fbpx

Carpark North - Tinderbox 2015

Carpark North går på til en vild og heftig elektronisk intro, der springer direkte over i en meget anderledes udgave af "Shall We Be Grateful" – der bare ikke lyder særlig godt. Så fungerer de næste sange bedre, selvom der er ændret i dem (det er jo en del af det Carpark North gør, og ved tidligere møder med bandet har det fungeret glimrende).

Det utilregnelige vejr lægger dog til en start en dæmper på publikum, men det overvindes ganske effektivt af bandet, og snart er pladsen foran scenen godt fyldt, og hvor rigtig mange rækker danser, hopper, synger og lignende (bl.a. sid ned-hop op finten - igen igen igen...). Lyden er også rigtig god, og det hele går klart igennem – det er til gengæld noget nær umuligt, foruden trommerne og bassen, at vurdere hvad der er live og hvad der er playback.

Bassisten gør sig bemærket med en skæv persona, i og med at han til tider virker bevidst fjern og arrogant, og andre gange flyver rundt som en gal. Forsangeren er den ultimative indpisker, og det har både fordele og ulemper...

Fordelene er at folk aldrig får lov at slappe af, og derfor er i en konstant rus der aldrig ender. Dét er en euforiserende fællesskabsfølelse, og man når ikke at kede sig. 
Det negative er, at musikken på intet tidspunkt får lov at stå alene, og med alle de ændringer virker det som om man ikke tør gøre tingene som de "er" - eller var, om man vil.
Det ville nu engang være smukt at lytte til forsangerens skrøbelige og smukke vokal, uforstyrret, for nøj, hvor kan den mand altså synge (når han gider) ... For meget af tiden bliver det liret noget halvlunkent af, igen som om det ikke skal være FOR ekskluderende - alle skal kunne være med. Så er det åbenbart federe at råbe "fucking" og "Tinderbox" konstant, i stedet for at levere det med følelserne ude på tøjet, og med en nerve som tidligere præstationer vidner om.
En anden negativ ting er, at der bruges så lang tid på crowdcontrol, at ikke mere end 9 sange nås på en hel time - og det er altså sange der varer imellem 3 - 5 minutter.

Når ovenstående utilfredshed er blevet luftet, så kan der ellers ikke sættes en finger på showet; teknikken spillede, publikum var mere end på, og Carpark North selv spiller bare skide godt. 
Folk fik vel hvad de kom for, vil jeg tro, men – og nu kommer det til at lyde elitært – jeg savner de knap så folkelige Carpark North. 

Sætliste:
1) - Shall We Be Grateful
2) - Human
3) - Renegade
4) - Burn It
5) - Army Of Open Arms
6) – 32
7) - Save Me From Myself
Encore:
8) - Transparent & Glasslike
9) - Best Day

Læs mere...

Modest Mouse - Tinderbox 2015

Torden og lynild møder folk i det knap fyldte telt, og 7 mand og 1 kvinde tager opstilling på scenen. Det er næsten et orkester, denne gang med violin, perkussion, blæsere og én gammel gut der udelukkende bruger tamburin og rasleæg - og oveni skifter nogle af medlemmerne af og til instrumenter imellem sig, hvilket er ren kaos med så mange stimlet sammen.

Det at opleve Modest Mouse skulle være noget man kunne tro mange var interesserede i, med henblik på deres ry for at aflyse, og at de desuden sjældent er i landet – sidste gang var vidst i 2007. Alligevel virker det ikke til at der er andet end en lille håndfuld fans tilstede, hvor resten ser nysgerrigt til, men intet mere. Et par hits ser folk synge med og klappe, men intet storslået.

Bandet er i sandhed skørt; forsangeren går fra det ene øjeblik at være sky, til at flippe helt ud og svinge rundt med sin guitar - og imellem sangene siger han ting der ikke rigtigt giver den store mening. Der er desuden lange pauser imellem hver eneste sang, hvilket er irriterende, når de kun får 45 minutter. Resten af bandet spiller fint, men er meget tilbagetrukket.

Lyden er rimelig god, men naturligvis er det svært at få det til at spille helt med så mange elementer. Vokalerne kunne godt skrues en tand op, og det samme gælder for violinen, der sjældent kan høres. Men det er nu heller ikke et særlig interessant show. Nærmere fjernt, rodet og meget uvedkommende. Som om Modest Mouse ikke giver en skid for om der er 5 eller 500 fremmødte, og mest af alt spiller for dem selv. Publikum har derfor svært ved at komme ind i det. Måske er det blot deres måde at optræde på, og teknikken fejler jo intet... Men helt godt bliver det altså aldrig. 
Derfor et noget ærgerligt første møde med Modest Mouse – man må håbe det bliver bedre næste gang.

Sætliste:
1) – The World At Large
2) – Lampshades On Fire
3) – Ocean Breathes Salty
4) – A Different City
5) – Float On
6) – Dramamine
7) – The Tortoise And The Tourist
8) – This Devil’s Workday
9) – March Into The Sea
10) – Dashboard
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Rival Sons - Tinderbox 2015

Til tonerne af "Den Gode, Den Onde Og Den Grusomme" ankommer Rival Sons på scenen. Alle er iklædt solbriller, og de agerer "cool". Derfor er det, uden at være meningen, positivt at trommeslageren taber sin ene stik i introen, da denne således skal gøres om - og så er der smil hele vejen rundt. Det er menneskeligt, og en smule sjovt.
Der er sparsommeligt få forsamlet, og de fleste virker forholdsvist ligeglade med bandet. Hvis der er mødt fans op, er det utroligt få – men det er også stadig tidligt på dagen. 

Rival Sons springer direkte ud i ”Electric Man”, der allerede lugter af hitpotentiale. Lyden er god og skarp, omend klaveret er til at overhøre, bassen af og til fylder for meget, og vokalen har det med at falme - men det kan ligeså godt skyldes forsangeren. Hans skrig er til gengæld ret råt på den fede måde.

At strømmen kortvarigt går tages med et skuldertræk, og det er indtil nu kun frontmanden der har smidt solbrillerne. Attituden er derved stadig pure cool og noget distancerende, men trommeslageren har en vild fest, selvom den mest er med sig selv. Det har op til nu ikke været særligt spændende, men efter nogle sange bliver band og publikum i forening blødet op, og så begynder det at blive ganske godt. Der grooves igennem, og folk klapper med. Der går dog ikke længe før energien falder igen, og sådan fortsætter det op og ned i den næste times tid.
Alt i alt er det en ok optræden, men hvor er det utroligt at der er så få tilstedeværende – og det kunne have gjort en del med noget mere respons fra publikum.

Læs mere...

Monolord - Copenhell 2015

Det fremadstormende svenske doom metal band Monolord var sidste navn på Pandæmonium fredag aften på dette års Copenhell. Trioen har var været på en omfattende Europa tour, der begyndte i januar som support til deres debutalbum 'Empress Rising', og må siges at være højaktuelle eftersom opfølgeren 'Vænir' udkom i april i år. Undertegnet anmeldte også Monolord i januar i år, hvor de fik fem stjerner, så der var bestemt høje forventninger til Monolord fra denne anmelders side.

Først og fremmest skal det siges at Monolords tour har givet dem masser erfaring, og at det skinner igennem på scenen, og koncerten tiltrak da også gradvist mere og mere opmærksomhed fra forbipasserende festivalgæster, jo længere Monolord kom hen i koncerten. Monolord har en klar opskrift på succes, som de siden deres koncert i januar ikke har ændret så meget ved - " but why fix it, if it ain't broken?". Det virker tydeligvis, og Monolord leverede et show, der levede op til deres høje standard.

Esben Willems var lige så stærk og udfarende på trommerne som han var sidst, bassist Mikka Häki gav den fuld gas og sprang rundt som besat, og forsanger og guitarist Thomas V. Jäger var blevet endnu bedre til at skabe kontakten til publikum, end han tidligere havde været. Til og med havde de en ligelig fordeling af gamle og nye numre med i bagagen, og kronen på værket blev lige som sidst den bombastiske doom-perle og titelsang fra deres første album "Empress Rising".

Monolords koncert var en lektie ud i, hvordan god sludge og doom metal er skruet sammen, og Monolord overbeviste endnu engang om sit potentiale. Forsætter de som nu, er der ingen tvivl om, at de spiller på Hades næste gang de besøger Copenhell, hvilket undertegnede i hvert fald håber de gør!

 

  • Asking Alexandria_6
  • Forfatter: Jill
  • Hammerfall_5
  • Forfatter: Jill
  • Gojira_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Raunchy - Copenhell 2015

6 år tog det før Raunchy fik muligheden for at optræde på Copenhell – og så ikke engang på en af hovedscenerne? Det er ærgerligt, og mere ærgerligt er det, at Raunchys sæt ligger i slutningen af Gojiras – der er helt sikkert nogle som har måtte træffe et knap så sjovt valg. Alligevel er der godt fyldt, især efter Gojira er færdige, og Raunchy kunne velsagtens have spillet på Hades.
Men nok om det.

Raunchy kommer noget skidt fra start, hvor den ene guitar sætter fuldstændig ud i ”Digital Dreamer”, der deraf lyder nærmest skrøbelig og parteret, og med et backingtrack der helt overdøver de ”levende” instrumenter, samt vokalerne. Samspillet virker heller ikke helt tight, men det virker som om det er teknikkens skyld, og ikke bandet selv.
Lyden er til en start heller ikke den bedste, men ikke decideret skidt. Trommerne buldrer dog unødigt, men dette bliver fikset rimelig godt.

Heldigvis får den ramte guitar revanche kort efter, og nu fungerer samspillet også – så er vi tilbage på sporet! Publikum har også allerede efter de første par sange skabt heftig bevægelse oppe foran, men det stikker nu lidt mere af – og det fortsætter faktisk hele showet igennem. Stemningen er kærlig, og folk smiler. 
Raunchy ser også ud til at have det sjovt, men de kunne sagtens være mere på – bevægelse er tilladt, drenge. Forsangeren er teknisk dygtig, men han bruger for meget tid på tomme klichéer om vikinger (der dog er sjove nok) og på at filme med sin telefon – spil nu musik i stedet.

Også kommer der igen en slags nedgangsperiode, på trods af at vi ellers får de sublime skæringer ”Warriors”, ”Watch Out” og ”Phantoms” lige i rap. Her taler jeg om bandet, og ikke publikum. For igen virker samspillet til at halte, backingtracks overdøver det levende, og de to vokalister rammer konsekvent ved siden af hinanden, hvor idéen jo er at de så at sige skal agere som én. Det må være det tekniske, for hver for sig lyder det godt, men det finder bare slet ikke hinanden.

Også er tiden gået. Med intet mindre end 6 albums i ryggen, er det noget af et hyr at udvælge i kataloget, og dette var således et greatest hits-show med enkelte nye sange. Det var såmænd også helt fint, men Raunchy fortjener længere spilletid.
Overordnet var dette nok den dårligste oplevelse undertegnede har haft med bandet, men jeg lader tvivlen komme dem til gode, og satser på at det var teknikken der fejlede. Bedre held næste gang.

Sætliste:
1) – Eyes Of A Storm
2) – Digital Dreamer
3) – Nght Prty
4) – Join The Scene
5) – The Castaway Crown
6) – Warriors
7) – Watch Out
8) – Phantoms

 

  • Hammerfall_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Gojira_4
  • Forfatter: Jill
  • Franklin Zoo_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Asking Alexandria - Copenhell 2015

Efter at have set britiske Asking Alexandria to gange med ca. et års mellemrum, og ved begge koncerter konstateret at bandet var rent ud sagt forfærdelige, havde den nye forsanger noget at bevise. Og lad os få det på plads med det samme; han er velvalgt. Den nye sanger, Denis Stoff, besidder både de lede growls og en ok ren vokal (som den gamle på ingen måde havde, undtagen i studiet, ironisk nok). Denis Stoff er også langt mere tilstedeværende end den tidligere nogensinde var, så pluspoint herfra.

Det viser sig også at en hel del stadigvæk er interesseret i bandet, da Hades er rimelig velbesøgt. Der er langt fra proppet, og de fleste ser til fra bakken, men der er ikke fuldstændig tomt. 
Desværre virker det kun til at forsangeren virkelig nyder at være her, for de andre medlemmer er anonyme, men spiller fint. Jo, de headbanger synkront i deres mange breakdowns, men reel spilleglæde er svær at spotte.
Lyden er også rimelig, men vi slipper ikke udenom en anelse blæst, der har det med at forstyrre detaljerne, som af og til ikke kan høres. 
Disse ting skider publikum dog på, især oppe foran hvor en wall of death hurtigt opstår, og senere hen både moshpit og cirkelpit foruden nogle få crowdsurfere – der er gang i den. En sid ned-hop op ala SlipKnoT udføres også til moderat succes – men efter at have oplevet the real deal i torsdags virker det noget sølle og forceret.

Asking Alexandria kommer godt rundt i deres materiale i løbet af de næste 45 minutter, og de har helt sikkert oppet sig gevaldigt siden sidst. Det bliver dog aldrig undertegnedes kop te, men dette var bestemt ikke helt skidt. 

Sætliste:
1) – Welcome
2) – Closure
3) – Breathless
4) – To The Stage
5) – I Won’t Give In
6) – Run Free
7) – The Death Of Me
8) – Not The American Average
9) – A Prophecy
10) – If You Can't Ride Two Horses At Once... You Should Get Out Of The Circus
11) – The Final Episode (Let's Change The Channel)
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Raunchy_7
  • Forfatter: Jill
  • Hammerfall_11
  • Forfatter: Jill
  • The Darkness_4
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Hammerfall - Copenhell 2015

Vi er nået til Copenhells tredje og sidste dag, og første band på programmet for mit vedkommende er de svenske helte i HammerFall – om noget det eneste store ”heavy” band på festivalen, foruden Pretty Maids der kom med på en aflysning.
Scenen er, ligesom vi snart finder ud af, lige så flot påklædt som bandet. Tre kæmpere bannere viser et grumt udseende slot og ”onde” træer i blandt mørkeblå farver. Selve scenen er mindre udbygget ift. tidligere koncerter, men nogle trapper op til det forhøjede trommesæt er det dog blevet til.

Fra begyndelsen er vejret med os, og solen skinner ned på de forsamlede – der er godt fyldt foran Helviti, uden at være proppet. Lyden er udmærket, men diskanten er en anelse for høj, og vokalen/trommerne har det med at skære i ørerne. Det meste går godt igennem, dog falder guitarerne oftest en smule i baggrunden – diverse soli undtaget.

HammerFall er rutinerede, men tydeligt glade for at være her, og man ser dem tit smile. Tilmed lykkedes det uden problemer at fange de fleste tilstedeværendes interesse med bl.a. fællessang og knyttede næver. Det svenske fanger mange dog ikke et hak af…
Publikum hygger sig dog alligevel, om end det aldrig bliver et brag. Kulminationen er ikke overraskende ”Hearts On Fire”, men HammerFall kunne sådan set godt have spillet længere end en times tid – de har materialet og scenetækket til det. Alt i alt er det godt show, uden at være mere.

 

  • Gojira_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Hammerfall_11
  • Forfatter: Jill
  • Franklin Zoo_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Bloodbath - Copenhell 2015

Den legendariske svenske dødsmetalsupergruppe Bloodbath gav en af deres sjældne livekoncerter på dette års Copenhell på Hades-scenen lørdag aften. Bloodbath udgav deres nyeste album 'Grand Morbid Funeral' i november sidste år, seks år efter foregængeren 'The Fathomless Mastery', så det var lidt af et scoop for Copenhell at have booket Bloodbath. Der var derfor naturligt nok tætpakket foran Hades, da Bloodbath lagde hårdt fra land, og det stod klart for alle fremmødte, at bandet ikke havde tænkt sig at lægge fingre i mellem. Således fik vi allerede som tredje sang på settet førsteskæringen 'Let The Stillborn Come To Me' fra 'Grand Morbid Funeral'.

Herfra var de fremmødte hooked, og der blev ikke overladt meget tid til overpringshandlinger, som eksempelvis at tale til publikum. Bloodbath var kun interesseret i at skulle fyre så mange numre af som overhovedet muligt, og fordi Bloodbath har så mange gode skæringer, var det egentligt ganske befriende ikke at skulle bevidne en hel masse forsøg på at tiltale til publikum, når det var tydeligt, at frontman Nick Holmes og resten af bandet øjensynligt var mest interesseret i at spille.

Bloodbath har mange dedikerede fans, og denne strategi syntes også at virke godt på dem, fordi bandet har lige så mange gode numre og bare groover så forbandet godt. Blandt de største højdepunkter i koncerten var udover 'Let The Stillborn Come To Me' også 'Brave New Hell', Outnumbering The Day', og kulminationen på koncerten, den helt store finale 'Eaten'.

Bloodbath levede i den grad op til deres ry som supergruppe. Der var konstant aktivitet i mosh-pitten, og bandets groovende dødsmetal blev ganske simpelt ved med at være interressant og fængende fra start til slut.

 

  • Hammerfall_9
  • Forfatter: Jill
  • Ghost_5
  • Forfatter: Jill
  • Gojira_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Life Of Agony - Copenhell 2015

Det var under en grå himmel at New Yorker-bandet Life Of Agony åbnede Hades torsdag kl 16:00 på Copenhell. Folk var stadig ved at nå frem til festivalen, og derfor var opbudet af publikummer også temmeligt spagt til denne koncert. Life Of Agony gjorde ellers hvad de kunne for at ryste festen igang med deres alternative metal, og frontwoman Mina Caputo nærmest fløj rundt på scenen og gjorde alt hvad hun kunne for at opildne publikum. Også guitarist Joey Z. var meget aktiv og karismatisk, men lige lidt hjalp det - folk virkede simpelthen ikke til at de var helt klar til at tage hul på Copenhell endnu.

Mina Caputos stemme gik heller ikke særligt klart igennem og det var som om man kunne mærke, at hendes stemme bar præg af Life Of Agonys intense tourprogam. Også rent lydteknisk virkede det til at Life Of Agony desværre kom til at lide under at være lydteknisk prøveklud for Copenhell.

Life Of Agony spillede derudover ganske udmærket og leverede flere af deres største sange, bl.a. 'River Runs Red', 'Don't You (Forget About Me)', og 'Weeds'. Trods de gode takter Life Of Agony udviste, virkede de desværre som en lidt malplaceret booking på Copenhell som metalfestival, og deres koncert endte med at forekomme lidt ligegyldig og intetsigende.

 

  • Slipknot_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Body Count _6
  • Forfatter: Jill
  • Exodus_5
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Primus - Copenhell 2015

For undertegnede er amerikanske Primus (endnu) en fantastisk booking på Copenhell, men samtidigt var det noget af et sats at placere dem som fredagens headliner; det skulle dog vise sig at Primus leverede et skørt, men samtidigt fænomenalt show – muligvis festivalens bedste.

Men inden Primus overhovedet kommer til syne, er der tre storskærme og to gigantiske oppustede svampe at spotte på scenen (svampene viser sig både at skifte farve og blinke i takt til musikken). Da det hele begynder på slaget er det til en klezmer-agtig intro og syret lys, før storskærmene begynder at fremvise underlige klip, som f.eks. den animerede serie Salad Fingers, eller en silhuet af en elefant der hopper i en trampolin. Det er lige så syret og meningsløst som forventet.

Primus handler dog i allerhøjeste grad om deres frontmand og legendariske bassist, Les Claypool. Det er da også hans fingerspil der ligger i forgrunden af lydbilledet, men faktisk står det hele i stjernernes tegn, da lyden er knivskarp, og de tre medlemmer klart og tydeligt både kan høres og adskilles fra hinanden.

Det viser sig altså hurtigt at Primus ingen problemer har med at fylde området omkring Helviti ud, og en del oppe foran dyrker da også Les Claypool som et idol; ved hver eneste solo – og der er mange – lyder der jubelbrøl fra mængden. Sommetider kan man høre en del i fællesskab udbryde ”Les, Les, Les!”, og nogle danser endda også, hvor umuligt det end måtte være til de rytmer.
Primus selv er nogle cool fyre, og så tilbagelænede at det er til at blive grøn af misundelse over. Det er tight, og alligevel improviseres der ofte en solo eller et udvidet stykke til nogle af numrene. Les selv ser slet ikke ud til at behøve at koncentrere sig, og da han i ”Mr. Krinkle” tager en grisemaske på bliver det først mærkeligt. Manden behøver ikke engang tale til os, men vælger at gøre det af og til alligevel, som regel til spredte grin fra forsamlingen.
Undertegnede smider en finger i luften til det ellers kolde vejr, og er helt og aldeles tryllebundet.

Og sådan fortsætter det spøjse foretagende i ca. 1 time og 15 minutter. I aften har Primus valgt et sæt fyldt med ”hits”, og jeg tror ikke én eneste fan er gået skuffet hjem. 
Men hvad der virkelig gør dette så specielt er, at Primus aldrig behøver at gå på kompromis. Det er fuldstændigt kompromisløst, også selvom det mest er populære sange der luftes. Her er ingen leflen for laveste fællesnævner; og det er bestemt ikke for alle. Folk må tage imod det eller gå – og folk bliver hængende, i det store og hele.

For Primus kan deres kram. De er absurd dygtige musikere, og fifler med mærkværdige sangstrukturer, sorte tekster og frem for alt en eksperimenterende og ”fri” tilgang til det at lave musik, som, indrømmet, sommetider kan være for grænsesøgende på plade til at det er interessant for lytteren. Det er på ingen måde tilfældet denne aften, hvor næsten alt virker til at gå op i en højere enhed. Det er svært at forklare præcist hvad det er og hvorfor det er så godt, men, for satan, man kan kun have respekt for dette foretagende. Kom igen så hurtigt I kan.
5½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Those Damned Blue-Collar Tweekers 
2) – Last Salmon Man 
3) – Wynona's Big Brown Beaver 
4) – Southbound Pachyderm 
5) – Oompa Loompa (Leslie Bricusse & Anthony Newley cover)
6) – Jilly's on Smack 
7) – Mr. Krinkle 
8) – Too Many Puppies 
9) – Mr. Knowitall 
10) – American Life 
11) – My Name Is Mud 
12) – Over the Electric Grapevine 
13) – Jerry Was a Race Car Driver
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Crowd_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • At the Gates_6
  • Forfatter: Jill
  • Rise Against_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed