fbpx

Malrun - Pandemonium

Hvis du synes, at det er længe siden der er kommet nyt fra Malrun, er det forståeligt; siden "Two Thrones” udkom i 2014 har der været stille om bandet fra Århus. Men nu er de klar med et nyt album, der samtidig giver debut til Nicklas Sonne som ny forsanger; selvsamme Sonne har også stået for mix og mastering.
I pressematerialet beskriver bandet albummet som deres hidtil tungeste og mest aggressive, og det kan jeg kun give dem ret i. Musikken er hårdere end jeg husker det fra mine tidligere møder med Malrun, men samtidig er især guitararbejdet gennemgående lidt skævt og knudret uden, at jeg vil kalde det direkte progressivt. Omvendt skal vi helt hen til de sidste tracks for at finde riffs, som er lige ud ad landevejen.
De første numre følger den nævnte opskrift, men suppleres af en meget flot og alsidig vokalside: Uanset om han synger rent, smågrowler eller brøler, gør Sonne det med overskud og eftertryk – en meget flot præstation!
Som albummet skrider frem, skiftes der udtryk: ”Yellow” er mere stille, men har en meget stærk melodi, og i ”Anchored to Hell” og ”The Punishment” øges tempoet med øget energiniveau til følge. Så gør det mindre, at vokalarrangementerne glatter ud og tager lidt kant fra numrene.
Ankepunkterne er få, men jeg havde gerne haft en mere nuanceret produktion; som det er nu, kommer flere numre til at lyde unødvendigt ens. Ellers kan jeg kun byde velkommen til Malruns hårdere udtryk.

Tracklist:
1. King of Madness
2. The Mask of Joy
3. Trail of Ashes
4. Pandemonium
5. Yellow
6. Anchored to Hell
7. The Punishment
8. The Den of Outrage
9. Confinement
10. We Shall Prevail
11. Benders of the World
Samlet spilletid: 48:04

Læs mere...

Second Reign - Gravity

Da de fire medlemmer i Second Reign fandt sammen i sommeren 2017, var målet at genopdage 1980’ernes stil indenfor Melodisk Metal og Hardrock. For at skabe opmærksomhed omkring bandet, ville man indspille få numre, som skulle udsendes som singler. Men arbejdet greb om sig, og pludselig havde man materiale til et helt album, som nu er på gaden.
Man skal ikke lytte ret længe, før Second Reigns byggeklodser til projektet manifesterer sig: Numrene er forsynet med velfungerende melodier, som generelt er ret fængende, og som sangeren Stephan Lipp synger ganske overbevisende. Den ledsagende musik indeholder passager, der teknisk set er Metal, men som via en meget blød produktion får filet hjørnetænderne ned. Den kant, der måtte være tilbage, drukner i rigelige mængder keyboards, der er lige så stilmæssigt godt ramt som den kvalmende ballade ”Borderline” og saxofonen i ”Home”. Det ændrer desværre ikke på, at albummet er uden kant, og derfor bedre egnet til baggrundsmusik end noget, man lytter til. Man kan enten se det som en hyldest til et markant årti, eller et kikset forsøg på at genoplive noget, der skulle være blevet tilbage i tiden. Jeg hælder mest til det sidste, og kvitterer med en tilsvarende karakter.

Tracklist:
1. Uninvited
2. The Truth
3. Let Me Breathe
4. Fire
5. Falling
6. Borderline
7. Wrong
8. Another Night
9. You'll Never Catch Me (When I'm Gone)
10. Dark Matter
11. Uncover
12. The Big Lie
13. Home
Samlet spilletid: 59:48

Læs mere...

Off The Cross - Enjoy it while it lasts

Belgien er hjemland for Off The Cross, som blev dannet i 2016, og to år senere albumdebuterede med ”Divided Kingdom”. Efter et par justeringer i besætningen er de nu klar med album nummer to, som er indspillet i forskellige studier i Holland og Belgien, inden produceren Joost Van Den Broek har samlet trådene.
Resultatet er elleve numre, som stilmæssigt befinder sig i den melodiske ende af spektret; der hvor guitaren får en hjælpende hånd fra klaver og diverse andre keyboards. Samtidig satses der også i omkvædene på melodier, som er ret iørefaldende. Selv om guitaren står for nogle udmærkede riffs ind imellem, er det vokalen, der sørger for, at numrene får kant. Sangeren Daan Swinnen hvæser og brøler, men lykkes med at variere indsatsen, så det ikke ender monotont og kedeligt – det er godt gået!
Alligevel er det ”This Too Shall Pass” med gæstevokal fra Eluveitie-sangerinden Fabienne Erni, der er albummets højdepunkt. Nummeret er roligt, og opnår med en sparsom instrumentering en flot og intens stemning, hvor den rene vokal sætter prikken over i’et.
Som helhed fungerer albummets kombination af melodi og Metal godt, og der er flere lækre detaljer. Desværre er det ikke alle omkvæd, der holder samme niveau, ligesom jeg gerne havde haft lidt mere knald på guitaren – en holdning som lyttere med mere hang til melodi vil være uenige i.

Tracklist:
01. Masks
02. Mute.Deaf.Blind
03. Exist
04. The Dance
05. This Too Shall Pass
06. A Broken Narrative
07. Strife 08. Dharma
09. Cease And Desist
10. Blackbox
11. A Life Lived To Die
Samlet spilletid: 45:37

Læs mere...

Soilwork - A Whisp Of The Atlantic

Efter sidste års album ”Verkligheten” og EP’en ”Underworld” er svenske Soilwork nu klar med endnu en EP, og de sparer ikke, for spilletiden på næsten 40 minutter rækker mange andre steder til betegnelsen album.
Den korrekte betegnelse for udgivelsen kan således diskuteres, men det kan kvaliteterne i titelnummeret ikke – her viser Soilwork de bedste sider frem hele vejen rundt. Nummeret starter stille med ren vokal og klaver, men langsomt bygges der mere og mere på, så intensiteten øges. Björn Strid leverer som vanligt en flot og nuanceret vokal, der rækker fra det rene og medgørlige, til det aggressivt brølende. På samme måde køres musikken højt op i tempo, for så at skifte til et stille mellemspil, hvor klaver og en jazztrompet pludselig støtter vokalen – vel at mærke uden, at det virker forkert. Nummeret er Progressiv Metal af høj klasse, og trods en spilletid på mere end 16 minutter, keder man sig ikke - sådan!

Med sådan en magtdemonstration kommer de efterfølgende numre naturligt til at stå i skyggen af åbningsnummeret. Stilmæssigt ligger de mere ovre i bandets sædvanlige version af Melodisk Metal, hvilket er positivt: Musikken har kant i guitarerne og ørevenlige melodier, og der er overskud til både at lade ”Feverish” slutte af med sørgmodige strygere og give et tekstmæssigt nik til Eagles’ klassiker i ”Desperado”.
Selv om det er titelnummeret, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, er udgivelsen udmærket, og bestemt et lyt værd, uanset om man så putter den i EP eller album kassen.

Tracklist:
1. A Whisp Of The Atlantic
2. The Nothingness And The Devil
3. Feverish
4. Desperado
5. Death Diviner
Samlet spilletid: 36:52.

Læs mere...

Jaded Heart - Stand Your Ground

2020 markerer 30-året for Jaded Hearts karriere, så vi har fat i veteraner her. Og produktive af slagsen, for ”Stand Your Ground” er studiealbum nummer 14! Det betyder, at man i snit stort set har udgivet et nyt album hvert andet år – det er en sjælden bedrift. Samtidig markerer albummet et mindre stilskifte, idet det er første gang, at Jaded Heart udelader keyboards.
Uden at have hørt de foregående 13 albums, tør jeg godt sige, at det var en god ide. Fraværet af blødgørende keyboardtoner giver numrene mere power, fordi specielt guitarerne træder mere frem. Det giver klart mere kant til numre som ”Reap What You Sow”, Kill Your Masters” og ”Lost In Confusion”. Men det betyder ikke, at Jaded Heart glemmer de øvrige elementer, der traditionelt hører til den melodiske Metal. Derfor bliver der ikke sparet på hverken iørefaldende omkvæd eller en fyldig frontvokal, som Johan Fahlberg står for.
Desværre er der også en nogle tracks, som ikke byder på hverken nyheder eller spænding; omvendt giver erfaring et godt rygstød, så selv i de tilfælde holder tyskerne et fornuftigt bundniveau. Dermed står ”Stand Your Ground” tilbage som et album, der markerer genrens styrker, uden at falde i dens faldgruber – også sent i karrieren formår Jaded Heart at levere en solid indsats.

Tracklist:
1. Inception
2. Stand Your Ground
3. One Last Time
4. Reap What You Sow
5. Break Free
6. Hero To Zero
7. Kill Your Masters
8. Embrace A Demon
9. Hopelessly Addicted
10. Self Destruction
11. Stay
12. Lost In Confusion
13. Inside A Hurricane
Samlet spilletid: 51:45

Læs mere...

Jaded Star - Realign

Sangerinden Maxi Nil og den tidligere Iced Earth trommeslager Raphael Saini dannede Jaded Star tilbage i 2013, og udsendte albummet ”Memories from the Future” to år senere. Siden har Nil samlet en komplet ny besætning omkring sig, og hvordan det lyder, viser albummet ”Realign”.
Åbningsnummeret ”Female Fronted” bringer smilet frem; dejligt at der bliver gjort grin med denne betegnelse, som pladeselskaberne forsøger at bilde os ind er en genre. Smilet bliver ikke mindre af bandets performance, for de gør det generelt rigtig godt: Nil har en udmærket stemme, som også får lov at bide lidt hist og pist, og musikernes samspil afslører på ingen måde, at besætningen kun har spillet sammen i kort tid. Og så er produktionen virkelig vellykket; alle elementer lyder helt som de skal.
Og det var så det … i hvert fald på den positive side. Jaded Star spiller melodisk Metal, og her er det efterhånden normen, at man ikke afviger for meget fra gængse opskrifter, når det gælder sangskrivningen. Alligevel er det sjældent man møder noget så ideforladt som dette album, for det lykkes gang på gang at trække al energi ud af numrene, så man gaber per automatik.
Og det er irriterende med den ringe sangskrivning, når bandet kan spille, og rammerne er virkelig high class. Faktisk hiver produktionen halvdelen af stjernerne hjem i bedømmelsen … det har jeg vist ikke prøvet før.

Tracklist:
01. Female Fronted
02. Breathing Fire
03. A Pain All Mine
04. Maybe
05. Adrian
06. Children Of Chaos
07. Rise Up
08. We're The Heroes ( A Song For Us )
09. Vertigo
10. Higher Than Love
Samlet spilletid: 38:55

Læs mere...

Amaranthe - Manifest

Med udgivelse af ”Manifest” fortsætter Amaranthe deres to års cyklus for nye studiealbums, og er nu oppe på 6 af slagsen. Og som det var tilfældet med de foregående, er også det nye skud på stammen produceret af Jacob Hansen.
Langt hen ad vejen kører Amaranthe den traditionelle stil for Melodisk Metal med fængende melodier fremført af en flot, ren og kraftfuld kvindevokal. Den leverer Elize Ryd på overbevisende facon, og hvis vi stoppede her, ville svenskerne bare være et blandt mange bands med dén kompasretning. Men de har i Nils Molin et mandligt modstykke til Ryd, og de to giver i fællesskab numrene en fin bredde. Men ikke nok med det, for med Henrik Englund Wilhemsson som tredje sanger har bandet mulighed for, at give numrene mere skarphed. Hans vokal indeholder brøl, hvæs og growl, og rusker godt op i de omkringliggende melodiske elementer. Og når musikken skifter til skarpere og let hakkende rytmer, som det sker i ”The Game” og især ”BOOM!”, er vi stilmæssigt ovre i Nu Metal.
Det sker nu kun i de nævnte eksempler, for generelt holder bandets krumtap Olof Mörck sin sangskrivning inden for genrens vante rammer. Det betyder både masser af keyboards og poppede omkvæd, men samtidig er han ikke bleg for at trække guitarerne frem. Sammen med de tre sangere gør det ”Manifest” til et udmærket udspil i den melodiske ende af Metalspektret.

Tracklist:
1. Fearless
2. Make It Better
3. Scream My Name
4. Viral
5. Adrenaline
6. Strong
7. The Game
8. Crystalline
9. Archangel
10. BOOM!1
11. Die And Wake Up
12. Do Or Die
Samlet spilletid: 40:13

Læs mere...

Deathwhite - Grave Image

“Grave Image” er det andet album fra det amerikanske band Deathwhite, og her tager man fat på hvordan sandheden i det moderne samfund forvrænges efter behov, og hvordan hykleri bliver en undskyldning for at vende det blinde øje til, når det gælder vores brug af jordens ressourcer. Det er ret alvorlige sager, og sammenholder man dem med bandets navn og albummets titel, kunne man godt forvente en musikalsk kulisse i den voldsomme, ekstreme ende.
Det får man ikke, langt fra endda; Deathwhites musik er meget nedtonet og alt andet end aggressiv. Åbningsnummeret ”Funeral Ground” illustrerer billedet meget godt:
Nummeret præges af en lækker, melodisk guitar og en ret stærk melodilinje, som fremføres med en ren, men lidt højtidelig vokal. Det giver en alvorlig stemning, der passer fint til albummets tema. Og Deathwhite formår at fastholde intensiteten, når melodien er stærk, som det sker i ”Plague of Virtue”. Desværre er der langt imellem de numre, hvor det er tilfældet; de fleste af dem mangler lige det sidste for at holde niveau. Det får dem til at fremstå meget ens, blege og lidt upersonlige.
Det samlede billede er derfor, at ”Grave Image” er et album, som hurtigt kommer til at virke overfladisk og uinteressant, og hvor man som lytter ikke belønnes tilstrækkeligt for indsatsen.

Tracklist:
1. Funeral Ground
2. In Eclipse
3. Further from Salvation
4. Grave Image
5. Among Us
6. Words of Dead Men
7. No Horizon
8. Plague of Virtue
9. A Servant
10. Return to Silence
Samlet spilletid: 48:48

Læs mere...

Dawn Of Solace - Waves

13 år mellem en debutskive og album nummer to lyder næsten uvirkeligt, men i tilfældet Dawn Of Solace giver det god mening. Bandet er nemlig et soloprojekt for Tuomas Saukkonen, som i den forløbne tid har spillet i flere bands, og til dagligt koncentrerer sig om Wolfheart. På ”Waves” spiller Saukkonen de fleste instrumenter selv, mens Mikko Heikkilä er gennemgående figur på den vokale front.
Og det må siges at være et godt valg, for han en stærk og ren vokal, som klæder de 8 numre udmærket. Den passer fint til musikken, som gennemgående er i den rolige ende af spektret, hvor melodi til hver en tid trumfer brutalitet. Derfor er det de fine guitarmelodier og stedvise klaverindlæg, der kendetegner numrene. Efter en udmærket indledning bliver numrene hurtigt anonyme, og jeg skal koncentrere mig for ikke at vende opmærksomheden andre steder hen.
I betragtning af, at Saukkonen har haft 13 år til at samle materiale sammen til dette udspil, er det ikke særlig meget, han har på hjerte; numrene er udstyret med udmærkede melodier, hvor især guitararbejder supplerer godt. Men alt bliver på et jordnært niveau, der er ikke meget wow-effekt eller markante elementer at spore. Selv om alt fremføres med stor kunnen, formår ”Waves” aldrig af skabe bølger – det bliver ved de små skvulp.

Tracklist:
01. Lead Wings
02. Ashes
03. Silence
04. Hiding
05. Tuli
06. Numb
07. Choice
08. Ghost
Samlet spilletid: 40:59

Læs mere...

Marko Hietala - Pyre Of The Black Heart

Ideen til at lave et soloalbum har Marko Hietala gået rundt med i mange år, men forpligtelserne som bassist i Nightwish kom hele tiden i vejen for at gøre alvor af det. Da det finske verdensnavn i 2017 holdt en længere pause, fokuserede Hietala på sit eget projekt, og resultatet foreligger i form af ”Pyre Of The Black Heart”.
Målet var at skabe et album på egne præmisser, og den del kan hurtigt krydses af som opfyldt – Hietala koger ikke bare suppe på ideer til Nightwish, for selv om der er ligheder, så søger han sit eget udtryk. Og det er noget mindre bombastisk, hvilket illustreres fint i de to startnumre. Her står den på nedtonet Rock med melodien i centrum, og netop det melodiske fokus går igen hen gennem albummet.
I Nightwish bruges keyboardet ofte til at skabe store, symfoniske opsætninger, men hos Hietala spiller de en anden rolle: I ”Dead God's Son” og ”I Am The Way” bruges de mere moderne til at skabe en mørk stemning og samtidig tilføre drive. Det sidste er en god ide, for numrene sprudler ikke ligefrem af fremdrift. Og det er ikke fordi hverken produktionen eller indsatsen fejler noget; lyden er virkelig god, og især vokalen står stærkt i de enkelte numre. I ”For You” er Hietals indlevelse og nærvær stærkt medvirkende til, at nummeret er albummets højdepunkt.
“Pyre Of The Black Heart” viser Marko Hietala som andet og mere end ”bare” bassisten fra Nightwish, men det understreger også, at han i sit hovedband er en del af noget meget større, end han skaber på egen hånd.

Tracklist:
1. Stones
2. The Voice of My Father
3. Star, Sand and Shadow
4. Dead God's Son
5. For You
6. I Am The Way
7. Runner of the Railways
8. Death March for Freedom
9. I Dream
10. Truth Shall Set You Free
Samlet spilletid: 52:03

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed