fbpx

My Dying Bride - A Line of Deathless Kings

“A Line of Deathless Kings” er det 9. "rigtige" album fra de engelske doom konger, som jeg personligt havde afskrevet. De sidste 3-4 albums fra deres hænder har i mine ører været uinspirerede og direkte kedelige. Derfor så jeg frem til dette album med samme entusiasme, som til et tandlægebesøg. Dog skulle det vise sig, at mine forudanelser endnu en gang måtte flytte sig til fordel for virkeligheden: My Dying Bride er bestemt IKKE færdige som genredefinerende band. Denne skive er efter min mening rangeret lige under deres mesterværk, "Turn Loose the Swans", som dengang i 1993 satte standarden for et velskåret doom album. Lange, tunge og meget sørgmodige passager, og teksterne er sgu i særdeleshed denne gang prikken over i'et!

Aaron Stainthorpe har aldrig lydt bedre end han gør lige netop nu, og han har i høj grad andel i MDB's nærmest kategoriske trademark-doom lyd. I forhold til de sidste par skiver de har udgivet, føler man som lytter spilleglæden (Kan et doomband have spilleglæde....?). Riffsne sidder sgu lige i øjet, og den, i doom regi, energiske trommeslager John Bennett laver også sit arbejde til UG.

Skæringerne ligner sig selv, og vi kommer sjældent under 6 minutter, som jo også er et varemærke for MDB. Jeg mangler dog lidt violin nogle steder som tilbage i de gamle dage. Jeg kunne måske også godt bruge lidt mere growl, end der er at finde her på albummet, men alt dette ville være en bonus, for det er sgu ikke mange små detaljer, der holder mig fra at uddele en topkarakter.
Måske er det også bare, fordi jeg havde afskrevet MDB som færdige, at overraskelsen virker større... Hvem ved...?
Jeg erklærer dog MDB som retfundne troneherskere over doom metallen. De er også, fortjent, at finde på min personlige top 5 for 2006.

Kender du My Dying Bride, eller er du blot blevet nysgerrig...

Hvis du er bare lidt nysgerrig/i tvivl, så lyt til det første nummer "To Remain Tombless" og du vil være overbevist!


Revolution Music vil gerne takke VME for tilsending af dette album.

Læs mere...

VLE, The - The Book of Illusions, Chapter I

Kunstneren der kalder sig The VLE har for noget tid siden udgivet et 3 dobbelt album ved navn ”The Book of Illusions, Chapters 1-3”.
Da jeg i sin tid kontaktede VLE angående en anmeldelse, var det egentlig fordi jeg ud fra hans hjemmeside troede, at han lavede black metal, men blev noget overrasket da jeg satte hans værk i afspilleren.
Sangene over alle 3 kapitler skifter fra atmosfærisk rock over til ambiente lydkollager, derfra videre til folk metal, for til sidst at havne i noget der ligner støj rock med overdreven distortion. Musikken ligger simpelthen i så mange lag, at man som lytter ikke har en kinamands chance for at få det hele med indenfor de første 10 gennemlyt. Med dette sagt, kan I nok forstå at det har været en krævende opgave at bedømme og beskrive VLE’s musik bare nogenlunde.

Jeg har valgt at dele de 2 kapitler op, for at få flere detaljer med. (Det skal dog siges, at kap. 1 og 2 er på samme cd.)

Kapitel 1 lægger ud med ”hittet” ”Kano”, som skiller sig ud ved, at det er den eneste skæring på de 3 kapitler, hvorpå der benyttes akustiske trommer. Resten laves af en maskine, og derved VLE ham selv.
”Chapter 1” fremstår som værende den mest komplette og afdæmpede af de 3. Den når ikke at blive kedelig med sine 25 minutter, men fremstår visse steder (”3 in 5”) som noget de mægtige islændinge fra Sigur Ros kunne have fundet på.

Visse steder på skiven kan man dog godt høre, at VLE har lidt tilknytning til black metal scenen, da han nogle steder på skiven hvæser i stedet for at synge. Nogle gange falder det mere heldigt ud end andre.
Som skrevet kan næsten alle stilarter (Mon dog, men alligevel…) findes på denne udgivelse, men alligevel synes jeg, at det er i de stille sager VLE tager kegler. Et nummer som ”Stark” er helt forrygende, og et lidt vildere nummer som ”Behold the Night, Beyond the Sunsets” er nærmest hypnotisk i sin form.
”Tingen” med denne cd, er dog tendensen til at træde vande lidt for længe, men det er jo smag og behag.

Jeg ved, at The VLE lige er blevet signet til Deepsend Records, med planer on at genudgive The Book of Illusions. Om ikke andet bliver det meget spændende at høre mandens udvikling, da han er i stand til at skabe store ting med forholdsvis små midler. Han arbejder pt. på sit nye album med titlen: ”The Golden Wind”.
Check lidt smagsprøver af hans musik, på hans hjemmeside. Det vil du ikke fortryde.

Tracklist:
01: Kano
02: Freedom to Fly
03: Behold the Night, Beyond the Sunsets
04: Timeless
05: 3 in 5
06: Drift
07: Stark



Læs mere...

VLE, The - The Book of Illusions, Chapter II

Del 2 i “The Book….” Trilogien. Som nævnt i min Anmeldelse af 1’eren, er VLE fantastisk god til at skabe stemninger ud af stort set intet. 2’eren følger i 1’erens fodspor, men fremstår som værende en ”hakket” sag, der aldrig rigtig får begyndt, men som i stedet hele tiden lover det helt store uden at holde det.
Med sine godt 25 minutters spilletid, rangerer numrene fra 40 sekunders varighed til 4½ minuts varighed. De fleste er i den korte ende, og det hele virker faktisk mere som reklame jingles eller soundtrack-bidder, end det virker som et selvstændigt album.
Mange af de små bidder er utroligt flotte (”Trilogy of the I”, ”Scotland” og ”In Silence”) mens at ”Kano” og ”Stark” endnu en gang huserer og undertegnede syntes måske at det var nok med dem på 1’eren.

Igen benytter VLE sig af guitar, keyboards, synthesizers og alt mulig andet. Han lyder på denne skive visse steder som noget The The lavede på deres sublime album ”Dusk”. Det sidste nummer på skiven er, som titlen antyder, en omvending af hittet ”Kano”. Her bruges introen til ”Kano” simpelthen baglæns…
Han skaber nogle fede ting, men som sagt skulle der have været lidt mere kød på sangene for at høste den helt store karakter.

Tracklist:
01: Kano
02: The Dancer
03: Trilogy of the I
04: AM Intro
05: AM Theme
06: Scotland
07: A Scene Form a Tree
08: In Silence
09: Stark
10: A Fortunate Reversal


Læs mere...

VLE, The - The Book of Illusions, Chapter III

Sidste og afgørende kapitel i ”Book of Illusions” trilogien.
Som tidligere skrevet, er der ingen af de 3, der minder særligt om hinanden, udover, at de alle lægger ud med skæringen ”Kano”.
Jeg vil sige, at dette 3. kapitel er det af de 3, der minder mest om et selvstændigt album, om end 1’eren var mest komplet.
3’eren har nogle klare forcer i forhold til de 2 andre, men den har desværre også nogle fæle kiks, som gør, at den taber terræn til dens 2 forgængere.

VLE formår stadig, på stort set alle tracks, at tryllebinde lytteren, med sit lydlandskab som oftest kan sammenlignes med en tur gennem den egyptiske ørken.

Skiven lægger som sagt ud med ”Kano” og fortsætter over i noget akustisk og meget melodisk. 3. skæring starter blidt ud, men forvandles til en hæslig øre-bæ, med skinger blackmetal stemme og meget forvrænget guitar.
”Ancient Song Set Ablaze” triller rundt om sig selv en million gange, og det er lige før man som lytter er helt væk, men så kommer der virkelig et guldkorn i form af ”Diana’s Rebirth”, og skiven holder faktisk vand resten af tiden ud.

Som skrevet i alle 3 anmeldelser af The VLE, er kodeordene i hans selskab ”Tålmodighed og Åbent Sind”!

Som sagt, er der noget for enhver smag, og det er jo fedt, man bare kan springe det man ikke gider over.

Personligt glæder jeg mig til at høre hans nye fuldlængde skive.

Tracklist:
01: Kano
02: The Arrival
03: Crimson
04: … of Wood and Water
05: Ancient Song Set Ablaze
06: Diana’s Rebirth
07: Now You Cry
08: Fornever
09: The Surest Path
10: I Will Return… 822



Læs mere...

Ablaze In Hatred - Deceptive Awareness

I september måned 2006 udgav det Finske doom death band Ablaze In Hatred deres debut album ”Deceptive Awareness” på Firebox records. Her er stilen rendyrket doom med et ultra tungt beat og dommedagsgrowl. De kan godt undervejs minde om Swallow The Sun med klingende guitar riffs og et mørke man stort set kun finder hos finske bands.

Ablaze In Hatred blev dannet i Helsinki, Finland i 2004 af de to venner Juhani Sanna og Mika Ikonen med den musikalske vision at lave musik der er mørkt, langsomt, tungt og atmosfærisk. Bandet blev udvidet med trommeslageren Antti Hakkala og bassisten Miska Lehtivuori og i august 2005 gik de i studie for at indspille deres første promo ”Closure of Life”. Promoen fik gode anmeldelser og i oktober 2005 kunne de skrive kontrakt med Firebox Records.

Debut albummet ”Deceptive Awareness” blev optaget i juni 2006 og blev udgivet i begyndelsen af september samme år. Albummet blev optaget og mikset af Karl Niemnen i Noisecamp Studio og er produceret af bandet selv. Der er ingen tvivl om at de ved hvad de vil og brænder for at skabe en meget mørk og dyster stemning og de gør det meget professionelt og stilrent. Så er man til doom metal med growl vokal er dette album klart en gennemlytning værd.

Læs mere...

Vallenfyre - A Fragile King

Som dedikeret Paradise Lost-fan på attende år, tegner "A Fragile King" til at være ét af de albums i år, som jeg har ventet med mest spænding, mest længsel og med højeste forventninger. Primusmotoren i Vallenfyre er nemlig ingen ringere end Gregor Mackintosh, guitarist og hovedkomponist i Paradise Lost. Spænding, fordi Mackintosh via Vallenfyre har mulighed for at kanalisere sine – og kun sine – inspirationer. Længsel, fordi jeg – uden at negligere de efterhånden mange Paradise Lost-compilations – er sulten efter mere fra England's finest. Og høje forventninger, fordi Mackintosh og Paradise Lost igennem deres 23 år har kreeret et imponerende bagkatalog.

"A Fragile King" er resultatet af den sorg, Mackintosh har oplevet i forbindelse med sin faders død, samt den måde han har tacklet og bearbejdet dødsfaldet på. Hvor Gregors bror, Ross Mackintosh, skrev en autobiografisk historie om en mands erfaringer og oplevelser med familie, liv, kærlighed og død, skrev Gregor en række numre, og samlede fire venner omkring sig, for at indspille dem. Således medvirker ingen ringere end guitarist Hamish Glencross fra My Dying Bride, bassist Scoot fra Doom, At The Gates- og nuværende Paradise Lost-trommeslager Adrian Erlandsson og en fyr ved navn Mully fra den lokale pub på guitar! Mackintosh står selv for vokalen.

Albumåbner "All Will Suffer" er en lidt træg sag. Den indikerer dog hurtigt, at Mackintosh er en gedigen growler, men rent musikalsk kickstarter den ikke just albummet. Det er et ganske OK nummer, og lige så er anden skæring, "Desecration". Med "Ravenous Whore" tager Vallenfyre dog for alvor ved, og lige dér – tre numre inde i albummet – er jeg solgt. Ufortrødent og usvækket fortsætter Mackintosh og co. henover en række stemningsfulde og solide numre – bedst er "A Thousand Martyrs", "Seeds" og "My Black Siberia" – og lukker med den langsommelige og altødelæggende knuser, "The Grim Irony".

Stilen er helt basalt old school death metal ikke helt ulig svenske Dismember, men Mackintosh favner bredt hvad inspirationskilder angår, og "A Fragile King" er godt og grundigt tilsværtet i både doom metal og crust. Rent stemningsmæssigt er albummet ikke helt ulig Paradise Losts mesterlige andet album, "Gothic" fra 1991. I den mest positive forstand er "A Fragile King" en grim Satan! Musikken er rå, og det færdige resultat på albummet er ditto. Dens udsæt i primitiv og fængende death metal med aggressive og punkede elementer på den ene side, og en god gang dyster doom på den anden fungerer rigtigt godt. Skulle det vise sig, at "A Fragile King" forbliver Vallenfyres eneste album, så er det i alt fald et stærkt album, som kommer Fandens tæt på de fem stjerner!

Tracklist:
1. All Will Suffer
2. Desecration
3. Ravenous Whore
4. Cathedrals Of Dread
5. As The World Collapses
6. A Thousand Martyrs
7. Seeds
8. Humanity Wept
9. My Black Siberia
10. The Divine Have Fled
11. The Grim Irony

Samlet spilletid: 41:56

Læs mere...

Wölfhead - Wölfhead

Spanske Wölfhead er fuld af overraskelser! For det første lugter coveret langt væk af Kristian "Necrolord" Wåhlin, som kan skrive et utal af black- og death metal-bands på sit CV. Men de to stilarter er ikke just The Doomentia Records' force! Tværtimod, for "Wölfhead" kan jo ikke være andet end doom metal, vel?! Jo! Der er bestemt doom at spore i spaniernes lydbillede, men bandet overrasker – positivt – ved at inddrage elementer fra vidt forskellige stilarter.

Grundstenen i Wölfheads udtryk er som hentet fra USAs såkaldte Dixieland; tungt, sumpet, slæbende og bluesy. Den hæse vokal er ditto. Dertil hviler der en aura af nærmest mytologisk og spirituel karakter over lyrikken, musikken og udførelsen heraf.

Albummets få numre til trods er "Wölfhead" rig på variation og afveksling. Første skæring, "Journey By The Shaman's Hand", er en langsom, tung Satan af et nummer (!), og efterfølgeren, "Cul De Sac", er en fandenivoldsk, høj-oktan rock'n' roll killer! Og for at det ikke skal være løgn, så rundes albummet af med et akustisk cover af Pink Floyds "Wish You Were Here"! Stilforvirring?! Ikke tale om, for Wölfhead mestrer hvert aspekt af deres nuancerede lydbillede til fulde, og denne selvtitlede debut er rigtig godt skruet sammen. Eneste kritikpunkter er, at Iban Arrietas ellers så ballsy vokal ligger for langt tilbage i mixet, og så er albummet måske to numre for kort.

Tracklist:
1. Journey By The Shaman's Hand
2. Cul De Sac
3. Sons Of Asgard
4. Doomed Faith
5. Wölfhead
6. Wish You Were Here

Samlet spilletid: 36:47

Læs mere...

Wormridden - Infesting the Grave

Wormridden er et sideprojekt, der består af medlemmer fra danske Undergang og japanske Anatomia. Deres debut EP (hedder det stadig EP, når det er på kassette?) udgives på den nyligt opstartede undergrundslabel Extremely Rotten Records, der indtil videre kun har udgivet kassettebånd. True imod de helt gamle dyder, og jeg digger det sgu... Det er alt for længe siden, min walkman har kørt ture!
Jeg kender ikke Anatomia, men Undergang er jeg svært begejstret for; det er bestemt ikke originalt eller noget, men fungerer fint som en slags hyldest til old school death metal. Ligeledes kan jeg ikke lade være med at holde af Wormridden – Det er pissesejt, den måde de får Asphyx til at virke som et speedmetal-band. Jeg har indtil flere gange måttet checke batteriet i min walkman, for at se om det var ved at være løbet tør. Så sløvt går det, når Wormridden spiller op til dans. Men fedt er det! Lyden er sindssygt grumset og ulden, men det går rigtig fint i spænd med det simple og ultra tunge hegn, som Wormridden disker op med. Originaliteten kan ligge på et meget lille sted, og det samme kan man delvist sige om variationen. Tempoet varieres, men alt andet får lov til at køre i den samme rille. Jeg kan muligvis frygte for, hvordan et helt album med Wormridden vil være at lytte til, men faktum er, at de tolv minutter, der her udgives, er ganske charmerende, fornøjelige og fint underholdende.
"Infesting the Grave" består af to lange og tunge skæringer, der virker til at være skåret over samme kam, men som helt sikkert, via den førnævnte charme, vil begejstre death- og doom-fans.

Tracklist:
01: Putrid Remains
02: Infested by Worms

Total Spilletid: 12 Minutter

Læs mere...

Witchcraft - Legend

Jeg skal love for Nuclear Blast sidder med en god hånd i år. Pladeselskabet har ikke alene spillet solide skiver med Grand Magus og Testament ud. Nej, det holder sgu også på trumfer i form af nyt fra ingen ringere end Enslaved, Graveyard og Witchcraft, og i skrivende stund er det de såkaldte retro-rockere i sidstnævnte, indsatsen hæves med.

Fem år er gået siden svenske Witchcraft udgav album nummer tre, "The Alchemist". Albummet udmærkede sig ved at fange ingen ringere end Philip H. Anselmos opmærksomhed, og Nuclear Blast er tilsyneladende heller ikke bleg for at bruge Anselmo som ét af de primære markedsføringsværktøjer i promoveringen af album nummer fire, "Legend". Et påklæbet klistermærke lyder; "I support their enthusiasm 100 %!" Phil Anselmo (Down/Pantera).

Anselmos begejstring kender jeg udmærket godt til. Som så mange andre bands, der har hjemme – eller har haft hjemme – på Lee Dorrians Rise Above Records, formår Witchcraft at kreere noget helt unikt med elementer, der helt nøgternt set for længst burde have overskredet sidste anvendelsesdato. Lige så stor en gevinst bandet – hvis retfærdigheden er til – bliver for Nuclear Blast, lige så stort et tab må de være for Dorrian og Rise Above Records. Omvendt, så vil Dorrian altid være manden, der signede Witchcraft og udgav deres tre første albums, "Witchcraft" fra 2004, "Firewood" fra 2005 og den førnævnte "The Alchemist" fra 2007, og lur mig, om ikke han fortsætter med at finde – og udgive plader med – nye og spændende bands til den dag han dør!

Witchcraft anno 2012 er dog af en lidt anden støbning end dét band, der forlod Rise Above Records. Væk er guitarist John Hoyles og trommeslager Fredrik Jansson og med er nu guitaristerne Tom Jondelius og Simon Solomon, samt trommeslager Oscar Johansson. Sanger og – delvist – guitarist Magnus Pelander og bassist Ola Henriksson fører stadigvæk an når det gælder komponeringen, men umiddelbart synes udskiftningen i besætningen at have ændret bandets musikalske udtryk. Witchcraft er ganske enkelt blevet tungere.

Der er atter massive proportioner af doom metal at spore i bandets musikalske mikstur. Ja, det er slet ikke til at komme udenom! Pelanders vokal synes også en anelse kraftigere. Den står både i skarp kontrast til hans forvrængede præstationer på debutalbummet, til hans mere klare og rene ditto på "The Alchemist" og til hans melankolske og sjælefulde røst på hans selvtitlede debut-12" fra 2010.

Til trods for musikkens tungere islæt formår Witchcraft stadigvæk at bevare dén nerve og dén sjæl i nummer efter nummer på "Legend", som de så mesterligt har blottet på deres forrige albums, omend mere nøgent – af mangel på bedre ord – og skrøbeligt før end nu. "Legend" er rig på substans og jeg er lige ved at tro, at albummets ni (ti) numre, er lyden af Pelander og co. når de er aller bedst. "Legend" er i alt fald et solidt og sublimt udspil fra et interessant band med et imponerende bagkatalog.

2012 kan meget vel blive ét af dette årtusindes bedste år for Nuclear Blast, og det er "Legend" i høj grad medvirkende til. Albummet er ganske enkelt i særklasse, og det er niveauer over størstedelen af Nuclear Blasts øvrige udgivelser.

Tracklist:
1. Deconstruction
2. Flag Of Fate
3. It's Not Because Of You
4. An Alternative To Freedom
5. Ghosts House
6. White Light Suicide
7. Democracy
8. Dystopia
9. Dead End
10. By Your Definition (Bonus Track)

Samlet spilletid: 56:51

Læs mere...

Whispering Gallery - Shades Of Sorrow

Whispering Gallery fra Holland, hvad er nu det for noget? Info materialet på promoen er meget sparsom, men bandet skulle have været på tour med Within Temptation, og "Shades Of Sorrow" er det 3. album fra et af de største navne indenfor moderne doom metal!! (ja ja, klap nu lige hesten engang)

Bandet leverer en omgang temmelig kedelig tung og intetsigende doom metal med skiftevis "grunts", som de selv kalder det, og ren vokal. Ideerne med dette, er egentlig udmærket og den rene vokal er faktisk okay, men flere steder virker det på mig malplaceret og næsten grinagtigt. Dernæst prøver bandet at variere det med keyboard stemmnings underlægning og piano temaer, men der er absolut intet på denne plade der kan få mit pis i kog.

Tja...hvis ikke det var fordi at denne plade skulle anmeldes, ville den nok aldrig være blevet lyttet helt igennem af undertegnede, og med fare for at gentage mig selv stopper jeg her.

Tracklist:
01. The Ghost Inside
02. Afraid To Surrender
03. Darkness Falls
04. Shades Of Sorrow
05. Desperation
06. From The Grave...
07. Beyond The Light
08. Daydream (PartII)

Samlet spilletid: 51:37

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed