fbpx

Dirt Forge - Soothsayer

Hvis folk nævner Sludge, Doom eller Stoner i nærheden af mig, så bliver jeg helt blød i knæene, og når der står i Dirt Forges beskrivelse at de er inspirerede af bands såsom Crowbar og High On Fire, så bliver forventningerne sat højt. Bandet udsendte deres EP Ratcatchers tilbage i 2016, og de er nu klar med deres debutalbum Soothsayer. Albummet er produceret af Chris FIelding som også er kendt for at have produceret bands såsom Napalm Death, Conan og Electric Wizard.

Albummet starter med Rust & Copper, som fungerer ganske fint som åbningsnummer. Tungt og lige til. Den onde vokal som fylder nummeret fungerer også ganske udmærket, specielt i begyndelsen af nummeret bliver det lidt guitar, som spiller for sig selv, hvilket jeg synes fungerede rigtigt godt og det vender også tilbage imod slutningen af nummeret. Godkendt åbningsnummer. Fortress Burning er nummeret som skriger Black Sabbath worship og her begynder hovedet langsomt at nikke frem og tilbage i takt med musikken. Tankerne flyver også henad noget som Black Tusk kunne finde på at lave, men Dirt Forge formår at lave det om til deres eget, og det står som det fedeste nummer på pladen for mit vedkommende, og da forsanger Alexander Kolby skriger "weakest go down" giver sangen lige et ekstra spark i løgene. Tredje nummer på albummet er Bring Me Good Noose, som også er otte minutter rent Sludge. Nummeret er fint nok, men ikke mere end det. Jeg følte halvvejs inde i nummeret, at det blev lidt kedeligt og intetsigende. Nummeret efter det er dog en helt anden sag. Intet Tabt, Intet Hændt er halvandet minuts ren beskidt Punk med undertoner af Sludge som bobler nedenunder. Fedt!
Stone sætter tempoet en smule op, og lydbilledet bliver massivt. Lidt af en Entombed vibe på nummeret, men jeg føler at det falder en smule til jorden på nogle tidspunkter, og variationen er ikke så stor, så det bliver en smule halv kedeligt.

Dirt Forge har leveret et godt Sludge/Stoner album. Der var desværre nogle halvkedelige øjeblikke, men heldigvis overskygger de ikke de gode øjeblikke. Jeg var tilfreds, men alligevel blev jeg efterladt med den følelse af at der manglede en smule, men et godt album det var det.

1. Rust & Copper
2. Fortress Burning
3. Bring Me Good Noose
4. Intet Tabt, Intet Hændt
5. Stone
6. Soothsayer I: The Blind
7. Soothsayer II: Die Waiting
8. Soothsayer III: For Our End

 

Læs mere...

Candlemass - Copenhell 2017

Mats Levén har en fortid som vokalist for så reelt forskellige svenske bands og kunstnere som At Vance, Therion, Yngwie Malmsteen og Pontus Norgren fra HammerFall. — Og siden 2012 også en nutid i fold hos sine gamle legekammerater i Candlemass. Kulsorte slangekrøller dækker hans ansigt i et omfang, der får Slash’s kontrafej til at ligne Lotte Heise. Og netop det mørke og indadvendte er kendetegnende for både Candlemass og aftenens performance.

Min hidtil eneste liveoplevelse med bandet var, da de formelig splittede Wackens Party Stage ad ned til hver eneste fiber tilbage i 2010. Dengang var det med Robert Lowe fra Solitude Aeternus på vokal. Jeg husker det som et knivskarpt og intenst fokuseret Candlemass, der ikke var bange for at satse på deres nyere materiale.

Til sammenligning er doom-kongerne denne aften på Copenhell både tilbageskuende og tonstunge i røven. Men lad det med det samme være sagt, at ingen af delene bør forstås på nogen negativ måde.

Nej, det er jo for Helvede vaskeægte doom-historie, vi er vidne til hér. Og det står klart fra det første umiskendelige dommedagsriff i “Mirror Mirror”, der sammen med “A Cry From the Crypt” udgør aftenens yngste skæringer — tilbage fra bandets tredje album “Ancient Dreams” (’88).

Det er klart, at betegnelsen proto-doom nok ville være mere akkurat. Ikke blot er Candlemass væsentligt, nå ja, mindre langsomme end de fleste efterfølgende grupper indenfor genren. Men jeg synes faktisk også godt, man kan retfærdiggøre at sige om den ellers så uhyggelige “Bewitched”, at den er så tæt på at være et decideret hit, man nu engang kan komme indenfor genren.

Ovenpå en dag med Airbournes fandenivoldske højoktansrock’n’roll, Dillinger Escape Plans ultraintense ADHD-core og Alter Bridge’s upersonlige et-glas-lunkent-vand-ned-ad-ryggen-rock er Candlemass’ rendyrkede tyngde lige den afveksling, hele Copenhell trænger til. Der er også proppet omme ved Pandæmonium — garanteret alle svenskerne der er kommet for at støtte Stockholms stolthed. For der er Candlemass — 15 millioner solgte albums indenfor så en så evigt anti-hip metalniche er fandengaleme imponerende.

Al musikken ER reelt meget indadvendt og ikke videre live-oplagt. Men et nummer som “At the Gallows End” er simpelthen så omhyggeligt mastodonttungt, at det isner af ren fryd fra toppen af fingrene til bunden af hælene. Så fuck om det ikke ligefrem er et Rammstein-show, vi står og overværer.

“Vil I høre noget fra “Epicus”-skiven?” spørger Levén, og heri består den tydeligste publikumskontakt hele koncerten igennem. For selvfølgelig vil vi da det. “Epicus Doomicus Metallicus” (’86) er hele genrens største hjørnesten, og herfra kvitterer bandet med “Crystal Ball” samt naturligvis et endnu større doom-hit, “Solitude”. Luften svirrer med horn og gjalder af fællessang. Ja, således kan sådan en mørk, indadvendt seance sgu også udvikle sig.

Doom har aldrig været min foretrukne metalsubgenre, og jeg har ikke kunnet undgå at have forventninger til Candlemass, som de ikke indfrir i aften. Men jeg har fornemmelsen af, at en aften i deres selskab kun kan være fed, selvom de bare gør deres ting på rygraden.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Baroness_6
  • Forfatter: Jill
  • AIRBOURNE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • MOTIONLESS_IN_WHITE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Coltsblood - Ascending Into Shimmering Darkness

Engelske Coltsblood startede i 2010, og udsendte deres debutalbum fire år senere. Siden er det blevet til en split-CD, et livealbum og en udskiftning på trommeposten, inden bandet var klar til album nummer to: ”Ascending Into Shimmering Darkness”.

Hvor forgængeren både indeholdt elementer af Sludge og Doom, står det nye udspil helt i Doom’ens tegn. Her er virkelig tyngde i hvert anslag, og Coltsblood har opbygget numrene, som man ofte hører det i genren: Der er meget lange instrumentale passager, hvor især guitaristen Jem sætter retningen med fine, melodiske soli. De står i skarp kontrast til bassisten Johns vokal; når han er på, sker det oftest via en meget dyb growl, som blandes med lidt rallen – det er dystert! Af og til eksploderer han i korte sekvenser, hvor musikken også kommer op i tempo, men det sænkes normalt hurtigt, og tyngden kommer igen i centrum. Man må sige, at Coltsblood denne gang har valgt en meget ren tilgang til deres musik, når de siger Doom, så leverer de Doom! Og det sker med så meget tyngde, at jeg kommer til at tænke på Ahab.

At gøre så tung musik interessant over længere tid er en svær kunst, og her klarer Coltsblood sig ikke helt så godt som deres tyske kolleger. Men de har taget et skridt i den rigtige retning, så bedømmelsen ender et lille hak over forgængerens.

Tracklist:
1. Ascending into Shimmering Darkness
2. Mortal Wound
3. The Legend of Abhartach
4. Ever Decreasing Circles
5. The Final Winter
Samlet spilletid: 52:44

Læs mere...

Avatarium - Hurricanes And Halos

Avatarium er nu ude med deres tredje album, hvor den største ændring er, at Mats Rydström har overtaget positionen som bassist fra medgrundlæggeren Leif Edling. Det betyder dog ikke, at Edling er ude af billedet, slet ikke; han fortsætter som sangskriver og står bag seks af albummets otte numre.

Edling er kendt for sine engagementer i Doom genren (Candlemass, The Doomsday Kingdom), men her har han skubbet den tunge stil til side og helliget sig gammeldags musik. Det starter stærkt med ”Into The Fire - Into The Storm”, som virkelig kører godt. Her sørger Rickard Nielssons orgel for den rigtige stemning i bedste Jon Lord stil, mens Jennie-Ann Smith bare synger igennem uden at skulle overdrive det feminine aspekt – tak for det!

Hun markerer sig også stærkt i ”When Breath Turns To Air”, som er et stille Bluesnummer med glimrende old school stemning.

De resterende numre bevæger sig indholdsmæssigt mellem de nævnte tracks, men varierer en del i kvalitet; det er langt fra hver gang jeg bliver grebet af musikken, for selv om det gammeldags rammes meget autentisk, er et par af numrene bare ikke specielt interessante. Et eksempel herpå er det instrumentale titelnummer, som sætter et stemningsfyldt punktum, men alligevel hurtigt går i glemmebogen.

Tracklist:
1. Into The Fire - Into The Storm
2. The Starless Sleep
3. Road To Jerusalem
4. Medusa Child
5. The Sky At The Bottom Of The Sea
6. When Breath Turns To Air
7. A Kiss (From The End Of The World)
8. Hurricanes And Halos
Samlet spilletid: 44:36

 

Læs mere...

Below - Upon A Pale Horse

Da svenske Below debuterede med albummet ”Across The Dark River” i 2014, gav jeg den en pæn karakter som belønning for en stærk omgang Doom. Derfor var det naturligt også at tage fat i deres andet album for at undersøge, om bandet stadig spiller lettilgængelig Metal.

Det kan virke paradoksalt at placere Below i den lettere ende af Metalskalaen – Doom genren er netop kendetegnet ved meget tunge anslag. Når jeg alligevel gør det, skyldes det to ting: Først og fremmest at musikken indeholder mange elementer fra Heavy- og Power Metal; især sangeren Zeb trækker i dén retning med sine udflugter i de høje regioner – ind imellem lyder han som King Diamond. Den anden faktor er produktionen, som er til den ikke-aggressive side, og derfor følger musikken godt.

Ovenstående kunne føre til forkerte konklusioner som f.eks. at musikken er blød og uinteressant – det er den IKKE! At der findes tungere fortolkninger af genren med mindre gennemsigtige produktioner gør bestemt ikke Belows indsats ringere, snarere tværtimod.

Numre som ”The Plague Within”, ”Hours of Darkness” og det stærke titelnummer illustrerer hvordan svenskerne på udmærket vis kombinerer tyngde med mere melodiske elementer. Dermed holder de stilen fra debutskiven, men ikke helt det samme niveau – et par anonyme skæringer koster en smule i den samlede bedømmelse.

Tracklist:
1. The Plague Within
2. Disappearing into Nothing
3. The Coven
4. Upon a Pale Horse
5. Suffer in Silence
6. Hours of Darkness
7. 1000 Broken Bones
8. We Are All Slaves
Samlet spilletid: 50:04

Læs mere...

Oceanwake - Earthen

”Earthen” er titlen på det tredje album fra finske Oceanwake, som er et nyt navn i min bog, selv om de har eksisteret i næsten ti år. Med kun to numre til at udfylde tre kvarters spilletid er der lagt op til god tid til udfoldelser.

Åbningsnummeret ”A Storm Sermon” lægger stille ud, og de stille passager fylder en pæn del af spilletiden. Finnerne tager sig god tid til at opbygge stemninger; via stille guitarmelodier, underliggende keyboards og fine vokaler bliver man som lytter hensat i en meget afslappet tilstand – hvis man lukker øjnene, kan man nemt lukke omverdenen ude. Ind imellem bliver man ret brutalt kaldt tilbage til den virkelige verden; det sker når Eero Haula sætter ind med en vokal, som er vrængende på en næsten grotesk måde – manden lyder som en parodi på en Metalsanger. Samtidig bliver der leveret tunge hug i instrumenterne, som understøtter det voldsomme. Det giver pænt store kontraster, som fremhæver enkeltdelene og gør nummeret interessant.

I ”In Amidst the Silent Thrones” fortsætter stilen fra åbningsnummeret; det er de samme elementer, der er i brug, men det giver ikke helt det samme resultat. Der er skruet op for mængden af Metal, men desværre er den rodet og mindre spændende. Det sidste gælder også for musikkens stille passager, hvilket gør nummeret mindre interessant end forgængeren, selv om den afsluttende guitarmelodi er ret fed. I fællesskab kan de to numre derfor trække tre stjerner hjem til ”Earthen”.

Tracklist:
1. A Storm Sermon
2. In Amidst The Silent Thrones
Samlet spilletid: 45:13

 

Læs mere...

Raiden - Maa

Nu skal det til at gå rigtig langsomt. Radien fra Finland er et band som jeg aldrig nogensinde har hørt om før. Genremæssigt er vi ude i noget black metal, doom, sludge, punk,drone-ish musik. Det er i hvert fald de genrer, som er beskrevet i deres pressebio. Pladen eller EP’en eller hvad man end vil kalde det, indeholder kun to numre, som begge to når op de 24 minutter. Lad os prøve at se hvilke indtryk jeg fik af at lytte til albummet.

Det indtryk som Radien giver, er rimelig abstrakt. Altså to numre som begge to flyder ganske fint sammen, men alligevel er det ret svært at holde sin koncentration igennem to numre. Det skal også lige siges, at det kræver utrolig meget af sin koncentration for at høre denne EP/album whatever du vælger at kalde det. Det største problem med denne udgivelse er, at der sker ikke særlig meget. Der bliver ikke varieret eller noget lignende. Det er rimelig meget bare det samme som bliver gentaget i det samme tempo. Jeg savner det, som giver det sidste ordentlige spark bagi, men alligevel ender du med at blive ret skuffet. Produktionen er også noget som virkelig trækker ned på udgivelsen. At den er så Lo-fi og så dårlig kvalitet så kan det næsten heller ikke blive værre.

Radien formår at udsende en udgivelse med to ret ligegyldige numre, og interessen forsvinder hurtigere end udgivelsen er færdig. jeg synes at min tålmodighed blev spildt, og min tid var igennem samme tur. Men hey, hvis du er fan af atmosfæriske subgenrer, som bliver presset sammen til et kæmpestort lydkaos, så er Radien sikkert noget for dig. Jeg var ikke synderligt imponeret, og mangel på variation og to numre som minder utrolig meget om hinanden, så står jeg sgu af. Men igen hvis det her er noget for dig, så kan du da prøve at tjekke det ud.

Trackliste:
01. Varjot
02. Viimeinen

 

Læs mere...

The Doomsday Kingdom - The Doomsday Kingdom

I flere år har Candlemass mastermind Leif Edling kæmpet med diagnosen kronisk trætheds syndrom, men ikke desto mindre var det netop i denne periode, hvor svenskeren dårligt kunne rejse sig fra sofaen, at  han brugte den lammende ensomhed til at skrive de første melodier til hans nye hjertebarn The Doomsday kingdom. Det selvbetitlede debut album er på gaden, og denne anmelder er ikke skuffet.
 
Skiven lægger ud med ” Silent Kingdom” som er et up-tempo doom track, som fungerer aldeles glimrende. De næste par numre er en anelse tungere og stadig ret så fede, hvor relationer til Candlemass ikke overraskende kan trækkes. ”See You Tomorrow” er en instrumental og temmelig dyster sag med et rigtig fedt piano tema. ”The Sceptre” som muligvis ender med at være min personlige favorit, samt resten af numrene, leverer doom i høj kvalitet som kun Leif Edling kan stå for, hvor tankerne selvsagt ledes hen på Candlemass og Black Sabbath. Vokalen bliver eksekveret af Wolf’s forsanger Niklas Stålvind – et rigtigt godt match som viser at han bestemt er en fremragende sanger.
 
Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om man nu også har brug for et band som The Doomsday Kingdom, når vi stadig har Candlemass og stilen ligger så meget op ad hinanden. Svaret må være ja, så absolut - manden som står bag musikken hedder nemlig Leif Edling, og ingen kan ryste doom riffs ud af ærmet som ham. Så selvom albummet måske ikke er helt oppe at ringe, så er det et sikkert køb, hvis man er til genren generelt. 
 
Tracklist: 
1. Silent Kingdom 5:11 
2. The Never Machine 6:35
3. A Spoonful Of Darkness 5:50 
4. See You Tomorrow 4:36
5. The Sceptre 7:19 
6. Hand Of Hell 5:58 
7. The Silence 7:26 
8. The God Particle 9:17
Samlet spilletid: 52:17
 
Læs mere...

Bitterfeldt - Götzen.Dämmerung

Bitterfeldt er et fælles projekt for duoen Micha og Sascha, hvor de forsøger at udleve deres billede af musik, som handler om livets mørke sider med ydre og indre dæmoner. Hjulpet af en række studiemusikere har de to nu indspillet deres første album.

Hvis man skal gøre det enkelt, kan indholdet opfattes som sammensat af kun to hovedelementer: Tyngde og stemning. Tyngden leveres primært af guitarerne, som med gedigne hug i strengene sørger for noget tungt; de er ikke ekstreme, men tilstrækkelige til, at retfærdiggøre betegnelsen Doom. Det stemningsmæssige betjener sig af noget flere bidragydere, og optager også langt mere af spilletiden. Her er det klaver og keyboard, der ledsager Michas rene vokal, men flere steder træder Sascha til med didgeridoo. Den bruges sparsomt, men når det sker, er den markant og giver helheden en dyster tone. Alle tekster er på tysk, hvilket ikke påvirker numrene synderligt, hverken i positiv eller negativ retning.

Det bringer os tilbage til fordelingen af tyngde og stemning, for i de tunge passager virker musikken interessant og skarp – til gengæld sker det for lidt. I de passager, hvor stemningerne er i fokus, her holder Bitterfeldt musikken helt stille. Det giver flere steder en meget effektiv nærhed, som giver en vis intensitet. Til gengæld er der lange dele af albummet, hvor der sker for lidt – her har jeg svært ved at få øje på det mørke, der var grundlaget for projektet. Derfor ender bedømmelsen i midterfeltet trods enkelte gode ideer og en flot produktion.

Tracklist:
1. Nordlicht
2. Arktus
3. EinesTages
4. Anatole
5. Zauberland
6. Mesembria
7. Fiebertraum
8. Dysis
9. Unendlich
10. Epilog: art.zero
Samlet spilletid: 52:45

Læs mere...

Rozamov - This Mortal Road

Trods det østeuropæisk klingende navn er Rozamov fra USA, nærmere bestem Boston. Her startede bandet i 2011, og har udgivet et par EP’er og en enkelt split udgivelse. Men nu er de tre medlemmer klar med deres første udgivelse i fuld længde, som de kalder ”This Mortal Road”.

Lige fra de første anslag på instrumenterne står det klart, at nøgleordet for de næste fyrre minutter i selskab med amerikanerne er tyngde. Ikke af den ekstreme type, men tydelig Doom Metal. Musikken udvikler sig langsomt, og så markeres der ind imellem lige med ekstra tunge hug i strengene. Der er også god til at lade tingene ske, specielt fordi ”Swallowed and Lost” kun optager knap to minutters spilletid. Nummeret adskiller sig også fra de øvrige ved at bestå af klaver tilsat talte sekvenser – en kærkommen afveksling.

De resterende fire numre er alle skåret over helt den samme læst, endda så meget, at det er vanskeligt at skelne dem fra hinanden. Samtidig er dynamikken nærmest ikke-eksisterende, numrene bevæger sig frem uden ret store udsving.

Bassisten Tom Corino leverer vokalen, og det gør han let vrængende, let råbende. Det irriterer mig, men det formildes af, at de vokale passager er langt kortere end de instrumentale. Men da der ikke er megen trøst at hente her, føles spilletiden EKSTRA lang, og bedømmelsen ender i den tunge ende.

Tracklist:
1. This Mortal Road
2. Wind Scorpion
3. Serpent Cult
4. Swallowed and Lost
5. Inhumation
Samlet spilletid: 40:14

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed