fbpx

VLE, The - The Book of Illusions, Chapter III

Sidste og afgørende kapitel i ”Book of Illusions” trilogien.
Som tidligere skrevet, er der ingen af de 3, der minder særligt om hinanden, udover, at de alle lægger ud med skæringen ”Kano”.
Jeg vil sige, at dette 3. kapitel er det af de 3, der minder mest om et selvstændigt album, om end 1’eren var mest komplet.
3’eren har nogle klare forcer i forhold til de 2 andre, men den har desværre også nogle fæle kiks, som gør, at den taber terræn til dens 2 forgængere.

VLE formår stadig, på stort set alle tracks, at tryllebinde lytteren, med sit lydlandskab som oftest kan sammenlignes med en tur gennem den egyptiske ørken.

Skiven lægger som sagt ud med ”Kano” og fortsætter over i noget akustisk og meget melodisk. 3. skæring starter blidt ud, men forvandles til en hæslig øre-bæ, med skinger blackmetal stemme og meget forvrænget guitar.
”Ancient Song Set Ablaze” triller rundt om sig selv en million gange, og det er lige før man som lytter er helt væk, men så kommer der virkelig et guldkorn i form af ”Diana’s Rebirth”, og skiven holder faktisk vand resten af tiden ud.

Som skrevet i alle 3 anmeldelser af The VLE, er kodeordene i hans selskab ”Tålmodighed og Åbent Sind”!

Som sagt, er der noget for enhver smag, og det er jo fedt, man bare kan springe det man ikke gider over.

Personligt glæder jeg mig til at høre hans nye fuldlængde skive.

Tracklist:
01: Kano
02: The Arrival
03: Crimson
04: … of Wood and Water
05: Ancient Song Set Ablaze
06: Diana’s Rebirth
07: Now You Cry
08: Fornever
09: The Surest Path
10: I Will Return… 822



Læs mere...

Ablaze In Hatred - Deceptive Awareness

I september måned 2006 udgav det Finske doom death band Ablaze In Hatred deres debut album ”Deceptive Awareness” på Firebox records. Her er stilen rendyrket doom med et ultra tungt beat og dommedagsgrowl. De kan godt undervejs minde om Swallow The Sun med klingende guitar riffs og et mørke man stort set kun finder hos finske bands.

Ablaze In Hatred blev dannet i Helsinki, Finland i 2004 af de to venner Juhani Sanna og Mika Ikonen med den musikalske vision at lave musik der er mørkt, langsomt, tungt og atmosfærisk. Bandet blev udvidet med trommeslageren Antti Hakkala og bassisten Miska Lehtivuori og i august 2005 gik de i studie for at indspille deres første promo ”Closure of Life”. Promoen fik gode anmeldelser og i oktober 2005 kunne de skrive kontrakt med Firebox Records.

Debut albummet ”Deceptive Awareness” blev optaget i juni 2006 og blev udgivet i begyndelsen af september samme år. Albummet blev optaget og mikset af Karl Niemnen i Noisecamp Studio og er produceret af bandet selv. Der er ingen tvivl om at de ved hvad de vil og brænder for at skabe en meget mørk og dyster stemning og de gør det meget professionelt og stilrent. Så er man til doom metal med growl vokal er dette album klart en gennemlytning værd.

Læs mere...

Vallenfyre - A Fragile King

Som dedikeret Paradise Lost-fan på attende år, tegner "A Fragile King" til at være ét af de albums i år, som jeg har ventet med mest spænding, mest længsel og med højeste forventninger. Primusmotoren i Vallenfyre er nemlig ingen ringere end Gregor Mackintosh, guitarist og hovedkomponist i Paradise Lost. Spænding, fordi Mackintosh via Vallenfyre har mulighed for at kanalisere sine – og kun sine – inspirationer. Længsel, fordi jeg – uden at negligere de efterhånden mange Paradise Lost-compilations – er sulten efter mere fra England's finest. Og høje forventninger, fordi Mackintosh og Paradise Lost igennem deres 23 år har kreeret et imponerende bagkatalog.

"A Fragile King" er resultatet af den sorg, Mackintosh har oplevet i forbindelse med sin faders død, samt den måde han har tacklet og bearbejdet dødsfaldet på. Hvor Gregors bror, Ross Mackintosh, skrev en autobiografisk historie om en mands erfaringer og oplevelser med familie, liv, kærlighed og død, skrev Gregor en række numre, og samlede fire venner omkring sig, for at indspille dem. Således medvirker ingen ringere end guitarist Hamish Glencross fra My Dying Bride, bassist Scoot fra Doom, At The Gates- og nuværende Paradise Lost-trommeslager Adrian Erlandsson og en fyr ved navn Mully fra den lokale pub på guitar! Mackintosh står selv for vokalen.

Albumåbner "All Will Suffer" er en lidt træg sag. Den indikerer dog hurtigt, at Mackintosh er en gedigen growler, men rent musikalsk kickstarter den ikke just albummet. Det er et ganske OK nummer, og lige så er anden skæring, "Desecration". Med "Ravenous Whore" tager Vallenfyre dog for alvor ved, og lige dér – tre numre inde i albummet – er jeg solgt. Ufortrødent og usvækket fortsætter Mackintosh og co. henover en række stemningsfulde og solide numre – bedst er "A Thousand Martyrs", "Seeds" og "My Black Siberia" – og lukker med den langsommelige og altødelæggende knuser, "The Grim Irony".

Stilen er helt basalt old school death metal ikke helt ulig svenske Dismember, men Mackintosh favner bredt hvad inspirationskilder angår, og "A Fragile King" er godt og grundigt tilsværtet i både doom metal og crust. Rent stemningsmæssigt er albummet ikke helt ulig Paradise Losts mesterlige andet album, "Gothic" fra 1991. I den mest positive forstand er "A Fragile King" en grim Satan! Musikken er rå, og det færdige resultat på albummet er ditto. Dens udsæt i primitiv og fængende death metal med aggressive og punkede elementer på den ene side, og en god gang dyster doom på den anden fungerer rigtigt godt. Skulle det vise sig, at "A Fragile King" forbliver Vallenfyres eneste album, så er det i alt fald et stærkt album, som kommer Fandens tæt på de fem stjerner!

Tracklist:
1. All Will Suffer
2. Desecration
3. Ravenous Whore
4. Cathedrals Of Dread
5. As The World Collapses
6. A Thousand Martyrs
7. Seeds
8. Humanity Wept
9. My Black Siberia
10. The Divine Have Fled
11. The Grim Irony

Samlet spilletid: 41:56

Læs mere...

Wölfhead - Wölfhead

Spanske Wölfhead er fuld af overraskelser! For det første lugter coveret langt væk af Kristian "Necrolord" Wåhlin, som kan skrive et utal af black- og death metal-bands på sit CV. Men de to stilarter er ikke just The Doomentia Records' force! Tværtimod, for "Wölfhead" kan jo ikke være andet end doom metal, vel?! Jo! Der er bestemt doom at spore i spaniernes lydbillede, men bandet overrasker – positivt – ved at inddrage elementer fra vidt forskellige stilarter.

Grundstenen i Wölfheads udtryk er som hentet fra USAs såkaldte Dixieland; tungt, sumpet, slæbende og bluesy. Den hæse vokal er ditto. Dertil hviler der en aura af nærmest mytologisk og spirituel karakter over lyrikken, musikken og udførelsen heraf.

Albummets få numre til trods er "Wölfhead" rig på variation og afveksling. Første skæring, "Journey By The Shaman's Hand", er en langsom, tung Satan af et nummer (!), og efterfølgeren, "Cul De Sac", er en fandenivoldsk, høj-oktan rock'n' roll killer! Og for at det ikke skal være løgn, så rundes albummet af med et akustisk cover af Pink Floyds "Wish You Were Here"! Stilforvirring?! Ikke tale om, for Wölfhead mestrer hvert aspekt af deres nuancerede lydbillede til fulde, og denne selvtitlede debut er rigtig godt skruet sammen. Eneste kritikpunkter er, at Iban Arrietas ellers så ballsy vokal ligger for langt tilbage i mixet, og så er albummet måske to numre for kort.

Tracklist:
1. Journey By The Shaman's Hand
2. Cul De Sac
3. Sons Of Asgard
4. Doomed Faith
5. Wölfhead
6. Wish You Were Here

Samlet spilletid: 36:47

Læs mere...

Wormridden - Infesting the Grave

Wormridden er et sideprojekt, der består af medlemmer fra danske Undergang og japanske Anatomia. Deres debut EP (hedder det stadig EP, når det er på kassette?) udgives på den nyligt opstartede undergrundslabel Extremely Rotten Records, der indtil videre kun har udgivet kassettebånd. True imod de helt gamle dyder, og jeg digger det sgu... Det er alt for længe siden, min walkman har kørt ture!
Jeg kender ikke Anatomia, men Undergang er jeg svært begejstret for; det er bestemt ikke originalt eller noget, men fungerer fint som en slags hyldest til old school death metal. Ligeledes kan jeg ikke lade være med at holde af Wormridden – Det er pissesejt, den måde de får Asphyx til at virke som et speedmetal-band. Jeg har indtil flere gange måttet checke batteriet i min walkman, for at se om det var ved at være løbet tør. Så sløvt går det, når Wormridden spiller op til dans. Men fedt er det! Lyden er sindssygt grumset og ulden, men det går rigtig fint i spænd med det simple og ultra tunge hegn, som Wormridden disker op med. Originaliteten kan ligge på et meget lille sted, og det samme kan man delvist sige om variationen. Tempoet varieres, men alt andet får lov til at køre i den samme rille. Jeg kan muligvis frygte for, hvordan et helt album med Wormridden vil være at lytte til, men faktum er, at de tolv minutter, der her udgives, er ganske charmerende, fornøjelige og fint underholdende.
"Infesting the Grave" består af to lange og tunge skæringer, der virker til at være skåret over samme kam, men som helt sikkert, via den førnævnte charme, vil begejstre death- og doom-fans.

Tracklist:
01: Putrid Remains
02: Infested by Worms

Total Spilletid: 12 Minutter

Læs mere...

Witchcraft - Legend

Jeg skal love for Nuclear Blast sidder med en god hånd i år. Pladeselskabet har ikke alene spillet solide skiver med Grand Magus og Testament ud. Nej, det holder sgu også på trumfer i form af nyt fra ingen ringere end Enslaved, Graveyard og Witchcraft, og i skrivende stund er det de såkaldte retro-rockere i sidstnævnte, indsatsen hæves med.

Fem år er gået siden svenske Witchcraft udgav album nummer tre, "The Alchemist". Albummet udmærkede sig ved at fange ingen ringere end Philip H. Anselmos opmærksomhed, og Nuclear Blast er tilsyneladende heller ikke bleg for at bruge Anselmo som ét af de primære markedsføringsværktøjer i promoveringen af album nummer fire, "Legend". Et påklæbet klistermærke lyder; "I support their enthusiasm 100 %!" Phil Anselmo (Down/Pantera).

Anselmos begejstring kender jeg udmærket godt til. Som så mange andre bands, der har hjemme – eller har haft hjemme – på Lee Dorrians Rise Above Records, formår Witchcraft at kreere noget helt unikt med elementer, der helt nøgternt set for længst burde have overskredet sidste anvendelsesdato. Lige så stor en gevinst bandet – hvis retfærdigheden er til – bliver for Nuclear Blast, lige så stort et tab må de være for Dorrian og Rise Above Records. Omvendt, så vil Dorrian altid være manden, der signede Witchcraft og udgav deres tre første albums, "Witchcraft" fra 2004, "Firewood" fra 2005 og den førnævnte "The Alchemist" fra 2007, og lur mig, om ikke han fortsætter med at finde – og udgive plader med – nye og spændende bands til den dag han dør!

Witchcraft anno 2012 er dog af en lidt anden støbning end dét band, der forlod Rise Above Records. Væk er guitarist John Hoyles og trommeslager Fredrik Jansson og med er nu guitaristerne Tom Jondelius og Simon Solomon, samt trommeslager Oscar Johansson. Sanger og – delvist – guitarist Magnus Pelander og bassist Ola Henriksson fører stadigvæk an når det gælder komponeringen, men umiddelbart synes udskiftningen i besætningen at have ændret bandets musikalske udtryk. Witchcraft er ganske enkelt blevet tungere.

Der er atter massive proportioner af doom metal at spore i bandets musikalske mikstur. Ja, det er slet ikke til at komme udenom! Pelanders vokal synes også en anelse kraftigere. Den står både i skarp kontrast til hans forvrængede præstationer på debutalbummet, til hans mere klare og rene ditto på "The Alchemist" og til hans melankolske og sjælefulde røst på hans selvtitlede debut-12" fra 2010.

Til trods for musikkens tungere islæt formår Witchcraft stadigvæk at bevare dén nerve og dén sjæl i nummer efter nummer på "Legend", som de så mesterligt har blottet på deres forrige albums, omend mere nøgent – af mangel på bedre ord – og skrøbeligt før end nu. "Legend" er rig på substans og jeg er lige ved at tro, at albummets ni (ti) numre, er lyden af Pelander og co. når de er aller bedst. "Legend" er i alt fald et solidt og sublimt udspil fra et interessant band med et imponerende bagkatalog.

2012 kan meget vel blive ét af dette årtusindes bedste år for Nuclear Blast, og det er "Legend" i høj grad medvirkende til. Albummet er ganske enkelt i særklasse, og det er niveauer over størstedelen af Nuclear Blasts øvrige udgivelser.

Tracklist:
1. Deconstruction
2. Flag Of Fate
3. It's Not Because Of You
4. An Alternative To Freedom
5. Ghosts House
6. White Light Suicide
7. Democracy
8. Dystopia
9. Dead End
10. By Your Definition (Bonus Track)

Samlet spilletid: 56:51

Læs mere...

Whispering Gallery - Shades Of Sorrow

Whispering Gallery fra Holland, hvad er nu det for noget? Info materialet på promoen er meget sparsom, men bandet skulle have været på tour med Within Temptation, og "Shades Of Sorrow" er det 3. album fra et af de største navne indenfor moderne doom metal!! (ja ja, klap nu lige hesten engang)

Bandet leverer en omgang temmelig kedelig tung og intetsigende doom metal med skiftevis "grunts", som de selv kalder det, og ren vokal. Ideerne med dette, er egentlig udmærket og den rene vokal er faktisk okay, men flere steder virker det på mig malplaceret og næsten grinagtigt. Dernæst prøver bandet at variere det med keyboard stemmnings underlægning og piano temaer, men der er absolut intet på denne plade der kan få mit pis i kog.

Tja...hvis ikke det var fordi at denne plade skulle anmeldes, ville den nok aldrig være blevet lyttet helt igennem af undertegnede, og med fare for at gentage mig selv stopper jeg her.

Tracklist:
01. The Ghost Inside
02. Afraid To Surrender
03. Darkness Falls
04. Shades Of Sorrow
05. Desperation
06. From The Grave...
07. Beyond The Light
08. Daydream (PartII)

Samlet spilletid: 51:37

Læs mere...

Zebulon Pike - Space is the Corpse of Time

I deres valg af musikalsk retning minder Zebulon Pike om triatlon; på samme måde som denne sportsgren er sammensat af 3 krævende discipliner, blander bandet fra Minneapolis 3 stilarter. Som om det ikke var ambitiøst nok at kombinere Progressiv og Doom Metal, har Zebulon Pike valgt at gøre det i ren instrumental form. Det pirrer naturligvis min nysgerrighed, ikke mindst fordi bandet har høstet mange priser siden starten i 2002.

Musikken lægger ud med passager, som har traditionelle rytmer, og på den måde minder om gængs Rock og Metal. Det varer dog ikke længe, for Zebulon Pike skifter hurtigt til sekvenser, hvor den rytmiske struktur opløses. Den erstattes af usammenhængende småbidder, som virker mere eller mindre tilfældigt sat sammen. Resultatet er lydkollager, hvor f.eks. lyden af udrykningssirener frembragt på guitar plager lytteren i hvad der føles som en evighed.
Vi skal helt hen til slutnummeret, før der kommer samling på tropperne og bandet leverer noget sammenhængende og brugbart, men på dette tidpunkt vil langt de fleste have smidt håndklædet i ringen og opgivet. Resten af albummet er simpelthen bare for underligt og anderledes uden, at det giver mening. Derfor ville det nok være mere rigtigt at ændre genrebetegnelsen til Avantgarde, for trods indhold af de nævnte stilarter, passer det samlede resultat ikke i nogen kendt genre. Det plejer at være en god egenskab, men ikke i dette tilfælde. Problemet er, at "Space is the Corpse of Time" indeholder for lidt egentlig musik. Det er et modigt og meget personligt udspil, men peger mere i retning af tilfældige jamsessions end planlagt og gennemarbejdet musik. Jeg kan ikke pege på nogen gruppe af modtagere af denne type album, og karakteren gives primært for medlemmernes kunnen som musikere, ikke deres evner som komponister.

Tracklist:
1. Spectrum Threshold
2. Echoic Worlds
3. Powers Of The Living - Manifestations Of The De
4. Space Is The Corpse Of Time
5. Trigon In Force

Samlet spilletid: 50:24

Revolution Music vil gerne takke Earsplit PR for tilsending af dette album.

Læs mere...

Zatokrev - Bury The Ashes

Den første tanke jeg fik, da jeg hørte denne cd var, at de mindede meget om Crowbar med deres tunge riffs og hæse vokal. Men Zatokrev adskiller sig alligevel meget, for det første fordi vokalen ikke er helt så fed som Crowbar og bliver i længden lettere til meget irriterende. For det andet er musikken heller ikke helt så tung og hardcore inspireret, men der er rigtig mange totalt fede stykker. Det er helt klart musikken der udskiller sig som det fede ved dette band, hvorimod vokalen godt kunne være bedre.
Produktionen er rimelig god og passer godt til musikstilen, med klingende guitarer og en tung og tydelig bas; trommerne har en god akustisk lyd, så thumbs up for produktionen.

Zatokrev kommer fra Svejts, og er dannet af trommeslageren Silvio Spandino, bassisten Marco Grementieri og guitarist/sanger Frederyk Rotten i 2002. Efter en demo og en række live jobs udgav de i 2004 deres debut cd "Zatokrev", og her i 2007 kom deres anden cd "Bury the Ashes" på gaden igennem Firebox Records undtagen i Svejts, hvor cd'en udkommer igennem guitaristens nye Label Czar Of Crickets Productions.

Mit overordnede indtryk er, at der er masser af tung og massiv musik med lidt skæve takter indblandet på denne anden udgivelse fra Zatokrev; det er bare ærgerligt at vokalen ikke helt lever op til dette og nogle steder ligefrem ødelægger numrene. Men alt i alt en ok fed skive fra Zatokrev.

Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed