fbpx

Shape Of Despair - Alone in the Mist

Selv om bandets Facebook side lister flere medlemmer, nævner pressematerialet Otso Mäensivu, Jarno Salomaa og Tomi Ullgren som besætningen bag bandets fjerde album, ”Alone in the Mist”.

Uanset hvad baggrunden for de forskellige informationer er, så er numrene meget entydige i deres udtryk: Der er tale om stemningsmættet musik, som kun meget langsomt bevæger sig fremad – helt i tråd med bandet tidligere Doom udgivelser. Via keyboards og guitarmelodier opbygges mørke stemninger, som forstærkes af en dyb, rallende og truende vokal, som lejlighedsvis melder sig på banen. Den samlede stemning er MEGET dyster, så det er svært at komme på et mere passende bandnavn.

Et markant træk ved albummet er, at alle numre stort set afvikles i samme takt; sammen med det lave tempo får det albummet til at fremstå som én lang, depressiv vals. Da der samtidig benyttes mange gentagelser, kan man som lytter godt miste tråden, men det gør ikke noget – man kan sagtens koble sig på uden at være gået glip at noget. Lidt som nytårets traditionelle skihop i tv …

”Alone in the Mist” har dog mere at byde på en tømmermands TV, men det kræver fuld opmærksomhed at lade sig opsluge af det musikalske mørke. Og selv om man lader sig omklamre, er spilletiden for lang – lidt mere variation ville hjælpe på helheden.

Tracklist:
1. Down Into The Stream
2. To Adorn...
3. Shadowed Dreams
4. Woundheir
5. ...In The Mist
6. Outro
Samlet spilletid: 52:16

Læs mere...

Katatonia, Agent Fresco, VOLA - Pumpehuset

Tænk sig, er det virkelig fire år siden Katatonia stod på dansk jord? Ja, minsandten, og det husker jeg som en suveræn koncert uden sidestykke. Turen til Pumpehuset var derfor planlagt flere måneder i forvejen, og da supporten blev offentliggjort i form af både Agent Fresco og VOLA (to bands jeg er svært glad for), løftede det kun mine forventninger endnu højere, som nok i forvejen var urimelige. Alligevel havde jeg ikke regnet med at begge supportbands ville spille Katatonia af scenen, men det var præcist hvad der skete.

 

VOLA:
Det er nu min 4. gang jeg oplever VOLA, og fra første sekund de fire herrer betræder scenen (i øvrigt uden store ståhej), kan det mærkes at de er ved at blive til en velsmurt maskine – touren har mærkbart gjort underværker. Der åbnes med første skæring fra ”Inmazes”, og det er desuden kun sange vi får derfra i aften, men det er kun et plus (selvom jeg egentlig originalt havde håbet på en blanding). VOLA er smilende og afslappede, dog er der alligevel god energi at spore. Det er ikke fordi de er vildt bevægelige, men man får lyst til at nikke med nakken, hvilket mange da også gør. Som fan er det skønt at se et band rykke sig, og at turde trykke på nogle andre knapper – f.eks. det at trommeslageren leger mere med rytmerne end der gøres på pladen er positivt.

Det er endnu relativt tidligt på aftenen, og salen er da også ”kun” omtrent halvt fyldt op, men en del ser efterhånden ud til at kende VOLA. Alligevel er der kun et par stykker helt oppe foran, og en vis afstand mellem scene og publikum er der da. En mindre skare befinder sig så dér, en anelse tilbage, men som så hygger sig gevaldigt – responderer på forsangerens snak, eller headbanger i de tunge stykker. Et rigtig godt lysshow følger med i pakken, hvilket er overraskende for et supportband, men endnu et plus – desværre kan det samme ikke siges om lyden. Jo, volumen er udmærket, og alt går sådan set glimrende igennem, men der mangler noget power og tyngde, før man virkelig er i den syvende himmel. Dette får VOLA desværre ikke fornøjelsen af igennem deres halve time, som til gengæld flyver afsted, og sublimt afsluttes med ”Gutter Moon” (også kaldet heavy Mew i vennekredse) og ”Stray The Skies”. Jo tak!

Overordnet er det altså en solid præstation fra VOLA. De er godt på vej, men mangler dog nogle flere fans for at det virkelig sparker røv, samt en god lydtekniker – men musikken i sig selv er til topkarakter, og mon ikke de andre ting kommer hen af vejen? Det tror jeg. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Same War
2) – Starburn
3) – Owls
4) – Your Mind Is A Helpless Dreamer
5) – emily (kun et uddrag)
6) – Gutter Moon
7) – Stray The Skies

 

Agent Fresco:
Der går ikke mere end tyve minutter inden de islandske gutter er på scenen, et band der altid, af hvad jeg har forstået, har modtaget god respons fra deres besøg. Der hoppes direkte ud i det med åbningsduoen ”Anemoi” og ”He Is Listening” fra debutpladen, som ganske glimrende viser hvad Agent Fresco er for en størrelse; melodiske og skæve keyboardstykker erstattes med falset vokal, der igen erstattes af polyrytmiske trommer, der igen erstattes af et ledt breakdown og growlvokal fra den anden verden – alt sammen på små fem minutter.

Det er en familiær følelse der hersker; som om vi er en lille (dog ret stor lige i dag) familie der samles. Hurtigt etableres der kontakt til publikum, som til gengæld rykker op foran, og der danses og synges med fra flere kanter. Det er også svært ikke at blive smittet af den sprælske energi, når vi har at gøre med en trommeslager der headbanger hele vejen igennem, en bassist der næsten ikke kan være i samme rum som sin bas, så meget som han kaster den rundt. Guitaristen er modsætningspunktet for al vildskaben, og står tilbage som ham der holder styr på at tingene ikke løber helt løbsk (forsangeren placerer sig et sted imellem de tre), hvor et eksempel på guitaristens coolness, er at han i begyndelsen af et nummer holder trommeslagerens bækkener fra at larme for meget, simpelthen ved at stoppe dem med hånden i en særlig rytme, så det passer til musikken.

Så, kort sagt, alt får et hak opad – dette gælder også for lyset, men især lyden, der er dejlig sprød. Det begynder altså godt, men det er først efter ”Dark Water” at det virkelig stikker af (for min skyld kunne de have spillet den sang en eller elleve gange – det kan umuligt blive bedre, rent musikalsk, derefter). Men derefter... forsangeren er tæt på mundlam, og kan kun med besvær få igennem hvor taknemmelige de er. Den næste sang (”Eyes Of A Cloud Cather”) dedikeres til et, nu afdødt, familiemedlem, og forsangeren beretter om hvor nervøs han er, fordi flere fra hans familie netop er til stede i aften. Det er insisterende og personligt, og leveres med en nerve sjældent set. Men det bliver bedre endnu, for i den sidste sang tager forsangeren en tur rundt iblandt publikum – her krammer han bl.a. en kvinde, længe og følelsesladet, imens han synger videre, hvorefter der afsluttes med total vildskab på scenen, keyboardet næsten flyver af stativet, og alt er godt. Bagefter finder forsangeren to andre kvinder oppe foran (måske nogen han kender?), og ser grædefærdig ud på den lykkelige måde imens de omfavner hinanden, inden hele bandet bukker og takker os.

Overordnet er det altså en kanon præstation, og noget af en oplevelse. Jeg skal helt sikkert se dem igen, og det bedste ved det hele, er at jeg ved det kan blive endnu bedre – hvis det her var som supportband, hvordan ville det så ikke være som hovednavn? 5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Anemoi
2) – He Is Listening
3) – Howls
4) – Pyre
5) – Wait For Me
6) – See Hell
7) – Angst
8) – Bemoan
9) – Dark Water
10) – Eyes Of A Cloud Catcher
11) – The Autumn Red
Kilde: www.setlist.fm

 

Katatonia:
Nå, Katatonia... Så har I godt nok noget at leve op til, efter to glimrende supportbands. Det er dog en helt anden tilgang der lægges for dagen, for da lyset slukkes for tredje og sidste gang, er der kun professionalisme at spotte. Der åbnes op for godteposen med både et par nye og ældre skæringer, der får folks hænder i vejret. Men det føles fladt. Mest af alt er lyden flad, og det bliver den ved med at være. Der mangler igen power, men endnu mere end under VOLA. Volumen er så vidt udmærket, men der mangler altså noget, selv oppe foran.

Det har ikke forhindret publikum i at tage opstilling, og det tegner jo godt – men det er altså først henad 9. sang at der reelt kan mærkes en begejstring. Denne optræder så af og til igen (mest ved de ældre skæringer), men overordnet er folk ganske passive. Okay, musikken ER dyster og tung, men det handler i langt højere grad om Katatonias arbejdsattitude; det er endnu et job der skal overstås, intet mere, og så hjælper synkron headbanging altså ikke. Der er ingen indlevelse, ingen spænding, og kun en meget begrænset interaktion med publikum, andet end ”Tak for faen”, og i øvrigt en insisteren på at snakke svensk – hold nu op, for fanden. Forsangeren virker i øvrigt af og til anstrengt, og jeg mindes ikke at Katatonia normalt har deres ene guitarist til at agere supportvokal... men måske husker jeg forkert.

Nej, det er rent ud sagt en kedelig performance, ikke hjulpet på vej af en, delvist, ærgerlig sætliste. Der er mange fine perler, især fra de nyere albums (”Old Hearts Fall” og ”Lethean” især!), men det er tydeligt at Katatonia har forbedret sig meget, da de gamle, knap så interessante, ”stikker ud” på den måde de ikke skal. Kerneeksemplet er ”Saw You Drown”, der med sit simple omkvæd næsten taler for sig selv; ”in the water, I saw you drown, down the water, I saw you drown” x2 ... så bliver det ikke mere simpelt. Folk begynder simpelthen også at gå mod slutningen, hvilket ikke overrasker mig på nogen måde. Fire år, og den fænomenale koncert i Amager Bio er nu blot et bittersødt minde. Katatonia, I skal sgu oppe jer – gode sange får jer et vist stykke, men der skal en personlig indsats til, og den blev langt fra leveret. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Last Song Before The Fade
2) – Deliberation
3) – Serein
4) – Dead Letters
5) – Day And Then The Shade
6) – Serac
7) – Teargas
8) – Saw You Drown
9) – Evidence
10) – The Night Subscriber
11) – Soil’s Song
12) – Old Hearts Fall
13) – For My Demons
14) – Leaders
15) – In The White
16) – Forsaker
Encore:
17) – My Twin
18) – Lethean
19) – July
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Altar of Oblivion - Barren Grounds

Danske Altar of Oblivion er tilbage med endnu en EP – som forhåbentlig efterfølges af endnu et fuldlængdealbum. Og det er godt, vi har de midtjyske mørkemænd at holde os til, i en tid, hvor det er lidt uvist, hvordan det står til med Candlemass og Black Sabbath er ved at nærme sig enden af deres karriere.

Altar of Oblivion lægger sig nemlig i en tydelig slipstrøm af Black Sabbath og doommetal i almindelighed, og Candlemass og deres højstemte dødsmesser i særdeleshed.

EP’en lægger stille fra land med ”State of Decay”, der med sin sprøde guitar stille danner bund for vokalen, som støt og roligt fører lytteren tæt på glemslens alter. Efter et minuts penge bliver alt flået fra hinanden af et tonsertungt guitarriff, godt bakket op af såvel trommer som bas. Således veksler nummeret mellem det helt afdæmpede og det afsindigt tunge, indtil c-stykket afsløres, som bestemt ikke er mindre tungt. Det hele rundes af med en stille outtro, hvormed det hele afrundes ganske vellykket.

”Serenity” er derimod et spoken-word-nummer, hvor der hviskes henover et guitarstykke, Steve Harris ikke kunne have skrevet bedre. Jeg blev dog lidt overrasket over, hvordan fløjtestykket fandt vej … men det er da et interessant tiltag.

Messen kommer dog hurtigt tilbage på sporet med EP’ens titelnummer, der går i et lidt hurtigere tempo, men stadig er usædvanlig tung – og meget typisk Altar of Oblivion.

Hele herligheden afsluttes med et helt igennem afdæmpet nummer, og som sådan giver EP’en en god idé om, hvad vi kan vente os af et eventuelt kommende album. Og kan man gå med på præmissen om, at vokalen ikke sidder helt i skabet, fordi den til tider presses lidt ud over kanten, er det faktisk slet ikke en ilde smagsprøve.

Jeg får i hvert fald lyst til at høre endnu mere.

Trackliste:
1. State of Decay
2. Serenity
3. Barren Grounds
4. Lost
Spilletid: 18:09

 

Læs mere...

Sahg - Memento Mori

Hvis du ikke kender norske Sahg, så er det på høje tid at stifte bekendtskab med dem, hvis du er til tung og dyster musik. De har spredt deres dystre budskaber siden 2004 og har netop sendt deres fjerde album på gaden. Og hvilket album.

Bandets seneste udspil hedder Memento Mori – et udtryk fra bl.a. billedkunsten, der egentlig bare betyder ”husk, du skal dø”, og blev i billedkunsten brugt i stilleben med opstillinger af symbolske genstande som kranier, timeglas m.m.
Således opløftet kan vi give os i kast med pladen, som starter med en stemningsskabende reverbguitar, der går over i et tungt og langsomt riff.

Det langsomme erstattes imidlertid af et noget heftigere riff på pladens anden skæring – og det er faktisk det, der gør Sahg gode; de forstår at udnytte og understrege den variation, de besidder. Eksempelvis fortsætter de gode takter på ”Take it to the Grave”, der trækker veksler på ”Set the Controls for the Heart of the Sun” med Pink Floyd.

Netop variationen er Sahgs store styrke – det bliver ikke kedeligt, og der er en konstant udvikling i deres numre. Det er lige det, jeg personligt efterlyser i meget af den musik, der ser dagens lys. At Sahg så har præsteret at lave noget af det tungeste, og alligevel mest lyttevenlige album, jeg længe har hørt, er intet mindre end imponerende. Memento Mori kommer til at stå som en milepæl i moderne progressiv- og stonermetal.

Trackliste:
1. Black Unicorn
2. Devil Speed
3. Take it to the Grave
4. Silence the Machines
5. Sanctimony
6. (Praise the) Electric Sun
7. Travelers of Space and Time
8. Blood of Oceans
Spilletid: 44:28

 

Læs mere...

The Wounded Kings - Visions In Bone

Denne anmeldelse er lidt speciel, for når du læser den, eksisterer The Wounded Kings ikke længere; den 12. august 2016 annoncerede bandet, at de har valgt at gå i opløsning. ”Visions In Bone” bliver på den måde deres svanesang, en svanesang som afrunder 12 års eksistens og er det sidste album ud af fem.

Fem er også antallet af numre på albummet, og der lægges godt ud: ”Beast” byder på bandets velkendte Doom Metal, som her tilføres ekstra tyngde via tunge klaveranslag. Samtidig fremtryller den noget grumsede lyd og den lettere forvrængede vokal i fællesskab en meget autentisk retrostemning. Og lige som jeg begynder at savne afveksling, kommer der en superfed guitarsolo ind fra højre og redder det hele.

Desværre kan englænderne ikke holdet niveauet oppe, for i de resterende numre falder kvaliteten støt og roligt. Den gammeldags stemning fastholdes, men Doom genrens generelle problem omkring det at holde gryden i kog opleves tydeligt. Numrene fremtræder uhyre ens, kun ”Kingdom” formår med forøget tempo og en rigtig go' melodi at skille sig ud. Det trækker op, men 2 gode numre ud af 5 er lige i underkanten til at hæve albummet op over middel. Derfor giver The Wounded Kings’ sidste album ikke anledning til, at jeg vil savne dem.

Tracklist:
1.Beast
2.Vulture
3.Kingdom
4.Bleeding Sky
5.Vanishing Sea
Samlet spilletid: 48:39

 

Læs mere...

Monolithe - Zeta Reticuli

Efter at have udgivet fire fuldlængde albums, hver med med kun et enkelt nummer og spilletider over 50 minutter, udsendte franske Monolithe sidste år albummet ”Epsilon Aurigae”, som indeholdt hele tre numre, hver med eksakt femten minutters spilletid. Dén opskrift var åbenbart en succes, for den gentages på bandets nye udspil, ”Zeta Reticuli”. Det samme gør den musikalske retning, for igen er det Doom, der er på programmet; hvert nummer indeholder en selvstændig fortolkning.

I åbningsnummeret ”Ecumenopolis” er instrumentanslagene tunge, men da produktionen er til den bløde side, bliver resultatet ikke voldsomt for alvor. Det gør vokalen til gengæld, for med sin grumme brølen giver den nummeret bid.

Det er der mere af i det efterfølgende ”TMA-1”, hvor vokalen fortsætter i samme stil, men ikke optræder ret meget. Til gengæld øges tempoet, lige som der tilføjes keyboards. Det virker rigtig godt i samspil med guitarerne, hvilket gør nummeret til albummets bedste.
Afslutteren ”The Barren Depths” lægger ellers godt ud med sejtrækkende guitarer, men den akkompagnerende rene vokal trækker mere i retning af det progressive. Det sker desværre på en ret uinspireret måde, som ikke rykker for alvor – trods en udmærket melodi.
Og det med ikke at rykke for alvor, gælder desværre for albummet som helhed, for selv om der i perioder er udmærket gang i butikken, så fanger numrene mig ikke. Der er noget ufarligt og blødt over den stemning, der er i dem, og det er ikke Doom efter min smag. Jeg savner noget skarphed og power, og det er der for lidt af på ”Zeta Reticuli”.

Tracklist:
1. Ecumenopolis
2. TMA-1
3. The Barren Depths
Samlet spilletid: 45:00

Læs mere...

The Order Of Israfel - Red Robes

Göteborg er kendt for svenskerdød, men byens musikmiljø har naturligvis andet at byde på. Et eksempel er The Order Of Israfel, som spiller Doom Metal, udgav albummet ”Wisdom” i 2014, og nu er klar med deres andet udspil.

Det har fået titlen ”Red Robes”, og fortsætter stilmæssigt i forgængerens fodspor. De allerførste toner i åbningsnummeret peger ellers i retning af Folkemusik med østlig inspiration, men snart falder tingene på plads med Doom. Hos The Order Of Israfel bliver de obligatoriske tunge guitaranslag suppleret med elementer af Stoner Metal; f.eks. i ”In Thrall to the Sorceress”, hvor flerstemmige guitarer tilfører et retropræg. Hermed er rammerne for skiven ridset op, for der er kun to afvigelser fra kursen. Den ene er ”Fallen Children”, som med sin stille natur og akustiske toner fungerer som et roligt mellemspil, det andet findes i det efterfølgende “A Shadow in the Hills”. Nummeret står i ret skarp kontrast, for her er der skruet godt op for både tempo og diverse lydklip.

Man kan ikke sige, at The order of israfel finder på meget nyt i forhold til, hvad Doom genren ellers har at byde på; de følger kendte veje uden at træde ved siden af. Det gør bandet heller ikke når det gælder fremførelsen, også her er det solidt håndværk, der leveres.

Tracklist:
1. Staff in the Sand
2. The Red Robes
3. In Thrall to the Sorceress
4. Swords to the Sky
5. Von Sturmer
6. Fallen Children
7. A Shadow in the Hills
8. The Thirst
Samlet spilletid: 57:52

 

Læs mere...

Sourvein - Aquatic Occult

Hvis man skal tro på presseteksten til ”Aquatic Occult”, som er den tredje fuldlængde udgivelse fra Sourvein, har de mere end tyve år, bandet har eksisteret været én lang kamp for at finde det rigtige line-up og få fornuftige pladekontrakter. Måske er det derfor, at bandets hovedmand T-Roy er det eneste tilbageværende originale medlem…

En anden årsag til de manglende kontrakttilbud skal måske søges i bandets musik, for den skal man være i det rigtige humør for at synes om. Stilmæssigt er der tale om en blanding af Sludge- og Doom Metal, som har fået tilsat et skud Stoner Metal. At grundstammen er tunge rytmer, siger nærmest sig selv, men oveni er der lagt et lag guitarer med usædvanligt voldsom forvrængning. Det giver musikken en meget grumset fremtoning, som harmonerer fint med T-Roys vokal. Den er halvt råbende, halvt vrængende, og leveres uden ret store udsving. Den bliver hurtigt anstrengende at lytte til, så man lærer snart at sætte pris på dens lidt tilbagetrukne position.

Musikkens tunge struktur er som sådan udmærket, hvis man tager numrene ét for ét, men når man samler flere, bliver manglen på variation tydelig. Heldigvis er numrene ret korte, men det hjælper ikke meget. Mere spænding er der i ”Cape Fearians”, hvor den halvt talende vokal passer næsten perfekt til den akustiske guitar. Flere eksperimenter af dén slags havde pyntet på albummet, for samlet imponerer det mig ikke.

Tracklist:
1. Tempest
2. Avian Dawn
3. Ocypuss
4. Aquanaut
5. Hymn To Poseidon
6. Meremaids
7. Urchins
8. Pisces
9. Cape Fearians
10. Capsized
11. High Tide
12. Bermuda Sundown
13. Coral Bones
14. Oceanic Procession
Samlet spilletid: 42:49

Læs mere...

Candlemass - Death Thy Lover (EP)

Da de svenske doommetallere i Candlemass udsendte deres Psalms for the Dead i 2012 var det egentlig meningen, det skulle være det. Candlemass ville efter deres tourne gå i graven.

Men som det er set så ofte før, er det svært at holde en gammel cirkushest af manegen, når den lugter savsmuld – og det er jo noget, Candlemass har postuleret tidligere. I hvert fald var bandet så ovenud begejstret for den positive modtagelse førnævnte album fik, at de alligevel fik lyst til mere. Begejstringen var vel særligt stor, fordi folket tog godt imod Robert Lowes afløser bag mikrofonen, Mats Levén.

Derfor har bandet altså, forud for deres 30-års jubilæum, udsendt først en coffeetablebook og altså nu, en EP. Ifølge bandets hjemmeside, vil der senere på året komme en decideres jubilæumsboks.

Men nu drejer det sig om EP'en – som trods sine blot fire numre, vel egentlig, i Candlemass-sammenhæng, kan betragtes som et halvt album; de når sjældent over de otte skæringer.
Men hvorfor også gøre det, når fire numre fint viser, hvad det går ud på? For det er klassisk Candlemass, der her er tale om – den højtidelige stemning er intakt, og det der kan tendere det melodramatiske er bestemt også intakt. Det eneste, der muligvis kunne undværes, er det afsluttende instrumentalnummer … det vil sandsynligvis være en god idé at lade et albums første side slutte med et instrumentalnummer, men når der rent faktisk ikke kommer mere efterfølgende, kunne de godt have givet os lidt mere at arbejde med.

Men lad os nu se … det er som sagt ikke første gang Candlemass er stoppet, for senere at genopstå. Jeg kunne forestille mig, at der i forbindelse med den varslede jubilæumsboks kommer et fuldlængdealbum, der kan byde os alle sammen til midnatsmesse i stearinlysenes skær.

Trackliste:
1: Death Thy Lover
2: Sleeping Giant
3: Sinister N Sweet
4: The Goose
Spilletid: 25:19

 

Læs mere...

Rising - Oceans Into their Graves

Danske Rising som blev dannet tilbage i 2008, har ifølge presse-infoen markeret sig med deres nådesløse, knusende og ikke mindst overbevisende stærke fornemmelse for melodi og sangskrivning. Bandet har to EP’er samt to albums i bagkataloget, og har med ”Oceans Into Their Graves” altså smidt deres tredje album på gaden. Det er første gang jeg har lyttet til bandets musik, og hvilken fornøjelse det har været.

Musikken er tung og pågående med masser af nosser og nerve, i en sammenblanding af klassiske metalelementer tilsat en masse fede Sludge/Doom elementer, som fungerer aldeles glimrende. Dette bliver tildelt en fremragende, varieret og melodisk vokal fra den gode Morten Grønnegaard. Det er tunge og beskidte riffs med dertilhørende buldrende trommer, som Amerikanske Down lige så godt kunne have skrevet – dog uden, at Rising på nogen måder stjæler her. Numre som ”Old Jealousy”, ”Blood Moon”, The Anger” og ”Death of a Giant” er jo simpelthen i klasse med alt andet, hvad der rører sig inden for den genre – voldtungt og gennemført fedt. Disse er kun for at nævne de vigtigste, for hele pladen oser af klasse med et tårnhøjt bundniveau. Musikken lægger ikke op til massevis af soloer, og det er da også nedtonet til et minimum, men de der nu engang er, bliver eksekveret med usvigelig sikkerhed.

”Oceans Into Their Graves” er et meget brutalt, men samtidig på mange måder et smukt album, som hører hjemme i enhver Metal fan’s samling med respekt for sig selv. Derfor er det også en skam den kun udkommer på de digitale platforme samt på vinyl, da jeg personligt sværger til cd. Rising’s ”Oceans Into their Graves” skal høres højt, da det er et forbandet godt album!!

Tracklist:
1. All Dirt
2. Burn Me Black
3. Old Jealousy
4. Blood Moon
5. The Anger
6. Coward Heart
7. Death of a Giant
8. Killers of the Mind
9. Waste Deep
10. The Night
Samlet spilletid: 43:18

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed