fbpx

Bottomless - Bottomless

Line-uppet for Bottomless blev komplet i 2018, da bassisten Sara Bianchin stødte til guitaristen Giorgio Trombino og trommeslageren David Lucido; alligevel tvang medlemmernes forskellige forpligtigelser til udsættelse af indspilningerne til bandets første album. Men nu er det her, opkaldt efter bandet selv.
Når man kalder sit projekt for Bottomless, er det ingen overraskelse, at indholdet i høj grad består af Doom Metal, men helt bundløs er musikken ikke. De tre italienere fremhæver Black Sabbath som deres største inspirationskilde, så musikken er også kraftigt farvet af de old school elementer, der hører til Stoner Metal.
Med de rammer kunne man frygte, at Bottomless ville være endnu en klon af mestrene, men det er ikke tilfældet – Debutalbummet indeholder mange personlige elementer. Først og fremmest forsøger Trombino ikke at kopiere Iommis måde at skabe riffs på; i stedet går han egner veje, som når han bruger to guitarer i åbningsnummeret, eller når han lader den seksstrengede hvine i bedste Hendrix-stil i ”Vestige”. Samtidig ligger Trombinos vokal med sin meget rene og klare tone temmelig langt fra Ozzys ditto.
Jeg må indrømme, at jeg ofte løber sur i det, når jeg anmelder Doom-udgivelser, fordi genren ofte mangler ideer. Her markerer ”Bottomless” en behagelig undtagelse, for indholdet er både selvstændigt, interessant og medrivende. Derfor er det kun en formkrise mod slutningen, der lægger en dæmper på karakteren.

Tracklist:
01. Monastery
02. Centuries Asleep
03. Bottomless
04. The Talking Mask
05. Ash
06. Losing Shape
07. Loveless Reign
08. Vestige
09. Cradling Obsession
10. Hell Vacation
Samlet spilletid: 46:29

Læs mere...

Fimir - Tomb Of God

Pressematerialet beskriver Fimir som baseret på Church of Void, men det er en underdrivelse; stort set alle medlemmer er gengangere, og det eneste nye islæt er trommeslageren H. Wizzard. Efter starten i 2019 har bandet fokuseret på at skrive nyt materiale, hvilket har resulteret i debutalbummet "Tomb Of God".
Fra starten signalerer den massive forvrængning på de sejtrækkende guitarer og de halvtunge rytmer, at vi træder ind i Doom-land. Fimir spiller stilen lige ud ad landevejen uden at gå til ekstremer, så der er hverken afgrundstunge hug i strengene eller overdrevne retroklange i Stoner stil. Guitarerne er generelt de dominerende elementer, som både giver energi, melodi og soli. Disse er nu ikke noget at råbe hurra for, for både opbygning og fremførelse er meget simpel.
Kun i ”Obsidian Giant” prøver Fimir en anden opskrift: Nummeret starter stille med bas, trommer og sang, hvilket umiddelbart giver en fin afveksling, og samtidig bringer fokus på vokalen. Da tunge guitarer sætter ind ved omkvædet, giver det en stærk kontrast, inden der igen returneres til startidéen. Den er udmærket, men nummeret lider af det samme som de andre 5 tracks: Der sker for lidt! Numrene indeholder lange passager, hvor de samme ideer gentages uden, at der rigtig sker noget. Det gør ”Tomb Of God” til et album, som optager for meget tid i forhold til indholdet, og derfor hurtigt bliver slidt og kedeligt.

Tracklist:
1. One Eyed Beast
2. Horde Of Crows
3. White Wolf
4. Obsidian Giant
5. Temple Of Madness
6. Mausoleum Craft
Samlet spilletid: 42:53

Læs mere...

1782 - From The Graveyard

Historien om 1782 er et eksempel på, hvor hurtigt det nogle gange kan gå. Bandet blev startet af Marco Nieddu og Gabriele Fancellu i december 2018, i januar 2019 indspillede de deres første single, og en måned senere deres første album! Det blev udsendt på Heavy Psych Sounds, som også står bag bandets nye album ”From The Graveyard”, hvor bassisten Francesco Pintore er kommet til, så 1782 nu er en trio.
For at sætte titlen i scene, indledes det hele med kirkeklokke og så står der ellers Doom på resten. For lige så stærkt det karrieremæssigt er gået for 1782, lige så langsomt bevæger deres numre sig fremad. Stilen er Doom Metal, som via rigtig meget forvrængning på guitaren og en meget tilbagetrukken placering af Nieddus vokal får et snert af Stoner Metal. Numrene er domineret af guitarens tunge anslag, og når man skal udpege forskelle imellem de enkelte tracks, skal man have den lyttemæssige lup frem. Her er det nemlig småting som mængden af forvrængning eller hvor langt vokalen er mikset tilbage, der udgør de væsentligste forskelle – variation er der ikke meget af.
Men der kommer lidt spænding til sidst, for i “Priestess Of Death”, gentages den samme guitarsekvens i det næsten uendelige med en ikke uinteressant, nærmest hypnotisk effekt til følge. Samtidig er der et godt drive i det afsluttende ”In Requiem”, så 1782 alligevel slipper afsted med skindet på næsen – men også kun lige.

Tracklist:
1. Evocationis (intro)
2. The Chosen One
3. Bloodline
4. Black Void
5. Inferno
6. Priestess Of Death
7. Seven Priests
8. In Requiem
Samlet spilletid: 43:28

Læs mere...

Cosmic Reaper - Cosmic Reaper

Cosmic Reaper er et nyt navn fra North Carolina, som gav sin første koncert i sommeren 2019 og indspillede sin første EP et par måneder senere. Nu er de 4 musikere så klar med deres første album, der udgives på Heavy Psych Sounds.
Og man fristes til at sige ”hvor ellers?”, for amerikanernes stil passer perfekt ind i det italienske pladeselskabs valg af genrer. Cosmic Reaper spiller en blanding af Doom med de dertil hørende tunge rytmer, og Stoner metallens old school lyd og stil. Sidstnævnte kommer især til udtryk i de voldsomt forvrængede guitarer, men også den rene, men meget tilbagetrukne vokal bidrager til billedet af retro.
Fordi vokalen ligger så langt tilbage, kommer man let til at opfatte den som endnu et instrument, og det er i stedet de tunge guitarer, der dominerer numrene. De driver begivenhederne langsomt fremad i det, der hurtigt bliver en meget ensidig affære. Heldigvis brydes monotonien af en meget lækker bluesguitar i ”Wasteland I”, og i det efterfølgende ”Wasteland II” hæves tempoet med fornyet energi til følge. Herefter er det tilbage til den oprindelige opskrift med gennemført, men begivenhedsløs tyngde.
Man skal virkelig være glad for de helt tunge rytmer, for at blive begejstret for denne debut. Efter min mening er den alt for monoton, og det er da også kun de få afvigelser, der i sidste ende kradser de tre stjerner hjem til Cosmic Reaper.

Tracklist:
01 Hellion
02 Heaven’s Gate
03 Stellar Death
04 Wasteland I
05 Wasteland II
06 Planet Eater
07 Infrasonic
Samlet spilletid: 44:40

Læs mere...

Carcolh - The Life And Works Of Death

Carcolh debuterede i 2018 med albummet "Rising Sons Of Saturn", som gav bandet en del opmærksomhed, der rakte udover hjemlandet Frankrigs grænser. Nu kommer så det andet album ”The Life And Works Of Death”.
Det åbner franskmændene med en understregning af, at Doom Metal er funderet i tyngde. Det sker med en lang og tung instrumental intro til det første nummer; først efter næsten 3 minutter træder sangeren Sébastien Fanton ind i lydbilledet. Han synger rent og kraftfuldt, og bringer det melodiske i centrum. Det samme gør guitarerne, så stemningen må betegnes som åben og imødekommende.
Det er den gennemgående i de 6 numre, selv om Carcolh formår at variere deres udtryk ganske meget. Således er tempoet øget et hak eller to i “Works Of Death” og “When The Embers Light The Way”, hvilket gør guitarerne lidt sejere. Omvendt er udtrykket anderledes let i ”Aftermath”, for trods en ret tung opbygning fremstår nummeret ikke som sådan, fordi instrumenteringen er meget sparsom – en fin kontrast til de resterende numre.
Albummets eneste regulære fejlskud er ”The Blind Goddess”, som er en ti minutter lang ørkenvandring uden variation eller spænding overhovedet. Heldigvis viser Calcoth i det afsluttende ”Sepulchre”, at man godt kan skabe flot tung Metal med lignende spilletid, bare man tilsætter en stærk melodi. På den måde ender udgivelsen som en glimrende repræsentant for den tungeste afart af Metal.

Tracklist:
1. From Dark Ages They Came
2. Works Of Death
3. The Blind Goddess
4. When The Embers Light The Way
5. Aftermath
6. Sepulchre
Samlet spilletid: 48:30

Læs mere...

Splendidula - Somnus

Splendidula blev dannet i 2008 i byen Genk i Belgien, og har udsendt albums i hhv. 2013 og 2018. Undervejs er der blevet skiftet så meget ud i besætningen, at guitaristen David Vandegoor er det eneste originale medlem tilbage. Men nu ser lineuppet ud til at være stabilt, og man udgiver album nummer 3, ”Somnus”.
Her fastholder belgierne deres blanding af Sludge- og Doom Metal, så udtrykket generelt befinder sig i den tunge ende af skalaen. Dermed har vi fat i en stil, hvor det ofte er en stor udfordring at variere sig, fordi der er et begrænset råderum at operere i. Splendidulas primære våben til at undgå at falde i dén fælde hedder Kristien Cools, og står for den vokale front. Hun synger rent og klart med en tone, som både har udtryk og autoritet. Hendes indsats forstærkes af, at hun har usædvanligt godt materiale af arbejde med, for det er sjældent, at genren byder på så fine melodier, som det sker her.
Det skaber en flot kontrast, ikke blot til guitaristen Pieter Houbens rå brøl og growl, men også til musikkens tyngde. Allerede her placerer Splendidula sig over gennemsnittet, men bandet smider lige en trumf på falderebet. Den kommer i form af en overbevisende måde at variere udtrykket, så numrene opnår en vis dynamik trods genrens begrænsede udtryksform. Og når man lægger alle disse ting sammen, får man en virkelig spændende udgave af Doom. På den baggrund er det meget passende, at ordet Splendid indgår i bandets navn.

Tracklist:
1. Somnia
2. Void
3. Incubus
4. Oculus
5. Drocht
6. When God Comes Down
Samlet spilletid: 43:01

Læs mere...

Conviction - Conviction

Conviction startede som et enkeltmandsprojekt for Olivier Verron tilbage i 2013, og først inden for de seneste 2 år har han udvidet besætningen til et egentligt band med fire medlemmer - I den besætning udsender bandet nu sit første album.
Efter en stille og dyster intro går det løs med Doom Metal, som leveres i den mørke udgave med meget tunge rytmer. Med til lydbilledet hører vokaler med en usædvanlig klang; både når Verron synger selv, og når han får støtte af flerstemmige kor, har de noget højtideligt over sig. Det illustreres fint i ”Castles Made Of Shame”, som indledes med a cappella vokal. At nummeret derudover byder på virkelig seje guitarer og et godt drive, trækker ikke fra. I det hele taget er det de numre, hvor man varierer udtrykket, der står stærkest på albummet. Foruden det ovennævnte markerer også ”Curse Of The Witch” sig ved kontraster i tempoet, mens ”Through The Window” også ændrer udtryk ved, at forskellige vokaler og instrumenter tegner nummeret.
I flere numre satses der ensidigt på de tunge rytmer, og det bliver hurtigt småkedeligt af lytte til. At Conviction også mestrer kunsten at fastholde lytterens interesse over lang tid, illustrerer slutnummeret ”My Sanctuary”, hvor man føler sig underholdt i samtlige 11 spilleminutter. Det er den slags kvaliteter, der kendetegner de gode Doom bands, og som gør albummet til en god debut.

Tracklist:
01. Prologue Affliction
02. Voices Of The Dead
03. Through The Window
04. Curse Of The Witch
05. Outworn
06. Wrong Life
07. Castles Made Of Shame
08. My Sanctuary
Samlet spilletid: 59:44

Læs mere...

Dread Sovereign - Alchemical Warfare

Dread Sovereign er et af flere sideprojekter for Primordial-sangeren Nemtheanga, og bandet har eksisteret siden 2012. Her tager hovedmanden sig af vokal og bas, mens Bones og JK står for hhv. guitar og trommer. ”Alchemical Warfare” er bandets tredje album.
Nemtheangas vokal er stadig markant, udtryksfuld og meget personlig, men omgivelserne er anderledes end dem, han har i Primordial. Musikkens base er hentet i Doom genren, og skabes med tunge anslag på guitaren, hvor der ikke er sparet på forvrængning. Det giver musikken en old school stemning, som trækkes i retning af det rå og beskidte via en mildest talt upoleret produktion. Pladeselskabet nævner Venom, Hawkwind og Hellhammer som referencer, og hvis man kan forestille sig dén blanding, rammer man meget godt indholdet. Og når jeg angiver Black Metal som genre, skal stilen ses mere i retning af genrens allertidligste fortolkning end den, der kom med anden bølge. Samtidig er teksternes referencer til Satan lige så svære at overhøre som bandets ”Fuck Verden”- attitude.
Det hele har en ærlighed over sig, som jeg godt kan li´- her bliver der ikke leflet for nogen. Og når udtrykket varieres, og tempoet øges en tak, som det sker i ”Nature Is The Devil´s Church”, kører det godt for Dread Sovereign. Desværre er der for mange steder, hvor det ikke sker, så den helt store oplevelse udebliver.

Tracklist:
1. A Curse On Men
2. She Wolves Of The Savage Season
3. The Great Beast We Serve
4. Nature Is The Devil´s Church
5. Her Master´s Voice
6. Viral Tomb
7. Devil´s Bane
8. Ruin Upon The Temple Mount
9. You Don´t Move Me (I Don´t Give a Fuck)
Samlet spilletid: 52:00

Læs mere...

Uddød - Uddød

Uddød er et nyt band, som har blev dannet i maj 2019. Nu er de fire medlemmer klar med deres første udgivelse: en EP med fire tracks indspillet live i Lydpotten i hjembyen Silkeborg – det giver en upoleret lyd, som klæder numrene fint.
Navnet Uddød kunne pege i retning af Death Metal eller Black Metal, men at det ikke gælder i dette tilfælde, høres fra start. Åbneren ”Kød og Blod” bygger på tunge anslag og kører i et moderat tempo; om man vil kalde det Sludge eller Doom, er en smagssag. Som de øvrige numre er de udstyret med dansk tekst, som man har arbejdet igennem i stedet for blot at låne i kassen med klichéer – thumbs up for det.
Til gengæld skulle der et par gennemlytninger til, før jeg helt havde forliget mig med vokalen; dens let råbende natur var i første omgang et irritationsmoment, men efterhånden fandt den et fint leje sammen med musikken. Generelt har numrene udmærkede melodier og ditto omkvæd, og selv om jeg ikke bliver kastet bagover, fungerer det udmærket for Uddød. Det illustreres fint i afslutteren ”Helvede På Jord”, der trods den voldsomme titel har fin ekstra tyngde og samtidig udmærket fremdrift.
I det hele taget gør Uddød en god figur på denne debut, som med sine danske tekster tilfører noget selvstændigt til en etableret genre.

Tracklist:
01: Kød og Blod
02: Petrinas Hævn
03: Hedengangen
04: Helvede På Jord
Samlet spilletid: 24:27

Læs mere...

Pallbearer - Forgotten Days

”Forgotten Days” er det fjerde studiealbum fra amerikanske Pallbearer, som brugte det meste af 2019 på at skrive og indspille albummets otte sange. Optagelserne skete i Sonic Ranch Studios i West Texas med Randall Dunn som producer.
Der lægges stærkt ud med titelnummeret, der forener tyngde med et skud Stoner Metal uden, at hverken det ene eller det andet bliver ekstremt. Melodien er rigtig fed, men Brett Campbells vokal er lidt tilbagetrukket, så man skal spidse ører for at den ikke skal gå under i musikken.
Herfra kommer der en hård opbremsning, for i de to næste numre er der skruet ned for både tyngde og spænding, og lidt op for Stoner delen. Opbygningen er meget simpel, og begge tracks bliver hurtigt uinteressante at lægge øre til. Men netop som jeg er ved at opgive håbet, slår amerikanerne kontra med ”Silver Wings”. Albummets længste nummer har dejlig tyngde og flotte vokaler, men varieres alligevel nok til, at det ender som min favorit på ”Forgotten Days”.
Men så var det også det, for anden halvdel af udgivelsen er en noget tam affære. Pallbearer vender tilbage til en stil der ligger op ad ”Riverbed” og ”Stasis”, men heldigvis varieres udtrykket mere. Således er afslutteren ”Caledonia” albummets mest åbne nummer, men ud over et godt omkvæd er der ikke noget nyt. Jeg må derfor konstatere, at Pallbearer kun formår at markere sig, når de er tungest – resten skuffer pænt meget.

Tracklist:
1. Forgotten Days
2. Riverbed
3. Stasis
4. Silver Wings
5. The Quicksand of Existing
6. Vengeance & Ruination
7. Rite of Passage
8. Caledonia
Samlet spilletid: 52:55

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed