fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Deadnate, Royal Metal Fest 2019

Så, nu gik de lige over i at spille tidlig Kashmir”.

Min veninde rammer hovedet på sømmet. Den pludseligt hoppende hi-hat og de funky akkorder står i skærende kontrast til Deadnates omgivende, gennemgående højspændt-dramatiske metalniche.

Klart, de har hørt Gojira. For nu at sige det mildt. Hvis man hverken kendte Deadnate eller Gojira og hørte dem ryg mod ryg, ville man være tilgivet for ikke at kunne skelne det ene band fra det andet. Selv vokalen, guitarlyden og tapping-riffs’ene er som direkte planket fra den dér hval-plade. “Progressive groove metal” kalder de det vist; det er slet ikke nogen dum betegnelse.

Men hvad Deadnate så end måtte mangle i originalitet, synes de at besidde mere end til fulde i ambition, potentiale og vovemod. Den rene vokal er måske ikke ligefrem nogen Freddie Mercury værdig, men det er fedt, at de kaster sig ud i det. Dels fordi alt det hersens jyde-død snildt kan blive lige lovligt gryntende i længden, men mest af alt fordi Deadnate formår at holde deres musik lykkeligt fri for de dersens catchy-men-alligevel-ikke-mindeværdige melodier, som nyere både amerikanske og europæiske Killswitch Engage-kloner har forpestet metallen med, siden In Flames holdt op med at være interessante. (Hov, ER jeg alligevel blevet gammel og bitter??)

Derudover har Deadnate nogle lækre breaks, hvor der lige er dén tand mere stilhed, end hvad der virker behageligt. Superfrækt; superflabet. Og eftersom de har æren af at åbne årets RMF, er de fremmødte endnu både ædru og tavse, hvilket således kun understøtter andægtigheden og bandets performance.

Scenen er dækket i røg, og der kører ildevarslende drone- og feedback-lydflader over PA’et mellem numrene. Det er intenst, og det fungerer. Og det hjælper sikkert på det, at det gode Atlas-personale har været så flinke at hænge et par desværre tiltrængte plakater op: “Shhhhhh… Lyt til musikken. Vi kan snakke efter koncerten”. Åh, hvor er det på tide.

Deadnate er et overraskende professionelt foretagende. Ikke bare rent musikalsk, men også hvad angår paratekstuelle faktorer, såsom at de — i modsætning til overraskende mange andre bands på RMF ’19 — rent faktisk har en profil på Metal Archives, samt at de ikke blot har en YouTube-kanal, men at deres video-thumbnails har lige så professionelt udseende vandmærker som for længst etablerede Nuclear Blast-navne. Høj klasse af en flok unge gutter fra Fredericia med kun en enkelt selvudgivet EP på repertoiret. Og hen imod sættets slutning har de tilsyneladende smidt al tænkelig nervøsitet af sig og kører et langt mere udadvendt sceneshow, komplet med synkron vindmølleheadbanging. Sådan dér; rigtige metalheads har langt garn.

Vi skal tilbage til Scamp, Solbrud, Huldre eller Baest for at finde et nyt, upcoming dansk metalband med lige så meget potentiale. Deadnate kan drive det vidt, (det lidt søgte ordspil i navnet til trods), så snart de får skrevet sig ud af Gojira-universet og etableret et lidt mere personligt. Keep up the good work, drenge.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed