fbpx

Entombed A.D - Voxhall

Dette var en aften som jeg havde set frem til i utrolig lang tid. Entombed A.D var endelig vendt tilbage til landet, og det var vi en del som var ekstatiske over. Jeg har lyttet til bandets musik siden jeg var 12-13 år gammel, og de har haft en stor indflydelse på mit liv. Specielt de tre første plader lytter jeg stadig relativt ofte til. Efter noget bøvl med tidligere medlemmer endte det med at LG-Petrov og andre medlemmer af bandet valgte af danne Entombed A.D. Jeg har set bandet to gange før, hvor det hele bare har været et par nye sange og så resten består bare af gamle Entombed klassikere. Men kunne denne aften være lige så fed som alle de andre gange?

 

Morbid Evils
På Voxhall er der nok plads til en 500-700 mennesker. Det står der i hvert fald på deres hjemmeside. Det første band Morbid Evils gik på scenen til måske 15 til 20 mennesker. Genren bandet spiller er Sludge, og som har Rotten Sound frontmand Keijo Niinimaa på vokal og guitar. Det var lidt af en skam at der var så få mennesker mødt op, da musikken egentlig var virkelig fed. Meget i samme boldgade som bands som Eyehategod og Crowbar. Lyden var god, og volumen var høj. Næsten så høj at man kunne høre rumklang inde i den næsten tomme sal. Men alligevel endte det med at blive noget af en positiv oplevelse. Jeg synes ikke på noget tidspunkt at deres koncert blev kedelig eller alt for monoton. Det er Sludge lige præcis som jeg kan lide det. Helst super smadret, tungt og råt. Det, som nok var mest imponerende for mit vedkommende var, at de ikke havde nogen bassist men alligevel formår de at lægge den tykke og dybe ende i deres musik. Morbid Evils var en ganske udmærket opvarmning, og det bliver nok heller ikke sidste gang jeg kommer til at se dem live igen, hvor forhåbentligt publikum fremmødet er ikke nær så sløjt.
Karakter: 3½ ud af 6

 

Lord Dying
Andet band på scenen i aften var Lord Dying fra USA. Første gang jeg nogensinde hørte om bandet var, da de opvarmede for Cancer Bats sidste år til deres koncert i København, som jeg ikke kom til alligevel. Men jeg havde dog ingen forventninger, da jeg aldrig har hørt deres musik før. Bandet gik på scenen og virkelig begyndte at give den gas, og højt var det. Der var heldigvis kommet lidt flere mennesker ind i salen, og der var slet ikke ligeså tomt som til første band. Men alligevel synes jeg at jeg mistede interessen meget hurtigt. Jeg synes det blev kedeligt og alt for ensformigt. Efter et kvarter gav jeg lidt op og satte mig ind i baren og ventede på at næste band skulle gå på.
Karakter: 2 ud af 6

 

Voivod
Et noget så legendarisk band som Voivod er noget af et scoop. Jeg så bandet på Aalborg Metal Festival sidste år, og der efterlod de ikke det største indtryk på mig, men alligevel valgte jeg at forblive optimistisk og tænkte, at alle bands kan have off-days. Bandet gik på scenen, og nu var der en del flere mennesker. Bandet begyndte at spille og spilleglæden var til stede, men publikum følte den godt nok ikke. Forsanger Snake prøvede så inderligt at få gang i publikum, men det virkede som en ret umulig opgave. Specielt hvor han bad publikum om lave noget larm, hvor de måske skreg i 2 sekunder og så døde det bare fuldstændig ud. Jeg følte virkelig med bandet da de virkelig prøvede, og det blev sgu en smule halvpinligt for bandet. Jeg tror ikke at Voivod nogensinde kommer til at være noget for mig.
Karakter: 2½ ud af 6

 

Entombed A.D.
Nails, Full Of Hell, Black Breath og All Pigs Must Die. Alle de bands har en ting til fælles. Og det er et Entombed har været en kæmpe inspirationskilde. Endelig stod de klar på scenen og klar til at halshugge Århus. Allerede efter et par nye numre fik vi numre som Eyemaster, Living Dead, Stranger Aeons satte standarden højt. Endelig efter en lang aften var publikum ved at tø op, og horn røg i vejret og håret begyndte at svinge. Et fedt øjeblik var, da Keijo fra Morbid Evils blev hevet ind på scenen til at synge med på nummeret Out Of hand. LG og Niinimaa var et godt vokal match, og det gjorde sangen endnu federe. Forsanger LG-Petrov var lalleglad som altid, og han var god til at underholde publikum og tog gerne imod øl fra flere i publikum. Vi fik også en del nye numre som Dead Dawn, The Winner Has Lost og Waiting For Death, som også gik direkte ind hos publikum og satte gang i en lille men hyggelig moshpit. Jeg følte mig næsten helt nostalgisk da jeg hørte de gamle numre, og specielt da vi fik serveret numre som Wolverine Blues og den evigt fantastiske Left Hand Path. Efter de sidstnævnte nummer gik bandet af scenen, men kom tilbage og spillede den fede Chief Rebel Angel. Vi fik serveret 2 eller 3 ekstra numre til, og det var en perfekt afslutning på en meget lang aften. Det var første gang jeg har set en headliner koncert med bandet, og det er uden tvivl den bedste gang jeg har set dem live og jeg glæder mig allerede til næste gang!
Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2014 - Lørdag

HIDEOUS DIVINITY
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4½/6

Italiensk death metal var, hvad der skulle til for at hive de trætte festivalgængere op denne lørdag. Hideous Divinity har to albums på bagen, og dette var deres første show i DK, men hvilket et!

Forsangeren gjorde flere gange publikum klart, at de hed Hideous Divinity…. From Italy… Lidt spøjst at han blev ved med at nævne det, men ikke desto mindre gav folk sig hen til italienerne, der leverede en stilsikker indsats på den halve time, de havde til rådighed. En del numre fra den nye skive ”Cobra Verde”, men også et par stykker fra ”Obeisance Rising” fik råderum. Bandet spillede godt til, hvoraf bassisten SKAL fremhæves med sin nærmest naturstridige spillemåde, der indebar både tapping og slapping og god gammeldags fingerspil… Mesterligt!

Jeg håber inderligt, at Hideous Divinity får succes, for deres musik er mere end bare death metal… Der er dybde i, og det de leverer på skiven, leverer de også live!

Virkelig god koncert!

Lyt også til vores interview med Hideous Divinity.

 

CORPUS MORTALE
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4/6

Man har efterhånden set Corpus Mortale en del gange, men de har aldrig rigtig skuffet mig. Man kan altid regne med en solid indsats fra Rosendahl og kumpanerne. Denne dag var ingen undtagelse. Man blev ikke overordentligt overrasket, men godt og grundigt underholdt. De fire københavnere virkede tændte, og de havde rystet posen med numre til i dag, hvilket gjorde, at numrene virkede langt mere friske og vitale, end de normalvis gør. ”Love Lies Bleeding”, ”Weakest of the Week” og ”Cold Earth” var træfsikre hits, og kombineret med Martins mesterlige growl, var enhver dødsmetal-fans sult stillet denne lørdag eftermiddag. Man kunne kun gisne om ikke, der ville komme mere guf….

 

SOLBRUD
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Så var det endelig tid til en omgang Black Metal, som blev leveret af det unge band Solbrud. De kørte konsekvent stilen ikke at have kontakt til salen, så den eneste henvendelse til publikum var et afsluttende Mange Tak fra sangeren.

Ellers virkede bandet helt opslugt af deres musik, som er kendetegnet ved at bruge meget lange passager til at bygger stemninger op via klassiske Black elementer og en brutalt skærende vokal, som jeg havde ventet fra den unge sanger.

solbrud

Oven på en fremadstormende grundsubstans blev variationen langsomt skabt via enkle guitar melodier, og det samlede resultat havde god dynamik ved at gå fra det helt stille og sarte til brutale angreb på tilskuernes sanser. Publikum reagerede meget positivt på det, de hørte, og det var fortjent, for Solbrud fik vist, at de mestrer den Sorte Metal. De meget lange og Doom-agtige passager tog godt nok meget energi ud af musikken, men samlet set var det en rigtig flot koncert af gutterne.

 

AEON
Skrevet af: Kevin - Karakter: 3/6

Svensk blasfemisk death metal var, hvad Aeon serverede denne eftermiddag. De blev dog frygteligt skæmmet af en dårlig lyd, hvor stortrommerne havde magten, og leadguitaren var det eneste, man kunne høre, når der blev spillet leads.

Lidt ærgerligt, for Aeon har nogle fede sange, der aldrig blev andet end middelmådige denne eftermiddag. Den halve time jeg så (interview-duties) bød dog på fed sceneoptræden med en stor-onanerende Tommy i front, der jo som bekendt har gud-issues, som han ikke er bleg for at indvie resten af verden i.

Jeg tror, at hvis man aldrig havde hørt Aeon før, ville denne koncert skræmme en væk… Hvis man havde lidt kendskab til numrene, ville man bare, som jeg, ærgre sig.

Lyt også til vores interview med Aeon guitaristen og backing vokalisten Sebastian ”Zeb” Nilsson.

 

REVOCATION
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4½/6revo

Bandet jeg personligt havde set mest frem til, da jeg har fulgt dem siden de tidlige Cryptic Warning-dage. Revocation er en sjov størrelse, der faldt i thrash-tønden som barn og derefter i death-tønden for til sidst at blive smittet med melo-feber. Kort sagt er Revocation et band, der ikke lader sig tryne af genre-rytteri.

Jeg har endnu ikke fået hørt deres seneste plade, ”Deathless”, men en del af numrene denne aften var derfra. Ligeledes var der numre fra den selvtitlede plade og så videohittet ”Dismantle the Dictator”. Ligesom tilfældet var dagen før med The Black Dahlia Murder, er Revocation et yderst velspillende foretagende, der gerne viser, hvad de kan uden, det fremstår som selvhøjtideligt wankeri – det kan vi li’!

De er ligeledes nogle usædvanligt behagelige fyre at omgås, og denne koncert de leverede, var langt en af de bedste denne dag.

Lyt også til vores interview med Revocation's guitarist og vokalist David Davidson.

 

MARDUK
Skrevet af: Tom - Karakter: 5.5/6

Jeg har flere gange skullet til koncert med Marduk, men hver gang er det gået i vasken; enten har de aflyst, eller også har jeg været syg. Men nu lykkes det endelig, så det var med pænt store forventninger jeg bevægede mig frem mod scenen.

Black Metal koncerters kvalitet står og falder ofte med lydkvaliteten; hvis ikke denne er i orden drukner musikkens nuancer og det hele kommer til at fremstå som én stor masse. Heldigvis havde Marduk denne dag noget af den bedste lyd på festivalen, så vi fik det hele med. Og det vi fik, var virkelig fedt, for uanset om numrene blev drevet frem i vanvittigt tempo af den nye trommeslager Fredrik Widigs eller det var tungere rytmer fra Morgans guitar der satte retningen, så rykkede det virkelig fremad! Her var jeg specielt imponeret over hvor homogent et lydbillede Marduk fik skabt, selv om man kun havde én guitar på scenen – og ikke mindst at de melodiske sider af musikken bestod blandt det brutale. Det hele satte gang i en omfattende moshpit, der varede det meste af koncerten mens numre som ”With Satan and Victorious Weapons”, “Materialsed in Stone”, “Warschau” og ”Serpent Sermon” blev hamret ud i salen. Marduk viste klasse ved at sammensætte et set, som ikke kun dækkede en bred del af bagkataloget, men også varierede udtrykket meget i stedet for at satse på ultraspeed hele tiden. Derfor var jeg virkelig godt tilfreds da vi nåede frem til afslutningsnummeret ”Panzer Division Marduk”, og det er kun fraværet af et par personlige favoritter der forhindrer mig i at give 6 stjerner til festivallens suverænt bedste koncert.

Lyt også til vores interview med Marduk's guitarist Morgan "Evil" Steinmeyer Håkansson.

 

ENTOMBED A.D.
Skrevet af: Kevin - Karakter: 5/6

Entombed har jeg oplevet før, og dermed har jeg næsten også oplevet Entombed AD.
Hør mit interview med LG for at få updates på navnefnidder. Her får du i stedet en anmeldelse af en supergod koncert! Bandet var denne aften velsignet med en klokkeklar lyd, der på ingen måde overlod det mindste til fantasien. Her vil jeg gerne fremhæve bassen, som det absolut fedeste. Den har i øvrigt også fået en mere markant rolle, efter den ene guitarist er skredet, og desværre savnes den anden guitar altså en gang i mellem.

Entombed AD-8

LG var i et fantastisk humør, og selvom han snottede rundt, som han plejer, var han en sand fornøjelse at se og høre på. Han gurglede sig igennem numre som ”Eyemaster”, ”Revel in Flesh”, ”Eye for an I” og et par af de nye. De to numre fra ”Clandestine”-skiven var dog der, hvor publikum gav den mest gas.

Man kan altid undre sig over at visse sange bliver udeladt, men at man ikke spiller ”Demon” er mig uforståeligt….!

Nå, men Entombed tog altså kronen denne aften. Nyere og yngre bands kan altså virkelig lære noget her – for de aldrende svenskere gælder det blot om at spille hegn og have det sjovt på scenen.

Lyt også til vores interview med Entombed A.D. frontmanden Lars-Göran Petrov.

 

CANNIBAL CORPSE
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Det var en meget positiv oplevelse da jeg for nyligt anmeldte den seneste skive fra Cannibal Corpse, ”A Skeletal Domain”; derfor gik jeg positivt stemt ind til den sidste koncert på årets festival.

Vanen tro var den forsinket, og vanen tro var der trængsel foran de lukkede døre ind til salen. Men ind kom vi, og ret hurtigt kom bandet på scenen og leverede deres Old School Dødsmetal. Den blev leveret med power, og på vej mod slutnummeret ”Hammer Smashed Face” kom vi omkring én lang stribe af amerikanernes klassikere som ”Kill or Become” og ”Icepick Lobotomy”. Det satte vild gang i publikum, men jeg synes ret hurtigt det blev noget ensformigt. Samtidig var der store problemer med at fastholde tempoet, som kørte op og ned; ikke så slem en rutchebanetur som da jeg hørte dem i Århus for et par år siden, men nok til at trække oplevelsen ned. Det samme gjorde lyden, som var lige bastung nok der hvor jeg stod.

Til gengæld trak frontmanden George "Corpsegrinder" Fisher i den positive retning med sin store udstråling og sine groteske head spins – det kan simpelthen ikke være sundt at køre så hurtigt og så længe som han præsterer. Men han imponerer nok til at hente en stjerne mere til bedømmelsen end musikken alene kan klare.

Lyt også til vores interview med Cannibal Corpse trommeslageren Paul Mazurkiewicz.

cannibal 

 

Der var pænt mange mennesker til alle 3 dage, så man må formode at festivallen giver et pænt overskud. Den bruger arrangørerne forhåbentlig på en lidt mindre sikker booking til næste års udgave, for når man ser på programmet er det kun Huldres Folkmetal og de to Black Metal bands, der afveg fra den traditionelle strøm af Dødsmetal. Og den eneste egentlige satsning var Contrastic, hvis avantgarde musik var et specielt men meget velkomment krydderi. Når man ser på den store tilstrømning der var til repræsentanterne for den Sorte Metal kan det undre, at der ikke satses mere på denne genre. Og så gjorde det ikke noget hvis man igen kunne hyre nogle seje repræsentanter for Thrash Metal, det er ved at være længe siden det har været på programmet.

 

Læs også vores reportage fra torsdag og fredag aften på Aalborg Metal Festival.  

 

  • Aeon_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Entombed AD_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Cannibal Corpse_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Entombed A.D. - Interview med L-G Petrov

På grund af interne konflikter måtte det svenske death metal/death n’ roll band Entombed skifte navn til Entombed A.D. og med et nyt album i baggagen vender bandet endnu engang tilbage til Aalborg Metal Festival for at vise de stadig er i live og lever i bedste velgående.

I den anledningen tog vores reporter en snak med gruppens frontmand Lars-Göran Petrov omkring navnskiftet, deres nye album, kontrakt med Century Media og meget mere. Hør hele interviewet her:

Læs mere...

Entombed A.D. – Back To The Front

Jeg ved godt, at når jeg kaster mig ud i en anmeldelse af et kultband som Entombed, risikerer jeg at stikke hånden ind i en hvepserede – for mange mennesker er svenskerne bare toppen, BASTA! Risikoen bliver ikke mindre når man tænker på, at de to gang jeg har oplevet dem live, var jeg langt fra imponeret, men meget forundret over forsangeren Lars-Göran Petrovs grad af beruselse. Han er også i front på det nye udspil, hvor tilføjelse af ”A.D.” i bandnavnet skyldes intern uenighed om rettigheder.

Om disse har inspireret til det tekstmæssige tema på "Back To The Front” ved jeg ikke, men som titlerne indikerer, drejer det sig om krig og andre konflikter. Hertil passer musikken godt, for det er Death Metal med masser af duga-rytmer, der understøtter teksterne. Hertil leverer Petrov en udmærket brølende vokal, som både har power og er nem at forstå – noget af en sjældenhed for genren. Det hele topper i ”Eternal Woe”, som er det mest gennemførte nummer med guitarer, som på én gang er seje og melodiske. Det følges tæt af det sejtrækkende ”Digitus Medius”, men så er der ikke flere egentlige highlights. De resterende numre ligger på et udmærket niveau, men i min optik er der lang vej til at retfærdiggøre det hype, der stadig hænger ved Entombed (det er her, jeg kan mærke hvepsene …)

Summa summarum er ”Back To The Front” det bedste, jeg har hørt fra Entombed, men den udtalelse kommer på en billig baggrund, så forvent ikke at finde skiven på min top 10 liste for i år.

Tracklist:
01. Kill To Live
02. Bedlam Strike
03. The Underminer
04. Second To None
05. Allegiance
06. Waiting For Death
07. Eternal Woe
08. Digitus Medius
09. Vulture And The Traitor
10. Pandemic Rage
11. Soldier Of No Fortune
Samlet spilletid: 51:09

 

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2011

Siden 2002 har Aalborg Metal Festival været toneangivende for den aalborgensiske – ja, danske – metalscene, og dannet rammerne for den ene fede koncertoplevelse efter den anden; The Haunted i 2002 (og i 2005 og i 2009), Deicide, Hypocrisy og Six Feet Under i 2005, Enslaved og Entombed i 2006 (og i 2011), Dismember og Kreator i 2007, Opeth i 2008, Satyricon i 2009 og Amorphis i 2010, samt et væld af både nye og gamle danske bands. På de senere år har heavy metal dog desværre været en mangelvare i Aalborg, og byen har for alvor tabt terræn til Århus, Fredericia og København. Sørgeligt, men sandt! Én ting er dog sikkert; Aalborg Metal Festival har siden dens etablering i 2002 været garant – og er – for utallige gode oplevelser for folk med hang til heavy metal. Og årets festival – den tiende af slagsen – var ingen undtagelse.

Traditionen tro var festivalens første dag, torsdag, pæredansk! Således kunne man opleve så forskellige bands som Process, Vanir, Cold Night For Alligators, Diamond Drive, Aloop, Aphyxion og Illdisposed. Med andre ord; en bred vifte af nye(re) bands og én af scenens mest garvede samling selvproklameret bad boys til at slukke og lukke!


Vanir (JMNS)
”Vi hedder Vanir og den første sang handler om at slå ihjel!”. Iført brynjer og pels, og med førnævnte replik indtog det seks mand store – normalt syv – folk metal-band scenen på Studenterhuset foran et talstærkt og festhungrende publikum. Fest var hvad de fremmødte fik og det var det eneste, der betød noget, da torsdagen gik ind i aftentimerne. Med den nordiske mytologi som grundingrediens serverede Vanir en god halv times mikstur af fest, folk, kampråb og kitsch, med et skotsk islæt! Bandet er ét af de få udøvere af stilarten herhjemme, og at bedømme på størstedelen af de fremmødte, så var de det rette band til at sparke festivalen i gang på så tidligt et stadie. Personligt var jeg dog nærmere urolig end underholdt, for da koncerten var ovre, kunne jeg ikke få den tanke ud af hovedet, at jeg netop havde oplevet heavy metals svar på Sweethearts! Uhyggeligt!
Karakter: 3

Cold Night For Alligators (JMNS)
Aftenens næste band, Cold Night For Alligators, skulle vise sig at være noget af en mundfuld! Hvor Vanirs set var letfordøjeligt, var Cold Night For Alligators ditto en sej omgang at komme igennem! Med to intense og legesyge guitarister skar kvartetten igennem med kirurgisk præcision, men manglen på en regulær bas, resulterede i en bundløs og skinger musikalsk udladning. Energien manglede dog ikke. I alt fald ikke oppe på scenen. Publikum derimod stod dog en anelse måbende og overværede de fire unge mænds eksplosive eksekvering af mangt en besynderlig stilart. Alt i alt var koncerten en udefinerbar og usammenhængende oplevelse af et band, der udfordrede de fremmødtes forståelse af heavy metal – og musik, som helhed – men bestemt ikke gik rent ind hos undertegnede. Holder min teori om bandets navn stik, kan jeg dog – hvis ikke andet – blive enige med dem om, at Roky Erickson er fuckin’ awesome!
Karakter: 2

Aloop (JMNS)
Der har efterhånden været stille i Aloop-lejren noget tid, men denne torsdag på Studenterhuset gav den lokale kvintet hørbart livstegn fra sig. Lyden var i det store hele med bandet, og de var de første der – rent musikalsk – virkelig bragede igennem til koncertsalens bagerste væg. Forsanger Bo Larsens rene vokal druknede dog lidt i bandets tonser-tunge bombardement. Men hvad Bo manglede i gennemslagskraft, hev han hjem i mod. Det var nemlig et modigt træk, da han for et øjeblik gik ned i det dybe toneleje og gik solo Johnny Cash-style, iført cowboyhat og siddende på en taburet med en guitar. Modigt og rigtigt godt. Set i det store sammenhæng nærede det dog også min tvivl om, hvor bandet ville hen rent stilmæssigt, men denne aften i hjembyen ville de i alt fald langt ud over scenekanten, og det kom de.
Karakter: 4

Aphyxion (JMNS)
Aftenens sidste koncertoplevelse for undertegnedes vedkommende stod fem af scenens yngste aktører for. Bevares, de findes dog yngre, men når man tænker på ingen af de fem unge fyre i Aphyxion har rundet de tyve, så er det sgu imponerende, at de er næstsidst på programmet, kun overgået af veteranerne i Illdisposed. Mere imponerende er det, at de har været nede og vende i Wacken, og man kan kun tænke, at med det niveau bandet har lagt for dagen, hvor langt er de så ikke nået om fem år?! Hvor gode er de så?! De var i alt fald gode denne aften. Okay, gode er en underdrivelse! Aphyxion satte uden tvivl deres præg på årets festival med et energisk, brutalt og velleveret set, der i den grad hævede det musikalske niveau. Om man er til Aphyxions stil er af sekundær betydning. Bandets evne til at komponere holdbare og interessante numre, samt deres evne til at optræde med dem, er ikke til at komme udenom. Imponerende, drenge!
Karakter: 4,5

Blood Label (KEV)
De unge gutter i Blood Label havde fået tjansen, at åbne ballet fredag eftermiddag. Ikke en let opgave, men ikke desto mindre var der godt gang i møllehjulene og ligeledes en god energi fra scenen. Det havde ikke helt den ønskede effekt på publikum, der virkede en anelse trætte/ligeglade/vælg selv. Dette virkede i starten ikke til at gå Blood Label på, men der var en kort periode i settet, hvor der var lidt stilstand. Dette havde dog en hurtig ende.
Blood Label har lavet oprydning i deres materiale, og debuten ”Existence Expires” er således en form for streg i sandet; nu skal der udgives nyt materiale. Koncerten bestod af samtlige numre fra skiven, og det fungerer på skive.,.. Men sandelig også live. Sprødt guitarspil, svulstigt basspil, imponerende trommer fra den unge Bastian og tjekket vokal, om end lidt stillestående optræden fra Kenneth. Blood Label lukkede bestemt ingen døre denne eftermiddag, selvom publikum virkede uimponerede.
Karakter: 4

Corpus Mortale (KEV)
Københavnske Corpus Mortale er et af de bands, jeg langt hen ad vejen foretrækker at se live. De er nemlig en del federe på de skrå brædder, og får leveret numrene med mere potens og virilitet end på skive. Martin Rosendahl er super sej som frontmand, og har et rigtig fedt og ondt growl. Andreas Lynge spiller en overfed spade, og viser gang på gang hvor skabet skal stå, og den nye(ste) trommeslager (som jeg ikke lige fik navnet på) spiller rigtig fedt og afvekslende. Numrene fra bagkataloget blev eksekveret med vanlig systematisk seriemorder-præcision, men det var alligevel de nye numre, der skilte sig ud; Corpus Mortale går en god tid i møde, hvis samtlige numre på det kommende album holder klassen og stilen hele vejen igennem!
Rutineret men overbevisende præstation fra KBH’s finest!
Karakter: 4

Essence (KEV)
Unge men fremadstormende Essence havde fået tjansen, efter det blev klart, at polske Decapitated ikke kunne nå festivalen pga. en flyulykke. Ingen kom til skade, men med bandets tidligere historie i mente, blev man en anelse ængstelig.
Nå, men Essence er efterhånden et halv-garvet liveband, og de står ikke tilbage for en god fest. Debuten ”Lost in Violence” er blevet rost til skyerne, og det er slet ikke ufortjent. Stilen er thrash som de lavede det i 80’erne, og det indbyder samtidig til fuldstændig hensynsløst indtagelse af øl og diverse andre alkoholiske drikkevarer. Bandets nye bassist virker til at være faldet til, og selvom den ultrafede basintro til nummeret ”Blood Culture” virkede til at volde en anelse besvær, så gik det. Lost In Violence” blev også fyret af, og Essence klarede det rigtig godt, til trods for den korte forberedelsestid. Spilleglæden er nærmest fantastisk, og en koncert med Essence er altid en fornøjelse.
Karakter: 4

As We Fight (METALMORFAR)
Så var det tid til As We Fight, som entrede årets festival til noget, som endte med at blive en lidt trist affære – og det var ikke fordi dagens performance var dårlig, tværtimod.
Nej, bandet fik vist hvorfor de har været et toneangivende navn indenfor den danske Metal / Hardcore-scene igennem de seneste 10 år: Masser af drive i guitarerne, super meget energi og en god kontakt til salen, som trods det tidlige tidspunkt var pænt fyldt.
Men hvor kommer det triste ind i billedet? Det triste er, at As We Fight stopper med udgangen af 2011, så for de fleste blandt publikum markerede koncerten en afsked med bandet.
Selvom Hardcore ikke er min favoritgenre, er det tydeligt at se hvorfor det er et tab for scenen – forhåbentlig ser vi medlemmerne igen i andre sammenhænge. Karakter: 4

The Psyke Project (KEV)
Der er ingen tvivl om, at The Psyke Project kræver meget af lytteren. Fra gulvet ser det ikke særligt koordineret ud, og det kan virke til, at de fire instrumentalister på scenen har hver deres dagsorden. Det har de dog SLET ikke, og faktisk er The Psyke Project i mine øjne/ører et af DK’s bedst sammenspillede bands. Hold da kæft for en energi, de lægger for dagen. Synergien, overskuddet og energien er smittende, og man drages ind i det dissonante, kaotiske og frem for alt øredøvende univers, som The Psyke Project åbner op for koncertgængerne.
Det er ikke så vigtigt hvad de spiller, for når de spiller, er nærmest alt andet ligegyldigt. Det er tæt på at være af terapeutisk karakter for undertegnede, og jeg er såmænd også sikker på, at bandet får lukket en del ting ud af posen under sådan en koncert.
TPP stod klart (!!) for fredagens højdepunkt, og det skulle eddermame blive svært at toppe den… Især med en lukker som ”Stockholm Bloodbath”… gåsehuden kom krybende i ”We scream together”-stykket, og blev hængende længe efter. Tak, Martin, Bonne, Rasmus, Jeppe og Mikkel!!
Karakter: 5,5

Valkyrja (METALMORFAR)
Tiden var nu kommet til aftenens første Black Metal outfit, svenske Valkyrja. Med corpse paint og anden make up var man ikke i tvivl om stilen, inden den første tone havde lydt. Det visuelle indtryk blev fulgt op med en gedigen gang Metal fyldt med genrens traditionelle opbygninger. Der var udmærket energi på scenen, hvor sangeren desværre ikke viste ret meget variation, så vokalen blev ret ensformig.
Desværre blev lydbilledet skæmmet af, at vokal og trommer var meget dominerende på bekostning af strengeinstrumenterne. Det gik især ud over de guitarmelodier, der udgør den melodiske del af musikken, og numrene fik derfor slagside mod det mere brutale. Mod slutningen blev forholdene bedre, men rigtig god blev lyden aldrig. Derfor viste musikken ikke den vanlige bredde, og man skulle kende numrene på forhånd, for at få det hele med.
Samtidig blev den monotone vokal lidt anstrengende i længden, men trods denne modgang lykkedes det for Valkyrja at give en udmærket og overbevisende opvisning i Black Metal, som blev vel modtaget af publikum i salen.
Karakter: 4

Vader (JMNS)
Med kun to titler hjemme i privatsamlingen, hvoraf den nyeste er fra 1993, må snart 30-årige Vader siges at have hægtet mig af. Men med deres optræden på årets festival, gav d’herrer mig al mulig grund til at indhente dem igen. Allerede fra første færd – til tonerne af ”Return To The Morbid Reich” fra seneste opus (”Welcome To The Morbid Reich”) – imponerede særligt Peter og Spider med deres overlegne guitarspil, og James’ trommespil var af nærmest maskinelt og militaristisk karakter. Koncerten var mest af alt en overlegen lektion i prima death metal, uden udtrykket på noget tidspunkt blev sværtet til af arrogance og selvforherligelse. Man kunne dog have tilgivet en grad af arrogance, for Vader havde virkelig noget at have det i, og deres optræden efterlod ikke meget tilbage at ønske. Landsmændende i Decapitated må stå for tur en anden gang, men det bliver en kamp uden lige, at hamle op med Vader!
Karakter: 5

Gorgoroth (METALMORFAR)
Fredag aften blev afsluttet med Sort Metal fra et af de store, gamle navne på den norske scene, nemlig Gorgoroth. Med ekstra store pigge på arme og ben, ekstra meget corpse paint i ansigterne og ekstra meget attitude var der lagt op til noget stort. Det kom dog aldrig, idet man for anden gang denne aften kunne bruge ordet trist om en koncert; men hvor det ved As We Fight var i betydningen vemodig, kunne aftenens møde med Gorgoroth desværre bedst beskrives vha. ordet i dets egentlige mening.
Koncerten startede frygtelig monotont med ekstremt lidt variation i musikken, og absolut ingen hos sangeren Pest. Han kunne ikke andet end at trampe rundt på scenen og hvæse, mens han forsøgte at se truende ud. Det gjorde han uden stil og overbevisning, og overskred derfor den hårfine grænse mellem sej performance og latterlighed. Imens stod de øvrige musikere næsten som forstenede, og viste meget lidt engagement – det virkede heller ikke som om de selv var tændte. Resultatet blev, at Gorgoroth slet ikke kom ud over scenekanten, så den stort anlagte performance løb ud i sandet.
Halvt inde i koncerten begyndte numrenes indhold at blive mere varieret, men på dette tidspunkt havde mange fået nok, og en del tilskuere forlod salen. Samlet set markerede koncerten en skuffende afslutning på en ellers udmærket anden dag på årets festival - indsatsen levede langt fra op til det, man med rette kan forvente af et hovednavn. Karakter: 2



Ferocity (JMNS)
Den – per definition – sure tjans at åbne festivallens tømmermændsplagede lørdagsprogram tilfaldt i år lokale Ferocity, og fra arrangørernes side, var det nu nok et godt træk. Aldrig før har jeg set så velbesøgt en lørdag eftermiddag til Aalborg Metal Festival, og den aalborgensiske death metal combo nærede tilsyneladende på de mange fremmødtes support. Det var i alt fald et stærkt Ferocity, som leverede en overbevisende optræden på dette års festival. Lyden var med dem, og det var tydeligt at høre, at ny trommebasker Nikolaj ingen problemer havde med at fylde Jonas’ sko ud. Bandet fik en kolossal opbakning denne lørdag, og det var fuldt fortjent. Af alle de gange jeg har oplevet Ferocity, tangerer denne optræden til at være den bedste.
Karakter: 4,5

The Cleansing (JMNS)
Anderledes var scenariet da københavnske The Cleansing indtog scenen. Sidst bandet gæstede Studenterhuset (som support for Dawn Of Demise), vandt de tilsyneladende ikke det store indpas hos aalborgenserne. I kontrast til Ferocitys netop overståede set, så situationen ud til at gentage sig. Bandets manglende interaktion med publikum gjorde intet for at ændre på det, men deres kompromisløse og altødelæggende eksekvering af death metal Morbid Angel-/Hate Eternal-style var ikke til at tage fejl af. The Cleansing er ikke til at forbigå når snakken falder på ren og skær musikalsk brutalitet, men bandets optræden denne lørdag matchede desværre ikke deres tekniske formåen.
Karakter: 3,5

The Kandidate (KEV)
Det er egentligt lidt svært at sætte et prædikat på The Kandidate’s musik. Vi er nok mest ovre den halv-punkede/crustede/thrashede udgave af metallen, men hey… svinger det, så svinger det!
The Kandidate er nok ikke det, der har roteret mest herhjemme, og det var derfor med spændt mine jeg stillede mig klar til at opleve dem. Det gik meget hurtigt op for mig, at The Kandidate har én ting, de andre ikke har: Jacob Bredahl!
Kæft, den mand er en tornado på scenen. Han var simpelthen over det hele og gjorde virkelig sit til, at publikum ikke bare stod og glanede. Det var nu ikke fordi, at Allan og Kasper stod stille… Det virkede det bare til, med den tasmanske djævel på scenen. Den mand har stage-presence for ti!
The Kandidate havde en fed lyd, spillede en flok nye og meget spændende numre og gjorde en rigtig god figur. Hvis deres cd havde været til salg i merchandiseboden, havde jeg købt den!! Ser frem til at opleve dem igen på scenen (og anlægget)
Karakter: 4,5

Mnemic (JMNS)
Lokale Mnemic har været genstand for en noget kun omskiftelig tid på det seneste. Ude er trommeslager Brian ”Brylle” Rasmussen, guitarist Rune Stigart og bassist O’Beast. Med er i stedet for Brian Larsen og Victor-Ray Salomonsen fra Vira og italienske Simone Bertozzi. Det var derfor med forventninger om nyfundet energi undertegnedes øjne var rettet mod scenen. Til trods for tekniske problemer med Mnemics varierende og visuelt levende banner og deres lidt for OTT forsanger, franske Guillaume Bideau, indfriede bandet alle forventninger. Ikke mindst grundet super veloplagte Victor-Ray og Simone, der om nogen beviste deres værd. Personligt er jeg ikke fan af Mnemic, men da det visuelle blev udnyttet til dets fulde, og en sand horror-kavalkade kørte i sammenspil med bandets musik, var jeg alligevel imponeret. Mnemic trak i høj grad point hjem i sidst i deres set.
Karakter: 4

Entombed (JMNS)
Svenske Entombed har været en højtelsket del af min metalverden, siden første gang jeg hørte den tørre duga, guitaren med den umiskendelige Entombed-lyd og det indledende skrig i nummeret ”Living Dead” fra mesterværket ”Clandestine” i 1992. Søreme så, om ikke de efterhånden kvabsede svenskere starter med lige netop den!!!
Jeg har sjældent stået til en koncert, hvor jeg kunne synge med på godt 90 % af sangene der blev spillet, men det kunne jeg altså her: ”Demon”, ”Chief Rebel Angel”, ”Blessed Be”, ”Out of Hand”; ”Drowned” og ”Serpent Saints” er blot lidt af de perler de diskede op med, og min lykke var stort set gjort. De spillede møgstramt og LG er jo bare en frontmand som ingen anden. Den lille glade svensker havde højt humør denne aften og man finder vitterligt ikke større spilleglæde end her! Ved et lille kig rundt i salen, stod stort set alle tilskuere med et smil på læben, og jeg talte en stor håndfuld prominente metal-kendisser fra den danske scene, der stod og gav den gas… Ingen tvivl om, at Entombed har inspireret og til stadighed inspirerer folk og fæ i det danske land.
Entombed var uden tvivl festivalens højdepunkt for mit vedkommende!
Karakter: 5,5

Suffocation (JMNS)
Tiden var kommet til festivalens co-headliner, mægtige Suffocation fra New York, og med minimal tid brugt på lydtjek startede kvintetten lige på og hårdt. Få kan matche Suffocation når det gælder sammensmeltningen af musikalsk brilliance og monstrøs brutalitet. Det manifesterede newyorkerne i høj grad til årets Aalborg Metal Festival. Koncerten overgik ikke de to jeg så med dem på deres ”Kill Or Be Killed Tour”, men den er dælme tæt på! Suffocations optræden var i særklasse og bandet lod ikke meget tilbage at ønske. Med den super veloplagte og karismatiske Frank Mullen i front, leverede Suffocation Aalborg Metal Festival 2011s næstbedste koncert (ingen overgår Entombed). Settets højdepunkter var titelnummeret fra bandets seneste opus, ”Blood Oath” fra 2009, nyklassikeren ”Entrails Of You” og den store finale med ”Infecting The Crypts” fra ”Effigy Of The Forgotten”. Fantastisk!
Karakter: 5,5

Arch Enemy (METALMORFAR)
Traditionen tro var der afsat ekstra tid til omstilling for festivalens hovednavn, og som vanligt blev denne overskredet – denne gang dog kun med et kvarter. Tiden var dog brugt fornuftigt, for den afsluttende koncert blev belønnet med den suverænt bedste lyd af alle de koncerter, jeg overværede. Og hvor fredagens hovednavn floppede, levede Arch Enemy fuldt ud op til det, man kan forvente af et hovednavn: En supertight og professionel performance, masser af energi og god kontakt til publikum.
Hvis man kom til koncerten med en opfattelse af, at bandets musik ikke er rigtig Metal, blev den godt og grundigt manet i jorden! Anført af Daniel Erlandssons bragende trommer og Sharlee D´Angelos tunge basspil blev der virkelig frembragt et perfekt fundament for brødrene Amotts guitararbejde. Dette indeholdt både hårde riffs og de melodiske elementer, der næsten hører lige så meget til Sverige som Dalarheste og surstrømning. Det hele blev mesterligt bundet sammen af Angela Gossow, hvis fantastiske vokal imponerede mig endnu mere live, end den gør på bandets studiealbums.
5. november er Angelas fødselsdag, som blev markeret 2 gange fødselsdagssang. I anden omgang blev den anført af den lokale helt Mikkel Sandager, som foruden at overrække en lagkage med lys og sang med på det efterfølgende nummer. Det var et fint indslag i en koncert, som havde masser af professionel attitude, men hvor jeg til tider gerne ville have kunnet mærke en smule mere spilleglæde.
Samlet set betyder det dog mindre, for selv om jeg ikke kom helt op at ringe, leverede Arch Enemy varen, og de sørgede for, at AMFs 10 års jubilæum blev afrundet på bedste vis.
Karakter: 5

Og ja... VI GLÆDER OS TIL NÆSTE ÅR!!!!

Til sidst besøg vores galleri (tryk på galleri eller find linket i venstre side) og se alle billederne fra årets jubilæums fest.

Artiklen er skrevet af: JMNS / MetalMorfar / Kev

Læs mere...

Entombed, The Kandidate

Denne aften foregik på The Rock i selskab med to bands. Det ene var et halv kendt dansk band (med Bredahl i front) ved navn The Kandidate og det andet var et band med noget nær legende status, nemlig Entombed. Så aftenen lagde op til et brag, men om det blev indfriet er et andet spørgsmål.

The Kandidate:

Jeg har ærlig talt ingen kendskab til dette band og har aldrig lyttet til deres musik. Jo måske hurtigt på myspace, men siden jeg ikke kunne huske dem, så må mit førstehåndsindtryk have været negativt. Men klokken blev lidt i 22:00 og bandet gik på, de ankom med en god energi og hardcore trucker stemning og da musikken gik i gang, måtte det briste eller bære. Lad os starte med at kigge på deres live evner:

De spillede en god koncert. De var tight, de havde god kontakt til hinanden, oppe på scenen og Bredahl beviste endnu engang hvorfor han er kendt som den frontfigur han er. Der var masser af hopla, kontakt til publikum og generel glæde over at spille musik. Lyden var god og musikken fremstod klar inde i The Rocks ellers lydmæssigt udfordrede sal. Jeg har nemlig flere gange været til koncerter derinde, hvor lyden har været dårlig, så det var rart at det bare var i orden denne gang.

Bandet fyrede deres setliste af og de fik gennemført koncerten ganske udmærket, deres største problem bestod bare i at de var opvarmning for Entombed. Dvs. at de skulle levere noget der kunne leve op til Entombed (som jeg nævnte før, har de noget nær legende status) og det er bare ikke nemt. Der var nogle enkelte i publikum der fik headbanget lidt til koncerten, der blev selvfølgelig også klappet, men den generelle stemning var altså: ”Lad os nu høre noget Entombed”. Det er også derfor at koncerten får den karakter den gør. På en dag hvor man virkelig kan man mærke samarbejdet imellem band og publikum ville de måske kunne få en højere karakter.

Karakter: 3 ud af 6 stjerner

Entombed:

Jeg har kun hørt bandet 1 gang før og det var på Imperiet i Herning. Dengang var hele salen fuld og stemningen eksploderede nærmest da Entombed gik på. Det samme skete på The Rock! Der var den bedste stemning, da bandet gik på og man kunne virkelig mærke, hvem det var folk var kommet for at høre og se. Folk moshede, folk bangede, folk piftede og folk klappede som glade idioter på skovtur. Aftenens hovednavn var uden tvivl gået på.

Bandet lagde godt ud med et pragt eksemplar på deres trucker dødsmetal og det ramte lige i hjertet. Musikken buldrede af sted, imens der stod en flok halvgamle metalhoveder på scenen. Man kunne frygte at alderen ville tage toppen af tempoet, men overhovedet ikke. Der var tværtimod ligeså meget gang i bandet som sidst gang jeg så dem.

Lyden var pragtfuld og det hele stod klart, med undtagelse af deres ekstranumre. Jeg ved ikke om det bare var fordi jeg gik ned fra balkonen, men til sidst lød det som om at der var blevet smidt 2-3 kilo distortion på vokalen - og det var absolut ikke noget der gavnede.

Generelt spillede bandet rigtig godt sammen, havde god kontakt til publikum (selvom det meste af snakken bestod af svensk) og koncerten fremstod da også som kulminationen på denne aften. Jeg var meget imponeret over at se hvor dygtige de var og ligeså, hvor energiske de var, specielt Lars Göran Petrov, der nogle gange lignede en der burde ligge i sengen i stedet for at stå på scenen. Men han pressede på og fik leveret en forestilling der helt sikkert sidder fast i lang tid. De spillede numre såsom ”Left Hand Path”, ”When In Sodom”, ”I For An Eye” og ”Hollowman”, alt sammen til publikums glæde, hvorfor der gik en meget anerkendende lyd igennem salen.

Karakter: 5 ud af 6 stjerner.

Så aftenen viste sig jo både at byde på en god og en middelmådig oplevelse. Jeg har fået slået fast hvor solidt et band Entombed er, men samtidig indset at der virkelig er mangel på nytænkning på den danske Metalscene. The Kandidate er et godt eksempel på hvor meget stampe det hele går nogle gange. Aftenen får en samlet 4´er og det er alt sammen Entombeds fortjeneste.

Læs mere...

Amon Amarth, Entombed

Da Vikingerne Plyndrede Toget

Selvom det var ferie og folk altså ikke skulle op og arbejde eller i skole den næste dag, syntes det nu alligevel som en underlig ting, at tage til koncert på Train på en ganske normal kedelig onsdag. Det ligger dog til vikinger, at være en anelse utæmmede og ligeglade med koncepter som hverdage, og med Amon Amarth som hovednavn denne aften, var der lagt op til solid mjøddruk og krig.

På Train var der overraskende nok fyldt fuldstændigt op. Personligt lå forventningerne til en halvfyldt beruset sal af store skæggede mænd, men tilsyneladende var denne koncert mere attraktiv på det yngre sorthårede publikum, som virkede meget forventningsfulde til vikingerne, men også til det svenske opvarmningsband Entombed.

Entombed har aldrig sagt mig noget specielt og den store entusiasme blandt publikum undrede mig faktisk lidt. Det efterhånden meget gamle band har desværre aldrig fænget mig med deres udgivelser, men jeg kom med et åbent sind, og det skulle vise sig at være en god ting. Skønt en meget fuld Lars Göran Petrov på vokal, som svedte mere end han headbangede, var der virkelig god stemning i bandet og mellem folk på gulvet. Især guitarist Alex Hellid havde rigtig fed kontakt, og man kunne mærke,at de kunne li’ at spille. Denne energi afspejledes desværre ikke i musikken, hvilket var en skam. Kedelige ensformige sange, delt af skumle klichéprægede interludes, var hvad disse svenskere havde at byde på, og i løbet af det over en time lange set, begyndte det lidt trivielle show at mærke publikum og det hele døde lidt. Stor respekt til et band,der som opvarmingsband kan fylde en hel sal op, og have en stor del af publikum med det meste af vejen.

Første punkt på aftenens program var nu overstået, og selvom det virkede usandsynligt, føltes det som om det kom flere og flere ind i det lille tog. Stemningen var høj, drikkehornene begyndte at titte frem i mængden og så stoppede pausemusikken endelig. Ekstra mængder røg blev med opadvendte røgsøjler, føjet til den allerede tykke luft, mens kampen så småt indledtes af forventningsfulde strygere. Jeg havde ikke set Amon Amarth ordentligt før – kun ved et kort glimt i beruset tilstand på årets Wacken Festival, så jeg måtte tage mig selv i at glæde mig lidt, til at opleve en dræbende intro med ”Twilight of The Thundergod”. Dette blev desværre ikke tilfældet. Sangen var den helt rigtige, men lyden var helt ufatteligt mudret og ødelagde lidt oplevelsen. Bandet var svært at præcisere de første to numre igennem, men da ”Asator” blev skudt i gang, var det som om både scenen såvel som publikum blev stukket i brand. Så var vikingerne klar, og det var som om også lyden kunne følge bedre med nu. Ved femte sang ”Guardians of Asgaard” slog den evigt muntre Johan Hegg over i svensk og begyndte sin vikingemissionering af samtlige tilstedeværende i toget.

I enhver krig er der faldne brødre, og denne aften omhandlede også stor respekt for den afdøde bassist Michael Alexander fra Evile, som døde d. 5. oktober ved sygdom og derfor måtte det engelske thrashband aflyse deres del af koncerten. ”Fate of Norns” blev dedikeret til Michael, hvilken i øvrigt blev leveret med masser af energi. Koncerten i sin helhed var meget præget af opdelinger, ligesom Entombed. Først en sang med energi på, så en lidt mindre energisk og lidt monoton sang og igen en sang med gang i, hvilket gentog sig gennem det meste af sættet. Sange som ”Death In Fire” og ”Victorious March” fik meget gang i publikum og aftenens enkelte pit blomstrede da også, lige inde bandet gik ud og lod publikum stå tilbage og vendte på den forventede ”Cry of The Black Birds”. Den kom da også, med fuglekvidder og det hele, hvilket udgjorde et brag af en slutning, sammen med ”The Pursuit of Vikings”. Amon Amarth fik transformeret mange om til vikinger denne aften, skønt mange af deres sange var meget ens og energien ret opdelt. En overordnet god koncert, tak til Odin og Thor, for god inspiration.

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2006

Så blev det endnu engang tid til årets metal begivenhed i Jylland, Aalborg Metal Festival, som er på sit 4. år, og større end nogle sinde. Igen i år varede herlighederne over 2 dage, med masser af fee hegn, metal marked, bajere og whisky!!
Med årets festival fulgte endnu en udvidelse; Jägergrotten, som var et lille loftsrum på studenterhuset, hvor der var sat en scene op på gulvet blandt publikum. I grotten var der også mulighed for at mødes og snakke med Entombed, Destruction, Kataklysm og Volbeat, samt at få en lytter til de nye cd’er fra Mercenary, As We Fight og Barcode. Og så var der selvfølgelig koncerterne, som hvis jeg skulle sige det, ikke var helt perfekt planlagt; de fleste koncerter i grotten fandt nemlig sted samtidig med andre koncerter på hovedscenen.

Fredag stod hovedsageligt i metalcore/hardcore’s tegn, hvor de 6 bands bestod af årets line-up på Hell On Earth turen.
Årets åbning band var A Perfect Murder, som jeg faktisk havde håbet på at se, men nåede desværre ikke ind i tide. ØV ØV for mig, det skulle efter sigende havde været en fed koncert.

Cataract - Main Stage, 17.15 – 18.00
Karakter: 4 / 6
Så blev det endelig tid til Schweiziske Cataract, som virkeligt satte festen i gang for mig; gruppen var tændt, og selvom de var ved slutningen af deres tur, og gav den alt i sig i deres 45 minutter. Publikum var ligeledes ved at vågne op, og små moshpits tog form.

As We Fight - Main Stage, 18.30 – 19.15
Karakter: 5 / 6
Kort tid efter deres listening party i grotten på deres nye album ” Midnight Tornado”, indtog danske As We Fight scenen. Selvom jeg har set dette band mange gange, er det altid en fed oplevelse at opleve dem, da de jo, i hvert fald efter min mening, er et af Danmarks absolut fedeste livebands. Og ud fra de mange gæster der nu havde begivet sig ind foran scenen, kunne man nemt se, at jeg ikke var den eneste der ville overvære disse drenges koncert.
Både bandet og publikumet var tændt, og der blev formet stor moshpit og hvad ellers hører til, i bedste hardcore stil. Det kunne Laurits, gruppens ene forsanger ikke stå få, og måtte flere gange stagedive med sin mic i hånden, for at gå amok med publikum.
Bandet brugte også muligheden for at præsentere deres nye trommeslager, som virkede til at have godt styr på tønderne. Endnu engang, fedt show!!

Heaven Shall Burn - Main Stage, 19.45 – 20.45
Karakter: 4½ / 6
Disse kære tyskere står mit hjerte nær, og den ene gang jeg tidligere har oplevet bandet live, var der dæleme knald på, så jeg forventede endnu en røvsparkende koncert fra deres side. Og det fik jeg! Til trods for at dette var den næstsidste koncert på Hell On Earth Tour’en virkede de i hvert fald ikke til at have problemer med motivationen, for de gik ganske godt til makronerne. Nøjagtigt som på plade, står live-udgaven af Heaven Shall Burn for en rigtig mørk, brutal og tung omgang metalcore, og denne aften slap gutterne for tekniske problemer, så intet stod imellem publikum og musikken. De mest entusiastiske tilhørere på forreste række fik endda fornøjelsen af at brøle lidt i mikrofonen ved flere lejligheder, og der var i det hele taget fin kontakt mellem band og publikum. Naturligvis spillede bandet både nye og ældre numre, men koncertens højdepunkt var uden tvivl, da de spillede ”The Weapon They Fear” fra superalbummet ”Antigone”.

Purified In Blood - Jägergrotten, 20.15 – 20.45
Karakter: 4 / 6
Midt i Heaven Shall Burn begyndte norske Purified In Blood. Heldigvis var bandet lidt forsinket, så det var muligt at se det meste af Heaven Shall Burn, før turen gik til det lille loftsrum. Gruppen på 6 mand stod en smule klemt på den lille scene, men det hindrede dog ikke bandet i at give den alt de havde i sig. De 2 forsangere bevægede sig blot ned blandt publikum, og publikum elskede det. Hvis man ikke fik chancen for at se disse gutter, eller ikke fik nok, spiller de i Aalborg igen til februar på 1000fryd.

Volbeat - Main Stage, 21.15 – 22.-15
Karakter: 5 / 6
Jeg så Volbeat da de besøgte Studenterhuset tidligere på året, og det var en oplevelse af de store. Deres CDer har ikke imponeret mig synderligt, men hold kæft de sparker røv live. I aften var ingen undtagelse. Forsanger Michael Poulsen er noget af det mest energiske og karismatiske man kan forestille sig. Man kan se han elsker at være på scenen, og med hans forrygende Elvis inspirerede vokal og evne til at komme langt ud over scenen, kan det næsten ikke gå galt. Publikum var også helt med på noderne, og der blev, råbt og danset det bedste folk havde lært. Men, men, men Volbeat er lige på grænsen til at det bliver for tegneserieagtigt med Poulsens Elvis og Johnny Cash inspiration. Midt i det hele var det ved at gå op i hat og briller med skiften mellem elektrisk og akustisk guitar, og Cash-agtige breaks blandet med trashmetal. Det holdt lige, men ret meget mere af det, og Volbeat kører sig selv ud på et sidespor hvor de slet ikke hører hjemme. De spiller fed, tidlig Slayer inspireret trash med helt deres egen lyd og stil, og det ville være en skam at ødelægge det glimrende koncept. Som Niles Karl Sanders siger om hard metal i Terrorizer: ”If you played a blastbeat with a heavy guitar riff and sang Elvis Presley words, it would not have the same effect. It would be comedy”. Jeg kan kun give ham ret. Men så langt her holder Volbeat 100%.

Maroon - Jägergrotten, 21.45 – 22.15
Karakter: 4 / 6
Tyske Maroon gik på scenen midt i Volbeat. Maroon er ikke bare nogle udmærkede musikere, men det viste sig også, at der er gemt en lille komiker i forsangeren Andre Moraweck. Efter åbningsnummeret sagde sangeren straks tak og at de blot havde 2 sange igen. Det undrede mig lidt at de skulle være ved at være færdige, for efter at havde anmeldt deres album ”When Worlds Colide”, mindes jeg ikke at deres sange var så lange. Men gruppen blev dog ved med at fyre den af på scenen, og havde flere komiske indslag. Moraweck lavede bl.a. gentagende gange grynte lyde i sin mic. Men alt i alt en yderst underholdende koncert, som fik et smil frem på læben.

God Forbid - Main Stage, 22.45 – 23.45
Karakter: 4 / 6
Så gik turen til et af de bands jeg havde set mest frem til, amerikanske God Forbid, som med deres mange år på scenen er en af forfædrene, som har været med til at forme metalcore genren til hvad den er i dag. Og på trods af størrelsen af dette band, er disse gutter nogle af de mest nede på jorden musikere, jeg har set. En af de første jeg så, da jeg ankom til festivalen, var forsangeren Byron Davis. Han gik stille og roligt rundt blandt publikum for at opleve musikken og snakke med gæsterne. Jeg fik da også selv æren af at hilse på ham, og lavede senere et interview, som kan findes her på siden.
Men nok om det, videre til koncerten. Desværre startede koncerten ikke helt på toppen, da der var lidt knas med lyden, men det blev der heldigvis senere rettet op på. Og da gruppen begyndt at spille nogle hits fra deres hit cd ”Gone Forever”, som bl.a. Force-Fed, Better Days og Antihero, satte det virkeligt gang i publikum. En fuser var når Dallas sang ren sang i baggrunden; det lød lidt mawert, men ellers en ganske god koncert.
Davis sluttede af med at invitere alle gæsterne, der havde lyst til at komme og få en snak med ham, til at komme op til ham, og så ville han da samtidig give en Jägermeister.

Entombed - Main Stage, 00.15 – 01.30
Karakter: 6 / 6
Jeg havde været på arbejde det meste af fredagen og var hovedsagligt kørt den lange vej fra det centrale, mørke midtvendsyssel for at se Entombed. De er for fede! De måtte undvære den ene guitarist pga sygdom, men det gjorde ikke det store. Fire mand stor sparkede de til marmeladen, så det vislede og buldrede i hele den møggrimme studenterbygning. De lagde ud med ”Morningstar” og væltede lige over i ”Out of Hand” uden break – så var stilen lagt! Hårdt, kontant og lige i fjæset. Ikke noget med at opfordre folk til at hoppe og moshe. Entombed buldrede derudaf, og så måtte folk ku’ li’ det eller la’ være. De fleste kunne tydeligvis godt lide det. Selvom metaltrætheden efter en hel dag med hård metal havde sat sine spor hos mange, var der godt gang i det. De spillede deres sæt uden de store udsving. Det blev også til en hel del ekstranumre og det var fucking fedt. Først deres udgave af Roky Ericsons klassiker ”Night of the Vampire” og så ”Rotten Soil”, der for mig måske er deres bedste nummer overhovedet! Fantastisk afslutning, og så var det bare hjem i seng så man kunne være frisk til Horned Almighty dagen efter klokken 14:00!!!


Så blev det lørdag, som stod på hårdere metal, med alt fra black metal, old school død til progressivt metal.

Horned Almighty - Main Stage, 14.00 – 14.45
Karakter: 5 / 6
Så fik jeg endeligt set blackmetal gutterne fra Århus. Deres seneste udspil ”The Devil’s Music” er et mindre mesterværk, så jeg glædede mig, også selvom tidspunktet ikke kunne være ret meget mere lamt – ukristeligt kunne man næsten sige - og lyden var heller ikke for skarp. Men de gjorde det så godt som man kunne forlange; blæste det ene fede nummer af efter det andet og ga’ den alt hvad den kunne trække. Masser af Destruction og Celtic Frost guitar riffs, Tom G. vokal og en imponerende trommeslager, der sørgede for at holde det simpelt men effektivt. Den mindre skare af metalhoveder, der trods alt var mødt op, hyggede sig vældigt. Jeg startede dagen med et par belgiske Corsendonk juleøl på 8%. Mums! Sort øl og sort musik af bedste skuffe. Jeg glæder mig MEGET til at se HA igen…snart, forhåbentligt!

Sonic Syndicate - Main Stage, 15.15 – 16.00
Svensk teenage metalcore. Flere af dem så ud som om de var for unge til at købe alkohol. Specielt den lille girlie på bass så ud til at være omkring de 14. Musikken var der ikke meget ved. Run-of-the-mill moderne nu-trashcore med et par umanérlig friskfyragtige forsangere. Jeg holdt til midt i andet nummer, så begyndte pigebarnet også at synge i bedste ”Før Søndagen” pigekor stil. Forfærdeligt! De bliver sikkert store. Det er ren MTV materiale. Jeg hørte ikke nok til at give karakter.

Slow Death Factory - Main Stage, 16.30 – 17.15
Karakter: 5 / 6
Så var der mere tyngde i Danske SDF. De leverede en solid omgang langsom, buldertung Deathmetal, der rent musikalsk til tider kunne minde om Entombed i deres ”Wolverine” periode. Superfedt spillet og med en dejligt tilbagelænet attitude. Gutterne så ud til at acceptere at folk stadig ikke var helt i gear. Det kom bandet heldigvis lige så langsomt. En flok tilskuere havde i starten travlt med at svine guitaristen Lasse til. Jeg ved ikke hvorfor – der er noget der er gået hen over hovedet på mig. De lukkede imidlertid røven efter et par numre. Måske fandt de ud af, at det er helt til grin at stå og råbe som åndssvage efter et band der spiller SÅ fedt! De blev bedre og bedre, og de tidligere Illdisposed musikere viste klassen. Sanger Martin Rosendahl var en fornøjelse med hans afslappede, men alligevel intense stil. Jeg håber, at vi snart får en CD fra gutterne. Det kunne godt blive store sager.

Saturnus - Main Stage, 17.45 – 18.45
Jeg har aldrig hørt Saturnus, men læst en del godt om dem. Men det var meget langsomt, prætentiøst, teknisk og meget kedeligt. Jeg skal nok lige tjekke dem ud på plade, for der kunne de godt være fede nok, men live var det simpelthen for stillestående. Jeg hørte ikke ret meget. Igen udenfor karakterkategori pga manglende medhør.

The Burning - Jägergrotten, 18.30 – 19.00
Karakter: 4½ / 6
Århusbandet The Burning, et af de mindre bands jeg havde set mest frem til, havde en mission: at lave en mindst ligeså fed oplevelse for publikum som hovednavnene. De fire bandmedlemmer virkede besluttet på at bruge deres halve time fuldt ud, og det gjorde de. Gruppens frontbrøler Johnny gjorde alt i hans magt for at få gæsterne med, bl.a. ved at dele publikummet midtpå, hvor han brugte midtergulvet som scene/moshpit.

Raunchy - Main Stage, 19.15 – 20.15
Danmarks store nye håb spillede op til dans i moderne alternative stilarter. Nu-metal med pophår og Robbie Williams vokal i omkvædet. Jeg fatter det ikke – det er ikke metal. Det er guitarpop med metal tendenser. Klart at de vinder musikpriser i Europas musikalske uland nummer 1. Uudholdeligt træls, så jeg røg i caféen efter mere øl, så jeg kunne være klar til Enslaved.

Enslaved - Main Stage, 20.45 – 21.45
Karakter: 6 / 6
Mere Corsendonk, nænsomt skænket i et éngangsplastikrus, og så var jeg klar til en omgang norsk Blackmetal…eller hvad det nu ville blive. Med de sidste par albums ”Isa” og ”Ruun” har Enslaved stort set mistet retten til at kalde sig et Blackmetal band. På plade lyder de meget pensioneringsklar, men de skulle efter sigende stadig være glimrende live, og med deres tidligere udgivelser in mente, var mine forventninger skruet godt i vejret. Jeg blev ikke skuffet: Enslaved var fantastiske! Flot, stor lyd med fræsende guitarer, hammerhårde trommer og næsten majestætiske orgelstykker, der blæste ud over publikum. Grutle og Co kan deres kram. Selv de nye numre fungerede, og live fik de helt karakter af Emperor. De gamle er bare for fede, og specielt når de bliver leveret med sådan en pomp, pragt og energi. Det var en forrygende time i norsk metals tegn – en af festivalens bedste - og man kan kun undre sig over hvordan det kan gå så galt i studiet. Uanset hvordan deres næste album lyder, så tjekker jeg dem live igen første gang jeg har muligheden. Wow!

Compos Mentis - Jägergrotten, 21.45 – 22.15
Karakter: 4½ / 6
Endnu et band fra den danske undergrund, som jeg havde set meget frem til, var Århusbandet Compos Mentis, som spiller progressivt/melodisk dødsmetal. Scenen var endnu engang fyldt til randen, da de 5 mand stærk indtog den lille scenen med keyboard og hele svineriet. Folk syntes at nyde de hårder toner. Desværre nåede undertegnede ikke se andet end halvdelen af showet, da Destruction var på vej på hovedscenen nedenunder.
Men det kvartes tid jeg fik æren af at være i selskab med Compos Mentis, var ikke andet end en genial oplevelse.

Destruction - Main Stage, 22.15 – 23.30
Karakter: 5 / 6
De tyske thrashkonger fra mid-80erne spillede for et par år siden på AMF, og det var stort. Deres debutalbum ”Infernal Overkill” købte jeg i 1985 da det udkom, og det er måske et af de trashmetal albums jeg har hørt flest gange, så oplevelsen var som en åbenbaring for mig. Specielt fordi jeg aldrig fik set dem dengang. Anyway. Det var spændende om de kunne gentage kunststykket i aften. Listen af hits de kan vælge fra er ved at være lang, og med en ny skive der svinger ret så solidt, var der grund til overdreven optimisme. Jeg var ved at være godt stiv, og jeg var ikke den eneste. Publikum var ved at være godt lakket til, og der blev væltet rundt, så det var en fornøjelse. Bassist og forsanger Schmier styrer Destruction showet fuldstændigt, med flere mikrofoner der var sat op, så han kunne gå frem og tilbage på scenen og nå ud til alle i publikum. Det lykkedes også meget godt. Den metaltræthed, der så småt var ved at sætte ind, fik Destruction ligeså langsomt rystet af, og der var fuld fart på i over en time. De var ikke helt så fantastiske som sidste gang jeg så dem, men det kan have noget at gøre med hvor stort det var for mig at se dem første gang, for de var dælme forrygende i aften. Da de spillede på Hole in the Sky festivalen i England var Enslaved’s forsanger Grutle på scene og synge med på ”Bestial Invasion”. Det gjorde han desværre ikke i aften. Det kunne ellers have gjort det helt perfekt. Men det var godt alligevel. Imponerende at de kan holde energien i vejret efter så mange år i branchen. Det må man sgu tage cappen af for. Hil!

Kataklysm - Main Stage, 00.00 – 01.15
Karakter: 6 / 6
Festivalen skulle lukkes og slukkes af canadiske Kataklysm. Jeg har ikke hørt deres seneste album ”In the Arms of Devestation”, men det har fået nogle af de bedste anmeldelser jeg har set. Det var lidt spændende om deres old-school death egnede sig som showafslutning. Men de er en flok garvede gutter, og de ved hvordan den skal skæres. Forsanger Maurizio Iacono er foruden en forrygende growler også fantastisk til at få fat i publikum, og hele bandet nåede rigeligt ud over scenen. Sammen med Destruction og Entombed viste de, at man med kun én guitarist sagtens kan sparke kolossalt meget røv, når bare man har evnerne til det. Der var det ene fede nummer efter det andet. Lyden var høj og hård og brutal – sådan som den skal – og publikum vred de sidste kræfter ud af ben og nakkemuskler. Der var gang i den både på og foran scenen, og det var en fornøjelse at drikke week-end’ens sidste belgiske julebryg til. Kataklysm lukkede med et brag! Tak for det.

Det var, alt i alt, endnu en vel planlagt festival af folkene bag festlighederne, Nordic Rock Booking og de cirka 70 frivillige, der var i aktion for Studenterhuset. Tak for det. Der var omkring 400 gæster inde hver dag og de drak i alt 2.260,18 liter øl på de to dage! Kom så ikke og sig at vi ikke har styr på marginalerne! Vi ser frem til næste år.

En lille skuffelse må dog siges at være, hvis vel og mærket rygterne taler sandt, at de takkede nej til at lade Raisted Fist spille; med denne tilføjelse om fredagen, havde dagen været perfekt!

 

Artiklen er skrevet af: Carsten / El Rey / Simon N

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed