fbpx

Altar of Oblivion - The Seven Spirits

Når man ser på det tredje album fra Altar of oblivion, er det svært at komme udenom tallet syv: Det indgår i titlen, albummet indeholder syv numre, og der er gået syv år siden Aalborg bandet udsendte forgængeren ”Grand Gesture of Defiance”. Udgivelsen er igen lagt i hænderne på amerikanske Shadow Kingdom Records.

De syv numre er i Doom kategorien; ikke den allertungeste version, for der er også plads til temposkift og melodiske passager til gavn for langtidsholdbarheden. Den blev ellers alvorligt udfordret under mine indledende gennemlytninger pga. en noget speciel tilgang til vokalen. Sangeren Mik Mentor kører en ultra alvorlig og meget højtidelig stil, som jeg i første omgang fandt irriterende, specielt fordi den flere steder næsten spænder ben for sig selv. Men efterhånden begyndte vokalen at passe til musikken, og selv om jeg ikke er hooked på den, så er den med til at markere Altar of Oblivions lyd.

Musikken følger mere gængse veje, og gør mindre væsen af sig – ikke fordi den mangler energi, men fordi numrene kun i korte sekvenser markerer sig for alvor. Bedst fungerer det i ”Gathering at the Wake”, hvor uptempo sekvenser skaber en udmærket dynamik. Mere af den slags havde hævet albummets niveau og givet en bedømmelse over de tre stjerner, som ”The Seven Spirits” høster.

Tracklist:
01 Created in the Fires of Holiness
02 No One Left
03 Solemn Messiah
04 Gathering at the Wake
05 Seven Spirits
06 Language of the Dead
07 Grand Gesture of Defiance
Samlet spilletid: 40:53

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Maestus - Deliquesce

Maestus stammer fra Portland i staten Oregon, blev vakt til live i 2013 og udgav selv deres debutalbum ”Voir Dire” to år senere. Sidste år skrev bandet kontrakt med Aural Musics label code666, og sender nu det første album fra det samarbejde, ”Deliquesce” , på gaden.

Albummets spilletid på 50 minutter er fordelt på kun 4 numre, så amerikanerne har virkelig givet sig selv tidsmæssig plads til udfoldelse. I det godt 15 minutter lange startnummer lægges der ud med melodiske keyboards, som skaber en lidt svævende atmosfære. Den bliver ret brutalt afbrudt af rigtig tung Metal, som ledsages af en virkelig dybt growlende vokal, som får mig til at tænke på Daniel Droste fra Ahab – en absolut positiv ting. Nummeret virker ikke så voldsomt som hos de tyske kolleger, for klavermelodierne tager toppen af tyngden. Det melodiske og den tunge Doom skiftes til at præge nummeret, og det lykkes for Maestus at skabe en vis alsidighed i musikken.

Efter denne positive start fortsætter ”Black Oake” med de samme elementer, men tyngden er ikke helt så massiv som før. Bandet fortsætter med at lade udtrykket veksle mellem melodi og dyb tyngde, ikke blot i dette nummer, men også i de to sidste. De enkelte sekvenser fungerer okay, men i længden er resultatet for ensformigt. Det kan lyde paradoksalt, når der skiftes mellem forskellige temaer; problemet er, at der veksles mellem de samme typer af elementer. Det gør tingene forudsigelige, og til slut direkte kedelige. Derfor har jeg svært ved at se albummet nå den store udbredelse.

Tracklist:
1. Deliquesce
2. Black Oake
3. The Impotence of Hope
4. Knell of Solemnity
Samlet spilletid: 50:00

Læs mere...

Lucifer - Lucifer II

Da sangerinden Johanna Sadonis startede bandet Lucifer i 2014, var det for at dyrke sine egne interesser for old school Hardrock i stil med Black Sabbath, Deep Purple og Steppenwolf. Dengang var den tidligere Cathedral guitarist Gaz Jennings hendes musikalske partner, men efter kun et album endte dét samarbejde. I 2016 stødte Sadonis på Nicke Andersson, som viste sig at være en perfekt makker; han nøjedes ikke med at skrive musikken sammen med Sadonis, han indspillede også det meste af den; kun sologuitarerne overlod han til bandets tredje medlem, Robin Tidebrink.

Da jeg ikke har hørt den, kan jeg ikke udtale mig om stilen på bandets debut, men hvis det er en genfortolkning af Deep Purple, man forventer på efterfølgeren, må man blive lidt skuffet. Selv om flere numre er udstyret med udmærkede guitarriffs, så peger tyngden meget mere mod Sabbath end Purple. Samtidig er numrenes opbygning helt i den gamle stil, hvor elementer som masser af forvrængning understøtter det stenede præg, ligesom slideguitaren i ”Dancing With Mr. D” og det generelt meget grynede lydbillede gør det – der mangler kun et Hammondorgel for at gøre den del helt perfekt.

På vokalsiden markerer Sadonis sig med en stærk stemme, og hun har skrevet nogle fine melodier til sig selv, med ”Dreamer” og den fine ballade ”Before the Sun” som de mest iørefaldende. Det afrunder et album, som ikke flytter grænser, men alligevel repræsenterer genren udmærket.

Tracklist:
01. California Son
02. Dreamer
03. Phoenix
04. Dancing With Mr. D
05. Reaper On Your Heels
06. Eyes In The Sky
07. Before The Sun
08. Aton
09. Faux Pharaoh
Samlet spilletid: 41:59

Læs mere...

King Goat - Debt of Aeons

Navnet King Goat ville passe fint til et Black Metal band, men bandet her spiller ikke Sort Metal – langt fra, endda. I stedet holder de fem medlemmer sig til Doom Metal med alt hvad det fører med sig af tyngde i rytmesektionen. Bandet blev dannet i Brighton i 2012, og udgav en EP i hvert af de følgende 2 år, inden det første album, ”Conduit”, kom på gaden i 2016. Nu er efter følgeren, ”Debt of Aeons”, klar.

Doom er i sagens natur tungt, men også her er der variationer. King Goat må siges at tilhøre den mindre ekstreme del af stilen, for numrene afvikles generelt i et frisk tempo, som er med til at lette stemningen. Det passer fint til vokalen, som er meget højtidelig, hvilket giver numrene en god portion alvor. Alligevel er det i omgangen med flotte melodier, at King Goat hiver flest point hjem. Højdepunktet kommer allerede i det uhyre flotte åbningsnummer, men også i flere andre numre markerer englænderne sig flot på dét punkt, ligesom stille passager giver de tunge afsnit modspil.

Jeg er desværre også nødt til at fremhæve guitaristen Petros’ soli, for de stikker ud fra mængden – desværre ikke positivt. Trods brugen af meget simple melodistykker virker han flere steder meget udfordret; det virker malplaceret i bandets generelt udmærkede performance.

Heldigvis er bredden i numrene, de flotte melodier og den personlige vokal rigeligt til at overskygge disse fejltrin, så ” Debt of Aeons” ender i den pænere ende af skalaen; hvis man er til Doom, men kan undvære den sidste portion tyngde, er King Goat et band, man bør checke ud.

Tracklist:
1. Rapture
2. Eremite’s Rest
3. Debt Of Aeons
4. Psychasthenia
5. Doldrum Sentinels
6. –
7. On Dusty Avenues
Samlet spilletid: 49:06

Læs mere...

Hamferð - Támsins likam

Med ”Támsins likam” afslutter færøske Hamferð den trilogi om død og tab, der startede med bandets to første udgivelser, ”Vilst er síðsta fet” og ”Evst”. Hvor disse var udgivet på det hjemlige TUTL Records, har bandet nu skrevet kontrakt med Metal Blade Records. Det baner vejen for en større international eksponering, som markerer et nyt skridt i Hamferðs karriere.

Og de har ikke glemt evnen til at skabe stærke numre, selv om det er fem år siden, der sidst kom nyt fra færingerne. Musikken fastholder sin store tyngde, men byder samtidig på meget varierede udtryk. Nogle steder skabes tyngden alene ved klaveranslag, andre steder får tunge anslag i guitarerne næsten lov at klinge ud, inden næste hug sættes ind. Her viser bandet en enorm tålmodighed, for intet forceres eller presses igennem – det er ligesom med reklamen for Klovborg oste: Det hele tager den tid, det tager.

Og så har Hamferð et trumfkort i sangeren Jón Aldará; ud over at kombinere en ren og kraftfuld vokal med grum growl, har han en sjælden evne til at variere sit udtryk virkelig meget. Det sætter ham i stand til det ene øjeblik at være sart og udtrykke lidelse med stor indlevelse, for i det næste virkelig at brøle igennem. Efter min mening er han en af de mest begavede vokalister i moderne Metal.

Teksterne er på færøsk, men ud over det har indholdet altid anvendt elementer fra den lokale kultur og mytologi - Måske er det forklaringen på den alvor, der præger numrene. De er konstant indhyllet i en dyster stemning, uanset om musikken får lov at stå alene, eller Aldará bidrager med sin vokal. Samtidig er der noget højtideligt over især sidstnævnte, men ikke af ”jeg-er-en-helt-fordi-jeg-har-kæmpet-med-en-drage-og-overlevet” typen, som det kendes fra Power Metal. Her er det den højtidelighed der kommer af, at man har overlevet at kæmpe med livet og sig selv, og det er langt mere seriøst.

Musikken lever af sin indre styrke, og ikke af store armbevægelser, derfor er det den samlede pakke, der tager de fem stjerner hjem til Færøerne. Med ”Támsins likam” har Hamferð ikke bare fået en god start på det nye selskab, de har også sat barren højt for, hvordan Doom Metal anno 2018 skal lyde.

Tracklist:
1. Fylgisflog
2. Stygd
3. Tvístevndur meldur
4. Frosthvarv
5. Hon syndrast
6. Vápn í anda
Samlet spilletid: 43:39

Læs mere...

King Goat - Conduit

King Goat startede i 2012, og udgav 2 EP’er i henholdsvis 2013 og 2014, inden de for egen regning udsendte debutskiven ”Conduit”. Siden har de skrevet kontrakt med Aural Music, som nu genudgiver albummet sammen med de tre numre fra den første EP.

Fra starten fortæller de markerede anslag, at der venter en omgang Doom Metal, og det starter meget lovende: I ”Flight of the Deviants” er relativt højt, men det sænkes ind imellem, så tyngden kommer mere frem. De talte sekvenser blander sig med vokalen, som både er flot og kraftfuld. Det gode takter fortsætter i det efterfølgende ”Feral King”, hvor vokalen skifter til det højtidelige, men det opvejes af en virkelig stærk melodi og en overbevisende indlevelse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortsætte med at rose englænderne, men det kan jeg ikke; fra titelnummeret begynder tingene at ligne hinanden ret meget, og fra midten af nummeret begynder kedsomheden at melde sig. De sidste to numre kan ikke rette op på tendensen, selv om tyngden får et hak eller to opad. Bonusnumrene til slut bidrager ikke med meget nyt, så dem kunne man efter min mening have sparet sig. Tilbage står en udgivelse, som har et par spændende momenter, men alligevel ikke brænder sig fast.

Tracklist:
01 - Flight of the Deviants
02 – Feral King
03 - Conduit
04 - Revenants
05 –Sanguine Path
06 – Final Decline (bonus track)
07 – Cult Obscene (bonus track)
08 – Melian’s Trance (bonus track)
Samlet spilletid: 70:12

Læs mere...

Sorcerer - The Crowning Of The Fire King

Efter deres vellykkede comeback album ”In The Shadow Of The Incerted Cross” fra 2015, er svenske Sorcerer tilbage med et nyt album – man må sige, at de smeder mens jernet er varmt.

Og det er det, for selv om Sorcerer hører til i den lettere tilgængelige del af Doom genren, er det en gedigen omgang Metal, de leverer. Musikken har genrens typiske tunge anslag, som lægger et solidt fundament. Herpå lægges melodiske guitarer, som trækker i retning af Heavy Metal. Det samme gør Anders Engbergs vokal, som med sin rene og energiske natur også passer godt til Power Metal. Når det hele sættes sammen, er resultatet rigtig godt, specielt fordi de fleste numre er udstyret med rigtig gode omkvæd. Det gør ”Sirens”, ”Ship of Doom” og ”The Devil's Incubus” til gode steder at prøvesmage albummet. Alligevel får de baghjul af ”Abandoned by the Gods”, for med den Dio-agtige vokal og nummerets guitarstruktur minder Sorcerer her om en tungere udgave af Blackmore’s Rainbow – det er cool.

Mod slutningen er numrene mindre tunge, her er det primært melodierne, som giver kvalitet. Det gør oplevelsen lidt mindre interessant, men kan ikke ændre på det samlede billede: Også på deres andet album efter gendannelsen leverer Sorcerer glimrende Doom Metal.

Tracklist:
1. Sirens
2. Ship Of Doom
3. Abandoned By The Gods
4. The Devils Incubus
5. Nattvaka
6. Crimson Cross
7. The Crowning Of The Fire King
8. Unbearable Sorrow
Samlet spilletid: 57:32

Læs mere...

Conan, Monolord - Atlas

Efterårsferien havde endelig ramt mig, og jeg kunne ikke være mere ekstatisk pga. det faktum at Conan og Monolord havde trukket deres vej forbi Århus. Nu siger jeg trukket, siden de to bands i mine og nok andres øje er blevet nogle af sværvægterne indenfor Sludge og Doom metal i nyere tid, så det faktum at begge bands hver skulle give en lektion i hvordan det føles at være fanget i et sonisk lydinferno, var spændende.

 

Monolord

Når man tænker Sverige, så er det nok ikke lige Sludge man forbinder det med. De metalliske konnotationer vi forbinder med Sverige er bands som In Flames, At The Gates og Soilwork, men det er nemlig her, at Monolord skiller sig ud fra mængden og leverer super smadret, super ulækkert Sludge. Jeg placerede mig midt i mellem publikum for at få den bedste lyd og oplevelse som muligt, og det at bandet spillede højt var nok en underdrivelse på det aller højeste niveau. Det var så sindssygt højt, at det næsten var uudholdeligt at blive inde i salen, og det skal også lige nævnes, at mine ørepropper var helt inde i ørerne, men udover den super høje musik og det super smadrede lydbillede, så var der masser af gode elementer i musikken, og lyden var rigtig god. Bandets gimmick var at starte og så stoppe igen, og det fungerede fint de første par gange, men efter noget tid blev det sgu en anelse irriterende, og lidt overplayed. Monolord fik en time at spille i, og det var måske liige i overkanten for mit vedkommende, men en god koncert, det var det sgu!

Karakter 3½ ud af 6

 

Conan

Efter en pause var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Conan stod klar på scenen med en storskærm i baggrunden, hvor de mest syrede tegnefilm blev spillet, imens bandets sange om destruktion og ødelæggelse var et godt soundtrack til filmene. Alt det jeg nævnte om Monolords lydbillede og super høje musik havde ikke ændret sig her, hvilket er en kæmpe løgn. Jeg glemmer aldrig da jeg så Yob og Pallbearer på det samme spillested, der troede jeg at det var højt, men det her var næsten absurd. Bandet spillede så højt at jeg var tæt på at kaste op utrolig mange gange i starten af sættet, simpelthen på grund af vibrationerne. Guitaren var stemt ligeså lavt som bassen, og det var så tungt at man kunne ikke undgå at blive opslugt af stemningen. Trommeslager Johnny King er den seneste tilføjelse til bandet, han har en fortid i det irske Post-Black Metal band Altar Of Plagues, hvor han var min trommegud indenfor genren, men her virkede han lidt ude af sit element i aften; der var for eksempel et par gange hvor han spillede en anelse for hurtigt, og hele sangen endte med at blive en smule malplaceret og ødelagde lidt stemningen. Conan spillede en time, og der var passende, siden at min krop var utrolig gennemtæsket pga af den høje lyd inde i Atlas. Jeg synes at Conan var en fed koncert med en smule fejl hist og pist i tromme afdelingen, så var det en ganske fed koncert. Det skal lige siges at min krop stadig kan mærke vibrationerne.

Karakter 4 ud af 6

Læs mere...

Paradise Lost - Voxhall

Tre dage senere og 7 koncerter senere var vi nået finalen. Doom Metal er den perfekte genre til at sætte en fin sløjfe for mit vedkommende. Paradise Lost er jo mere eller mindre legendariske indenfor genren, og at de gæstede Århus betød jo, at der uden tvivl var mødepligt på Voxhall, og det at Pallbearer var med som opvarmning, var allerede et kæmpe plus for mit vedkommende. Lad os komme i gang med anmeldelserne.

 

Sinistro

Første band på scenen i aften var portugisiske Sinistro. Jeg har ingen idé om hvem de er, men ved på forhånd at de nok ligger i samme båd som de andre to bands på scenen i aften. Lyden var rigtig god inde i salen og stemningen var også god, både på scenen og ude blandt publikum. Lidt inde i koncerten synes jeg måske, at det lige blev en anelse ensformigt og halvkedeligt. Måske var det bare mig som ikke lige helt kunne se det fede i deres musik, hvilket også gjorde det til en utrolig langtrukken koncert. Publikum rundt omkring virkede til at kunne lide det, men jeg følte sgu aldrig helt at bandet kom helt udover scenekanten. Så det endte sgu med at blive en lidt ligegyldig koncert for mit vedkommende.

Karakter 2 ud af 6

 

Pallbearer

Efter pause var det endelig blevet tid til det suveræne Doom metal band Pallbearer. Jeg har haft stor glæde af bandets musik de sidste tre år, og deres koncert med Yob for tre år siden var også fuldstændig fantastisk. Nu, efter tre års ventetid for mit vedkommende, var det endelig tid til at bandet skulle destruere vores trommehinder og sende os langsomt i graven. Allerede fra starten var det storslået og fantastisk, præcis ligesom på pladen og lyden var fantastisk god. Forsanger Brett Campbell gav os en lektion i melankolsk skønsang, og bandet gjorde det lige godt på deres instrumenter. Den knusende bas sammen med gennemtæskede trommer satte den perfekte stemning i aftenens tungheds tegn, og publikum var fuldstændig opslugt af stemningen. Dagen før havde jeg brokket mig over at folk ikke kunne finde ud af at tie stille når musikken blev spillet, men i aften var der stadig folk som snakkede under de stille stykker i Pallbearers musik, men det var i hvert fald ikke i samme grad som dagen før. Pallbearer leverede en fantastisk koncert, og de fik også slået fast at de uden tvivl er en force som ikke kan blive slået omkuld lige om snart. Fantastisk!

Karakter 6 ud af 6

 

Paradise Lost

Nu var det blevet tid til aftenens hovednavn, og salen var proppet til randen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er mere interesseret i bandets sideprojekter såsom Bloodbath og Vallenfyre i stedet for Paradise Lost, så nu var der endelig en chance for at jeg kunne blive omvendt til en fan. Men det skete dog aldrig helt. Lyden var god inde i salen og folk var tændte, så synes jeg at bandet virkede måske en smule FOR introverte i stedet for at virkelig lade sig fange af musikken. Forsanger Nick Holmes gjorde et godt stykke arbejde med at være god til at balancere imellem skønsang og dødsgrowls, og Gregor Mackintosh spillede smukke melodier og tunge riffs på spaden, men alligevel synes jeg aldrig helt, at det nåede op på det geniale niveau, som jeg havde håbet på. Både med sange fra deres nyeste udspil og tidligere, så det var varieret depressive sange vi fik hørt i løbet af aftenen, men jeg forlod Voxhall en anelse skuffet og ikke som hårdkogt fan, som jeg havde håbet på. Jeg prøver også at tænke tilbage på om der var noget dårligt eller bare om bandet havde en off day, eller var er deres musik bare ikke noget for mig. Ærgerligt, men sådan kan det desværre gå nogle gange.

Karakter 3 ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed