fbpx

Primordial - Copenhell 2015

Det irske ensemble Primordial er et af festivalens absolut mest spændende bookinger, vil jeg påstå. Det er deres første gang i Danmark, og de har eksisteret siden 1987 – så kan man godt sige, at det er på tide. Pladsen omkring Hades er da også meget, meget velbesøgt, selvom en del nok ikke er her som fans, men som interesserede.

Første udfordring for Primordial er at kæmpe mod solen; den kamp er tabt på forhånd. Den her slags musik er ikke egnet i lyset, ligesom det f.eks. var en brøler at sætte Behemoth på om eftermiddagen sidste år. Samtidigt er lyden mudret og plaget af vinden, og trommerne lyder noget tynde i det (især lilletrommen). Lyden bliver desværre aldrig helt klar og tydeligt – og alle de små detaljer Primordial arbejder med er nær umulige at høre, måske med undtagelse af bandets fans.

Nu Behemoth alligevel er blevet nævnt, så ligner den malede forsanger virkelig Nergal, og det er med en vis ærefrygt at se ham optræde. Han hyler, skriger og råber som gjaldt det hans liv, og modsat mange andre i den genre er han meget opsøgende overfor publikum, og har en aktiv crowdcontrol. Jeg mener, han starter hele seancen med ordene: ”Copenhagen, I have one question; are you with me?!”, til stor jubel iblandt publikum. 
De andre i bandet er tilsyneladende fint tilfredse med at lade ham tage det tunge læs, og de groover mest af alt for sig selv.

Primordials musik er atmosfærisk, langsom og krybende. Den opildner derfor ikke til heftig aktivitet, og i stedet lytter folk opmærksomt og har øjnene fast forplantet til forsangeren, for, lad os være ærlige, der sker ikke rigtig noget andet. Der er nogle der crowdsurfer, og senere er der faktisk både moshpit og cirkelpits, men det virker en anelse malplaceret.

Men mere sker der således ikke i løbet af den næste times tid. Gør det noget? Nej, på ingen måde. Det er sådan Primordial optræder, og problemet ligger i betingelserne. Det var måske et sats fra Copenhells side, og selvom de i denne omgang får en lav karakter, er jeg glad for at det blev prøvet af. Jeg håber inderligt at Primordial snart vender tilbage til Danmark, og denne gang inden døre.

Sætliste:
1) – Where Greater Men Have Fallen
2) – No Grave Deep Enough
3) – Babel’s Tower
4) – As Rome Burns
5) – Bloodied Yet Unbowed
6) – The Coffin Ships
7) – Empire Falls
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Rise Against_6
  • Forfatter: Jill
  • Primordial_7
  • Forfatter: Jill
  • Morgoth_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Rise Against - Copenhell 2015

Kan det amerikanske punk-rock band Rise Against løfte opgaven som headliner på Copenhell? Der har været mange diskussioner om det, men faktum er, at selvom bandet har en stor fanbase i København (se bare på deres seneste show i det udsolgte Amager Bio), er der kun omkring halvt fyldt foran Helviti. Lyden er til en start ikke den bedste, og flyver noget rundt omkring.
Man kan godt høre hvad der foregår, men det fremstår rodet – og ikke på den fede punk manér.

Jeg var ikke selv synderligt begejstret over Rise Against da jeg så dem for første gang i førnævnte Amager Bio, men til deres forsvar er de en del mere engagerede her end dengang. De bevæger sig godt, og hopper umenneskeligt højt. Forsangeren er også ude ved publikum flere gange. 
Og netop oppe foran, hvor størstedelen af de forsamlede er at finde, gives der god gas – selv under de stille sange holdes dampen oppe. Resten har det helt fint med blot at se på fra en vis afstand.

Mit problem med Rise Against er ikke deres musik eller deres publikum – begge dele holder vand. Det er såmænd heller ikke energien fra bandet, for den er sådan set også i orden. Nej, det er simpelthen et spørgsmål om at det virker så indstuderet. Så rutineret og, rent ud sagt, tomt og følelsesløst. De få politiske fraser fra frontmanden kunne man ligeså godt skrotte fuldstændigt, for de er om noget uinspirerede. Noget med at Rise Against godt ved at der lige har været valg i Danmark, men det vigtigste er at blive ved med at kæmpe. Mod hvad, kunne man forsigtigt spørge? Og mod hvem? Det virker bare så tamt og upersonligt. Måske har Rise Against været for længe i gamet, eller også forstår undertegnede bare ikke et hak.

Om alt andet er det stadig et udmærket show, og udover lyden og ovenstående kritik er der ikke en finger at sætte på hverken teknikken eller publikum.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Great Die-Off
2) – The Good Left Undone
3) – Give It All
4) – I Don’t Want To Be Here Anymore
5) – Survice
6) – Re-Education (Through Labor)
7) – Collapse (Post-Amerika)
8) – Make It Stop (September’s Children)
9) – Prayer Of The Refugee
10) – Help Is On The Way
11) – Black Masks & Gasoline
12) – Ready To Fall
Encore:
13) – Hero Of War
14) – Swing Life Away
15) – Dancing For Rain
16) – Savior
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Rise Against_3
  • Forfatter: Jill
  • Crowd_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Rise Against_4
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

At The Gates - Copenhell 2015

Det er 7 år siden jeg sidst så svenskerne i At The Gates på Arena på Roskilde Festival, og jeg husker det som en fin fremvisning, men så heller ikke bedre end det. Lidt er sket siden da; At The Gates har valgt at blive reelt gendannet, og har sidenhen fået udgivet en ny plade i 2014 (deres første i 19 år).
På Copenhell er det tydeligt at de har været savnede, da rigtig mange er mødt op foran Hades, og det slår mig at de egentlig godt kunne have spillet på hovedscenen. Nu er solen også for alvor dukket frem, og mange slår sig derfor ned på bakken.

Til en start er lyden udmærket, uden at være prangende. Der er stadig en smule vind, og det kan høres af og til. Overordnet går det dog fint igennem. 
At The Gates selv er jo ikke ligefrem de som hopper og danser rundt, men de headbanger lidt hist og her. Der er ingen træthed at spore, men noget stillestående er det da. Til gengæld spiller de tight, og uden at være ekspert i deres bagkatalog, lyder det som det skal i mine ører. 
Forsangeren er undtagelsen der bekræfter reglen; her er en mand der bare ikke vil stå stille, og han insisterer på at tiltale publikum på svensk.

Publikum er godt med, flere crowdsurfer og lignende. Oppe forrest er aktiviteten meget høj, da hænder konstant er i vejret og folk råber med. Det aftager som man bevæger sig længere væk, men det er jo ikke så mærkværdigt.
Sætlisten i dag er næsten udelukkende bygget op omkring gennembruddet ”Slaugher Of The Soul”, og så deres nyeste album. Det er, ikke overraskende, de gamle klassikere der trækker de største bidrag.

Så er der intet dårligt ved showet? Nej, ikke rigtigt. Det var præcist som det skulle være, men for undertegnede blev det alligevel en anelse gentagende som tiden skred fremad. Derfor kan fans sagtens lægge en karakter eller to til anmeldelsen, men uden at kunne sætte en finger på noget, manglede der et eller andet. Men stadigvæk; At The Gates – velkommen tilbage.

Sætliste:
1) – Death And The Labyrinth
2) – Slaughter Of The Soul
3) – Cold
4) – At War With Reality
5) – Terminal Spirit Disease
6) – The Circular Ruins
7) – Under A Serpent Sun
8) – Heroes And Tombs
9) – Suicide Nation
10) – Kingdom Gone
11) – The Book Of Sand (The Abomination)
Encore:
12) – Blinded By Fear

 

  • Primordial_5
  • Forfatter: Jill
  • Kreator_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • At the Gates_2
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Ensiferium - Copenhell 2015

En herlig måde at starte Copenhells 2. dag er med folkemetal – nærmere bestemt de finske krigere i Ensiferum. Igen er det et forholdsvist tidligt tidspunkt, og pladsen foran Hades er derfor ikke proppet – men dog alligevel godt fyldt ud.
Jeg så sidst Ensiferum i Vega tilbage i slutningen af marts, og det var en god koncert, dog uden at blive mere end dét. I dag bliver det da overordnet heller ikke bedre, men det er i denne omgang pga. nogle andre omstændigheder.

Til at begynde med skal lyden lige finjusteres, og stortrommen især lyder alt for klikket. Der går dog ikke lang tid før det er rettet rimeligt godt op, selvom man aldrig reelt kan høre kvinden bag keyboardet – her taler jeg om vokalen, og ikke keyboardet. Men det er også udelukkende baggrundskor, så ikke meget går tabt. 
Nej, det reelle problem er, at Ensiferum har problemer med deres præindspillede stykker, som f.eks. gør at vi ikke får sangen ”Warrior Without A War” at nyde, og – kunne man formode – også går glip af træfsikre skæringer som f.eks. ”Iron”

Det lægger dog ikke en dæmper på hverken band eller publikum. Ensiferum selv er langt mere tændte end i Vega, og bassisten skiller sig som altid positivt ud med sine store armbevægelser og brede grin – foruden hans løben-frem-og-tilbage. Ensiferum har desværre ikke længere deres hyrede harmonikaspiller med, hvilket ellers tilføjede en fed dynamik. De andre medlemmer er mere reserverede, men det er tydeligt at de ikke keder sig – de koncentrerer sig blot.

Ligeledes er de fleste publikummer på, og flere har medbragt både vikingehjelme og latexvåben som sværd og økser (især sidstnævnte passer perfekt som fod i hose under sangen ”Axe Of Judgement”). Både moshpit og cirkelpits opstår, og mange både klapper, løfter næverne i vejret og synger/råber med – når det altså er muligt, for en del tekst foregår på finsk.
Overordnet er det et party-sæt Ensiferum har medbragt, så folk har det godt. Det er desuden, for undertegnede, en fornøjelse at bevidne ”Twilight Tavern” – øj mand, den er fee’!

Det bliver desværre kun til ca. 45 minutter, hvilket føles alt for kort. Som et lille plaster på såret afsluttes herlighederne til gengæld med den festlige diskoslager ”Two Of Spades” (yep, disko!). Glimrende afslutning på en god koncert, som sagtens kunne have nået nye højder med bedre betingelser.

Sætliste:
1) – March Of War (intro)
2) – Axe Of Judgement
3) – Heathen Horde
4) – Twilight Tavern
5) – Lai Lai Hei
6) – Token Of Time
7) – Ahti
8) – Burning Leaves
9) – Two Of Spades

 

  • Crowd_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Pretty Maids_4
  • Forfatter: Jill
  • Primordial_7
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Gojira - Copenhell 2015

Franske Gojira har ry for at være et af de tighteste og mest eksplosive livebands i metalverdenen lige nu, og kl. 19 lørdag aften slap de helvede løs på Helveti-scenen til dette års Copenhell. Franskmændende leverede ganske simpelt varen fra første sekund, og deres tonstunge polyrytmiske metal hamrede ud over scenen fra de gik på til de forlod Helveti ca. halvanden time senere.

Relativt tidligt i sættet fik vi flere af deres groovy crowd-pleasers som eksempelvis den infernalske 'Backbone', 'Born in Winter', og 'The Axe', og så var publikum ellers varmet op. Spilleglæden var tydeligt meget stor hos Gojira, og det var noget der gennem koncerten smittede af på publikum.

Bassist Jean-Michel Labadie tæskede rundt på scenen og sendte tankerne hen på Flea fra RHCP, trommeslager Mario Duplantier forlod skindene midtvejs igennem koncerten for at råbe til publikum om de ville have mere (hvilket de selvfølgeligt ville), og forsanger Joe Duplantier var et sandt metalmonster foran mikrofonen under numrene, men gav sig også flere gange lejlighed til ydmygt at takke Gojiras fans for deres støtte.

Gojiras blanding af at være totalt teknisk overlegne, og at have fødderne solidt plantet på jorden, er en ting man sjældent ser hos internationale bands, og det havde en meget positiv indvirkning på koncerten. Det var slet og ret umuligt ikke at blive smittet af deres entusiasme og spilleglæde, og publikum var da også mere end hooked på at få alle de sange med Gojira de kunne nå.

Koncerten kulminerede med sangene 'Explosia' og 'L'Enfant Sauvage', der efterlod Helveti i henrykthed, og Joe Duplantier takkede sine fans på bandets vegne og lovede meget snart at komme tilbage til København, og Gojira havde i den grad åbnet ballet til den sidste aften på Helveti på dette års Copenhell.

 

  • Huldre_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Asking Alexandria_8
  • Forfatter: Jill
  • Gojira_7
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Ghost - Copenhell 2015

Ghost skulle blive lørdag aftens tydelige højdepunkt på Heleveti-scenen på dette års Copenhell. Dagen igennem kunne man i mængderne spotte talløse festivalgængere der bar Ghost-patches, t-shirts, og andet merch, så det var et yderst feststemt publikum, der var stimlet sammen for at lukke Helveti sammen med de svenske sataniske heavy rockere i Ghost.

Indhyldet i massive mængder rød røg og ledsaget af dyster kirkemusik trådte de anonymiserede Nameless Ghouls ind på scenen iført jernmasker. Det var dog først da bandets frontman Papa Emiritus, iført sit karakteristiske pavekostume med omvendte kors og corpse paint, tonede frem af røgen som en silhuet af Djævlen selv, at det gik op for fansene, at den svenske spøgelseshær var kommet for at indtage Copenhell.

Ghost havde med kun to (snart tre) album i sit bagkatalog en yderst stærk setliste med til København, hvor der ikke var sparet på noget. Med værdig ophøjethed ledte Papa Emeritus fansene igennem Ghosts sataniske højmesse og sange som 'Con Clavi Con Dio', 'Ritual', 'Elizabeth', aftenens absolutte højdepunkt 'Year Zero', og den spritnye 'Cirice' blev leveret med sublim perfektion.

Ghosts usædvanlige kombination af let heavy rock og sataniske budskaber gik rent hjem hos fansene, og der var sing-along på alle rækker. Indimellem gik der dog lidt for lang tid mellem numrene, og når Papa Emritus adresserede publikum var han ikke så teatralsk og mere jordbunden end han rent visuelt gav udtryk for at være, hvilket til tider slog sprækker i illusionen om, at være vidne til en satanisk højmesse.

Trods det spillede Ghost uovertruffent, og det der begyndte som en satanisk kultfest, endte med at ende som en regulær stadion rock koncert og lukkede Helveti på behørig vis.

 

  • Raunchy_4
  • Forfatter: Jill
  • Hammerfall_2
  • Forfatter: Jill
  • Turbonegro_2
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Night Fever - Copenhell 2015

De vrede punkere fra K-Town (aka Ungdomshuset) i Night Fever bruger ingen spildtid på introduktion, men går lige til stålet for den mindre forsamling af folk, der er mødt op.

Det er med både et glimrende lysshow og udmærket lyd, der er tilpas skramlet, i ryggen, at Night Fever skal vise sig frem.

Og Night Fever viser sig i sandhed frem; de er hyperaktive, og forsangeren styrter rundt på scenen. Den ene heftige udladning efter den anden kommer hurtigt i rap, og der er ikke tid til at holde pauser. Til helvede med melodi og muligheder for at synge med – det skal bare gå stærkt. Det er der heller intet i vejen med, men folk ser udelukkende passivt til, imens Night Fever spiller over en halv time, som ellers plejer at være smertegrænsen for ”ren” hardcore punk.

Overordnet er Night Fever et fint indslag, men som så meget andet punk passer de bare langt bedre inden døre. Samtidigt er det tydeligt, at mange ikke er mødt frem (muligvis fordi Exodus ligger lige oveni), selvom Night Fever gjorde det glimrende tilbage i januar til When Copenhell Freezes Over.

 

  • Konkhra_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Saint Vitus_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Body Count _5
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Slipknot - Copenhell 2015

Slipknot er altid garant for god underholdning, og modsat sidste gang i Forum var betingelserne langt bedre. Først og fremmest skal lighederne nævnes;

- sceneudsmykningen: først og fremmest er lysshowet nøje afstemt med hver enkelt sang. En gigantisk skærm er placeret bag scenen, og et bagtæppe med coveret fra den nyeste skive er også at se – og så er der stadigvæk det overdimensionerede og intimiderende gedehoved der hænger langt oppe og lurer over os alle. Og ild. Masser af ild.

- performance: Det 9 mand høje orkester er stadig over det hele, hvor især perkussionisterne giver den god gas og den ene på keyboard (ham hvis maske tilnærmelsesvis ligner en gasmaske) er den mest aktive. Bare at se på ham løbe og danse rundt er underholdende i sig selv.
Vi får stadig de roterende perkussions der kører op og ned sammen med de to keyboards. Christiania-flaget bliver til slut båret triumferende rundt på scenen, mens trommeslageren stadig ikke kan (eller vil?) bruge Joey Jordisons trick med at spille halvvejs på hovedet. 
Og der blev (igen igen igen) slået ny rekord i Danmark til sid ned-hop op seancen i ”Spit It Out”. Det er stadig lige vildt at se så latterligt mange mennesker bevæge sig i én takt.

Den helt store forskel fra sidste gang er uden tvivl lyden, der i denne omgang er LANGT bedre. Faktisk er det den bedste lyd jeg har oplevet til SlipKnoT, hvor alt virker til at gå rent igennem – og det er fandme imponerende med 9 mand. 
Sætlisten er også ændret, og to af mine personlige favoritter i form af ”AOV” og ”Vermilion” luftes. Fantastisk for undertegnede, men skal man være kritisk, må det påpeges at sidstnævnte ikke passede særlig godt ind. Ligeledes var ”Killpop” gevaldigt med til at dæmpe intensiteten, både på og foran scenen.

SlipKnoT selv var mere tændte end de var i Forum, og indpisker/frontmand Corey Taylor er stadig lige god til at sparke publikum i gang – som dog er mere end rigeligt aktive i mange af rækkerne oppe foran. Måske vigtigst er at både bassisten og trommeslageren nu ser ud til at føle sig hjemme i bandet – det var bestemt ikke tilfældet sidst. 
Det er dog stadig et nøje tilrettelagt show, og jo flere gange jeg oplever SlipKnoT, jo tydeligere bliver det.

Uden hensyntagen til ovenstående sætning, er alt ikke lige i øjet, og groft sagt kan showet deles op i tre dele. Det drejer sig om en rigtig god start, hvor lyden lynhurtigt kommer helt på plads, SlipKnoT sparker det hele i gang og publikum er helt på. 
Dernæst kommer en midtersektion med bl.a. ovennævnte sange, og ellers nogle af de mere bløde af slagsen, SlipKnoT har komponeret. Det føles også her som om at rutinen tager noget over for lysten, men så snart vi når til klassikeren ”Eyeless” er der dømt fuld smæk for skillingen i den sidste halve time.

Overordnet leverer SlipKnoT dermed varen langt mere overbevisende end sidst, og det var et sublimt show med et band der ingen problemer havde med at stå som årets ultimative headliner – det er dog stadig set bedre. 

Sætliste:
1) – Sarcastrophe
2) – The Heretic Anthem
3) – Psychosocial
4) – The Devil In I
5) – AOV
6) – Vermilion
7) – Wait And Bleed
8) – Killpop
9) – Before I Forget
10) – Duality
11) – Eyeless
12) – Spit It Out
13) – Custer
Encore:
14) – (sic)
15) – People = Shit
16) – Surfacing

 

  • Iron Reagan_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Exodus_6
  • Forfatter: Jill
  • Saint Vitus_1
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Body Count - Copenhell 2015

For mange anses en af festivalens headlinere i form af amerikanske Body Count som årets jokeband. Det skyldes nok ikke mindst at frontmanden er ingen ringere end gangsta-rapperen Ice-T, der tilbage i 90’erne både stod for sig selv i hiphoppens verden, men ligeledes dannede metal/rapcore bandet Body Count sammen med guitaristen Ernie C. De to er de eneste originale medlemmer, men nu har de fået samlet et nyt hold, og er endelig at bevidne på dansk jord. Det er muligvis også for sidste gang – det hører i hvert fald til sjældenhederne at Body Count er på tour.

Men hvis man var til stede, kan det vist kun være en oplevelse man husker i lang tid efter. 
Jeg skal nemlig love for at det er en excellent drejet intro. Hver enkelt spankulerer ind på scenen, flere med masker, og sætter så i gang med to sange der tilnærmelsesvist kun indeholder ordene ”Body”, ”motherfucking” og ”Count” – så er det nemt at være med, og de to security-lignende personer (der udelukkende er med for at forstærke enkelte ord i symfoni med Ice-T) hjælper godt på vej. Hovedpersonen viser sig derefter, og er fint tilfreds med blot at vandre frem og tilbage, kaste håndtegn og fortælle jokes som f.eks. at Obama stadigvæk ikke har ringet til Ice-T, selvom han har hans nummer – og at Ice-T ikke længere hedder Ice-T eller Ice-Motherfucking-T, men i stedet Ice-Motherfucking-T BITCH! En af de to ”security” folk viser sig desuden at være frontmandens søn (han bliver naturligvis kaldt Little Ice), og det er en stolt Ice-T der udbryder ”that’s my son!” da knægten får lov at åbne det famøse hit ”Cop Killer” med ordene ”Fuck the police!”.
Resten af Body Count er levende, glade, og spurter og hopper rundt. Ernie C stjæler også meget af opmærksomheden ved at lave alverdens tricks med sin guitar, foruden at fyre den ene vilde solo efter den anden af.

Publikum er mødt talstærkt op, om ikke andet bare for at se giraffen, men en god del foran er helt på, og moshpits opstår hurtigt (måske skyldes det også at Ice-T kommenterer et par gange på hvor svag den ser ud i hans øjne). Men der går ikke længe før hele forsamlingen ser ud til at have en fest, og deltager lystigt i de utallige ”BODY COUNT! BODY COUNT! BODY COUNT!” råb der kommer fra scenen.
Det eneste reelle minus, som desværre varer ved helt til enden, er en for gennemtrængende bas og stortromme. Trommerne har det også af og til med at drukne det meste andet, og en tilhørende solo derfra lyder altså bare ikke særlig godt under omstændighederne.

Men det er en mindre irritation, for Body Count er her for at holde en fest, og en time senere er folk på ingen måde udvandret. Der bliver sluttet af i høj kaliber med ”Talk Shit, Get Shot” (kun en ud af to sange fra den nyeste skæring) og vores nye nationalsang (bestemt af Ice-T) i form ”Cop Killer”, inden vi får ekstranumre. Det virker helt uplanlagt, hvilket jo egentlig bør være en fed ting, men det momentum der blev skabt tabes helt og holdent på gulvet under den interessante, men langsomme ”Born Dead”. Og når man vælger at spille en parteret udgave af Suicidal Tendencies coveret ”Institutionalized”, så virker det helt sort. Men, overordnet, et mindeværdigt, skudsikkert (pun intended) og glimrende show, kun holdt tilbage af delvis skidt lyd. Selvfølgelig, hvis man ikke er med på attituden, så vil man nok enten have en oplevelse af at det var for meget, for fjollet eller for dumt.

Sætliste:
1) – Body Count’s In The House
2) – Body M/F Count
3) – Masters Of Revenge
4) – Bowels Of The Devil
5) – Necessary Evil
6) – Manslaughter
7) – Drive By
8) – Voodoo
9) – There Goes The Neighborhood
10) – Body Count
11) – KKK Bitch
12) – Disorder (The Exploited cover)
13) – Talk Shit, Get Shot
14) – Cop Killer
Encore:
15) – Born Dead
16) – Institutionalized (Suicidal Tendencies cover)
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Crowd_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Iron Reagan_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Crowd_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

A Day To Remember - Copenhell 2015

Alt imens lokumsruller bliver skudt udover publikum, sætter amerikanske A Day To Remember i gang med to af deres hårdere skæringer. I dagens anledning er deres breakdowns tilmed blevet en god del tungere, og den rene vokal er gemt en anelse i baggrunden.
Lyden er ganske udmærket, og alt går tydeligt igennem. De mange bassdrops gør dog mere skade end gavn.

A Day To Remember har vist aldrig (eller kun en enkelt gang?) besøgt Danmark tidligere, så de fremmødte fans var naturligvis meget opstemte. Der går dermed ikke lang tid før festivalens første, men på ingen måde sidste, wall of death og cirkelpit finder sted. Der er langtfra fyldt på pladsen, men den pæne mængde der er mødt op ser ud til at hygge sig (ellers er det i hvert fald muligt at få et godt grin), og den loyale gruppe af fans er klemt godt sammen op mod hegnet, hvor der synges trofast med.

Nogle sange inde i sættet løber en fyr klædt ud som Spider-Man ind på scenen og skyder t-shirts ud til publikum. Og ja, – du har måske gættet det – kort derefter er der store badebolde i luften. Det er evig sommer hos A Day To Remember, hvor underholdningen betyder mere end musikkens kvaliteter.

Nu til selve bandet; først og fremmest skal der lyde en opsang til forsangeren. Du/I skal (fucking) lade være med at indspille vokalen i så høje toner, hvis det ikke kan udføres live. Det er ikke sådan at vokalen fejler eller knækker over, men efter 3 – 4 sange synger forsangeren helt bevidst i et lavere toneleje, eller skipper noget af teksten for i stedet at få publikum til at klare det – eller også lader han helt være med at synge teksten overhovedet. Det svinger lidt. Resten af bandet klarer sig derimod fint, og holder et højt niveau af aktivitet. Det føles dog stadig meget rutineret, og forsangeren ligner heller ikke ligefrem én der elsker at være her.

Så alt i alt; publikum hygger sig, bandet klarer det fint (forsangeren undtaget), og lyden er god. Det er så amerikansk som det kan blive, men det er ikke nær så slemt som man kunne have frygtet.

Sætliste
:
1) – The Downfall Of Us All 
2) – 2nd Sucks
3) – Right Back At It Again
4) – City Of Ocala
5) – I'm Made Of Wax, Larry, What Are You Made Of?
6) – All Signs Point To Lauderdale
7) – Mr. Highway's Thinking About The End
8) – Have Faith In Me
9) – Sometimes You're The Hammer, Sometimes You're The Nail
10) – All I Want
11) – The Plot To Bomb The Panhandle
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Iron Reagan_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Saint Vitus_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Life Of Agony_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed