fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Battle Beast - No More Hollywood Endings

Det er efterhånden tredje gang, jeg kaster mig ud i en anmeldelse af et album fra Battle Beast; hvor ”Battle Beast” fra 2013 var en stor skuffelse, så viste ”Bringer of Pain” fire år senere sig som en mere gennemført præstation. Spørgsmålet er så, om finnerne kan fortsætte den positive udvikling med ”No More Hollywood Endings”.

Udgangspunktet er det samme som før, for de fastholder stilen med arrangementer drevet af store mængder keyboards som support til Noora Louhimos rene vokal. Guitarerne hører man til gengæld ikke så meget til, de er næsten begravet i den omkringliggende musik. Som så ofte inden for genren er produktionen rund og blød – absolut ingen skarpe kanter dér.

Selv om ”Piece Of Me” og ”The Golden Horde” byder på udmærket melodisk Metal, så spilles alt lige efter bogen og er næsten blottet for selvstændig tænkning. Så selv om Louhimo igen synger både rent og flot, kan det ikke skjule at numre som ”Eden” og ”Unfairy Tales” kun befinder sig millimeter over MGP-niveau. Og sådan som ”The Hero” vælter sig i 80’er synth drums, så jeg ikke havde været overrasket hvis der havde været gæstevokal af Bonnie Tyler…
Det bringer mig tilbage til det indledende spørgsmål, som jeg desværre må besvare med et rungende NEJ! Albummet er en overproduceret og skuffende stangvare, som næsten er glemt inden man er kommet igennem det.

Tracklist:
1. Unbroken
2. No More Hollywood Endings
3. Eden
4. Unfairy Tales
5. Endless Summer
6. The Hero
7. Piece Of Me
8. I Wish
9. Raise Your Fists
10. The Golden Horde
11. World On Fire
Samlet spilletid: 53:29

Læs mere...

Rising - Sword And Scythe

Selv om dette er bandets fjerde album, ligger mine anmeldermøder med Rising tilbage til deres første EP’er; dengang var stilen tung og Doom’et, men siden er kursen rettet mere mod den melodiske ende af Metalspektret. Hvor Rising stilmæssigt befinder sig i dag, viser ”Sword And Scythe”, som er et konceptalbum med menneskets historiske udvikling som tema. Det hele er produceret og mixet af Jacob Bredahl.

Det første jeg lagde mærke til på albummet, var Morten Grønnegaards vokal, som i sig selv gør numrene mere åbne, end jeg husker bandet – det er en klar forbedring, som breder sig til musikken – eller rettere sagt, til dele af den. Det er de dele, hvor Rising har hentet inspiration i 80’ernes klassiske Metal: I f.eks. ”Sea of Irrelevance” har guitarerne de typisk hakkende rytmer, man forbinder med NWOBHM. Det peger mod enkel musik, men Rising vælger i stedet at gøre tingene en anelse knudrede; det virker som om bandet søger at skabe noget progressivt. Resultatet er da også passager, der virker mere komplekse og alvorlige, men rigtig progressivt bliver det ikke. Og da det melodiske ikke virker gennemført, ender de fleste numre med at komme på mellemhånd. Heldigvis sluttes der positivt, for i ”Aeterna” finder man noget af den intensitet og melodi, jeg savner andre steder.

Det er en ordentlig mundfuld at kaste sig ud i opgaven om, at gennemgå menneskehedens historie på et enkelt album; en opgave, som Rising kommer nogenlunde helskindet igennem, men som samtidig efterlader flere områder at arbejde med.

Tracklist:
1. Amor Fati
2. Empirical
3. Hunger And Exile
4. Camp Century
5. White Heat
6. Ancestral Sun
7. Civil Dawn
8. Salted Earth
9. Renewal Ritual
10. Kill Automation
11. Sea of Irrelevance
12. Aeterna
Samlet spilletid: 45:06

Læs mere...

We Sell The Dead - Heaven Doesn't Want You And Hell Is Full

Det er sjældent en ulempe for et nyt band at kunne fremvise erfaring fra etablerede navne, og det gælder selvfølgelig også for We Sell The Dead. Foruden In Flames guitaristen Niclas Engelin tæller bandets samlede CV navne som Firewind og HIM, så på forhånd er forventningerne hævet over nul niveau.

I introen bliver vi ført tilbage i tiden til en lidt makaber salgsbod, hvor kropsdele falbydes frisk fra kirkegården – en udmærket måde at slå en stemning an. Og ovenpå havde jeg forventet en omgang Goth Metal eller måske endda Goregrind, men We Sell The Dead bevæger sig i en helt anden og langt mindre farlig retning.

Bandet har valgt Hardrock som musikalsk stil, men vel at mærke med et kraftigt nik tilbage mod ’70ernes store navne som Deep Purple og Whitesnake. Det høres i vokalen, hvor Apollo Papathanasio sagtens kunne træde ind hos de nævnte bands uden at falde igennem. Samtidig er numrene udstyret med ret tunge riffs, som især på albummets første halvdel gør ”Echoes of an Ugly Past” og ”Leave Me Alone” til stærke skæringer med udmærket power.

Desværre ryger bandet også over i den anden grøft, for ”Too Cold to Touch” og de afsluttende ”Pale and Perfect” og ”Silent Scream” er blodfattige numre i balladeklassen – her lå mine forventninger højere. Det må siges at gælde for albummet som helhed, for de gode elementer kan kun lige holde de uinteressante i skak.

Tracklist:
1. The Body Market
2. Echoes of an Ugly Past
3. Leave Me Alone
4. Imagine
5. Turn It Over
6. Too Cold to Touch
7. Trust
8. Pale and Perfect
9. Silent Scream
Samlet spilletid: 42:18

Læs mere...

Shezoo - Agony Of Doubt

Det må have været med et stort smil på læben, da schweiziske Shezoo blev startet i 2006 – den originale besætning bestod nemlig af seks kvinder. I dag er kun sangerinden Natacha tilbage; hun bakkes op af tre mandlige musikere.

I fællesskab serverer de fire ti numre, som balancerer mellem Metal af den melodiske slags, og traditionel Hardrock. Begge genrer drager fordel af Natachas vokal, som er ret mørk og passer fint til stilen. Det samme gør produktionen, for trods det ret ufarlig genrevalg, har især guitaren fået fint med bid – det gør den til albummets klart stærkeste kort. Og selv om der ikke opfindes direkte monsterriffs, falder de heller ikke igennem.

Det gør teksterne ind imellem, for selv om der ikke forventes videnskabelige afhandlinger, så kan det også blive for banalt. Det gør det i “To You”, hvor teksten nærmest er kvalmende klichéfyldt; bandets tak til alle venner og fans er sikkert velment, men udførelsen er utroværdig.

Ellers er der ikke så meget at sige om ”Agony Of Doubt”; albummet placerer sig klart indenfor de kendte musikalske hegnspæle, og der bliver på ingen måde gamblet – der er tale om kun at tage kendte og sikre ting op af værktøjskassen. Det er en udmærket strategi, som i dette tilfælde placerer Shezoo lige over OK linjen.

Tracklist:
01 Agony of Doubt
02 To You
03 No Way Back
04 Losing Control
05 Mirror
06 His Heart is Metal
07 Cradle the Dead
08 Living Dead Strangers
09 Crimson Rain
10 The Key
Samlet spilletid: 45:32

Læs mere...

Beneath The Silence - Phoenix

Da jeg i 2016 anmeldte EP’en ”Meant for the Clouds” fra Aarhusianske Beneath The Silence, blev der både uddelt roser og tidsler til indholdets fortolkning af Melodisk Metal. Hvor meget de har flyttet sig siden da, kan jeg checke nu, da efterfølgeren ”Phoenix” er sluppet løs.

Her starter bandet som jeg husker dem; musikken er tung og fint markeret, men det melodiske og Mette Hessellunds vokal drejer hurtigt udtrykket i retning af Evanescence. Men når man lytter videre står det hurtigt klart, at Beneath The Silence er andet og mere end en Evanescence-klon.

Vokalen vedbliver at minde om Amy Lees, men musikken er mere teknisk betonet og rytmisk varieret end hos amerikanerne; her er det nærmere et navn som Meshuggah, der trænger sig på, heldigvis uden at det bliver så ekstremt som hos svenskerne.

På positivsiden ligger også den fine produktion, som lader alle instrumenter stå klart, men frem for alt er der bedre balance mellem tingene end sidst. Det melodiske har fået lidt mere plads, men samlet set er numrene stærkere og mere spændende at lytte til. Resultatet er, at mine gennemlytninger har efterladt mig i en positiv stemning, og spørgsmålet er, om ikke det næste udspil fra Beneath The Silence skal være et fuldlængde album – i mine ører er Aarhusianerne klar til det.

Tracklist:
1. From The Inside
2. Ashes
3. Can You Hear Me
4. Break The Circle
5. Hate Me
Samlet spilletid: 20:33

Læs mere...

Wallachia - Monumental Heresy

Da Lars Stavdal startede Wallachia I starten af 1990’erne, var der tale om et soloprojekt, men med tiden blev besætningen udvidet til et egentligt band. Det er den stadig på bandets fjerde fuldlængde, ”Monumental Heresy”, som er optaget hen over sommeren 2017.
Bandets stil angives som Symfonisk Black Metal, men det er ikke helt det billede, jeg har af den. Musikken indeholder symfoniske elementer, men de har ikke samme truende natur som hos f.eks. Dimmu Borgir eller Fleshgod Apocalypse. I stedet lyder det mere som noget taget fra Power Metal eller Melodisk Metal; især den store mængde keyboards dæmper energien.

Men musikken har også en anden side, og her er der ikke lagt mange dæmpere på begivenhederne. I numre som ”So We Walk Alone” og “Beasts of the Earth” er der fuld knald på især trommer og guitar, men det er Grolig Maddox’ vokal, der sætter trumf på. Helt i tråd med stilen er den hvæsende og ekstremt uvenlig. Blandingen af melodi og brutalitet fungerer udmærket uden at byde på noget nyt – et par numre fremstår endda ufokuserede og decideret rodede.

Til gengæld scorer Wallachia point for deres brug af cello som stemningsskaber; dens sørgmodige og lidt klagende toner pynter alle steder, hvor den sættes ind. Det giver en vis ro, og er med til at hæve albummets samlede niveau.

Tracklist:
01 Heathen Shores
02 So We Walk Alone
03 The Prophets of Our Time
04 Silenced No Longer
05 The Parallel Fate of Dreams
06 Beasts of the Earth
07 Returned Favor of Abandonment
08 Untruthology Abolished
Samlet spilletid: 51:59

Læs mere...

Defecto - Nemesis

Man kan ikke ligefrem beskylde Defecto for at ligge på den lade side; kun et år efter at debutalbummet ”Excluded” kom på gaden, kommer opfølgeren i form af ”Nemesis”. For sangene herpå havde bandet sat sig det ambitiøse mål, at de øjeblikkeligt skulle gøre indtryk på lytteren, uden at skulle passe ind i en bestemt genre.

Det sidste kan siges at være opfyldt, for musikken indeholder forskellige elementer fra det storslåede og symfoniske til det teknisk prægede. Alligevel er det det melodiske, som er et gennemgående og markant kendetegn for Defecto. Det bliver rigtig stærkt, når det hele kombineres, som det f.eks. sker i titelnummeret. Her kommer Nicklas Sonne naturligt i centrum med sin powervokal; den er virkelig flot, og han formidler melodierne meget overbevisende.

Defecto skal også have ekstra ros for at skrive fængende omkvæd; flere af numrene bider sig fast og vokser til ægte ørehængere. Især på albummets første halvdel får de modspil fra glimrende Metal med kant, og så fungerer tingene ekstra godt – i numre som ”Endlessly Falling” og ”Savage” skaber bandet musik af international klasse.

Men det kan også blive for meget af det gode, i nogle numre er omkvædene en tand for poppede for min smag, og så ender helheden med at blive for pæn, som det sker i ”Gravity” og balladen ”The Sacrificed”. Heldigvis udgør numrene i dén kategori et mindretal, og ud over stærk sangskrivning markerer Defecto sig med tilsvarende kompetent instrumenthåndtering.

Afslutningsvis må jeg konstatere, at det er lykkedes at fortsætte de fine takter fra debutskiven, for Defecto holder et niveau, som bør kunne markere sig udenfor landets grænser.

Tracklist:
1. Final Night of Silence
2. Nemesis
3. Endlessly Falling
4. Savage
5. The Nameless Apparition
6. The Sacrificed
7. Ode to the Damned
8. Gravity
9. Ablaze
10. Before the Veil
11. We're All the Enemy
12. Ascend to Heaven
Samlet spilletid: 55:53

Læs mere...

Mirrorplain - Path Of Salvation

Efter et par EP’er udgivet for egen regning, er tyske Mirrorplain klar med deres første album, som udgives af Fastball Music.
Her giver de fem musikere deres bud på, hvordan Melodisk Metal skal skrues sammen. Det betyder, at hele arsenalet af guitarmelodier, keyboardstrukturer og rene vokaler bliver bragt i stilling. Hvis vi tager vokalen først, så holder sangeren ikke det niveau, man oftest hører i genren. Bevares, han synger da pænt rent, men der mangler det volumen og den kraft i stemmen, der kendetegner de store frontmænd. For musikerne gælder, at de arbejder sig stille og roligt igennem standardelementer fra arkiverne uden, at de markerer sig – hverken i positiv retning eller det modsatte. Eller med andre ord: Der satses udelukkende på det sikre.

Det samme gælder selve numrene, for heller ikke her bliver der løbet nogen risiko. Resultatet er en samling numre, som virker forkrampede og uinteressante – måske er det grunden til, at man skal være meget koncentreret og udvise stor velvilje, hvis man vil finde spilleglæde i de otte tracks.

Så nej, titlen passer ikke; det her er ikke vejen til frelse. Der skal ske markante fremskridt, hvis Mirrorplain skal gøre sig forhåbninger om, at gøre sig gældende for alvor. Det foreliggende materiale lyder af det, det er: Et første forsøg på den store scene.

Tracklist:
1. Fortune
2. Mirrorplain
3. Salvation
4. Eternal Jack
5. Reparation
6. Unsought
7. Angel Without Wings
8. Tower of Babel
Samlet spilletid: 45:27

 

Læs mere...

In Flames - Copenhell 2017

Jeg kan trygt berette, at In Flames ikke gentager fadæsen for nogle år tilbage – ikke at der skal meget til, men det er da stadig rart at vide – ikke? Hvad der derimod ER gentaget, er valget om at lade dem spille i dagslys. Tænk lige over bandets navn... i dagslys... ikke bare én, men nu to gange... Jeg vil bare, helt stille og roligt, påpege, at der går noget tabt, mest synligt når man kan se de lysinstallationer In Flames har medbragt hjemmefra: de kører jo ufortrødent af tidspunktet.

Ligesom DevilDriver kan jeg ikke vide om In Flames kan huske miseren i 2013, men det er en usædvanlig potent forsanger der denne gang driver vognen fremad. Han skyr ikke væk fra de lede growls, og på trods af at han stadig ligner en hiphop-hipster...something, er han bedre end jeg mindes at have set i flere år (det går også igen af at sætlisten indeholder flere helt gamle skæringer). Tak for det, det har sgu været savnet. Resten af bandet skal dog også roses, for selvom de ikke gør det store væsen ud af sig, er det teknisk præcist og der er en mærkbar spilleglæde, modsat sidst.

”Alias” er dagens første fællessang, men der venter mange endnu. Ligeledes går der kun ganske kort tid før det første cirkelpit er i gang – næsten som en naturlig fortsættelse fra DevilDriver, bare større. Publikum vil det, skide være med hvordan det gik sidst – og på den måde lever både band og publikum af hinandens energi. Tilmed er lyden overraskende god og rimelig fyldig (ikke perfekt, men betingelserne er nu engang som de er). Det tegner jo godt indtil videre.

Men... Før vi overhovedet kommer ind i det gode flow, er det slut. HVAD, råber jeg højt – 45 minutter, er det hvad man får?! Det er en kriminel underdrivelse at kalde det for kortvarigt. Jo, det er tidligt, men hallo mand: et kvarter mere bør være minimum for et navn af den størrelse, og en halv time ekstra havde været glimrende. Vi må dog nøjes med hvad vi får. Måske vi er så heldige, at Copenhell næste gang smider dem på en aftentid? Jeg mindes glædeligt at stå arm i arm med 75.000 mennesker på Wacken, og det virker altså bare. Det kunne vi godt gøre i en miniudgave, synes jeg.

Sætliste:
1) – Wallflower
2) – Alias
3) – Before I Fall
4) – Leeches
5) – All For Me
6) – Where The Dead Ships Dwell
7) – Moonshield
8) – The Jester’s Dance
9) – Only For The Weak
10) – Cloud Connected
11) – Deliver Us
12) – Here Until Forever
13) – The Truth
14) – Paralyzed
15) – The End
16) – Take This Life
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Devil Driver_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Carcass_3
  • Forfatter: Jill
  • Saxon_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed