fbpx

Kells - Anachromie

I hjemlandet Frankrig har Kells været et etableret navn siden debutalbummet ”Gaia” fra 2005, men det var først efter europæiske supportjobs for Epica og Tarja Turunen i 2010, at bandet for alvor fik smag for det internationale marked. Med skifte af pladeselskab er der lagt op til noget større via det tredje album, ”Anachromie”.
De ovenfor nævnte bands giver et hint om Kells´ stil, for også her har vi fat i den melodiske side af Metal med en kvinde i forgrunden. Hun hedder Virginie Goncalves, og har en meget spændende vokal: Når hun synger rent, sker det med en klar stemme, som er nydelig og samtidig kraftfuld – her minder hun om så mange andre kvinder i genren. Men hun har også en turbo, og når hun slår den til, veksler hun til en en voldsom hvæsen, der mest af alt lyder som et vildt kattedyr. Skiftet sker uden hørbar anstrengelse, begge udgaver fremføres meget overbevisende, og det er en imponerende vokal bredde, hun præsterer.
Den musikalske side er lidt mere indskrænket, for musikken holder sig indenfor genrens kendte rammer og opbygninger. Der er de vante rytmer og melodier, men udover at brugen af keyboard er begrænset, er der ikke så meget at bemærke her – hverken positivt eller negativt. Det er derfor primært på vokalen og de franske tekster, at Kells skal forsøge at stikke ud fra mængden, men om det vil lykkes, kan kun tiden vise. Jeg har mine tvivl om det er nok, for samlet set er ”Anachromie” udmærket, men ikke imponerende.

Tracklist:
1. Bleu
2. Se Taire
3. Illusion D´une Aire
4. L´heure Que Le Temps Va Figer
5. L´asphalte
6. Emmurés
7. Quelque Part
8. Le manège déchanté
9. Cristal
10. Addictions
11. L´Autre Rive
12. Nuances
13. L´écho
14. Furytale
15. On My Fate

Samlet spilletid: 56:05

 

Læs mere...

Invisius - Changes

Til tider sker det, som anmelder og sandsynligvis også for alle andre, at man ser tilbage på en tidligere bedømmelse og tænker ”ahhh, der fik den da vist lige en tand for meget”, enten positivt eller negativt. Da jeg anmeldte Invisius debut, var jeg meget glad for pladen, ikke uden grund, men set i bakspejlet er pladen desværre ikke en af dem, jeg har hørt så meget til, efter den specifikke periode. Jeg tror muligvis, at jeg fik givet pladen en halv karakter for højt, især nu jeg får lagt øre til selvsammes andet udspil ”Changes”.

Changes er nemlig et langt mere habilt, helstøbt og langtidsholdbart album, end debuten. Der er blevet skåret ind til benet, det hele er blevet en kende mere simpelt og velkomponeret end debuten, der til tider virkede lige lovlig kompakt. De gode ideer, der udgjorde en stor del af første album, er fastholdt mens nye tiltag har bedret oplevelsen. Det er ikke uden grund, at dette andet udspil har fået titlen Changes; der er sket ændringer siden debuten. Mest markant er den øgede brug af skønsang på albummet, som generelt har givet bandet et bredere udtryk og langt mere kant. Det lykkes rigtig godt at få indarbejdet den rene vokal, og på numre som ”Tides”, ”Disconnection” og ”Renaissance”, hvor den rene vokal klæder den rå vokal som et parforhold mellem lyst og mørkt. Dertil er det også tydeligt, at Invisius har bevæget sig fra musikalsk, at spille melodisk dødsmetal med et snert af metalcore, til en mere mainstream version af denne kombination, med en grad at thrashelementer. Den rene vokal har alt andet lige medbragt mere harmoniske og melodiøse stykker, som f.eks. på ”The Ship Has Sunk”, der godt nok starter ud fanden i voldsk, men går over i et klassisk, stille melodiøst omkvæd. Ja, og så er der jo titelnummeret ”Changes”, der ligefrem er en moderne ballade.

Der er ingen tvivl om at bandet har udviklet sig, og som det er med udvikling, er det ikke alle der bryder sig om det. Det er nok op til dig selv, som læser, at vurdere om det her er noget for dig, eller du mere er til den ældre version af Invisius. Jeg kan personligt godt anbefale denne skive, især hvis man ikke har noget imod lidt ren vokal til at give variation.

Musisk har de ellers forholdsvis unge ”drenge” ikke overraskende videreudviklet deres i forvejen velfungerende kundskaber, og formår på ”Changes”, i højere grad, at levere mere fuldendte og derved også bedre kompositioner end på debuten. Der er enkelte steder pladen har nogle lidt for neddæmpede overgange, der skurrer i ørene (f.eks. på ”Tide” i starten) men ellers er produktionen af albummet vellykket.

Changes er i den grad bevis på, at den svære toer ikke behøver at være så svær alligevel. Det er tydeligt, at bandet har udviklet sig og muligvis i højere grad fundet ind til den lyd, der er Invisius. De fleste af numrene er velfungerende, til trods for at afsluttende titelnummer og ballade ”Changes”, som desværre piller lidt af pynten af for undertegnede. Nummeret er udmærket, men i den samlede sammenhæng virker det malplaceret. Dertil holder den midterste samt sidste del af albummet et højere niveau, end de første tre numre. Ingen tvivl om at første tre er gode, de efterfølgende er bare bedre. ”The Renaissance” med et fantastisk lækkert riff, ”Disconnection” og ”Point Hollow” er de absolutte højdepunkter. Changes scorer et solidt 5 ud af 6, et mere solidt 5 ud af 6 end debuten ,og pladen er da også en stærkere udgivelse end The Spawn Of Condemnation – og klart anbefalelsesværdigt.

Tracklist:

1. Tides
2. Footprints
3. Fall Apart Together
4. Reef The Sails
5. The Renaissance
6. Disconnection
7. The Ship Has Sunk
8. Till The Break Of Day
9. Point Hollow
10. Changes
 

Læs mere...

The Rain I Bleed - Narcissist

Jeg kan ikke lade være med at være imponeret over, at der bliver ved med at dukke nye bands op indenfor den melodiske Metal, hvor forsangeren er af hunkøn – er markedet for den slags bands ikke ved at være mættet? Det mener Twilight Zone Records ikke, så de giver det debuterende græske band The Rain I Bleed chancen.
Hvorfor er ikke så overraskende, når man har hørt albummet her igennem, for kvintetten med sangerinden Mina i front er dygtige musikere – ingen tvivl om, at de ligger i den gode ende af præstationsskalaen. Det samme gør produktionen, for der er virkelig god lyd på albummet.
Ovenstående er selvfølgelig ikke meget værd, hvis ikke materialet holder, men også på det punkt klarer TRIB sig godt – i hvert fald i starten af albummet. I de to første numre suppleres den melodiske Metal med lidt skæve rytmer, som giver numrene et progressivt præg; det giver et seriøst og selvstændigt præg, som øger forventningerne til resten af numrene. Men ak; herefter er det de velkendte mønstre, der dominerer: De samme keyboardmelodier, de samme fine omkvæd, de samme ballader som man finder hos stort set alle andre, som har valgt den samme musikalske retning. Her er det virkelig svært at få øje på ret meget selvstændighed, og det lykkes ikke for TRIB at omvende min skepsis overfor ensretningen af genrens mange udøvere - snarere tværtimod.

Tracklist:
1 - The Utter Me
2 - The Day After Tomorrow
3 - Nocturne
4 - Eternally
5 - The Rain Into My Eyes
6 - Tearful Eyes
7 - The Water Turns To Ice
8 - Nightmares
9 - Lullaby

Samlet spilletid: 38:53
 

Læs mere...

Semargl - Satanic Pop Metal

Coveret fortæller rigtig meget om indholdet af det femte udspil fra Ukrainske Semargl: Ordet Pop, lyserød sløjfe og netstrømper indikerer kvindelig sødme, mens tilføjelsen Metal og Satanic samt patronbæltet tyder på, at indholdet ikke er så sukkersødt endda.
Smider man skiven i afspilleren, mødes man af musik, hvor en fin og lillepigeagtige stemme, en tilsvarende rå og simpel herrevokal kombineret med meget poppede synth-melodier giver en blanding, der lyder som Aqua på steroider. Dette mix dominerer de første numre, og lægger op til en velfungerende men ikke særligt spændende omgang Goth Metal tilsat Pop.
Udsigten til at skulle gennemlytte 13 skæringer af samme skuffe bliver heldigvis pulveriseret i ”God Is Not Love”. Både her, i ”Suck My Dick” og “I Hate You” sættes tempoet i vejret, og rytmerne bliver mere rockede. Det giver musikken et punket præg, som virkelig rykker; samtidig er vokalen med til at give numrene bid, uden at det på noget tidspunkt lever op til betegnelsen Satanic.
Det er klart, at de Pop-dominerede numre trækker albummet nedad (jeg hedder jo ikke PopMorfar, vel?) men samtidig fungerer de rigtige Metal-konstruktioner så godt, at albummet bevarer min interesse. Det skyldes, at der hele tiden er noget mørkt og alvorligt, som lurer i baggrunden. Jeg er sikker på, at hvis man iklædte keyboardet mere rå lyde, ville det resultere i et stærkt udspil i Industrial – genren.
Hvis Semargl følger deres sædvanlige tempo for udgivelser, er det næste album højst et par år ude i fremtiden. Med reference til ”Satanic Pop Metal” vil jeg håbe, at det kommer til at indeholde mere patronbælte og mindre netstrømper.

Tracklist:
1. I Hunger
2. Sweet Suicide
3. Drag Me To Hell
4. God Is Not Love
5. Tak, Kurwa
6. Suck My Dick
7. Labyrinth
8. Join In Fire
9. I Hate You
10. Opium
11. Anti I Am
12. Loneliness
13. Redire

Samlet spilletid: 44:12
 

Læs mere...

One Without - Sweet Relief

One Without kommer fra Sverige, og debuterede i 2009 med albummet ”Thoughts of a Secluded Mind”. I 2011 fulgte et par singler, og så “Sweet Relief”, som er bandets andet udspil i fuld længde.
Indholdet er hovedsageligt Metal af den melodiske slags med en kvindelig sanger; denne rolle varetages af Catrin Feymark, som synger meget rent og klart. Hendes stemme minder mig om Alanis Morissette, specielt i de stille passager. Nogle steder støtter bassisten Kenny Boufadene med en brølende vokal, som giver numrene lidt mere skarphed. Det trænger de også til, for det hele er meget pænt og anonymt. Faktisk er der kun 4 skæringer, som fortjener at blive fremhævet: Først og fremmest ”Hunger” og ”Persistent”, som begge har et rocket og virkelig fedt drive – i fællesskab udgør disse to albummets klimaks. Så er der ”Sweet Relief”, hvor der skrues op for både tempo og indhold af Metal – en beskrivelse, der er delvist dækkende for ”Stained With Your Words”.
Hvad så med resten af numrene? Tja, de ligger til en bedømmelse mellem ”uinteressant” og ”kedelig”, og jeg kan virkelig ikke forstå, at bandet ikke har luget kraftigt ud i materialet. Jeg gætter på, at det var et mål at få albummet til at vare mere end en time; andre forklaringer på antallet af numre kan jeg ikke komme på, for de bidrager kun med spilletid, ikke med kvalitet. Derfor er resultatet alt andet end imponerende, og "Sweet Relief” ville vinde på kvalitetssiden, hvis det blev skåret ned med en halv time.

Tracklist:
1. Hunger
2. Forget Your Pride
3. Persistent
4. Catatonic
5. Accusing Eyes
6. Souls Of Thousands
7. Sweet Relief
8. Spit It Out
9. Nothing To You
10. Burned Once Again
11. Pretender
12. A Bright New Insight
13. Open Wound
14. Burning With Your Hopes And Dreams
15. Leaving Traces
16. Stained With Your Words
17. This Is War

Samlet spilletid: 64:33
 

Læs mere...

Lost Dreams - Blinded by Rage

Da navnet Lost Dreams ikke fik de store klokker til at ringe hos mig, havde jeg forventet, at der var tale om et nyt band, men det er langt fra tilfældet: Siden 2003 har det østrigske band udgivet hele 5 albums – respekt! Det samme gælder for bandets musik, Lost Dreams er nemlig endnu et eksempel på, at erfaring hæver niveauet. De 5 bandmedlemmer har haft god tid til at fintrimme deres stil, og fortolkningen af den melodiske side af Metal-universet er meget sikker: Her er eksakt den rigtige mængde melodi, der skal til, for at udbalancere Stefan Traunigs brølende vokal og de hurtige rytmer, som Rafael Peychar driver fremad bag trommesættet. Tempoet er ret højt, men helheden virker på ingen måde anmasende eller rigtig aggressivt; igen et billede på den fine balance i numrene. Disses kvaliteter fejler altså ikke noget, og Lost Dreams kører tingene meget rutineret og sikkert hjem. Derfor burde alt være fryd og gammen, men jeg ville ønske, at der blev taget nogle chancer, at der blev eksperimenteret med stilen. Numre som”Black sheep” og “Dust to Dust” står stærkt efter at have lyttet albummet godt og grundigt igennem, men de resterende skæringer sætter ikke de store spor. Og så er vi tilbage ved min indledende betragtning om erfaring; den kan være en fordel, når den hæver præstationen og sikrer det generelle niveau. Men hvis den bliver en sovepude, bliver virkningen negativ, så ender tingene med stilstand og for meget business as usual. Desværre virker ”Blinded by Rage” mest som et udtryk for det sidstnævnte trods udmærkede undtagelser ind imellem. Tracklist: 1. Hide and seek 2. The painted man 3. Demons call my name 4. Secrets 5. Black Rain 6. Living in the mass 7. Black sheep 8. Loco motive 9. Out of control 10. Darkness falls 11. Dust to dust 12. Nerve (Soilwork cover) Samlet spilletid: 53:36
Læs mere...

Anterior - Echoes Of The Fallen

Anterior har overvundet de line-up mæssige problemer, der var omkring og efter udgivelse af debutalbummet ”This Age Of Silence” fra 2007, så bandet idag fremstår som en kvintet. Det har dog ikke ændret ret meget på den musikalske retning, for her holdes der fast i de dyder, der gav bandets første udspil succes. Mest markant er guitararbejdet, hvor Leon Kemp og Steven Nixon ikke kun leverer stærke riffs og lækre soli, men også de melodier, der udgør numrenes rygrad. Den del af musikken er albummets største aktiv, idet den er både spændende og varieret.
Det samme kan ikke siges om Luke Davies´ vokal – den er ret ensformigt brølende, men samtidig er den kraftfuld nok til, at man kan se gennem fingre med det præg, det sætter på numrene. Lidt sværere har jeg det med den meget ensartede produktion, som gør numrene lidt svære at skelne fra hinanden – her kunne man med fordel have justeret lidt på lyden i de forskellige skæringer.
Til gengæld kan man ikke beskylde Anterior for at holde igen på det tempomæssige felt, for musikken skrider gennemgående fremad i pænt høj fart. Samtidig flyder musikken udmærket, så ”Echoes Of The Fallen” alt i alt er et godt album. Hvis jeg laver en direkte sammenligning med forgængeren, så er denne lige en tand mere fængende, så det nye udspil må finde sig i en lidt lavere karakter.

Tracklist:
1. To Live Not Remain
2. Blood In The Throne Room
3. Tyranny
4. Of Gods And Men
5. By Horror Haunted
6. Echoes Of The Fallen
7. The Evangelist
8. Sleep Soundly No More
9. Venomous
10. Senora De Las Sombras

Samlet spilletid: 44:23
 

Læs mere...

The Soulless - Isolated

Oprindeligt kaldte bandet sig for Ignominious Incarceration, men indså ret hurtigt, at selv om de stammer fra England, er det nok ikke det fedeste valg. Hvor stor indflydelse det har haft på bandets muligheder ved jeg ikke, men fakta er, at det er lykkedes at får en kontrakt med Earache Records. Derfor kan bandet nu debutere på albumfronten kun godt et år efter, at det blev dannet.
At det ikke kun er navneskiftet, der har skaffet en kontrakt, bliver man hurtigt klar over, når man gennemlytter albummet. The Soulless viser nemlig, at de formår at sammensætte nogle rigtig fede numre med både melodi og power. Hvordan tingene fungerer, illustrerer nummeret ”Earthbound” meget effektivt: nummeret præges af guitarer, som i første omgang træder frem og dominerer med flotte melodier, for så at falde tilbage og understøtte Andy Wardles brølende vokal med mere dæmpede sager. Samtidig markerer bas og trommer sig med ret hårdt skårne rytmer.
De forskellige elementer hænger fint sammen, og efter den første gennemgang havde jeg forventet at skulle ende med en bedømmelse i den høje ende af skalen. At det ikke er sket skyldes, at alle numre stort set følger den samme opbygning. Sammen med en meget ensartet lyd og en tilsvarende vokal gør det, at albummet bliver temmelig ensformigt.
At de godt kan finde på andet, viser bandet i to instrumentalnumre, som skiller sig ud fra resten. Desværre er de for korte til at dominere dette album, men heldigvis spændende nok til at vække forventninger om en mere nuanceret samling numre på det næste.

Tracklist:
01. Unaltered
02. The Path
03. Earthbound
04. 13th Morning
05. New Perspective
06. Clones
07. Revelation
08. Our Return
09. Unite Us
10. You Are Nothing To Me
11. Without Heart

Samlet spilletid: 32:55


Læs mere...

Across The Sun - Before The Night Takes Us

Historien bag dette band fra Portland, Oregon viser meget godt, hvor hårdt arbejde det er at slå igennem i USA: Across The Sun turnerede på kryds og tværs i Guds eget land i 6 år, før det lykkedes at få en albumkontrakt. Resultatet blev ”Before The Night Takes Us”, men derfor hviles der ikke på laurbærrene – den næste turne er allerede i kalenderen.
Lige så typisk bandets historie er, ligeså typisk er deres stil: udgangspunktet er melodisk Metal med skarpe guitarer og tilsvarende trommerytmer. Det hele støttes af keyboardsekvenser, som heldigvis ikke bliver dominerende. De melodiøse omkvæd serveres med rene vokaler, men suppleres ofte af brølende udgaver – helt som det kendes fra Metalcore-genren.
På lydsiden har produceren Daniel Castleman gjort et rigtig godt stykke arbejde, for både instrumenter og vokaler står superflot i lydbilledet uden at blive blødt op eller mudre – det er en fornøjelse at lægge øre til.
Når det gælder musikken er fornøjelsen knapt så udtalt, for Across The Sun varierer ikke deres udtryk tilstrækkeligt til, at jeg kan begejstres. Både hårdheden og det melodiske serveres fint, men det bliver meget ens. Samtidig formår melodierne ikke at bide sig fast i min bevidsthed ret længe ad gangen, en svaghed som illustreres fint af det instrumentale ”A Moment Of Clarity”. Derfor formår bandet kun at markere sig, når de fokuserer på de hårde elementer, som det sker i både åbningsnummeret og albummets 3 sidste skæringer. Resten har svært ved at skille sig ud, så "Before The Night Takes Us” er for uinteressant til, at jeg vil anbefale det.

Tracklist:
01. Tipping The Scales
02. Song For The Hopeless
03. Seasons
04. Descent & Discovery
05. Ghost Of Grandeur
06. Before The Night Takes Us
07. A Moment Of Clarity
08. Blessing In Disguise
09. In The Face Of Adversity
10. Belay My Judgement

Samlet spilletid: 40:13

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed