fbpx

Dread Sovereign - Alchemical Warfare

Dread Sovereign er et af flere sideprojekter for Primordial-sangeren Nemtheanga, og bandet har eksisteret siden 2012. Her tager hovedmanden sig af vokal og bas, mens Bones og JK står for hhv. guitar og trommer. ”Alchemical Warfare” er bandets tredje album.
Nemtheangas vokal er stadig markant, udtryksfuld og meget personlig, men omgivelserne er anderledes end dem, han har i Primordial. Musikkens base er hentet i Doom genren, og skabes med tunge anslag på guitaren, hvor der ikke er sparet på forvrængning. Det giver musikken en old school stemning, som trækkes i retning af det rå og beskidte via en mildest talt upoleret produktion. Pladeselskabet nævner Venom, Hawkwind og Hellhammer som referencer, og hvis man kan forestille sig dén blanding, rammer man meget godt indholdet. Og når jeg angiver Black Metal som genre, skal stilen ses mere i retning af genrens allertidligste fortolkning end den, der kom med anden bølge. Samtidig er teksternes referencer til Satan lige så svære at overhøre som bandets ”Fuck Verden”- attitude.
Det hele har en ærlighed over sig, som jeg godt kan li´- her bliver der ikke leflet for nogen. Og når udtrykket varieres, og tempoet øges en tak, som det sker i ”Nature Is The Devil´s Church”, kører det godt for Dread Sovereign. Desværre er der for mange steder, hvor det ikke sker, så den helt store oplevelse udebliver.

Tracklist:
1. A Curse On Men
2. She Wolves Of The Savage Season
3. The Great Beast We Serve
4. Nature Is The Devil´s Church
5. Her Master´s Voice
6. Viral Tomb
7. Devil´s Bane
8. Ruin Upon The Temple Mount
9. You Don´t Move Me (I Don´t Give a Fuck)
Samlet spilletid: 52:00

Læs mere...

Akhlys - Melinoë

Man kan ikke påstå, at Akhlys ligefrem oversvømmer markedet med deres udgivelser; siden deres debut med ”Supplication” i 2009 er det kun blevet til et enkelt album yderligere. Men nu har hovedmanden Naas Alcameth skrevet fem nye numre, som tilsammen udgør bandet tredje fuldlængde ”Melinoë”.
Her fortsætter amerikanerne deres traditionelt opbyggede Black Metal med lynhurtige trommer, melodiske guitarer af samme skuffe og en vildt hvæsende vokal – altså ren stangvare uden afvigelser fra genrens grundbog? Ikke helt, for selv om Alcameth & Co. grundlæggende følger kendte veje, er der noget i fortolkningen, der er værd at bide mærke i: Musikkens vilde sider er virkelig vilde, så når først Akhlys er kommet op på den store klinge, bliver der virkelig trådt igennem til den store guldmedalje. Og så er der en del passager, hvor der skabes nogle rigtig mørke stemninger, det gør helheden mere Black.
Når det så er sagt, så synes jeg ikke, at Akhlys denne gang helt rammer det niveau, som jeg har tidligere hørt fra bandet. Albummet opleves som enten fuld hammer frem med musikken eller opbygning af stemninger, men for få eksempler på, at de to ting understøtter hinanden. Derfor ender det med en bedømmelse under, hvad jeg tidligere har udstyret Akhlys med.

Tracklist:

1-Somniloquy
2-Pnigalion
3-Succubare
4-Ephialtes
5-Incubatio
Samlet spilletid: 46:06

Læs mere...

Déluge - Ægo Templo

Da Déluge i 2015 trådte ind på den franske scene for Black Metal med albummet ”Æther”, skete det under betegnelsen Untrue French Black Metal. Debutalbummet missede jeg, men på efterfølgeren ”Ægo Templo” får jeg mulighed for at høre, hvad bandet mener med betegnelsen.
Jeg kan hurtigt konstatere, at Déluge ikke er mere ”untrue”, end at deres musik indeholder alle standard elementerne fra den Sorte Metal: Skrigende vokaler, vildt fræsende guitarer og trommeinfernoer sørger for at skabe det rigtige grundlag – så langt, så godt.
Men franskmændene har også elementer i deres musik, som adskiller sig fra genrens almindeligt kendte udtryk. I ”Opprobre” dukker der pludselig en saxofon op i lydbilledet, og man bruger også rene vokaler igennem hele albummet. Det giver selvfølgelig et bredere udtryk, men tager også noget af energien ud af begivenhederne. Det samme sker i ”Gloire Au Silence”, som starter med Black Metal, men siden tones ned til en talt sekvens leveret af Tetsuya Fukagawa fra bandet Envy. Der optræder også en kvindevokal i flere numre, men den flytter heller ikke det store.
Nej, Déluge’ forsøg på at frembringe noget selvstændigt lykkes kun delvist; deres vilje til at prøve noget anderledes er prisværdigt, men eksperimenterne bringer for sjældent noget spændende med sig – derfor er albummet hurtigt en glemt ting.

Tracklist:

1. Soufre
2. Opprobre
3. Abysses
4. Fratres
5. Gloire Au Silence
6. Ægo Templo
7. Baïne
8. Digue
9. Béryl
10. Vers
Samlet spilletid: 56:21

Læs mere...

Enslaved - Utgard

Som det har været gældende i hele Enslaveds karriere, spiller den nordiske mytologi også hovedrollen på bandets femtende studiealbum, ”Utgard”. I mytologien er Udgård et sted hvor guderne ingen magt har; i overført betydning er det et sted hvor mennesker ikke styrer begivenhederne.
På den baggrund er det ikke overraskende, at albummet er en størrelse, som er svær at håndtere. Musikken følger kun kortvarigt de gængse veje for Metal, og kun ”Sequence” og ”Homebound” kan siges at være lige ud ad landevejen. I de øvrige numre har Ivar Bjørnson udstyret musikken med masser af små modhager og knudrede elementer der gør, at de ikke går lige ind hos lytteren. Det gør numre som den tunge ”Jettegryta” og det keyboarddrevne ”Urjotun” lidt svære at komme ind på livet af – her skal man igennem flere gange.
Men det er ikke fordi numrene mangler power, for Grutle Kjellson brøler mandigt igennem hele albummet. Og hans rallen i ”Storms Of Utgard” passer fint ind i nummerets ret voldsomme opbygning – men de langsomme kor, som trækker energien ud af begivenhederne, kunne jeg godt have undværet. Det samme gælder ”Distant Seasons”, som er et underligt fladt og uinteressant slutnummer.
Bjørnson har udtalt, at det nye album vil står som en milepæl i bandets historie, men det må tiden vise. For mig er den knudrede stil en tand for lukket til, at tingene rykker for alvor.

Tracklist:
1. Fires In The Dark
2. Jettegryta
3. Sequence
4. Homebound
5. Utgardr
6. Urjotun
7. Flight Of Thought And Memory
8. Storms Of Utgard
9. Distant Seasons
Samlet spilletid: 44:46

 

Læs mere...

Anaal Nathrakh - Endarkenment

Udgivelser fra den engelske duo Anaal Nathrakh er altid voldsomme affærer, og på deres album nummer elleve bliver der ikke ændret på det. Som titlen antyder, har d’herrer
Irrumator og V.I.T.R.I.O.L. ikke fået et lysere syn på de ting i verden, som behandles i deres numre.
Det bliver man hurtigt klar over, når man lytter til ”Endarkenment”, for albummets titelnummer er virkelig en opvisning i ekstrem Black Metal: Tempoet er vanvittigt højt, guitarerne skærer ubønhørligt igennem, og V.I.T.R.I.O.L. brøler og skriger med en vildskab, som man ikke hører ret tit. I de resterende tracks fortsætter den mørke stemning, og selvom titelnummerets niveau kun gentages i ”Thus, Always, To Tyrants” og det kaotiske ”Beyond Words”, er der tale om en meget voldsom behandling af lytteren.
Men bag den massive omgang Black Metal er der også en anden side af Anaal Nathrakh, for både musik og vokal har også en anden og mere forsonlig side. Musikalsk er det især guitarerne, der serverer melodiske soli, ligesom der flettes noget af de samme ind i passager med tremoloanslag på den seksstrengede. Men den største spændvidde ligger hos vokalen, for ved siden af de brutale indslag har V.I.T.R.I.O.L. mange passager med ren vokal, hvor han virkelig synger flot og rent – samlet set en imponerende præstation.
Albummet som helhed er og bliver brutalt, men trods mange fede sekvenser, der går i nakkemusklerne, bliver jeg mæt af skrigeriet – derfor vil jeg anbefale, at ”Endarkenment” nydes i mindre doser.

Tracklist:
1. Intro: The Birth of Tragedy
2. Endarkenment
3. Thus, Always, To Tyrants
4. The Age of Starlight Ends
5. Libidinous (A Pig with Cocks in its Eyes)
6. Beyond Words
7. Feeding The Death Machine
8. Create Art, Though The World May Perish
9. Singularity
10. Punish Them
11. Requiem
Samlet spilletid: 41:04

Læs mere...

Behemoth - And the Forests Dream Eternally

Nye udgivelser fra Behemoth plejer at være ledsaget af en masse aktivitet, men denne her er anderledes: Hverken på bandets eller pladeselskabets hjemmesider er der i skrivende stund information at finde – det er næsten som at have fået fat i et bootleg album. I virkeligheden er der tale om bandets første EP suppleret med en række ekstra numre, så spilletiden ryger godt op over en time.
De ekstra numre er en blanding af live- og demooptagelser, som forstærker følelsen af bootleg, for de varierer rigtig meget i kvalitet, både når det gælder fremførelse og lyd. Set i det lys er det uforståeligt, at nogle numre optræder både 2, 3 og 4 gange – her havde mindre været mere. Men der er heldigvis et par highlights, som tynger vægtskålen i den anden retning: Således er udgaven af ”Pure Evil and Hate” fra Brutal Assault Festival 2000 er et imponerende eksempel på, at et i forvejen vildt nummer får slået turboen til – det er simpelthen Black Metal af højeste klasse!
Men en enlig svale gør ingen sommer, som man siger, og de ekstra numre tilfører ikke tilstrækkeligt til den originale EP. Ret beset har verden ikke brug for dette album, og den tavshed, jeg nævnte i indledningen, er meget passende.

Tracklist:
01: Transylvanian Forest
02: Moonspell Rites
03: Sventevith (Storming Near the Baltic)
04: Pure Evil and Hate
05: Forgotten Empire of Dark Witchcraft
06: Transylvanian Forest (Merry Christless Festival 2017, Poland)
07: Moonspell Rites (Loud Park Festival 2013, Japan)
08: Pure Evil and Hate (Brutal Assault Festival, 2000, Czech Republic)
09: Transylvanian Forest (Pagan Triumph Tour 1996, Netherlands)
10: Transylvanian Forest (Riviera Remont Club 1996, Poland)11:
11: Sventevith (Storming Near the Baltic) (Rehearsal 1994)
12: Moonspell Rites (1993 Preproduction)
13: Pure Evil and Hate (1993 Rehearsal)
14: Moonspell Rites (1993 Rehearsal)
Samlet spilletid: 72:37

Læs mere...

Sunken - Livslede

Sunken er et fem mand stærkt band fra Aarhus, som debuterede med albummet ”Departure” i 2017. Nu er bandet så klar med album nummer to, som udgives på tyske Vendetta Records og bærer titlen ”Livslede”.
Med så markant en titel er det ingen overraskelse, at indholdet er Sort Metal, og den leverer Sunken med både power og flotte stemninger. De enkelte numre er ret lange, så der både bliver plads til fyldige passager domineret af guitarer med tremoloanslag og lige så omfattende afsnit, hvor det stemningsfulde er i centrum. Det er på mange måder lige efter bogen, og med de dansksprogede tekster oveni, lægger Sunken sig meget tæt op ad Solbrud. Godt nok er Martin Skyum Thomasens skrigende vokal ikke helt så skarp som Ole Luks ditto, men det er ikke meget galt.
I første omgang skuffede denne mangel på stilmæssig selvstændighed mig, men i de sidste to numre får Sunken reddet æren. Selv om stilen ikke skifter, er de nærmest svævende stemninger i ”Delirium” virkelig fængslende og beroligende, indtil der langsomt skrues op for energien. Og i det afsluttende ”Dødslængsel” sættes der trumf på; her er melodierne enormt stærke, og nummeret fremstår som albummets højdepunkt. Flere tracks i samme klasse havde resulteret i en bedre bedømmelse.

Tracklist:
01: Forlist
02: Ensomhed
03: Foragt
04: Delirium
05: Dødslængsel
Samlet spilletid: 43:14

Læs mere...

Constellatia - The Language of Limbs

Gideon Lamprecht og Keenan Oakes har allerede sat Sydafrika på kortet med deres projekter Crow Black Sky og Wildernessking, og nu tilføjer de et nyt navn i form af Constellatia, hvis første album er "The Language of Limbs”.
Traditionelt er Black Metal et møde mellem det vilde og rå på den ene side, og det melodiske på den anden, og netop disse modsætninger finder man i Constellatias musik.
Det vises meget fint i åbningsnummeret, hvor en stille og næsten fin guitar ledsager en let brølende vokal, mens trommerne bare pisker derudaf i højt tempo. Vokalen skærpes et par steder, men ellers eksisterer de to modsætninger fredeligt side om side. På et tidspunkt falder trommerne til ro, og den rå vokal udskiftes med en ren og blød version, inden der vendes tilbage til udgangspunktet.
I de tre følgende numre benytter bandet sig af stort set de samme tiltag; de eneste forskelle ligger i varigheden af hhv. de vilde og de melodiske dele. Og netop fordi nogle af de stille passager strækker sig pænt langt, er Black Metal betegnelsen ikke helt dækkende, derfor er der også angivet en Post-sektion.
Tager man numrene hver for sig, er de udmærkede, men fire af slagsen efter næsten samme opskrift er lidt for fantasiløst; her burde Lamprecht og Oakes have smidt lidt flere ideer i gryden.

Tracklist:
1. All Nights Belong to You
2. In Acclamation
3. Empyrean
4. The Garden
Samlet spilletid: 35:01

Læs mere...

Aversio Humanitatis - Behold The Silent Dwellers

Aversio Humanitatis har base i Madrid, hvor bandet blev startet i 2010. Jubilæet for deres 10 årige beståen markerer bandet bestående af A. - Vokal, Bas; S. - Guitar, Bas og J. – Trommer med udgivelse af deres andet udspil i fuld længde.
Som på bandets øvrige udgivelser er det Black Metal, der møder lytteren, og det sker fra starten med eftertryk – Åbningsnummeret afvikles i højt tempo med genrens traditionelle blanding af hurtige guitarer og melodiske indspark.
Sangeren A brøler sig aggressivt igennem de seks numre, og med sine vekslende udtryk får han skabt fremdrift og dynamik på en personlig måde. Det er han desværre ene om, for den musikalske side af numrene følger kendte opskrifter uden, at der tilføjes ret mange selvstændige elementer. Derfor byder numrene ikke på nogen form for nyt, og da deres opbygning også er ret ens, glider de hurtigt i baggrunden uden, at der efterlades nogen form for aftryk hos mig.
Det eneste lyspunkt er og bliver sangeren A, og det er hans fortjeneste, at ”Behold The Silent Dwellers” trods alt får en okay karakter. Jeg håber, Aversio Humanitatis får noget mere selvstændighed ind i deres musik fremadrettet; ellers drukner de i mængden af udgivelser.

Tracklist:
1. The Weaver of Tendons
2. The Presence in the Mist
3. The Sculptor of Thoughts
4. The Wanderer of Abstract Paths
5. The Watcher in the Walls
6. The Scribe of Dust
Samlet spilletid: 35:59

Læs mere...

Revenge - Strike.Smother.Dehumanize

Når man skal opremse lande med markante Black Metal navne, kommer Canada langt nede på listen, men naturligvis findes der også hér en base for Sort Metal. Siden 2000 har Revenge været et af scenens mest ekstreme navne, og på deres sjette studiealbum fortsætter de ikke kun traditionen med en titel bestående af tre ord; de brager også løs med kaotisk Black Metal. James Read er stadig bandets eneste medlem, og står for vokal og diverse instrumenter. Han får hjælp af Vermin, som supplerer på bas og guitar.
Der er gået mere end ti år, siden jeg sidst stødte på bandet, men tiden har ikke gjort udtrykket mere forsonligt. Lige fra første anslag bliver man som lytter bombarderet med fræsende Black Metal i virkelig højt tempo, og musikken skyller nærmest ind over som angrebsbølger. Samtidig leverer Read en dyrisk, bjæffende vokal, som gør det umuligt at forstå teksterne.
Strømmen af vrede og tøjlesløs vildskab afbrydes ind imellem af mere rolige, ofte ret seje passager, men disse varer sjældent mere end få takter, og virker derfor kun som åndehuller, inden det igen går løs med afstraffelse af modtagerens sansesystem.
At det virkelig kræver sin mand m/k at tage imod disse prygl igennem albummets spilletid, skyldes kun i mindre grad musikkens vildskab – den finder man også andre steder. Problemet ligger meget mere i den ensformighed, der hurtigt breder sig og ødelægger oplevelsen – dén kunne jeg godt undvære.

Tracklist:
1. Reaper Abyss (Real Rain)
2. Reign Power (Above All Born)
3. Oath Violator
4. Salvation Smothered (Genocide of Flock)
5. Human Animal
6. Excommunication
7. Lightning Mythos
8. Self Segregation (System Torched)
9. Death Hand (Strike Dehumanization)
10. Apostasy Imposed (Takeover Mode)
Samlet spilletid: 36:50

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed