fbpx

Sorcerer - The Crowning Of The Fire King

Efter deres vellykkede comeback album ”In The Shadow Of The Incerted Cross” fra 2015, er svenske Sorcerer tilbage med et nyt album – man må sige, at de smeder mens jernet er varmt.

Og det er det, for selv om Sorcerer hører til i den lettere tilgængelige del af Doom genren, er det en gedigen omgang Metal, de leverer. Musikken har genrens typiske tunge anslag, som lægger et solidt fundament. Herpå lægges melodiske guitarer, som trækker i retning af Heavy Metal. Det samme gør Anders Engbergs vokal, som med sin rene og energiske natur også passer godt til Power Metal. Når det hele sættes sammen, er resultatet rigtig godt, specielt fordi de fleste numre er udstyret med rigtig gode omkvæd. Det gør ”Sirens”, ”Ship of Doom” og ”The Devil's Incubus” til gode steder at prøvesmage albummet. Alligevel får de baghjul af ”Abandoned by the Gods”, for med den Dio-agtige vokal og nummerets guitarstruktur minder Sorcerer her om en tungere udgave af Blackmore’s Rainbow – det er cool.

Mod slutningen er numrene mindre tunge, her er det primært melodierne, som giver kvalitet. Det gør oplevelsen lidt mindre interessant, men kan ikke ændre på det samlede billede: Også på deres andet album efter gendannelsen leverer Sorcerer glimrende Doom Metal.

Tracklist:
1. Sirens
2. Ship Of Doom
3. Abandoned By The Gods
4. The Devils Incubus
5. Nattvaka
6. Crimson Cross
7. The Crowning Of The Fire King
8. Unbearable Sorrow
Samlet spilletid: 57:32

Læs mere...

Conan, Monolord - Atlas

Efterårsferien havde endelig ramt mig, og jeg kunne ikke være mere ekstatisk pga. det faktum at Conan og Monolord havde trukket deres vej forbi Århus. Nu siger jeg trukket, siden de to bands i mine og nok andres øje er blevet nogle af sværvægterne indenfor Sludge og Doom metal i nyere tid, så det faktum at begge bands hver skulle give en lektion i hvordan det føles at være fanget i et sonisk lydinferno, var spændende.

 

Monolord

Når man tænker Sverige, så er det nok ikke lige Sludge man forbinder det med. De metalliske konnotationer vi forbinder med Sverige er bands som In Flames, At The Gates og Soilwork, men det er nemlig her, at Monolord skiller sig ud fra mængden og leverer super smadret, super ulækkert Sludge. Jeg placerede mig midt i mellem publikum for at få den bedste lyd og oplevelse som muligt, og det at bandet spillede højt var nok en underdrivelse på det aller højeste niveau. Det var så sindssygt højt, at det næsten var uudholdeligt at blive inde i salen, og det skal også lige nævnes, at mine ørepropper var helt inde i ørerne, men udover den super høje musik og det super smadrede lydbillede, så var der masser af gode elementer i musikken, og lyden var rigtig god. Bandets gimmick var at starte og så stoppe igen, og det fungerede fint de første par gange, men efter noget tid blev det sgu en anelse irriterende, og lidt overplayed. Monolord fik en time at spille i, og det var måske liige i overkanten for mit vedkommende, men en god koncert, det var det sgu!

Karakter 3½ ud af 6

 

Conan

Efter en pause var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Conan stod klar på scenen med en storskærm i baggrunden, hvor de mest syrede tegnefilm blev spillet, imens bandets sange om destruktion og ødelæggelse var et godt soundtrack til filmene. Alt det jeg nævnte om Monolords lydbillede og super høje musik havde ikke ændret sig her, hvilket er en kæmpe løgn. Jeg glemmer aldrig da jeg så Yob og Pallbearer på det samme spillested, der troede jeg at det var højt, men det her var næsten absurd. Bandet spillede så højt at jeg var tæt på at kaste op utrolig mange gange i starten af sættet, simpelthen på grund af vibrationerne. Guitaren var stemt ligeså lavt som bassen, og det var så tungt at man kunne ikke undgå at blive opslugt af stemningen. Trommeslager Johnny King er den seneste tilføjelse til bandet, han har en fortid i det irske Post-Black Metal band Altar Of Plagues, hvor han var min trommegud indenfor genren, men her virkede han lidt ude af sit element i aften; der var for eksempel et par gange hvor han spillede en anelse for hurtigt, og hele sangen endte med at blive en smule malplaceret og ødelagde lidt stemningen. Conan spillede en time, og der var passende, siden at min krop var utrolig gennemtæsket pga af den høje lyd inde i Atlas. Jeg synes at Conan var en fed koncert med en smule fejl hist og pist i tromme afdelingen, så var det en ganske fed koncert. Det skal lige siges at min krop stadig kan mærke vibrationerne.

Karakter 4 ud af 6

Læs mere...

Paradise Lost - Voxhall

Tre dage senere og 7 koncerter senere var vi nået finalen. Doom Metal er den perfekte genre til at sætte en fin sløjfe for mit vedkommende. Paradise Lost er jo mere eller mindre legendariske indenfor genren, og at de gæstede Århus betød jo, at der uden tvivl var mødepligt på Voxhall, og det at Pallbearer var med som opvarmning, var allerede et kæmpe plus for mit vedkommende. Lad os komme i gang med anmeldelserne.

 

Sinistro

Første band på scenen i aften var portugisiske Sinistro. Jeg har ingen idé om hvem de er, men ved på forhånd at de nok ligger i samme båd som de andre to bands på scenen i aften. Lyden var rigtig god inde i salen og stemningen var også god, både på scenen og ude blandt publikum. Lidt inde i koncerten synes jeg måske, at det lige blev en anelse ensformigt og halvkedeligt. Måske var det bare mig som ikke lige helt kunne se det fede i deres musik, hvilket også gjorde det til en utrolig langtrukken koncert. Publikum rundt omkring virkede til at kunne lide det, men jeg følte sgu aldrig helt at bandet kom helt udover scenekanten. Så det endte sgu med at blive en lidt ligegyldig koncert for mit vedkommende.

Karakter 2 ud af 6

 

Pallbearer

Efter pause var det endelig blevet tid til det suveræne Doom metal band Pallbearer. Jeg har haft stor glæde af bandets musik de sidste tre år, og deres koncert med Yob for tre år siden var også fuldstændig fantastisk. Nu, efter tre års ventetid for mit vedkommende, var det endelig tid til at bandet skulle destruere vores trommehinder og sende os langsomt i graven. Allerede fra starten var det storslået og fantastisk, præcis ligesom på pladen og lyden var fantastisk god. Forsanger Brett Campbell gav os en lektion i melankolsk skønsang, og bandet gjorde det lige godt på deres instrumenter. Den knusende bas sammen med gennemtæskede trommer satte den perfekte stemning i aftenens tungheds tegn, og publikum var fuldstændig opslugt af stemningen. Dagen før havde jeg brokket mig over at folk ikke kunne finde ud af at tie stille når musikken blev spillet, men i aften var der stadig folk som snakkede under de stille stykker i Pallbearers musik, men det var i hvert fald ikke i samme grad som dagen før. Pallbearer leverede en fantastisk koncert, og de fik også slået fast at de uden tvivl er en force som ikke kan blive slået omkuld lige om snart. Fantastisk!

Karakter 6 ud af 6

 

Paradise Lost

Nu var det blevet tid til aftenens hovednavn, og salen var proppet til randen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er mere interesseret i bandets sideprojekter såsom Bloodbath og Vallenfyre i stedet for Paradise Lost, så nu var der endelig en chance for at jeg kunne blive omvendt til en fan. Men det skete dog aldrig helt. Lyden var god inde i salen og folk var tændte, så synes jeg at bandet virkede måske en smule FOR introverte i stedet for at virkelig lade sig fange af musikken. Forsanger Nick Holmes gjorde et godt stykke arbejde med at være god til at balancere imellem skønsang og dødsgrowls, og Gregor Mackintosh spillede smukke melodier og tunge riffs på spaden, men alligevel synes jeg aldrig helt, at det nåede op på det geniale niveau, som jeg havde håbet på. Både med sange fra deres nyeste udspil og tidligere, så det var varieret depressive sange vi fik hørt i løbet af aftenen, men jeg forlod Voxhall en anelse skuffet og ikke som hårdkogt fan, som jeg havde håbet på. Jeg prøver også at tænke tilbage på om der var noget dårligt eller bare om bandet havde en off day, eller var er deres musik bare ikke noget for mig. Ærgerligt, men sådan kan det desværre gå nogle gange.

Karakter 3 ud af 6

Læs mere...

Dirt Forge - Soothsayer

Hvis folk nævner Sludge, Doom eller Stoner i nærheden af mig, så bliver jeg helt blød i knæene, og når der står i Dirt Forges beskrivelse at de er inspirerede af bands såsom Crowbar og High On Fire, så bliver forventningerne sat højt. Bandet udsendte deres EP Ratcatchers tilbage i 2016, og de er nu klar med deres debutalbum Soothsayer. Albummet er produceret af Chris FIelding som også er kendt for at have produceret bands såsom Napalm Death, Conan og Electric Wizard.

Albummet starter med Rust & Copper, som fungerer ganske fint som åbningsnummer. Tungt og lige til. Den onde vokal som fylder nummeret fungerer også ganske udmærket, specielt i begyndelsen af nummeret bliver det lidt guitar, som spiller for sig selv, hvilket jeg synes fungerede rigtigt godt og det vender også tilbage imod slutningen af nummeret. Godkendt åbningsnummer. Fortress Burning er nummeret som skriger Black Sabbath worship og her begynder hovedet langsomt at nikke frem og tilbage i takt med musikken. Tankerne flyver også henad noget som Black Tusk kunne finde på at lave, men Dirt Forge formår at lave det om til deres eget, og det står som det fedeste nummer på pladen for mit vedkommende, og da forsanger Alexander Kolby skriger "weakest go down" giver sangen lige et ekstra spark i løgene. Tredje nummer på albummet er Bring Me Good Noose, som også er otte minutter rent Sludge. Nummeret er fint nok, men ikke mere end det. Jeg følte halvvejs inde i nummeret, at det blev lidt kedeligt og intetsigende. Nummeret efter det er dog en helt anden sag. Intet Tabt, Intet Hændt er halvandet minuts ren beskidt Punk med undertoner af Sludge som bobler nedenunder. Fedt!
Stone sætter tempoet en smule op, og lydbilledet bliver massivt. Lidt af en Entombed vibe på nummeret, men jeg føler at det falder en smule til jorden på nogle tidspunkter, og variationen er ikke så stor, så det bliver en smule halv kedeligt.

Dirt Forge har leveret et godt Sludge/Stoner album. Der var desværre nogle halvkedelige øjeblikke, men heldigvis overskygger de ikke de gode øjeblikke. Jeg var tilfreds, men alligevel blev jeg efterladt med den følelse af at der manglede en smule, men et godt album det var det.

1. Rust & Copper
2. Fortress Burning
3. Bring Me Good Noose
4. Intet Tabt, Intet Hændt
5. Stone
6. Soothsayer I: The Blind
7. Soothsayer II: Die Waiting
8. Soothsayer III: For Our End

 

Læs mere...

Candlemass - Copenhell 2017

Mats Levén har en fortid som vokalist for så reelt forskellige svenske bands og kunstnere som At Vance, Therion, Yngwie Malmsteen og Pontus Norgren fra HammerFall. — Og siden 2012 også en nutid i fold hos sine gamle legekammerater i Candlemass. Kulsorte slangekrøller dækker hans ansigt i et omfang, der får Slash’s kontrafej til at ligne Lotte Heise. Og netop det mørke og indadvendte er kendetegnende for både Candlemass og aftenens performance.

Min hidtil eneste liveoplevelse med bandet var, da de formelig splittede Wackens Party Stage ad ned til hver eneste fiber tilbage i 2010. Dengang var det med Robert Lowe fra Solitude Aeternus på vokal. Jeg husker det som et knivskarpt og intenst fokuseret Candlemass, der ikke var bange for at satse på deres nyere materiale.

Til sammenligning er doom-kongerne denne aften på Copenhell både tilbageskuende og tonstunge i røven. Men lad det med det samme være sagt, at ingen af delene bør forstås på nogen negativ måde.

Nej, det er jo for Helvede vaskeægte doom-historie, vi er vidne til hér. Og det står klart fra det første umiskendelige dommedagsriff i “Mirror Mirror”, der sammen med “A Cry From the Crypt” udgør aftenens yngste skæringer — tilbage fra bandets tredje album “Ancient Dreams” (’88).

Det er klart, at betegnelsen proto-doom nok ville være mere akkurat. Ikke blot er Candlemass væsentligt, nå ja, mindre langsomme end de fleste efterfølgende grupper indenfor genren. Men jeg synes faktisk også godt, man kan retfærdiggøre at sige om den ellers så uhyggelige “Bewitched”, at den er så tæt på at være et decideret hit, man nu engang kan komme indenfor genren.

Ovenpå en dag med Airbournes fandenivoldske højoktansrock’n’roll, Dillinger Escape Plans ultraintense ADHD-core og Alter Bridge’s upersonlige et-glas-lunkent-vand-ned-ad-ryggen-rock er Candlemass’ rendyrkede tyngde lige den afveksling, hele Copenhell trænger til. Der er også proppet omme ved Pandæmonium — garanteret alle svenskerne der er kommet for at støtte Stockholms stolthed. For der er Candlemass — 15 millioner solgte albums indenfor så en så evigt anti-hip metalniche er fandengaleme imponerende.

Al musikken ER reelt meget indadvendt og ikke videre live-oplagt. Men et nummer som “At the Gallows End” er simpelthen så omhyggeligt mastodonttungt, at det isner af ren fryd fra toppen af fingrene til bunden af hælene. Så fuck om det ikke ligefrem er et Rammstein-show, vi står og overværer.

“Vil I høre noget fra “Epicus”-skiven?” spørger Levén, og heri består den tydeligste publikumskontakt hele koncerten igennem. For selvfølgelig vil vi da det. “Epicus Doomicus Metallicus” (’86) er hele genrens største hjørnesten, og herfra kvitterer bandet med “Crystal Ball” samt naturligvis et endnu større doom-hit, “Solitude”. Luften svirrer med horn og gjalder af fællessang. Ja, således kan sådan en mørk, indadvendt seance sgu også udvikle sig.

Doom har aldrig været min foretrukne metalsubgenre, og jeg har ikke kunnet undgå at have forventninger til Candlemass, som de ikke indfrir i aften. Men jeg har fornemmelsen af, at en aften i deres selskab kun kan være fed, selvom de bare gør deres ting på rygraden.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Alter Bridge_4
  • Forfatter: Jill
  • Five Finger Death Punch_2
  • Forfatter: Jill
  • PSYCHOTIC_WALTZ_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Coltsblood - Ascending Into Shimmering Darkness

Engelske Coltsblood startede i 2010, og udsendte deres debutalbum fire år senere. Siden er det blevet til en split-CD, et livealbum og en udskiftning på trommeposten, inden bandet var klar til album nummer to: ”Ascending Into Shimmering Darkness”.

Hvor forgængeren både indeholdt elementer af Sludge og Doom, står det nye udspil helt i Doom’ens tegn. Her er virkelig tyngde i hvert anslag, og Coltsblood har opbygget numrene, som man ofte hører det i genren: Der er meget lange instrumentale passager, hvor især guitaristen Jem sætter retningen med fine, melodiske soli. De står i skarp kontrast til bassisten Johns vokal; når han er på, sker det oftest via en meget dyb growl, som blandes med lidt rallen – det er dystert! Af og til eksploderer han i korte sekvenser, hvor musikken også kommer op i tempo, men det sænkes normalt hurtigt, og tyngden kommer igen i centrum. Man må sige, at Coltsblood denne gang har valgt en meget ren tilgang til deres musik, når de siger Doom, så leverer de Doom! Og det sker med så meget tyngde, at jeg kommer til at tænke på Ahab.

At gøre så tung musik interessant over længere tid er en svær kunst, og her klarer Coltsblood sig ikke helt så godt som deres tyske kolleger. Men de har taget et skridt i den rigtige retning, så bedømmelsen ender et lille hak over forgængerens.

Tracklist:
1. Ascending into Shimmering Darkness
2. Mortal Wound
3. The Legend of Abhartach
4. Ever Decreasing Circles
5. The Final Winter
Samlet spilletid: 52:44

Læs mere...

Avatarium - Hurricanes And Halos

Avatarium er nu ude med deres tredje album, hvor den største ændring er, at Mats Rydström har overtaget positionen som bassist fra medgrundlæggeren Leif Edling. Det betyder dog ikke, at Edling er ude af billedet, slet ikke; han fortsætter som sangskriver og står bag seks af albummets otte numre.

Edling er kendt for sine engagementer i Doom genren (Candlemass, The Doomsday Kingdom), men her har han skubbet den tunge stil til side og helliget sig gammeldags musik. Det starter stærkt med ”Into The Fire - Into The Storm”, som virkelig kører godt. Her sørger Rickard Nielssons orgel for den rigtige stemning i bedste Jon Lord stil, mens Jennie-Ann Smith bare synger igennem uden at skulle overdrive det feminine aspekt – tak for det!

Hun markerer sig også stærkt i ”When Breath Turns To Air”, som er et stille Bluesnummer med glimrende old school stemning.

De resterende numre bevæger sig indholdsmæssigt mellem de nævnte tracks, men varierer en del i kvalitet; det er langt fra hver gang jeg bliver grebet af musikken, for selv om det gammeldags rammes meget autentisk, er et par af numrene bare ikke specielt interessante. Et eksempel herpå er det instrumentale titelnummer, som sætter et stemningsfyldt punktum, men alligevel hurtigt går i glemmebogen.

Tracklist:
1. Into The Fire - Into The Storm
2. The Starless Sleep
3. Road To Jerusalem
4. Medusa Child
5. The Sky At The Bottom Of The Sea
6. When Breath Turns To Air
7. A Kiss (From The End Of The World)
8. Hurricanes And Halos
Samlet spilletid: 44:36

 

Læs mere...

Below - Upon A Pale Horse

Da svenske Below debuterede med albummet ”Across The Dark River” i 2014, gav jeg den en pæn karakter som belønning for en stærk omgang Doom. Derfor var det naturligt også at tage fat i deres andet album for at undersøge, om bandet stadig spiller lettilgængelig Metal.

Det kan virke paradoksalt at placere Below i den lettere ende af Metalskalaen – Doom genren er netop kendetegnet ved meget tunge anslag. Når jeg alligevel gør det, skyldes det to ting: Først og fremmest at musikken indeholder mange elementer fra Heavy- og Power Metal; især sangeren Zeb trækker i dén retning med sine udflugter i de høje regioner – ind imellem lyder han som King Diamond. Den anden faktor er produktionen, som er til den ikke-aggressive side, og derfor følger musikken godt.

Ovenstående kunne føre til forkerte konklusioner som f.eks. at musikken er blød og uinteressant – det er den IKKE! At der findes tungere fortolkninger af genren med mindre gennemsigtige produktioner gør bestemt ikke Belows indsats ringere, snarere tværtimod.

Numre som ”The Plague Within”, ”Hours of Darkness” og det stærke titelnummer illustrerer hvordan svenskerne på udmærket vis kombinerer tyngde med mere melodiske elementer. Dermed holder de stilen fra debutskiven, men ikke helt det samme niveau – et par anonyme skæringer koster en smule i den samlede bedømmelse.

Tracklist:
1. The Plague Within
2. Disappearing into Nothing
3. The Coven
4. Upon a Pale Horse
5. Suffer in Silence
6. Hours of Darkness
7. 1000 Broken Bones
8. We Are All Slaves
Samlet spilletid: 50:04

Læs mere...

Oceanwake - Earthen

”Earthen” er titlen på det tredje album fra finske Oceanwake, som er et nyt navn i min bog, selv om de har eksisteret i næsten ti år. Med kun to numre til at udfylde tre kvarters spilletid er der lagt op til god tid til udfoldelser.

Åbningsnummeret ”A Storm Sermon” lægger stille ud, og de stille passager fylder en pæn del af spilletiden. Finnerne tager sig god tid til at opbygge stemninger; via stille guitarmelodier, underliggende keyboards og fine vokaler bliver man som lytter hensat i en meget afslappet tilstand – hvis man lukker øjnene, kan man nemt lukke omverdenen ude. Ind imellem bliver man ret brutalt kaldt tilbage til den virkelige verden; det sker når Eero Haula sætter ind med en vokal, som er vrængende på en næsten grotesk måde – manden lyder som en parodi på en Metalsanger. Samtidig bliver der leveret tunge hug i instrumenterne, som understøtter det voldsomme. Det giver pænt store kontraster, som fremhæver enkeltdelene og gør nummeret interessant.

I ”In Amidst the Silent Thrones” fortsætter stilen fra åbningsnummeret; det er de samme elementer, der er i brug, men det giver ikke helt det samme resultat. Der er skruet op for mængden af Metal, men desværre er den rodet og mindre spændende. Det sidste gælder også for musikkens stille passager, hvilket gør nummeret mindre interessant end forgængeren, selv om den afsluttende guitarmelodi er ret fed. I fællesskab kan de to numre derfor trække tre stjerner hjem til ”Earthen”.

Tracklist:
1. A Storm Sermon
2. In Amidst The Silent Thrones
Samlet spilletid: 45:13

 

Læs mere...

Raiden - Maa

Nu skal det til at gå rigtig langsomt. Radien fra Finland er et band som jeg aldrig nogensinde har hørt om før. Genremæssigt er vi ude i noget black metal, doom, sludge, punk,drone-ish musik. Det er i hvert fald de genrer, som er beskrevet i deres pressebio. Pladen eller EP’en eller hvad man end vil kalde det, indeholder kun to numre, som begge to når op de 24 minutter. Lad os prøve at se hvilke indtryk jeg fik af at lytte til albummet.

Det indtryk som Radien giver, er rimelig abstrakt. Altså to numre som begge to flyder ganske fint sammen, men alligevel er det ret svært at holde sin koncentration igennem to numre. Det skal også lige siges, at det kræver utrolig meget af sin koncentration for at høre denne EP/album whatever du vælger at kalde det. Det største problem med denne udgivelse er, at der sker ikke særlig meget. Der bliver ikke varieret eller noget lignende. Det er rimelig meget bare det samme som bliver gentaget i det samme tempo. Jeg savner det, som giver det sidste ordentlige spark bagi, men alligevel ender du med at blive ret skuffet. Produktionen er også noget som virkelig trækker ned på udgivelsen. At den er så Lo-fi og så dårlig kvalitet så kan det næsten heller ikke blive værre.

Radien formår at udsende en udgivelse med to ret ligegyldige numre, og interessen forsvinder hurtigere end udgivelsen er færdig. jeg synes at min tålmodighed blev spildt, og min tid var igennem samme tur. Men hey, hvis du er fan af atmosfæriske subgenrer, som bliver presset sammen til et kæmpestort lydkaos, så er Radien sikkert noget for dig. Jeg var ikke synderligt imponeret, og mangel på variation og to numre som minder utrolig meget om hinanden, så står jeg sgu af. Men igen hvis det her er noget for dig, så kan du da prøve at tjekke det ud.

Trackliste:
01. Varjot
02. Viimeinen

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed