fbpx

Pain - Coming Home

Nye udgivelser som Peter Tägtgren har haft fingre i, er der mange af; hvis han ikke producerer for andre kunstnere, har han sine egne musikalske projekter Pain, Hypocrisy og Lindemann, og nu er der nyt fra førstnævnte. ”Coming Home” er det første Pain-album siden 2011-udspillet ”You Only Live Twice”.

Pain har fra starten været Tägtgrens legeplads for Industrial Metal, og den position indtager projektet stadigvæk. Vanen tro tager musikken udgangspunkt Melodisk Metal med masser af keyboards og letfordøjelige melodier, men det hele er tunet: først og fremmest med ret markante guitarer, dernæst via diverse synth-lyde, som begge giver musikken kant.

At Tägtgren har styr på at kombinere de forskellige elementer, viser han fra starten: Den første del af albummet har frisk tempo, hvor ”Pain In The Ass” viser sig en tand mere aggressiv end de udmærkede ”Designed To Piss You Off” og ”Call Me”.

Albummets anden del følger stilmæssigt fint med, men skæmmes af et par kedelige svipsere; både ”Absinthe Phoenix Rising” og ”Starseed” er uvedkommende og halvhjertede numre. Men de er heldigvis alene om at komme i dén kategori, for som helhed fungerer tingene godt for Pain. Så når Tägtgren i det eftertænksomme titelnummer synger om at være kreativ og komme hjem, virker det ærligt – på dette album virker det som om han føler sig godt hjemme i Pain.

Tracklist:
1. Designed To Piss You Off
2. Call Me
3. A Wannabe
4. Pain In The Ass
5. Black Knight Satellite
6. Coming Home
7. Absinthe Phoenix Rising
8. Final Crusade
9. Natural Born Idiot
10. Starseed
Samlet spilletid: 41:23

 

Læs mere...

American Head Charge - Tango Umbrella

American Head Charge har ført en lidt omskiftelig tilværelse: Bandet startede I 1997, men ti år senere besluttede medlemmerne at gå hver til sit. Uoverensstemmelserne var dog ikke værre, end at bandet blev gendannet i noget nær original besætning i 2011. Siden har de udgivet singler og EP’er, og via crowdfunding har de finansieret indspilningen af "Tango Umbrella”, som er bandets fjerde album.

Jeg kendte intet til AHC inden dette album, så jeg må droppe referencer til tidligere udgivelser. På den foreliggende skive er stilen Metal med indbyggede elementer fra både Industrial- og Goth Metal. Det billede underbygges af vokalen, som med sin lidt klagende natur ligger et sted mellem Marilyn Manson og Jonathan Davis.

Musikalsk er AHC klart bedst når de skruer bissen på: Åbningsnummeret ”Let All The World Believe” er dejligt aggressivt, det efterfølgende ”Drowning Under Everything” har et meget iørefaldende omkvæd, mens ”Perfectionist” både har voldsomme og mere rolige passager.

De resterende numre indeholder de nævnte elementer i større eller mindre grad, men ingen af dem formår at markere sig så stærkt som åbningsnumrene. En enkelt undtagelse er der dog i ”A King Among Men”, som med sit stille klaver og flotte vokalarrangementer adskiller sig meget fra resten af numrene og mere ligner 10CC end Manson.

Alt i alt placerer ”Tango Umbrella” sig et sted i midterfeltet, for mens de nævnte eksempler klarer sig fint, mangler jeg generelt noget gennemslagskraft – albummet virker ikke helhjertet.

Tracklist:
01. Let All The World Believe
02. Drowning Under Everything
03. Perfectionist
04. Sacred
05. I Will Have My Day
06. A King Among Men
07. Suffer Elegantly
08. Antidote
09. Prolific Catastrophe
10. Down And Depraved
Samlet spilletid: 53:27

 

Læs mere...

Filter - Crazy Eyes

Til trods for deres efterhånden over 20 år lange karriere, er amerikanske Filter stadig et forholdsvis ukendt navn for mange på denne side af Atlanten. Bandet blev dannet tilbage i 1993 af frontmand Richard Patrick, der forlod Nine Inch Nails som guitarist, for at starte sit eget og det var vel egentlig først rigtig med pladen ”Title Of Record” fra 1999, at bandet fik en god fanbase herhjemme.

Selv kom jeg med på vognen for godt 10 år siden og har været ganske stor Filter fan lige siden. Jeg har dog savnet et solidt udspil fra bandet en del år, så jeg var både spændt og lidt nervøs, da jeg fik ”Crazy Eyes” ind i min inbox. Heldigvis blev jeg ikke skuffet! ”Crazy Eyes” er en aggressiv, hårdtpumpet og intens plade fra første skæring, ”Mother E”. Jeg er stadig – og har altid været – vild med Richard Patricks vokal, der absolut kun synes at være blevet stærkere med årene. Der er næsten ingen som ham, der både kan rumme så meget vrede og noget der er så ægte og samtidig oser af sex og rock ’n’ roll. Skæring nummer to er singleforløberen ”Nothing In My Hands”, der virkelig er et klassisk Filter nummer! Masser af lækre riffs og et melodisk omkvæd, der uden tvivl gør det her nummer til en publikumsfavorit når der skal spilles live. ”Pride Flag” følger trop med flere fede guitarsoli og et mere melodisk og rocket udtryk. ”City Of Blinding Riots” er en noget mere klassisk industrial inspireret sag, der sender mig tilbage til start 00’ernes Nine Inch Nails plader. Det er en mur af lyde og effekter der rammer en, og selvom det er en smule rodet, kan jeg enormt godt lide det. Lidt i samme stil finder vi ”Welcome To the Suck (Destiny Not Luck)”, der rejser sig langsomt til lyden af violiner og Patrick dragende vokal, der er fantastisk som den står her, næsten nøgen og uden alt for meget lir. Bevares, jeg elsker den også mest guitar og smadder, men der er en enorm styrke i, at turde være så blottet som han er her. Det er svært at begrænse mig til et par enkelte gode numre, der fortjener at blive nævnt. For der er virkelig mange fede numre på det her udspil! Også ”Tremors” og ”Kid Blue From the Short Bus, Drunk Bunk” fra albummets sidste del, er klart blandt de bedste. Til gengæld synes jeg at andet singleudspil ”Take Me To Heaven” er et af pladens svageste numre. Uden det decideret er dårligt, det virker bare en smule forceret og knap så gennemtænkt som resten af pladen.

”Crazy Eyes” er absolut et fedt album! Selvom jeg ind imellem godt kunne have tænkt mig en anelse mere variation, så er jeg generelt virkelig tilfreds og glad for den her skive. For den er på alle måder virkelig velproduceret og velspillet, og der mangler absolut ikke potentielle hits. Filter kommer endelig til danmark til sommer, når de spiller sammen med Combichrist i Amager Bio den 12. juni. Og undertegnede glæder sig som et lille barn til endelig at opleve Richard Patricks industrial monster live!

Track list:
1. Mother E
2. Nothing In My Hands
3. Pride Flag
4. City Of Blinding Riots
5. Take Me To Heaven
6. Welcome To The Suck (Destiny Not Luck)
7. Head Of Fire
8. Tremors
9. Kid Blue From the Short Bus, Drunk Bunk
10. Your Bullets
11. Under The Tongue
12. (Can’t She See) Head Of Fire Part 2

Samlet spilletid: 52:00

 

Læs mere...

Surgical Meth Machine - Surgical Meth Machine

I min ungdom var jeg af den fejlagtige opfattelse, at synthesizere og andet elektronisk isenkram kun kunne bruges til Dance-relateret musik, som ikke er for rigtige mænd. Men dengang kendte jeg intet til Al Jourgensen eller hans mange aktiviteter i den industrielle ende af Metal, hvor Ministry er det mest kendte. Nu lancerer han så projektet Surgical Meth Machine sammen med Sam D’Ambruoso.

Her bliver der vendt op og ned på mine gamle forestillinger, for via samples, synthdrums, forvrængede guitarer, elektroniske lyde og hamrende rytmer bliver der i de første numre uddelt veritable lussinger. Helheden er ekstremt AGGRESSIV, og under gennemlytning er det lige før man får åndenød; man bliver mødt af utallige indtryk, der skærer som skarpe knive. Resultatet minder en del om The Berzerker, og virker rigtig godt.

Herefter bliver der skruet en smule ned for aggressiviteten, men ingredienserne er de samme. I ”Rich People Problems” får Jourgensen hjælp af bølle-agtige kor, og i ”Unlistenable” får forskellige bands drøje hug tilsat forvrængning og diverse effekter.

Denne leg med effekter tager overhånd i nogle numre, og disse ender desværre mest som elektronisk legestue; der er godt med tempo, men det fænger ikke rigtigt. Alligevel er de positive elementer klart i overtal, og selv om han ikke holder det vilde niveau fra startnumrene, sætter Al Jourgensen en klar streg under, at titlen på slutnummeret er misvisende; manden er alt andet end usynlig!

Tracklist:
1. I'm Sensitive
2. Tragic ALert
3. I Want More
4. Rich People Problems
5. I Don't Wanna
6. Smash and Grab
7. Unlistenable
8. Gates of Steel
9. Spudnik
10. Just Go Home
11. Just Keep Going
12. I'm Invisible
Samlet spilletid: 48:08

 

Læs mere...

Fear Factory - Genexus

Indrømmet, jeg har aldrig rigtig dyrket industrial metal-scenen overhovedet, men da Fear Factory i 1995 udgav det lille mesterværk ”Demanufacture” var jeg solgt, og har lige siden været hooked på alt, hvad der rører sig, når det kommer til bandets udgivelser. Det er vel kun ”Transgression” fra 2005, som i mine øjne nærmer sig betegnelsen ”dårlig”.

Nuvel, vi skal til sagens kerne, for bandets nye album ”Genexus” er på hylderne. Musikken er umiskendeligt Fear Factory som vi kender det med deres tighte og maskinelle tilgang til musikken, hvor vokalen som altid bliver varieret af Burton C. Bell fra growlen/skrålen til den noget mere melodiske og pæne vokal i de melodiske passager, og det fungerer upåklageligt. Mine klare favoritter er ”Soulhacker”, ”Protomech” samt titelnummeret ”Genexus”, som efter min bedste overbevisning viser bandet fra deres bedste side. Generelt er det en fed skive, og bestemt hvad man kan forvente af Fear Factory. Med det sagt synes jeg alligevel, at dette album er lidt under det høje niveau på plader som ”Demanufacture”, ”Archetype” eller ”Mechanize”, og de prøver absolut ikke at opfinde noget nyt i Fear Factory-regi, men jeg har altid været en sucker for deres fede og tighte stil som kun Fear Factory kan lave!

Som sagt er det ikke deres bedste skive, men pyt med det. Det holder langt hen ad vejen, og der er ikke nogen, der lyder som Fear Factory. Og respekt for det, at man stadig efter 25 år på scenen kan levere varen og vise, hvordan industrial metal skal skæres, og samtidig have sådan en selvstændig lyd. Så er du fan af bandet, er ”Genexus” et sikkert køb, hvor du får alt hvad du plejer at få – super tight og velspillet industrial metal.

Tracklist:
1. Autonomous Combat System 5:28
2. Anodized 4:47
3. Dielectric 4:19
4. Soul Hacker 3:12
5. Protomech 4:56
6. Genexus 4:48
7. Church Of Execution 3:21
8. Regenerate 4:02
9. Battle For Utopia 4:14
10. Expiration Date 8:48
Samlet spilletid: 48:01

 

Læs mere...

Blut Aus Nord / P.H.O.B.O.S. - Triunity

Jeg har efterhånden fulgt Blut Aus Nord i en del år, hvor bandet har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling; fra irriterende fejlskud har den franske duo efterhånden arbejdet sig op til at være en størrelse, jeg ser frem til nyt fra. Denne gang har de slået sig sammen med enmandsbandet P.H.O.B.O.S. til en split, som er delt meget nøjagtigt: 3 numre til hver, med næsten samme spilletid til rådighed.

Blut Aus Nord lægger for, og det sker med 3 numre, hvor fokus er mere på stemning end på metallisk kant. Åbningsnummeret bygger meget langsomt op, for at skifte karakter så snart vokalen sætter ind – så går nummeret fra at være smådrømmende til direkte uhyggeligt; virkelig en fed effekt. ”Hûbris” viser mere tyngde, men samme langsomme fremdrift; det hele rundes af med en meget lækker guitarsolo med flot melodi. Det finder man også i slutnummeret, som ellers domineres af vokalens skræmmende facon. Samlet set holder Blut Aus Nord niveauet fra deres seneste udspil, og bedømt alene ville bandets bidrag lige netop kunne hive sig op på 4 stjerner.

P.H.O.B.O.S.følger op med 3 numre, som også satser på stemning, men her er det en meget mere mekanisk, maskinel og umenneskelig atmosfære, der frembringes. Den skabes via forvrænget vokal og rundhåndet brug af synths, som dominerer lydbilledet. Rytmisk sker der ikke så meget, for numrene bankes frem i moderat tempo uden den store variation. Det er akilleshælen for bandet, for musikken mangler spænding. Derfor bliver karaktererne ikke delt så ligeligt som spilletiden, så bedømt alene ville P.H.O.B.O.S. kun få 2 af dem med spidse takker.

Tracklist:
01: Blut Aus Nord - De Librio Arbitrio
02: Blut Aus Nord - Hûbris
03: Blut Aus Nord - Némeinn
04: P.H.O.B.O.S. - Glowing Phosphoros
05: P.H.O.B.O.S. - Transfixed At Golgotha
06: P.H.O.B.O.S. - Ahrimanic Impulse Victory
Samlet spilletid: 40:35

Læs mere...

Nine Inch Nails, Cold Cave

Tirsdag aften var Nine Inch Nails aften i København. Trent Reznor og hans ensemble gæstede Forum, der diskede op med en langt fra udsolgt koncert. Med sig havde den elektroniske mørkemand bragt den amerikanske synth/pop ”duo” Cold Cave, der havde fået fornøjelsen af at opvarme de fremmødte.

 

 

Cold Cave

Meget kan sikkert siges om Cold Cave, men denne aften var der ikke specielt meget positivt at sige. Cold Cave har eksisteret siden 2007 og selvom der reelt står synth/pop på genren, er vi nok nærmere moderne new wave ala The Cure uden andre instrumenter end electronics. Scenen i Forum virkede som en ørken, hvor grundlægger Wesley Eisold, stod som en prik i horisonten og holdte en fest med sig selv. Publikum deltog sparsomt i festen, men det virkede heller ikke rigtig som om vi var inviterede. Lyden var hverken skidt eller fantastisk, men når der ikke er meget andet end vokal og electronics, skal det jo også bare balancere. Det gjorde det og uden dybere kendskab til Cold Cave, mener jeg, at publikum bl.a. fik serveret numre som ”Confetti” og ”A little Death To Laugh”, inden de 40 minutter i ørkenen var gået og baggrundsstøjen for folks samtaler forsvandt. 

 

Det er muligvis en lidt hård og kontant analyse, men Cold Cave formåede på intet tidspunkt at komme ud over scenen eller involvere publikum, der størstedelen af koncerten ente med at stå som passiv tilskuer til Eisolds noget uinteressante dansen på scenen. Momentvist var der interessante elementer, men generelt var det en kedelig og ligegyldig opvarmning. 3 ud af 6.

 

Nine Inch Nails

Reznor og NIN har efterhånden huseret siden 1988, udgivet et hav af materiale og gæstet det meste af verden. Sidste NIN gæstede Danmark var i 2009 på Roskilde Festival hvor der blev givet et brag af en afskedskoncert. Sidenhen blev de lange negle genoplivet og i 2013 kom albummet Hesitation Marks. Et album der bragte Nine Inch Nails til Danmark igen. Lad det være sagt med det samme, understreget og skrevet med fed, aftenens lyd og lysshow var perfekt! Med tydelige problemer med at få udsolgt koncerten, kunne man frygte at de halvforfærdelige rammer i Forum ville ødelægge den fine lyd i de præsenterede kompositioner. Men nej. Lyden stod skarp og tilgængelig. Lysshowet er en helt anden historie. Fantastisk er ikke dækkende for hvor fedt det var. Om det så var i form at spots, baggrundsvisuals eller røg. Det hele gik op i en højere enhed og i så merkant en grad, at jeg sjældent har set lignende. 

 

Alle sekundære faktorer for en god koncert var altså på plads. Performancemæssigt stod bandet stærkt, men specielt frontmanden Reznor virkede lidt træt eller muligvis uinteresseret. Det blev ikke til meget interaktion og med udtalelser som ”You guys are alright”, var der ingen tvivl om at Reznor ikke var helt tilfreds. Men publikum var heller ikke helt med på beatet, muligvis fordi det var tirsdag og muligvis fordi Reznor og co. havde valgt en setlist, hvor op til flere interessante/uinteressante skæringer havde fået plads – alt efter perspektiv. Der blev ellers lagt hårdt ud med den nye ”Copy Of A”, der blev leveret insisterende og fedt. Nummeret fungerede live såvel som størstedelen af de andre nye numre der blev spillet. ”The Begining Of The End”, ”March Of Pigs”, ”Reptile” og ”Survivalism” fulgte godt efter og startede vel egentlig den fest der var forventet. Herefter fulgte 4-5 numre, der sandsynligvis skiller publikum betragteligt.  ”Sanctified” fra Pretty Hate Machine, ”The Warning” fra Year Zero og ”All time Low” fra Hesitation Marks” er guf for inkarnerede fans, men sandsynligvis det modsatte for den mere moderate fan. Forum gik lidt i stå under disse numre. Energien forsvandt og den irriterende småvislende støj af folk, der står og snakker spredte sig. Jeg må erkende at jeg klappede i hænderne som en lille dreng, men retrospektivt er det tydeligt at det satte en stopper for festen. Festen blev lidt senere kickstartet igen af energiske numre som ”The Hand That Feeds”, ”Head Like A Hole”, ”Closer” og flot afsluttet med ”Hurt”. En voldsom afslutning. 

 

Personligt havde jeg gerne set flere numre fra The Fragile. Det blev til ”The Day The Whole World Went Away” men så heller ikke mere. Ingen ”The Frail” fulgt op af ”The Wretched”. Ingen ”We’re In This Together Now” og heller ingen “Just Like You Imagined”. Ses setlisten i relation til den setlist Nine Inch Nails levered i Oslo i mandags, henvendte aftenens setlist sig langt højere grad til inkarnerede fans. Det var fedt for os (inkarnerede fans), sandsynligvis knapt så fedt for alle andre. Subjektivt var det en fantastisk koncert. Objektivt kunne det godt have været bedre – men hold da kæft et lysshow! 4,5 ud af 6. 

 

  • Nine Inch Nails_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Nine Inch Nails_8
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Nine Inch Nails_9
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder her!

Læs mere...

Prong - Groove metal med amerikanske rødder

Den 18. april gæster det legendariske band Prong Vega i København. Det er en koncert man godt kan unde sig selv at tage med til. Flere prominente navne, bl.a. Jonathan Davids (Korn) og Trent Reznor (Nine Inch Nails) peger på Prong som et af de bands, der har haft stor indflydelse på deres musikalske karriere. Men hvorfor stole på andres ord. Lad os i stedet tage en tur ned at memorylane og se ned i kassen navngivet "Prong". 

 

Prong er en amerikansk 80'er opfindelse. Bandet blev dannet i 1986 af forsanger og guitarist Tommy Victor og bassist Mike Kirkland. Begge arbejdede for CBGB, der var et spillested med fokus på punk rock, hardcore, bluegras og blues. Kort efter formationen blev trommeslager Ted Parsons del af bandet, hvorved første udgave af Prong var en realitet. I 1987 udgav bandet deres første Ep, Primitive Origins, der bestod af 8 forskellige numre. Størstedelen værende forholdsvist korte hardcore punk numre. Allerede året efter udgav Prong deres første fuldlængde album, Force Fed. I Danmark blev albummet udgivet via Southern Recoreds, som stod for distributionen i hele Europa. Lyden var stadig brutal hardcore punk og der gik ikke lang tid før Epic Records fik øjnene op for trioen. i 1989 signede Prong med førnævnte pladeselskab og udgav året efter deres andet album, Beg To Differ. Allerede på bandets anden fuldlængde udgivelse havde lyden ændret sig markant. Der var stadig spor af hardcore, især vokalmæssigt, men ellers lænede bandet sig langt mere mod heavy metal og thrash. 

 

 

Året efter udgivelsen af Beg To Differ forlod Mike Kirkland bandet og blev erstattet af Troy Gregory, der blandt andet har spillet i Crime & City Solutions, Flotsam And Jetsam og Killing Joke. I forlængelse af tilkomsten af Gregory udgav bandet i 1992 deres fjerde udgivelse - Prove You Wrong. Et album hvor bandet i langt højere grad eksperimenterede med deres lyd. Det betød blandt andet, at bandet begyndte at bruge langt flere elektroniske samples i deres musik. Albummet opnåede ganske fine anmeldelser. Gregory holdte ikke længe i Prong og allerede i 1994, forlod han og blev erstattet af Paul Raven og samtidig kom John Bechdel til på keyboard. Begge havde tidligere spillet i Killing Joke. Med de to nye medlemmer kom også en tydelig industriel indflydelse, som klart var at høre på bandets femte og måske mest kendte udgivelse, Cleansing, der udkom i 1994. Med albummet kom også en stribe af svedige numre, af de mest kendte, "Whos Fist Is This Anyway", "Snap Your Fingers, Snap Your Neck" og "Broken Peace". For at promovere bandet, kastede Prong sig ud i tour hvor de blandt andet spillede Support for Sepulture på deres Chaos A. D. tour og for Pantera på deres Far Beyond Driven tour.

 

 

i 1996 var bandet parat med opfølgeren til Cleansing - Rude Awakening. Prongs 6. udgivelse belv ikke den succes som hverken bandet eller Epic Records havde håbet på. Det medførte, at bandet, kun fire uger efter udgivelsen, blev opsagt fra deres kontrakt. I forlængelse heraf faldt bandet fuldstændigt fra hinanden, til trods for at bandet skulle have været på tour med Type O Negative. Victor startede siden hen som guitarist for Danzig, mens Raven og Parsons blev del af Godflesh. 

Herefter skulle der gå fire år før Victor besluttede sig for at gendanne Prong. Denne gang sammen med bassist Brian Perry, trommeslager Dan Laudo og guitarist Monte Pittman. Sidst nævnte nok bedst kendt for at have spillet guitar for Madonna. Efter at have touret i 2 år og udgivet livealbummet 100% Live, gik den nye version af Prong i studiet og indspillede Scorpio Rising. Et album der blev modtaget med blandede anmeldelser. Meget lang historie kort, endte det med at bandet igen i 2006 gik fra hinanden. 

Men Victor var stadig ikke parat til at lægge Prong i graven og i 2007 postede Prong på deres Myspace side, at de var igang med nye indspilninger. I oktober kom så bandets nyeste skud, Power Of The Damager. Albummet havde stadig Pittman på bas, mens Aaron Rossi kom til på trommer og Al Jürgensen tog sig af keyboards. Power Of The Damager viste Prong gå lidt tilbage til rødderne, da der i højere grad er fokus på et mix af groove, thrash og heavy metal.

 

 

Sidenhen er det blevet til to udgivelser. Carved Into Stone fra 2012 og Ruining Lives der forhåbentligt udkommer inden længe. Seneste rygter siger slut april. For lige at vende Carved Into Stone, gik albummet hen og blev ganske godt modtaget af kritikkerne hvilket også medførte en længere tour for bandet. Nu er bandet altså på tour igen og til at opleve på fredag, hvor Victor og det nuværende lineup bestående af bassist Tony Campus (der også står med bassen hos Soulfly) og trommeslager Alexei Rodriquez, der også spiller trommer for 3 Inches Of Blood og Walls Of Jericho. Det er altså et ganske kompetent lineup publikum får fornøjelsen af at opleve.

 

Læs mere...

Nine Inch Nails vælter Forum d. 13. Maj

  • Udgivet i Nyheder

Ja for fanden! Nine Inch Nails rammer lille Danmark d. 14. maj 2014. Sidst NIN spillede i Danmark var på Roskilde Festival i 2009 hvor bandet lagde publikum ned, med en fantastisk koncert på Orange kl. røv om natten. Til næste år kommer de så tilbage til Danmark med 2013 udgivelsen Hesitation Marks (læs anmeldelse af albummet her). Det koster 495 kr. og billetter kan købes fra d. 29. november.

 

Det er 100 % sikker at Revolution Music dækker koncerten og vi håber, at det bliver sammen med en masse af vores læsere! Vi ses til en god fest med Reznor & co. 

 

 

Læs mere...

Skindred, Crossfaith

Så er Skindred tilbage i byen! Min første oplevelse med bandet var i Vega tilbage i november 2008. Siden da har jeg set og anmeldt bandet på Loppen i 2009 (læs anmeldelsen her), på VoxHall som opvarmning til Anthrax i 2011 og på Wacken samme år. Men nu, ca. 4½ år siden sidste gang, er det endelig blevet Københavns tur til at opleve den walisiske reggaemetal gruppe give den gas – og det blev da også en glimrende fest. Jeg missede desværre det første opvarmningsband, men jeg nåede heldigvis ind i tide til det næste band; Crossfaith.

 

Crossfaith
Crossfaith, eller ”クロスフェイス”, er et japansk band fra Osaka dannet i 2006. De har altid skrevet deres musik med engelske tekster (noget knap så mange japanske bands dyrker), da de anser dem selv for værende meget vestlige i deres udtryk. De har udgivet 3 albums og 2 EP’er. Musikalsk er vi ude i en blanding mellem metalcore, electro, dubstep og en smule industrial – forestil dig SlipKnoT og The Prodigy smasket sammen. Deres første udgivelse var EP’en ”Blueprint Of Reconstruction” fra 2008. Allerede året udkom debutalbummet ”The Artificial Theory For The Dramatic Beauty” der også indeholdte de 3 numre fra den tidligere EP. Deres næste album ”The Dream, The Space” er fra 2011, og den seneste CD ”Apocalyze” er kun et par måneder gammel.

 

Hvor mange japanske bands kender du sådan umiddelbart lige til? For mig er Crossfaith faktisk et af de eneste, og hvis de ikke havde opvarmet lige i aften havde jeg nok aldrig opdaget dem – og det ville have været en skam, for hold nu kæft hvor var de fede! Klokken er omkring 22:30 da de 5 japanere endelig smutter på scenen (opvarmningsbandet gik af ca. 21:45). Vi befinder os i aften i Pumpehusets lille sal, og der er på nuværende tidspunkt kun lige omkring halvt fyldt – muligvis en smule mindre. Utålmodigheden som prægede mit eget medbragte selskab blev da også gemt godt væk så snart Crossfaith satte fod på scenen. Fra første sang, nej fra første strofe, var festen i gang oppe foran scenen, og snart bredte den sig til resten af Pumpehuset. Med deres fusion af metalcore og electro er det også en sikker vinder, og der gik heller ikke lang tid inden jeg meldte mig blandt de forreste rækker – og så festede vi ellers i knap ½ time.

 

Da det var mit første møde med bandet skal jeg ikke kunne udtale om sangenes navne, men det var heller ikke noget bandet kom ind på. Faktisk talte de ikke særlig meget, men de havde alle det store smil på og et vanvittigt fysisk engagement. Forsangeren gjorde hvad han kunne for at nå ud til os ved konstant opfordre til hop, circlepit og et par wall of deaths (hvoraf den første gik pænt skidt, må jeg desværre indrømme), og det var også en sand fornøjelse at opleve manden bag keyboardet skiftevist headbange, hamre løs på pianoet og derefter at skynde sig hen til mikrofonen (der stod bag ham) for at skråle med – en enkelt gang tog han også en tur ud til publikum. Lydmæssigt har Pumpehusets lille sal altid været en blandet fornøjelse, i hvert fald for undertegnede. I aften var det ikke den bedste lyd, men absolut godkendt og under alle omstændigheder var det ikke fordi de små detaljer var vigtige i det større lydbillede – man kunne høre hvad man skulle høre, så at sige.

 

Desværre var det alt for hurtigt slut. Det er sjældent jeg oplever et opvarmningsband jeg gerne så spille længere, men i dette tilfælde ville det virkelig have været fedt. Også kan jeg kun forestille mig hvordan det ville have været hvis lyden havde været perfekt, spillestedet var pakket til randen og hvis arrangementet havde foregået i en weekend. 4½ stjerne til Crossfaith for en suveræn opvarmning – jeg var på dette tidspunkt i tvivl om Skindred kunne leve op til deres egen opvarmning.

 

Skindred

Efter Benji Webbes tidligere projekt, Dub War, døde ud startede han Skindred sammen med 2 medlemmer fra Dub War. Det var i Wales i 1998. I 2002 udkom debutalbummet ”Babylon” der bl.a. indeholder bandets største hit ”Nobody” og andre kendte sange som f.eks. ”Pressure” og ”Selector”. Det var også samme år de 2 andre medlemmer fra Dub War meldte sig ud af bandet. Samme år fik Skindred fyldt de manglende pladser ud igen, og sidenhen har der ikke været nogen udskiftninger i besætningen. Der skulle da også gå hele 5 år før deres næste album ”Roots Rock Riot” kom på gaden. Af kendte sange herfra kan nævnes ”Trouble”, ”Rat Race” og titelsangen. Derfra gik det stærkt, for allerede 2 år senere udkom ”Shark Bites And Dog Fights”, og endnu 2 år senere så ”Union Black” dagens lys. Skindred nyeste album skulle være på gaden i 2014 og hedder ”Kill The Power”.

 

Det er blevet ganske sent før Skindred endelig viser sig i form af den storslåede, og superfjollede, ”20th Century Fox Theme/Imperial March” leveret i aften i selskab med et catchy hiphop beat. Sidste mand ude er naturligvis forsangeren, men så springer vi også direkte ud i den nye sang ”Ninja” – en sang knap så mange kender til, men den har også kun været ude i et par måneder. Lyden har ikke forandret sig meget siden Crossfaith. Det er svært at sætte en finger på hvad der ikke fungerer, men jeg har igennem hele koncerten hele tiden en følelse af at det hele kunne lyde bedre – men det er jo også positivt på sin vis, for det betyder at det hele går ganske glimrende igennem. Udover det faste ensemble har Skindred også medbragt en DJ.

 

Nu vi er ved DJ’en, så når jeg ikke at forstå idéen i hans tilstedeværelse, da hans job sagtens kunne klares af enhver anden fra bandet, ikke mindst forsangeren som alt for sjældent bruger sin medbragte computerdims (jeg har ingen idé om hvad navnet er).
Resten af Skindred virker desværre en smule sløve i optrækket. Trommeslageren, derimod, fremstår for mig som en person der bare ikke kan være sur eller irriteret – han smiler hele tiden. Hele tiden, seriøst. Hvilket er sjovt, for guitaristen er gemt bag sine solbriller og det store skæg og bassisten gør heller ikke meget af sig, andet end at løfte armen i vejret et par gange. Jeg ved godt de ikke plejer at være de mest aktive, men alligevel. Forsangeren er på godt og ondt omdrejningspunktet i Skindred, og i aften er det bare ikke en toppræstation – i hvert fald ikke før den anden halvdel af koncerten. Udklædningen er som sædvanlig usædvanlig og kreativ – han har f.eks. en militærhjelm på hovedet.

 

Derfor er det lidt af en tung omgang at få den nye ”Ninja”, den ret-så-nye ”Doom Riff”, den helt gamle ”Babylon” og så ”Bruises” før vi endelig når hen til ”Rat Race” der sætter gang i publikum. Pumpehuset er stadig kun omkring halvt fyldt, men modsat Crossfaith har næsten alle fået stillet sig så tæt på scenen at det føles som om alle er med hele vejen. Mere end én fuld tosse vælter dog hen mod scenen, og ser såmænd også ud til at sove igennem et par sange – han flytter sig dog venligt væk igen. Nogle folk har drukket bare en anelse for meget. ”State Of Emergency” luftes også – et nummer der ellers ikke så tit er at finde på sætlisten. 

 

Nu er forsangeren så også varmet helt op og beder os ikke kun om at råbe, hoppe og danse – han taler faktisk direkte til os. Han er sgu karismatisk, det må man give ham, og hans halvt arrogante/halvt festlige udtryk er svært at modstå. Længere fremme i sættet kommer vi til titelsangen på det kommende album ”Fight The Power”. Her er et nummer som ingen skulle have hørt, og det kan mærkes. Ikke at det er en dårlig sang, men det er selvfølgelig svært at få folk med til noget helt, helt nyt. Som hjælp dertil bliver vi bedt om at råbe ”Fight the power!” inden de sætter i gang. Som et sjovt indslag sætter DJ’en gang i ”Thrift Shop” lige herefter, men det er kun en undskyldning før festen virkelig går i gang med ”Trouble”. SÅ er vi altså også i gang, mine damer og herrer, men det tog også en lille time at nå hertil. Midt i sangen sætter Skindred så gang i et lille medley af en art af Metallicas ”Sad But True” – ”for alle jer der elsker heavy metal!” brøler forsangeren.

 

Det normale sæt afsluttes af den heftige duo ”Pressure” og ”Nobody”. Forsangeren forsøger at få alle til at bounce til de første toner af førstnævnte sang, og i tre omgange uden held. Så han tager en ny teknik i brug; han beder os om at oversætte fra engelsk til dansk, så alle kan forstå det – og det virker fandme. Oversættelsen lød noget i retning af ”I skal alle hoppe til sangen Pressure”. Simpelt.
Da ”Nobody” blæser igennem har vi endelig fået startet den fest jeg husker fra de andre Skindred koncerter, og rundt omkring mig danser, hopper og griner folk til den helt store guldmedalje. Det er nu engang herligt at være en del af. Efter en kort pause sætter DJ’en gang i et kort remix af Prodigy sangen ”Breathe”.  Reelt set er det bare en ”undskyldning” før resten af bandet vender tilbage og vi så skal ”hoppe ind i” næste sang på Slipknot-stil (man sætter sig ned og hopper op samtidigt). Overraskende nok får vi ikke ”Stand For Something” (som der ellers stod på sætlisten), men i stedet ”Warning” fra ”Union Black” – et, for mig, kedeligt nummer og heraf en lidt stenet afslutning. 

 

Jeg mistænker Skindred for muligvis at have samme holdning, da de skruer lyden abnormt højt op i stedet – av for den. Men de får stadig et point herfra for at indføre en ny ting som jeg inderligt håber at opleve igen; Helikopteren, nu med tøj! De fleste mandlige medlemmer tager i løbet af ”Warning” deres T-shirts af og svinger dem så over hovedet – intens og alligevel en ganske sjov afslutning.

 

Da det hele er slut godt og vel 1 time og 15 minutter senere, er det desværre den mindst fede Skindred koncert jeg ser tilbage på. Men det betyder ikke så meget i dette tilfælde, da Skindred aldrig er dårligt, lige såvel som det aldrig er kedeligt – men det hele afhænger helt af forsangerens humør, og i aften virkede han en smule distræt og træt. Det var ikke den samme energiske og humørfyldte forsanger som på Wacken for et par år siden – selv showet i Århus, hvor de ”bare” varmede op for Anthrax, mindes jeg havde mere nerve. Det er så ærgerligt når man ved hvor gennemført det kan være.

 

Igen, det var et rigtig godt show fyldt med energi, ikke mindst pga. publikums insisteren på at feste, men det blev bare aldrig så godt som jeg havde håbet på. Jeg synes også det er skuffende at helt udlade sange ”Shark Bites And Dog Fights” – ikke mindst ”Stand For Something”, som ellers er en klar publikumsfavorit (især for undertegnede). Man kunne måske også have spillet bare en anelse længere og/eller ændre i sætlisten. Hvorfor lægge de 3 absolut mest populære numre helt til sidst når man kan fordele dem?
Skindred får 4½ stjerne herfra for forsøget og for den intense og sjove fest i den anden halvdel af koncerten.



Sætliste:
1) – 20th Century Fox Theme/Imperial March (intro)
2) – Ninja
3) – Doom Riff
4 – Babylon
5) – Bruises
6) – Rat Race
7) – State Of Emergency
8) – Selector
9) – Cut Dem
10) – Kill The Power
11) – Thrift Shop (Macklemore cover – kun et lille stykke af sangen)
12) – Trouble + Sad But True (Metallica cover – kun et lille stykke af sangen)
13) – Pressure
14) – Nobody
Encore:
15) – Breathe – Dubstep remix (The Prodigy cover – kun et lille stykke af sangen)
16) – Warning

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed