednavne, når de ældste titaner har gjort Sabbath følgeskab. King Diamond levede dog op til sit navn og viste klare tegn på, at det hér med at blive pensionsmoden godt kunne tage sin tid for enkelte titaners vedkommende.

Jeg håber, at Rival Sons med tiden vil kunne opnå status som hovednavn, da de viste sig at være et af få bands på Copenhell i år, der har potentiale dertil. Jeg har aldrig set nogen lignende synergi mellem rendyrket rockenergi og professionalisme. Og at gå fra deres fremragende opvisning til en ligeså god af slagsen med Decapitated siger noget om, hvilken bredde der er plads til på Copenhell. (Når altså de vigtigste kriterier for hovednavne er indfriet, jf. indledningen.)

Red Warszawa endte med at give årets fest. En bedrift jeg ellers havde spået skulle begås af Dropkick Murphys, der dog fik spillet så bravt op til dans, som de nu kunne i den bagende sol, og inden de fleste endnu var blevet ordentligt berusede. Samme type omstændigheder udfordrede også I’ll Be Damned, som dog heller ingenlunde lod sig kue mere, end at de stadig kunne levere den vanlige vare til den vanlige skare. For tidligt til fællessang var det aldeles heller ikke i tilfældet Blind Guardian, som efter 22 års ventetid gæstede Danmark for kun anden gang med et sæt, der omstændighederne taget i betragtning var alt for kort, omend dejligt klassikerspækket.

Trivium og Shinedown holdt gymnasiefest. Entombed A.D. og Abbath buldrede derudaf. Sidstnævnte endda to gange; anden gang i Motörhead-tribute-bandet Bömbers, som spillede i en brandert, der havde gjort Lemmy stolt, men dermed til gengæld leverede numrene så katastrofalt, at han må have roteret i graven. Clawfinger var gode for en nostalgioplevelse, som man muligvis skulle være født i første halvdel af 80’erne for ikke at ryste på hovedet af. Og så fik vi årets ud-af-boksen-oplevelse i form af det stjernespækkede projekt Gutterdämmerung: En kunstfilm castet med prominente medvirkende fra store dele af den verdenskendte metal- og rockscene samt et liveudført soundtrack bestående af hits fra samme. Aparte, men underholdende og interessant.

Noget, som Copenhell skal have ekstra meget ros for i år, er lyden. Jeg har hermed - for muligvis første gang i mit liv - været til en festival, hvor lyden var klar, tydelig og konsistent til samtlige de koncerter, jeg så. Efter et par særdeles vindblæste affærer til bl.a. Behemoth og Triptykon i 2014 er det en kærkommen opgradering af forholdene. Men det er mere end bare dét, for det virker, som om Copenhell har investeret i noget nær verdens mest professionelle lydmænd. Hvad end der er sket, har det i hvert fald virket. Derudover er det skønt at få Helvíti-scenen forlænget med en catwalk. Jeg ville have elsket at se den i brug under Iron Maiden, Twisted Sister eller D-A-D forrige år. Og så skulle jeg i øvrigt takke fra mine ankler for endelig at kunne komme bagom Pandæmonium til det nye bodområde Styx ved siden af Hades, så man ikke skal gå hele vejen over festivalpladsen hver gang.

Copenhell er virkelig blevet omfattende. Udover de bands, jeg ikke fik set, fik jeg heller ikke prøvet andre af de mange spisesteder end Big Bad Wolf, hvis stegt flæsk med kartofler og persillesovs vel efterhånden er berømt selv udenfor Copenhell-kredse. Til gengæld fik jeg en glimrende japansk whisky og et par Lottrup Pale Ale i whisky- og vinbaren på Dokken-området. - Som dog meget gerne må installere et klimaanlæg og dermed tage toppen af den værste saunastemning.

Derudover fik jeg kun kastet et overfladisk blik på Mediemuseets foto-, pladecover- og lyrik-udstilling, Steelborn and Forged in Concrete. Jeg fik slet ikke set Full Metal Jackets-udstillingen af den i metalregi kendte amerikanske fotograf Peter Beste, der i denne omgang har kastet sig over vores battleveste som motiv. Til gengæld fik jeg foreviget min egen vest i boden hos det nyligt åbnede RagnaRock - Museet for Pop, Rock og Ungdomskultur - en ganske indlysende samarbejdspartner for Copenhell, som jeg håber, kommer til at lave lignende projekter på festivalen fremover.

Det blev heller ikke i år, jeg prøvede det dersens Smadreland. Og Copenhells notoriske Biergarten, som nu er vokset til tremasters skonnertstørrelse, fik jeg heller ikke besøgt mere end et par hurtige gange ind-og-ud, som man siger. Dette kan dog skyldes, at Bodega Tutten har overtaget det gamle Biergarten-telt, der nu pludselig virker helt småt og hyggeligt. Hér kan man tale og høre hinanden, og hér kan man få så’n en H.C. Andersen-øl, så branderten pludselig bliver pengene værd.

Et af mine store kritikpunkter til Copenhell er nemlig fortsat ølpriserne. “Jamen-sådan-er-festivalpriser-og-de-skal-have-det-til-at-gå-op-med-økonomien” og bla, bla, bla. Overpriser er overpriser. +100 kr./liter for Royal er alt, alt for meget, ligemeget hvor i verden man befinder sig. Og det kan ikke passe, at man skal give TRES kr. for en øl, der normalt fås i håndkøb til TOLV kr. i Netto, bare fordi man er på en bestemt side af et hegn. Så må I sgu få Trooper eller Chimay på programmet!

En anden ting er vejret, - hvad festivalledelsen jo til gengæld ikke kan gøre så meget ved. Der har været dejligt meget varme og solskin, og jeg er blevet dejligt bagt på armene og i skallen. Men jeg hader regn, og jeg hader at bo i et land, hvor det skal regne i en periode, der skulle forestille at være “sommer”. Rend mig i røven; jeg flytter fandme til Spanien.

Nå. Men tror I, jeg har tænkt mig at give Copenhell 2016 en tilnærmelsesvist ringe samlet karakter?

Var I der?, kunne jeg måske også spørge. Fornemmede I bassens svingninger i næseborene og riffs’enes rykken i nakkehvirvlerne? Mærkede I varmen fra ildkanonerne? Lod I kroppen køle indefra af fadøl efter fadøl? Brugte I også alt for mange penge? Blev I hæse, fordi I skrålede med på “Poison”, “N.I.B” og “Rock You Like a Hurricane”? Krammede I den ene glade ven efter den anden? Oplevede I stemningen? - Den særlige Copenhell-stemning, som der er sagt og skrevet så meget om, at jeg knapt tør nævne den af frygt for at blive kaldt et plagiat af nogen.

Hvis du kan svare ja til bare et par af disse spørgsmål, kære læser, så vil du - ligesom jeg - fandengaleme på Copenhell igen.

Vi ses på Danmarks fedeste festival i 2017.

 

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016! 

  • DARK FUNERAL_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HELHORSE_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • GRUSOM_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Red Warszawa - Copenhell 2016

Det er virkelig tilståelsestid nu. Jeg har nok til, at det bedst kan betale sig at nummerere rækkefølgen:

1) Jeg elsker Red Warszawa. Dels elsker jeg heavy metal uden så mange dikkedarer; dels er jeg typen, der også sagtens kan se det sjove i humor, når den forekommer i musik. Jeg hører gerne både Steel Panther, Primus, Gwar, Mr. Bungle, Roben & Knud, Niels Klapper Fisken, og altså også Red Warszawa. Musik både må gerne og kan sagtens være sjovt. Og hvis du ikke synes, Red Warszawa er sjovt, så find lige på en mere genial åbningslinie til et album end “Jeg har engang været homo, og nu er jeg det igen”.

2) Red Warszawa har haft en betragtelig betydning i min musikalske opvækst. Deres første fuldlængde faldt ned i mit liv på det helt rigtige tidspunkt. De tåbelige tekster tog brodden af den for mig dengang så hårdtslående heavy, og indenfor et par år hørte jeg Sepultura og deslige. Resten er historie.

3) De to ovenstående punkter til trods har jeg præsteret aldrig at få set Red Warszawa live. - Det vil sige, ud over den håndfuld gange, de har afholdt akustisk fuldemands-jam på Roskilde Festivals campingplads. Men jeg har kendt bandet i - åh gud - ca. 20 år uden nogensinde at være til en egentlig koncert med dem.

Der ligger allerede en vis utaknemmelighed i, at jeg har påtaget mig opgaven at anmelde metallens almægtige gudfædre, Black Sabbaths, sidste koncert på dansk jord. - Og så meget desto mere i, at jeg umiddelbart derefter anmelder Danmarks tåbeligste band nogensinde. Jeg er således badet i selve skæbnens urimelige lunefuldheds spotlight, samt potentielt skydeskive for anklager om inkompetence og blasfemi, når jeg hermed kundgør tilståelse nummer fire:

4) Red Warszawa var min bedste koncert på Copenhell 2016.

Black Sabbaths show var historisk, vigtigt, ja, andægtigt. Og Red Warszawa er det stik modsatte. Det er plat; det er lavpandet; det er en ganske vidunderlig fest. For det virker ganske enkelt.

Hvor Black Sabbath spiller monumentale metalmonolitter, har Red Warszawa aldrig aspireret mod andre kunstneriske højder, end deres selvbetitlede “polske punk” kan bære. Hvor Ozzy ikke synger falsk, fordi det er meningen, er det bestemt ikke meningen, at Lækre Jens skal lyde som ret meget andet end en krydsning mellem Florence Foster Jenkins og et æsel på PCP. Og det er altså på tide, vi bliver lidt mere opmærksomme på, at selvom Red Warszawa ER tykke og dumme, så er Heavy Henning rent faktisk hverken nogen ueffen riffsmed, guitarist eller sangskriver.

Tværtimod. Aftenens sæt indledes af så reelt forskellige skæringer som “Norsk Black Metal”, “Slå Ihjel” og “Skinboy”. - Som hér får den fællesnævner, at de sender stemningen blandt en god håndfuld tusind fremmødte metalheads op i de luftlag, hvor grandonkel Ozzy kun momentant har kræfter til at sende den. Men hér bliver den hængende. Om det så måtte være på trods eller på grund af, at sættet gerne punkteres af små kunstneriske selvmord som “Bagermester Jensen” eller “Jeg Ved Godt Jeg Ikke Skal Sove Med En Hånd Oppe i Røven”. Numre som under disse omstændigheder tager lige så mange kegler som bandets reelle sange.

Netop ordet omstændigheder er værd at dvæle lidt ved. Se, ethvert band bør netop bedømmes på sine egne præmisser. Og jeg overværer hér et band, der lever op til deres egne med samme succes, som Iron Maiden gjorde i Herning i tirsdags - og for den sags skyld til alle andre af deres shows. Red Warszawa ved udmærket, hvad de kan og ikke kan. De prøver ikke på for meget; de sætter ikke ud for at overraske nogen; tværtimod er de bare uimodståeligt platte og dåske.

Måske kan den intet mindre end fremragende stemning også skyldes, at nogle af os dels har haft sværere ved at drikke os op her på tredjedagen og derfor først har fået rigget en gedigen promille til hér først på natten. Måske dels at andre af os ikke har villet være blackout-stive inden Black Sabbaths afskedskoncert i Danmark og derfor trygt kan give los hér og nu, hvor det nærmest ikke er meningen, at nogen skal have et brandertniveau på under “idiot”. Under alle omstændigheder virker et nummer som “Tror Du Det Er For Sjov Jeg Drikker?” hér lige så indlysende som “Heavy Metal og Hass”, “Den Sorte Garderobe”, “Ulrikkenborg Plads”, og showets klassiske højdepunkter “Analfabet” og “Hurra Skolen Brænder”.

Red Warszawa er givetvis ikke selv så fulde og kaotiske i en livesituation længere, som de angiveligt har haft ry for at være. Men hey, i disse år kan Heavy Henning og Lækre Jens trods alt også fejre 30-års jubilæum som dansk metals lavpandede pendant til Ken Hammer og Ronnie Atkins fra Pretty Maids. Man må tilgive dem for ikke at gå til makronerne med samme modstandsdygtighed som for størstedelen af hele min tilværelse siden. Og hvorom alting er, får de i aften mig og en taknemmeligt fyldt Hades-plads op i en ekstase, der nok slet ikke burde være mulig for et band af den statur. Og da især ikke i forlængelse af et band som Black Sabbath.

Men fandme om det ikke skete alligevel.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • CLAWFINGER_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BOMBUS_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • TRIBULATION_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Copenhell klar med endeligt lineup

De sidste fire bands til COPENHELL 2015-plakaten er fundet, og mere end 40 stærke navne fra de hårde musikgenrer står nu klar til at invadere Refshaleøen i København den 18.-20. juni.

Copenhell skriver:

”Det er os først og fremmest en utroligt stor ære at byde KREATOR velkommen til COPENHELL 2015. De mægtige tyske thrashere har flænset højttalere og øregange i stumper og stykker i mere end 30 år og er i dag om muligt endnu mere hidsige end dengang. Denne koncert bliver en uforglemmelig oplevelse, der vil få festivalpladsens betonfundament til at slå revner!

Det prisbelønnede britiske rockband THE DARKNESS gæster også COPENHELL 2015 for at fyre op under deres oldschool-kitschglam og charmere publikum med smittende energi og masser af glimt i øjet.

De denimklædte deathpunkere fra norske TURBONEGRO vil tromle alt og alle flade med deres unikke undergrunds-rock’n’roll. Forvent et inferno af ravende galskab og forrygende riffs, grooves og beats!

Endelig præsenterer vi endnu et nyt og spændende tiltag for alle festivalgæster: Morgenvækning med Danmarks bedste boyband, RED WARSZAWA, der giver COPENHELLs publikum en hård og grundig spiller lørdag morgen kl. 13 (og jo, det er i dén grad morgen for RW!) med en herlig omgang hegn og goggegymnastik. Mød op til årets med garanti stiveste koncert!

Med over 40 bands er festivalens program hermed komplet. For sjette gang kommer musikere fra hele verden til København og understreger, at COPENHELL er Danmarks mest unikke og genrebevidste rock- og metalfestival – en oplevelse, der skiller sig fuldstændigt ud fra alt andet, landet kan byde på.”

 

Se den fulde bandliste på Copenhell.dk/lineup – spilleplanen forventes klar i starten af næste uge.

 

Læs mere...

Aalborg Metal Festival offentliggør de første bands

Aalborg Metal Festival har her til aften løftet sløret på de første navne til årets festival. Aalborg Metal Festival 2013 finder sted den 7. til 9. november og som altid på Studenterhuset midt i Aalborg.

Endnu engang har festivalen gjort et kæmpe scoop, ved at kunne præsentere årets headliner, som er intet mindre end de svenske veteraner i At The Gates. Samtidig offentliggøre også deres landsmænd Soilwork, som er på tour med Keep Of Kalessin og Sybreed, som selvfølgelig også vil optræde på årets festival. Her næsten kommer 6 danske bands i vidt forskellige genre, her er tale om: The Burning, Crocell, Act Of Cohesion, Red Warszawa, The World State og Alter Of Oblivion.

Mange flere bands vil blive offentliggjort løbende, vi holder jer selvfølgelig opdateret!

Læs mere...

Red Warszawa

Efter at have set Red Warszawa så mange gange, kan ethvert show udnævnes til en god oplevelse. Dette var også tilfældet torsdag den 2. april på The Rock.
Med velkendt energi gik de super-skæve, fjollede, klamme, komiske og ”klassiske” Red Warszawa på scenen. Mandskabet består af forsanger ”Lækre” Jens, guitarist Heavy Henning, bassist My Tight Ass og trommeslager Måtten Møbelbanker.

Stemningen var i top, og det meget varierende publikum gik crazy til Hurra Skolen Brænder, som var Red Warszawas åbningsnummer. Efterfølgende gik de ellers i kast med at præsentere en masse forskelligt fra deres katalog, og det faldt i god jord. Der var pogo, bevægelse og stagedives uafbrudt.

2 timer og 15 minutter skulle vi bruge denne aften, før de gik helt af scenen. Tiden gik hurtigt, og jeg nød – som altid – koncerten med Red Warszawa, som opfører sig mærkeligt, råber ”gay” udover scenekanten, ifører sig mærkeligt tøj og kalder sig selv for ”homoband”.
Der er ikke rigtig nogen tvivl – Red Warszawa er altid en sikker vinder, og en oplevelse som alle bør prøve mindst én gang.

De eneste minusser jeg ser ved koncerten, og RW generelt, er at det kræver at du er halvfuld før du falder helt ind i stemningen, og bliver ligeglad. Musikken er jo ikke et vidunder, og teksterne er forfærdelige – men sjove! Og der er styrken: at koncerten ikke skal være andet end humoristisk. Det irriterede mig dog også, at de ikke spillede klassikere som Barbiedukkeland og Skinboy. Derfor kan det ”kun” blive til 5 stjerner.

Final words; se dem. Se dem mange gange, og drik dig stiv.

Læs mere...

Red Warszawa

Da jeg og en del fra RM teamet havde drukket os tilstrækkeligt stiv tog vi af sted mod koncerten. Humøret var højt og forventningerne små for mit vedkomne. Men jeg blev da positivt overrasket. Selvom at Red Warszawa´s musik er MEGET primitiv, men stadig kan de skabe en fed stemning når de optræder. Men nok mest pga. deres totalt kiksede tøj og ikke tøj stil, og ellers deres optræden generalt er det svært ikke at finde dem underholdende. Og samtigdig med at de spasser lidt kan de stadig opretholde en god kontakt med publikum.(måske lidt for god!!!) de spillede alle deres fede tracks, som: Analfabet, Hurra skolen brænder og Heavy metal og hash. Lyden var i top, guitar riffsne var også i top og publikum var oppe at kører. Og publikum var nok det eneste minus ved den koncert efter min mening. Alle stod bare og headbangede lige ud mens de bare stod mast sammen i en klump. Og efter min mening er det til sådan en koncert her at man skal moshe igennem. Men ellers var det en rigtig fed koncert og jeg håber at de snart kommer igen.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed