fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Royal Metal Fest 2016

Det er tre år siden, jeg sidst var til RMF. Efter et godt run med habile bookinger syntes festivalen at være kørt lidt træt i det i 2014. Og selvom 2015 bød på stærke hovednavne som Belphegor, Destruction og Týr, måtte jeg som så mange lyseslukkende triste gange før - og siden - se mig hensat til studierne.

Men da Psycroptic og Gorguts dukkede op på årets plakat, kildede det lige min tech-death-fetish i så høj grad, at modstand nær blev umulig.

I denne omgang har Metal Royales bestyrelse haft en del rokader og udskiftninger. Det presserende spørgsmål var så, om den nye flok hoveder kunne sammensætte et ordentligt program, styre udenom de værste rookie-fejl og stable en fest på benene, der kunne tilfredsstille selv de mest kritiske festivalgængere.

Svaret er et stort, fedt, stemmelæbeflænsende HELL YEAH!!

 

rmf2016 gorguts2

 

I år synes festivalens vægtigste - og vigtigste - investering at have været den tourpakke, som ud over førnævnte bød på flere kognitive udfordringer i form af de atmosfæriske post-metallere Nero di Marte og rent teknisk vanvid fra de instrumentale Dysrhythmia. Det er en pakke, der har virket rigtig godt for RMF16, idet den på én gang har medvirket til at markere årets musikalske profil, men også brede sig så vidt som muligt rent genremæssigt indenfor sine egne rammer. Disse bands er blevet komplementeret af lige så høj kvalitet hos årets black-navne, hvor Marduk og især 1349 indenfor denne genre bød på intet mindre end triumfshows. I samme åndedrag skal dog også nævnes Serpents Lair, som af et black-outfit med relativt få år på bagen at være virker uhyggeligt professionelle. Og apropos upcoming navne fik Bæst leveret en debutkoncert, der muligvis kommer til at gå over i festivalens historie. Trods min mangeårigt-lykkelige forelskelse i ren hård rock og tung 70’er-heavy, på RMF16 repræsenteret ved hhv. Black Swamp Water og Stone Cadaver, skal der ikke lyde nogen onde ord om herfra om, at disse genrer ikke været festivalens hovedprioritering. Begge de nævnte bands gav glimrende koncerter. Og nu vi er ved de mindre navne, var der også en lidt grænseoverskridende - men holdbar - performance fra Danmarks tungeste band, Woebegone Obscured, samt et lige dele forstyrrende og fascinerende indblik i rendyrket mental lidelse fra en-mands-industrial/ambient-foretagendet Trepaneringsritualen.

Programmet i år har kort fortalt været pissestærkt. Af de gode, større, og interessante bookinger faldt kun Bölzer desværre lidt igennem, ligesom både Gorguts og publikum hertil virkede sælsomt stillestående. Til gengæld leverede Psycroptic årets moshbal med 50 minutters vidunderligt kontrolleret kaos, og Deströyer 666 gav årets koncert med det sandeste, sejeste, svedigste show, Voxhall vel nogensinde har haft æren af at lægge hus til.

 

rmf2016 Psycroptic3

 

Udover selve musikken har Metal Royale blandt billetkøbende deltagere afholdt omkostningsfri lodtrækninger om bl.a. to billetter til årets Wacken Open Air; samt vin- og whiskysmagning. Heraf måtte førstnævnte dog desværre aflyses grundet manglende opbakning hos metalfolket, men det udelukkende Islay-baserede program til sidstnævnte fik sendt overtegnedes mundvand på endnu mere overdrive end selve festivalplakaten, og det er af bitre personlige, professionelle og økonomiske årsager, jeg måtte udeblive (de personlige værende tømmermænd; resten vel egentlig indlysende). Derudover har festivalen haft en tilsyneladende ret lækker deal om tapas-tilbud hos nabocaféen Pica Pica samt naturligvis den i metalkredse efterhånden så navnkundige Rullende Pølsemand, hvis burgere til 40,- kr. er en noget nær rørende kærkommen festivalmadløsning, og hvis Royal Metal Dog med chili con carne, crème fraîche og jalapeños bare skal opleves! Og så var der da i øvrigt lige 100 gratis øl til de 100 første, der fik armbånd på. Heeeey.

Mine eneste kritikpunkter må være dels den korte tid mellem bands, - fem minutter er ikke meget tid at gå fra Atlas til Voxhall i, hvis man gerne vil absorbere det nyligt overværede show og evt. nyde tobak undervejs.
Dels ølpriserne. 25,- kr. for en dåsebajer vil aldrig kunne retfærdiggøres, og selvom baren også sælger højkvalitetsbryg på fad fra bl.a. det fremragende Brooklyn Brewery, rykker 50,- for så’n en satan altså også seriøse rødder op under budgettet, skal jeg hilse og sige på vegne af os festivalgæster, der er på SU. Luksusproblem? Muligvis, men overpriser er nu engang overpriser, og Voxhall er altså ikke en fancy hipstercafé i et gentrificeret latinerkvarter.

… Og derudover kunne der måske godt være tænkt i lidt mere rolige omgivelser til det “Monster Energy-område”, der grundet Metal Royales nye, sponsorerende legekammerat nu er navnet for bag-Voxhalls-bar, hvor selv alverdens sækkestole ikke ville kunne hjælpe nogen med at få noget tiltrængt lukøre, når der er hvad som helst på programmet, selv om området opslås som sådan. Jeg blev gode venner med åens gamle bådebro den lørdag.

 

rmf2016 pissvortex2

 

Men altså. Hvis man efter ovenstående stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt Royal Metal Fest 2016 var den bedste af slagsen nogensinde, så lad hermed al denne tvivl forsvinde med samme hast som en Royal Export under fredagens første koncert. For det var det.

Et par kig ind bag kulisserne samt ordvekslinger med bagmændende fortalte mig, at årets brag - vel som så mange gange før - ikke kunne foregå uden stress, søvnunderskud og sindssyge arbejdstider hos bestyrelsen og de frivillige medvirkende. Men der har samtidig hersket en umiskendelig holdånd og overvældende positiv stemning med plads til masser af al den mængde humor, varme smil, krammere, high-fives og kærlighed, som der hersker så sælsomt meget af i dette udadtil så misforståede miljø. Jeg fucking elsker metal, men selvom jeg nogensinde skulle blive træt af musikken (Lemmy forbyde det!) vil jeg sandsynligvis stadig blive ved med at komme til fremragende arrangementer som dette, så længe stemningen og menneskene er så fantastiske, som det alt sammen har været i denne weekend i gode gamle Aarhus.

 

Oversigt over koncert anmeldelser fra Royal Metal Fest 2016:

Fredag:
17:00 Stone Cadaver (Atlas)
17:40 Caro (Voxhall)
18:25 Gespenst (Atlas)
20:00 Serpents Lair (Atlas)
22:10 Trepaneringsritualen (Atlas)
23:00 1349 (Voxhall)

Lørdag:
14:10 Bæst (Atlas)
15:20 Black Swamp Water (Atlas)
16:00 Piss Vortex (Voxhall)
17:25 Nero di Marte (Voxhall)
18:20 Woebegone Obscured (Atlas)
19:05 Psycroptic (Voxhall)
21:05 Marduk (Voxhall)
22:15 Crocell (Atlas)
23:05 Gorguts (Voxhall)

 

rmf2016 psycroptic

Tak til mbn-foto.dk for brug af billeder! Se alle billederne fra festivalen her!

Læs mere...

4 nye bands tilføjet Royal Metal Fest’s program

Foreningen Metal Royale føjer 4 nye navne på programmet til Royal Metal Fest.

”Råt skandinavisk & eksperimenter fra udlandet”, sådan beskriver arrangørene de 4 nye navne som består af lokale Crocell og nordjyske Caro, samt døds metal bandet Nero Di Mare fra Italien og det instrumentale rock og metal band Dysrhythmia fra USA.

Royal Metal Fest finder sted på Voxhall & Atlas i Aarhus, den 8.-9. april 2016. Begge dage vil musikken blæse derudaf på begge spillesteder.

Programmet består indtil videre af følgende bands: Gorguts, Psycroptic, Destroyer 666, BÖLZER, Nero di Marte, Dysrhythmia, Trepaneringsritualen, Crocell, Caro.


Metal Royale beskriver de 4 bands som følgende:
”Første danske navn på programmet er Crocell. Crocell leverer til stadighed Death/Black metal med masser af rå, skandinavisk kraft, og på bandets fjerde fuldlængde, ”Prophet’s Breath”, er denne beskrivelse mere passende end nogensinde før. ”Prophet’s Breath” er det første album med Crocells nuværende line-up, og det giver sig udslag i et mørkere og mere intenst album. Det kan f.eks. høres på det aggressive titelnummer, den monumentale ”Kingdom of Corruption” eller den næsten hypnotiske ”Contagious Purity”, som byder på gæstevokal af S fra Horned Almighty. Med mange års liveerfaring er der lagt i ovnen til et sublimt dødsmetalshow!

 

De hedder Caro, og de spiller nordjysk thrash fra Frederikshavn. Den opskrift har vi hørt før hos genrebrødrene Essence, som i øvrigt har hentet Caros bassist ind i egen fold. Caro er også ved at skabe momentum i undergrunden. De har bl.a. deltaget i W:O:A Metal Battle i 2012, hvor de imponerede mange med deres blanding af thrash og dødsmetal. De startede med at hedde Omen i 2007, men skiftede senere til Caro. I april måned 2012 udsendte de så deres debutplade ‘Alpha’, hvorfra nummeret ‘Shittalker’ stammer. Bandet gæstede Royal Metal Fest i 2013, og vi ser stærkt frem til gensynet!

 

Italienske Nero di Marte spiller dødsmetal, og er ikke bange for at eksperimentere med musikken. Det er nok en af grundene til at de er inviteret med på tourné af Gorguts, som også gæster festivalen. Nero di Martes musik er tidligere blevet beskrevet som mørkt, atmosfærisk, klaustrofobisk og ekspansiv, men bandet foretrækker at lade musikken tale for sig selv. Publikum kan vente sig en oplevelse, hvor man bliver bragt igennem mange forskellige nuancer af metallens univers!

 

Er man til de lidt mere skæve toner, så er Amerikanske Dysrhythmia noget der skal opleves. Det instrumentale rock/metalband har fået mange rosende ord med på vejen siden dannelsen i 1998, hvor bl.a. Metal Hammer i 2003 udnævnte albummet ”Pretest” som et af de 10 essentielle Mathcore albums nogensinde. Dysrhythmia har tidligere tournéret med bands som Mastodon, The Dillinger Escape Plan, og Clutch. Avant-garde rockmusik og jazz møder heavy metal. Det bliver et show hvor tungen skal holdes lige i munden, for at følge med i hvad der foregår!"

 

 

Læs mere...

Destroyer 666 m.fl. spiller på Royal Metal Fest

  • Udgivet i Nyheder

Foreningen Metal Royale har i dag offentliggjort yderlige 3 navne til Royal Metal Fest programmet.

Gorguts og Psycroptic, som allerede er offentliggjort, får selskab af Destroyer 666, Bölzer og Trepaneringsritualen.

Royal Metal Fest finder sted på Voxhall & Atlas i Aarhus, den 8.-9. april 2016. Begge dage vil musikken blæse derudaf på begge spillesteder.

Metal Royale har offentliggjort følgende:

”Dommedag er nær! 

Død, ødelæggelse og blasfemi er velkendte temaer indenfor metalmusik. Det skal selvfølgelig ikke være anderledes på RMF’16, og vi har fundet nogle af de ondere eksempler frem!

Destroyer 666 startede ud som et soloprojekt af K. K. Warslut, i Melbourne, Australien, men blev til et fuldendt black/death/thrash metal band i 1994, klar til at sprede sine onde budskaber verden over, og er siden flyttet til Europa, med base i Holland. Destroyer 666 har tidligere spillet tournéer med markante blackmetal-bands som Enthroned og Watain. Der vil være garanti for et ondt show, hvor man kan komme i kontakt med sine dystre sider, og tilbede ondskaben!

Schweiziske Bölzer ved også hvordan det onde skal formidles. Bandnavnet kan, ad lidt omveje, oversættes til bulldozer, som er et meget passende udtryk for det musikalske udtryk de rammer. Bölzer har stadig udgivelsen af deres første fuldlængdealbum til gode, men har siden starten i 2008 produceret to EP’er, som fokuserer på hhv. mandlig og kvindelig energi, som et udtryk for livets dualismer. Selvom Bölzer kun indeholder to medlemmer, så kan de nemt fylde en koncertsal op med volumen, og blæse dig omkuld!

Svenske Trepaneringsritualen er et noget anderledes navn i metalregi, kun bestående af et enkelt medlem, Thomas Martin Ekelund. Man bliver bragt ind i et dommedagsunivers af dystre lyde og tekster, som sætter gang i den okkulte del af bevidstheden. Genren kaldes Death Industrial, og det kan tydeligt høres at disse to ord samtidig er stor inspiration for det musikalske udtryk. Det bliver til en højtidelig lektion i selvindsigt, nar Trepaneringsritualen angriber publikums øregange!”

Læs mere...

Royal Metal Fest præsentere 2 nye bands

Tidligere på måneden blev det offentliggjort at Royal Metal Fest vender stærkt tilbage i slutningen af maj, helt bestemt den den 30. og 31. maj på spillestederne Atlas og Voxhall i Aarhus.

Her blev det også offentliggjort at, programmet i år ville se lidt anderledes ud en hvad man har oplevet tidligere, fredagens program vil nemlig udelukkende fokusere på dansk metal.

Samtidig blev de første navne offentliggjort, her var det tale om Illdisposed, Endstille og Killing Gandhi, samt at vinderen af årets danske W:O:A METAL BATTLE vinder ville få en plads på programmet.

I dag er yderlige 2 bands offentliggjort, Forening Metal Royale skriver:

”Vi kan i år stolt præsentere norske Blood Red Throne, der med garanti leverer en hårdtslående, brutal omgang dødsmetal. Og hvis du vil have endnu mere fest, så leverer Pretty Maids uforfalsket heavy såvel som masser af numre, du elsker at synge med på. Flere bands præsenteres snarest og vi lover det bliver godt …fordi vi elsker hegn!

 

Om billetsalget siger foreningen:

”Husk at købe din billet hurtigst muligt. Vi vil gerne understrege, at du hjælper i høj grad Foreningen Metal Royale med at arrangere en bedre fest, ved at købe billetten i forsalg!

Vi gør for en god ordens skyld opmærksom på, at antallet af partoutbilletter er ret begrænset, så hvis du går og tænker, at du både vil høre Killing Gandhi OG Pretty Maids, vil vi opfordre dig til at sikre dig din billet allerede nu, så du ikke skal høre om festen fra dine venner!

Sidst men ikke mindst – spred ordet; og se lige vores priser; allerede nu overskrider vores line-up den ydmyge pris på 320 kroner for partoutbilletten!
Metal Royale
...fordi vi elsker hegn!”

 

Fredagsbilletter til Atlas koster 140 kroner, en billet til lørdagens koncerter koster 250 kroner og en partout-billet koster blot 320 kroner. 

Billetter sælges via billetten.dk & www.fondenvoxhall.dk

Læs mere...

Metal Royale præsenterer Royal Metal Fest 2014

Endelig kommer der nye fra forening Metal Royale, foreningen har i dag offentliggjort at de endnu engang afholder deres årlige festivitas Royal Metal Fest på spillestederne Atlas og Voxhall i Aarhus, den 30. og 31. maj.

 

Metal Royale skriver:

"Nyt

Til forskel fra sidste år, fokuserer fredagens program udelukkende på det bedste hjemmedyrkede – altså både dansk metals nyeste skud samt de mest solide rødder.

Om fredagen bliver både koncerter og musik afholdt på spillestedet Atlas.

I år vil RMF også byde et festligt og autentisk Vikinge-slagsmål, samt en meget eksklusiv whiskysmagning. Derudover indeholder festen selvfølgelig også alt det fede fra sidst: biergarten, metalmarked, meet & greet events på Atlas såvel som Den Rullende Pølsemand!
...mere info om alt dette offentliggøres løbende!

 

Ny side på Facebook

Vi opfordrer alle vores Royale Mæd'lheads til at gå ind på vores nye side her og like den! Den gamle gruppe lukker indenfor kort tid, og al information om Royal Metal Fest 2014 offentliggøres på den nye side og selvfølgelig her i nyhedsbrevet. Så husk lige at klikke et like, og inviter dine venner så vi kan sprede den aarhusianske version af tonstung hegn.

...Fordi I elsker hegn

 

Musik

Festivalen offentliggør løbende nye navne til årets line up – men allerede nu kan du glæde dig til at opleve følgende:

Et af landet ældste metalensembler er lokale Illdisposed, som stadig overrasker med spændende alternativer indenfor dødsmetal genren, samtidig med at de holder deres massive arv i hævd. Gruppen er i øjeblikket ved at indspille deres endnu unavngivne 14. album hos byens fremmeste lydsmed Tue Madsen. Et album som denne optræden vil give en live-præmiere på, inden det udkommer til sommer!

Er du til møgbeskidt black metal? Så skal du opleve tyske Endstille! Gruppen selv kalder deres musik for det grimmeste og mest aggressive black metal – uanset så er disse fire fyre garant for et velspillet, nærværende og ondt show! Gruppen udsendte sidste år det anmelderroste album ’Kapitulation 2013’. Hvortil et af verdens største metalmedier, det tyske Metal Hammer Magazine, kårede albummet til at være blandt årets top 5 black metal album, sammen med Watain, Satyricon, Darkthrone and Altar of Plagues.

Nyeste skud i den danske metalmuld er gruppen Killing Gandhi, der kommer til at spille deres anden koncert nogensinde på RMF! Gruppen har netop indspillet deres debutalbum med Jacob Hansen (Volbeat / Amaranthe / Mercenary) ved roret. Selvom Killing Gandhi er et nyt orkester, består truppen er erfarne folk fra bl.a. Manticora, Corpus Mortale, lokale SickSeed & Moonchild Iron Maiden Jam!

For at sikre os vi får fat i det bedste og nyeste fra vækstlaget, har vi allieret os med Livescenen, som står bag verdens største musikalske metaltalent konkurrence; W:O:A METAL BATTLE!
Vi præmierer årets vinder med sceneplads, så de kan få mest mulig opbakning til senere på året, når de drager af sted for at vise flaget, ved den international finale ved Wacken Open Air festvalen i Tyskland.

...flere bands offentliggøres løbende!

 

Hvem?

Udover de frivillige i foreningen Metal Royale, præsenteres Royal Metal Fest i samarbejde med Fonden VoxHall, Aarhus Kommune, Royal Unibrew, Promus, Soundforce, Superbrugsen i Mårslet & webzinet Devilution – uden jer, ingen fest! 

 

Priser og adgang

Billetter sælges snarest muligt via billetten.dk & www.fondenvoxhall.dk

 

Fredagsbilletter til Atlas koster 140 kroner, en billet til lørdagens koncerter koster 250 kroner og en partout-billet koster blot 320 kroner.

Metal Royale”

Læs mere...

Royal Metal Fest 2012

Pariah Syndicate
Kev: (3 / 6)
Jeg har altid troet, at Pariah Syndicate spillede goth/black metal, så da brutal death metal ramte mine øregange med 200 i timen, var det dog alligevel en positiv overraskelse. God energi fra scenen smittede af på publikum, og jeg må sige, at jeg nok sjældent har oplevet et mere overbevisende åbningsband på MRF end Pariah Syndicate. Dog sneg ensformigheden sig ind på mig, og efter 20 minutter havde jeg vist fået det ud af århusianerne, som var muligt. Dette laver dog ikke om på, at det var en meget fin åbningskoncert, som det unge band diskede op med.

By the Patient
Kev: ( 4/ 6)
Sidste gang jeg hørte By the Patient live, var det en ualmindelig kedelig omgang. Ingen scenetække og musikken virkede til at flyde sammen. Denne aften var dog en helt anden historie: By the Patient overbeviste mig med deres kraftfulde guitarløb, energiske temposkift og noget mere aktivitet på scenen. Dog kan der sagtens flettes lidt flere eskapader ind i drengenes optræden.
Nuvel… Der blev spillet til fra start, og de gæve bornholmere så sig ikke tilbage. De er dejligt brutale i udtryk, om end jeg synes, vokalen bliver lidt ensformig, så blev det altså til noget godt, det som BTP leverede. ”Luke 18:15 – 17” (Blot præsenteret som ”Luke”) var umiddelbart højdepunktet, men der var mange steder, hvor det virkeligt fungerede, så thumbs up… Og få så det album gjort færdigt!

HelHorse
Kev: ( 4/ 6)
Bandet, der førhen hed Dødning, opererer nu under banneret Helhorse. De har et orgel med på scenen og to sangere, der fiser rundt og går i vejen for hinanden. En overtatoveret guitarist med attitude og en bassist der minder om en buttet udgave af forsangeren fra Weezer… Men fuck hvor var det fedt!! Man kan snakke om, hvorvidt Helhorse (der kom med på et afbud) var malplaceret eller ej, men længe leve mangfoldigheden siger jeg! Deres sydstats-inspirerede tråd gik rent ind, og selvom jeg ikke kendte numrene, var det nemt at lytte med på. Klart et band der skal følges!

Saturnus
Kev: (4,5 / 6)
De gode gamle doom-rockere i Saturnus var vel årets overraskelse, for undertegnede, at se på plakaten. Jeg troede faktisk ikke, at de spillede længere, men hey…. Man kan ikke vide alt.
Grundet spisning kom jeg først ind i Saturnus’ set ca. halvvejs, men jeg nåede i høj grad at blive smittet af stemningen. Fuck, hvor gjorde de det godt! Jo vist så er tempoet til at falde i søvn over, og udtrykket er altså meget det samme, men det blev særdeles overbevisende leveret… Selv de der ”spoken-word-passager” som Saturnus ALTID har praktiseret, virkede ok på mig denne aften.
Der blev vist serveret et nyt nummer, og man kan vist vente sig en ny skive i løbet af 2012… Efter denne koncert, er jeg på!

Mercenary
Kev: (3,5 / 6)
Mercenary har aldrig 100 % været mig. Efter de har mistet deres signatur, har jeg helt og aldeles undgået dem. Det kunne jeg dog ikke denne aften, da jeg var eneste anmelder på posten:
Jeg blev faktisk noget overrasket, for det lyder til, at Mercenary har fået større nosser end nogensinde. Rene er virkeligt vokset med opgaven som sanger. Han når nok aldrig forgængerens højde, men han er sgu godt deroppe af!
Mercenary’s kundskaber kan der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved, men jeg kommer altså til at kede mig bravt. Numrene flyder sgu en anelse sammen, og jeg synes, det hele virker meget ensformigt. Beklager drenge, men I gjorde/gør det bare ikke for mig.

Decapitated
Kev: (5 / 6)
Det polske band, der har været et og andet igennem, kunne igen få lov til at spille på festivalen. Halvdelen af bandet røg jo på en højst uheldig måde, men de nye folk synes at varetage hver deres position på glimrende vis. Især forsangeren er en energibombe af rang. Med dreadlocks ned til under røven er han et syn for sig, når han banger på scenen, men hans vokale præstation er der INTET at sætte på. Faktisk er det sådan hele vejen rundt, at Decapitated er brilliante musikere, der har et nærmest ekvilibristisk tag på instrumenterne. De havde også publikum i deres hule hånd, og man kan diskutere, om det havde været bedre at have polakkerne som hovednavn fredag…?
Long story short: Decapitated var det fedeste band fredag, og selvom deres nyeste plade har fået lidt heat fra anmelderne, så er det altså et superfedt liveband, som ikke holder sig tilbage!

Evergrey
Kev: (2,5 / 6)
Om det var fordi Decapitated havde suget al energi ud af publikum, eller om Evergrey simpelthen ikke har flere fans, vil jeg lade være usagt. Faktum var dog, at Evergrey spillede for en tredjedel af det publikum, der så Decapitated… Og det var sgu lidt synd. Personligt er jeg overhovedet ikke fan af Evergrey, men det er en krank skæbne at lide som hovednavn. Musikken var en omgang tynd power/prog metal, og bandet virkede noget fortørnede over det ringe fremmøde. Personligt blev det ingen åbenbaring for undertegnede, der tog sig selv i ofte at kigge på klokken… Det siger vist det hele.

Diamond Drive
MetalMorfar: (4 / 6)
Lørdagen startede dystert, for ved ankomst til Voxhall blev publikum mødt af et stort politiopbud, som skulle søge at sikre en fredelig demonstration i Mølleparken lige overfor Voxhall. Begivenhederne i den forbindelse fik indflydelse på bevægelsesfriheden for festivalens gæster, men i sidste ende var det primært folk med rygetrang, som led under dette. Indenfor startede Diamond Drive andendagen en smule nervøst, men da nerverne efter det første nummer var på plads, spillede bandet et set, som var både spændende, varieret og velspillet. Stilen indeholder både hårdtslående, groovy og melodiske elementer, og alle facetter blev håndteret rigtig godt. Jeg er især imponeret af sangeren Troels, som ikke bare synger fantastisk godt, men også skaber et energifyldt sceneshow. I det hele taget gjorde Diamond Drive en virkelig go´ figur og fik ikke blot givet dagen en super start, men også markeret sig som et band, man bør holde øje med.

Mordax
MetalMorfar: (3 / 6)
Næste band var Mordax, som var kommet til Aarhus fra hovedstaden. De 5 medlemmer spiller en stil, som falder i to kategorier; enten spiller de Death- eller også spiller de Thrash Metal. Førstnævnte er ret tungt, men ikke særligt varieret og bliver derfor ret hurtigt for monotont og uinteressant efter min smag. Det går meget bedre, når Mordax spiller Thrash; bandet lader til at befinde sig bedre i selskab med det høje tempo. Frontmanden Asbjørn leverede en energisk indsats, men alligevel lykkedes det ikke rigtigt at få salen med før det næstsidste nummer ”Treachery”, som er rigtig fedt. Afslutningen skete med Metallicas ”Ride The Lightning”, som blev fyret af i en okay version. Her havde jeg hellere hørt mere til bandets eget materiale som afrunding af et set, som samlet set var på det jævne.

Slow Death Factory
Kev: (3,5 / 6)
Denne koncert skulle have været beviset for Dødsfabrikkens tilbagekomst til de skrå brædder. Bandet gjorde da også fin figur, hvis man havde set dem uden lyd. Lyden var derimod helt horribel. Guitarerne lød mærkeligt forvrængede, trommerne var ultratynde og bassen var meget lav. Vokalen var nok det indslag, der havde den bedste lyd, men den var altså heller ikke helt god. Denne koncert går nok ikke over i historien som en af de fede. Tværtimod går den nok over i historien som skrækeksemplet over dem alle.
Numrene er der dog ingen, der kan tage fra Gilsted og Co. Riffs af høj klasse og groovyness over alt er det, han står for, og det kunne man trods alt godt fornemme. De tre nye numre, der blev præsenteret, virkede en anelse mere afdæmpede og meget mere vokalbaseret end tidligere. Lidt modigt var det, at det mest ”stille” nummer blev spillet som det næstsidste… Folk var dog på og med et lille gimmick i slutningen af koncerten, var humoren i hvert fald intakt. Efter en snak med Onkel Morten, er jeg dog overbevist om, at vi snart hører og ser mere fra Slow Death Factory.

Crocell
MetalMorfar: (3½ / 6)
Det skader aldrig at spille på hjemmebane, og salen var da også pænt fyldt op, da turen var kommet til Århus-bandet Crocell. Og de forstod at udnytte hjemmebanefordelen i en performance, som var mere målrettet, sejt og stramt spillet, end det var tilfældet de andre gange, jeg har hørt dem. Samtidig var settet pænt varieret, så der både blev plads til de helt tunge sager og de mere tempofyldte numre. Hjemmebanefordel eller ej; publikum i salen kunne li´ det, de fik serveret, og jeg må sige, at det var den bedste præstation fra Crocell, jeg endnu har oplevet.

H.O.T.E.L.
MetalMorfar: -
Så var det tid til en pause fra musikken, for kl 18 blev scenen indtaget af den lokale dansegruppe House Of The Eternal Life. Gruppen består af 5 piger, som klædt i læderjakker dansede til et mix af Rock og Metal. Ingen tvivl om at det var seriøst sat op og meget koncentreret fremført, men jeg synes alligevel, at det var malplaceret til en Metal festival. At jeg ikke er helt alene om den opfattelse kan tolkes af reaktionerne i salen, som forholdt sig passiv.

Endstille
MetalMorfar: (4½ / 6)
Det passive blev hurtigt blæst væk, da Endstille indtog scenen: Inden den første tone havde lydt, varslede bandets corpse paint, at vi skulle tage hul på aftenens første afstikker til den Sorte Metal. I forhold til bandets optræden på Aalborg Metal Festival for et par år siden, hvor jeg ikke var imponeret, var det et Endstille i helt anderledes form, der var på scenen denne lørdag. Tempoet var virkelig højt, og der blev hamret løs på instrumenterne, så publikum ubønhørligt blev ramt af en strøm af koncentreret Mørke. Anført af en vokal der skar gennem marv og ben, var settet ikke særligt varieret. Alligevel var det meget fascinerende at opleve, og det faldt i go´ jord hos publikum; flere gange mellem numrene lød råbene ”Endstille, Endstille” gennem salen, og da slutnummeret ”Navigator” døde ud, havde Endstille præsteret dagens foreløbige højdepunkt.

AEON
Kev: (4,5 / 6)
Aeons plads på death metal-scenen kan ikke fornægtes. De spiller superfedt, og så synger de om satan, altså en strammere udgave af Deicide. Hvad mere kan man ønske sig?!
Den koncert, de spillede på dette års festival, var noget federe end den, de sidste gang fyrede af, og tak for det… Men hvor fanden var ”There Will Be No Heaven For Me”?! Hvorom alting er, så er Aeon en flok dygtige musikere, hvor jeg især lige bed mærke i bassisten, der spillede noget hurtigt, men som også bangede med sit skæg. Imponerende! Tommy på vokalen er heller ikke helt ilde. Han kan lidt af hvert med stemmen og har også lidt humor på scenen. Blandt andet blev den mikrofon der lige pludselig satte ud, beskyldt for at være ”a christian microphone”.
Koncerten blev efter min ringe mening dog spillet for tidligt på aftenen, men fede var de. Death metal med kant og satan… Jeg kunne godt have brugt en halv time mere i selskab med de sataniske svenskere.

Taake
MetalMorfar: (5 / 6)
Taake var det navn, jeg havde glædet mig mest til at se på årets festival; ganske vist var albummet ”Taake” fra 2008 ret ordinært, men det nye udspil ”Noregs Vaapen” har indbragt priser og meget rosende omtale, ikke mindst i hjemlandet Norge. Ret beset er Taake kun et band i live-sammenhæng, ellers er der tale om et enkeltmandsprojekt for sangeren og musikeren Høst. Han satte sig fra start i centrum med en optræden, hvor han konstant udlevede numrene via sin vokal, mens han bevægede sig truende rundt på scenen. Sette havde lighedspunkter med Endstille, men Taake var på alle områder lige en tand bedre: Corpse paintet var lidt mere gennemført, musikken lidt sejere og hele sceneshowet lidt mere teatralsk. Det fungerede virkelig godt, og selvom musikken indeholdt overraskende lange passager, som var lige dele Rock og Metal, var der ingen mangel på power. Det var en opvisning i, hvordan Black Metal skal serveres og min absolutte favorit på festivalen.

Keep of Kalessin
MetalMorfar: (4 / 6)
Hvor mine forventninger til Endstille var ret små, baseret på bandets optræden i Aalborg, forholdt det sig stik modsat med Keep of Kalessin; deres sidste optræden i det nordlige Jylland stod stadig som super i min hukommelse, da bandet som aftenens næstsidste act stod på Voxhalls scene. Lige umiddelbart blev jeg overrasket over kvaliteten af de flerstemmige vokaler, disse var langt flottere end tidligere oplevet. Samtidig var det imponerende så flot og frem for alt fyldigt et lydbillede, bandet fik skabt med kun en enkelt guitar i spil. Til gengæld var det som om, at rammerne fratog musikken noget af sin vildskab og styrke. Vi fik den ventede blanding af Black- og Death Metal, men et eller andet sted virkede det for pænt og en smule ufarligt. Præstationen var på ingen måde dårlig, men i min bog leverede Keep of Kalessin det svageste bidrag til salens Black fans denne lørdag.

Pretty Maids
MetalMorfar: (5 / 6)
I 2009 spillede Pretty Maids et forrygende set på det års RMF, men i år var Horsens-bandet avanceret til hovednavn – det skruede naturligt publikums forventninger i vejret. Settets første del var præget af numre hentet fra den nyere del af bandets produktion, hvor især det seneste studiealbum ”Pandemonium” leverede flere smagsprøver. Jeg er ikke ret godt hjemme i den del af bagkataloget; måske er det grunden til, at numrene her ikke rigtigt fangede mig. I anden del kom der skæringer tilbage fra bandets tidligste materiale, og så begyndte tingene at rykke! Jeg ville godt have haft flere numre fra bandets Metal-skuffe og kunne sagtens have undværet den slidte ”Please don´t leave me” ballade – den blev til gengæld virkelig godt modtaget af publikum i salen. Det hele blev afsluttet med ekstranumre, som kulminerede i en lækker udgave af ”Red Hot and Heavy”, som Ken Hammer piftede op med lidt ”Smoke on the water” – cool performance. Skulle jeg vurdere koncerten 100% objektivt, burde Pretty Maids kun have 4 stjerner, men når jeg alligevel smider en ekstra oveni skyldes det, at bandet via suveræn kontakt til publikum formåede at afslutte årets RMF med en rigtig fest – en samlet præstation, som er et hovednavn værdigt.

Igen var det superfedt at opleve hvordan folk med forskellig alder, køn, livsholdninger og udseende kan samles fredeligt omkring en fælles glæde til Metal – en stor kontrast til de snæversynede konfrontationer udenfor, som krævede store politistyrker for at kunne løses. At begivenhederne ikke fik synderlig indflydelse på årets festival, skyldes både professionel håndtering af situationen fra arrangører og vagters side og publikums efterlevelse af de givne anvisninger. Men selvfølgelig ser vi frem til næste års udgave, hvor vi forhåbentlig kan koncentrere os 100% om det, det hele handler om, nemlig Metal!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Læs mere...

Royal Metal Fest 2011

The Interbeing
MetalMorfar: 3½ / 6
Opgaven med at slå dette års Royal Metal Fest i gang var lagt i hænderne på københavnske The Interbeing, som havde kvalificeret sig til tjansen ved at vinde sidste års Royal Metal Grand Prix. At det ikke kun skabte forventninger hos undertegnede viste fremmødet i salen, som var meget flot for det tidlige tidspunkt.
Musikken bød på en blanding af hårdtskårne rytmer med knald på, og melodiske passager baseret på keyboards. Umiddelbart virkede det generende, at sidstnævnte optrådte som baggrundsspor sammen med baggrundsvokaler, men det passede fint ind i helheden. Det gav ikke blot vokalen mere bredde, men balancerede også fint med musikken.
The Interbeing gjorde god reklame for sig selv, så når de 2. maj sender deres debutalbum på gaden her i landet, er det en udgivelse, som man bør holde øje med.

Final Depravity
MetalMorfar: 3½ / 6
Efter planen skulle Debauchery have været næste band på scenen, men de har aflyst hele deres turne. I stedet blev det et andet tysk band, Final Depravity, som fortsatte festivalen. Det skete med en omgang Thrash Metal, som her og der blev iblandet lidt Dødsmetal. Det virkede rigtig godt, og der var masser af energi på scenen – derfor havde koncerten fortjent flere tilhørere, end tilfældet var.
Vokalen var lidt kedelig og anstrengt, mens det absolut modsatte var tilfældet for trommeslageren. Han sad fuldstændig afslappet og signalerede, at han sagtens kunne håndtere større opgaver, end Final Depravitys musik udsatte ham for.
Enkelt opbygget eller ej, så syntes jeg godt om musikken – ikke mindst de passager, hvor der sneg sig lidt melodisk ind i guitararbejdet gjorde, at jeg ikke savnede Debauchery.

Suidakra
MetalMorfar: 4 / 6
Efter Final Depravity fortsatte bidragene fra vort sydlige naboland i form af SuidAkra. Bandet kalder selv deres musik for Keltiske krigshymner, og det er ikke helt ved siden af. Numrene var præget af Pagan Metallens melodier, som blev serveret af bandets guitarer. Til gengæld var der ingen af de traditionelle akustiske elementer som fløjte og violin på scenen, hvilket gav musikken et ekstra skud power. For at understrege dette blev der lavet masser af møllehjul – en disciplin selv trommeslageren deltog ivrigt i!
Før denne koncert var bandet helt ukendt for mig, men deres blanding af kraft og melodi var meget overbevisende, og jeg følte mig godt underholdt. Det var jeg ikke ene om, for det lykkes SuidAkra at få gang i salen, som på dette tidspunkt igen var fyldt godt op.

The Cleansing
Kev: 3,5 / 6
De gæve københavnere fra death metal bandet The Cleansing har deres andet album på gaden lige om lidt, og derfor skulle det blive spændende at høre et par af de nye numre.
Sidst jeg så The Cleansing, var de ikke imponerende fede, men leverede alligevel en godkendt indsats. Jeg håbede på at få lidt mere i posen denne gang, men jeg måtte ligesom sidst erkende, at træerne ikke vokser ind i himlen. The Cleansings musik er ikke voldsomt teknisk betonet eller tillukket, men alligevel stod jeg og følte at numrene gled sammen i en tyk, tung masse. Jeg har ikke skamlyttet ”Poisoned Legacy”, men den er da blevet lyttet til herhjemme. Det hjalp mig dog ikke denne aften, for jeg havde ærligt talt svært ved at skelne numrene fra hinanden. The Cleansing har velsagtens en af DK’s fedeste trommeslagere lige nu, og Mads Lauridsen er virkelig et monster bag tønderne. Han spiller fedt, hurtigt, afvekslende og kan nok redde de fleste bands fra den visse kedsommeligheds-død. Generelt set er der absolut INTET at sætte på den musiske indsat; det er meget velspillet death metal, og Toke på vokal er rigtig dejlig grum, om end han måske ikke er den mest åbne og omfavnende entertainer, og så bliver han desværre lidt ensformig med tiden. De første fire numre af settet var ok, især et nummer der havde et langsomt og enormt fedt drive, gik lige i bollerne på mig. Ellers var der langt mellem snapsene, synes jeg. Dog er indsatsen bestemt godkendt.

The Burning
Kev: 4 / 6
Siden The Burnings 3. album, ”Hail the Horde”, ramte gaderne, har jeg glædet mig til at se dem, da jeg mener at sangene er blandt de bedste, som The Burning har præsteret. Så kom bomben om at Thue, der nok er blandt DK’s sejeste bassister, havde fået tinnitus og måtte indstille karrieren. Pladsen gik så til det unge stortalent Tobias Nefer, der er kendt som solid bassist i Essence. Denne aften var det dog ikke Nefer, der spillede (han var optaget af andre forpligtelser)… I stedet var guitaristen fra Submission og The Arcane Order, Kasper Kirkegaard, hentet ind. Forvirringen total… nu til musikken:
Bandet lagde fra land med den naturlige åbner ”Godless” og de virkede tændte. Kasper klarede bassen fint og havde nok overskud til at headbange og give den gas. Som koncerten skred frem, blev det klart at Johnnys vokal har set bedre dage end lige denne aften. Han virkede slidt eller måske en anelse uoplagt. Den besad i hvert fald ikke samme pondus som sædvanligt. Det skortede dog ikke på jokes mellem numrene, og da de to tykke Jensen-brødre blev kaldt på scenen til ”Hail the Horde, var der nærmest ikke et øje tørt i salen. Der blev spillet numre fra alle tre skiver, og det var en kærkommen overraskelse, at ”The Gospel” igen var at finde på setlisten.
The Burning gav en fed koncert, men er set bedre før.

Onslaught
MetalMorfar: 4 / 6
Et af de bands, jeg havde set frem til på fredagens program, var engelske Onslaught. Dels skulle de have spillet på festivalen sidste år, hvor askeskyen kom i vejen, dels efterlod deres seneste udspil, ”Sounds of Violence”, et rigtig godt indtryk, da jeg anmeldte det tidligere i år. Albummet byder på glimrende Thrash Metal, og det blev der også leveret masser af fra scenen.
Selv om medlemmerne er ved at være nogle bedagede herrer, har de alligevel stor udstråling på scenen; især sangeren Sy Keeler markerede sig flot med sin kraftfulde og varierede vokal. Variation var der ikke så meget af i musikken, her var det traditionelle opskrifter, der blev brugt. Det forhindrede ikke numre som ”Code Black” og ”Rest in Pieces” i at markere sig.
Mod slutningen skruede englænderne op for tempoet og fik derved hævet deres præstation til et niveau, der i min bog gør deres koncert til fredagens bedste.

Malevolent Creation
Kev: 3 / 6
Det amerikanske band Malevolent Creation, der efterhånden har skiftet line-up flere gange end en havneluder har spredt ben, havde fået tjansen som hovednavn på denne førstedag af Metal Royale Festival. Amerikanerne har just overstået en US-tour og derfor kunne man fornemme at bandet, til trods for at dette var den første koncert på deres Europa-tour, var en sammenspillet enhed. ”Eve of the Apocalypse” startede løjerne og blev efterfulgt af blandt andet det nye track ”Slaughterhouse”, ”Blood Brothers” og ”Infernal Desire”. Det stod dog hurtig klart for mig, at Malevolent Creation slet ikke er, hvad de har været… Sammenspillet eller ej! Det blev lynhurtigt meget kedeligt i mine ører, og selv ikke nogle af de gode gamle klassikere kunne redde den synkende skude. Malevolent Creation fremstod som en skygge af et mægtigt band, der engang var.

Aphyxion
Kev: 4 / 6
Dansk metal er i klar fremgang! Det er det unge band Aphyxion et lysende eksempel på. Bandet var blevet stemt ind af diverse facebookers til at åbne lørdagen på Metal Royale Festival, en chance de greb så eftertrykkeligt!
De spillede stramt og vedkommende og gik meget uimponeret til opgaven. De havde en god energi på scenen og kom langt ud over scenekanten, især via deres sprællemand af en sanger. Aphyxion havde fået 20 minutter at gøre med, og det var måske for lidt… De gjorde i hvert fald en god figur med et par nye skæringer og efterlod et rigtig godt indtryk på undertegnede og hans følge.

Strychnos
MetalMorfar: 3½ / 6
Et afbræk i den næsten lange kæde af Death Metal bands stod Strychnos for - nu var det tid til festivalens eneste indslag fra Black Metal-genren. Medlemmerne af Strychnos kom på scenen i bar overkrop indsmurt i blod, og de understøttede deres voldsomme fremtoning med et virkelig brutalt udlæg.
Det brutale var i højsædet gennem hele koncerten, hvorimod genrens mere melodiske sider kun trådte frem i forbindelse med diverse guitarsoli. Ellers skal Strychnos have ros for at tilføre musikken elementer fra både Thrash- og Death Metal, som gav en vis bredde i musikken. Desværre gav det sig ikke udslag i så stor variation i det musikalske udtryk, så jeg begyndte efterhånden at savne lidt spænding. Selv om bandet havde flere rigtig gode elementer i deres musik, rækker det ikke helt til 4 stjerner.
Koncerten var i øvrigt flot besøgt, så der er stor interesse for genren – her burde festivalen måske satse mere fremover?

Altar of Oblivion
MetalMorfar: 2 / 6
Næste band på scenen var Altar of Oblivion, som på forhånd var annonceret som Doom Metal. De første numre var nu mere traditionel Heavy Metal, men med tiden kom der numre med mere tyngde, så betegnelsen var ikke så skæv alligevel.
Det genremæssige var således i orden, men det kan man desværre ikke sige om bandets performance. At de stod meget stille på scenen kan undskyldes med nervøsitet og manglende erfaring, men så skal musikken sidde lige i øjet. Det gjorde den ikke for Altar of Oblivion, for selv om musikken ikke var særligt kompliceret, stod jeg konstant med en fornemmelse af, at musikerne havde svært ved at spille deres egne numre. Timingen var ikke særlig god, og sangeren virkede meget presset – især når han sang uden musikalsk opbakning.
Så nej, Altar of Oblivion var alt andet end overbevisende; deres præstation lignede mest af alt metallens udgave af suppe, steg og is. Her er der virkelig brug for timer i øvelokalet!

Pathology
Kev: 4 / 6
Pathology var det eneste band jeg ikke kendte, men som jeg så frem til med stor iver. Stilen var varieret death metal med en af de mindst hørbare og dechifrerbare vokaler, jeg nogensinde har hørt live. Vi snakker mere dyb og guttural end Chris Barnes fra de tidlige Cannibal Corpse albums… Musikken var en anden sag; de spillede ok uden at være prangende, og især trommeslageren, der tidligere har basket tønder i både Cattle Decapitation og The Locust, virkede til at halte lidt indimellem. Forsangeren Jonathan fik på bedst mulig måde hevet det tømmermændsplagede folk op på benene med en præstation, der overstiger det normale. Han var nærmest manisk headbangende og fisende rundt på scenen med energi for fire.
På bundlinjen er Pathology helt sikkert et spændende bekendtskab. Dog, som så tit set før, kom kedsomheden snigende. Men først under næstsidste nummer, så Pathology slipper med æren i behold.

Exmortem
Kev: 4,5 / 6
Exmortem gik i opløsning for noget tid siden, men fik aldrig rigtig taget en ordentlig afsked. Det skulle dette års festival råde bod på. Exmortem har igennem mange år leveret death metal af høj, høj klasse til masserne, og denne aften var bestemt ingen undtagelse. Med en oplagt Simon Smerte i front fik Exmortem sat et betragteligt punktum for en karriere, der måske ikke blev belønnet efter fortjeneste, men som så sandelig fik sat et aftryk. Numre der blev spillet denne aften inkluderede blandt andet ”Black Walls of Misery”, ”Black Opium” og den gamle traver ”Intoxicated by Death”. Publikum tog rigtig fint afsked med Exmortem, og Martin Sigtyr fik holdt en lille afskedstale, og til trods for at det kunne have virket fesent og sirups-agtigt, så virkede det ærligt og vedkommende. Jeg vil undlade at give Exmortem en karakter, da de for det første ikke har noget at bruge den til, men for det andet også fordi det er en gloværdig karriere, der her sættes punktum for, og den skal ikke sættes karakter på!

Panzerchrist
Kev: 3 / 6
Med en del albums på bagen og et nyt lige om hjørnet havde Panzer-basserne gjort sig fortjent til et af lørdagens sene gigs. En stor chance for dem for at fortælle folk at de stadig lever, til trods for de fem år mellem de to seneste albums. Bandet har gennemgået endnu flere skift i besætningen end Malevolent Creation, og om det er en fordel eller bagdel, ved jeg ikke. De virker i hvert fald revitaliserede og klar på at indtage verden.
Nok engang var Mads Lauridsen at finde bag kedlerne og nok engang var det ham, der holdt legestue og dermed degraderede resten af bandet til tilskuere. Lyden var simpelthen for ringe til at man kunne fange andet end trommer og growls. Numrene flød sammen efter 3 tracks, og jeg blev irriteret… Ikke på Panzerchrist, men på lydmanden som et eller andet sted spolerede festen for dem. Jeg skal stadig have den nyeste skive fra Panzerchrist, ”Regiment Ragnarok”, men synes at Panzer-drengene havde fortjent en bedre skæbne denne lørdag aften.

Grave
MetalMorfar: 3 / 6
De mange Grave t-shirts, som jeg så på festivalen indikerede, at der var mange, som var kommet for at se de svenske Death veteraner. Og det var da også en godt fyldt sal, som tog imod bandet, der gik på scenen efter en pænt lang intro.
Og så gik det ellers derudad med traditionel Dødsmetal i højt tempo; det hele spillet knaldhårdt lige efter bogen. Desværre var numrene præget af lange perioder med gentagelser og mere eller mindre stilstand; det begyndte ret hurtigt at blive kedeligt, da Grave mere eller mindre kørte i samme rille gennem hele deres sæt.
Der er sikkert mange, som er lodret uenige i min bedømmelse af Grave, for folk i salen tog rigtig godt imod alt, hvad bandet fyrede af – jeg havde bare forventet meget mere af et navn placeret så sent på lørdagens program.

Artillery
MetalMorfar: 5 / 6
For 3 år siden stod Artillery på scenen til 2008-udgaven af Royal Metal Fest og gav deres første egentlige koncert efter bandets gendannelse. Dengang vidste publikum måske ikke helt, hvad de skulle forvente, men i år var tingene anderledes; med udgivelse af både en DVD og 2 studiealbums har bandet selv skabt et vist forventningspres. Det var også tydeligt at mærke på den flok, der gjorde sig klar i salen.
Aftenens koncert kom da også til at stå i de nye numres tegn, for det var skæringer som ”10000 Devils”, ”Monster”, ”When Death Comes” og ”Mi Sangre”, der prægede koncerten – kun ”By Inhetitance” og ”The Challenge” repræsenterede de ældre udgivelser. Her kunne man gøre to interessante iagttagelser: den første er, at gamle og nye numre viser et tydeligt slægtskab – de har en fælles kerne, som giver styrke og kvalitet. Den anden er, at de nye numre sagtens kan klare sig uden støtte fra bagkataloget – deres mere melodiske indhold koster ikke power.
Selv om der ikke var blevet plads til klassikere som ”The Almighty” og den næsten traditionelle afslutning med ”Terror Squad”, levede settet op til forventningerne i salen, og Artillery fik igen skudt en solid Thrash-kile ind mellem de massive mængder af Dødsmetal. Ikke helt overraskende var koncerten min absolutte favorit; ikke kun på lørdagens program, men for hele årets festival.

Hail of Bullets
Kev: 5 / 6
Fem krigsliderlige hollændere gjorde deres indtog denne aften i Århus, og den gamle frase “Veni, Vidi, Vici” gør sig i høj grad gældende her, for Hail of Bullets leverede en klasse-koncert. På forhånd var jeg ikke synderligt velbevandret i deres materiale, men hold da op, hvor det fængede. Stagepresence var der dæl’me nok af, og Martin van Drunen er en rigtig fed og sprællevende frontmand. Guitaristerne og bassisten gjorde også deres til at holde folk på tæerne. Desuden kan jeg til stadighed imponeres af den bette mand bag gryderne, nemlig Ed Warby. Kæft, han er tight og udgør virkelig en stor del af HOB’s lyd.
Numre som ”Berlin”, ”Ordered Eastward”, ”Tokyo Napalm Holocaust” og ”Full Scale War” gjorde, at det århusianske publikum måtte kapitulere. Dog gav ”Kamikaze” lige det sidste til en koncert der med sin gode lyd, gode optræden, fede numre og gode stemning gjorde, at Hail of Bullets indtil videre leverede lørdagens fedeste koncert.

Obituary
Kev:5,5 / 6
Det band som 80 % af alle gæster denne lørdag var kommet for at høre, gik på kl. 23.25. Som det eneste band havde de lidt sceneudsmykning og suverænt weekendens bedste lyd. De spillede selvfølgelig de sange man kunne forvente af dem, og alligevel stod man og følte, at man manglede nogle. Det tager jeg som et udtryk for, at de har lavet mange hits og evergreens.
Når alt er sagt om, hvor fede Obituary var, og hvor fedt det var endelig at se dem live, og at de er i gruppen af founding fathers of death metal, så har jeg lige et par ankepunkter: For det første er Ralph Santolla alt for meget leadguitarist for et band som Obituary. Han har et udtalt behov for at stå forrest på scenen, når der skal spilles lead, samtidig med at han overdriver og ødelægger de efterhånden kanon-agtige Obi-leads. Samtidig virkede Donald Tardy bag trommerne mærkeligt utight… eller sløv. I hvert fald så hustlede han sin duga, noget jeg almindeligvis ser meget kraftigt ned på.
Det kan dog ikke pille ved, at Obituary leverede en rigtig fed koncert, som man vil huske længe. Det er nok ikke på grund af det musikalske niveau, men mere det faktum at det rent faktisk var Obituary, der spillede… Jeg er i hvert fald stadig høj på koncerten, overdrevne leads og sløje trommer eller ej… Obi var da bomb!

Set over to samlede dage var Metal Royale 2011 virkelig vellykket. Der kom nogle store scoops forbi og spillede musik, og med billige øl, en pølsevogn lige udenfor døren, fint vejr og glade metalhoveder kunne det næsten ikke være bedre. Der var lidt forvirring omkring betaling af billet osv, men ikke noget der ødelagde helhedsindtrykket. Som vanligt kan man altid diskutere, om de bookede bands var for meget i samme genre osv, men den diskussion har ingen ende.
Vi er klar på en ny runde næste år, og håber at Ken, Bager & Co. hiver nogle mindst ligeså store kaniner op af hatten til den tid!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Læs mere...

Royal Metal Fest 2009

Sidste års meget vellykkede debut for denne festival efterlod mange i håbet om, at successen ville blive gentaget i 2009. Det blev den, endda med et line-up, der for alvor sætter Århus på det danske Metal landkort. Som en ekstra godbid til Metalfolket havde Metal Royale arrangeret en specialfremvisning af den amerikanske dokumentarfilm “Get Thrashed“ dagen inden selve festivalen, så man må sige, at forberedelserne var i top.
Som konferencier havde man igen i år hyret Obersten; et valg der ikke umiddelbart vakte jubel i RM-lejren, men han gjorde en noget mere afdæmpet figur end sidst – en meget positiv udvikling.

DestroyerBoy
Kev - Karakter: 4 / 6
Dette meget unge ensemble havde via en konkurrence vundet en halv times spilletid på Royal Metal Festival. Bandet har Jason Campbell i front, og hans ansigt var det eneste ansigt ud af de fem, jeg kunne genkende. Resten af bandet er nemlig nogle unge gutter, der hidtil ikke har gjort sig særligt bemærket på den danske scene. Det tror jeg personligt dog, at Destroyerboy vil lave om på, for optrædenen de diskede op med bar bestemt IKKE præg af, at de var bandets første koncert, eller at de kun havde spillet sammen i godt et halvt år. De virkede faktisk meget scenevante og særdeles uimponerede over det hele.
Stilen, som Destroyerboy udøver, er meget i stil med As I Lay Dying og deres lignende; altså meget melodisk og teknisk velfunderet metal, dog uden den rene vokal, hvilket vel altid er et plus. Numrene, de spillede, er vist alle på deres 5-numres EP, og så blev der vist plads til et nyt. Personligt havde jeg ikke regnet med det helt store show fra denne kant, og min karakter bærer måske nok lidt præg af overraskelsesmomentet. Jeg blev meget positivt overrasket, og det bliver meget spændende at høre, når bandet får udgivet noget håndgribeligt. Indtil videre er min nysgerrighed vakt!

Manticora
Kev - Karakter: 3½ / 6
Københavnske Manticora er et band, jeg aldrig havde hørt noget med før denne koncert. Deres image med lædertøj osv. har aldrig rigtig fanget mig, men nu kunne jeg altså ikke undslippe; koncerten skulle anmeldes af mig, da Metalmorfar var optaget andetsteds, og i bund og grund er jeg glad for det, for Manticora fik, til trods for lidt problemer med lyden i starten, spillet en ret fed koncert. Det er jo svært at stå og snakke om numrene blev leveret ordentligt osv. når jeg ikke kender en hujende fis til deres musik. I stedet vil jeg sige, at showet blev overbevisende leveret, og at Lars på vokal var en frontmand med krudt i røven; han fes rundt og gjorde sit bedste for at få publikum med. Responsen fra publikum blev da også bedre hen mod showets slutning, og alt i alt gjorde Manticora et fint indtryk på mig, i forhold til hvad jeg havde forventet.

Pretty Maids
Dan the Man - Karakter: 5 / 6
Hard rock! Er nok det tætteste drengene fra Horsens kommer på betegnelsen Metal, men i guder hvor kunne de gamle gubber servere varen! 1981 og still going strong, fyrede Ronnie, Ken og resten af slænget (resten er jo tilkommer i løbet af de sidste ti år) highlights fra en karriere der har rummet både op- og nedture af. Energien fejlede ikke en skid og Ronnie Atkins har bestemt ikke glemt hvordan man hæver publikum til en tilstand af ekstase i metalgudernes tegn. Med et hurtigt kig rundt på gulvet, kunne jeg spotte at der foruden mig selv kun talte få andre, der som jeg havde rundet de 30 år og havde de glorværdige dage af Horsens-drengene i hukommelsen. Det var også tydeligt, at der var en udbredt skepsis blandt publikum over et Hard Rock band til en Metal koncert. Skepsis blev dog hurtigt gjort til skamme, da de catchy sing-a-long songs fra Gubberne fløj ned fra scenen og smaskede lige i fjæset på samtlige gæster i Voxhall for fuld knald. I løbet af ingen tid, var gulvet forvandlet til en frådende pøbel, der bare ville have mere. Intet blev glemt og jeg er sikker på, at da sætlisten blev skrevet, var det med vilje at radio-hittet og svigermorsknækkeren ”Please don´t leave me” blev hjemme i Horsens og ekstra-numrene manifesterede en superfed koncert med ”Futureworld” og ikke mindst klassikeren ”Red, Hot and Heavy” der totalt rev publikum op i det røde felt, ikke mindst da Ronnie fik publikum med på fællessang a´la 1980´erne. Uh-Å-Åhh-Åh!!!

Shining
MetalMorfar- Karakter: 5 / 6
Shining er et band, der er kendt for noget specielle optrædender, hvor frontmanden Niklas Kvarforths selvdestruktive performance ofte helt har fjernet fokus fra musikken. Det var også klart, at der blandt publikum var folk, der i højere grad var kommet med forventninger om skandale end god Metal.

Denne gruppe af nøddehorn blev dog snydt, for det var en meget fokuseret Kvarforth, der sammen med resten af bandet stillede op til deres første koncert på dansk jord. Alle var klædt helt i sort, og sammen med en sparsom scenebelysning var det med til at iscenesætte en mørk stemning. En stemning, som fik mig til at tænke på Mayhems optræden sidste år – ikke helt så dyster, men alligevel meget indadvendt.
Musikalsk var Shining dog meget mere varierede, og selvom enkelte instrumentalpassager virkede stillestående, var det en helstøbt indsats, der støttede Niklas. Han fremførte numrene med al den smerte og vanvid, der er indbygget i dem, men lod de blive ved det. Således prellede tåbelige tilråb som ”vi vil se blod” af på ham, og det tætteste vi kom på det var rødvin, som han hældte på et par gutter foran scenen.

Det lykkes for Shining at trække publikum med ind i den mørke side af Niklas´ univers, men selv om det var fascinerende, var det ikke helt så betagende som på bandets albums, dertil udnyttede de ikke deres musikalske bredde fuldt ud. Alligevel var koncerten, med sin gennemførte opbygning af stemning og flot varierede Metal, mit absolutte højdepunkt på festivalen. Det var især positivt at den ikke blev domineret af performance, men at det vigtigste, musikken, var i centrum.

Born From Pain
MetalMorfar - Karakter: 3 / 6
Hollandske Born From Pain stod for en pause i strømmen af Metal, da de leverede vaskeægte Hardcore fra scenen i århus. Det gjorde de med masser af energi, som var mest markant på scenens for- og bagkant: bagest var det trommeslageren, der nærmest forsøgte at banke sine trommer ihjel, som var de angribende aliens; forrest var det sangeren Rob Franssen, der var så tændt, at han allerede efter 30 sekunder forsøgte at fremtrylle en circlepit. Den kom dog først efter et stykke tid, under nummeret “Enemy lines”.
Den positive start gik dog hurtigt over i ensformighed, og jeg havde svært ved at holde interessen fanget.
Et ufrivilligt lyspunkt indtraf dog, da et par heilende idioter nede foran blev sat grundigt på plads af Rob Franssen – et passende svar på en helt upassende opførsel. Alligevel kunne hverken denne episode, den gode lyd eller bandets engagement skjule, at musikken mangler variation og derfor ikke overbeviser.

Napalm Death
Kev - Karakter: 4½ / 6
Det var 3. gang indenfor 1½ år, at jeg skulle se Napalm Death. De har ikke skuffet endnu, og de gjorde det heller ikke denne aften. Det overrasker mig hver gang, hvor meget de giver den gas på scenen. Barney fiser omkring som han plejer og Shane, Danny og Mitch leverede som vanligt et tight og solidt baggrundsinferno.
Napalm Death’s show har ikke været underlagt de store forandringer det sidste stykke tid, men med en ny plade på vej kunne man håbe på smagsprøver, og sandelig så, om ikke man fik det! 2 nye sange i form af ”Brink of Extiction” og en jeg ikke lige fik fat i titlen på…. Dog lød det MEGET lovende, og det viste også, at Napalm Death bestemt ikke hviler på laurbærrene. Numre som vi blev begavet med talte blandt andre: ”Suffer the Children”, Sink Fast, Let Go”, ”Scum”, ”It’s a M.A.N.S. World” og selvfølgelig ”Nazi Punks Fuck Off”. Alt i alt blev der, nummermæssigt, leveret hvad man kunne forvente af gutterne. Jeg synes dog, at Napalm var federe de to første gange jeg så dem, men de leverede alligevel det fedeste show for mig på førstedagen af festivallen.

Horned Almighty
MetalMorfar - Karakter: 4 / 6
Der skal nok have været en og anden deltager, hvis tømmermænd fik et chok ved starten på festivalens anden dag. Den blev nemlig slået igang af Horned Almighty, som troppede op i klassisk Black Metal look: corpsepaint, pighalsbånd og nitter så langt øjet rakte. Heldigvis tager bandet ikke sit image så alvorligt, hvilket en udtalelse som ”Satan er en ven du ikke har mødt endnu” viser.
Når det drejer sig om musikken, er det anderledes alvorligt, for selvom stilen er nærmere Death Metal end egentlig Black, er der masser af knald på. Den langsommere del af numrene var knap så interessante, men med voksende tempo, steg kvalitetsniveauet tilsvarende. Og da tempoet overvejende var højt, blev starten på lørdagsprogrammet satans god.

Crocell
Kev - Karakter: 4 / 6
De 4 bands See You Next Tuesday, Aeon, Misery Index og Hate Eternal turnerer sammen, og skulle til Århus fra et job i Tyskland dagen før. Uheldigvis brød tourbussen sammen, hvilket forsinkede bands’ne og nødvendiggjorde ændringer I programmet. Et af disse var, at See You Next Tuesday blev erstattet med Crocell, som tog jobbet med ultra kort varsel, til trods for tømmermænd og en småsyg trommeslager.
Det gik egentlig fint for de 5 århusianere, der fik fin respons fra publikum. Mange var nok taknemmelige for at See You Next Tuesday afyste… Jeg var i hvert fald, og den lille halve time de brugte på scenen, blev ædt råt af det tilstedeværende publikum.
Ud af numrene de spillede, var det (især!) ”Winter is Coming” der skinnede igennem, men også ”Behind the Veil” og så en helt ny sag, der var rigtig dejlig up-tempo, behagede undertegnede. Alt i alt, var det et rigtig godt bytte, vi fik der…

Goat Udenfor bedømmelse
MetalMorfar - Karakter: X / 6
Metalfolket fik også en gedigen overraskelse, for netop som Crocell forlod scenen, blev den overtaget af Lasse Baks projekt Goat. Med både udklædning og optræden som taget ud af Casper og Mandrilaftalen, tumlede de 4 musikere rundt på scenen, mens de spillede en blanding af Punk og Metal. Det hele foregik i et hysterisk opskruet tempo, og var så kikset og utight, at det har kultpotentiale – derfor unddrager det sig normal bedømmelse.
Hele seancen var tilpas kort til, at det ikke nåede at blive kedeligt; i stedet blev denne omgang Mandril Metal modtaget som det var tiltænkt: med godt humør.

Corpus Mortale
MetalMorfar - Karakter: 4 / 6
Igen blev jeg mindet om, at den danske Death Metal scene indeholder mange bands, som helt og holdent har undgået min opmærksomhed. Denne gang skete det i form af hovedstadsbandet Corpus Mortale, som jeg først hørte denne lørdag – 15 år efter deres start.
Starten var nu ikke noget at råbe hurra for, for numrene virkede træge og uinteressante; bandets noget stillestående sceneshow hjalp ikke meget på situationen. Men efterhånden kom der mere liv i den ”døde krop” – musikerne tøede op, og der kom mere tempo på musikken.
Og det smittede af på publikum, som efterhånden blev trukket op i omdrejninger. På den måde fik Corpus Mortale til sidst hevet en god koncert i land via en god slutspurt.

Aeon
MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6
Det næste band var heller ikke et, jeg kendte på forhånd – her havde jeg blot fået fortal, at deres tekster er stærkt anti-religiøse. Og det skal jeg da lige love for! Titler som ”Forever Nailed” og ”Caressed By The Holy Man” er ikke ment som hyldestkvad til kirken, specielt ikke når de formidles af Tommy Dahlström. Han har en vokal, som skifter ret fedt mellem growl og hvæsen og konstant er truende.
Musikalsk fik vi en gang traditionel Death Metal, som blev fremført af meget kompetente musikere. Mest iøjnefaldende var trommeslageren Nils Fjellström, der som en vanvittig bearbejdede sine tønder. Hænder og fødder kørte uophørligt, og han lagde en fantastisk bund, som virkelig gav numrene drive.
Sættet var desværre kortet lidt ned pga. programændringerne, men Aeon nåede at vise, at de virkelig kan deres kram; jeg ville meget gerne have hørt mere til dem.

Konkhra
Kev - Karakter: 4 / 6
Konkhra kan vel bedst betegnes som dansk dødsmetals grand old men. Efter den spæde start i slut 80’erne har bandet (Anders Lundemark) udgivet plader med jævne mellemrum, og efter nogle års stilhed er bandet tilbage på de skrå brædder. Bandet har en ny skive på vej, og naturligvis fik vi nogle smagsprøver fra den front, men det var meget tydeligt, at folk var kommet for at høre numrene fra ”Spit or Swallow”, og der blev da også disket op med et par stykker fra den skive. Ellers var ”Weed Out the Weak”-skiven også godt repræsenteret. Det stod hurtigt meget klart, at Konkhra virker som fornyet med tilgangen af to nye bandmedlemmer. De virker bare mere på, og musikken kommer langt ud over scenekanten. Dog skal det siges, at bandets krydsning mellem Hulk Hogan og julemaden, Lars Schmidt, bliver en anelse for meget at se på i længden. Ligeledes er Anders Lundemark ikke den mest aktive på scenen. De to er selvfølgelig heller ikke 20 år længere, men lidt mere aktivitet ville sgu være at foretrække. Når det er sagt, så blev ”Life Eraser”, ”Heavensent”, ”Facelift” og den nye tonser ”Hail to the King” leveret med overbevisende pondus, så mine forventninger til den nye Konkhra skive, ”Nothing is Sacred” er løftet betydeligt!

Misery Index
Kev - Karakter: 5 / 6
Jeg var meget tæt på at blive meget bekymret, da de første bulletiner om tourbussens fald løb ind. Misery Index var det band jeg havde glædet mig mest til at se, og derfor ville en aflysning fra dem være mere, end hvad der var godt for min sjæl.
Misery Index lagde, meget naturligt, ud med ”We Never Come in Peace”, og herefter blev deres grind/death metal leveret med en kirurgisk præcision, der får et nykøbt barberblad til at virke som en sløv satan. Deres halsbrækkende breaks sad lige i skabet og jeg tog mig selv i at stå og holde vejret flere gange, når et af de føromtalte breaks dukkede op. Det var virkelig en opvisning i musikalsk splendour, og især Sparkey Voyles virkede tændt.
”Pull out the Nails”, ”The Great Depression”, ”Conquistadores” og titelnummeret fra den nye skive var virkelig overdrevent fedt leveret. Jeg stod og havde lyst til mere, men måtte nøjes med at konstatere, at Misery Index leverede den fedeste koncert til dette års Metal Royale Festival, i mine ører.

Hate Eternal
Kev - Karakter: 4 / 6
Hate Eternal spillede på Voxhall for nogle år siden i forbindelse med deres forrige album. Dengang leverede de et superkedeligt show, og en performance der var direkte skuffende, så jeg var naturligvis lidt spændt på at se, hvad de nu fire mand kunne finde på at begave os med fra scenekanten.
Der gik ikke længe inden koncerten fra år tilbage var slået, i både bedre lyd, men også i performance. Erik Rutan var virkelig på, og lur mig, om ikke oplevelsen med tourbussen animerede ham,og hans gæve kumpaner til at levere et show fyldt med fart og masser af aggression. Numrene løber jeg sgu lidt rundt i, da han ikke var særlig god til at præsentere, men ”King of All Kings”, ”Bringer of Storms” og ”Behold Judas” var da vist med på setlisten. Jeg må indrømme, at jeg under koncerten med Hate Eternal kedede mig bravt, og allerede havde skrevet en sviner af en anmeldelse inde i hovedet. Dog her, et par dage efter, står koncerten klart inde i mit hoved og karakteren har ændret sig…. Der kan absolut ikke sættes spørgsmålstegn ved deres kunnen. Musikken har bare en tendens til at mudre sammen, og den opfattelse var jeg jo også af under showet….
Hate Eternal var klart det ”sværeste” musik denne aften, men et eller andet sted fik de sgu taget fusen på mig…

Destruction
MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6
Da aftenens hovednavn gik på scenen, skete det med et kvarters forsinkelse, hvilket må siges at være meget imponerende, når man tænker på de problemer, der tidlige var med at få programmet afviklet.
Destruction bød på det, de har spillet gennem de sidste 25 år: hamrende Thrash Metal af den enkleste slags, med masser af knald på. Efter Hate Eternals flotte, men kedelige opvisning, var det nærmest befriende at komme back-to-basics.
Bevægelsen på scenen stod bassisten Schmier for; med 3 mikrofoner tværs over scenen fik han lavet et udmærket show. Alligevel var det svært at få tag i salen, for 2 dages Metalbombardement havde sat sit præg på det århusianske publikum; folk virkede udbrændte, og selvom Schmier flere gange forsøgte at sætte gang i en moshpit, blev det kun til en lille én af slagsen. Oveni dette brændte basforstærkeren af, og selv om en ny blev fremskaffet efter næsten 10 minutters ventetid, var det som om energien på scenen havde fået et knæk. Settet blev kortet ned, og de resterende numre blev afleveret mindre overbevisende.
En lidt træls afslutning for hovednavnet, som ellers leverede varen – men mod tekniske fejl og metaltræthed kæmper selv hovednavne forgæves.

2009 udgaven af Royal Metal Fest levede op til de høje forventninger, line-up’et på forhånd havde skabt. Desuden viste arrangørerne, at de var i stand til at håndtere uventede situationer virkelig flot – udsigten til måske at skulle undvære 4 bands kan kun have været en ren gyser.
Samtidig ser det ud til, at festivalen er stedet, hvor gamle danske Metalkonger rejser sig til fordums styrke. Sidste år var det Artillery, og i år Pretty Maids, der sparkede røv på Århus-publikummet. Hvem det bliver i 2010 må vi desværre vente et helt år med at finde ud af.


Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Dan the Man

Læs mere...

Royal Metal Fest 2008

Endelig er der igen blevet stablet en Metal festival på benene i Århus. Foreningen Metal Royale havde omdannet Voxhall til et 2-dages Metalmekka med både danske og internationale navne på plakaten.
Desværre blev arrangementet ramt af et par afbud; i dagene op til festivalen sprang DHG fra pga. manglende sanger, Exmortem koncentrerede sig om studiet og i Last Mile havde et af medlemmerne fået en diskusprolaps. De blev erstattet af Blood Red Throne, Urkraft og Sinister
Og i allersidste øjeblik meldte også Burning Skies fra, så Rageborne måtte hasteindkaldes til fredagens program.
Til at styre løjerne havde man hentet Obersten fra Mnemic til at agere toastmaster/sprechstallmeister. Han endte dog ud med at være årtiets største ufrivilligt komiske pauseklovn, og helt seriøst; det må sgu kunne gøres bedre! Mage til platte kommentarer og skabet opførsel mellem bandsne, skal man satme grave længe efter!

Spectral Mortuary
Karakter: 4 / 6
De gæve fynboer fra Spectral Mortuary havde fået den utaknemmelige tjans, at åbne ballet til den første, og forhåbentlig, årligt tilbagevendende Metal Royale Festival. Det skal siges med det samme, at opbakningen til bandet fra publikum var upåklagelig til trods for det ”tidlige” tidspunkt, og folk var rigtig godt med.
I forhold til sidste gang jeg så Spectral Mortuary, har bandet tillagt sig et stort overskud på scenen. Dette kom til udtryk ved en seriøs omgang headbanging, og en rigtig god publikums-kontakt. De virkede generelt mere scenevante og glade for at være i rampelyset. Det klædte dem, og deres levering af numrene ”Prime Murder Suspect”, ”Choked in Soil” og den nye ”Manic Altar” (Bloodlust:-p) gjorde, at de bestemt skal regnes blandt de strammeste og mest brutale bands i DK, samt at forventningerne til deres næste album lige steg en tak eller to.
Som åbningsband gjorde Spectral Mortuary det fortræffeligt!
- Kev

Rageborne
Karakter: 3½ / 6
Rageborne gik meget uimponerede til opgaven med at skulle spille på festivalen, selvom de havde haft ultra kort tid til at forberede sig på den. Om det var fordi de ikke havde haft tid til at blive nervøse ved jeg ikke, men der var ihvertfald ikke noget at mærke på dem. Forsangeren havde således overskud til at snakke til publikum mellem numrene; cool nok, synes jeg.

Derimod syntes jeg ikke så godt om de første numre i settet, de var lidt blege. Men Rageborne fik sig ret hurtigt spillet op, og deres melodisk Death Metal blev bedre og bedre i løbet af deres koncert. Især bed jeg mærke i et nyt nummer (hvis titel jeg ikke fangede); det var rigtig godt og meget varieret.
Og at bandet stadig var ovenpå til slut viste forsangeren ved at dedikere slutnummeret ”Blowjob For a Cowboy” til nyligt afdøde Heath Ledger!
- MetalMorfar

    

Urkraft (uden bedømmelse)
På grund af en misforståelse i burgerbaren trak vores spisepause ud, og vi var først tilbage til de to sidste numre af Urkrafts set – det er ikke nok til en fair bedømmelse, så den må komme næste gang vi ser bandet.

Illdisposed
Karakter: 4 / 6
I introduktionen blev Illdisposed annonceret som ”kongerne af dansk Dødsmetal”, og det er en betegnelse, der ikke er helt forkert, men samtidig skaber forventninger. Med et nyt album på trapperne var det spændende at få taget pulsen på Århus-bandet.
Desuden var det første gang jeg så dem med deres nye guitarist, Franz Hellboss. Han gjorde nu ikke så meget væsen af sig; det virkede som om han lige skulle finde sig til rette. Det kan man ikke just sige om frontmanden Bo, som styrede begivenhederne med vanlig jysk ro. Den mand har et enormt fedt growl; til gengæld var hans hvæsen ikke oppe på sit normale niveau.

Det samme kan man sige om en del af musikken, for det var som om, at bandet ikke helt havde hjertet med i numrene fra ”1-800 Vindication” og ”Burn Me Wicked”. Ikke at de blev spillet dårligt, men jeg har hørt dem bedre.
Til gengæld var der fuld valuta på gamle numre som ”Near the Gates”, ”Purity of Sadness” og ”Submit”– helt i top! Her var Illdisposed i deres es.
Vi fik også 3 numre fra det kommende album: ”Weak Is Your God”, ”A Child Is Missing” og ”Ich bin Verloren In Berlin”. Stilmæssigt peger disse i retning af bandets gamle numre; meget lovende.

Alt i alt en koncert, der ikke helt levede op til tidligere møder med bandet, men som alligevel skærpede interessen for ”The Prestige”, der udkommer den 31. marts.
- MetalMorfar

    

Mayhem
Karakter: 4 / 6
Og så kom fredagens hovednavn, Mayhem. Det vil sige, ikke i første omgang, for publikum måtte vente i næsten 5 kvarter. Problemer med en bas trak tiden ud, men hvorfor ikke bare tage en anden? Det var helt uforståeligt, og må tilskrives lige dele uprofessionalisme og krukkeri. Under alle omstændigheder en totalt uantagelig behandling af fans og arrangører.
Men da de endelig kom, var det med en performance, der på flere måder bød på ting jeg ikke har oplevet tilsvarende. Nogensinde.
Det lykkedes for bandet at skabe en stemning, der var mere dyster, mørk og direkte ond en noget andet, jeg har oplevet. Heri var vokalisten Attila var den centrale figur på flere måder. Han leverede en vokal, som bestod af rallen, hvæsen, brølen og lidt sang, men som i sin helhed ikke hører denne verden til! Den gamle kliché om stemmen fra graven var her levendegjort! Hans fremtoning understregede dette: med en ret fed corpsepaint maske, pigarmbånd, laset tøj og et kæmpestort omvendt kors om halsen passede den meget fint til vokalen.
Foran sig havde han et lille alter, hvorpå der stod en globus omgivet af tændte lys og glas. Som en anden ypperstepræst gjorde han, med ophøjet ro, forskellige fagter over jordkloden som understregning af stemningen. Jeg ved godt, at det lyder meget banalt, men det var virkelig gennemført og effektfuldt.
Medvirkende til den mørke stemning var også musikken, som med sin anti-kommercielle facon udgjorde en nærmest uindtagelig fæstning. Skulle jeg bedømme stemningen alene, ville det blive til topkarakter; her gjorde Mayhem virkelig et godt indtryk! På én gang skræmmende og frastødende, men samtidig dragende og vildt fascinerende.

Det samme kan jeg desværre ikke sige om musikken. Den førnævnte lukkethed gjorde, at det aldrig blev rigtig interessant. Kun alt for sjældent fik Hellhammer lov til at sætte dagsordenen; mere rytmemæssig tyngde ville have pyntet. Og det var ikke fordi der blev spillet dårligt; Mayhem holdt lydbilledet fast uden at skrue op og mudre, som man ofte oplever det, når der kun er 1 guitar på banen. Samlet set var det bare ikke interessant nok!
Efter en halv times tid begyndte det at blive ensformigt, og der manglede fornyelse. Så da Attila som en effektfuld ende på slutnummeret ”Anti” smadrede sin kære globus, valgte vi at søge hjemad, selvom lydmandens liste indikerede 2 ekstranumre.

Det endelige regnskab for Mayhem ser således ud: For den eminente stemming vil jeg give 6 stjerner, for musikken bør de have 2 af slagsen, og for at lade publikum vente I næste 5 kvarter, fortjener de et knæ i bollerne.
- MetalMorfar

A Kid Hereafter in the Grinding Light
Karakter: 4½ / 6
Historien om et popband der er “gået” grind, virker vel mere som et kuriosium, end en reel bandhistorie, men ikke desto mindre er det historien bag festivallens (For mit vedkommende) største og allermest positive overraskelse.
A Kid Hereafter in the Grinding Light, som bandet mundret hedder, er I ordets bedste forstand, noget af det mest utraditionelle grind, jeg nogensinde har oplevet. De var for det første alle klædt i hvidt, og med positive tanker/tekster, indtog de festivallens tømmermændsplagede og søvndrukne publikum med storm! Frederik på vokal havde masser af ting at fortælle mellem numrene, og det virkede på ingen måde påtaget eller anstrengt, at manden snakkede om kærlighed, og at al had skulle elskes væk. Tværtimod virkede det på mig enormt befriende, at et metalband kun havde positive ting at sige.
Musikalsk er bandet en blanding af Napalm Death’s ”under-10-sekunder-sange” og punkede sound, Fantomas’ hysteriske og skizofrene vokal og Converge’s brutalitet. De spillede fedt på deres instrumenter, og havde fra starten af ikke det største publikum, men folk stimlede til, for at se hvad det var for noget forrykt hegn, der buldrede ud af højtalerne. ”Jazz er om tirsdagen, men grind er hele ugen”, sagde Frederik inden de gik amok i et af deres mange numre, som blev luftet ved denne lejlighed. Til sidst var han også nede på gulvet og ”High-Five” og kramme folk, og det var sgu kronen på værket. Jeg kan ikke mindes at have set noget så modsatrettet, som AKHITGL, (Et glad og positivt grindcore band…. Det svarer vel til en sædudløsning med blod i!) men jeg medgiver dem gerne min allerbedste anbefaling. De kan sgu sætte liv i kludene!
- Kev

    

Scamp
Karakter: 5 / 6
Scamp bliver ofte betegnet som DK’s tighteste live-act, og generelt bare DK’s mest velspillende band. Nu var dagen så kommet, hvor jeg endelig skulle får syn for sagen, og jeg må sige, at jeg ikke er det mindste skuffet!
Under interviewet, jeg lavede med dem inden koncerten, proklamerede de, at de er fluekneppere. Hvis det er prisen man betaler for at spille så stramt og overbevisende som de gør, knepper jeg gerne fluer i døgndrift! Der var sgu ingen smalle steder i de små 40 minutter Scamp var på scenen, og bedst af det hele, så så de på ingen måde besværede ud. Der var sgu masser af overskud mens deres polyrytmiske og synkoperede hegn fyldte salen, der på dette tidspunkt var mere end halvfuld. Mikael viste også andre talenter end bare at brøle; han hev lige pludselig en Didgereedoo (Aner ikke hvordan det staves, men han omtalte det som det største bong-rør) frem, og det gav sgu en fed og tung underlægning til musikken, der dog var tung nok i forvejen. Bandet spillede uden bassist på scenen, men har for nylig fundet en til den ledige plads. Han er dog ikke spillet ind i bandet endnu, men mon ikke han snart skal kastes for løverne?
Scamp har helt klart en stor stjerne hos mange i det danske metal-miljø, og det kan kun gå for langsomt med at de får en skive på gaden!!!
- Kev

    

The Burning
Karakter: 4½ / 6
Der var specielt 2 grunde til, at jeg havde glædet mig til dette, mit første møde med The Burning: for det første har de ry for at være et godt liveband, for det andet synes jeg godt om deres debutalbum.

Og de skuffede ikke, for hold op hvor blev der gået til den! Fra Johnny i front til Toby bag trommerne gav bandet den alt, hvad den ku’ trække. Det var meget tydeligt, at The Burning har givet rigtig mange koncerter, og at de nyder at gøre det.
Rollen som indpisker tilfalder naturligt frontmanden, og Johnny falder naturligt ind i den. I den sammenhæng var printet på hans t-shirt, ”Full Contact Fighter”, meget passende – han var meget aktiv og ”in you face”. Dog er jeg ikke så vild med Hardcore vokal, men det er jo ikke noget nyt.
Musikalsk udviklede koncerten sig, så der kom bedre numre, efterhånden som tiden skred frem. Det forstod publikum at værdsætte, og der var god respons tilbage til bandet. Mit første møde med bandet var derfor meget positivt; de leverede en gennemført og meget solid indsats.
- MetalMorfar

Blood Red Throne
Karakter: 4½ / 6
Old School-banditterne fra Blood Red Throne var for mit vedkommende 100 gange mere at foretrække end DHG, og derfor så jeg meget frem til denne koncert. Jeg er ikke 100 procent fortrolig med deres gamle materiale, men kunne udfra præsentationerne af numrene høre, at de spillede en del gammelt materiale. Dog fik vi også lidt nyt, hvoraf ”Taste of God” og den semi-nye ”Arterial Lust” stod mest ud i mine ører.
Blood Red Throne gik på scenen uden så mange dikkedarer, og blæste i gang, med et sonisk deathmetal-angreb på trommehinderne. Blood Red Throne spiller jo usvigeligt sikkert udført Old School Deathmetal, og det kan være det ikke er særlig teknisk krævende, men at få det til at svinge gjorde de i højeste grad! Bandet havde en fed lyd, og gik til makronerne på bedste maner, med en god energi på scenen, og overbevisende levering af tracksne. Bassisten, der spillede med fingrene, imponerede mig, og ligesom på deres seneste skive ”Come Death”, var bassen også dejligt fremtrædende.
Trommeslageren spillede som gjaldt det livet, og Tchort havde en kølig og lidt snobbet (ikke et ord om de norske ”svartmetalsprinsesser” i ”May-be-Hem” fra dagen før) attitude, men spillede svinefedt! Et af de federe bands på festivallen.
- Kev

Sinister
Karakter: 3 / 6
Sinister stod i start 90’erne for noget af det mest brutale deathmetal man kunne opdrive. Desværre har tidens tand været hård ved de aldrende nederlændere. Deres sidste album, ”Afterburner”, var nærmest en pinlig travesti, og der var mere nostalgi at spore i mig, end oprigtig interesse i Sinister’s optræden. Som frygtet spillede de en del numre fra den seneste skive, men der blev også plads til to klassikere i form af ”Cross the Styx”, og ”Sadistic Intent”. Min sidemakker og jeg blev enige om, at det var sådan man huskede Sinister… Ikke den afdankede og afblegede version, fra Afterburner.
Sinister sniger sig igennem på en overnostalgisk (Og måske en lille smule alkohol-påvirket) anmelders gode humør. Men direkte spændende var det sgu ikke!
- Kev

    

Artillery
Karakter: 5½ / 6
At der kan gå ild i gamle huse er Artillery et godt bevis på. Bandet har lagt sig selv på is og er blevet gendannet i flere omgange siden dannelsen i starten af 80’erne. Det nyeste kapitel i denne Fugl Fønix - føljeton blev tilføjet sidste år, hvor en genudgivelse af bandets bagkatalog fik medlemmerne til at genopdage deres kærlighed til musikken og finde instrumenterne frem.

Jeg har kun én gang tidligere oplevet Artillery live, og det ligger godt 20 år tilbage, så jeg var spændt på, hvordan bandet og dets klassiske Thrash Metal ville gøre sig idag. Desuden er der den nye sanger Søren, der modsat resten af besætningen ikke før har optrådt i Artillery-sammenhæng, men bl.a. kan skrive Crystal Eyes på visitkortet.

Inden koncerten havde jeg vovet mig helt frem bag knægtene foran scenen, så at sige på ungdommens rand, og herfra kunne jeg opleve det ene favoritnummer efter det andet banke løs på publikum: Fra åbneren ”Deeds of Darkness” til slutnummeret ”Terror Squad” fik vi en stribe monsternumre fra bandets bagkatalog. Det hele blev fyret af med overbevisning og energi, der førte mig tilbage i tiden. Det var det en fantastisk oplevelse at blive 20 år yngre i løbet af en time – tak for det!
Og jeg var ikke den eneste der blev tændt, for omkring mig var der fyret godt og grundigt op under folk – både de helt unge og de, som har flere årtier på bagen, blev revet med af bandets performance, så der blev headbanget til den store guldmedalje.

Søren har en Power stemme, som ren og kraftfuld, men samtidig kan han skrue bissen på, når det kræves. Og mens resten af bandet holdt sig lidt tilbage, var han bevægelig og i konstant god kontakt med publikum. Måske var det stemningen, der fik ham til at smide t-shirten og fremvise en veltrænet overkrop – det var okay, men at spille med musklerne var kikset og for meget.
Efterhånden som koncerten skred frem, fik de andre i bandet blod på tanden, og kom mere frem til publikum. Der blev også plads til solo fra begge guitarister, der viste, at de ikke har glemt at svinge spaden.

Artillerys musik gik rent ind hos publikum, og som én sagde til mig bagefter: ”rigtig fede Thrash-riffs går aldrig af mode”. Det er så sandt som det er sagt.
Så jeg skal love for, at der kunne gå ild – ikke kun i gamle huse, men så absolut også i de nye!! Publikum havde svært ved at slippe Thrash-heltene igen, og forlangte højlydt et ekstranummer. Det var der desværre ikke plads til i programmet, men efterfølgende var festivalens store samtaleemne, hvor fedt det havde været. Så mon ikke snart Århus sender bud efter Artillery igen?
- MetalMorfar

The Haunted
Karakter: 5 / 6
The Haunted’s seneste album er stadig en fast gæst i mit anlæg, og da det glippede med at se dem i sommer, var dette jo en kærkommen mulighed for at få set dem live. De var det eneste band på 2. Dagen, der havde bagtæppe på, og der var ingen tvivl: The Haunted spillede som, og blev modtaget som, et rigtigt hovednavn. Med overlegen professionalisme overtog de herredømmet over Voxhall i godt og vel 90 minutter, og med en oplagt og veltalende Peter Dolving ved roret, blev alle koncertgængere (Undtagen ham den gamle sure mand og hans tykke følgesvend) tilgodeset med en masse nyt materiale, og alt det gamle som forventes af fansne.
Det slog mig under koncerten, at den energi The Haunted lagde for dagen, virkede ægte. De brændte for deres show, og det smittede sgu godt af på os andre. Masser af kontakt fra Peter Dolving og bandet som helhed ned til publikum. Jeg må erkende, at jeg måske var en anelse skuffet… Eller ”ikke-overrasket” over hvad svenskerne (+ 1 dansker) leverede, men igen, var det fuldt ud professionelt leveret, så jeg kan vitterligt ikke sætte mange fedtede fingre på festivalens sidste show for i år.
Som de vist har for vane, sluttede de af med ”Hate Song”, der vel nærmest var den sang med The Haunted, der tog alle lytternes mødom. Min mødom, ”The-Haunted-Koncertmæssigt”, blev taget denne aften og jeg vender gerne tilbage efter mere!
- Kev

For Revolution Music var det på flere måder en rigtig go’ festival: Vi fik interviewet 9 af de12 bands, og lige som resten af deltagerne kunne vi gå hjem med en masse superfede koncertoplevelser i bagagen.
Det var et virkelig vellykket arrangement, som alle implicerede kan være stolte af. Vi håber på en gentagelse næste år!!!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed