fbpx

Aalborg Metal Festival 2014 - Lørdag

HIDEOUS DIVINITY
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4½/6

Italiensk death metal var, hvad der skulle til for at hive de trætte festivalgængere op denne lørdag. Hideous Divinity har to albums på bagen, og dette var deres første show i DK, men hvilket et!

Forsangeren gjorde flere gange publikum klart, at de hed Hideous Divinity…. From Italy… Lidt spøjst at han blev ved med at nævne det, men ikke desto mindre gav folk sig hen til italienerne, der leverede en stilsikker indsats på den halve time, de havde til rådighed. En del numre fra den nye skive ”Cobra Verde”, men også et par stykker fra ”Obeisance Rising” fik råderum. Bandet spillede godt til, hvoraf bassisten SKAL fremhæves med sin nærmest naturstridige spillemåde, der indebar både tapping og slapping og god gammeldags fingerspil… Mesterligt!

Jeg håber inderligt, at Hideous Divinity får succes, for deres musik er mere end bare death metal… Der er dybde i, og det de leverer på skiven, leverer de også live!

Virkelig god koncert!

Lyt også til vores interview med Hideous Divinity.

 

CORPUS MORTALE
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4/6

Man har efterhånden set Corpus Mortale en del gange, men de har aldrig rigtig skuffet mig. Man kan altid regne med en solid indsats fra Rosendahl og kumpanerne. Denne dag var ingen undtagelse. Man blev ikke overordentligt overrasket, men godt og grundigt underholdt. De fire københavnere virkede tændte, og de havde rystet posen med numre til i dag, hvilket gjorde, at numrene virkede langt mere friske og vitale, end de normalvis gør. ”Love Lies Bleeding”, ”Weakest of the Week” og ”Cold Earth” var træfsikre hits, og kombineret med Martins mesterlige growl, var enhver dødsmetal-fans sult stillet denne lørdag eftermiddag. Man kunne kun gisne om ikke, der ville komme mere guf….

 

SOLBRUD
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Så var det endelig tid til en omgang Black Metal, som blev leveret af det unge band Solbrud. De kørte konsekvent stilen ikke at have kontakt til salen, så den eneste henvendelse til publikum var et afsluttende Mange Tak fra sangeren.

Ellers virkede bandet helt opslugt af deres musik, som er kendetegnet ved at bruge meget lange passager til at bygger stemninger op via klassiske Black elementer og en brutalt skærende vokal, som jeg havde ventet fra den unge sanger.

solbrud

Oven på en fremadstormende grundsubstans blev variationen langsomt skabt via enkle guitar melodier, og det samlede resultat havde god dynamik ved at gå fra det helt stille og sarte til brutale angreb på tilskuernes sanser. Publikum reagerede meget positivt på det, de hørte, og det var fortjent, for Solbrud fik vist, at de mestrer den Sorte Metal. De meget lange og Doom-agtige passager tog godt nok meget energi ud af musikken, men samlet set var det en rigtig flot koncert af gutterne.

 

AEON
Skrevet af: Kevin - Karakter: 3/6

Svensk blasfemisk death metal var, hvad Aeon serverede denne eftermiddag. De blev dog frygteligt skæmmet af en dårlig lyd, hvor stortrommerne havde magten, og leadguitaren var det eneste, man kunne høre, når der blev spillet leads.

Lidt ærgerligt, for Aeon har nogle fede sange, der aldrig blev andet end middelmådige denne eftermiddag. Den halve time jeg så (interview-duties) bød dog på fed sceneoptræden med en stor-onanerende Tommy i front, der jo som bekendt har gud-issues, som han ikke er bleg for at indvie resten af verden i.

Jeg tror, at hvis man aldrig havde hørt Aeon før, ville denne koncert skræmme en væk… Hvis man havde lidt kendskab til numrene, ville man bare, som jeg, ærgre sig.

Lyt også til vores interview med Aeon guitaristen og backing vokalisten Sebastian ”Zeb” Nilsson.

 

REVOCATION
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4½/6revo

Bandet jeg personligt havde set mest frem til, da jeg har fulgt dem siden de tidlige Cryptic Warning-dage. Revocation er en sjov størrelse, der faldt i thrash-tønden som barn og derefter i death-tønden for til sidst at blive smittet med melo-feber. Kort sagt er Revocation et band, der ikke lader sig tryne af genre-rytteri.

Jeg har endnu ikke fået hørt deres seneste plade, ”Deathless”, men en del af numrene denne aften var derfra. Ligeledes var der numre fra den selvtitlede plade og så videohittet ”Dismantle the Dictator”. Ligesom tilfældet var dagen før med The Black Dahlia Murder, er Revocation et yderst velspillende foretagende, der gerne viser, hvad de kan uden, det fremstår som selvhøjtideligt wankeri – det kan vi li’!

De er ligeledes nogle usædvanligt behagelige fyre at omgås, og denne koncert de leverede, var langt en af de bedste denne dag.

Lyt også til vores interview med Revocation's guitarist og vokalist David Davidson.

 

MARDUK
Skrevet af: Tom - Karakter: 5.5/6

Jeg har flere gange skullet til koncert med Marduk, men hver gang er det gået i vasken; enten har de aflyst, eller også har jeg været syg. Men nu lykkes det endelig, så det var med pænt store forventninger jeg bevægede mig frem mod scenen.

Black Metal koncerters kvalitet står og falder ofte med lydkvaliteten; hvis ikke denne er i orden drukner musikkens nuancer og det hele kommer til at fremstå som én stor masse. Heldigvis havde Marduk denne dag noget af den bedste lyd på festivalen, så vi fik det hele med. Og det vi fik, var virkelig fedt, for uanset om numrene blev drevet frem i vanvittigt tempo af den nye trommeslager Fredrik Widigs eller det var tungere rytmer fra Morgans guitar der satte retningen, så rykkede det virkelig fremad! Her var jeg specielt imponeret over hvor homogent et lydbillede Marduk fik skabt, selv om man kun havde én guitar på scenen – og ikke mindst at de melodiske sider af musikken bestod blandt det brutale. Det hele satte gang i en omfattende moshpit, der varede det meste af koncerten mens numre som ”With Satan and Victorious Weapons”, “Materialsed in Stone”, “Warschau” og ”Serpent Sermon” blev hamret ud i salen. Marduk viste klasse ved at sammensætte et set, som ikke kun dækkede en bred del af bagkataloget, men også varierede udtrykket meget i stedet for at satse på ultraspeed hele tiden. Derfor var jeg virkelig godt tilfreds da vi nåede frem til afslutningsnummeret ”Panzer Division Marduk”, og det er kun fraværet af et par personlige favoritter der forhindrer mig i at give 6 stjerner til festivallens suverænt bedste koncert.

Lyt også til vores interview med Marduk's guitarist Morgan "Evil" Steinmeyer Håkansson.

 

ENTOMBED A.D.
Skrevet af: Kevin - Karakter: 5/6

Entombed har jeg oplevet før, og dermed har jeg næsten også oplevet Entombed AD.
Hør mit interview med LG for at få updates på navnefnidder. Her får du i stedet en anmeldelse af en supergod koncert! Bandet var denne aften velsignet med en klokkeklar lyd, der på ingen måde overlod det mindste til fantasien. Her vil jeg gerne fremhæve bassen, som det absolut fedeste. Den har i øvrigt også fået en mere markant rolle, efter den ene guitarist er skredet, og desværre savnes den anden guitar altså en gang i mellem.

Entombed AD-8

LG var i et fantastisk humør, og selvom han snottede rundt, som han plejer, var han en sand fornøjelse at se og høre på. Han gurglede sig igennem numre som ”Eyemaster”, ”Revel in Flesh”, ”Eye for an I” og et par af de nye. De to numre fra ”Clandestine”-skiven var dog der, hvor publikum gav den mest gas.

Man kan altid undre sig over at visse sange bliver udeladt, men at man ikke spiller ”Demon” er mig uforståeligt….!

Nå, men Entombed tog altså kronen denne aften. Nyere og yngre bands kan altså virkelig lære noget her – for de aldrende svenskere gælder det blot om at spille hegn og have det sjovt på scenen.

Lyt også til vores interview med Entombed A.D. frontmanden Lars-Göran Petrov.

 

CANNIBAL CORPSE
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Det var en meget positiv oplevelse da jeg for nyligt anmeldte den seneste skive fra Cannibal Corpse, ”A Skeletal Domain”; derfor gik jeg positivt stemt ind til den sidste koncert på årets festival.

Vanen tro var den forsinket, og vanen tro var der trængsel foran de lukkede døre ind til salen. Men ind kom vi, og ret hurtigt kom bandet på scenen og leverede deres Old School Dødsmetal. Den blev leveret med power, og på vej mod slutnummeret ”Hammer Smashed Face” kom vi omkring én lang stribe af amerikanernes klassikere som ”Kill or Become” og ”Icepick Lobotomy”. Det satte vild gang i publikum, men jeg synes ret hurtigt det blev noget ensformigt. Samtidig var der store problemer med at fastholde tempoet, som kørte op og ned; ikke så slem en rutchebanetur som da jeg hørte dem i Århus for et par år siden, men nok til at trække oplevelsen ned. Det samme gjorde lyden, som var lige bastung nok der hvor jeg stod.

Til gengæld trak frontmanden George "Corpsegrinder" Fisher i den positive retning med sin store udstråling og sine groteske head spins – det kan simpelthen ikke være sundt at køre så hurtigt og så længe som han præsterer. Men han imponerer nok til at hente en stjerne mere til bedømmelsen end musikken alene kan klare.

Lyt også til vores interview med Cannibal Corpse trommeslageren Paul Mazurkiewicz.

cannibal 

 

Der var pænt mange mennesker til alle 3 dage, så man må formode at festivallen giver et pænt overskud. Den bruger arrangørerne forhåbentlig på en lidt mindre sikker booking til næste års udgave, for når man ser på programmet er det kun Huldres Folkmetal og de to Black Metal bands, der afveg fra den traditionelle strøm af Dødsmetal. Og den eneste egentlige satsning var Contrastic, hvis avantgarde musik var et specielt men meget velkomment krydderi. Når man ser på den store tilstrømning der var til repræsentanterne for den Sorte Metal kan det undre, at der ikke satses mere på denne genre. Og så gjorde det ikke noget hvis man igen kunne hyre nogle seje repræsentanter for Thrash Metal, det er ved at være længe siden det har været på programmet.

 

Læs også vores reportage fra torsdag og fredag aften på Aalborg Metal Festival.  

 

  • Revocation_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Aeon_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Solbrud_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2014 - Fredag

BRUTALLY DECEASED
Skrevet af: Tom - Karakter: 2.5/6

Det første band vi hørte på fredagens program var Brutally Deceased fra Tjekkiet, og man må sige, at de levede op til deres navn. De leverede et sæt af Old School Death Metal, og lagde ud med at give den gas fra start fra start. Her var frontmandens grumme brøl med til at give musikken ekstra kraft, men desværre var bandet ikke i stand til at fastholde intensiteten. Hurtigt stod det klart at sangeren kun kunne brøle meget monotont, og da guitaristens soli samtidig havde store tekniske mangler, blev mødet med tjekkerne en noget flad affære, der burde have ligget tidligere i dagens program.

 

CONTRASTIC
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4/6

Det her blev på ingen måde, hvad vi havde regnet med!

Når man er et par anmeldere på job, uddelegerer man de forskellige bands nogenlunde efter smag, og da hverken jeg eller min makker kendte noget til dette ældre tjekkiske band, tog jeg gerne chancen… Vi skulle dog ikke meget mere end tre minutter hen i deres koncert, før mine kumpaner (og jeg selv) var klar til at gå… Jeg blev dog, nok mest af arbejdsmæssige årsager, hængende, og jeg blev så vidne til noget af det mest aparte og strittende… ja, ikke engang på denne festival kun, men også sådan generelt.

contrastic

Bandet bestod af fire mand på henholdsvis trommer, bas, guitar og vokal. En del af deres sceneshow var et lærred, der viste film, der på mærkelig vis komplimenterede musikken og den skizofrent udseende sanger, der leverede en myriade af ansigtsudtryk, der nok ville gøre sig bedst på den lukkede. Dog var filmene lige så sorte, som musikken var det.

Hvis man forestiller sig, at Napalm Death (88-89) parrede sig med Fantomas og gik i skole hos Zombi, så er vi i nærheden af, hvad Contrastic var for en størrelse. Jeg fattes sjældent ord for musik, men her må jeg virkelig give op – Det bedste, jeg kan skrive, er, at man nok bør tjekke dem ud, da de rent faktisk har en del at byde på. – Om ikke andet, er det i hvert fald en særegen oplevelse.

Jeg tror i øvrigt, at de fire tjekker er kede af, at deres merchandise-udvalg ikke omfattede cd’er denne dag. Jeg hørte flere sige, at de gerne ville have købt en skive.

Contratic var et modigt valg fra bookernes side, der nemt kunne have resulteret i en katastrofe. Således gik det ikke, og det virkede til, at folk tog vel i mod dem og omfavnede dem som variationen i et ellers konformt fredagsprogram. Mig? Jeg er solgt, og har allerede bestilt et par udgivelser med dem!

 

MALRUN
Skrevet af: Tom - Karakter: 3.5/6

Tidligere på året hørte jeg Malrun da de spillede på festival i Viborg; siden har sangeren Jacob Löbner forladt bandet og er blevet erstattet af Nicklas Sonne. Til dagens koncert var det derfor naturligt med en sammenligning mellem de to; denne kan kort sammenfattes til, at Sonne ikke har helt den samme vokale spændvidde som Löbner, men til gengæld giver han numrene mere hårdhed. Og det passer mig fint, for Malruns melodiske Hardrock har en tendens til at blive for pæn og poleret. Dagens set indeholdt både numre fra den nye skive, ”Two Thrones”, og også lidt ældre numre som f ”The Iron March”. Det blev hjulpet godt på vej af en udmærket lyd og en sikker fremførelse, men var alt i alt en tand for pænt efter min smag.

malrun

 

DARK TRANQUILITY
Skrevet af: Kevin - Karakter: 2/6

Manges begejstring var stor, da Dark Tranquility blev annonceret på dette års udgave af Aalborg Metal Festival. Personligt har jeg aldrig set det store lys i melo-svenskerne, og denne koncert fik bestemt ikke rykket noget ved den holdning.

Musikken fremstod utroligt letbenet, forsangeren var alt andet end overbevisende, og så havde de ingen bassist med på scenen!

Der kan skrives meget om Dark Tranquilitys optræden denne aften. Jeg vil i stedet blot skrive, at Dark Tranquility dog på denne aften høstede klapsalver osv., og at publikum så ud til at nyde det. ”When Death is Most Alive” var en af titlerne, jeg fik fat i, men jeg må blankt erkende, at jeg kedede mig bravt under dette sæt, og at jeg knapt kunne vente på den kommende pause, der skulle gøre godt med en mædl-pølle og en bajer!

 

THE BLACK DAHLIA MURDER
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4½/6

Det er efterhånden 3. gang, jeg ser de gale gutter fra TBDM, og jeg må indrømme, at jeg bliver gladere og gladere for dem for hver gang, der går. Det er et utroligt velspillende band, der ikke er bange for at blære sig, og samtidig være noget så useriøse. De er ikke spor originale, men det prøver de heller ikke at bilde os ind! En dejlig blanding af musicianship og drengestreger der blandt andet kom til udtryk via deres konstante ping-pong med hinanden på scenen og de hatte, der blev kastet op til dem. Dejligt uhøjtideligt!

tbdm

Jeg er ikke ordentligt inde i deres bagkatalog, så jeg vil ikke spy om mig med titler, men blot konstatere, at den velsmurte maskine leverede en god times underholdning i den stramme ende af den melodiøse death metal-skala, og at mange bands burde kigge til, hvordan man håndterer et publikum – Dette kommer fra ham, der efter min første oplevelse med dem, var klar til at kaste håndklædet i ringen, grundet sangerens trælse opførsel ved en koncert i Århus.

TBDM er og bliver et udpræget liveband, og hvis du ikke har fået set dem endnu, så bør du gøre det!

Lyt også til vores interview med The Black Dahlia Murder frontmanden Trevor Strnad.

 

HATEBREED
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Hvis man skulle være i tvivl om stilen hos aftenens sidste navn, blev det hurtigt understreget da Hatebreed gik på scenen til temaet fra Rocky filmen: Caps på hovedet hele raden rundt signalerede Hardcore, og dét leverede amerikanerne med eftertryk. Der var fra starten et højt energiniveau, som bredte sig til salen. På det punkt levede indsatsen op til forventningerne, ikke mindst pga. sangeren Jamey Jasta, som fik vist hvorfor han er et af genrens store navne. Med glimrende kontrol over publikum holdt hans indsats der holdt niveauet oppe, da numrene midt i settet begyndte at blive ret ens at lytte til. Det trak ned på oplevelsen, så koncerten fremstod som udmærket men noget rutinepræget.

 

Læs også vores reportage fra torsdag og lørdag aften på Aalborg Metal Festival.  

 

  • Dark Tranquility_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Brutally Deaceased_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Brutally Deaceased_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2014 - Torsdag

Kalenderen viser November, og det er ensbetydende med en af de sikre poster i den jyske Metalkalender: Aalborg Metal Festival. Som så ofte før bestod Revolution Musics anmelderhold af Kevin og Tom, men med den lille nyhed at vi også var i stand til at deltage i festlighederne på festlighedernes første dag, torsdag.

 

MONKEY OKAY
Skrevet af: Tom - Karakter: 3/6

Da der var 5 minutter til første band skulle på, var der ikke mange folk i salen på Studenterhuset, men den blev ret hurtigt fyldt til et niveau, som arrangørerne må være tilfredse med. Her hjalp det selvfølgelig også at Monkey Okay er lokale, men alligevel godt gået.

Det hele startede med en kakofoni af abelyde, så jeg følte mig hensat til Randers regnskov, men det blev heldigvis afløst af tung Rock så snart bandet gik i gang.

Det første nummer var lidt anonymt, men blev også skæmmet af en meget ubalanceret lyd, hvor stortrommen var alt for kraftig i siden af salen. De følgende numre bød på mere tyngde, og det hele havde en tydelig retrostemning over sig – der kunne høres inspirationer fra Led Zeppelin til Doors, og bandets egen reference til Queens Of The Stone Age er ikke helt i skoven. Old school stemningen blev forstærket af guitaristens udstrakte brug af wah-wah pedal.

Stemningen på scenen var afslappet og tilbagelænet, og selv om det et par gange blev lige klovnet nok, fik Monkey Okay spillet sig op til et godkendt niveau, selv om man kan diskutere om de hører hjemme på en Metal festival.

 

BLOOD LABEL
Skrevet af: Tom - Karakter: 3/6

Det er der ingen tvivl om for det næste band, for Blood Label spiller en slagkraftig blanding af Death- og Thrash Metal. Det er efterhånden længe siden jeg sidst havde hørt dem, så jeg var spændt på resultatet. Her kunne jeg konstatere, at gutterne efterhånden er ved at have opbygget en sund rutine, som gav overskud til en fin sceneoptræden. Musikalske var der heller ikke meget at pege fingre ad, og især trommerne var bare superstramme – sådan!

Til gengæld blev jeg ikke rigtigt fanget af numrene, som flere steder virkede lidt rodede og uinteressante. Derfor blev jeg aldrig rigtig revet med af, og den samlede oplevelse af Blood Label var på det jævne.

 

HULDRE
Skrevet af: Tom - Karakter: 3/6

Aftenens tredje band var nyt for mig, men da de med deres Folk Metal tidligere i år vandt Wacken Metal Battle, havde det alligevel på forhånd skabt forventninger – ikke kun hos mig, men også hos mange andre. Derfor var der fyldt godt foran scenen, der var pyntet med blomster og gevirer, da Huldre entrede denne iført tøj, der passede til deres stil. Med en besætning der foruden traditionel Metal-instrumentering tæller violin, fløjte og hurdy-gurdy var rammerne også meget passende.
Anført af en meget veloplagt og udadvendt Nanna Barslev spillede Huldre et sæt, som både indeholdt flotte stemninger og mere genretypiske trampende rytmer, som lod til at falde i god jord hos folkene længst fremme i salen. Det samme gjorde en svingom på scenen, som straks forplantede sig til de forreste rækker.

Længere bagud kom den ikke, og det samme kan siges om musikken; hvor de stemningsfulde numre fungerede fint, forblev de mere livlige sager ordinære og lidt upersonlige. Det skal ikke forstås sådan, at det var dårligt, jeg havde forventet mig mere af en Wacken-vinder.

 

ILLDISPOSED
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Sidste band på aftenens program var veteranerne fra Illdisposed, som brugte AMF som start på en tour i Europa. Med sig havde de en ny mand, idet den tidligere Corpus Mortale trommeslager Rasmus Schmidt har overtaget efter Kim Jensen; i første omgang på session basis.

Ellers var der intet nyt under solen, for koncerten var helt som den slags plejer at være. Foran en godt fyldt sal lagde århusianerne ud med et par nye numre, som ikke sagde mig det store, inden der blev scoret point med lidt ældre ting som ”Weak is your God”, ”I Believe in Me” og ” I like Cancer”. Det var populært i salen, som prompte svarede på Bo Summers opfordringer fra scenen. Han kom også med de sædvanlige bonderøvskommentarer, hvor nyheden om AGFs 4-0 sejr over Vejle var den mindst irriterende.

Så nej, ingen overraskelser her. Det var en sikker og koncentreret indsats fra Illdisposed, som fik markeret sig som dagens klart bedste indslag uden at imponere.

 

Læs også vores reportage fra fredag og lørdag aften på Aalborg Metal Festival.  

Hør også vores interview med Cannibal CorpseThe Black Dahlia MurderEntombed A.D.AeonMarduk,Revocation og Hideous Divinity.

 

  • Malrun_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Dark Tranquility_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • E´nemia_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Hideous Divinity - Interview med Enrico

Det italienske death metal band Hideous Divinity, er fortiden aktuel med albummet ”Cobra Verde” og med deres nye album (et album vores skribent har givet 5 stjerner, læs den her) gæstede de årets Aalborg Metal Festival.

I anledningen af deres første visit i Danmark, tog vores reporter en snak med bandet omkring deres nye album, kontrakt med Unique Leader og ikke mindst om at spille på Aalborg Metal Festival. Hør hele interviewet her:

Læs mere...

Revocation - Interview med David Davidson

Det amerikanske death / thrash metal band Revocation er fortiden på europa tour med legenderne i Cannibal Corpse og Aeon på deres "A Skeletal Domain Europe Tour". Touren lagde som bekendt vej forbi årets Aalborg Metal Festival.

Bandet er pt. aktuel med albummet ”Deathless” igennem Metal Blade Records.

I anledningen af deres besøg i Danmark, tog vores reporter en snak med bandets guitarist og vokalist David Davidson omkring deres nye album, kontrakt med Metal Blade, inspirationskilder og meget mere. Hør hele interviewet her:

Læs mere...

Entombed A.D. - Interview med L-G Petrov

På grund af interne konflikter måtte det svenske death metal/death n’ roll band Entombed skifte navn til Entombed A.D. og med et nyt album i baggagen vender bandet endnu engang tilbage til Aalborg Metal Festival for at vise de stadig er i live og lever i bedste velgående.

I den anledningen tog vores reporter en snak med gruppens frontmand Lars-Göran Petrov omkring navnskiftet, deres nye album, kontrakt med Century Media og meget mere. Hør hele interviewet her:

Læs mere...

Aeon - Interview med Sebastian Nilsson

Det svenske death metal band Aeon er disse dage på europa tour med legenderne i Cannibal Corpse og Revocation på "A Skeletal Domain Europe Tour". Touren lagde som bekendt vej forbi årets Aalborg Metal Festival.

I den anledning tog vores rapporter en snak med en af de to orginale medlemmer i bandet, guitaristen og backing vokalisten Sebastian ”Zeb” Nilsson. Hør interviewet her:

Læs mere...

Marduk - Interview med Morgan Steinmeyer Håkansson

Efter en aflysning i 2012, tog det svenske black metal band Marduk revanche på årets Aalborg Metal Fetsival, hvor de spillede et brag af en koncert i lørdag aften.

I den anledning tog vores rapporter en snak med gruppens eneste orginale medlem og guitarist Morgan "Evil" Steinmeyer Håkansson. Her fik de 2 en snak om blandt andet deres kommende album, nye trommeslager og meget mere. Hør interviewet her:

Læs mere...

Cannibal Corpse - Interview med Paul Mazurkiewicz

Det legendariske death metal band Cannibal Corpse headliner i dag Aalborg Metal Festival som del af deres "A Skeletal Domain Europe Tour" sammen med Revocation og Aeon.

I den anledning tog vores rapporter en snak med gruppens trommeslager Paul Mazurkiewicz, her fik de 2 en snak som blandt andet kom ind på deres seneste album "A Skeletal Domain", livet på landevejen og meget meget mere. Hør interviewet her:

Læs mere...

The Black Dahlia Murder - Interview med Trevor Strnad

Det amerikanske metal band The Black Dahlia Murder gæstede igår Aalborg Metal Festival som del af deres "Everblack European Club Tour".

I den anledning tog vores rapporter en snak med gruppens frontmand Trevor Strnad, her fik de 2 en snak som blandt andet kom ind på gruppens historie, deres seneste album "Everblack", livet på landevejen og meget meget mere. Hør interviewet her:

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed