fbpx

LLNN - Deads

Det er altid en god indikation på, om musik skubber til grænser, når resultatet ikke passer direkte ned i de traditionelle kasser med genrer. Sådan et album har danske LLNN begået i form af ”Deads”, som er deres anden fuldlængde udgivelse.

Efter et par gennemlytninger var jeg stadig usikker; musikken indeholder elementer af Hardcore, Industrial og Sludge, men jeg kunne ikke finde en dækkende betegnelse i skuffen med genrestempler. På deres Facebookside beskriver bandet selv deres stil som ”Dark, heavy, post-apocalyptic” og det er en udmærket fællesnævner for albummets otte numre. Et kendetegn, som yderligere binder numrene sammen, er det instrumentale og filmagtige – ”Civilizations” og ”Structures” er rent instrumentale, hvor den rytmiske struktur nedtones til fordel for det stemningsmættede og truende. Flere numre har ret lange introer i samme stil, hvor det stemningen bygges op, inden den skrigende vokal sætter ind sammen med musik, som befinder sig i grænselandet mellem Sludge og Metal. Den resulterende helhed fungerer godt i ”Armada” og ”Appeaser”, hvor stemning og rytmer passer fint sammen. Generelt håndterer LLNN overgangene mellem de forskellige hoveddele så sikkert, at de ikke mister fremdrift, selv om tempoet sænkes.

LLNN nævner filminstruktører som John Carpenter og Stanley Kubrick, og film som Bladerunner blandt deres inspirationskilder, og det afspejles tydeligt på dette album: Kombinationen af den yderst mørke stemning og voldsomme energiudladninger passer perfekt ind i de nævnte verdener. Det er i min optik en præstation i sig selv, så jeg belønner LLNN med fire stjerner for indsatsen.

Tracklist:
1. Despots
2. Parallels
3. Armada
4. Civilizations
5. Appeaser
6. Deplete
7. Structures
8. Deads
Samlet spilletid: 37:56

Læs mere...

Twitching Tongues - Gaining Purpose Through Passionate Hatred

Jeg er kun stødt på Twitching Tongues en enkelt gang før; det var i forbindelse med albummet ”Disharmony” – en udgivelse som gav så store indre gnidninger, at det fik tre femtedele af bandet til at søge andre græsgange. Den udfordring tog Colin og Taylor Young op, rekrutterede tre nye medlemmer og gik i gang med at arbejde på det, som er blevet til bandets fjerde album, ”Gaining Purpose Through Passionate Hatred”.

Med en så voldsom titel kunne man forvente en ultra aggressiv tone, men det er ikke tilfældet - Twitching Tongues kombinerer Hardcore og Metal i nogenlunde samme omfang som jeg husker det fra forgængeren. Albummets start er præget af Metal; de to første numre byder på udmærket musik med fint drive og flotte guitarer, men der er kun få antydninger af Hardcore i dem. I slutningen af ”T.F.R.” begynder stilen at bryde frem, men først henne ved ”Gaining Purpose” er Hardcore den bærende stilart, godt støtte af Metal guitarer. Men for den rendyrkede oplevelse skal vi helt hen til det næstsidste nummer, men så får vi også albummets højdepunkt: ”The Sound of Pain” har virkelig balls, og endelig er der ægte vrede i vokalen.

Den har ikke været meget af, snarere tværtimod. Det skyldes, at Twitching Tongues har valgt at inkludere flere numre, som i forskellige grad fremstår som ballader – det øger ikke ligefrem intensiteten. Derfor er det de nævnte højdepunkter og en flot produktion, der trods alt gør albummet tre stjerner værd.

Tracklist:
1. AWOL (State of the Union)
2. Harakiri
3. Kill for You
4. T.F.R.
5. Forgive & Remember
6. Gaining Purpose
7. Long Gone
8. The Sound of Pain
9. Defection (Union of the State)
Samlet spilletid: 47:22

Læs mere...

Deathwhite - For A Black Tomorrow

Deathwhite stammer fra Pittsburgh i Pennsylvania, hvor andet blev startet I 2012. I 2014 udsendtes EP’en ”Ethereal”; den blev efterfulgt af endnu en EP, ”Solitary Martyr” året efter. Nu er amerikanerne klar med deres første udgivelse i fuld længde, som er produceret af Shane Mayer og udgives af Season of Mist.

Albummet har fået titlen “For A Black Tomorrow”, men indholdet er ikke Sort Metal. I stedet bevæger Deathwhite sig i området hvor Hardrock ind imellem bliver til Metal, specielt i starten af albummet: Åbningsnummeret ”The Grace of the Dark” markerer sig med en stærk melodi og en flot vokal, og med skarpe guitarer og hamrende stortrommer mod slut har det en fin kant af Metal. Det samme gælder det efterfølgende ”Contrition”, som har flotte double lead guitarer.

De følgende numre er mere Hardrock i stil med Creed, så det er melodierne, der kendetegner dem. De er ikke specielt gode; de er ret ens i opbygning, og metalfronten udsultes, men hjælpes på vej af den flotte vokal og udmærkede produktion (tak, Mayer!). Først i ”Prison of Thought” og det afsluttende titelnummer vender de stærke guitarer tilbage, men det er ikke nok til at hæve albummet over middel – det havde potentiale til at blive en perfekt brobygger mellem Hardrock og Metal, men ender som et udmærket Hardrock udspil.

Tracklist:
1. The Grace of the Dark
2. Contrition
3. Poisoned
4. Just Remember
5. Eden
6. Dreaming the Inverse
7. Death and the Master
8. Prison of Thought
9. For a Black Tomorrow
Samlet spilletid: 43:26

Læs mere...

Erdve - Vaitojimas

Da Erdve blev dannet i Vilnius i 2016, var det med det klare formål at udforske mulighederne i musik bestående af elementer fra Hardcore, Sludge og Black Metal – På papiret er det unægtelig en mørk og speciel kombination, der skaffede litauerne en kontrakt med Season of Mist.

Det særegne og dystre eksisterer bestemt ikke kun på papiret, for ”Vaitojimas” er virkelig en led satan af et album: Musikken er meget lukket og svær at komme ind på, og vokalen er monotont skrigende – en kombination, der normalt ville få mig helt op i det røde felt. Når det ikke sker, skyldes det en knivskarp balance mellem de nævnte elementer, og små stumper af melodi, som meget begavet er flettet ind i musikken. Resultatet er virkelig stærkt, og musikken formår endda mere end udligne vokalen – overraskende, men effektivt.

Teksterne forstår jeg ikke et hak af, men ifølge pressematerialet omhandler de temaer som vold i hjemmet, frastødende adfærd, ekstremisme og forbrydelser mod menneskeheden – musikkens voldsomme natur taget i betragtning, tror jeg på det.
Det positive indtryk varer lige indtil et stykke ind i ”Pilnatvė”; på et tidspunkt falder tempoet, så vokalen får overtaget. Det gør de sidste knap 10 minutter af albummet til en ustruktureret og temmelig anstrengende affære. Men den foregående halve time er fyldt med så mange seje elementer, at Erdve får varme anbefalinger med herfra.

Tracklist:
1. Vaitojimas
2. Išnara
3. Prievarta
4. Apverktis
5. Pilnatvė
6. Atraja
Samlet spilletid: 37:00

Læs mere...

Frozen In Time - The Edge of Nothing

Da Frozen In Time blev dannet tilbage i efteråret 2011 på Vestbirk Musik- og Sportefterskole, var det især navne som Metallica og Avenged Sevenfold, der inspirerede. Med tiden er stilbarometeret begyndt at pege mere i retning af det melodiske, hvilket høres tydeligt på bandets anden EP, ”The Edge og Nothing”.

Rent teknisk er der masser af Metal i bandets musik; f.eks. har guitarerne i ”Unfold” udmærket kant, ligesom starten med bas og trommer i det afsluttende titelnummer er rimelig tung. Alligevel fremstår EP’en mere som Rock end egentlig Metal, og det er der flere grunde til: Først og fremmest er produktionen, som bandet selv har stået for, virkelig blød. Det betyder, at alle tiltag til Metal bliver kastreret, så de lyder mere som blød Rock. Dernæst er der omkvædene, som er iørefaldende og flot fremførte, men som ikke kommer til deres ret, fordi de mangler et hårdt modstykke i musikken. Og endelig er der frontvokalen, som stemmemæssigt minder mig meget om Tim Christensen; det leder automatisk tankerne i retning af Dizzy Mizz Lizzy. Hver for sig er elementerne okay, man det samlede resultat fungerer ikke efter hensigten. Med en mere skarp produktion, der fremhæver musikkens hårde sider og på den måde skaber kontrast til musikkens melodiske side, havde denne EP været helt anderledes spændende. Men i sin nuværende form er helheden for ensartet, og numrene flyder sammen; derfor fanger de mig ikke.

Tracklist:
1. Unfold
2. Lost Cause
3. Let It Out
4. Stand Your Ground
5. The Edge of Nothing
Samlet spilletid: 23:20

Læs mere...

Harms Way - Posthuman

Da Harms Way startede i 2006, var det som et sideprojekt for medlemmer af bandet Few And The Proud; formålet var at have det sjovt, og det musikalske blev ikke taget så alvorligt. Men efterhånden som bandet begyndte at få succes, blev det hele mere seriøst, og efter tre albums på mindre selskaber, er Harms Way klar med deres første album på Metal Blade Records: ”Posthuman”.

Åbningsnummeret byder på en temmelig knudret blanding af Hardcore og Metal; selv om der er perioder med højt tempo, flyder nummeret ikke specielt godt. Til gengæld introducerer nummeret et element, der præger hele albummet: James Pligges monotone vokal. Det ville være forkert at påstå, at han ikke har en tone i livet, for det har han – men ikke meget mere end en. Resultatet er en virkelig ensformig vokal, som jeg meget hurtigt bliver træt af.

På den baggrund kan det undre, at jeg alligevel giver albummet tre stjerner; årsagen skal søges i musikken. I ”Call My Name” og ”Unreality” tager musikken kampen op med vokalen, dog uden at få overtaget. Men i ”Last Man” og ”Become A Machine” præsterer Harms Way en virkelig sej omgang Hardcore med al den power, som genren er populær for. Men at også Metalsiden kan score point, viser bandet i ”Sink”; især de bankende stortrommer klarer sig godt. Men her stopper det positive, for en del numre er ret kønsløse – derfor stopper stjernehøsten ved de tre.

Tracklist:
1. Human Carrying Capacity
2. Last Man
3. Sink
4. Temptation
5. Become A Machine
6. Call My Name
7. Unreality
8. Dissect Me
9. The Gift
10. Dead Space
Samlet spilletid: 31:52

Læs mere...

Mystic Prophecy - Monuments Uncovered

Jeg ved ikke om det skyldes mangel på inspiration, en pludselig lyst til at skifte den vanlige Power Metal ud med noget helt andet, eller en glemt deadline overfor pladeselskabet, men fakta er, at tyske Mystic Prophecy på deres tiende studiealbum har valgt at lave coverversioner af numre fra meget forskellige steder på det musikalske verdenskort. Og som du nok har set på bedømmelsen, er jeg ikke ligefrem imponeret over resultatet… meget langt fra, endda.

Men lad mig starte med de mest positive nyheder: I numre som ”Shadow On The Wall” og ”Are You Gonna Go My Way”, hvor der i forvejen er markante guitarer, går det okay for tyskerne - R.D. Liapakis´ stærke vokal hjælper med til at holde et acceptabelt niveau.

Men hvorfor man har valgt at lave covers af numre som Elton Johns ”I'm Still Standing” og Supremes´ ”You Keep Me Hangin' On” er mig en gåde, specielt når alle numre spilles meget tæt på originalerne. Og når jeg hellere vil høre Donna Summers originale version af ”Hot Stuff” end Mystic Prophecy's metalliserede udgave, er det slemt – MEGET slemt!
Det absolutte lavpunkt når Mystic Prophecy alligevel i CCR´s ”Proud Mary” – først ved at vælge et nummer, som de fleste skolebands har på repertoiret, dernæst ved at lire det af så uinspireret, at resultatet kun lige akkurat slår de omtalte skoleelever …

Nej, udspillet her er virkelig en gang makværk – numrene virker tilfældigt udvalgt, og det eneste, Mystic Prophecy tilfører, er lidt Metal – ellers ligger deres udgaver tæt på de oprindelige versioner, og spilles uden antydning af personlighed eller gnist. ”Monuments Uncovered” er et kikset forsøg på at score nemme point, som fejler big time.

Tracklist:
1. You Keep Me Hangin' On
2. Hot Stuff
3. Shadow On The Wall
4. Are You Gonna Go My Way
5. I'm Still Standing
6. Because The Night
7. Space Lord
8. Get It On
9. Tokyo
10. Proud Mary
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Enslaved - E

I promo materialet til deres fjortende studiealbum nævnes udgivelsen som en ny start for Enslaved; ikke kun fordi det er den første udgivelse efter bandets 25 års jubilæum, men også fordi der er sket meget i medlemmernes privatliv. Internt i bandet er den største nyhed, at Håkon Vinje har erstattet Herbrand Larsen på keyboard.

Det hele startes ret bombastisk med et gjaldende horn af den slags, som proklamerer, at her kommer noget stort. Men i stedet lægger åbningsnummeret en mere afdæmpet stil for dagen, så trods pænt stort baggrundskor og et par glimt med grum vokal fremstår nummeret åbent og venligt.

Den stil fortsætter kun delvist i ”The River's Mouth” og ”Sacred Horse”, for her får den brølende og rallende vokal mere spilletid. Samtidig bliver musikken mere pågående med elementer fra Black Metal, men de bliver dæmpet en smule i produktionen, så de ikke udfolder deres fulde potentiale. Det samme sker i ”Axis Of The Worlds”, her sørger hammond orgel for et skud retrostemning, men ellers er nummeret ret anonymt.
På albummets to sidste numre genfindes de samme elementer som nævnt ovenfor, men der eksperimenteres mere, så der bliver plads til både kaos og monotone gentagelser som modvægt til de mere lineære tiltag. Det fik mig flere steder til at tænke på Radiohead, som heller ikke går af vejen for at udfordre.

Diskussionen om noget helt nyt for Enslaved har jeg svært ved at finde i musikken, for nordmændene lyder som de gjorde ved mine tidligere møder med dem. Sine steder er musikken fængslende og imponerende, men andre steder lidt meget til den underlige side. Eller med andre ord: Kunne du lide det gamle, vil ”E” også falde i din smag.

Tracklist:
1. Storm Son
2. The River's Mouth
3. Sacred Horse
4. Axis Of The Worlds
5. Feathers Of Eolh
6. Hiindsiight
Samlet spilletid: 42:48

 

Læs mere...

Wintersun - The Forest Seasons

Her er et album, hvor titlen ikke bare antyder indholdet, men beskriver det præcist: "The Forest Seasons” omhandler årstidernes skiften i en mystisk skov, fortalt i fire numre. Albummet er det tredje fra finske Wintersun, og er finansieret via en crowdfunding kampagne.

Åbningsnummeret lever også op til sin titel, for det hele starter stille og roligt med en troværdig gengivelse af, hvordan naturen vågner efter vinteren. Snart slår det hele over i Metal, hvor Jari Mäenpää præsterer en meget markant vokal: Den er lidt raspende og skærer igennem rummet på en aggressiv facon. Det aggressive får imidlertid ikke lov til at dominere, for toppen fjernes via rigelige mængder bløde keyboards, så det hele ender upersonligt. De er også fremme i ”The Forest That Weeps”, som trods højere tempo heller ikke formår at imponere.

Heldigvis er tingene meget anderledes skruet sammen i albummets efterårsopus ”Eternal Darkness”: Her er stemningen dyster, Metalpassagerne er noget tungere og mere intense, og sammen med kombinationen af buldrende trommer og højtidelige vokaler gør det nummeret til albummets klart mest interessante.

Den position bliver ikke truet af slutnummeret ”Loneliness”, for selv om der bydes på meget lækkert guitararbejde, ender det mere hyggeligt end interessant. Det er et billede, som dækker albummet godt, og hvis ikke det var for det nævnte highlight, var karakteren endt under middel.

Tracklist:
1. Awaken From The Dark Slumber (Spring)
2. The Forest That Weeps (Summer)
3. Eternal Darkness (Autumn)
4. Loneliness (Winter)
Samlet spilletid: 54:00

 

Læs mere...

Cursed Earth - Cycles of Grief Volume I: Growth

Man kan stille sig selv spørgsmålet om det er okay at udsende 10 minutters musik, eller om det ikke havde været bedre at vente, til man kunne mønstre et helt album. For nogle genrer er svaret et klart JA, men når man befinder sig på Hardcorescenen, er det helt normalt. Og det gør Cursed Earth, som blev dannet i australske Perth i 2013.

De læger hårdt ud med ”WarMarch”, som med tunge guitarer og sangerinden Jazmine Luders’ råbende vokal sikrer sig min fulde opmærksomhed. Den fortsætter bandet med at have i de følgende numre, men desværre ikke på den positive måde. Musikken begynder nemlig at blive ret ustruktureret, og Luders begynder i høj grad at skrige sine tekster ud. Det gør numrene meget ens, og er alt andet end interessant at lytte til. Heldigvis viser australierne ind imellem, at de har andet at byde på: I ”Discarded” er der nogle ret fede tunge elementer til slut, mens det i ”Violated” er omkring midten af nummeret, at det spændende sker.

I glimt viser Cursed Earth, at de har noget at byde på, men de interessante passager er så korte, at selv 10 minutters musik kan føles langt. Jeg håber de klarer sig bedre live; det kan checkes, når de efter planen kommer til årets AMF i november.

Tracklist:
1. WarMarch
2. Broken
3. Discarded
4. SanctionedViolence
5. Violated
Samlet spilletid: 9:58

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed