fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Copenhagen Live 2010

Med vand væltende ned fra himlen og skyer, der indbød til alternative indendørsaktiviteter, var tirsdag d. 2. juni ikke ligefrem den perfekte opvarmning til et af årets store rockoplevelser. Heldigvis havde de gode rockguder set sig glade for arrangementet dagen efter og sørget for høj solskin og let brise på 10-øren, da portene dagen efter blev åbnet for den første udgave af Copenhagen Live. Scenen var sat til en perfekt dag, og det eneste der stort set kunne ødelægge dagen ville være et spontant udbrud af regn fra en ellers skyfri himmel eller elendig performance fra de fem hovednavnes side. Intet af ovenstående skulle komme i nærheden af at ødelægge dagen.

Til at starte det talstærkt fremmødte publikum op havde arrangørerne formået at få fat i Slash, der havde fået den svære opgave at overbevise publikum i den bagende sol om, at man godt kan give den gas kl. 14 en lørdag. Med entre på scenen iført det vanlige lange hår og den klassiske hat satte Slash festen i gang på fornuftig vis. Efter for nyligt at have udgivet sit nye album havde Slash, bandet og den valgte forsanger Myles Kennedy heldigvis valgt at tage udgangspunkt heri og levere en stor del af materialet derfra. Det blev blandt andet til ”Ghost”, ”Nothing To Say” og ”Starlight”, sidstnævnte værende det nummer der, forståeligt nok, fungerede bedst med Myles Kennedy på vokal – forståeligt nok, da det er Myles der leverer vokalen til det nummer på albummet. Der skulle dog ikke gå mere end tre numre, før den første klassiker blev leveret. Med skarphed og præcision blev ”Nighttrain” skudt ud over publikum, der slugte nummeret råt. Fra Guns siden leverede bandet yderligere den forventede ”Sweet Child O’ Mine” og den store finale med den situationspassende ”Paradise City”. Det var selvfølgelig ikke kun Slash’s egne numre og numre fra hans tid i Guns, der blev spillet, der blev ligeledes givet numre fra Velvet Revolver, hvor publikum bl.a. blev introduceret for ”Slither”.

Lydmæssigt var Slash’s koncert velfungerende. Lyden flød lidt i vinden som det kunne forventes, men såvel vokal som Slash’s guitar gik klart igennem og dannede rammerne for, hvad der kunne have været en perfekt koncert. Hvor bandet og Slash fejler, er netop ved bandet. Slash var giraffen, og kom også til at fremstå som sådan. Størstedelen af tiden var han isoleret på scenen, hvor alle kunne se ham, alene, med undtagelse af enkelte perioder. Det medførte at man fik fornemmelsen af, at bandet bare var med fordi der var behov for et band – og man fik aldrig fornemmelsen af en egentlig samlet enhed. Dertil agerede Myles Kennedy simpelthen som den mest irriterende sanger, undertegnede nogensinde har oplevet. Han strålede på sit eget nummer – ”Starlight” og fungerede også godt på de resterende numre fra det nye album, men så snart der blev spillet Guns eller Velvet Revolver, gik den totalt i baglås for manden, der så i stedet for at synge som Myles Kennedy af en eller anden mærkelig grund lavede en elendig coverversion af Axl Rose og Scott Weiland. Skuffende, især fordi Myles ellers leverede en fin præstation.

Samlet set leverede Slash og drengene en perfekt start, der dog bar præg af Myles Kennedys mærkeligheder. Balancen mellem nyt og gammelt materiale fungerede fortræffeligt, men det var dog alligevel tydelige, at det var de ældre klassikere der for alvor satte publikum i gang. 4 ud af 6 til Slash og company.

Herefter var det blevet Bullet For My Valentine’s tur til at levere varen. Som den mest hardcore oplevelse på dagen havde metalcorebandet fra Wales muligheden for at spille deres musik for en masse mennesker, og tydeligvis var der også en stor andel af publikummet, der hverken var kommet for at høre bandet eller reelt var interesseret i det. Ærgerligt, men sådan er vilkårene nu engang til festivaler af denne type. Det var da også en forholdsvis lille andel af publikum, der havde fundet frem til scenen, og blandt dem der havde, var størstedelen en del yngre end gennemsnittet på dagen. Som om bandet ikke havde svære odds fra start, havde bandet heller ikke specielt gode lydforhold. Lyden sejlede rundt i vinden og på scenen og lød i det hele taget enormt mudret. Bandet gjorde hvad de kunne, og allerede tidligt i koncerten leverede bandet deres semihit ”Tears Don’t Fall” – og den del af publikum, der var foran scenen og nød koncerten, slugte det med tilfredshed, det samme gjorde sig gældende da bandet spillede ”Waking The Demon” og ikke mindst deres afslutningsnummer ”The Last Fight”. Men når alt kommer til alt hjælper det ikke meget, at 5 % af det fremmødte publikum er begejstrede, når den resterende del er mere interesserede i at snakke og drikke fadøl. Bullet For My Valentine forsøgte sig så godt de kunne, men stod overfor en umulig opgave, 3 ud af 6 stjerner for det ihærdige forsøg og ikke mindst den elendige fejlbookning af bandet fra arrangørernes side – Ærlig talt, det var forventet at BFMV ikke kunne løfte publikum.

Efter den lidt fesne oplevelse var det blevet det gendannede postgrunge band Skunk Anansie’s tur til at forsøge at løfte stemningen op igen. Bandet gik stærkt på scenen og lagde hårdt ud med de to hårdtslående klassikere ”Selling Jesus” og ”Charlie Big Potato”, hvor især den karismatiske forsanger Skin med sin attitude og energi bragede igennem og startede en ren fornøjelse af et gensyn. Det lod dog til snart til, at publikum var faldet i en ølslummer efter Bullet For My Valentines del af showet, og det tog desværre et par numre før publikum rigtigt kom i gang, til trods for at Skunk Anansie stort set leverede et greatest hit show. Det var først da bandet leverede et andet af deres energisk rockede numre, ”I Can Dream”, at der virkelig gik ild i koncerten. Herefter levede koncerten sit helt eget storslåede liv, der nærmest blev toppet gang for gang bandet spillede en ny ”gammel” klassiker – og som om det ikke var nok, fik publikum også fornøjelsen af et nyt nummer. Godt igennem koncerten blev tempoet sat ned, og bandet leverede først ”Hedonism” stærkt efterfulgt af ”Weak”, der skabte den totale sammensmeltning mellem det energiske band og publikum. Med Skin gående rundt ovenpå publikum, syngende med en fantastisk udstråling, skabte bandet dagens største oplevelse, inden sangerinden lod sig falde bagover i fuld tiltro til publikum og deres hænder. Herefter forsatte bandet deres sejr og endte med at afslutte koncerten på den eneste vis, de næsten kunne via ”Little Baby Swastika”.

Lydmæssigt var koncerten på højde med Slash’s koncert og der var egentlig ikke det store at beklage sig over på den front – andet end at Skins vokal enkelte gange druknede i lyden fra guitaren. Derudover er der ikke meget andet at sige, end at der var tale om en fantastisk koncert. Bandet fremstod som en samlet enhed der havde lysten og energien til at spille en fantastisk energisk koncert, som gav publikum alt de var kommet efter og en lille smule mere. 5 ud af 6 til Skunk Anansie.

Før det storsælgende hovednavn fra Tyskland skulle på scenen, var det blevet Danmarks egen tur til at svinge med guitaren og give den et los i bollerne. Volbeat havde fået tildelt fornøjelsen af at spille solen ned over 10-øren og samtidig lægge den sidste sten, inden aftenens altoverskyggende hovednavn skulle på scenen. Med vanlig attitude gik bandet på scenen for at give størstedelen af de fremmødte publikummer en velspillet og professionel gang metal. Michael Poulsen startede koncerten med sin karismatiske vokal og ledte sikkert bandet i havn til en meget sikker sejr. Som det skal være til de store festivaler, havde bandet da også medbragt lidt ekstra i posen. Et nyt nummer fra deres kommende plade, der lovede god metal, dog uden de store nyskabelser, Pernille Rosendahl på ”Mary Anns Place” og selvfølgelig Johan Olsen storskrålende på ”The Garden’s Tale”. Alt i alt leverede Volbeat den koncert, der var forventet og gjorde deres til at skabe lidt overraskelser – uden det dog rigtig var andet end deres nye nummer, der for alvor overraskede.

Lyden fungerede fint for Volbeat, og heller ikke her er der meget at brokke sig over, da i hvert fald ikke hvis man bruger ørepropper. Gjorde man ikke det og havde man fundet vej frem foran scenen, har man været sikker på at få smadret sine ører fuldstændigt. Bandet spillede meget højt, og det er lige før det ville have gavnet bandet at skrue en smule ned for volumen.

Samlet set leverede Volbeat hvad der var forventet. En ordentlig velspillet og energisk metalkoncert der sparkede røv på hele koncertarealet. Det være sagt leverede bandet ikke nogen speciel overraskende koncert, og til trods for at bandet må siges at spille energisk, blev det hele en smule kedeligt, når man stort set kunne forudsige det næste nummer der blev spillet. Det indbringer bandet en sikker sejr og 4,5 ud af 6.

Herefter var mørket langsomt ved at falde på og som skumringen bredte sig, gik de tyske giganter på scenen for at starte den mest professionelle cirkusoplevelse, undertegnede nogensinde har oplevet til en koncert. Til trods for at der er tale om indlærte rutiner, der bliver fremført aften efter aften, er Rammsteins brug af ild, lakkostumer, fyrværkeri og skumsprøjtende peniskanoner fortryllende imponerende – faktisk for imponerende. Publikums sanser arbejdede konstant på højtryk og de visuelle fortræffeligheder havde en tendens til at sænke den enkelte publikummers fokus på musikken. Ærgerligt, men det er sgu svært at være fuldt engageret i musikken, når der flyver fyrværkeri hen over hovedet på en og ens øjenbryn bliver flamberet af varmen fra ildkanonerne på scenen. Det være sagt leverede Rammstein en fornuftigt sammensat koncert, der havde fokus på sidste års udgivelse ”Liebe Ist Für Alle Da”.

Med et brag blev koncerten sat i gang med ”Rammlied” inden bandet tog pusten fra publikum og sendte det ene nummer af sted efter det andet. Samlet set blev det til 16 numre, hvor det dog var de ældre numre, der rigtig sejrede. ”Ich Will”, ”Links 2-3-4” og ”Feuer Frei” gav rigeligt med mulighed for at bevæge nakken, mens ”Mutter” gav publikum mulighed for at ytre deres bedste tyske vokaler, inden ”Du Hast” og ”Sonne” skabte den rene ekstase. Kort sagt var der rigeligt af hitmateriale og selvfølgelig blev der også plads til ”Pussy” og ”Benzin” samt en overraskende udeladelse af ”Amerika”.

Lydmæssigt var der ikke tale om dagens bedste performance. Det var svært at skille instrumenterne fra hinanden og til tider fremstod lyden desværre en smule mudret. Till Lindemann brølede sig dog klart igennem og stod i skarp kontrast til den lidt mudrede lyd fra resten af bandet.

Samlet set spillede Rammstein den koncert, som det var forventet at de ville. Der var ild, der var effekter, der var tyskere og der var metal af bedste klasse. Størstedelen af publikum havde fundet vejen op til den store scene og der var absolut heller ingen tvivl om, at det var tyskerne der havde solgt størstedelen af billetterne til Copenhagen Live. Bandet spiller sig hjem til fortræffelige 4,5 for en velspillet koncert præget at lidt skidt lyd og voldsomt meget cirkusgøgleri.

Efter tyskernes afslutning på dagens program lignede koncertpladsen på 10-øren en ren losseplads. Folk fandt deres vej hjem i den danske sommernat og kunne se tilbage på en solrig dag med 4 fantastiske koncertoplevelser og en enkelt, forventet, mindre spændende performance. Samlet set indtjener Copenhagen Live 4 ud af 6 for koncerterne. Hvis der ses bort fra de enkelte koncerter, lader det til at arrangørerne havde gjort et fint stykke arbejde – til trods for bookningen af Bullet For My Valentine. Derudover kan arrangørerne kritiseres for den elendige oprydning og mangel på skraldespande. Aldrig har jeg set et lignende svineri til nogen koncert/festival – uforståeligt at der ikke var sat pant eller lignende på plastglas og pap, så den store plæne ikke var endt med at få plasticgulv. Derudover kan det kun siges, at Copenhagen Live endte med at blive et fantastisk arrangement, stærkt hjulpet af det fantastiske vejr, som også indbringer festivalen et billigt halvt point ekstra. Samlet 4,5 ud af 6 for en fantastisk dag, der forhåbentlig bliver til en snarlig gentagelse med et ligeså spændende program.

Læs mere...

Nine Inch Nails - Live: Beside You In Time

Som musik som sådan, er DVD’en af en rigtig god kvalitet, men den udmærker sig ikke i hverken klarhed eller kvalitet generelt. Og det virker ellers til, at det netop er musikken, der er stræbt efter at fremhæve, hvilket er sket ved at filtrere mest mulig publikumsstøj fra. Hvis man som lytter ønsker sangene, er kvalitet og intensitet dog langt bedre på cd’erne, og hvis man ønsker et strejf af live- stemning, lyd eller billeder, så falder DVD’en igennem med et brag. For dette har intet med en live-DVD at gøre.
Så er det sagt, og allerede her er jeg dybt skuffet, for alle forventninger til DVD’en er lige faldet til jorden. Ingen fantastisk lyd, ingen live-stemning og et sceneshow, der ikke er værd at køre alt for langt efter. Men der er dog nogle gode kvaliteter på DVD’en, som for eksempel øjeblikkene af fuldstændig indlevelse i musikken fra musikernes side, vokalen der faktisk virker til at være god i den ”rå”, live udgave. Lysshowet er gennemført, og optagelserne specielle og en smule nyskabende. Der er da forsøgt at skabe en ramme om disse optrædener, sådan at vi ikke kommer til at kede os, og musikken er jo i orden, selvom at jeg mener den er alt, alt for finpudset i forhold til, at det er en live-koncert.
Af andet materiale på DVD’en er nogle underholdende, overraskende og en smule bizzare klip fra tidligere tours. En gennemgang af tidligere udgivelser og et par musikvideoer. Intet af vildt høj kvalitet, men på den anden side heller ikke noget, som man ikke føler sig godt underholdt af. Ligesom resten af DVD’en.

Track List:
01. love is not enough
02. you know what you are?
03. terrible lie
04. the line begins to blur
05. march of the pigs
06. something i can never have
07. closer
08. burn
09. gave up
10. eraser *
11. right where it belongs *
12. beside you in time *
13. with teeth
14. wish
15. only
16. the big come down
17. hurt
18. the hand that feeds
19. head like a hole

* includes alternate angle

ADDITIONAL CONTENT

NORTH AMERICAN SUMMER TOUR 2006

01. somewhat damaged
02. closer
03. help me i am in hell
04. non-entity
05. only

- the hand that feeds music video
- only music video
- love is not enough live @ rehearsals 2005
- every day is exactly the same live @ rehearsals 2005
- the collector live @ rehearsals 2005
- image gallery


Revolution Music vil gerne takke Universal Music for tilsending af dette album.

Læs mere...

Alchemy - Practically Sentient

Alchemy er forholdsvist et enmandsprojekt. Troels Pleimert er primus motor, og håndterer alt, på nær lidt vokal enkelte steder. Enmandsprojekter kræver store krav til den udøvende, både sangskrivningsmæssigt, men selvfølgelig også på den udøvende side.
Jeg har ikke kendskab til, om dette er en debut, eller om der er flere albums med Alchemy. Dog må jeg meget hurtigt konstatere, at Alchemy ikke lige er sådan at sætte i bås. Der er nogle meget heavy metal-prægede numre herpå, og ærlig talt, skal Troels Pleimert nok ikke forvente at høste særlig mange roser der… Hvis dette havde været en ”haster-sag”, havde skiven fået en meget lav karakter. Nummeret ”Holy Fire” lyder mest af alt som et teenage-garage-band, der lige har lavet deres første sang. Produktion, sang og instrumenter lader meget tilbage at ønske. Herefter går Alchemy over i noget halv-industrial med distortede guitarer, forvrænget vokal og trommemaskine. Og her er det faktisk nogenlunde okay. ”Make It Stop” har et rimeligt fængende omkvæd. Så går der selvfølgelig Nintendo-hegn i den, med dette efterfølgende nummer, ”No One Around”, og sådan er det faktisk over hele skiven: Det gode der nu måtte være, bliver efterfulgt af noget, der er markant ringere, og det ender sgu ud med at blive en ufrivilligt pinlig affære.
Jeg har stor respekt for manden bag dette projekt og det faktum, at han har smidt en skive på gaden, men mon ikke han skulle alliere sig med nogle musikere, der kunne give ham lidt modspil, og tage lidt af arbejdsbyrden? Tracklist:
01: The Tide Rolls In
02: Holy Fire
03: The Talent Show
04: From Genus to Livestock
05: Watching the Tide
06: Down the Well
07: The Recluse
08: Make it Stop
09: No One Around
10: When the Tide Breaks
11: The Tide Rolls Back
12: Delay the Cataclysm

Total Spilletid: 46:02 Minutter


Revolution Music vil gerne takke bandet for denne demo.

Læs mere...

Neurotic Decay - Fresh Meat For The Grinder

Neurotic Decay er seks mand stort band der blev dannet i 2004 og har base i Amityville, New York. De spiller noget der minder om industrielt metal, hvor der bruges ambient elektronik, samples og klassiske metal guitar riffs. De kunne nogle steder godt minde lidt om et band som Slipknot og er efter eget udsagn bl.a. inspireret af bands som Suffocation, KMFDM, og Slayer.

Produktionen på ”Fresh Meat For The Grinder” ep’en fra Neurotic Decay er ikke top klasse, men dog acceptabel så det er til at adskille de forskellige instrumenter, minder lidt om lyden på en god demo. Neurotic Decay har ikke opfundet den dybe tallerken, men leverer noget klassisk hardcore metal med noget vokal der kunne minde om noget der hørte hjemme i et black metal band, dette blandet med lidt keyboard og forskellige samples. Trommeslageren og guitaristerne spiller rimelig fedt og tight uden dog på nogen måde at udskille sig fra mængden. Helheden bliver også en smule standard, da Neurotic Decay ikke helt formår at skabe deres eget udtryk. Da der her kun er tale om ep med ca. 25 minutters musik som øjensynlig er udgivet af bandet selv er det kun en smagsprøve på hvad bandet kan og ikke nogen dårlig udgivelse. ”Fresh Meat For The Grinder” kan købes gennem bandets hjemmeside for 4$ + forsendelse.


Revolution Music vil gerne takke Neurotic Decay for tilsending af denne demo.

Læs mere...

Forgotten Souls - Sirius 12

Efter selv at have udgivet de første 3 albums, har polske Forgotten Souls nu skrevet kontrakt med Mighty Music. Hermed får selskabet noget nyt i stalden, for i modsætning til de fleste bands fra den del af Europa spiller Forgotten Souls hverken Death- eller Black Metal. I stedet bevæger de 5 medlemmer sig inden for den industrielle gren af metallen, så det er de ekstra markerede anslag, de tilsvarende rytmer og en meget skarp produktion, der dominerer albummet. Oveni kommer naturligvis en mængde kunstige lyde frembragt på synthesizer, men tangentspilleren Paweł Grobler bruger også keyboards til at skabe klangflader. Desuden står han for de klarinettoner, der dukker op flere steder og tilføjer musikken et overraskende, men bestemt ikke kikset bidrag. Det bidrager til stemningen, som generelt er dyster på en overbevisende måde.
Især i starten af albummet bliver de hårde elementer blødt lidt op af vokalen, som her lyder som en light udgave af Volbeats Michael Poulsen. Senere suppleres med brøl og skrig, som naturligvis skærper tingene.
Alligevel er albummet ikke så svært at komme i nærkontakt med, som man ofte oplever i genren, men jeg havde alligevel gerne haft lidt flere fængende elementer i musikken. Alligevel uddeler jeg 4 stjerner, fordi musikken har masser af kraft, og fordi det samtidig lykkes at skabe nogle herligt dystre stemninger.

Tracklist:
1. Intro

2. The Flight
3. Nowhere Here
4. Signals
5. Can´t Resist
6. The Black Tzar
7. Na Horyzoncie
8. Sirius 12
9. The Sum of All Suns
10. Nobody
11. Willow Green
12. Hope
13. Outro

Samlet spilletid: 47:58

Læs mere...

Fear Factory - The Industrialist

Fear Factory, som netop er blevet annonceret på Aalborg Metal Festival 2012, er ude med 8 udspil: "The Industrialist".
Albummet, der er det andet udspil siden forsanger Burton C. Bell og guitarist Dine Cazares fandt sammen igen, forsøger ligesom forgængeren "Mechanize" (2010) at genskabe lyden fra gennembrudsalbummet "Demanfacture" (1995). Bandets mest roste album til dato og som plantede bandet solidt i den industrielle metal.
Formlen er altså som vi kender den fra det gamle Fear Factory: riffs der lyder som maskingeværs salver, tordnende dobbeltstortrommer, futuristiske samples og keyboardlyde er blandingen i kompositionerne. Burton C. Bell følger op med growl og melodiske bider. Stemmen fejler ingenting, og vokalpræstationen sidder lige i skabet.
Alt i alt er albummet old school Fear Factory. Er man til det tidlige Fear Factory, vil der være en del at komme efter på albummet. Numre som "God Eater" og "Difference Engine" skiller sig især ud på pladen, og er to velkomponerede og velleverede numre.

Tracklist:
1. "The Industrialist" 6:07
2. "Recharger" 4:09
3. "New Messiah" 4:30
4. "God Eater" 5:57
5. "Depraved Mind Murder" 4:43
6. "Virus of Faith" 4:34
7. "Difference Engine" 3:37
8. "Disassemble" 4:12
9. "Religion is Flawed Because Man is Flawed" 1:52
10. "Human Augmentation " 9:04

Samlet spilletid: 48:45


Læs mere...

Mnemic - Mnemesis

Så er Mnemic atter tilbage med et nyt album med titlen ”Mnemesis”. Bandets multinationale sammensætning er endnu engang kommet fedt til udtryk på dette album. Lyden på albummet er tung med en lækker industrial baggrund som er helt i top, der er da ingen tvivl om at Fear Factory her har en alvorlig konkurrent.
Der er 11 tracks på albummet som alle bare tæsker der ud ad, og herfra skal lyde stor ros til danske Brian Larsen på trommerne, som får dette album til at hæve sig langt over tidligere udspil.
Vokalen fra Guillaume Bideau kan der heller ikke sættes en finger på, han behersker alle facetter og derfor svinger samtlige tracks for vildt.
De tre gutter Mircea Gabriel, Victor Ray Salomonsen og Simone Bertozzi har tilsammen sat en cool tung rytme på albummet, som er det vildeste jeg har hørt fra bandet til dato.
Albummet startes op med nummeret ”Transcend”, som er et track der nærmest giver et indblik i resten af albummet, idet nummeret indeholder alt fra det tunge til de raffinerede finesser, og vokalen trækkes hele vejen rundt i registret. I nummeret ”Valves” trækkes man ind i virkningen af Crystal Myth og nummeret er en slags tågerejse gennem lyde.
Track nr. 6 ”Mnemesis” er for mig peak`et på albummet, her er ikke sparet på energiudladningerne og efterfølgende føles det, som om resten af albummet går lidt ned i tempo. Track nr. 7 ”There`s No Tomorrow” er albummets sjælesang, hvor tiden er kommet til fordybelse. På Digi udgaven, som jeg sidder med, er der et bonusnummer ”Empty Planet” som helt klart er et nummer, der falder i min smag, perfekt afslutning på albummet.
For at runde den af er her tale om et energifyldt album, hvor man som lytter får mange musikalske detaljer, og albummet er helt klart værd at anskaffe sig.

Tracklist:
1. Transcend
2. Valves
3. Junkies On The Storm
4. I`ve Been You
5. Pattern Platform
6. Mnemesis
7. There`s No Tomorrow
8. Haven At The End Of The World
9. Ocean Of Void
10. Blue Desert In A Black Hole
11. Empty Planet

Samlet spilletid: 48:00

 

Læs mere...

Dynabyte - 2kx

Tilbage i 1998 startede Dynabyte som et coverband med numre af Rammstein og Marilyn Manson som speciale, men efterhånden fandt bandet sin egen stil indenfor den industrielle Metal. Et væsentligt skridt blev taget i 2001, da sangerinden Cadaveria overtog den vokale front; ikke fordi hun har nogen særlig stor stemme, for det er bestemt ikke tilfældet. I stedet markerer hun sig med melankolsk stemning og vrængende hvin, som lyder inspireret af Nina Hagen. Det kan synes lidt malplaceret, men når det sættes sammen med musikken, fungerer det udmærket.
Her er fokus som ventet på elektronik og guitarer, og det sker med en passende fordeling, hvor begge elementer kommer til orde. Bandets fortid fornægter sig ikke, for de oprindelige inspirationskilder høres stadig – uden dog at Dynabyte kommer i nærheden af disses niveau. Der er plads til friske rytmer, som drives frem med synth-lyde, og der krydres med ret så markerede guitarriffs. Det giver en skarphed, som ofte er underrepræsenteret i genren, men som klart hæver kvaliteten.
Tingene fungerer absolut bedst, når tempoet øges, som f.eks. i ”Normal” og ”Cold Wind Of Fear” – her passer rytme og melodi rigtig godt sammen. De resterende numre har svært ved at fange mig, for trods udmærket aggressivitet og Metal i lydbilledet, forbliver tingene på det overfladiske niveau. Det skyldes primært, at melodierne ikke er særligt interessante, og så nytter resten ikke det store. Så trods gode intentioner og enkelte lyspunkter kan ”2kx” kun lige hæve sig op over middel niveau.

Tracklist:
01. Equilibrium
02. F.T.L
03. Normal
04. Hereditary Neuronavigation
05. Cold Wind Of Fear
06. Artmix
07. Speed
08. The Mummy
09. I’m Not Scared
10. Stones
11. Wave
12. Blinded By My Light

Samlet spilletid: 54:09

 

Læs mere...

Deathstars - The Greatest Hits On Earth

Når man udgiver et greatest hits album allerede efter et bagkatalog på kun 3 skiver, har man enten begået ufatteligt mange hits, eller også er man udstyret med et ekstraordinært stort ego. Min formodning om, at det er sidstnævnte, der er gældende her forstærkes, når der kobles ”On Earth” på titlen ... Hmmm... Iøvrigt udsendes albummet nu for at udnytte den opmærksomhed, som Deathstars får som åbningsband for Rammstein.
Deathstars vil helst placeres i gruppen af Industrial Metal-bands, men det er ikke særlig tydeligt på albummets første halvdel. Ganske vist er der udmærkede stemninger skabt via masser af keyboardklange, og vokalisten Whiplasher bidrager også til at forstærke disse. Men de egentlige Metal-elementer er der ikke så mange af; her udgør ”Blitzkrieg” en undtagelse. De fleste numre er mere Goth-agtige, for deres poppede omkvæd og små keyboardmelodier er ikke skarpe, og får mig til at tænke mere på HIM end på NIN.
Lidt bedre går det længere henne på skiven, for mod slutningen begynder numrene at få mere kant. Der begynder at komme skarpere lydeffekter indover, ligesom guitarerne trækkes frem og bliver toneangivende i numre som ”New Dead Nation” og ”Chertograd”. Det hæver også kvalitetsniveauet, for de ekstra virkemidler gør helt klart numrene mere interessante.
Når jeg skal gøre status, er det naturligt at spørge, om der virkelig er tale om verdens bedste hits, som titlen siger. Her bliver svaret et klart NEJ, for Deathstars har slet ikke niveauet til at kunne markere sig for alvor. Hovedparten af numrene er 100% ufarlige med deres behagesyge popomkvæd, og bandet skal virkelig spille op til deres allerbedste, hvis de ikke skal gøre en pinlig figur, når de varmer op for et af de VIRKELIG store navne.

Tracklist:
1 Death Is Wasted On The Dead (previously unreleased)
2 METAL (previously unreleased)
3 Death Dies Hard
4 Blitzkrieg
5 Motherzone
6 Synthetic Generation
7 Tongues
8 Blood Stains Blondes
9 Cyanide
10 New Dead Nation
11 The Mark Of The Gun
12 Chertograd
13 Semi-Automatic
14 Syndrome
15 Play God
16 Opium

Samlet spilletid: 61:17

 

Læs mere...

Mors Cordis - Injection

I mere end 10 år har Mors Cordis været en del af Metalscenen i Berlin, og i den tid har de 5 musikere forfinet deres blanding af Metal og Industrial. Det har resulteret i 2 albums: ”Das Prinzip” fra 2006, og nu efterfølgeren “Injection”.
Der er ingen tvivl om, at Mors Cordis har lyttet en del til Fear Factory; både opbygningen med de hårde guitarer, den rå vokal og brugen af elektroniske lydeffekter minder om de gamle amerikanske foregangsmænd for Industrial Metal-genren. Til gengæld vægter tyskerne elementerne en smule anderledes; guitarerne er ikke helt så skarpt mikset, til gengæld er brugen af elektronik mere udbredt. Samtidig bliver de engelske tekster suppleret med et par tyske, hvilket passer fint til musikken.
På den første del af albummet fungerer denne ikke helt efter hensigten; integrationen af Metal og elektronik er ikke helt på plads, så numrene virker en anelse kunstige. Dette forhold bliver bedre længere fremme, og et par steder rammer Mors Cordis virkelig plet: I ”Skit” og ”22nd Century” støtter musikkens forskellige dele hinanden på en næsten perfekt måde – dét er stærkt!
Den sidste håndfuld skæringer kan ikke helt holde niveauet, her bliver det en anelse rodet og lidt forceret. Alligevel fremstår numrene her bedre end i starten og er medvirkende til, at ”Injection” i sidste ende er et interessant udspil, trods skiftende kvalitet.

Tracklist:
1. Injection
2. Emptiness
3. Big Brother
4. Break Out
5. I Am You
6. Skit
7. 22nd Century
8. Haut zu Stein
9. Last Show
10. Machine
11. Guilty
12. Krone der Schöpfung

Samlet spilletid: 43:58
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed