fbpx

Royal Metal Fest 2012

Pariah Syndicate
Kev: (3 / 6)
Jeg har altid troet, at Pariah Syndicate spillede goth/black metal, så da brutal death metal ramte mine øregange med 200 i timen, var det dog alligevel en positiv overraskelse. God energi fra scenen smittede af på publikum, og jeg må sige, at jeg nok sjældent har oplevet et mere overbevisende åbningsband på MRF end Pariah Syndicate. Dog sneg ensformigheden sig ind på mig, og efter 20 minutter havde jeg vist fået det ud af århusianerne, som var muligt. Dette laver dog ikke om på, at det var en meget fin åbningskoncert, som det unge band diskede op med.

By the Patient
Kev: ( 4/ 6)
Sidste gang jeg hørte By the Patient live, var det en ualmindelig kedelig omgang. Ingen scenetække og musikken virkede til at flyde sammen. Denne aften var dog en helt anden historie: By the Patient overbeviste mig med deres kraftfulde guitarløb, energiske temposkift og noget mere aktivitet på scenen. Dog kan der sagtens flettes lidt flere eskapader ind i drengenes optræden.
Nuvel… Der blev spillet til fra start, og de gæve bornholmere så sig ikke tilbage. De er dejligt brutale i udtryk, om end jeg synes, vokalen bliver lidt ensformig, så blev det altså til noget godt, det som BTP leverede. ”Luke 18:15 – 17” (Blot præsenteret som ”Luke”) var umiddelbart højdepunktet, men der var mange steder, hvor det virkeligt fungerede, så thumbs up… Og få så det album gjort færdigt!

HelHorse
Kev: ( 4/ 6)
Bandet, der førhen hed Dødning, opererer nu under banneret Helhorse. De har et orgel med på scenen og to sangere, der fiser rundt og går i vejen for hinanden. En overtatoveret guitarist med attitude og en bassist der minder om en buttet udgave af forsangeren fra Weezer… Men fuck hvor var det fedt!! Man kan snakke om, hvorvidt Helhorse (der kom med på et afbud) var malplaceret eller ej, men længe leve mangfoldigheden siger jeg! Deres sydstats-inspirerede tråd gik rent ind, og selvom jeg ikke kendte numrene, var det nemt at lytte med på. Klart et band der skal følges!

Saturnus
Kev: (4,5 / 6)
De gode gamle doom-rockere i Saturnus var vel årets overraskelse, for undertegnede, at se på plakaten. Jeg troede faktisk ikke, at de spillede længere, men hey…. Man kan ikke vide alt.
Grundet spisning kom jeg først ind i Saturnus’ set ca. halvvejs, men jeg nåede i høj grad at blive smittet af stemningen. Fuck, hvor gjorde de det godt! Jo vist så er tempoet til at falde i søvn over, og udtrykket er altså meget det samme, men det blev særdeles overbevisende leveret… Selv de der ”spoken-word-passager” som Saturnus ALTID har praktiseret, virkede ok på mig denne aften.
Der blev vist serveret et nyt nummer, og man kan vist vente sig en ny skive i løbet af 2012… Efter denne koncert, er jeg på!

Mercenary
Kev: (3,5 / 6)
Mercenary har aldrig 100 % været mig. Efter de har mistet deres signatur, har jeg helt og aldeles undgået dem. Det kunne jeg dog ikke denne aften, da jeg var eneste anmelder på posten:
Jeg blev faktisk noget overrasket, for det lyder til, at Mercenary har fået større nosser end nogensinde. Rene er virkeligt vokset med opgaven som sanger. Han når nok aldrig forgængerens højde, men han er sgu godt deroppe af!
Mercenary’s kundskaber kan der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved, men jeg kommer altså til at kede mig bravt. Numrene flyder sgu en anelse sammen, og jeg synes, det hele virker meget ensformigt. Beklager drenge, men I gjorde/gør det bare ikke for mig.

Decapitated
Kev: (5 / 6)
Det polske band, der har været et og andet igennem, kunne igen få lov til at spille på festivalen. Halvdelen af bandet røg jo på en højst uheldig måde, men de nye folk synes at varetage hver deres position på glimrende vis. Især forsangeren er en energibombe af rang. Med dreadlocks ned til under røven er han et syn for sig, når han banger på scenen, men hans vokale præstation er der INTET at sætte på. Faktisk er det sådan hele vejen rundt, at Decapitated er brilliante musikere, der har et nærmest ekvilibristisk tag på instrumenterne. De havde også publikum i deres hule hånd, og man kan diskutere, om det havde været bedre at have polakkerne som hovednavn fredag…?
Long story short: Decapitated var det fedeste band fredag, og selvom deres nyeste plade har fået lidt heat fra anmelderne, så er det altså et superfedt liveband, som ikke holder sig tilbage!

Evergrey
Kev: (2,5 / 6)
Om det var fordi Decapitated havde suget al energi ud af publikum, eller om Evergrey simpelthen ikke har flere fans, vil jeg lade være usagt. Faktum var dog, at Evergrey spillede for en tredjedel af det publikum, der så Decapitated… Og det var sgu lidt synd. Personligt er jeg overhovedet ikke fan af Evergrey, men det er en krank skæbne at lide som hovednavn. Musikken var en omgang tynd power/prog metal, og bandet virkede noget fortørnede over det ringe fremmøde. Personligt blev det ingen åbenbaring for undertegnede, der tog sig selv i ofte at kigge på klokken… Det siger vist det hele.

Diamond Drive
MetalMorfar: (4 / 6)
Lørdagen startede dystert, for ved ankomst til Voxhall blev publikum mødt af et stort politiopbud, som skulle søge at sikre en fredelig demonstration i Mølleparken lige overfor Voxhall. Begivenhederne i den forbindelse fik indflydelse på bevægelsesfriheden for festivalens gæster, men i sidste ende var det primært folk med rygetrang, som led under dette. Indenfor startede Diamond Drive andendagen en smule nervøst, men da nerverne efter det første nummer var på plads, spillede bandet et set, som var både spændende, varieret og velspillet. Stilen indeholder både hårdtslående, groovy og melodiske elementer, og alle facetter blev håndteret rigtig godt. Jeg er især imponeret af sangeren Troels, som ikke bare synger fantastisk godt, men også skaber et energifyldt sceneshow. I det hele taget gjorde Diamond Drive en virkelig go´ figur og fik ikke blot givet dagen en super start, men også markeret sig som et band, man bør holde øje med.

Mordax
MetalMorfar: (3 / 6)
Næste band var Mordax, som var kommet til Aarhus fra hovedstaden. De 5 medlemmer spiller en stil, som falder i to kategorier; enten spiller de Death- eller også spiller de Thrash Metal. Førstnævnte er ret tungt, men ikke særligt varieret og bliver derfor ret hurtigt for monotont og uinteressant efter min smag. Det går meget bedre, når Mordax spiller Thrash; bandet lader til at befinde sig bedre i selskab med det høje tempo. Frontmanden Asbjørn leverede en energisk indsats, men alligevel lykkedes det ikke rigtigt at få salen med før det næstsidste nummer ”Treachery”, som er rigtig fedt. Afslutningen skete med Metallicas ”Ride The Lightning”, som blev fyret af i en okay version. Her havde jeg hellere hørt mere til bandets eget materiale som afrunding af et set, som samlet set var på det jævne.

Slow Death Factory
Kev: (3,5 / 6)
Denne koncert skulle have været beviset for Dødsfabrikkens tilbagekomst til de skrå brædder. Bandet gjorde da også fin figur, hvis man havde set dem uden lyd. Lyden var derimod helt horribel. Guitarerne lød mærkeligt forvrængede, trommerne var ultratynde og bassen var meget lav. Vokalen var nok det indslag, der havde den bedste lyd, men den var altså heller ikke helt god. Denne koncert går nok ikke over i historien som en af de fede. Tværtimod går den nok over i historien som skrækeksemplet over dem alle.
Numrene er der dog ingen, der kan tage fra Gilsted og Co. Riffs af høj klasse og groovyness over alt er det, han står for, og det kunne man trods alt godt fornemme. De tre nye numre, der blev præsenteret, virkede en anelse mere afdæmpede og meget mere vokalbaseret end tidligere. Lidt modigt var det, at det mest ”stille” nummer blev spillet som det næstsidste… Folk var dog på og med et lille gimmick i slutningen af koncerten, var humoren i hvert fald intakt. Efter en snak med Onkel Morten, er jeg dog overbevist om, at vi snart hører og ser mere fra Slow Death Factory.

Crocell
MetalMorfar: (3½ / 6)
Det skader aldrig at spille på hjemmebane, og salen var da også pænt fyldt op, da turen var kommet til Århus-bandet Crocell. Og de forstod at udnytte hjemmebanefordelen i en performance, som var mere målrettet, sejt og stramt spillet, end det var tilfældet de andre gange, jeg har hørt dem. Samtidig var settet pænt varieret, så der både blev plads til de helt tunge sager og de mere tempofyldte numre. Hjemmebanefordel eller ej; publikum i salen kunne li´ det, de fik serveret, og jeg må sige, at det var den bedste præstation fra Crocell, jeg endnu har oplevet.

H.O.T.E.L.
MetalMorfar: -
Så var det tid til en pause fra musikken, for kl 18 blev scenen indtaget af den lokale dansegruppe House Of The Eternal Life. Gruppen består af 5 piger, som klædt i læderjakker dansede til et mix af Rock og Metal. Ingen tvivl om at det var seriøst sat op og meget koncentreret fremført, men jeg synes alligevel, at det var malplaceret til en Metal festival. At jeg ikke er helt alene om den opfattelse kan tolkes af reaktionerne i salen, som forholdt sig passiv.

Endstille
MetalMorfar: (4½ / 6)
Det passive blev hurtigt blæst væk, da Endstille indtog scenen: Inden den første tone havde lydt, varslede bandets corpse paint, at vi skulle tage hul på aftenens første afstikker til den Sorte Metal. I forhold til bandets optræden på Aalborg Metal Festival for et par år siden, hvor jeg ikke var imponeret, var det et Endstille i helt anderledes form, der var på scenen denne lørdag. Tempoet var virkelig højt, og der blev hamret løs på instrumenterne, så publikum ubønhørligt blev ramt af en strøm af koncentreret Mørke. Anført af en vokal der skar gennem marv og ben, var settet ikke særligt varieret. Alligevel var det meget fascinerende at opleve, og det faldt i go´ jord hos publikum; flere gange mellem numrene lød råbene ”Endstille, Endstille” gennem salen, og da slutnummeret ”Navigator” døde ud, havde Endstille præsteret dagens foreløbige højdepunkt.

AEON
Kev: (4,5 / 6)
Aeons plads på death metal-scenen kan ikke fornægtes. De spiller superfedt, og så synger de om satan, altså en strammere udgave af Deicide. Hvad mere kan man ønske sig?!
Den koncert, de spillede på dette års festival, var noget federe end den, de sidste gang fyrede af, og tak for det… Men hvor fanden var ”There Will Be No Heaven For Me”?! Hvorom alting er, så er Aeon en flok dygtige musikere, hvor jeg især lige bed mærke i bassisten, der spillede noget hurtigt, men som også bangede med sit skæg. Imponerende! Tommy på vokalen er heller ikke helt ilde. Han kan lidt af hvert med stemmen og har også lidt humor på scenen. Blandt andet blev den mikrofon der lige pludselig satte ud, beskyldt for at være ”a christian microphone”.
Koncerten blev efter min ringe mening dog spillet for tidligt på aftenen, men fede var de. Death metal med kant og satan… Jeg kunne godt have brugt en halv time mere i selskab med de sataniske svenskere.

Taake
MetalMorfar: (5 / 6)
Taake var det navn, jeg havde glædet mig mest til at se på årets festival; ganske vist var albummet ”Taake” fra 2008 ret ordinært, men det nye udspil ”Noregs Vaapen” har indbragt priser og meget rosende omtale, ikke mindst i hjemlandet Norge. Ret beset er Taake kun et band i live-sammenhæng, ellers er der tale om et enkeltmandsprojekt for sangeren og musikeren Høst. Han satte sig fra start i centrum med en optræden, hvor han konstant udlevede numrene via sin vokal, mens han bevægede sig truende rundt på scenen. Sette havde lighedspunkter med Endstille, men Taake var på alle områder lige en tand bedre: Corpse paintet var lidt mere gennemført, musikken lidt sejere og hele sceneshowet lidt mere teatralsk. Det fungerede virkelig godt, og selvom musikken indeholdt overraskende lange passager, som var lige dele Rock og Metal, var der ingen mangel på power. Det var en opvisning i, hvordan Black Metal skal serveres og min absolutte favorit på festivalen.

Keep of Kalessin
MetalMorfar: (4 / 6)
Hvor mine forventninger til Endstille var ret små, baseret på bandets optræden i Aalborg, forholdt det sig stik modsat med Keep of Kalessin; deres sidste optræden i det nordlige Jylland stod stadig som super i min hukommelse, da bandet som aftenens næstsidste act stod på Voxhalls scene. Lige umiddelbart blev jeg overrasket over kvaliteten af de flerstemmige vokaler, disse var langt flottere end tidligere oplevet. Samtidig var det imponerende så flot og frem for alt fyldigt et lydbillede, bandet fik skabt med kun en enkelt guitar i spil. Til gengæld var det som om, at rammerne fratog musikken noget af sin vildskab og styrke. Vi fik den ventede blanding af Black- og Death Metal, men et eller andet sted virkede det for pænt og en smule ufarligt. Præstationen var på ingen måde dårlig, men i min bog leverede Keep of Kalessin det svageste bidrag til salens Black fans denne lørdag.

Pretty Maids
MetalMorfar: (5 / 6)
I 2009 spillede Pretty Maids et forrygende set på det års RMF, men i år var Horsens-bandet avanceret til hovednavn – det skruede naturligt publikums forventninger i vejret. Settets første del var præget af numre hentet fra den nyere del af bandets produktion, hvor især det seneste studiealbum ”Pandemonium” leverede flere smagsprøver. Jeg er ikke ret godt hjemme i den del af bagkataloget; måske er det grunden til, at numrene her ikke rigtigt fangede mig. I anden del kom der skæringer tilbage fra bandets tidligste materiale, og så begyndte tingene at rykke! Jeg ville godt have haft flere numre fra bandets Metal-skuffe og kunne sagtens have undværet den slidte ”Please don´t leave me” ballade – den blev til gengæld virkelig godt modtaget af publikum i salen. Det hele blev afsluttet med ekstranumre, som kulminerede i en lækker udgave af ”Red Hot and Heavy”, som Ken Hammer piftede op med lidt ”Smoke on the water” – cool performance. Skulle jeg vurdere koncerten 100% objektivt, burde Pretty Maids kun have 4 stjerner, men når jeg alligevel smider en ekstra oveni skyldes det, at bandet via suveræn kontakt til publikum formåede at afslutte årets RMF med en rigtig fest – en samlet præstation, som er et hovednavn værdigt.

Igen var det superfedt at opleve hvordan folk med forskellig alder, køn, livsholdninger og udseende kan samles fredeligt omkring en fælles glæde til Metal – en stor kontrast til de snæversynede konfrontationer udenfor, som krævede store politistyrker for at kunne løses. At begivenhederne ikke fik synderlig indflydelse på årets festival, skyldes både professionel håndtering af situationen fra arrangører og vagters side og publikums efterlevelse af de givne anvisninger. Men selvfølgelig ser vi frem til næste års udgave, hvor vi forhåbentlig kan koncentrere os 100% om det, det hele handler om, nemlig Metal!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.