fbpx

Rublood - Star Vampire

Man får præcis hvad man bliver lovet, når man kigger på promobillederne af de italienske debutanter Rublood. De bærer sort make-up, stramtsiddende sort tøj, har alle fem sort hår… og ja, albumtitlen indeholder ordet ”vampire”. Det her oser af gothic- og darkmetal lige fra starten, det kan der på ingen måde herske tvivl om. Rublood lyder da også umiskendeligt lidt hen ad bands som Deathstars og To Die For, men kraftig inspiration fra både Nine Inch Nails, Marilyn Manson og kærlighedsmetallerne HIM.

Der er således et utal af klicheer man kunne skyde dette band i sænk med, allerede inden man overhovedet får sat deres album på. Men da jeg endelig får trykket play og ”Star Vampire” folder sig ud, bliver jeg faktisk positivt overrasket. Det er måske ikke voldsomt nytænkende eller revolutionært, men det fungerer ret godt. Der er mange superfede klange, tunge riffs og gode melodier at finde på albummet. Et nummer som ”Heart” vinder omgående med sine fine klaverstykker, der lægger en helt fantastisk melodiøs bund under de tungere industrial toner. Også singleforløberen ”Through The Looking Glass” og femte skæring, ”Rainfall”, er nogle af albummets bedste numre. De er mere brutale og tydeligt inspireret af noget, der minder om Marilyn Manson i hans velmagtsdage. Rublood viser fra start en god portion attitude og også en del mod, om ikke andet har de nok til at lave et cover af selveste Depeche Modes udødelige hit ”Policy Of Thruth.”  Og det var nok deres dårligste træk i forhold til den her udgivelse. For den fungerer så absolut ikke! Det lyder mest af alt som et dårligt club remix, bikset sammen efter lidt for mange tequila shots. Det er en ommer, drenge! Sidste del af skiven har dog lidt, der er værd at lytte med for. ”Goth Love” er det nummer der skiller sig mest ud, albummets eneste ”ballade” og lidt tydelig følsomhed klæder faktisk bandet, eftersom de resterende 10 numre mest er up-tempo numre. ”Ignition” og ”In Love We Trust” runder fint af med fuld skrue på elektro-rocken og udmærkede breaks og lækkert trommespil. Især sidstnævnte kan jeg faktisk rigtig godt lide. Og så vil jeg give lidt ekstra credit til det unge band, fordi de tør mixe genrer og klange ind i hinanden – og fordi de lykkes med det rigtig langt hen ad vejen.

”Star Vampire” er en omgang blandede bolcher i sådan en pose med lidt for få af de rigtig gode af slagsen, men mange af dem man kan leve med når de andre er spist. Men dog trods alt et ganske hæderligt debutudspil, som dog stadig smager lidt for meget af noget, der kunne gå i glemmebogen ret hurtigt.

 

Tracklist:

1. Star Vampire
2. Heart
3. Through The Looking Glass
4. Electro Starfuckers
5. Rainfall
6. True Blood
7. Policy Of Thruth
8. Negative Bride
9. Goth Love
10. Ignition
11. In Love We Trust

Samlet spilletid: 49:00

Læs mere...

Nine Inch Nails - Hesitation Marks

Trent Reznor aka. Mr. Nine Inch Nails is back. Det kunne reelt ligeså godt være overskriften for denne anmeldelse. Ikke nødvendigvis set i kontekst af indholdet af Hesitations Marks, men generelt set, da Nine Inch Nails jo som bekendt er blevet genoplivet efter at være blevet puttet i jorden i 2009. Reznor har ellers haft rigeligt at se til i mellemtiden, og selvom der reelt ikke er behov for en opremsning af sideprojekter, er det relevant for anmeldelsen at nævne hans projekt med konen, How To Destroy Angels, og ligeledes Reznors soundtrackprojekter til ”The Social Network” og Finchers ”The Girl With The Dragon Tattoo”.

Lad os i første omgang lade sideprojekterne hænge og fokusere på Hesitation Marks. Søger man lidt rundt på nettet og diverse fora, er der en tendens til, at håb og forventninger til denne nye NIN udgivelse deler sig i to grupper. ”Vi vil have oldschool NIN á la The Downward Spiral og The Fragile”, og ”Lad os få noget mere á la Year Zero, The Slip og hele Ghost serien”. Hvor står vi så, hvad angår Hesitation Marks? Der er ingen tvivl om, at vi er nærmere The Slip og Ghost serien end en tilbagevenden til rødderne – men reelt er vi et helt tredje sted. Det er efterhånden ved at være nogle år siden NIN reelt var et band, der begik sig inden for industriel metal. Nuvel, Year Zero havde spor, men vi skal helt tilbage til The Fragile i 1999 for rigtigt at være der. Udviklingen i musikken har stille og roligt, men sikkert, peget mod en mere elektronisk industriel lyd, enten med en mere rocket guitar eller helt uden guitar. Hesitation Marks ar langt hen ad vejen en videreudvikling. Musikken er langt mere fokuseret på elektronisk industriel sound end tidligere - og til tider endda dansevenlig (”Copy Of A”) – hvem havde forudset det? Specifikt den minimalistiske elektroniske sound er ikke en overraskelse. Slet ikke set i relation til førnævnte sideprojekter, hvor minimalisme og electonica i høj grad har overtaget. 

Naturligt vil den videreudvikling behage nogen og få andre til at reagere modsat. Det korte af det lange er, at Hesitation Marks med garanti er et album der splitter fans. Personligt finder jeg videreudviklingen interessant. Det er tydeligt at Reznor ikke længere er en utilpas ung mand, men en moden familiefar. Aggressiviteten er der stadig, men fremgår ikke i form af bragende aggressiv guitar eller råt vokaliserede omkvæd. Aggressiviteten er at finde i lyrikken og i de til tider hårdtpumpende beats. Men hvor står vi så? Er det godt eller snot – eller noget midt imellem? ”Copy Of A” er et fantastisk åbningsnummer. Beats'ene pumper hårdt af sted, mens Reznors fantastiske rolige og tilbagelænede vokal står som kontravægt. ”Come Back Hunted” følger godt op, og er nok et af de numre på pladen, der minder mest om skæringerne på Year Zero. ”Find My Way” og ”All Time Low” er begge utroligt fede numre. Det første er minimalistisk og stille, det andet rykker med et insisterende beat og en funky lækker guitar, der sender tankerne mod genretyper langt fra normalt NIN-territorium. Således forsætter det pladen igennem. Ikke alle skæringer er lige interessante, men langt hen ad vejen fungerer det. 

For mit vedkommende er Hesitation Marks ikke et af de stærkeste Nine Inch Nails album. For at være helt ærlig kommer det ind som nr. 4 i hierarkiet. Det er naturligvis en tynd margin, der skiller, og før nogen skyder mig i skoene, at det er fordi jeg er fanboy af det ældre materiale, vil jeg indskyde, at Year Zero er blandt de tre, der ligger før. Det være sagt er Hesitation Marks et godt album med mange gode kompositioner af vanlig Reznor-klasse. Det er et album der bliver bedre, efterhånden som man lytter til det, og stille og roligt folder sig ud. Udviklingen klæder NIN og i det hele taget er Hesitation Marks en fornøjelse at lytte til – det er bare ikke et album der, i min optik, har helt samme holdbarhed som tidligere udgivelser. 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:

1.The Eater Of Dreams

2.Copy Of A

3.Came Back Haunted

4.Find My Way

5.All Time Low

6.Disappointed

7.Everything

8.Satellite

9.Various Methods Of Escape

10.Running

11.I Would For You

12.in Two

13.While I’m Still Here

14.Black Noise

 

Læs mere...

Slayer, Fear Factory

Det har været et par turbulente år for Slayer. I 2011 fik Jeff Hanneman, en af de to skabere af Slayer, diagnosticeret en sygdom kaldet “necrotizing fasciitis”, efter at være blevet bidt af en edderkop. I de næste 2 år ændrede hans tilstand sig desværre ikke til det bedre, men det kom alligevel som en overraskelse for alle, da han stillede træskoene den 2. maj i år – kun i en alder af 49. Dødsårsagen, leversvigt, kom som følge af et overforbrug af alkohol.
Og som om det ikke skulle være nok, blev Slayers tidligere trommeslager, Dave Lombardo, fyret tilbage i februar pga. en uoverensstemmelse om bandmedlemmernes løn.
Kort efter Jeff Hannemans død blev Paul Bostaph så annonceret som Slayers “nye” trommeslager. Helt så ny er han dog ikke, da han tidligere har tæsket trommer hos Slayer på bl.a. “God Hates Us All”.

Al denne tumult medførte naturligvis også flere forskellige rygter og en generel usikkerhed om, hvad fremtiden ville byde på. Da Slayer valgte at tage på tour kort efter Jeff Hannemans død, og med Dave Lombardo nu ude for 3. gang, erklærede mange, at det måtte være tid til at slutte med værdigheden i behold.
Jeg var derfor selv usikker på, præcis hvordan denne aften ville gå. Baseret på folks reaktioner efter den middelmådige koncert på Copenhell i 2012, hældede det ikke til den positive side.
Jeg huskede dog derimod min seneste indendørs koncert med Slayer (Valby Hallen i 2008), som glimrende, omend en smule langtrukken. Lad os bare slå noget fast med det samme: jeg blev ikke skuffet i aften.
Før vi kommer så langt, skulle Vega forkæles med industrial metal giganterne i Fear Factory, som havde aflyst deres planlagte koncert i Århus samme aften for i stedet at varme op for Slayer i Vega. Synd for århusianerne, og man kan også diskutere hvor rimelig den beslutning er, men sket var sket – og tak for det!

Fear Factory:
Amerikanske Fear Factory er tilbage fra 1989 og var i 90’erne en stor spiller på metalscenen. De har haft massiv udskiftning i besætningen igennem tiden, såvel som nogle opbrud på vejen. Det er kun forsangeren ”Burton C. Bell” som har været med helt fra starten. 
Hvis man snakker industrial metal, må man nødvendigvis snakke Fear Factory. Over årene har Fear Factory dog også eksperimenteret med både groove metal, death metal og thrash metal. De er senere gået tilbage til deres industrial metal lyd, som bl.a. ses på deres seneste album ”The Industrialist”, der udkom tidligere sidste år. Deres debutalbum ”Soul Of A New Machine” udkom tilbage i 1992, og et af deres mest kendte albums udkom 3 år senere – nemlig ”Demanufacture”.
Fear Factory havde dog også success med “Obsolete” fra 1998 og det knap så gamle album “Mechanize” fra 2010.

Efter en skuffende optræden i Amager Bio sidste år
var jeg bange for, at det blot ville blive en gentagelse i febrilsk at nå de korrekte toner + et uengageret band. Fra første tone i det knap ¾ fyldte Vega var én ting i hvert fald slået fast: den instrumentale del af Fear Factory er SÅ i orden! For satan da, hvor er det tight. Fra den nye trommeslagers stædige og aggressive indpisken, til guitaristen som tilsyneladende ikke kan ramme forkert – WOW!

Og lyden. Og lysshowet. Begge dele skal have skamros herfra, for det er præcist sådan Fear Factory fungerer bedst; en massiv og dyb bund af bas som kan mærkes i gulvet og op igennem hele kroppen. En rystende, beskidt, ubehagelig og ja, mekanisk, lyd som smadrer dit ansigt. Lyset bestod reelt kun af hysterisk blinkende sort/hvid lamper, men igen giver det en overbevisning om, at Fear Factory repræsenterer en dystopisk og maskinel fremtid, hvor alting er gråt, anonymt og forfærdeligt at leve i.

I den sammenhæng agerer bandet som de skal. Forsangeren er næsten så statisk som en stenstøtte. Guitaristen og bassisten traver lidt rundt og smiler, men de føles næsten som statister for noget større – og det virker for denne anmelder. For her behøves vitterligt ingen tricks eller smarte moves. Musikken er nok, også selvom kun knap halvdelen af publikum er med. Den halvdel, som er med, “nyder” det fuldt ud, ligesom jeg selv gør.
Der er dog alligevel en begrænset interaktion med publikum, mest synlig imellem numrene, men der er også enkelte gange hvor publikum klapper i takt, eller hvor vi tilspørges ”Are you ready, Copenhagen?!”.

Den store anke omkring Fear Factory, og som vist altid har været kritikpunktet, er forsangeren. For selvom man kan skjule manglende sangevner på en CD, er det bare sjældent muligt live. I aften lykkedes det dog usædvanligt godt, og jeg lokkes næsten til at tro, at det ikke kan gå galt. Det er alt sammen inden vi når til ”Powershifter”…
Her er der bare ingen vej udenom; omkvædene leveres pivfalske, og det gør ondt i ørerne. Især når de tidligere sange ikke har været ramt, så at sige, ja så gør det bare det hele så meget mere ærgerligt. Omvendt fungerer forsangerens skift mellem growl, skrig, råb og ren vokal – kombineret med den mekaniske synth-agtige support som banker i baggrunden - ellers som det skal. Det er ”bare” falsk til tider, men når det er så tydeligt, er det mere end rigeligt til at lægge låg på de fede elementer.

Igennem ca. 40 minutter bliver vi ledt igennem årene 1992 – 2012. “Martyr”, som afslutter koncerten, er helt tilbage fra debut'en “Soul Of A New Machine”. ”Shock” og ”Edgecrusher” stammer fra 98’s ”Obsolete”. ”Self Bias Resistor”, “Replica” og titelsangen “Demanufacture” udkom i 1995.
Men vi kommer også forbi årtusindeskiftet. Den voldsomt populære “Powershifter” (i hvert fald på plade) er fra “Mechanize” – kun 3 år gammel. ”What Will Become” er at finde på “Digimortal”, udgivet i 2001, og til slut får vi titelsangen “The Industrialist” fra 2012.

Alt i alt leverer Fear Factory en godkendt koncert, som oversteg mine egne forventninger. Den sublime lyd og lysshowet trækker rigtig meget opad, ligesom det statiske show faktisk også gør bandet en tjeneste i dette tilfælde – det er ellers sjældent det fungerer sådan.  
Den haltende vokal, som især kunne spottes i ”Powershifter”, er det store ankepunkt (igen).
Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Fear Factory ikke indspiller de stykker igennem en maskine, eller på anden måde gør noget ved problemet. Det er jo ikke ligefrem noget nyt, og man føler mere medlidenhed end irritation over dette, for selvfølgelig er det noget værre lort (for at sige det ligeud) ikke at kunne synge, som man kunne i fordums tider, men der er mere styrke i at indse sine svagheder og forsøge at gøre noget ved dem, i stedet for at insistere på at ignorere problemet væk.
Jeg ser frem til at Fear Factory finder nye veje, for ellers skal der være sublim lyd til alle fremtidige koncerter før det kan blive godt, og selv da kan det aldrig blive fantastisk.
4 stjerner herfra.

Sætliste:
1) – Shock
2) – Edgecrusher
3) – Demanufacture
4) – Self Bias Resistor
5) – The Industrialist
6) – Powershifter
7) – What Will Become
8) – Replica
9) – Martyr

Slayer:
Thrashbandet Slayer tilhører den musikalske gruppe “Big Four”, som iøvrigt tæller sværvægterne “Metallica”, “Megadeth” (som skuffede ved deres sidste show)
og Anthrax, og er generelt anerkendt som den mindste spiller af de 4.
Slayer begyndte ligesom de andre fra “Big Four” tilbage i USA i året 1981 (Megadeth startede dog først 2 år senere). Selvom alle 4 bands lagde ud med at bevæge sig i thrashmetal genren, har alle 4 bands udviklet sig over årene, hvor især Metallica er gået bort fra deres gamle lyd. Anthrax har fundet et større fodfæste i grænselandet mellem heavy-, groove- og speedmetal, og Megadeths lyd, omend stadig genkendelig thrash, er blevet langt mindre aggressiv og generelt blødere – faktisk så meget, at det af flere påpeges at være mere rock end metal.
Alt dette bringer mig frem til en vigtig pointe; Slayer har altid været, og vil formentlig altid være, Slayer.
Hverken mere eller mindre. Den eneste undtagelse må siges at være ”Diabolus In Musica (oversat til “The Devil In Music”), fra 1998. Her forsøgte Slayer groft sagt at gøre deres lyd mere moderne. Et forsøg som medførte en del blandede meninger. Udover den lille afstikker, kan Slayers albums siges at være ret ens. Om det er debut'en “Show No Mercy” fra 1983, “Reign In Blood” fra 1986, “South Of Heaven” fra 1988, “Seasons In The Abyss” fra 1990, “God Hates Us All” fra 2001, eller senest “World Painted Blood” fra 2009 – alle albums peger det samme sted hen.
Det er hurtigt, aggressivt, larmende, hårdt, provokerende og fyldt til randen med guitarsoloer.
Enten kan man lide det, eller også kan man ikke. Jeg ser mig selv stå midt imellem de to lejre, for jeg skal ærligt indrømme, at jeg hurtigt bliver træt af Slayer i studiet, men enkelte numre fanger mig. Live er det dog en helt anden sag…

I tidsrummet efter Fear Factory var Vega blevet fyldt næsten helt op. Koncerten var ikke udsolgt, men det kan ikke have været langt fra. Publikum var ellevilde, og da lyset sænkede sig ca. kl. 21:15 råbte og skreg folk af glæde. Først kom den ”nye” trommeslager Paul Bostaph til syne, og kort efter kunne både Tom Araya, Kerry King og tour medlemmet “Gary Holt” fra Exodus skues.
Herefter satte en smilende Tom Araya gang i titelsangen fra ”World Painted Blood”.

Det er 11 år siden at Slayer sidst har aflagt en visit hos Vega, og det er da også specielt at opleve Slayer i så intime rammer. Det virkede dog totalt til alles fordel, for de forreste folk stod vitterligt mindre end 2 meter fra bandet, og selv Tom Araya, som ellers virker som en seriøs og til tider halvsur gammel bedstefar, kunne ikke undgå at smile til publikum og tale til os, så det lød oprigtigt. Kerry King, som ellers ser nok så grum ud, kunne heller ikke holde nogle få smil tilbage.
Det er sjældent at se folk crowdsurfe i Vega, men i aften kunne det ikke stoppes – og det blev heldigvis heller ikke forsøgt fra vagternes side. Det resulterede i, at der til næsten hvert eneste nummer var op til flere, der røg over hegnet – og nu har jeg ikke engang nævnt de moshpits, som var at finde fra første sang og indtil slutningen.

Slayer i sig selv var ellers som jeg husker dem på scenen. Kerry King headbanger, ser ond ud og fyrer soloer af. Tom Arayas vokal holder stadig i 2013, og udover at råbe teksterne og tale til os var der intet udover det sædvanlige. Tourmedlemmet Gary Holt, som overtog fra Jeff Hanneman tilbage i 2011, var langt den mest aktive, og nailede endda også op til flere soloer til perfektion.
Trommeslageren, som naturligvis er et interessant emne vedrørende Slayer i øjeblikket, var tydeligvis rigtig glad for at være tilbage bag tønderne. Man kunne se ham storsmile næsten konstant, og det i sig selv er sgu rimeligt imponerende – det går altså pænt stærkt. Jovist, ham og Lombardo er ikke ens, men for en gennemsnitlig fan af Slayer (undertegnede) var der ingen nævneværdige fejl at høre, og tempoet var hverken for højt eller lavt. Han tæskede derimod igennem sangene med stor indlevelse.

Igennem ca. 1 time og tyve minutter blev vi ført igennem flere sange fra de klassiske albums i “Reign In Blood”, “Seasons Of The Abyss”, ”Hell Awaits”, “South Of Heaven”, samt den nye “World Painted Blood”. Vi fik også “Disciple” fra “God Hates Us All” allerede som den anden sang. En af mine personlige favoritter, ”Chemical Warfare”, blev også luftet.
Selvom det stank langt væk af en slags ”Greatest Hits”-aften (hvis Slayer nogensinde kan siges at have lavet hits), så var der alligevel en smule tomgang i midten af koncerten. Der kunne man måske have skåret et par enkelte sange fra, eller bare byttet lidt rundt. Der er ikke nogen som siger, at man skal afslutte med 3 af de største sange i form af ”Raining Blood”, “South Of Heaven” og “Angel Of Death”.
Men da vi kom til det tidspunkt, var det også det hele værd.

Først fik vi nemlig ”Raining Blood”, som i stedet for at trække på den normale intro med torden og brag, rent faktisk blev spillet live – også med introen. Pisse fedt!
Efter en kort mørklægningspause blev Slayers normale banner skiftet ud med et til ære for Jeff Hanneman. Banneret, som i mørket først blev forvekslet med en reklame for Heineken, viste sig heldigvis at være noget langt mere personligt. Selve navnet blev aldrig nævnt, og der kom heller ikke nogen udtalelser om hverken hans sygdom og død, forløbet for bandet de sidste 2 år eller om den ”nye” trommeslager. Banneret talte helt for sig selv; Slayer lever!
Så uden noget pis satte Slayer gang i ”South Of Heaven” og dernæst ”Angel Of Death” – en titel som Jeff Hanneman også var kendt under. Slayer var glade, vi var glade, og så var det slut.

Jeg vil sige det kort; jeg tror ikke, at jeg kommer til at opleve Slayer i bedre form end i aften. Men jeg har aldrig været en stor fan af musikken. Det var umådeligt fedt at opleve en så dedikeret fanbase, også selvom Slayer har gået igennem flere udfordringer i den seneste tid. At se Slayer i så intime rammer var perfekt, og bandet udnyttede fuldt ud muligheden for at være mere personlige og direkte, end hvad jeg har set før. Stor respekt til publikums engagement, selvom jeg dog vil sige, at jeg har set folk gå langt mere amok til Slayer end i aften. Om det er post-Wacken blues, sommerferie eller bare fordi det er tirsdag, skal jeg dog ikke kunne sige. Samtidigt var der, som nævnt tidligere, en smule tomgang i midten af sættet. Det trækker nedad, men ikke meget.
Alt i alt udløser det 5 store stjerner herfra. Jeg er ikke sikker på at jeg tør se Slayer igen, hvis/når de kommer forbi – for jeg tror ikke det kan blive bedre, end det var denne gang.

Sætliste:
1) – World Painted Blood
2) – Disciple
3) – War Ensemble
4) – Hallowed Point
5) – At Dawn They Sleep
6) – Mandator
y Suicide
7) – Chemical Warfare
8) – Altar Of Sacrifice
9) – Jesus Saves
10) – Postmortem
11) – Snuff
12) – Hate Worldwide
13) – Seasons In The Abyss
14) – Hell Awaits
15) – Dead Skin Mask
16) – Raining Blood
Encore:
17) – South Of Heaven
18) – Angel Of Death

Læs mere...

Nine Inch Nail udgiver Came Back Haunted – lyt her!

Så er Nine Inch Nails parat med første nye nummer fra det kommende album. Nummeret har fået titlen "Came Back Haunted" og kan høres nedenfor.
 
Som de fleste nok ved at Nine Inch Nails dannet tilbage i 1988 af Mr. Trent Reznor. Det blev til syv udgivelser (ekskl. Ghost udgivelserne) før ”bandet” valgte at stoppe mens legen var god. Men det tog ikke Reznor mere end nogle år før han besluttede sig for at genstarte projektet – til stor glæde for mange. ”Came Back Haunted” er første lydmæssige bevis på Reznors comeback med Nine Inch Nails. En industrial satan med nogle interessante dansevenlige beats. Enjoy.
 
 
 
 
Læs mere...

The Defiled udgiver ny video - se den her!

Det engelske industrial metal/metalcore band The Defiled har smidt en ny video på gaden. Det er nummeret ”Unspoken”, fra det kommende album Daggers der har fået visuel opbakning. Daggers er sat til at udkomme d. 5. august via Nuclear Records. 
 
The Defiled er dannet tilbage i 2005 og udgave i 2011 deres debut – Gave Times. The Defiled spiller yderligere torsdag d. 14. juni på Copenhell. Mens vi venter på det må vi nøjes med videoen til ”Unspoken”:
 
 
 
Læs mere...

Control Human Delete - The Prime Mover

En gang imellem støder man på udgivelser, der efterlader så kraftige spor, at man bare må høre mere. Debutalbummet ”Terminal World Perspective” fra hollandske Control Human Delete hører til den kategori, og lige siden jeg hørte det første gang tilbage i 2007, har jeg været fascineret af albummets specielle stemning og har ventet på nyt fra bandet. Og nu, 6 år efter, kommer så bandets andet album … endelig!

Med så store forventninger i spil er det svært ikke at blive skuffet, men nej; CHD skuffer ikke!

 

Lige som på debutskiven benytter bandet sig af elementer fra Black- og Industrial Metal, men denne gang er sammensætningen anderledes end sidst. Vægtningen er ændret lidt, så de egentlige Sorte brikker i puslespillet er tonet en smule ned, samtidig med at de mere maskinprægede ting er fremhævet. Samtidig er de lange instrumentale passager, der skabte stemninger på forgængeren, afløst af mere vokal. Det har ikke på nogen måde gjort udtrykket mildere, for sangeren Void hvæser og raller virkelig ondskabsfuldt. Derfor er slutresultatet ikke ændret, for udtrykket er stadig ultra fjendtligt og meget lidt imødekommende – uanset om man lytter til numrenes tunge guitarer, eller de passager hvor stortrommernes vanvittige tempo trumfes af en drummachine.

 

“The Prime Mover” er ikke et album for hvem som helst, for musikken vil garanteret være for uforsonlig og kompromisløs for de fleste. Men jeg er vild med den gennemførte stil, og selv om debutskivens niveau ikke helt rammes, er albummet et af de absolutte highlights for 2013.

 

Tracklist:

1.    New Replicator

2.    Transporter

3.    Continuous Data, Pt.1

4.    Continuous Data, Pt.2

5.    Shapeshifting

6.    Earth-Like Behavior

7.    Recurrence

                                             

Samlet spilletid: 49:39

Læs mere...

Spektr - Cypher

Hvis du søger vise ord om danske SPEkTR med Manoj Ramdas fra The Raveonettes og Sort Sol i front, er det ikke her du skal lede! Hvis du derimod søger vise ord - eller i hvert fald blot ord (!) - om de larmende franskmænd kl.K. og Hth, der går under samme navn, kan du godt indstille eftersøgningen.

Den franske duo med de - for mig - uforståelige navne er på banen med album nummer tre, "Cypher", og selv om de på ingen måder OVERHOVEDET minder om Ramdas og co., så har de dén ting tilfælles med danskerne, at deres musik er svært definérbart.

Spektr gør sig i et musikalsk miskmask af ambient, black metal og industrial med stort set al fokus rettet mod effekter og instrumenter. Vokalen er nærmest ikke-eksisterende, men brugen af samples forekommer i ny og næ. Blandingen af lige præcis disse stilarter er hørt før. Norske Mysticum betrådte som ét af de første - hvis ikke dét første - band(s) for 20 år siden, og ligeledes norske DHG og Thorns har i forskellige grader valgt samme vej. Ja, selv mægtige Satyricon legede med stilarten på den kaotiske og kolde "Rebel Extravaganza" fra 1999.

Personligt er jeg ovenud begejstret for lige netop "Rebel Extravaganza", men jeg må indrømme jeg har lidt svært ved at greje "Cypher". Der er dog også verdener til forskel når man sætter Spektr op mod Satyricon, selvom man isoleret set koncentrerer sig om "Rebel Extravaganza". "Cypher" er også atmosfærisk, kold og modbydelig ond, ja, men albummet fejler på den vedvarende intensitet og stemning, eller mangel på samme.

"Cypher" har som udgangspunkt forudsætningerne for at skille sig ud fra mængden, og Spektr er et overvejende interessant bekendtskab, men overbevist er jeg altså ikke.

Tracklist:

1. Hermetism

2. Teratology

3. The Singularity

4. Solitude

5. Antimatter

6. Solve Et Coagula

7. Cypher

8. Decorporation

9. Le Vitriol Du Philosophe

Samlet spilletid: 45:59

Læs mere...

Device - Device

David Daiman er ikke ligefrem en mand, der sidder på sine hænder. Med Disturbed sat på standby har forsangeren fundet tid til at danne bandet Device sammen med den tidligere Filter guitarist Geno Lenardo. Resultatet er jvf. bandets egne udtalelser, en industrial metal skive med en lyd tilsvarende grupper som Nine Inch Nails og Ministry. Store navne at tillægge sin egen lyd, men ok, såvel Lenardo og ikke mindst Daiman har erfaringen til at kunne skabe en sådan lyd.
 
Lad det være sagt med det samme – det lykkes ikke rigtigt at nærme sig nogen at de to mastodonter, der sammenlignes med. Tættest kommer bandet på Ministry, men for at være helt ærlig er det band, Device minder mest om ikke overraskende Disturbed. Daiman har en naturligt dominerende vokal og det siger sig selv, at den trækker nogle heftige paralleller, men ser man bort fra det, lyder resten af bandet faktisk også som Disturbed. Daiman og Lenardo har muligvis selv set det komme og forsøgt at afværge Disturbed-referencerne ved at hive en lang række prominente navne ind over. Heriblandt Serj Tankian, Geezer Butler, M. Shadows og Tom Morello. Specielt Tankian og Butler leverer varen på den tonser tunge og svedige ”Out Of Line”. Samtidig bør det tilføjes, at såvel M. Shadows og Morello giver de numre, de deltager på, en kant der er absolut tiltrængt. ”Close My Eyes Forever” med Lzzy Hale (Halestorm) på vokal er til gengæld en ubehagelig gang klagesang, der lugter af et eller andet 80’er sing along hit med Meatloaf – på den dårlige måde. Kvalmt og sødt.  
 
Industrialdelen er ikke svær at finde, den er bare ikke markant, og ligefrem at kalde Device for et Industrial metal band er lidt ved siden af. Nuvel, der er tilføjet nogle elektroniske elementer her og der, men flere steder giver det ikke nogen videre værdi. Det er tvært imod halvirriterende og virker, som om de er plastret oven på et allerede færdiggjort nummer. Førstesinglen ”Vilify” (ja, det er svært ikke at tænke på ”Stupify”, når man hører den titel) og ”Hunted” er de numre, hvor den industrelle del er mest markant. Det fungerer ellers godt på de to numre, men på de resterende numre bliver det ikke til meget mere end nogle Disturbed-kompositioner tilsat lidt keyboard. Desværre når man aldrig det punkt, hvor Device ikke bare fremstår som Disturbed 2 med lidt elektronics og nogle gæster. Faktisk kunne jeg godt have Daiman mistænkt for allerede at have skrevet en del af materialet til et andet band end Device.
 
Debutalbummet fra Device er på ingen måde at betragte som en bragende succes. Albummet indeholder en række gode numre, ”You Think You Know”, ”Vilify”, ”Out Of The Line” og ”Hunted”, men overordnet formår Lenardo og Daiman ikke at sælge deres produkt fuldt ud. Materialet er ikke decideret dårligt, men det virker heller ikke helstøbt. Langt hen ad vejen fungerer det, men bandet formår ikke at sælge produktet til fulde. Det hele ender et eller andet ok sted, og bandet må nøjes med 4,5 ud af 6 for debuten. 
 
Tracklist:
1. You Think You Know
2. Penance
3. Vilify
4. Close My Eyes Forever (Feat. Lzzy Hale)
5. Out Of LIne (Feat Serj Tankian and Terry "Geezer" Butler")
6. Hunted
7. Opinion (Feat. Tom Morello)
8. War Of LIes
9. Haze (Feat. M. Shadows)
10. Through It All (Feat. Glenn Hughes)
 
Læs mere...

Rob Zombie, Marilyn Manson

Marilyn Manson og Rob Zombie i samme båd. Det lyder som et håbløst projekt og en båd der burde blive revet midt over af de to personligheder. Rygterne har også sviret om diverse bitchfights mellem de to middelaldrende mænd, der tilsyneladende ikke har kunne holde hinanden ud på deres tour. Sandhed eller mediestund? Who knows and who cares. Det ville i hvert fald ikke komme som en overraskelse hvis der var kørt lidt spin, for at skabe omtale. Det være sagt, er det oplagt at betragte de to co-staring navnes performance som en konkurrence internt. Scenen er sat, arenaen er det halvelendige ”spillested”/sportshal valbyhallen, tilskuerne: et bredt udvalg af unge goths, gamle goths og andre der var unge da de to hovednavne var hit. Let the fight begin.

Marilyn Manson

Med skiftevis Manson og Zombie som hovednavn, fik publikum denne aften Manson på scenen som første act. Tilbage i 90’erne og start 00’er havde Marilyn Manson sin glansperiode. Enten hadede man ham eller også kunne man ikke få nok af chokrockeren. I 2012 er der ikke rigtig nogen der har noget imod Manson, i hvert fald ikke i Europa, hvor sex, vold, masochisme osv. ikke er noget der chokere eller forarger på samme måde som i USA. Manden med de hundredevis af udklædninger er blevet overhalet indenom. Til dels af yngre bands men også af hans egen alder, misbrug og mangel på kontakt med virkeligheden. Tilbage står Ikonets musik, der om noget var med til at male metalkulturen i starten af 00’erne.

Det var musikken der bar Mansons teatralske show. En time præcist blev det til, med kostumeskifte mellem hvert nummer, hurtigt og effektivt udført, men ikke velfungerende. Manson kunne ikke på scenen. Der var tydlige problemer, kun halvdelen af lyrikken blev leveret og når Manson skreg var det en bløret suppe, hvor det var helt umuligt at tyde indhold. Det fik de mange kostumeskift til at virke påtaget til ære for publikum. Det er hvad der forventes, men når hovednerven, musikken, ikke spiller 100 %, fungere tilbehøret ikke.

Der er ingen tvivl om at fordums kraft og saft stadig eksistere et eller andet sted inde i det efterhånden lidt for ucharmerende korpus, det var bare alt for sjældent publikum fik muligheden for at opleve det. Vi fik lov at snuse til det på numre som ”The Dope Show”, ”Rock Is Dead” og ”The Beautiful People”, men heller ikke her formåede Manson at sælge varen fuldt ud. Hvad der skulle være en rockudladning, aggressivt og fanden i voldsk, blev en halvkedelig og tam affære. Bedst gik det på den smukke ”Coma White” hvor Manson i faldende sne, insisterende og indlevende leverede aftenens højdepunkt. Nøgen og uden en masse tilbehør, virkede det som om vi fik set den sande Marilyn Manson anno 2012 for et kort øjeblik.

Ud over førnævnte blev publikum blandt andet budt på numre som ”Hey, Cruel World”, ”Disposable Teens” samt de to covernumre ”Personal Jesus” og ”Sweet Dreams”. Specielt sidstnævnte sendte uden tvivl en god andel af aftenens fremmødte tilbage til deres teenageår, fulde i en rus af ren pilsner og ungdommens anarkisme. En udmærket setliste, hvor de gamle slagere naturligt fungerede bedre end nyt. Publikum lod til at nyde det. Ikke i en euforisk rus men i en tilbagelænet afslappet tilstand. Lyden i Valby Hallen, var langt så slemt som forventet og selvom den ikke var perfekt, fungerede det.

Det blev aldrig rigtig godt. Sidste tre numre var Mansons es og også den absolut bedste del af en noget sløj koncert. Tronende fra hans podie tordnede han af sted på ”Beautiful People” inden klokken slog én times spilletid og freakshowet forlod scenen. Koncerten var Middelmådig, Manson virkede en smule sørgelig og særdeles udbrændt. Stemningen emmede af noget der engang var noget og mon ikke også det reelt også er sandheden. 3 ud af 6.

Rob Zombie

Efter Mansons noget ramponerede show, var der ikke tvivl om at Zombie havde fået en gevaldig forhånd i de to navnes interne kamp. Det lod da også til at Rob Zombie havde tænkt sig at tage kampen ganske alvorlig og udmanøvrer Manson på alle fronter muligt.

Med entre på scenen allerede 21:40, fik publikum en sprudlende Rob Zombie, der stormede rundt på scenen til tonerne af ”Sawdust In The Blood”. Forskellen var stor. Zombie virkede fit, parat til at leverede såvel ham selv som det medbragte sceneshow, modsat Mansons tamme show. Publikum fik zombier, kæmpe robotter, varierende filmklip til hver enkelt nummer og et energisk lysshow. Frontfiguren selv var over det hele, på scenen og blandt publikum og fungerede som en sand entertainer. Rob Zombie vandt den del af den interne konkurrence overlegent og det lykkedes ham da også at få skudt lidt gang i det tilbagelænede publikum.

Hvor Manson var noget tidligere og stadig har et navn. Har Zombie aldrig rigtig braget igennem til den brede masse. Kult og kitch kendetegner musikken og universet, der ikke kan få nok horror, gore eller halvnøgne damer. Som Zombies film spænder hans musik over et begrænset territorie, hvor indhold har det med at ligne hinanden og intet rigtig er super fantastisk. ”Dragula” er om noget det nærmeste Zombie kommer på et regulært hit og netop det faktum viste sig hurtigt at være Zombies største hæmsko. Numre som ”Meet The Creeper”, ”Mars Needs Women” og ”Lords Of Salem” er reelt ikke specielt interessante numre. Det er småkedeligt og for på nogen måde at gøre koncerten interessant, er band som frontmand nød til at overdænge publikum med så meget lir på scenen at musikken bliver sekundær. Selvom det også for Zombies tilfælde kun blev til en times spilletid, var det mod slutningen tydeligt, at der rent musikalsk ikke var mere at byde på.

Til trods for det enkelte faktum at Rob Zombie har langt dårligere materiale end Manson, formår zombien at hive en sejer hjem, om end det ikke er en bragende succes. Lyd forholdene var stadig ikke fantastiske, men bedre end forventede og det kombineret med et fantastisk sceneshow og entertainmentship i høj klasse bringer Zombie op på 4,5 ud af 6, hvor det specielt er manglen på godt materiale der trækker ned. .

Overordnet altså en sejer til aftenens sidste navn. Manson havde materialet og Zombie havde liveenergien. En kombination af det bedste fra de to, vil uden tvivl give et fantastisk show, men hver for sig bliver det ikke til mere end 4 samlet.

 

  • Marilyn Manson_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Marilyn Manson_7
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Marilyn Manson_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se billeder fra koncerten her.

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2012

Torsdag

Rising (KHS)
Det tre mands store band "Rising" fra København havde fået æren af at sparke dette års festival i gang. Bandet blev grundlagt i 2008 og spiller hvad de selv kalder deres eget brand af heavy, aggressivt, atmosfærisk og melodisk metal musik.
Dette blev også ingredienserne i bandets 30 minutters spilletid på dette års festival. Det startede heavy, aggressivt og tungt. Med bandets navn er det passende at sige, at festivalen fra start rejste sig. Festivalen blev tordnet i gang!
Fremmødet var ganske okay taget tidspunktet i betragtning, og de fremmødte kunne lide det de hørte. For undertegnede var koncertens højdepunkt det altid fremragende nummer "Mausoleum" fra bandets debutplade "To Solemn Ash".
En god koncert og en god start på festivalen. Tjek bandet ud ved lejlighed, det fortryder du ikke.
Karakter: 4.5/6

Scarred By Beauty (KHS)
Andet band på førstedagen var københavnske "Scarred By Beauty". Bandet spiller hvad de selv kalder en blanding af post-hardcore/metalcore og progressiv metal.
Bandet lagde ud med en rigtig fed intro, hvor medlemmerne synkront gik frem mod scenekanten og gearede publikum op. Det var en rigtig fed intro, men desværre virkede bandets sceneoptræden en anelse indstuderet til sidst i koncerten. Det gør det svært at se, om bandet synes det er fedt eller ej.
Musikken er ikke altid lige mig. Det kan synes en anelse forvirrende til tider, og der er mange elementer på spil. Måske for mange. Når bandet laver deres breaks og spiller langsomt fungerer det til gengæld godt. Især break stykkerne fik folk til at headbange. Bandet skal dog roses for deres meget energiske show.
En okay koncert, som bare ikke ramte mig på samme måde som nogle af de andre koncerter.
Karakter: 2/6

Ferocity (KHS)
Torsdagens tredje band var det lokale "Ferocity", som derfor var på hjemmebane. Bandet spiller brutal og kompromisløs dødsmetal med melodiske elementer. Bandet har lige fået en pladekontrakt med amerikanske "Deepsend Records" med en udgivelse på vej i 2013.
Om det var nyheden om den nye pladekontrakt der medvirkede til bandets høje energi til koncerten vides ikke, men bandet virkede veloplagt foran sit hjemmepublikum. Der var god kontakt til publikum og publikum kvitterede med solid headbanging oppe foran.
"Ferocity" havde taget en solid setliste med og leverede varen. Det var en god dødsmetal koncert, som gik lige i løgposen - som det hører sig til.
En god koncert, som så endte med det minus at bandet blev afbrudt, da de gik over tid, hvilket gjorde at afslutningen blev lidt akavet. Ikke desto mindre var det en god og solid koncert.
Karakter: 4/6

Essence (KHS)
Aftenens fjerde band var de lokale trash metal helte fra "Essence". Bandet blev grundlagt tilbage i 2005 og siden er det gået støt fremad for bandet. De har netop sikret sig internationale kontrakter med "Rock The Nation" (Kreator, Exodus m.fl.) og "NoiseArt Records". Selvom bandet ikke havde spillet koncert siden i sommers, var forventningerne fra publikum selvklart høje ovenpå succesen.
Bandet lagde ud med en stor og fed intro. Der var, som forventet, mødt et godt antal folk op- Og publikum var med, især under numrene "Blood Culture" og "Shades of Black", som vitterligt er crowdpleasere i den gode forstand.
Bandet havde lånt Rasmus "Kalke" Nielsen fra "Caro" som bassist til aftenens koncert. Han klarede det udmærket alt taget i betragtning. Et minus ved aftenens koncert var lyden. Folk rundt omkring mig klagede over at den var ringe. Dette var rigtig ærgerligt da det tog lidt fokus fra koncerten og det, det handler om, nemlig musikken.
"Essence" leverede en solid præstation med et par fejl hist og pist, som sikkert skyldes pausen fra livejobs siden i sommers. Det var solidt og godt, men ikke specielt. Da det ikke var første gang jeg så bandet ved jeg, at de leverer live og har et sangkatalog, der vitterligt er fedt live. Aftenens koncert blev dog ikke den bedste jeg har set med dem, desværre.
Karakter: 3/6


Mercyful Diamond (KHS)
Det danske tribute band fra 2011 "Mercyful Diamond" havde fået æren af runde førstedagen af. Om det var et strategisk værk fra festivalen vides ikke. Men selvsamme dag proklamerede "King Diamond", at han ville være at finde på Copenhell 2013.
Jeg skal blankt erkende, at jeg aldrig på samme måde som mange andre, har dyrket "King Diamond". Jeg var derfor spændt på at se og opleve "Mercyful Diamond", som spiller hvad de selv på Facebook kalder de bedste sange i universet.
Om det var trætheden der meldte sig eller mit manglende kendskab til "King Diamond" ved jeg ikke, men bandet fangede mig ikke rigtigt. Heldigvis kunne jeg så opleve og se, at det gjorde de for mange af de andre fremmødte.
Jeg overhørte et par snakke om, at forsangeren led af ondt i halsen. Det mærkede man til gengæld ikke på hans vokalpræstation, som var fremragende. Jeg ved dog det om "King Diamond", at skal man lave et cover og hyldest band til hans musik, skal man kunne levere noget der minder om samme vokalniveau, ellers er det simpelthen plagiat agtigt. Men det kunne forsanger Michael Bastholm Dahl.
Det var mit klare indtryk, at de fleste fremmødte var glade for "Mercyful Diamond" som afrunding af førstedagen, og nyheden om at kongen vender hjem til Copenhell faldt i god jord hos mange. En måske passende afslutning på en god førstedag af Aalborg Metal Festival.
Karakter: 3,5/6
 

Fredag

Plague of Angels (MetalMorfar)
Så var det tid til dagens første udenlandske navn, Plague of Angels fra England. Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med de unge gutter, men mødet denne fredag startede lidt skidt – de første par numre blev leveret på en ret stiv og uinspireret måde, og det hele tegnede til at blive en fesen affære. Men det skyldtes åbenbart, at bandet lige skulle spille sig varmt, for herefter kom der mere gang i sagerne. Musikerne forblev ret stillestående, men formåede at give deres blanding af Thrash og Metalcore mere indhold. Et godt eksempel var da bassisten fik vist, at det ikke er for sjov, at han spiller på en femstrenget bas. Samtidig var den vekslende vokal med til at gøre numrene mere spændende, og det hele endte med at blive en udmærket koncert. Dem vil der sikkert komme flere af, for bandet har kun et par år på bagen, så de nævnte skønhedspletter kan sagtens fjernes ved hjælp af erfaring
Karakter: 3,5/6

Billy Boy In Poison (KHS)
Fredag havde jeg æren af at anmelde det københavnske death/metalcore band "Billy Boy In Poison", som har taget navnet fra kult filmen "A Clockwork Orange". Mit kendskab til bandet bestod af musikvideon "Contaminated", som mildest talt er sjov. Tjek den ud på youtube.
Fremmødet til koncerten var ikke prangende fra start, men som koncerten gradvist skred frem, kom der flere til. Bandet og især forsanger Steven virkede utrolig veloplagte og lagde hårdt ud. Der var kontakt til publikum fra star,t og Steven forsøgte gentagende gange at mane til mosh pit. Det helt store pit udeblev dog, hvorfor Steven på et tidspunkt fik spurgt, om det ikke var en metal festival publikum var til.
Jeg mener dog ikke man behøver at moshe for at kunne nyde musikken. Det er trods alt den, som det mest af alt handler om. Koncerten var ikke speciel på nogen måde, men bandet leverede et godt og solidt set i den sparsomme tid de havde. Det var en god oplevelse at høre bandet første gang.
Karakter: 3,5/6

Puteraeon (KHS)
Det svenske old-school dødsmetal band "Puteraeon" spillede efter "Billy Boy In Poison". Det var et ukendt land, da jeg aldrig havde hørt om bandet før. Jeg gik derfor ind til koncerten med spænding.
Bandet havde en kort intro, men ellers var det lige på og hårdt. Det var musikken bandet ville vise og ikke dem selv. Musikken var old-school, som bandet selv proklamerer. Det var et par dygtige musikere og især trommeslageren noterede jeg undervejs som ekstra dygtig.
Musikken blev dog en kende monotont i længden og som koncerten nærmede sig sin afslutning fornemmede jeg, at det blev en koncert bandet hev hjem på rutinen. Det var meget rutinepræget og firkantet.
Karakter: 2,5/6

Raunchy (KHS)
Københavnske og rutinerede Raunchy var det næste band på programmet. Bandet blev formet allerede tilbage i 1992 og har siden da bestået, dog med enkelte udskiftninger hist og pist. Bandet blev det første danske band til at blive signet af "Nuclear Blast Records". Anders Bøtter præsenterede bandet som det band, hvis navn "Sort Søndag" lytterne havde sværest ved at udtale, når de ringede ind med ønsker til programmet. Ikke desto mindre er bandet kendt af de danske metalhoveder og forventningerne derfor høje.
Det 6 mands store band er et liveband af kaliber. Det var de også denne aften. Med en intro, der bestod af Haddaways - What is love, som fadede over i en fed begyndelse på koncerten. Der var lagt op til fest fra start.
Bandet havde taget den sædvanlige gode energi med og havde skruet en god setliste sammen, som bød på gamle crowdpleasere som "I Get What I See", "Watch Out", "Warriors" og "The Bash". Disse sange tog især koncerten til et højere niveau da de må regnes for klassikere af bandets fans, som derfor skrålede med på omkvædene. Bandets energi smittede derfor også af på publikum som var med under hele koncerten.
"Raunchy" er et liveband med stort L. De leverer altid og det samme gjorde sig gældende denne aften. Bestemt en af de bedre koncerter på festivalen.
Karakter: 4,5/6

Fear Factory (KEV)
Fear Factory skabte en del røre om sig, da de i 1992 bragede igennem med deres nu 20 år gamle debut, ”Soul of a New Machine”. På det seneste har røren mest omhandlet lineup-skift og den slags. Fear Factory er ikke et band jeg har checket længe, men det kunne der jo laves om på med denne koncert.
Det stod ret hurtigt klart, at musikken bestemt ikke fejlede noget; stortrommerne knitrede ligeså flittigt, som de gjorde da Raymond Herrera tog sig af dem, og Dino’s guitar lød ligeså svulstig og mekanisk som i fordums tid. Det der ikke lød som vanligt var, suk, vokalen… Altså den rene. Den growlende/råbende vokal er måske blevet en anelse tørrere med tiden, men er stadig fin. Den rene vokal var virkelig (VIRKELIG) ikke særlig god. Hvis Burton skulle synge rent, skete ét af følgende scenarier:
1: Man kunne intet høre. Altså, der var ingen vokal.
2: Hans stemme knækkede under for den kraftige anstrengelse… og forsvandt.
3: Han sang pivfalsk. Altså, virkelig falsk… X-Factors værste tilfælde af folk der ikke kender deres begrænsninger, var nærmest bedre end hvad tilfældet her var…
Det var virkelig en sørgelig omgang at lytte på. Hverken ”Edgecrusher”, ”Martyr”, ”Self-Immolation” eller ”Linchpin” kunne ændre ved det faktum, at Fear Factory er ”past their prime”… I hvert fald i en live situation.
Karakter: 2/6

Devin Townsend Project (Rune)
Devin Townsend, en canadisk virtuos komponist, guitarist og sanger, har en baggrund med 20 albums, der differentierer alt fra punk til rock, fra progressiv rock/metal til extreme metal, og blues og ambient. Han fik sit store gennembrud hos Strapping Young Lad, der spillede aktivt fra 1994 til 1999 og 2003 til 2007. Deres stil var tung, brutal og hurtig, hvilket gjorde dem meget populære. Men her er det ikke Strapping Young Lad, der er i fokus. Det er Devin Townsend Project.
Som man venter på frontrække, for at se en af sine egne idoler, kan man mærke hjertet banke hurtigt af ren begejstring. Herved er man også bange for, om man egentlig har stillet for høje krav til, hvilket underholdningsniveau man forventer undervejs koncerten. Hvorimod allerede før bandet overhovedet var gået på scenen, var underholdningsniveauet højt, for med en projektor, der lyste op på scenen med humoristiske billeder og film, sjove internetfænomener, blev man allerede underholdt imens scenen var tom.
Og som ventet kom Devin Townsend og resten af hans projekt på scenen, og startede med at spille Supercrush! fra Addicted albummet, der på kort tid er blevet en klassiker, trods det at albummet kun er 3 år gammelt. Fortsatte med Kingdom, der er en gammel Devin Townsend sang fra Physicist fra 2000 men er blevet gen-indspillet på det nyudgivet album Epicloud. dog endnu mere nostalgisk bliver det med Regulator fra Ocean Machine, fra 1997.
Men alle de små formaliteter til side erklæres der, at legenden præcist lullede publikum ind i en ekstase af ren blasfemisk fascination, for med hans syngen, kan han kun være den eneste tilbage, der er i familie med sirener fra de gamle græske myter. Han sætter folk under en fortryllelse, som han fortsætter videre, fortæller smilfremkaldende jokes, og iværksætter Planet of The Apes, et ti minutters lang udpluk fra albummet Deconstruction. Man kan med lethed også mærke, at sangen har hentet inspirationer fra Meshuggah, og dette er den gudelige skikkelse ikke bange for at tilstå, for blot omkring halvvejs igennem sangen konstateres det lyrisk med: “While we all have lots of bands who influence still…we all rip off Meshuggah!”. Man lægger også mærke til den tunge stil, der spiles på hans Flying V syv strengs guitar, der ligesom alle andre af hans guitarer har et Devin Townsend signatur mærke placeret midt i gribebrættet, lysende i blåt.
Efter et energifyldt lang episk udpluk af en fantastisk fortælling, spilles en sjæler fra det nye Epicloud, Where We Belong, hvor der blev tændt lightere, for hvad ellers skulle man gøre når Devin Townsend befaler det?
Man kan virkelig mærke at Devin Townsend er en erfaren entertainer, og til trods for at det muligvis var punktligt arrangeret til mindste detalje, havde han en enestående evne til at gøre oplevelsen og følelsen, at det er spontant, drømmende og ekstraordinært, og som showet kørte videre med War og Colonial Boy fra Infinity albummet fra 1998, yderligere underholdt; ikke kun af manden med magten, men også af projektoren, der under næste sang, klassiske Vampira, afspillede sangens musikvideo. Det kan jo være et risikabelt spil, for hvis blot man laver småfejl eller spiller enten for hurtigt eller langsomt tempo, kan det hele jo gå ud og være asynkront. Men med bandets yderst talentfulde spil, kørte det hele overbevisende synkront. Næste sang, Lucky Animals, er et bevis på Townsends skøre humor, for med de levende billeder på scenen af dansende dyr samt en person i et gorilla kostume, kan man ikke andet end elske hans personlighed, når han er på scenen. Juular, næstsidste sang på setlisten, en temperamentsfuld sang fra Deconstruction, musikvideo i baggrunden, og som altid, lige meget hvor hen man ser, er der altid underholding i topklasse. Sidste sang på aftenen, Grace fra det nyeste album Epicloud, kom med kunstneriske leveringsevner i særklasse. Storhedsvanvid føles som drømme, der bliver til virkelighed. en sand episk kunstner, der kan sit kram og underholde masserne, med både humor, en smule seriøsitet og musik i verdensklasse.

Ærlig talt kan jeg intet negativt sige om manden, eller hans band, udover at jeg er misundelig på hans virtuose talenter. Men der var få ting der manglede, og dette er blot små hjertetætte ønsker, som alle der kender til hans album Addicted! lyster efter. For ønsket om at den skønne Anneke van Giersbergen også mødte op og sang med på sangene Supercrush, Kingdom og Grace. Men derimod har Devin Townsend selv udfyldt pladsen med pragt, og her fortjener han og hans band, seks ud af seks stjerner for en oplevelse, der helt igennem er memorabilia, noget der er værd at huske, og noget man fortæller sine børnebørn, når de er gamle nok til at høre om de gode gamle dage.
Karakter: 6/6

Lørdag

Caro (MetalMorfar)
Ved sommerens udgave af Day of Decay festivalen hørte jeg for første gang Caro, som dengang imponerede med frisk og fremadstormende Thrash. Derfor så jeg frem til at skulle høre og se de 5 ungersvende igen, og det var jeg ikke ene om; salen var pænt fyldt af lokale supportere, da Caro entrede scenen.
Og så gik det ellers derudaf i velkendt stil, hvor det ikke kun imponerede hvor sikkert numrene blev spillet, men endnu mere hvor meget spilleglæde, der strømmede ud fra scenen. Caro holdt simpelthen en fest, som vi andre fik lov at være en del af – det var stærkt! Samtidig udstrålede bandet stort overskud, ikke mindst til slut: Her byggede man stort op til et Napalm Death - cover for derefter at spille ”You Suffer”, som nok er verdenshistoriens korteste nummer. Det er ikke blot udmærket festivalhumor, men også afslutning på en koncert, der til fulde levede op til mine forventninger og understregede, at det kan betale sig at holde øje med Caro.
Karakter: 4/6

Dyscarnate (Kev)
De engelske unge knejter fra Dyscarnate havde fået 45 minutter til at overbevise om deres egenskaber. Da jeg så dem tidligere på året, var jeg alt andet end imponeret, men der var sgu noget ved deres optræden denne aften, der ramte mig. Bandet er en trio, og det giver jo sine helt naturlige begrænsninger, men det gjorde absolut intet, for Dyscarnate gik uimponeret til værks og serverede en af de fem bedste koncerter på dette års festival. Stramt death metal med dobbelt-vokal, god lyd og fed attitude på scenen.
Jeg kender ingen af numrene, men fik da vækket min interesse, da bandet fremstod engagerede og leverede varen til det publikum, der dog nok senere på aftenen skulle få stillet deres døds-tørst.
Karakter: 4/6

Dawn of Demise (Kev)
Det er efterhånden en rum tid siden jeg sidst så Dawn of Demise. I mellemtiden har de skiftet trommeslager og har smidt et album på gaden, så der var flere ting på spil denne eftermiddag.
Simon, den nye trommeslager, er bestemt et bekendtskab værdigt. Jeg synes han fik spillet de gamle numre på en måde, således at man ikke manglede nogle af de fede detaljer, men han fik også sat sit eget præg på dem. Mere end godkendt!
Setlisten blandede på meget fornuftig vis det gamle med det nye, og selvom man altid mangler et enkelt nummer eller to, var undertegnede godt tilfreds. Det var dog fedt, at de lagde ud med ”Extinction Seems Imminent”… overraskende at de også sluttede med ”Beyond Murder.
Som altid var Scott god for en håndfuld guldkorn og en bar mave. Det bliver aldrig kedeligt, og Dawn of Demise er stadigt et særdeles vitalt liveband med godt styr på at please deres fans. De har endnu ikke skuffet mig live!
Karakter: 4,5/6

Saturnus (KHS)
Det danske doom-metal band "Saturnus" var måske den mest alternative, men omend gode booking fra festivalens side i år. På en dag der ellers osede af brutalitet i form af trash og død, var det et skønt pust med doom halvvejs inde i dagen. Og muligvis et sats fra festivalens side. Men en ros skal der lyde for at booke et band fra en nichegenre iblandt trash og dødsmetal bølgen herhjemme.
"Saturnus" fejrer i år 20 års jubilæum, og udgiver samtidigt til december deres kun 4 udgivelse. Dette endda med et nyt line-up. Det var derfor spændende, at se hvordan et doom-band ville begå sig på en festival med masser af brutal metal.
Lad det være sagt med det samme: "Saturnus" koncerten blev et af festivalens absolutte højdepunkter for undertegnede. Genren fanger mig som ingen anden. Det kan være nok så rart at headbange, men "Saturnus" giver metalmusikken et liv, som sjældent opleves. Bandet skaber enorme lydbilleder og dybe stemninger. Forsanger Thomas A.G. Jensen sagde i et interview til Sort Søndag tidligere på dagen, at en god koncert for dem var, hvor publikum gik ind i musikken, ind i en trancelignende tilstand. Og netop muligheden for dette formåede bandet at skabe denne dag.
Flere gange stod undertegnede med lukkede øjne og oplevede det enorme, spændende og melodiske lydunivers, som "Saturnus" leverede. På en dag, som ellers var fyldt med trash, død og grindcore var det intet mindre end fantastisk at kunne læne sig tilbage og forsvinde ind i en anden verden for en lille times tid.
En storslået og stemningsfyldt koncert med dystre elementer. En times stemningspræget doom på en ellers aggressiv og brutal dag faldt i intet mindre end god jord.
Karakter: 5/6

Rotten Sound (Kev)
Finske Rotten Sound var et af de bands jeg havde set mest frem til, da deres crustede grindcore går lige i mine lunger!
Rotten Sound spillede i godt en time og fik serveret rigtig mange frontalangreb på publikum, der dog i starten virkede en kende ”døde”. Som koncerten skred frem fik de dog blod på tanden, og et lille circlepit kom på benene. Det var måske en smule svært at skelne numrene fra hinanden, da de tit kom i klaser på to eller tre. Dog fejlede energien absolut intet, og selvom guitaren på et tidspunkt ville være lidt på tværs, kan det ikke ødelægge eller pille ved, at Rotten Sound spillede et brag af en koncert – Det var i hvert fald ikke til at mærke, at det var fire måneder siden, de sidst havde spillet et show.
Denne koncert lover godt for det album, der meget gerne snart må komme!
Karakter: 4,5/6

Decapitated (Kev)
Dette er anden gang på godt et halvt år, at jeg skal se Decapitated live. Det band der har været så meget skidt igennem. Denne gang med en ny trommeslager og bassist i forhold til april måned i Århus.
Jeg er en af dem der klart foretrækker Decapitateds gamle materiale, og jeg må indrømme at jeg måske var en anelse skuffet over denne koncert. De spillede godt nok ”Spheres of Madness” og ”Day 69” men det virkede bare ikke helt til, at det hang sammen for dem denne aften. Jeg synes at guitaristen havde meget travlt med at spille nogle lange leads, der ikke gjorde noget godt for bandet. Vist er de dygtige og alt det der jazz, men jeg synes sgu det virkede til at de trådte vande i alt for lang tid, fra tid til anden.
Jeg er dog tilbøjelig til at tage i mente, at Decapitated er et class-act, og at deres næste album nok skal dræbe. Denne koncert var bare en anelse under par.
Karakter: 3/6

Gojira (Kev)
Ingen tvivl om at Gojira er det første band på Aalborg Metal Festival i mange år, der for alvor har gjort krav på tronen som ”headliner”, og er sluppet bedst fra det. Alt ved denne koncert blev leveret med en sådan professionalisme, at alle folk der kiggede på, har fået fuld valuta for deres penge. Udover det, var frontmand Joe Duplantier virkelig i sit es, så der var en del interaktion mellem band og publikum.
Gojira har efterhånden et stort bagkatalog at plukke af, og jeg er sikker på, at de numre der blev leveret denne aften tilfredsstillede langt de fleste, om end man godt kunne have brugt nogle flere/andre numre… Den vante sang, når et band har lavet mere end to plader.
Denne aften blev der budt på blandt andet: ”Vacuity”, ”Heaviest Matter of the Universe”, ”Backbone” og ”L’enfant Sauvage”, og de blev leveret med en energi der sjældent er set. Her tager Mario bag kedlerne altså præmien – Hold da kæft en magtdemonstration!
Når alt er sagt, så leverede Gojira det, der bliver forventet af et headlinerband og jeg tvivler på, at nogen i salen manglede noget i engagement, tekniske kundskaber og igen – professionalisme. Ligeledes er presset nu lagt på næste års headliner(e)… (host*MardukSylosis*host)
Karakter: 5/6

 

Alt i alt var dette års festival en succes, og man mærkede næsten ikke fraværet af de først-udnævnte headlinere, Marduk. Men når alt er sagt, så kunne det være sjovt at tænke i, hvordan festivalen kunne have artet sig, hvis ikke Marduk, Melechesh og især Sylosis havde aflyst…
Hvorom alting er, så var vi nogle glade metalhoveder, der lagde hovedet på puden lørdag nat – Tak for i år…. Ses helt klart næste år!!!

 

Artiklen er skrevet af: Kev, KHS, MetalMorfar og Rune

 

  • AaMF2012_6
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AaMF2012_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AaMF2012_11
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed