fbpx

Revenge - Strike.Smother.Dehumanize

Når man skal opremse lande med markante Black Metal navne, kommer Canada langt nede på listen, men naturligvis findes der også hér en base for Sort Metal. Siden 2000 har Revenge været et af scenens mest ekstreme navne, og på deres sjette studiealbum fortsætter de ikke kun traditionen med en titel bestående af tre ord; de brager også løs med kaotisk Black Metal. James Read er stadig bandets eneste medlem, og står for vokal og diverse instrumenter. Han får hjælp af Vermin, som supplerer på bas og guitar.
Der er gået mere end ti år, siden jeg sidst stødte på bandet, men tiden har ikke gjort udtrykket mere forsonligt. Lige fra første anslag bliver man som lytter bombarderet med fræsende Black Metal i virkelig højt tempo, og musikken skyller nærmest ind over som angrebsbølger. Samtidig leverer Read en dyrisk, bjæffende vokal, som gør det umuligt at forstå teksterne.
Strømmen af vrede og tøjlesløs vildskab afbrydes ind imellem af mere rolige, ofte ret seje passager, men disse varer sjældent mere end få takter, og virker derfor kun som åndehuller, inden det igen går løs med afstraffelse af modtagerens sansesystem.
At det virkelig kræver sin mand m/k at tage imod disse prygl igennem albummets spilletid, skyldes kun i mindre grad musikkens vildskab – den finder man også andre steder. Problemet ligger meget mere i den ensformighed, der hurtigt breder sig og ødelægger oplevelsen – dén kunne jeg godt undvære.

Tracklist:
1. Reaper Abyss (Real Rain)
2. Reign Power (Above All Born)
3. Oath Violator
4. Salvation Smothered (Genocide of Flock)
5. Human Animal
6. Excommunication
7. Lightning Mythos
8. Self Segregation (System Torched)
9. Death Hand (Strike Dehumanization)
10. Apostasy Imposed (Takeover Mode)
Samlet spilletid: 36:50

Læs mere...

...and Oceans - Cosmic World Mother

Da ...and Oceans startede i 1995, var stilen symfonisk Black Metal, men på de albums, som bandet udsendte hen over de næste ti år, skiftede stilen i mere elektronisk retning – endda så meget, at man i 2002 lukkede bandet ned, for at fortsætte under navnet Havoc Unit 3 år senere. I 2017 blev bandet gendannet for at spille udvalgte shows, og med indlemmelse af 3 nye medlemmer er man nu klar med et album.
Man kunne forledes til at tro, at bandet er bange for at blive kaldt tøsedrenge, fordi de har keyboards med; der bliver virkelig hamret igennem, og numrene indeholder ikke meget melodi ud over det, som flettes ind i guitarerne. Keyboardet bidrager også lidt, men det samlede resultat når ikke op på fordums indhold af symfoniske elementer. I stedet er det de brutale sider, der ledsager den noget ensidige vokal.
Tager man et enkelt eller to numre, kan energien alene fastholde interessen, men når man går længere, begynder det at blive kedeligt. Her går finnerne endnu længere, for beskrivelsen ovenfor køres mere eller mindre uændret igennem 10 af albummets 11 numre! Den eneste markante afvigelse findes i det instrumentale ”In Abhorrence Upon Meadows”, som kun består af klaver og keyboards – den afveksling er meget velkommen.
Netop manglen på afveksling er albummets akilleshæl, for selv om jeg er tilhænger af Black Metal med knald på, så bliver det hurtigt for meget. Det trækker oplevelsen ned, så ”Cosmic World Mother” ender som en skuffelse.

Tracklist:
1. The Dissolution of Mind and Matter
2. Vigilance and Atrophy
3. Five of Swords
4. As the After Becomes the Befor
5. Cosmic World Mother
6. Helminthiasis
7. Oscillator Epitaph
8. In Abhorrence Upon Meadows
9. Apokatastasis
10. One of Light, One of Soil
11. The Flickering Lights
Samlet spilletid: 47:30

Læs mere...

Winterfylleth - The Reckoning Dawn

Siden Winterfylleth debuterede med “The Ghost of Heritage” i 2008, har bandet hvert andet år udsendt et nyt studiealbum – præcision som et schweizisk urværk. Winterfylleth er nu ikke fra alpelandet, men Manchester i England, og har taget navn efter den gamle engelske betegnelse for oktober måned.
På deres syvende studiealbum tilbringer briterne det meste af spilletiden med at vise deres bud på, hvordan traditionel Black Metal skal lyde. Det giver (selvfølgelig) plads til masser af blastbeats og hurtige guitarer, som ledsager en olm vokal. Opbygning og fremførelse er helt efter bogen, men Winterfylleth varierer deres udtryk fint via temposkift og forskelligt arrangerede omkvæd. Det fungerer udmærket, men adskiller sig ikke meget fra, hvad man ellers hører indenfor genren.
Derfor er det mere interessant at rette blikket mod de numre, hvor bandet afviger. Det sker mest markant i ”Absolved in Fire”, som starter med en akustisk guitar, inden et lidt sørgmodigt strygeinstrument tager over og skaber en flot stemning, som brydes da Metalelementerne kommer ind. Samlet giver det en fin kontrast mellem det stille og det vilde, som genfindes i mindre omfang i ”Betwixt Two Crowns” og “In Darkness Begotten”.
Ved at indføre disse mentale åndehuller i den voldsomme Metal breder Winterfylleth deres udtryk så meget, at det lige netop hæver et ellers ret ordinært album op over middel.

Tracklist:
1. Misdeeds of Faith
2. A Hostile Fate (The Wayfarer, Part 4)
3. Absolved in Fire
4. The Reckoning Dawn
5. A Greatness Undone
6. Betwixt Two Crowns
7. Yielding the March Law
8. In Darkness Begotten
Samlet spilletid: 57:09

Læs mere...

Afsky - Ofte jeg drømmer mig død

Ole Luk får stadig ikke afløb for alle sine musikalske ideer som frontmand i Solbrud, derfor holder han gang i sideprojektet Afsky. Efter debutalbummet ”Sorg” fra 2018 kommer nu ”Ofte jeg drømmer mig død”, hvor han tager afsæt i digte og tekster af forfattere som H.C. Andersen, Jeppe Aakjær og Emil Aarestrup. Ole Luk spiller samtlige instrumenter på nær trommer, det job klares igen af Martin Haumann.
De danske tekster får man som lytter ikke så meget ud af, for Luks hvæsende vokal gør det svært at dechifrere dem. Til gengæld er dens skarpe natur med til at give numrene kant og selvstændighed. Det træder tydeligt frem i åbningsnummeret ”Altid Veltilfreds”: Her opbygges en flot stemning med guitar og strygerklange, inden musikken gradvist transformeres til ren Black Metal med blastende trommer og tremoloanslag på strengene. Resultatet har noget meget dragende over sig, og nummeret er virkelig stærkt.
I de efterfølgende 3 tracks fastholdes det høje energiniveau, men der varieres ikke helt så meget i udtrykket – derfor flyder de lidt sammen og bidrager ikke så meget til spændingen. Den kommer til gengæld i de to sidste numre, hvor varierende rytmer og flere stille passager skaber fine modspil til de hårde elementer. Det sørger for en stærk afslutning, som sikrer Afsky en varm anbefaling herfra.

Tracklist:
01: Altid Veltilfreds
02: Tyende sang
03: Imperia
04: Bondeplage
05: Stemninger I & II
06: Angst
Samlet spilletid: 45:37

Læs mere...

Sinistral King - Serpent Uncoiling

”Serpent Uncoiling” er det første udspil fra Sinistral King, siden bandet startede i 2018. Navnene på de tre medlemmer holder man hemmeligt, men at der er tale om en international affære ses af, at medlemmerne også spiller i Unlight (GER), Vredehammer (NOR) og Triumph of Death (SUI).
Her har de fundet sammen om at spille Black Metal, der kombinerer genrens traditionelle byggeklodser med symfoniske elementer. Det betyder en cocktail af skarpe guitarer, hamrende trommer og en brølende vokal på den ene side, og lyden af et symfoniorkester og tilhørende kor på den anden. Den symfoniske del er ikke altdominerende, men i tilstrækkeligt omfang til, at det retfærdiggør en plads i genrebetegnelsen. Sammenligner man med et etableret navn som Dimmu Borgir, så er arrangementerne hos Sinistral King knapt så ekstreme; arrangementerne er ikke helt så store, ikke helt så bombastiske.
I stedet skaber de mørke stemninger og en alvorlig atmosfære, som passer fint til de egentlige metalelementer – her står de fem numre på ”Serpent Uncoiling” stærkt, og de forskellige dele er sammensat med sikker hånd. En lille dråbe malurt er der dog i bægeret, for det er samme arsenal, der fyres af i alle numre – Her havde det gavnet med nogle helt anderledes indslag. Det bliver der forhåbentlig mulighed for fremadrettet, for Sinistral King har med ”Serpent Uncoiling” skabt en debut, som skaber respekt og forventninger om mere.

Tracklist:
1. Serpent Uncoiling
2. Nahemoth
3. Isheth Zenunim
4. Fields Of Necromance
5. Where Nothingness Precedes Cosmos
Samlet spilletid: 41:14

Læs mere...

Helfró - Helfró

Et band med to medlemmer, som deler opgaverne imellem sig, et album med håbløshed og tomhed som tema – Yes, der er ny Black Metal i anmelderstakken – Denne gang fra islandske Helfró, hvis medlemmer Ragnar og Simon har valgt at opkalde deres debutalbum efter bandet.
Black Metal er oftest synonym for fræsende guitarer, blastende trommer og skærende vokaler – Alt sammen leveret i højt til meget højt tempo. Alle disse elementer genfindes hos Helfró, men at kalde deres debut for gammel vin på nye flasker ville være overfladisk, halvhjertet og meget uretfærdigt. Det kan godt være, at håbløshed er et tema på albummet, men det gælder hverken for bandets sangskrivning eller fremførelse!
At alle elementer sidder i skabet er nærmest en selvfølge, så der hvor islændingene virkelig scorer point, er i den bredde, de viser i deres numre: ”Ávöxtur af rotnu tré” er klassisk Sort Metal med power og indbygget snert af melodi, ”Þrátt fyrir brennandi vilja” er tungere og mere dyster, mens der i ”Katrín” er passager med inspiration fra bandets hjemlige Folkemusik. Selv om numrene er meget forskellige, hører de klart hjemme i Black Metal genren, og markerer blot tre forskellige tilgange til opgaven. Også indenfor de enkelte tracks skifter udtrykket, og helheden gør Helfró til et meget spændende bekendtskab, som man skal holde øje med fremover; for alle med bare lidt hang til Black Metal er der dømt lyttepligt!

Tracklist:
1. Afeitrun
2. Ávöxtur af rotnu tré
3. Eldhjarta
4. Þrátt fyrir brennandi vilja
5. Þegn hinna stundlegu harma
6. Hin forboðna alsæla
7. Katrín
8. Musteri agans
Samlet spilletid: 36:36

Læs mere...

Aara - En Ergô Einai

Man kan ikke beskylde Aara for at holde igen med deres udgivelser: Det schweiziske band startede i 2018, og udgav sidste år deres debutalbum ”So fallen alle Tempel”, og allerede nu er der nyt fra d’herrer Fluss (vokal) og Berg (Guitar, bas, syhths). Al slagtøj varetages af en fyr med det sigende navn J.
Med bandets besætning og hemmelighedskræmmeri omkring navne, er det ikke overraskende, at vi genremæssigt har fat i den Sorte Metal. Den lader dog vente på sig, for de første knap 2 minutter af albummet er en stille og meget stemningsfuld intro. Men så brages der løs med alt, hvad Black Metal formår af guitarer og blastende trommer – her fastholdes genrens trademark med at væve flotte melodier ind i helheden, så man opnår energi og melodi i ét. Og så sættes der trumf på, da vokalen sætter ind; Fluss hvæser skrigende med en gennemslagskraft, så man automatisk undrer sig over, hvordan han kan holde til det. Det er noget af det nærmeste man kommer at få sandblæst øregangene uden fysisk at gøre det.
Stilen fortsætter albummet igennem, hvor jeg især er imponeret over, hvor lækre melodier, Berg får flettet ind i det ret voldsomme bagtapet. Det giver en meget fin bredde, hvor lyden af et kor i slutnummeret lige hæver det hele ét niveau op. Det forøger kontrasten til vokalen, som bestemt ikke vil være for alle, men for en gangs skyld synes jeg, at den passer fint ind i helheden.
Ifølge deres Facebookside fortsætter Aara deres arbejdsomme stil, og er allerede i gang med arbejdet på næste udgivelse – den glæder jeg mig til!

Tracklist:
1. Arkanum
2. Stein auf Stein
3. Aargesang (Aare II)
4. Entelechie
5. Telôs
Samlet spilletid: 33:50

Læs mere...

Witchcraft - Black Metal

Et band med navnet Witchcraft, som udsender et album med titlen ”Black Metal” – lyder det som noget for denne anmelder? Er paven katolik? Selvfølgelig er det det; jeg har altid været fan af den Sorte Metal, og selvom Witchcraft plejer at spille Doom, havde titlen vakt min nysgerrighed. Her burde jeg måske have lagt mere vægt på, at Nuclear Blast Records havde angivet genren som ”other” …
Denne indledning skulle til for at du, kære læser, kan forstå min overraskelse, da jeg satte albummet på første gang: ”Black Metal” indeholder hverken sataniske ritualer omskrevet til 270 BPM eller tonstunge guitarriffs. I stedet byder skiven på 7 numre, som alle kun består af en mandlig vokal akkompagneret af en akustisk guitar – den stil, man kalder Singer / Songwriter. I et enkelt nummer suppleres med et par klavertoner, ellers er det kun vokal og guitar. Der er ingen trommer eller andre elementer, som kan skabe en rytmisk struktur….

Nu spørger du sikkert, om ikke det her er verdens nemmeste anmelderjob: Straf den åbenlyse vildledning med en absolut bundkarakter og se at komme videre? Det ville det være, hvis ikke det var for den detalje, at numrene faktisk er ret gode. Især åbningsnummeret ”Elegantly Expressed Depression” er så intenst, at det automatisk tryllebinder lytteren; her er virkelig en kunstner, som har noget på hjerte! I de efterfølgende to numre er stemningen lettere og mere old school, men herfra rammes numrene af den ensformighed, der ligger i det begrænsede arbejdsrum. Det er ikke helt godkendt, men set i lyset af den falske varebetegnelse kunne det være gået meget værre for Witchcraft.

Tracklist:
1. Elegantly Expressed Depression
2. A Boy And A Girl
3. Sad People
4. Grow
5. Free Country
6. Sad Dog
7. Take Him Away
Samlet spilletid: 32:59

Læs mere...

Old Forest - Back To The Old Forest

Tilbage i 1999 debuterede engelske Old Forest med albummet ”Into the Old Forest”, som blev rakket ned af anmeldere, men var elsket af bandets fans for sin anti-kommercielle stil og produktion. Nyere planer om at genudgive albummet på vinyl er strandet i en strid om rettigheder, så bandet har taget konsekvensen og har genindspillet det hele.
Fordi der lægges meget vægt på originalens rå udtryk, havde jeg på forhånd frygtet at møde en omgang overgearet Black Metal i en lydkvalitet to hakker under betegnelsen ”garage”. Disse forudanelser gjorde Old Forest hurtigt til skamme, for produktionen er udmærket; den er rå, men absolut nutidig og passer til genren.
Jeg må tilstå, at jeg ikke kender den originale udgave af albummet, så jeg ved ikke, hvor anti-kommerciel den var. Men i den nye version fremstår de 8 numre hverken ekstremt vilde for vildskabens skyld, eller kommercielle. I stedet har Old Forest skabt et album, som byder på genrens styrker uden, at der sælges ud – langt fra! Der er blevet plads til high speed angreb med blastbeats, tungere guitarer og melodiske elementer vævet ind imellem. For mig kulminerer det hele i ”Hymn of the Deep”, som med messende vokaler og pompøse pauker bevæger sig malende fremad, for til sidst at eksplodere i vildskab.
Også resten af numrene klarer sig godt, og har klaret tidens tand på overbevisende facon. Derfor er jeg glad for den strid, der førte til denne genindspilning, ellers var jeg måske aldrig kommet i den gamle skov.

Tracklist:

01 - Grond (Hammer of the Underworld)
02 - Death in the Cemetary
03 - To Haunt the Old Forest
04 - Hymn of the Deep
05 - Glistening
06 - Where Trees are Withered
07 - Shadow Whispers
08 - Become the Gods of War
Samlet spilletid: 35:23

Læs mere...

Omega Infinity - Solar Spectre

Omega Infinity blev startet som et studieprojekt for Tentakel P i 2018, da hans hidtidige hovedband Todgelichter blev sat i bero på ubestemt tid. Han manglede blot en sanger, som kunne stå for numrenes vokale sider. Det blev Xenoyr, som også står i front for Ne Obliviscaris. Debutalbummet ”Solar Spectre” beskriver en rejse igennem vores solsystem, hvor den musikalske side tager afsæt i 1990’ernes Black Metal.
Turen igennem rummet mærker man nu ikke så meget til; den kommer kun til udtryk i nogle få sekvenser i starten af flere numre, hvor synthesizeren skaber lidt space stemning. Den Sorte Metal derimod, den træder virkelig i karakter: Så snart den stille intro er overstået, fræses der løs i vildt opskruet tempo, hvor den skrigende vokal skærer igennem musik, marv og ben. Det er temmelig voldsomt, men da der kun er korte afbræk i angrebene, bliver det meget hurtigt monotont og uinteressant.
Så går det bedre med de tungere rytmer i ”Jupiter”, hvor stemningen er speciel, og ”Neptune”, som både har sammenhængende klangflader og rene vokaler. Desværre er resten en ensidig satsning på næsten kaotisk vildskab. Der er også vildt, men ikke så meget andet – genrens typiske synergi mellem vildskab og melodi bliver ignoreret, og det er ikke nok i længden.

Tracklist:
1. Uranus
2. Mars
3. Venus
4. Jupiter
5. Sol
6. Neptune
7. Saturn
8. Terra
9. Mercury
10. Hosannas From The Basements Of Hell (KILLING JOKE cover)
Samlet spilletid: 48:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed